Otte Knudsen Rud, til Møgelkær

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Otto Knudsen Rud
• Beskæftigelse: 1543; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1549; Lensmand
• Beskæftigelse: 1565; Admiral

Notater:

Levned:
Rud, Otte (Knudsen), 1520-65, til Møgelkjær, var Søn af ovennævnte Knud R. (d. 1554) og blev født 15. Maj 1520 paa sin Fædrenegaard Vedby. I Daaben opkaldtes han efter sin afdøde Farbroder, og blandt Fadderne var foruden bl. a. flere Helgener ogsaa Biskoppen i Roskilde Lage Urne, hvilket forklarer, at da samme Biskop 1529 gav hans Forældre Livsbrev paa Venslev Len, udstraktes denne Forlening til ogsaa at gjælde for Gudsønnens Levetid, og virkelig tiltraadte O. R. dette Len, der ved Reformationen var bleven et Kronlen, 1554 ved Faderens Død, men mistede det rigtignok alt igjen 1558.
O. R. fik sin første Undervisning i Sorø Kloster, tjente saa Grev Just af Mansfeld som Smaadreng og kom derefter til Greven af Schwarzburg, der i hans 18. Aar gjorde ham væragtig, hvorefter han deltog i Biskoppen af Ministers Krig mod Gjendøberne. Ved denne Tid (1539) havde han det Uheld at blive sat fast i Hamborg, vel for et begaaet Drab, men da Kong Christian III gik i Forbøn for ham, kom han sagtens derved løs igjen. I alt Fald var han snart efter i sachsisk Tjeneste og deltog først som Rytter, siden som Landsknægt i Krigen mod Brunsvig til 1543, da han drog hjem til sit Fødeland. Her tog han strax Tjeneste blandt Hofsinderne og var som saadan i det store Følge, der 1548 ledsagede Frøken Anna til Meissen. Aaret efter fik han sin første Forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den 18-aarige Pernille Oxe, Søster til den siden saa berømte Statsmand Peder O.; i dette Ægteskab blev han Fader til 5 Sønner og 3 Døtre. 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans Lensstyrelse snart Anledning til en Række Klager, navnlig fra Visby Borgere, der mente, at Slottets Tjenere gjorde Indgreb i deres borgerlige Næring. Kongen gav for saa vidt Klagerne Medhold, som han 1555 udfærdigede nye Privilegier for Borgerne, og da Klagerne vedbleve, nu over at O. R. ikke overholdt disse Privilegier, mistede han endog 1557 efter et Par skarpe Paamindelser Lenet. Selv efter den Tid forfulgtes han med Processer af enkelte af Øens Indvaanere, men ligesom disse Processer ingenlunde faldt ud til hane Skade, saaledes gav ogsaa den menige Almue ham paa Øens Landsting det bedste Vidnesbyrd som Lensmand. Han opnaaede da ogsaa snart anden Forlening, nemlig 1559-62 Odensegaard, 1562 Korsør og 1565 Ranes Gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin Fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han 1560 havde tilbyttet sig fra Kronen.
Da Krigen med Sverige udbrød 1563, blev der naturligvis særlig Brug for en fra Ungdommen saa krigserfaren Mand som O. R. I Sept. sendtes han op til Elfsborg som Kommissær hos Daniel Rantzau, og i Nov. udmærkede han sig for Kongens Øjne i Kampen ved Mared ved Halmstad, - og saa blev det dog til Søs, at han gjorde sit Navn udødeligt. Allerede under Opholdet i Halmstad beskikkede Kongen ham til Chef for Orlogsskibet «Byens Løve», og næste Foraar fulgte han med dette Skib Herluf Trolles Flaade. I 2 Dages Slaget 30.-31. Maj i Farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj Grad, i det han og Jørgen Brahe den første Dag tappert bistode Herluf Trolles Skib i den ulige Kamp med det store svenske Admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og 7 andre Skibe, og Dagen derpaa var det O. R., der sønderskød Roret paa «Makalos» og kastede sine Dræg om Bord i det store Skib, som han derpaa, understøttet af 2 lybske Skibe, entrede, og det vilde sikkert være blevet taget, om der ikke var stukket Ild i Skibet, som saa sprang i Luften. I en senere Træfning, 14. Avg., blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var O. R., uvist af hvilken Aarsag, ikke om Bord. Formodentlig har Kongen haft Brug andensteds for den uforfærdede Kriger; i Dec. fik han i alt Fald Befaling at møde med sine Heste og Harnisk i Skaane, men alt i Febr. 1565 kom ny Ordre til ham om ogsaa dette Aar at tjene til Søs. Da Herluf Trolle i Maj løb ud, fulgte O. R. ham, nu som Chef paa et tidligere erobret svensk Skib, «Krabat», og i Slaget ved Rødesand 4. Juni, hvor Herluf fik sit Banesaar, var han en af de 5 danske Skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte Admiralen. Efter Slaget søgte Flaaden til Kjøbenhavn, hvor Herluf Trolle nedlagde Kommandoen, der blev overdraget til O. R., med Broderen Erik R. som Underadmiral. Ved Efterretningen om sin Eftermands Udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han vidste ingen i Danmarks Rige bedre til Admiral end O. R.; han vilde sige god for denne, at han skulde ikke sky sin Fjende, – og dette Skudsmaal gjorde O. R. visselig ikke til Skamme.
Med Admiralens Flag vajende paa «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske Flaade 2. Juli Kjøbenhavn, og 5 Dage efter traf den den svenske Flaade under Clas Christersson Horn i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor saa det blodigste Søslag i hele denne Krig blev udkæmpet. Skjønt den svenske Flaade talte 13 Skibe flere end de forenede Flaader, angreb O. R. den dog uden Betænkning om Morgenen. O. R. søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af 2-3 svenske Skibe, medens O. R. fik Undsætning af sin Broder paa «Jomfruen». Under den voldsomme Ild fra begge Brødrenes Skibe faldt den største Del af Besætningen paa «St. Erik» og «F6rgylda Lejonet», medens et tredje svensk Skib, «Gripen», blev skudt i Sænk, men andre svenske Skibe kom til, og da Vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i Brand, hen paa «Jomfruen», der ogsaa antændtes, maatte Erik Rud med Besvær drage sit Skib ud af Kampen, saa meget mere som kun Vi o af Besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede Kampen fremdeles omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske Flaade om sig, saa vidt muligt var. Forgjæves skikkede O. R. Bud efter Bud til sine Skibschefer om at komme til Hjælp, - dels skortede det dem paa Evne, i det det brændende «Lejonet» til Dels havde isoleret det danske Admiralskib, dels skortede det paa god Vilje. Kun 2 danske Skibe og 2 lybske søgte at undsætte deres Admiral, men uden Held, og efter det heltemodigste Forsvar nødtes derfor O. R., selv saaret, til ved Solnedgang at overgive sit synkefærdige Skib og de tiloversblevne 100 Mand af de 1050, der udgjorde dets oprindelige Besætning, til sin ikke mindre tapre Fjende mod Løfte om ærefuldt Fængsel, et Løfte, der ikke blev holdt. Fangerne bleve nemlig førte til Stockholm, hvor de, lænkede sammen 2 og 2, maatte gaa i det Triumftog, Kong Erik lod anstille. O. R. blev desuden ført til Skara og fremstillet for Kong Erik, der overfusede ham med grove Ord for hans haardnakkede Forsvar, og da O. R. frejdig svarede igjen, hindrede kun Glas Ghristerssons Mellemkomst den forbitrede Konge i at støde den lænkede og værgeløse Fange ned.
Efter et 14 Dages Ophold i Stockholm blev O. R. for Pestens Skyld med flere andre Fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren. Men ogsaa her hen naaede Pesten og bortrev hurtig hans Fæller, saa han til sidst selv maatte rede sin Seng, gjøre Ild paa osv. Endelig angreb Smitten ogsaa ham, og n. Okt. 1565 udfriede Døden ham af Fængselet. Først et Par Aar efter naaede Efterretningen om Heltens Død Danmark, hans Enkes Anstrængelser for tidligere at komme i Forbindelse med ham vare spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter Fredslutningen at faa hans Lig, der imidlertid havde henstaaet i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre Orlogsskib og blev her efter kongelig Befaling modtaget af O. R.s gamle, ved Freden tilbagegivne Admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til Kjøbenhavn. Men da Fru Pernille over hans Grav i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn lod indrette en, som det synes, overjordisk Begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev Kongen fortørnet. Et skarpt Kongebrev til hende (1576) paabød dens Forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt Ordre til Kjøbenhavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin Enkestand havde opført nye Hovedbygninger baade paa Møgelkjær og paa Sæbygaard og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den Gang selv dødssyg, thi hun døde 26. Okt. 1576. (N. Hemmingsen, Ligpræd. ov. O. R. (1571). ; Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff. ;A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff. (Thiset.). (DBL, 1. Udg.)
"til Møgelkjær, fik 1529 af sin gudfader bisp Lage Urne ventebrev på Venslev len, som han virkelig 1554 overtog efter sin faders død, men atter mistede 1558, opdraget i Sorø Kloster, smådreng hos greve Just af Mansfeld, tjente så greven af Schwarzburg og derefter biskoppen af Münster mod gendøberne, sad 1539 fangen i Hamborg for et begået drab, tjente til 1543 som rytter og landsknægt i Sachsen. 1543 hofsinde i Danmark, deltog 1548 i brudetoget til Meissen, 1549-51 lensmand på Dragsholm, 1551-57 på Gulland, 1559-61 på Odensegård, 1562 på Korsør, 1565 forlenet med Ranes gods i Kalø len, tilbyttede sig 1560 Sæbygaard (Dronninglund herred) af kronen, 1563 kommissær på Elfsborg og udmærkede sig for kongens øjne i krigen; men blev snart efter skibschef, udmærkede sig 1564 i slaget ved Gulland og atter året efter ved Rødesand, Herluf Trolles eftermand som admiral over flåden, blev efter den heltemodigste kamp, selv såret, fangen i slaget ved Bornholm." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Dragsholm. 1551 Gotland, 1559 - 1562 Odensegaard, 1562 Korsør, 1565 Ranes Gods i Kalø Len.

Beskæftigelse:
Søkaptajn 1563.

Begravet:
Kisten midlertidigt opbevaret i Svartsjø Kirke.

Otte blev gift med Pernille Johansdatter Oxe i 1549. Pernille (datter af Johan Oxe, til Nielstrup og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Våbensted, Musse, Maribo; døde den 26 okt. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1578; Hofjunker
• Beskæftigelse: 1588; Lensmand

Notater:

Levned:
"til Møgelkjær og Løgismose (Baag herred), som han arvede efter sin morbroder Peder Oxe, studerede 1568 i Strasbourg og Basel, 1573 i Padua, var 1574 i København, 1578 1583 hofjunker, 1588-97 lensmand på Bøvling, var 1595 i prinsens følge på rejsen til Brunsvig, 1597-1609 på Ørum, død 1609 før 2. juni. Enken gik fra arv og gæld efter ham." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Bøvling.

Begravet:
Våbenskjold i kirken.

Johan blev gift med Anne Eriksdatter Hardenberg den 30 apr. 1587 i Odense Købstad, Odense, Odense. Anne (datter af Erik Hardenberg, til Vedtofte, Mattrup og Skovsbo og Anne Eilersdatter Rønnow) blev født i 1566; døde den 2 apr. 1625 i Vedtofte, Båg, Odense; blev begravet i 1625 i Raarup, Bjerre, Vejle. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Anders Eriksen Banner, til Gjesingholm og Lyngholm. Anders (søn af Erik Eriksen Banner, til Asdal, Kokkedal, Højris og Gjessingholm og Margrethe Henriksdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1538; døde den 15 jul. 1583 i Gjesing, Sønderhald, Randers; blev begravet i 1583 i Gjesing, Sønderhald, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1572; Kammerjomfru

Notater:

Beskæftigelse:
"Kom 1572 i dronningens jomfrukammer." (Holbek & Brun)

Mette blev gift med Henrik Gyldenstierne, til Aagaard den 27 jul. 1574 i København. Henrik (søn af Knud Henriksen Gyldenstierne, til Aagaard og Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk, til Vosborg) blev født den 1 jan. 1540 i Fausing, Sønderhald, Randers; døde den 2 apr. 1592 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet den 14 maj 1592 i Kungälv, Västra Götaland, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 24 Oct 1603 med Jytte Nielsdatter Bild (22 Sep 1585, Ravnholt Gods, Herrested, Vindinge, Svendborg - 17 Sep 1646, Ringstedgaard Gods, Sønder Næraa, Aasum, Odense).
Børn i ægteskabet: Erik Banner, til Oregaard (5 Oct 1618 - 19 Aug 1687, Oregaard, Ore, Skovby, Odense),
Niels Banner, til Ringstedgaard (22 Apr 1622 - 22 Feb 1670, Hagenskov (Frederiksgave), Baag, Odense),
Preben Banner, til Lundsgård (1624-1666), Eiler Evert Banner, til Ringstedgaard (aft 1603 - 14 Apr 1700).

Levned:
"til Gjessingholm (- 1608), Vorgaard (- 1604), Lyngholm (- 1607), Løgismose (Baag H.), Ringstedgård (Aasum H. - 1621) og Studstrup (Rinds H.) - havde ved sin død brev på Klingenberg ved Odense, Lindholm og Herrested Kirke." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift 17 Sep 1592, Randers Købstad, med Niels Kaas (Sparre) (d. 1620).
Børn i ægteskabet: Erik Kaas (Sparre) (d. aft 1652),
Anders Kaas (Sparre) (1601 - 29 Jul 1659, Linderumgaard, Sindal, Vennebjerg, Hjørring),
Otte Kaas (Sparre),
Niels Kaas (Sparre),
Edel Nielsdatter Kaas (Sparre),
Ingeborg Nielsdatter Kaas (Sparre),
Dorte Nielsdatter Kaas (Sparre).



Levned:
"Gik 1621 fra Arv og Gjæld efter Niels Kaas, taxeredes 1638 kun til 28 Tdr. Hk., var død 1646, da Børnene gik fra Arv og Gjæld efter hende. Ffik 1614 af Fru Anne Krabbe Livsbrev paa Rævskjærgaard, død sidst i 1645 eller før 25 April 1646 (Hvetbo Herreds Tingbog N.)." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift 2: 10 Mar 1605 med Jørgen Kaas (Sparre), til Birkelse (d. c. 1634). Børn i 2. ægteskab:
Pernille Jørgensdatter Kaas (Sparre),
Dorte Jørgensdatter Kaas (Sparre) (7 Aug 1608 - 11 Apr 1614),
Ingeborg Jørgensdatter Kaas (Sparre) (d. 24 Sep 1609),
Erik Kaas (Sparre) (d. aft 1638).

Mette blev gift med Erik Bille, til Rønnovsholm den 26 sep. 1596 i Odense Købstad, Odense, Odense. Erik (søn af Jens Bille og Karen Eilersdatter Rønnow, til Hvidkilde) blev født den 26 apr. 1570 i Visborg, Hindsted, Aalborg; døde den 6 sep. 1600 i Vrejlev, Børglum, Hjørring. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 21 Oct 1593 med Christoffer Krafse (c 1560 - bef 1620). Barn i ægteskabet: Hilleborg Krafse (1600 - bef 13 Apr 1661).


Levned:
"til Egholm, Taxeret 1625 til o. 1000 Tdr. Htk., Hendes midler var saa ringe at hun fast intet havde at leve af, understøttet af Erik Rosenkrantz til Egholm, i hvis nabolav hun døde." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift 30 Jul 1598, Skt. Nikolaj Kirke, Køge, Ramsø, Roskilde, med Esge Krafse, til Assendrup (29 Sep 1557, Egholm Herregård, Sæby, Voldborg, Roskilde - 13 Nov 1627, Aversi, Tybjerg, Præstø. Barn:
Eiler Krafse (7 Aug 1599 -17 Nov 1618, Paris, Frankrig).

Begravet:
Ligsten afbildet.

Pernille blev gift med Jakob Eriksen Rosenkrantz, til Arreskov den 17 jul. 1599 i Fuglse, Fuglse, Maribo. Jakob (søn af Erik Ottosen Rosenkrantz, til Arreskov og Helvig Jakobsdatter Hardenberg, til Arreskov) blev født den 14 okt. 1567 i Bergen, Hordaland, Norge; blev døbt den 21 okt. 1567; døde den 9 jun. 1616 i Bergen, Hordaland, Norge. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1623; Kancellisekretær
• Beskæftigelse: 1624; Hofjunker

Notater:

Beskæftigelse:
"Drog til udlandet m. Jens Clausen Parehus, opholdt sig 31. maj 1613 i Leiden og samme sted 28. juni 1615, hvor han studerede, 1621 (19. juli) Paris, 1623-1624 kancellisekr., 1624-1625 hofjunker, faldt 1626 i Kejserkrigen." (Holbek & Brun)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1627; Ritmester
• Beskæftigelse: 1631; Lensmand
• Beskæftigelse: 1642; Marsk
• Beskæftigelse: 1642; Rigsråd
• Titel: 1648; Ridder

Notater:

Levned:
"Bille, Anders, 1600-57, Rigsmarsk, Søn af Erik Jensen B. til Rønnovsholm og Mette Banner. Hans tidlige Interesse for Krigsvæsenet viste sig ved, at han deltog i Christian IV’s Krig i Tyskland og var med ved den Hærafdeling, som 1626 og 1627 kæmpede i Schlesien; han synes allerede paa denne Tid at have været Ritmester for det ene af de fynske Kompagnier af Rostjenesten, en Stilling, som fornyedes for ham 1632, da de to fynske Kompagnier gjenoprettedes. Han havde imidlertid 1628 ægtet Sophie Jacobsdatter Rosenkrantz, 1631 var han bleven Lensmand over Rugaard Len, men ombyttede 1634 dette med det fjærntliggende Øsel Len, hvilket han beholdt til 1642. I dette Aar foregik der en stor Forandring i hans Liv, i det han i April eller Maj efter Kansleren Christian Thomesen Sehesteds Anbefaling, der gik ud paa, at han var den danske Adelsmand, som forstod sig bedst paa Krigsvæsenet, blev udnævnt til Rigsmarsk; en stor Del af den følgende Tids militære og politiske Begivenheder blev derved knyttet til hans Navn.
Han havde saaledes i Foraaret 1643 næst efter Kongen Kommandoen over den Hær, som samledes i Holsten mod Hamborg. Langt alvorsfuldere blev dog hans Stilling ved det kort efter paafølgende svenske Indfald. I Dec. 1643 stod han i Middelfart med Kommandoen over de Tropper, som det lykkedes at samle i Fyn og Jylland; det blev hans Sag først at forespørge Torstenson om Hensigten med hans Fredsbrud, dernæst at søge at møde ham. B. havde sat sig fast i en forskanset Lejr lige over for Middelfart; to Gange afslog han de svenskes Angreb, men efter nogle Dages Kanonade maatte han trække sig tilbage til Fyn, efterladende den største Del af Lejrens Besætning som Fanger. Jylland laa aabent for Fjenden, men ved Kongens Ankomst lykkedes det at bringe den paa Fyn samlede Hær i en bedre Orden, og Torstensons Haab om at tage Middelfart blev skuffet. B. anvendte nu Tiden til forskjellige Flankeangreb mod Halvøens Østkyst; i Maj gik han selv med Held mod Kolding og tilføjede Svenskerne et betydeligt Tab. I Løbet af Sommeren hvervede han et Regiment til Fods og fik i Avg. Ordre af Kongen til at gaa med 6000 Mand til Skaane. Her forsøgte han at lokke den svenske Feltherre Gustaf Horn, som belejrede Malmø, til Kamp i aaben Mark, men det lykkedes ikke, og efter den danske Flaades Nederlag under Pros Mund i Okt. sendtes han paa ny til Fyn. I Begyndelsen af Nov. fik han Befaling til at lade saa mange Tropper, som der kunde undværes fra denne Ø, forene sig med den slesvig-holstenske Hær under Kongens Søn, Ærkebiskop Frederik; Opgaven skulde være at angribe den svenske Oberst Wrangel, der paa denne Tid havde vovet en Marche gjennem Hertugdømmerne til Nørrejylland. Men trods B.s Opfordringer bevægede Frederik sig kun langsomt nord paa; hans Hær var i en udisciplineret Tilstand, han frygtede for et nyt Angreb syd fra og for Mangel paa Proviant, og han havde Instruxer fra Kongen om især at dække Marsklandene. Foreningen mellem de to Hærstyrker fandt derfor først Sted i Midten af Dec. i Nærheden af Kolding; efter sit Løfte stillede B. 1000 Mand Fodfolk og 500 Ryttere til Ærkebispens Raadighed, men samlede tillige en mindre Styrke ved Bjersodde Skanse lige over for Strib. B. havde faaet Ordre af Kongen til at lyde Frederik, dog saaledes at denne
flittig skulde holde Krigsraad med Marsken. Der viste sig imidlertid snart en alvorlig Uoverensstemmelse mellem B. og Frederik samt hans holstenske Officerer angaaende Krigsplanen. B. var stemt for et Angreb ad Jyllands Østkyst mod Wrangel, der stod i en befæstet Stilling ved Randers, men denne energiske Plan misbilligedes af Frederik og de holstenske Hærførere, der foretrak at gaa først mod Ribe, som var besat af de svenske, og hvorfra Marsklandene lettere kunde dækkes; Situationen forbedredes ikke ved, at Generalmajor Bauer, der hørte til Frederiks Hær, nægtede at adlyde Rigsmarsken. Medens Frederik nu foretog sit Tog mod Ribe, blev B. staaende ved Kolding. Imidlertid havde Kongen, der først havde billiget sin Søns Plan, umiddelbart efter at have modtaget Forestillinger fra B., forandret sin Ordre til Gunst for dennes Opfattelse og givet Frederik Befaling til at gaa tilbage til Kolding. Her kom det nu i Jan. 1645 til nye og skarpe Forhandlinger mellem B. og Frederik, der endte med, at denne imod Marskens Ønske endelig opgav Planen om at gaa mod Wrangel og trak sig tilbage til Hertugdømmerne, medens B. på a ny gik over til Fyn og der fra atter gjorde Flankeangreb mod Halvøen; men Sammenstødet mellem B. og den senere Kong Frederik III blev næppe uden Betydning for hans Stilling i den følgende Tid.
Forholdet til Christian IV havde hidtil, saa vidt vides, været godt, men forandredes pludselig i Løbet af 1645. B. og den anden fynske Rigsraad, Mogens Kaas, havde faaet det Hverv at opfordre den fynske Adel til at bevilge en Hovedskat paa dens egne Personer og Ugedagsbønder; men Adelen modsatte sig paa et Stændermøde i Odense i Maj paa det bestemteste dette som et Indgreb i dens Privilegier og mindede B. om, at han hellere som Rigsmarsk burde optræde til dens Forsvar end begjære noget, der krænkede dens Friheder. B. og Mogens Kaas underrettede deres Kolleger i Raadet herom, og da dette ud paa Sommeren kom Kongen for Øre, blev han, der paa dette Tidspunkt var meget venlig stemt mod Adelen, saa forbitret paa Rigsmarsken, at han endog synes at have tænkt paa at betragte ham som udelukket af Rigsraadet. B. begav sig til sin Gaard Løgismose og forsvarede i forskjellige Skrivelser sin Handlemaade. Sagen trak ud trods flere Forsøg paa at bilægge Striden, og først paa Herredagen i Marts 1646 lykkedes det at formaa Kongen til at love B. Tilgivelse; han fik ogsaa i Maj Løfte om 18000 Rdl. som Erstatning for sine Udgifter i Krigsaarene. Det gode Forhold til Kongen gjenoprettedes dog langtfra, og de, der nærmest havde Christian IV’s Øre, baade Hannibal Sehested og Kongens og Vibeke Kruses Svigersøn, Generalmajor Claus Ahlefeldt, vare B.s Uvenner.
Imidlertid var B. optagen af Planer om en Reorganisation af Hærvæsenet. Han ønskede en stærkere Udvikling af den nationale Milits, de Lægder af Gaarde, som skulde stille det udskrevne Fodfolk, forøgedes, men navnlig tænkte han paa at skabe et betydeligt Rytterhold, til hvilket der skulde henlægges en Del af Kronens og Adelens Bøndergaarde. Marskens Planer fandt imidlertid ingen ubetinget Tilslutning hos Adelen, og særlig gjorde denne til Betingelse for yderligere militære Bevillinger, at disse ikke skulde gaa ind i Statens almindelige Kasse, men beholdes i de provinsielle Landekister under Landkommissærernes Raadighed; nyoprettede Kompagnier af Fodfolk og Ryttere, udskrevne paa Adelens Gods, skulde desuden danne særskilte Hær afdelinger. Efterhaanden gik Kongen og Rigsraadet ogsaa ind paa disse Fordringer; i Slutningen af 1647, nvor Adelens Spænding med Kongen havde naaet sit Højdepunkt paa Grund af hans Planer om Afskaffelsen af Lenenes Rostjeneste, som ogsaa B. modsatte sig, nærmede denne sig stærkt til Adelen. Under de kort efter følgende Forhandlinger om den nye Konges Haandfæstning maa man vistnok tilskrive det B.s Indflydelse, at der i den indførtes en Bestemmelse, der gik ud paa at forebygge lignende Tilfælde som i sidste Krig ved at paabyde, at i Fejdetid ingen uden Kongen skulde byde over Rigsmarsken.
Forholdet mellem B. og Frederik III kan vel i det hele ikke nogen Sinde have været godt, men han blev dog slaaet til Ridder ved Kongens Kroning i Nov. 1648, og han hørte i de første Aar af Frederik III’s Regering til den Del af Adelen, som var en Modstander af Corfits Ulfeldt. Nogen bestemt Del i dennes Fald 1651 har han dog næppe haft; han synes temmelig hurtig at have frygtet for, at Kongens Magt derved skulde voxe for meget, og Ulfeldt søgte senere at vinde hans Venskab tilbage. I en endnu bestemtere Modsætning stod B. til Hannibal Sehested; i dennes Bestræbelser for at tilbageholde Norges Indtægter til Gavn for dette Rige saa han nemlig et stort Indgreb i Anvendelsen af de Pengemidler, hvormed han ønskede Udgifterne til den danske Milits dækkede. Imidlertid fortsatte han sin Virksomhed for at faa Hærvæsenet omordnet, men mødte stadig stor Modstand i Adelens Ønske om at faa dets Styrelse gjort rent provinsiel og i dens Uvillighed til at optræde med Kraft mod de adelige, der ikke vilde yde de Bevillinger, som Majoriteten vedtog. Der blev truffet Foranstaltninger til en Forbedring af Landeværnet ved Oprettelse af Lister over alt vaabenført Mandskab og Forsøg paa dets Exercering; størst Vægt lagdes dog paa Organiseringen af et nyt Rytteri, udskrevet af hvert Sogn; det var ogsaa i Overensstemmelse med B.s Forslag, at Fæstningen Frederiksodde anlagdes. Men de forskjellige Mangler, som knyttede sig til den daværende Styrelse, umuliggjorde en hurtig Forbedring, og B.s Stilling var overhovedet alt andet end gunstig. Forholdet til Frederik III forværredes; imellem Adelens Modstandere var han i høj Grad forhadt, og selv savnede han dog, som ovenfor set, tilstrækkeligt Rygstød hos sine egne Standsfæller.
Under alt dette nærmede den længe truende Krig med Sverige sig til sit Udbrud. B. havde en klar Følelse af, at Hæren langtfra var kraftig nok til at byde den mægtige Nabo Spidsen; der var ikke andet for end at forsøge Hvervinger i stor Maalestok. I Marts 1657 samledes en ret betydelig Hærstyrke i Hertugdømmerne; B. havde, efter Rygtets Mening trods nogen Uvilje fra Kongens Side, faaet Kommandoen over den; efterhaanden som de hvervede Tropper forøgedes, sendtes det danske Landfolk til Hest og Fods tilbage til Jylland. B. kaldtes en kort Tid til Kjøbenhavn, men afgik i April paa ny til Halvøen med strænge Ordrer til fremfor alt at bevare Hæren. Denne koncentreredes foreløbig i den sydostlige Del af Holsten med Hovedkvarter i Nærheden af Hamborg; allerede her viste der sig stor Mangel paa Penge, Proviant og Artilleri. I Slutningen af Maj var imidlertid Krigen ble ven besluttet i Kjøbenhavn; B. fik Ordre til navnlig at forebygge en Forening mellem den svenske Hær, som stod i Bremen Stift, og den, som stod i Pommern, og et Par Dage efter en ny Ordre til at angribe det nævnte Stift, hvis Krigsraadet ikke udtalte sig derimod. For den Fare, der truede fra, at Carl Gustav skulde forlade Krigsskuepladsen i Polen og med sin Hovedhær vende sig mod Vest, savnede baade B. og Frederik III tilstrækkeligt Blik. Forgjæves tilraadede den danske Agent i Hamborg, Martin Rasch, et kraftigt Modstød mod Pommern. B. efterlod en Del Tropper i Holsten og satte i Midten af Juni med den største Del af Hæren over Elben til Bremen Stift. Lykken syntes her at begunstige ham, forskjellige Skanser bleve tagne, og efter 8 Dages Kanonade bragte B. i Begyndelsen af Juli Bremervorde Fæstning til Overgivelse. Efterretningerne om den svenske Hærs Anmarche bevirkede. dog, at B. et Par Dage efter gik tilbage over Elben til Glückstadt og kun efterlod en ringere Styrke i Bremen Stift. Om hvor stor den svenske Hær var, savnede man imidlertid endnu Efterretninger; men at forsvare selve Holstens østlige Grænse ansaas dog for haabløst, og man koncentrerede Tropperne i det sydvestlige i Haab om at dække Marsklandene. 22. Juli brød den svenske Hær ind i Holsten; den gik hurtig frem, og de store Misligheder, som den danske Hær led under, viste sig øjeblikkelig. Der var Mangel paa Kanoner, Levnedsmidler og Penge, der savnedes tilstrækkelige Officerer, og der var Uenighed mellem adskillige af de danske og holstenske Befalingsmænd. For at lette Provianteringen deltes nu oven i Kjøbet Hæren i to Dele; Rytteriet sendtes nord paa til Rensborg, og efter en her i et Krigsraad tagen Beslutning, som B. – om med rette, kan ikke afgjøres – senere nægtede at have givet sit Samtykke til, fortsatte det hurtig Tilbagetoget til Frederiksodde. B. selv søgte endnu nogen Tid at holde Stand i Itzeho, men Byen blev stukken i Brand, og de danske maatte i den første Uge af Avg. forlade den. B. trak sig tilbage til Glückstadt, fra hvilken Fæstning han dog efter kongelig Ordre indskibede sig med en Del af Fodfolket 2. Sept. Han sejlede rundt om Jylland til Frederiksodde; i Slutningen af Sept. foretog han en Rejse til Kjøbenhavn for at konferere med nogle af Rigsraadet og vendte derpaa tilbage til Frederiksodde. 24. Okt. foregik de svenskes Storm paa denne Fæstning; B. lagde efter de svenske Beretninger personligt Mod for Dagen og fik flere Saar i Hovedet, men en omgaaende Bevægelse, som en svensk Hærafdeling udførte ved at vade uden om Palisaderne ved Kysten, blev for sent opdaget, og Fæstningen blev tagen. B. søgte hen til den lige ved Kysten liggende Bjersodde Skanse for her fra at naa over til Fyn, men hindredes af Modvind og maatte overgive sig. Medtaget af Saar og Sorg døde han 10. Nov. I Jan. 1658 førtes hans Lig under store Æresbevisninger fra svensk Side over til Fyn, hvor det hensattes i Kapellet paa Løgismose; Begravelsen foregik først i Slutningen af 1660 i Odense.
Den ulykkelige Krig og Frederiksoddes Indtagelse havde kaldt et lidenskabeligt Had til Live mod Rigsmarsken; ingen var som han udsat for Angreb af enhver Art i Pamfleter og Satirer; man tillagde ham Egennytte og Fejhed og beskyldte ham endog uden nogen som helst Grund for Forræderi; efter Enevældens Indførelse gik der Rygter om, at hans Lig skulde opgraves og Sag anlægges rnod hans Arvinger. Trods det uretfærdige i disse Beskyldninger kan der næppe være nogen Tvivl om, at han ikke var den vanskelige Plads voxen, paa hvilken han var stillet; havde han end under Krigen 1643-45 lagt Energi for Dagen, er der paa den anden Side ingen Grund til at rose hans Ledelse af Hæren under Krigen 1657. Som Privatmand synes han at have vist en ikke ringe Haardhed mod sine Bønder. Derimod indlagde han sig Fortjeneste ved at staa i Spidsen for Anlægget af Vaabenfabrikken Brobyværk paa Fyn, som paabegyndtes 1648 og en Tid forsynede Kronen med Geværer, men som ødelagdes 1658 af Svenskerne. Vestervig Len, som han havde faaet 1642, ombyttede han 1650 med Skanderborg. Han ejede adskillige Herregaarde, blandt hvilke han skreves til Damsbo og Løgismose. (Vedel Simonsen, Rugaards Hist. II, i, 117 ff. ; Meidell, Fra Enevældens Dæmring, 1884. ; (J. A. Fridericia)." (DBL, 1 Udg.)
"til Damsbo og Søbo (Sallinge h.), som han købte hhv. 1630 og 1624, Højsgård (Båg h.), Brobygård (Sallinge h.), hvor den kendte våbenfabrik Brobyværk indrettedes 1648, Flenstofte (Båg h.) købt 1652, Aunsbjerg og Marsvinslund (Lysgård h.), som han købte af Jørgen Marsvin, men 1655 afstod til sin ældste søn, Hersomgård (Rinds h.), som han 1655 købte af Laurids Skinkel, og Vindum Overgård (Middelsom h.). Gik tidligt i udenlandsk tjeneste, 1619 i tjeneste hos kurfyrst Frederik af Pfalz, deltog 1626-1627 i krigen i Tyskland bl.a. i Mansfelds felttog i Schlesien, 1627 ritmester ved den fynske rostjeneste, 1631-1634 lensmand på Rugård, 1632 værge for Ulrik Christian Gyldenløve og administrerede for denne Skinnerup, det senere Ulriksholm, 1634-1642 lensmand på Arnsborg på Øsel, 1642 rigsråd og s.å. (18. april) rigsmarsk, 1642-1650 lensmand på Vestervig, udmærkede sig meget under Torstenssonfejden trods administrativt vanskelige forhold, som var et resultat af, at rigsmarsken havde et større militært ansvar uden tilsvarende handlefrihed, 1648 ridder, 1650-1658 lensmand på Skanderborg, fik ved krigens udbrud 1657 overkommandoen, kæmpede først en kort tid m. held i Bremen, men måtte trække sig tilbage til Frederiksodde, ved hvis indtagelse 24. okt. 1657 han blev hårdt såret og taget til fange, død i fangenskab 10. nov., ført til Løgismose, begr. 6. nov. 1660 i Hårby k., - i det politiske liv var han en af mændene, der stod bag Hannibal Sehesteds fald." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
1631 - 1634 på Rugård, 1634 - 1642 Arnsborg på Øsel, 1642 - 1650 Vestervig, 1650 - 1658 Skanderborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Liget udleveret Jan 1658 og midlertidigt ført til Løgesmose.
"Under Gulvet er et tilmuret Begravelseskapel, i hvilket der indtil 1856 stod en Del Ligkister, hvori hvilede bl. a. Rigsmarsken Anders Bille, † 1657, og Hustru Sophie Rosenkrantz, † 1667, Anders Bille, † 1694, og 14 Frøkener fra Odense Kloster, hvilke
ved Gavebrev af 1732 fra Beate Margr. Bielke, sidstnævnte Anders Billes Enke, fik Familiebegravelsen til Gravsted." (Trap)

Anders blev gift med Sophie Jakobsdatter Rosenkrantz den 14 dec. 1628. Sophie (datter af Jakob Eriksen Rosenkrantz, til Arreskov og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne, til Rudbjerggaard) blev født skønnet 1608; døde i 1667; blev begravet i Haarby, Båg, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 29 Oct 1626 med (Otte Pedersen Brahe, til Krogholm (14 Sep 1582, Krogholm slot, Ystad, Sverige - 10 Jul 1642, Viborg Købstad, Nørlyng, Viborg).
Barn i ægteskabet: Manderup Brahe, til Torbenfeld, f. 20 Jan 1628 - 18 Sep 1666, Torbenfeldt Gods, Mørkøv, Tuse, Holbæk; gift 18 May 1656, Odense, med Birgitte Nielsdatter Trolle, friherreinde af Brahetrolleborg, 1631 - 1687, datter af Niels Trolle, 1599 - 1667, se denne, i første ægteskab med Mette Corfitzdatter Rud, til Sandholt og Skarholt, 1606 - 1632).

Familie/Ægtefælle/Partner: Corfitz Rosenkrantz, til Glimminge. Corfitz (søn af Axel Eriksen Rosenkrantz, til Glimminge og Mette Pallesdatter Grubbe) blev født efter 1584 i Glimminge, Skåne, Sverige; døde i 1626 i Lutter am Barenberge, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Anders Bille, til Damsbo og Søbo den 14 dec. 1628. Anders (søn af Erik Bille, til Rønnovsholm og Mette Andersdatter Banner, til Løgismose) blev født den 19 mar. 1600 i Vrejlev, Børglum, Hjørring; døde den 10 nov. 1657 i Fredericia, Elbo, Vejle; blev begravet den 6 nov. 1660 i Haarby, Båg, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 2 Oct 1636 med Mogens Høeg (Banner), til Kærgårdsholm og Hostrup (3 Nov 1593, Vang, Sulsted, Kær, Aalborg - 29 Jan 1661, Odensegaard, Odense).
Børn i ægteskabet: Stygge Høeg (Banner) (f. aft 1636),
Jacob Høeg (Banner) (f. aft 1636).

Notater:

Gift 1: 22 May 1640, Malmø, med Gabriel Laxmand, til Frøslev (10 May 1611, Verne Kloster, Rygge, Østfold, Norge - 9 Nov 1642, Frøslevgaard, Frøslev, Stevns, Præstø).
Gift 2: aft 30 Jun 1646 med Hr. Knud Ulfeldt, til Svenstorp og Skedal (1609 - 28 Jul 1657, Sibbarp, Sverige).

Begravet:
"I Begravelsen var (1758) paa den østre Side en Tavle over »min første salig Herre, Mand og Husbonde« Gabriel Laxmand af Hoddal i Skaane, død i sit 32. Aar, 9. Nov. 1642 paa Frøslev Gaard, over min anden salig Herre, Mand og Husbonde Knud Ulfeldt til Svendstrup, Ridder, død i sit 48. Aar, 2[8]. Sept. 1657, »da han i Krigens Tid for sin Herre og Konge og Fæderneland lod sit Liv som en redelig og tapper Riddersmands Mand«; begravet i sin fædrene Grav i Iløse Kirke ved Svenstorp; »og agter jeg Edel Rosenkrantz her at hvile. Anno 1684«."
"

Notater:

Gift 1632 med Gunde Holgersen Rosenkrantz, til Skaføgaard og Vindinge m.m. (2 Dec 1604, Rosenholm Slot, Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers - 2 Dec 1675, Helsingborg, Skåne, Sverige).
Børn i ægteskabet: Jakob Gundesen Rosenkrantz (9 - 25 Mar 1633, Skaføgaard Herregård, Hvilsager, Sønderhald, Randers),
Jørgen Gundesen Rosenkrantz, til Vindinge (30 Jun 1634 - 2 Sep 1657, Frederiksodde - Fredericia, Elbo, Vejle),
Jakob Gundesen Rosenkrantz (f. aft 1632),
Jakob Gundesen Rosenkrantz (f. aft 1632 - 26 Nov 1668, Stockholm, Sverige),
Holger Gundesen Rosenkrantz (f. aft 1632 - 15 Feb 1659, København),
Knud Gundesen Rosenkrantz (f. aft 1632),
Otte Gundesen Rosenkrantz f. aft 1632),
Axel Gundesen Rosenkrantz (3 Aug 1643, Allerup, Åsum, Odense - 6 Oct 1644, København),
Jytte Gundesdatter Rosenkrantz (18 Aug - 18 Dec 1644, København),
Ulrik Gundesen Rosenkrantz (20 Mar - 1 Apr 1646, København),
Mette Gundesdatter Rosenkrantz (2 Nov 1647, København - 1 Apr 1696; Gift med Holger Rosenkrantz, til Glimminge, 1652 - 1715, søn af Mogens Rosenkrantz (1622 - 1695) og Sophie Andersdatter Bille (1634 - 1693, se disse)),
Sophie Gundesdatter Rosenkrantz (f. aft 1632 - 12 Aug 1680, Kulla Gunnarstorp slot, Luggude, Skåne, Sverige; gift med Johan du Rées (f. 30 Oct 1646, Husaby, Skaraborg, Sverige),
Margrethe Gundesdatter Rosenkrantz f. aft 1632),
Pernille Gundesdatter Rosenkrantz f. aft 1632; trolovet men aldrig gift med Jørgen Due (Taube), til Halkjær, 1630, Halkjær, Aars, Aars, Aalborg - aft 1676).