Levned |
- "Skjalmsen, Ebbe, o. 1090-1151, sjællandsk Høvding, Søn af Skjalm Hvide (VIII, 194), optræder første Gang i Historien, da han sammen med sine Brødre fik Knud Lavards Lig ført fra Haraldsted til det anseligere Ringsted og rejste Sjællænderne til Hævn
for Fosterbroderens Drab (1131). I den efterfølgende Borgerkrig stod han paa Erik Emunes Side, og han var ogsaa blandt Erik Lams mest betroede Mænd, dernæst tro Tilhænger af Svend Grade, der gjorde ham til Høvedsmand i det nybefæstede Roskilde. Ved en vis Sune søgte Svends Medbejler Knud Magnussen at lokke Roskilde Borgere til Frafald, men ved List fik E. S. Sune i sin Magt, og Planen blev afværget (1148). Senere lykkedes det dog Knud at overrumple Roskilde; E. S. undkom i rette Tid, men kunde ikke hindre, at Knud dernæst hærgede og brændte hans Gaard. I Følge Saxo havde E. S. saa stor Indflydelse paa Svend, at denne i Krig som i Fred, i offentlige som private Forhold altid rettede sig efter hans Raad, og Efterretningen om hans Død (1151) overvældede den unge Konge, saa at han afbrød et Krigstog mod Knud; rimeligvis havde Svends Skæbne ogsaa formet sig lykkeligere, om han fremdeles havde haft den erfarne Raadgiver ved sin Side. Sammen med sine Brødre Toke (s. ndfr.) og Asser Rig (I, 370) grundlagde E. S. Sorø Kloster. E. S. var først gift med Gyda, dernæst med Ragnhild, sammen med hvem han opførte en Trækirke ved deres Gaard i Bjernede. Deres Søn Sune byggede i dens Sted den smukke Rundkirke af Sten, men mindede i en Indskrift om Forældrenes fromme Gjerning. Ragnhild overlevede E. S. over 10 Aar og skjænkede Sorø Kloster Sacerbro Mølle; de jordedes Side om Side i Klosterkirken. Kort efter Ragnhild døde E. S.s ældste Søn, Toke, efter at have givet Halvdelen af sin Hovedlod til Sorø. En anden af E. S.s Sønner, Fin, døde ved samme Tid. En tredje Søn, Peder, levede meget længer. Berømtest af Sønnerne er dog Sune (IV, 397), Fader til de 7 Sunesønner. (Saxo, Hist. Dan. ; Løffler, Danmarks ældre Kirkebygninger. (Hans Olrik ". (DBL, 1. udg.)
"Må have ejet en stor del af Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som arvingerne ses at have andele af i 1190’erne. Formodentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han fik bygget en trækirke. Havde hus i Roskilde (Sømme H.). Ægtefællen skænkede ved sin død Sorø Kloster Sasserbro Mølle (Alsted S., Alsted H.). - Vidne for kong Erik III Lam (udateret). Varetog med broderen Asser stiftelsen af Sorø Kloster. Nær og betydende rådgiver for kong Sven III Grate. Ifølge Saxo gjorde Sven intet uden at rådføre sig med Ebbe, hans rolle er tilsvarende fremstillet i den islandske Knytlingasaga. I borgerkrigens start sat til at vogte Roskilde for Sven og holdt her byen mod kong Knud V Magnusen. Senere brændte Knud hans hus i byen af. - Identificeres ofte med Ebbe af Bastrup, der vidnede for kong Niels 1104/34. Deraf følger den antagelse, at Ebbe var borgherre på det endnu eksisterende Bastruptårn. Identifikationen er mulig. Ebbes efterkommere ejede en del gods i områder nær Bastrap (se afsnit om gods). Men der kan kun være tale om en antagelse, Ebbe var et almindeligt anvendt navn.I DAAs stamtavle Hvidelinjen under Galen fra 1893 stamfar til denne. På 1515-frisen nævnes sønnesønnen Peder Pedersen. Både sønnesøn og den heraf afledte søn, Peder, kendes kun fra frisen, hvilket ikke er nok til at sandsynliggøre deres eksistens". (Holbek & Brun)
|