Hr. Otte Nielsen Rosenkrantz, til Bjørnholm

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1434; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1438; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1441; Hofmester
• Titel: ca. 1441; Ridder

Notater:

Levned:
"til Bjørnholm -, 1420 såret i slaget ved Immervad, var 1434 rigsråd, 1435 beseglede forliget i Vordingborg som den første blandt væbnerne, 1436 synes han at have været med kongen i Stockholm, 1438 deltog i opsigelsen af kong Erik og indkaldelsen af Christoffer af Bayern, 1438 slotshøvedsmand på Ålborghus, 1439-1477 høvedsmand på Kalø, ridder enten 1441 i Uppsala eller 1443 i Ribe, o. 1444 rigshofmester, 1441 fik af Christoffer af Bayern den i oprøret faldne Henrik Tagesen Reventlows anpart i Bjørnholm og 1459 gav Christian 1. ham Dirkeret, 1446 fik af bispen i Slesvig kvittering for al dennes tilgodehavende hos hr. Niels Iversen Rosenkrantz som høvedsmand på Schwabstedt, synes at have spillet en fremtrædende rolle ved forhandlingerne, der førte til valget af Christian I., den første oldenborger, 1449 m. kongen til Norge, hvor han medbeseglede hans norske håndfæstning, 1449 deltog i forhandlingerne m. svenskerne i Visby, hvor der blev afsluttet et foreløbigt forlig om Gotland. Var 1450 blandt de danske råder, der tiltrådte Halmstadforliget, 1451 fik beføjelse til i Jylland at gengive fredløse mænd deres fred, 1452 blev han fritaget for al personlig tjeneste, herunder også hofmesterembedet, førte en langvarig og forbitret proces m. Lage Brock til Estrup, 1466 tilskødede sin bror, hr. Stygge Nielsen (Anders Nielsen Stygge) sin broderpart i Hevringholm, deltog endnu efter sin afgang som rigshofmester 1 mange vigtige statsakter, som 1460 i udstedelsen af Hertugdømmernes privilegier (Ribeprivilegiet), 1465 i forliget mellem Christian I. og ærkebispen af Uppsala, byggede Marie Magdalene k. på Djursland, medstifter af Birgittinerklosteret i Mariager, var død i okt. 1477. Parret er begr. ved Gråbrødreklostret i Randers, hvorfra de senere er ført til Hornslet kirke. "(Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Slotshøvedsmand på Ålborghus, 1439-1477 på Kalø.

Beskæftigelse:
Rigshofmester,

Titel:
Væbner 1435.

Begravet:
Ligsten afbildet. Oprindeligt begr. Gråbrødreklostret i Randers, senere ført til Hornslet kirke.

Otte blev gift med Else Holgersdatter Krognos, til Bjørnholm før 10 jan. 1426. Else (datter af Hr. Holger Gregersen Krognos, Hejreholm og Vittskövle og Karen Eriksdatter Saltensee, af Linde) blev født i 1379 i Luggude, Skåne, Sverige; døde i 1470; blev begravet i 1470 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1449; Lensmand
• Titel: 1449; Ridder
• Beskæftigelse: 1452; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1456; Hofmester

Notater:

Levned:
Rosenkrantz, Erik Ottesen, –1503, til Bjørnholm, Hofmester, var en Søn af nedennævnte Otte Nielsen R. (d. 1477). I en ung Alder opnaaede han høje Stillinger, som han vel viste sig fuldkommen voxen, men som dog næppe vilde være tilfaldne ham saa hurtig, hvis han ikke havde haft en mægtig Støtte i sin Faders ansete Navn. Allerede 1449, da han nævnes første Gang (han fik da forskjellige Gunstbevisninger af Paven), var han Ridder; 1452 forekommer han som Rigsraad og som Lensmand, tilmed som Indehaver af flere Len, hvoriblandt, saa vidt det kan ses, var Skanderborg Slot. Og 1456, rimeligvis i en Alder af o. 30 Aar, blev han Rigets fornemste verdslige Embedsmand, i det han i Tiden mellem 31. Maj og 3. Juli afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som Hofmester, et Embede, han derefter beklædte i en lang Aarrække; endnu i Okt. 1480 kan han med Sikkerhed paavises som dets Indehaver, hvad han altsaa formodentlig i det mindste har været lige til Christian I’s Død eller i omtrent 25 Aar.
I hele dette Tidsrum træffer man hans Navn atter og atter. I Forholdet til Udlandet omtales han allerede 1456 ved Forhandlingerne om Borgholms Overgivelse; 1457 var han med paa Toget til Sverige, hvor Christian I toges til Konge; 1460 medbeseglede han Privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten; 1462 og 1469 tog han en virksom Del i Forhandlinger med Hanseater i Kjøbenhavn; 1464 ledede han et Gesandtskab til Preussen og spillede s. A. en Rolle ved det Møde, hvor Ærkebisp Jøns Bengtsson af Upsala ydmygt bad Kong Christian om Tilgivelse. 1465 var han Medlem af et dansk Gesandtskab, der i Hamborg sluttede en Traktat med England, og for sin Umage ved denne Lejlighed modtog han en særlig Takskrivelse fra den engelske Konge. Han var til Møde med Svenskerne i Halmstad 1468 og i Lybek 1469, var nærværende ved Opgjøret mellem Christian og hans Broder Gerhard 1470 (i Anledning af den sidstnævntes Styrelse af Slesvig og Holsten) og deltog paa ny i Møderne med de svenske i Kalmar 1472, 1473, 1474 og 1476; 1477 vare han og flere andre i Sachsen for paa den senere Kong Hans’ Vegne at bejle til Kurfyrst Ernsts Datter Christine. Ogsaa i Landets indre Styrelse spillede han en fremtrædende Rolle; exempelvis skal blot anføres, hvorledes Kongen 1464 sendte ham til Jylland for at forhandle med jyske Stormænd i Sager, «som os og vore Riger nu synderlig og saa stor Magt paa ligger, som det nogen Tid i vore Dage gjort haver». Det er da ikke til at undres over, at en Mand af hans Betydning modtog gjentagne Beviser paa Kongens Naade; saaledes fik han 1457 Hals- og Haandsret over sine Bønder, en begunstigelse, som den Gang hørte til Sjældenhederne i Danmark; og 1459 fik han tillige med Faderen Birkeret over Bjørnholm, ligesom der s. A. gaves ham Tilladelse til selv at beholde den Pengeafgift, som han skulde betale Kronen af sine Len.
Hvorvidt E. O. har været Hofmester i Kongs Hans’ Tid, er uklart. Han kaldes saaledes 1484 i et Brev, som man under almindelige Forhold vilde anse for en paalidelig Kilde; men andre troværdige Vidnesbyrd om, at han har beholdt sit Embede efter Tronskiftet, foreligge næppe, og da en anden nævnes som Hofmester baade 1482, 1483 og 1487, skal maaske den samme Betegnelse for E. O. i Brevet af 1484 opfattes blot som et høfligt Udtryk i Steden for forhenværende Hofmester. Hvorledes dette end forholder sig, beholdt Hr. E. dog i alt Fald sin Plads i Rigsraadet, og i Behandlingen af Statens Sager tog han endnu en Tid lang betydelig Del, saaledes ved Møderne med Svenskerne 1482 og 1483; 1484 var han den mest fremtrædende ved Forhandlinger, der førtes i Kjøbenhavn med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til Aar 1500 kan man træffe ham nævnt ved Møder af Rigsraader.
Hvad E. O.s private Liv angaar, er det nedenfor under hans Fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i Stridighederne med Bisp Jens af Aarhus og med Lave Brock. Allerede temmelig tidlig forekommer Hr. E. som Medejer af Faderens Gaard Bjørnholm, og ligesom Otte Nielsen udkjøbte han forskjellige Parthavere af den; omtrent fra 1468 synes han at have overtaget Gaardens Styrelse, og ved Faderens Død 1477 arvede han dennes Del i den. Hans Giftermaal havde bragt ham forøget Velstand, i det hans Hustru Sophie, som var en Datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne (VI, 373) og den «hovmodige» Anne Mogensdatter Munk, og med hvem han var gift 1456, efter sin Moders Død arvede Boller. End videre ejede Hr. E. Skjern i Middelsom Herred og, saa vidt det kan ses, Elvedgaard paa Fyn samt maaske tillige Møgelkjær i Jylland; i det hele har han vistnok hørt til sin Tids rigeste Mænd. – Han var forlenet med Skanderborg Slot (formodentlig i det mindste 1452-88) og med Byfogediet i Randers (i alt Fald 1467-94); Hassens og, som det synes, Stensmark, der begge allerede havde været i hans Faders Besiddelse, havde han i Pant. Fremdeles kan nævnes som hans Pantelen: Middelsom Herred (der 1495 af Kronen overlodes hans Søn Jørgen, men faldt tilbage til Hr. E., da denne overlevede Sønnen), Sønderlyng Herred, Rinds Herred (hvilket sidste dog 1497 pantsattes hans Svigersøn Predbjørn Podebusk) og det saakaldte Ranes Gods i Kalø Len (som en anden af hans Svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik i Pant).
At E. O. har næret historiske Interesser, fremgaar af et endnu bevaret Krønnikehaandskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom hans Fader var han en from Mand, af hvis Gavmildhed flere Klostre nøde godt, ganske særlig dog Mariager Kloster, ved hvis Kirke han lod opføre et Kapel; i en Bygning i Nærheden tilbragte han sin sidste Levetid, og efter sin Død fandt han et foreløbigt Hvilested i Klosterkirken. Bortset fra den mere udvortes Fromhed, der viser sig i de antydede Gaver til gejstlige Stiftelser, møder man ogsaa Træk hos ham, der vidne om en smuk sædelig Livsanskuelse, og hele hans Personlighed har øjensynlig i en ualmindelig Grad været skikket til at indgyde Agtelse. I et Vidne af Viborg Landsting 1474 hedder det, at han havde tilbudt at staa enhver til Rette, som kunde have noget at klage over ham, men at der ingen saadan mødte paa Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære og godt». Og et Eftermæle, som ikke falder i manges Lod, faar han i en Krønnike fra første Halvdel af det 16. Aarhundrede, hvori det hedder, at «han var ligesom en Fader for Danmark; hans Mage og Lige saa vi ikke end i Ære, Dyd, Fromhed og i alle gode Vilkaar». Han døde 7. Jan. 1503, efter at han allerede tidligere delvis havde skiftet med sine Børn; sin Hustru havde han mistet 1487. (Barner, Fam. Rosenkrantz’s Hist. I, 182 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. I, 540 ff. ; (William Christensen)). (DBL, 1.udg)
"til Bjørnholm, Møgelkær (Bjerre H.) og Skjern (Middelsom h.) - nævnes i en pavelig bulle 1449 som ridder, 1452 rigsråd, lensmand på Skanderborg, 1456-1481 sin fars eftermand som rigshofmester, 1460 medbeseglede han Ribeprivilegiet, deltog som rigshofmester i utallige forhandlinger og diplomatiske missioner, bl.a. 1477 til Sachsen for at færdiggøre ægteskabskontrakten mellem Christine af Sachsen og den senere kong Hans.
Havde af kronen Middelsom, Slet og Sønderlyng samt Rinds h. i pant, ca. 1468 overtog han Bjørnholm efter faderen, ejede o. 1499 800 bøndergårde og var formentlig landets rigeste godsejer efter Poul Laxmand, ved kong Hans’ tronbestigelse blev han afsk. som hofmester, men blev fortsat benyttet i diplomatiske missioner, 1494 medbeseglede han udelelighedsbrevet." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Skanderborg Slot.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Erik blev gift med Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller før 13 jan. 1456. Sophie (datter af Hr. Henrik Knudsen Gyldenstierne, til Restrup og Anne Munk, til Boller) blev født i 1430; døde i 1477; blev begravet i 1477 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1487; Rigsråd
• Titel: 1497; Ridder
• Beskæftigelse: 1501; Hofmester

Notater:

Levned:
Rosenkrantz, Niels Eriksen, –1516, til Bjørnholm, Skjern og Vallø, Rigshofmester, var Søn af ovennævnte Rigshofmester Erik Ottesen R. (d. 1503). Omtrent 1487 blev han gift med den rige Jomfru Birgitte Olufsdatter Thott, hvorved han kom i Besiddelse af Vallø. Om den fulde Besiddelse af dette Gods stod der dog en haard Strid, der strakte sig gjennem en længere Aarrække. Jomfru Birgitte havde en ældre Halvsøster, Fru Birgitte af Hamarstad, der havde været gift med en svensk Rigsraad, Erngisle Nilsson. Ved Brevforfalskninger i stor Maalestok søgte hun at komme i Besiddelse af Vallø; sine Fordringer havde hun solgt til Christian I’s Dronning, Dorothea; Kronen havde herved lidt Tab og havde i Christian I’s Tid maaske endogsaa gjort Indførsel i Vallø Gods for at faa Fordringerne godkjendte. I Kong Hans’ Haandfæstning var der optaget en Bestemmelse om, at Jomfru Birgitte skulde uden Hinder frit nyde og beholde Vallø med alt dets Gods; men ved Kong Hans’ Død klagedes over, at dette ikke var sket fuldt ud, og at N. E. endnu var til agters med 8 sjællandske Læster Korn (ɔ: Gods til o. 4-5000 Marks Værdi, en for de Tider betydelig Sum). En Bestemmelse om Godsets Tilbagegivelse optoges ogsaa i Christian II’s Haandfæstning, hvorpaa Godset blev tilbagegivet. Spørgsmaalet var ligefrem, om Kronen eller Familien skulde bøde for de ved den svenske Fru Birgittes Bedragerier forvoldte Tab, og foreløbig blev det Kronen. N. E. R. havde ogsaa stadig staaet i det bedste Forhold baade til Kong Hans og til Christian II. Sammen med sin Fader deltog han i Tidens vigtigste Forhandlinger, 1487 fik han Kolding Slot i Pant og blev s. A. Rigsraad. Efter Faderen kom han i Besiddelse af Bjørnholm og Skjern og indtog ved sine store Godsbesiddelser en høj social Stilling. Størst Tillid viste Kong Hans ham ved at udnævne ham til Hofmester for sin unge Søn, Christian II. Efter Tronskiftet 1513 vedblev han at være Kongens Hofmester og var saaledes Rigshofmester. Hans Slægt indtog en høj Stilling ved Hoffet: hans Broder Holger Eriksen R.s Enke, Fru Anne Meinstrup, blev den unge Dronning Elisabeths Hofmesterinde, Albert Jepsen Ravensberg, der var gift med hans Søsterdatter, blev Dronningens Hofmester. Om man end ikke mærker meget til N. E. R. i Christian II’s første Regeringstid, havde han dog utvivlsomt en Del Indflydelse. Han gjør overhovedet Indtryk af at have været en rolig og besindig Mand og en fuldendt Hædersmand i alle Forhold. Til Held for N. E. R. døde han allerede 2. Nov. 1516, inden de ved Hans Faaborgs Angivelser, Dyvekes Død og Torben Oxes Henrettelse fremkaldte Storme ret havde vist sig. Dette medførte et stort Omslag i hele Christian II’s Færd over for Adelen. Ogsaa N. E. R.s Enke fik dette at føle, da Kongen nu atter tog fat paa Valløspørgsmaalet, atter fratog hende de 8 Læster Korns Gods og tillige et Par Gaarde i Kjøbenhavn, som svenske Fru Birgitte i sin Tid havde solgt til Dronning Dorothea. Nu havde altsaa Kongen uden videre taget Erstatning for Tabene. Denne vilkaarlige Handling af Christian II paataltes stærkt i Klageskrifterne mod ham og havde til Følge, at Godsets fulde Restitution atter fordredes i Frederik I’s Haandfæstning, og at det nu ogsaa fuldt tilbagegaves (1523). Det blev saaledes til sidst Kronen, der maatte bære Tabet; svenske Fru Birgitte kunde man ikke holde sig til; hun var for længst død uden at have kunnet erstatte Tabet. Den yngre Fru Birgitte Olufsdatter døde 1528. (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II, 56 ff., A. Heise.) (DBL 1. Udg.)

Beskæftigelse:
1501-1504, Rigshofmester 1513.

Begravet:
Ligsten afbildet.
Begr. i Randers Gråbrødrekloster, senere ført til Tirstrup k." (Holbek & Brun)

Niels blev gift med Birgitte Olufsdatter Thott, til Vallø cirka 1487. Birgitte (datter af Hr. Oluf Axelsen Thott, til Vallø og Anne Jensdatter Present) blev født skønnet 1460; døde i 1528 i Skjern, Middelsom, Viborg; blev begravet i 1528 i Tirstrup, Djurs Sønder, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1492; Rigsråd

Notater:

Levned:
"til Boller. Nævnes 1485, 1487 beseglede hyldingen i Lund, høvedsmand på Skanderborg, 1492 Rigsraad, 1495 sendt til Gotland, død 1496 på tilbagevejen herfra på Krogsholm." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Skanderborg.

Familie/Ægtefælle/Partner: Margrethe Bosdatter Flemming. Margrethe (datter af Hr. Bo Flemming, til Næsøen og Nulevende) døde i 1491 i Ystad, Skåne, Sverige; blev begravet i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Holger blev gift med Anna Henriksdatter Meinstorp cirka 1491. Anna (datter af Hr. Henrik Meinstorp og Margrethe Christiernsdatter Daa) blev født cirka 1475; døde den 20 jan. 1535; blev begravet i 1535 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 1476 med Hans von Ahlefeldt, til Tørning og Haseldorf (c. 1440, Tørning, Gram, Frøs, Haderslev - 17 feb. 1500, falden ved Hemmingstedt, Slesvig-Holsten).
Børn i ægteskabet: Bendix von Ahlefeldt, til Haseldorf, Gjelting og Bukhagen (c. 1480 - 1517),
Henrik von Ahlefeldt (aft 1476 - aft 1490),
Anna von Ahlefeldt (f. aft 1476),
Elsebe von Ahlefeldt (f. aft 1476).

Notater:

Død:
Døde sist på året. Begravet i Korsbrødre Kloster, Odense

Begravet:
Ligsten afbildet. For beskrivelse, se ægtefællen

Vibeke blev gift med Hr. Predbjørn Podebusk, til Vosborg og Kørup før 1491. Predbjørn (søn af Claus Podebusk, til Vosborg og Jytte Conradsdatter Moltke) blev født i 1460 i Sæby, Voldborg, Roskilde; døde den 11 dec. 1541 i Fausing, Sønderhald, Randers; blev begravet i 1541 i Odense Købstad, Odense, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Nonne

Notater:

Beskæftigelse:
"Forlod sin ægtefælle og gav sig i kloster." (Holbek & Brun)

Familie/Ægtefælle/Partner: Hr. Eskild Mogensen Gøye, til Krenkerup, Gisselfeld og Tundbyholm. Eskild (søn af Mogens Axelsen Gøye, til Krenkerup og Ide Eskildsdatter Falk, til Gisselfeld) blev født skønnet 1425; døde den 20 apr. 1506 i Vemmenhög, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"til Møgelkjær (Bjerre herred) og Elvedgård (Skovby herred). - Mistede 1505 Stegehus, men fik samme år for sig og en af sine sønner livsbrev paa Ranes gods, levede 12. februar 1509, da hun gjorde sit testamente, men var død 5. april samme år." (Holbek & Brun)

Død:
Årstal ifl.ligstenen.

Begravet:
Ligsten afbildet. For beskrivelse, se ægtefællen.

Kristine blev gift med Jørgen Rud, til Vedby cirka 1474. Jørgen (søn af Hr. Mikkel Rud, til Vedby og Elsebe Ottesdatter Markmand, af Falster) døde den 31 mar. 1505; blev begravet i 1505 i Antvorskov, Slagelse, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Anne blev gift med Hr. Tyge Krabbe, af Østergaard efter 5 okt. 1505. Tyge (søn af Mogens Krabbe, af Østergaard og Elsebe Tygesdatter Lunge) blev født i 1474 i Ramsing, Rødding, Viborg; døde den 23 jun. 1541 i Vegholm, Skåne, Sverige; blev begravet i 1541 i Strövelstop, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Familie/Ægtefælle/Partner: Erik Eriksen Banner, til Asdal, Kokkedal, Højris og Gjessingholm. Erik (søn af Erik Andersen Banner, til Asdal og Karine Steensdatter) blev født i 1484; døde den 28 mar. 1554 i Bregnet, Øster Lisbjerg, Randers; blev begravet i 1554 i Torslev, Øster Han, Hjørring. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1512; Lensmand
• Beskæftigelse: 1523; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1524; Statholder
• Titel: 1524; Ridder

Notater:

Levned:
"til Vallø og Totterupholm (nu Rosendal, Fakse h.) - 1512-1517 lensmand på Vordingborg, 1516-1523 på Koldinghus, sluttede sig kun nølende til kong Frederik 1., samtidig m. at den foreløbige håndfæstning blev udstedt i Viborg 1523 (26. marts) blev han optaget i rigsrådet, statholder på Sjælland, lensmand på Abrahamstrup og på Holmegård, modtog ridderslaget ved Frederik l.s kroning 1524, Brugte navnet Rosenkrantz 1527. 1531 fik han sammen m. Anders Bille og Knud Rud overbetalingen over de forsamlede styrker på Sjælland, da man frygtede et angreb fra Christiern 2., 1532 hofmester for hertug Hans, 1533 lensmand på Nyborg slot, medbeseglede brevet om kongevalgets udsættelse efter Frederik l.s død, men ikke brevet af 13. juli, hvori råderne forpligtede sig til ikke at vælge en konge uden samtlige råders samtykke, efter udbruddet af Grevens Fejde sendte han hertug Hans i sikkerhed på Sønderborg slot. 1534 måtte han overgive Nyborg til de grevelige og blev m. hustru og børn taget til fange, sluttede sig derefter til greve Christoffer, sendte 1534 (16. aug.) et opsigelsesbrev til hertug Hans, under adelsjagten 1535 (jan.) blev han sat i Blåtårn og Vallø plyndret, 1536 kom fri ved Kbh.s overgivelse, fortsat rigsråd og lensmand på Abrahamstrup, 1536-1537 og senere statholder på Sjælland under kongens fravær, fik 1540 Lejre og Udlejre len i pant." (Holbek & Brun).
Udførlig biografi i DBL. 1 Udg.

Beskæftigelse:
1512-1517 på Vordingborg, 1516-1523 på Koldinghus, 1523 på Abrahamstrup og Holmegård.

Beskæftigelse:
på Sjælland.

Begravet:
Ligsten afbildet.
"Hr. Oluf Rosenkrantz, Ridder, til Vallø, død 8. Nov. 1545, Fru Ide Lange og deres Datter Karen, død 16. Okt. 1553, samt to Sønner, hvis Navne ikke er nævnte i Indskriften (Fig. 17). Den gullandske Kalksten, 270 × 138 cm, der allerede 1758 var opsat i Korets Østvæg, er bevaret uden Slid. Et Figurrelief indfattes af en fladbuet Arkade med Ungrenæssance-Pilastre; i Buehjørnerne er placeret Ægteparrets to Vaaben og over Buen yderligere 6 hjelmløse Aneskjolde. Familiegruppen er livfuldt komponeret. Ridderen, i riflet Pladerustning af Maximiliantype, med opslaaet Hjelmvisir, og Hustruen, i Fruedragt med Smykker, vender deres Hoveder i Profil mod hinanden; han lægger sin Haand paa hendes Skulder som til Afsked, medens hun leder to Smaasønner hen mod Faderen, den ene klædt i Mandsdragt med Sværd ved Lænd, den anden et nøgent Barn. Nederst Indskrift med majuskelagtige Reliefversaler: »Juxta hoc marmor sepultus est genere et virtute nobilis dominus Olaus Rosenkrantz eques auratus de Walløø cum uxore sua domina Ida Lange et liberis ano dom MD XLV 8 die Novemb obiit d Olav An MDL III 16 die octob obiit virgo Katha Rosenk«.Da den sidste Linies Tilføjelse om Jomfru Katrine er af en senere og ringere Haand, maa Stenen i det mindste være ældre end 1553, men sandsynligvis hører heller ikke næstsidste Linie til den oprindelige Indskrift; bl. a. fordi Hustruen ikke bærer Enkedragt, maa Relieffet antages at være hugget umiddelbart før Oluf Rosenkrantz’ Død. Arbejde fra Morten Busserts Værksted i København. (Danmarks Kirker)" (Danmarks Kirker)

Oluf blev gift med Ide Mogensdatter Munk, til Totterupholm den 7 feb. 1529. Ide (datter af Mogens Munk og Karen Ludvigsdatter Rosenkrantz, til Palsgård og Oksviggård) blev født skønnet 1510 i As, Bjerre, Vejle; døde den 22 aug. 1586 i Malmö, Skåne, Sverige; blev begravet den 29 sep. 1586 i Valløby, Bjæverskov, Præstø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Rigsråd
• Beskæftigelse: 1513; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1514; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1517; Lensmand
• Titel: 1524; Ridder

Notater:

Levned:
"Rosenkrantz, Otte Holgersen, –1525, til Boller m. m., Rigsraad, var Søn af Rigshofmester Erik Ottesen R. s Søn Holger Eriksen til Boller m. m. i hans første Ægteskab, med Fru Margrethe Flemming, eneste Barn af den norske Rigsraad Hr. Bo F. til Næsøen (ved Christiania) og Fru Sigrid Erlandsdatter til Losne (i Sogn). Herved blev O. R. Arving til umaadelige Godser i Norge, paa Færøerne og Shetlandsøerne, især da hans Mormoders Søster, gamle Fru Inger Erlandsdatter, Enke efter Rigsraad Arild
Kane, tildelte ham sin store Arv, der dog først faldt i hans Børns Besiddelse efter hendes Død (1526) og medførte store Arvestridigheder med forskjellige norske og svenske Ætter. Det hele ansloges til 1/24 af alt skyldsat Jord i Norge. – Faderen døde tidlig (1496); først efter at O. R. var bleven voxen, overtog han selv Boller m. m. (o. 1509). Allerede 1508 forekommer han i Norge i den unge Kong Christian II’s Følge og havde vistnok allerede den Gang overtaget en stor Del af den norske Arv. Af Axel Lauridsen (Thott) havde han kjøbt en Andel i Næsbyholm, der medførte en haard Strid med Torben Oxe, som ved falske Breve søgte at komme i Besiddelse ogsaa af denne Andel og endogsaa opnaaede Laasebrev for hele Næsbyholm; men da O. R. efter Kong Hans’ Død (1513) beviste Falskneriet, fik han Del i Næsbyholm og erhvervede sig senere den hele Ejendom. 1514 var O. R. Høvedsmand paa Akershus. Fra 1517 var han derpaa Lensmand paa Tørning i Sønderjylland, og under Christian II’s store Pengeforlegenhed forstrakte han 1519 denne med den for en enkelt Mand paa de Tider meget store Sum af 12000 Mark lybsk (8000 Gylden), og Aaret efter gik han i Borgen for et stort Laan paa 39000 Mark lybsk til Kongen af slesvigske og holstenske Adelsmænd, hvorved disse fik Underpant i Tørning Slot. Ved Oprørets Udbrud 1523 kom O. R. derfor i en meget farlig Stilling; Frederik I anerkjendte dog Gjældsfordringen, hvorpaa O. R. sluttede sig til ham, blev optaget i Rigsraadet og forlenedes med Aalholm Slot, men opgav Tørning; Ridder blev han ved Frederik I’s Kroning 8. Avg. 1524. I Slutningen af Aaret, da der førtes Underhandlinger om Frederik I’s norske Haand fæstning, var der stærkt Tale om at gjøre O. R. til Lensmand paa Akershus
og desuden forlene ham med Helgeland (Nordlandene), hvor største Delen af hans norske Arv laa. Hr. Vincents Lunge fik det dog afværget og vedblev saaledes selv at indtage den første Stilling i Norge. Han var ikke alene O. R.s politiske Rival, men ogsaa paa sin Hustrus Vegne hans Medbejler til Fru Inger Erlandsdatters store Godser. 1525 deltog O. R. i Kampen mod Søren Norby og rejste derpaa til Lybek til en stor Familiefest. Han var nemlig gift med en brandenborgsk Adelsdame, Margrethe Gans, Datter af den brandenborgske Hofmarskal Jesper G. til Putlitz og Fru Anna Maltzan. I Lybek rasede Pest; 29. Sept. 1525 bortreves Fru Margrethe Gans heraf; 6. Okt. fulgte han hende i Døden. Saaledes døde O. R. og hans Hustru i en endnu ung Alder, efterladende sig 6 umyndige Børn, hvoraf de 3 Sønner Holger, Erik og Jørgen alle skulde komme til at indtage betydelige Stillinger i Danmark. (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II.) A. Heise." (DBL 1. Udg)

Beskæftigelse:
1514 høvedsmand på Akershus

Beskæftigelse:
1517 på Tørning i Slesvig, 1523- 1525 lensmand på Ålholm.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Otte blev gift med Margrethe Gans i 1516 i Lybæk, Slesvig-Holsten. Margrethe (datter af Caspar Gans og Anna von Maltzahn) døde den 29 sep. 1525 i Lybæk, Slesvig-Holsten; blev begravet i 1525 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
"bis. i Ringsted, senere ført til Uth og endelig til Hornslet k." (Holbek & Brun)

Sophie blev gift med Axel Axelsen Brahe, til Krogholm, Hammar, Vittskövle og Tundbyholm før sep. 1525. Axel (søn af Hr. Axel Brahe, til Krageholm og Maren Tygesdatter Lunge) blev født cirka 1480; døde den 24 feb. 1551; blev begravet i 1551 i Ystad, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ingeborg blev gift med Tønne Vernersen Parsberg, til Harrested og Ørtofte den 26 maj 1510. Tønne (søn af Hr. Verner Parsberg, til Stierberg og Anne Tønnesdatter Rønnow) døde den 23 nov. 1521; blev begravet den 13 jan. 1522. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Anne blev gift med Hr. Holger Gregersen Ulfstand, til Skabersø efter 27 mar. 1522. Holger (søn af Gregers Jepsen Ulfstand, til Torup og Toftholm og Else Torbensdatter Bille) blev født mellem 1488 og 1491; døde i 1542 i København; blev begravet i 1542 i Lund, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1492; Hofsinde
• Titel: 1501; Ridder
• Beskæftigelse: før 1502; Lensmand
• Beskæftigelse: 1503; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1518; Marsk
• Beskæftigelse: 1523; Hofmester
• Beskæftigelse: 1534; Statholder

Notater:

Levned:
"Gjøe, Mogens, –1544, Rigshofmester, Reformationens berømte Forkæmper, var en Søn af ovennævnte Eskil G. (d. 1506). Hans Fødselsaar er ukjendt; dog falder det rimeligvis ikke længe efter 1470, siden han allerede 1492 nævnes som kongl. Hofsinde og ikke ret mange Aar efter blev gift med den rige Mette Albrechtsdatter Bydelsbach, med hvem han tidlig kom i Besiddelse af Torbenfeld (nu Frydendal), Gunderslevholm og Græse i Sjælland, Løgismose i Fyn, Clausholm, Skjærvad og Kjeldkjær i Jylland. Som Mødrenearv tilfaldt ham Skjærsø i Jylland, som Fædrenearv Krænkerup paa Laaland, som han allerede før Faderens Død var i Besiddelse af. Denne Rigdom forøgedes efterhaanden ved store Kjøb; saaledes afkjøbte han sin Søster Ide G. dennes Arvepart Tunbyholm i Skaane, da hun blev gift udenlands; senere kjøbte han Avnsbjærg i Jylland af Rasmus Clementsens Arvinger (IV, 12). Hertil kom udstrakt Kjøbstadsgods næsten i alle Rigets større Stæder, Pant i Tordsø i Skaane og en Tid lang Besiddelsen af Gisselfeld (S. 68). Ikke uden Grund siger Huitfeld derfor: «Hans Lige paa Jordegods haver ikke været her eller i Tyskland udi nogle Hundrede Aar.»
En Mand, der tidlig kom til at indtage en saa betydelig Plads i Aristokratiets Rækker, og som desuden var i Besiddelse af ualmindelige Evner, en klar Forstand, stor administrativ Dygtighed, en rolig, sindig og ridderlig Karakter, der skaffede ham Anseelse baade hos høje og lave, maatte under de daværende Samfundsforhold komme til at spille en stor Rolle. Allerede 1501 nævnes han som Ridder og er maaske allerede bleven det ved Kong Hans’ Kroning i Stockholm 1497. I Aaret 1501 forlenedes han med Torup (Frijsenvold) med de dertil liggende Gjerlev, Galten og Hovlbjærg Herreder, hvori han 1502 fik Pant for sig og Arvinger. S. A. eller i Begyndelsen af 1503 blev han allerede Medlem af Rigsraadet og synes samtidig at have været forlenet med Stegehus og Møen, hvorfra han o. 1505 forflyttedes til Aalborghus, som han beholdt til 1516. Han deltog i de forskjellige Krigstog til Sverige og i Tidens vigtigste Statshandlinger, saaledes i Forhandlingerne i Kiel 1506 med Hertug Frederik og Lybekkerne, i Malmøfreden 1512, ledsagede Kong Hans paa dennes sidste Rejse i Jylland og var tilstede ved hans Død i Aalborg i Febr. 1513.
En endnu betydeligere Stilling kom M. G. til at indtage under Christian II. Han stod i Spidsen for det Gesandtskab, som Kongen 1514 sendte til Kejser Maximilian for at bejle til dennes Sønnedatter Elisabeth, hvorfor M. G. s. A. i Brüssel paa Kongens Vegne viedes til den unge Brud. Ved Dronningens Kroning i Kjøbenhavn det følgende Aar bar M. G. Sværdet og var maaske alt den Gang udnævnt til Marsk, en Stilling, han i alt Fald kort efter indtog og beholdt under hele Kong Christians Regering, og hvormed ogsaa en Del af Rigshofmesterens Forretninger synes forbundne, efter at Kongens Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz i Nov. 1516 var død. S. A. forflyttedes han som Lensmand fra Aalborg til Skanderborg, en af de betydeligste Forleninger i Riget, som han derpaa beholdt lige til sin Død. Som Marsk tilfaldt ham den Forretning 1517 at fængsle Torben Oxe. Aaret før havde Kongen af M. G. kjøbt den bekjendte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde, hvor Sigbrit og Dyveke boede.
Til Sigbrit udviklede der sig efterhaanden et stærkt Fjendskab. Som en af Aristokratiets Hovedmænd kunde M. G. ikke med Ro se paa, at en stor Del af Magten fra Rigsraadets Haand gik over til Sigbrit og hendes uansvarlige Raadgivere. Omtr. 1520 skal M. G. ogsaa have gjort Skridt til ved Pavens Mellemkomst at faa hende fjærnet; men Planen blev røbet, og fra nu af nærede Sigbrit et glødende Had til M. G.; «Kongen i Nørrejylland» kaldte hun ham spottende, og M. G. beskylder hende for flere Gange at have forsøgt «at lyve ham Halsen fra». Kongens Tillid til M. G. rokkedes dog ikke herved, og denne bevarede sin ridderlige Troskab mod Kongen saa længe som muligt. Da de jyske Rigsraader i Dec. 1522 indlode sig i Underhandlinger med Hertug Frederik, vilde M. G. derfor ingenlunde slutte sig til dem, men fik Kongen til at udbyde en almindelig Rigsdag, der skulde samles i Aarhus, og hvortil ogsaa Udsendinger fra Borger- og Bondestanden skulde indkaldes. Kongen tilbød her at ville stille Klagerne tilfreds; men dette Skridt af M. G., der kom Oprørspartiet meget ubelejlig, fremskyndede netop Oprørets Udbrud. Paa et Møde i Viborg 20. Jan. 1523 opsagde man Kongen Huldskab og Troskab og sendte Mogens Munk til Hertug Frederik. Vel havde man uden videre stillet M. G.s Navn i Spidsen for Brevene, men – hans Segl mangler; han havde saaledes aldrig tiltraadt Beslutningerne. Da Mogens Munk kort efter havde sin bekjendte Samtale med Kongen i Vejle, ytrede han ogsaa i Samtalens Løb, at i M. G. havde Kongen en tro Mand. Denne søgte endnu paa denne Tid at mægle mellem Kongen og Oprørerne; først efter at Kongen selv havde opgivet Jylland, og Hertug Frederik, der imidlertid personlig var kommen til Jylland i Spidsen for en Hær, truede M. G. og de Mænd, der endnu holdt ved Christian II, paa Liv og Gods, hvis de ikke indfandt sig til Kongehyldingen i Viborg, sendte M. G. 19. Marts fra Skanderborg sit Opsigelsesbrev til Christian II, hvori han bevidner sin Sorg over at maatte gjøre dette Skridt, men begive sig til Kongen i Sjælland turde han ikke af Frygt for Sigbrits Efterstræbelser. 26. Marts 1523 har M. G. derpaa i Viborg medbeseglet Frederik I’s Haandfæstning og blev af den kloge Konge strax udnævnt til Rigshofmester.
Fra nu af var M. G. Kong Frederiks Mand, og i Følge den ridderskabelige Troskabsfølelse, der lader Ridderen tjene sin Herre, indtil han frivillig eller nødtvungen sender ham sit Opsigelsesbrev, tjente han nu den nye Konge, til hvis Politik saa mange Baand knyttede ham, med Iver og Troskab. Dog fik han flere Gange Lejlighed til at vise sin ridderlige Følelse over for Christian II og hans Slægt. Da Rigsraadet saaledes 1525 tillagde Kong Frederiks Dronning det samme Livejegods, der var tillagt Dronning Elisabeth, nægtede M. G. at tiltræde denne Beslutning og gjorde det først efter Dronning Elisabeths Død. Vel var han senere blandt de 8 Raader, der fik Tilsyn med Kong Christians Fængsel paa Sønderborg; men dog synes han at have været blandt de Raader, der holdt paa, at Lejdet skulde holdes. I Anledning af et heftigt Fejdeskrift under Grevefejden beraaber han sig paa, at han i denne Sag kun havde handlet efter sin Konges Ordre. «Jeg vil beraabe mig paa Kong Christian selv,» tilføjer han med Stolthed, «at han aldrig har beskyldt mig eller med rette kan beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddersmand bør at tjene sin Herre og Konge.» Det er ogsaa et smukt Træk i M. G.s Karakter, at han ofte tog sig af dem, der i de urolige Tider vare Gjenstand for Forfølgelse, baade i Christian II’s Tid og senere.
At skildre M. G.s Virksomhed som Rigshofmester i det enkelte vilde være det samme som at skrive omtrent hele Tidens Historie. Her kun nogle enkelte Træk. Strax 1523 fulgte han Hertug Christian (III) og Johan Rantzau til Kjøbenhavns Belejring og havde stor Del i, at Staden 1524 overgaves til ham paa Kong Frederiks Vegne. Mange Fjender havde han imidlertid; han klager selv til Kongen over, at han var udsat for Bagtalelse og Bagvaskelser; han havde ogsaa, som det synes, støttet Kongens forgjæves Bestræbelser for at faa Vornedskabet paa Øerne afskaffet eller mildnet. Under den stærke Gjæring blandt Almuen, især i Jylland, i Anledning af de paalagte Skatter overdroges det M. G. 1525 at straffe de ulydige. Med Fare for sit Liv udførte han dette Hverv og synes ogsaa at have faaet Almuen foreløbig beroliget. Men imidlertid foregik der en gjennemgribende Forandring med ham selv. Tidligere havde han fulgt den katholske Kirkes Lære; han havde stiftet Messer og bestemt Gaver til Kirker og Klostre som andre Katholikker. Men i Juni 1526 optraadte han ligesom Kong Frederik aabenlyst som Lutheraner, spiste til stor Forargelse for Katholikkerne Kjød paa Fastedagene og nød Nadveren paa luthersk Vis. I disse Aar var Hr. Peder Thomesen, der nylig var kommen tilbage fra Luthers Hus i Wittenberg, senere den første evangeliske Superintendent i Vendelbo Stift, hans Huskapellan. M. G. kom rimeligvis ad denne Vej i personligt Forhold til Luther, der sendte ham sine Skrifter.
Den mægtige Rigshofmesters Overgang til Luthers Lære vakte stor Forbitrelse blandt Katholikkerne. Hans egen Stilling blev derved i flere Henseender vanskelig. Som Rigshofmester og som en konservativ og lovtro Mand maatte han være de bestaaende Love lydig, og dog stod han nu som Bærer af en ny Tids Ideer, der af hans Modstandere betragtedes som en fremmed, tysk Plante, der stred mod nedarvet dansk Sæd og Skik, og som bragte Forvirring i alle Forhold. Rigsraadet var i det hele udpræget katholsk; hos en Del af den udenraads Adel og hos Almuen viste der sig derimod stærkt Røre, Lyst til at komme i Besiddelse af Kirkens store Gods og Ulyst til at svare de kirkelige Afgifter, især Bispetienderne. Vel lykkedes det Prælaterne ved svære Indrømmelser i andre Retninger paa Herredagen i Odense i Dec. 1526 at faa det verdslige Rigsraad paa eget og hele Adelens Vegne til at love Kirken sin Hjælp, «besynderlig mod Luthers ukristelige Lærdom». M. G.s Navn staar som sædvanlig i Spidsen af Brevet; men næppe kan han have tiltraadt denne Beslutning ved at sætte sit Segl under. Kort efter maatte Kongen byde ham og andre Lensmænd i Aarhus Stift at skaffe Biskoppen og Kirken deres sædvanlige Indtægter. M. G. udførte Hvervet som lovtro Mand; men med det samme forestillede han Kongen, at Almuen ikke havde helt Uret, thi Biskopperne gjorde netop Fordring paa Afgifter, der næppe vare grundede i den bestaaende Lovgivning. Paa den anden Side indgik Almuen og en Del af den jyske Adel et ligefremt Forbund mod Kirken. Forbitrelsen mod M. G. var paa denne Tid saa stor, at han endog truedes med Vold og ikke vilde indfinde sig personlig til det almindelige Hærskue i Viborg i April 1527, hvor hele den jyske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde, for ikke at høre deres «pukkende og spydige Ord», naar han ikke vilde indgaa den Kontrakt og Besegling, de forlangte af ham. Derimod havde han stor Del i, at Tiendesagen endelig ordnedes paa den følgende Herredag i Odense 1527.
Ligesom M. G. i hele denne Sag optraadte mæglende og beroligende, saaledes optraadte han ogsaa i den følgende Tid under de Uroligheder, Christian II’s forventede Ankomst fremkaldte i Jylland. Det kom saaledes i Aaret 1531 til voldsomme Optrin paa Viborg Landsting mod den forhadte Mogens Munk; men M. G. og hans trofaste Hjælper Erik Banner (l, 512) fik ved deres Indflydelse hos Almuen de oprørte Bølger til foreløbig at lægge sig. Almuen vil kun høre dem, hedder det stadig, og i deres Len var der ingen Uro, heller ikke under Grevefejden.
Især i to Retninger viser M. G.s Virksomhed for Reformationens Fremme sig, i Forholdet til de lutherske Præster og til Tiggermunkene. De første tog han under sin Beskyttelse ved at udvirke kongl. Beskjærmelsesbreve for dem, naar de vilde prædike «Guds Ord og Evangelium» eller gifte sig; de unddroges derved fra Kirkens Jurisdiktion og stilledes under den verdslige Arms Beskyttelse. Ogsaa de nyvalgte Biskopper maatte indgaa Forpligtelser til Kongen om ikke at lægge Ordets frie Forkyndelse Hindringer i Vejen. Begyndelsen hertil gjordes ved Joachim Rønnovs Udvælgelse til Biskop i Roskilde 1529, og M. G. med flere andre gik i Borgen for, at Rønnov vilde holde sine Forpligtelser. At M. G. har haft stor Del i denne Udvælgelse, er rimeligt; ja man talte endog om, at den unge Biskop vilde gifte sig, og satte hans Navn i Forbindelse med Birgitte Gjøe. – Tiggermunkene var M. G. derimod aabenbart ingen Ven af. Naar Munkene paa Grund af Tidens Trængsler havde forladt deres Klostre, betragtedes disse som herreløst Gods, der faldt ind under Kronen og Rigshofmesterens Styrelse. I Regelen bleve disse Klostre da ved M. G.s Mellemkomst skjænkede Kjøbstæderne til Hospitaler eller Raadhuse. Men han kan ikke frikjendes for af og til ved sine Hjælpere at have ophidset Borgernes Stemning mod Tiggerbrødrene og saaledes fremskyndet Klostrenes Opgivelse af Brødrene. Dette var navnlig Tilfældet med Graabrødreklostrene i Flensborg (1528), hvor M. G. selv havde faaet Brev paa Klosteret, i Randers, hvor han havde faaet Klosteret af Kongen i Bytte for Klosteret i Flensborg, fordi hans Morfader, Erik Ottesen Rosenkrantz, laa begraven her, hvorpaa han strax indsatte en luthersk Præst i Klosterkirken, i Næstved (1532), hvor hans første Hustru (d. 1513) oprindelig synes at have haft sit Hvilested, i Kalundborg, hvor han da (1532) var Lensmand, og til Dels i Horsens. Det er disse Forhold, der hos Munkene skaffede M. G. Benævnelser som «Djævelens Tjener og Drabant», og som i nyere Tid have skaffet ham Benævnelsen «Klosterstormeren». Naar undtages Forholdet med Randers Kloster, synes M. G. dog aldrig at have skaffet sig personlige Fordele herved. Det egentlige Kirke- og Klostergods synes han aldrig at have forgrebet sig paa; i hans Jordebog kan næppe eftervises mere end 4 Bøndergaarde, han har erhvervet fra Klostre, og alle 4 ved Kjøb. At skildre M. G. som en fræk Kloster- eller Kirkestormer er derfor en stor og vildledende Overdrivelse. Han stod i den Henseende maaske renere end mange af hans katholske Medbrødre i Raadet.
Ved Kong Frederiks Død (10. April 1533) stod M. G. paa sin Magts Højde. Ved Siden af sine umaadelige private Ejendomme, der stadig forøgedes, havde han i Forlening Kalundborg med Samsø og 3 Herreder i Sjælland, Skanderborg med 7 Herreder og Torup i Jylland med 3 Herreder foruden forskjellige Smaalen hist og her samt Gavnø og Ring Nonneklostre. Men der begyndte nu en katholsk Reaktion, som en Tid hemmede hans Virksomhed. For ham var aabenbart Sikringen af Ordets frie Forkyndelse som i Kong Frederiks Dage og derigjennem Evangeliets FVemme det vigtigste. Dette Maal kunde naas med Kong Frederiks ældste Søn, den lutherske Hertug Christian, paa Danmarks og Hertugdømmernes Trone, støttende sig til Rigets tidligere Forbundsfæller, de nu lutherske Stater Sverige og Lybek, som Modvægt mod den mægtige katholske Kejser Carl V og Holland. Med Kong Gustav stod M. G. derfor i dette Aar i en livlig Brevvexling; han opfordrede Kongen til som Slægtning af Biskop Joachim Rønnov at opmuntre denne til at fremme Evangeliets Sag, hvilket Kong Gustav ogsaa gjorde, ligesom denne kraftig opmuntrede M. G. under den megen Modstand, han mødte, til at holde fast ved Evangeliets Sag, og det er formodentlig ogsaa paa denne Tid, at Luther sendte en Skrivelse af lignende Indhold til M. G. Hvad Lybek angaar, vil den lybske Krønnikeskriver Reimer Kock vide, at M. G. var stemt for, at Danmark skulde holde sine tidligere Løfter til denne Stat og ratificere den Traktat, som Jürgen Wullenwever i denne Hensigt bragte med til Kjøbenhavn under den Herredag, som ved St. Hansdagstid 1533 holdtes i Anledning af Kongevalget. Hvis denne Politik var bleven fulgt, havde man maaske undgaaet Grevefejden; men M. G.s Planer krydsedes fra to Sider. Rigsraadets katholske Flertal med Biskopperne i Spidsen vilde fremfor alt ikke have en Lutheraner paa Tronen, men den unge Hertug Hans. Kongevalget blev derfor af Hensyn til Norge udsat til St. Hansdag 1534, for at man da kunde faa Nordmændene med; man vilde da i Mellemtiden benytte Lejligheden til netop at sikre den katholske Religion. Da M. G. tillige med Erik Banner og maaske et Par andre Rigsraader nægtede at besegle den Reces, der i den Anledning vedtoges, medførte dette i Forening med Kongevalgets Udsættelse saa stor Uenighed i Raadet, at M. G. og Erik Banner nedlagde en bestemt Protest mod Rigsraadets hele Færd og derpaa hemmelig om Natten forlode Kjøbenhavn. Det katholske Rigsraad forviste nu Hans Tausen fra Kjøbenhavn, og nogle Dage senere sendte de Wullenwever et Afslag. Den anden Side, hvorfra M. G.s Planer vare krydsede, var nemlig Hertug Christians egne Raader, der af Fjendskab til det demokratiske Lybek havde faaet sluttet et Forbund mellem Hertugdømmerne og Nederlandene, som Danmark nu sluttede sig til, ligesom man nu maatte indgaa en saakaldt Union med Hertugdømmerne.
Efter Herredagen begav M. G. sig til Gunderslevholm, hvor Hans Tausen fandt Beskyttelse hos ham, hvorpaa han kort efter i Forening med sin Datter Birgitte hos Joachim Rønnov udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn. Selv ilede han kort efter til Jylland af Frygt for, at Almuen skulde begynde Opløb af Forbitrelse over Prælaternes Færd, hvilket han da vilde søge at afværge. Med Bitterhed udtaler han sig paa samme Tid om Rigsraadets Færd over for Kronens Rettigheder i den kongeløse Tid.
M. G. og Erik Banner paa den ene Side, Jørgen Kock og Wullenwever paa den anden Side søgte endnu paa denne Tid at bevæge Hertug Christian til at overtage Regeringen; men da han forlangte et Valg af Rigsraadet, førte disse Bestræbelser ikke til noget; Borgmestrene fattede da den hemmelige Plan at rejse Christian II’s Fane, og der indtraadte saaledes en Spaltning i selve det lutherske Parti. M. G. holdt imidlertid fast ved sin Plan; da Lybek om Foraaret 1534 pludselig overfaldt Holsten, samlede han det jyske Raad i Ry ved Himmelbjærget (4. Juni) og søgte, som det synes, her at virke for Hertug Christians Valg paa den til St. Hansdag forestaaende Herredag. Der sendtes ogsaa paa denne Tid Skrivelse til Malmøboerne fra M. G. og Erik Banner om Hertugens Valg; de svarede, at de vilde slutte sig til dem; men imidlertid udbrød der Oprør i Malmø; den hemmelige Plan kom til Udbrud. Kjøbenhavns Borgere opfordrede (7. Juni) under disse Forhold M. G. til at komme til dem, «paa det at den evangeliske Handel og Guds Ære maatte fremmes». Fra Grev Christoffer kom i de samme Dage et Brev (af 27. Maj) til M. G., hvori han opfordrede denne til, som uskyldig i Lejdebruddet mod Christian II, at slutte sig til ham. Imidlertid landede Greven pludselig paa Sjælland (23. Juni). Uden at tænke paa sine store Godser og Forleninger paa Øerne samlede M. G. imidlertid atter det jyske Raad og en Del af den menige Adel i Ry (4. Juli), hvor Biskopperne da ved Adelens truende Holdning bleve nødte til at slutte sig til Hertug Christian. En Deputation med M. G. i Spidsen sendtes til Hertugen for at tilbyde ham et Valg; 17. Juli afgav Hertugen i Preetz sine Erklæringer herom, hvorpaa M. G. ledsagede ham til den foreløbige Hylding i Horsens 18. Avg.
Da Clements-Fejden imidlertid var udbrudt, samlede M. G. efter det for Adelen ulykkelige Slag ved Svendstrup (Okt. 1534) en Styrke af Adelsmænd og Bønder ved Gudenaa og reddede herved det østlige Jylland. Han indsattes derpaa af Christian III til Statholder i Jylland sammen med Biskop Ove Bille, ledsagede Kongen til den endelige Hylding i Viborg i Marts 1535, søgte paa flere Maader at mildne Sejerherrernes Strænghed og sendtes ogsaa senere tillige med Erik Banner til Vendsyssel for at virke dæmpende paa Almuen, der truede med atter at rejse sig paa Grund af de strænge Straffedomme. Selv udrustede han et Skib, der deltog i Peder Skrams Togter. Da Krigen senere trak over til Sjælland, fik han atter Kalundborg i Forlening, ligesom han i Forening med Ove Bille o. fl. indsattes til Statholder i Sjælland med Sæde i Roskilde. Ogsaa paa denne Tid søgte han at virke mæglende og mildnende; han udvirkede saaledes, at der gaves Amnesti til Svendborg og Nyborg Borgere for deres Frafald, og deltog i de Underhandlinger, der førte til Malmøs Overgivelse. I det Møde, som Kong Christian efter Kjøbenhavns Overgivelse om Aftenen 11. Avg. 1536 holdt med sine holstenske Raader og sine Landsknægtoberster om Biskoppernes Fængsling, deltog M. G. ikke. Derimod kaldtes han efter Fængslingen om Morgenen 12. Avg. tillige med de øvrige verdslige Raader til Kongen og har medbeseglet den Revers, der blev aftvungen det verdslige Raad om at finde sig i Statsforandringen. Naar Kong Christian i et Brev til en tysk Fyrste fortæller, at han ogsaa havde villet fængsle hele det verdslige Raad, men at det blev afvendt ved Forestillinger af flere af hans tyske og danske Raader, hos hvem han altid havde fundet Troskab, saa kan man vel sikkert slutte, at M. G. har været blandt disse; thi der var sandelig ingen, der havde vist Kong Christians Sag større Troskab. Han har saaledes ved sin Optræden virket til, at Danmarks Rige ikke blev et værgeløst Bytte for Kongens tysk-holstenske Omgivelser.
En luthersk Konge sad nu paa Tronen, Reformationen blev indført. M. G.s Politik havde sejret, om end anderledes, end han havde tænkt sig. Rigshofmesterværdigheden beholdt han lige til sin Død; men hans Virksomhed er nu mindre fremtrædende end tidligere. Hertil bidrog maaske ogsaa Alderdomssvaghed; i sine senere Aar klager han ofte over Sygdom. Sidste Gang, han i Følge Kancelliets Brevbøger har forebragt Sager for Kongen, er 7. Maj 1537. I alle vigtigere Møder og Herredage deltog han dog, sidste Gang 28. Nov. 1542. Til Kongens Kroning i Avg. 1537 var den gamle Herre endnu indbudt til «at rende (turnere) med kgl. Majestæt». – Hans sidste Aar formørkedes af en hæslig Familiestrid med hans unge Dattersøn Peder Oxe, med hvis Slægt M. G. fra Faderens Tid havde arvet en bitter Strid. Med hensynsløs Kraft og juridisk Kløgt kastede den unge Peder Oxe sin gamle Morfader ud ikke blot af Oxernes gamle Ejendom Tordsø, men ogsaa af Gjøernes Fædrenegaard Gisselfeld (jvfr. ovfr. S. 70). «De handle med mig paa min Alderdom, som de ville», skriver M. G. bittert kort før sin Død, der indtraf paa Skanderborg Slot Palmelørdag eller -søndag (5. ell. 6. April) 1544, faa Dage efter at han havde fejret sin Datter Mettes Fæstensøl med Just Høg til Vang. – Han ligger begraven i Voldum Kirke ved Clausholm. Efter Mette Bydelsbachs Død (9. Nov. 1513) havde han ægtet Margrethe Sture, Datter af Claus S. til Gammelgaard i Slesvig; hun var allerede død i Barselseng i Dec. 1528. Med sin første Hustru havde han 8 Børn, deriblandt de ovennævnte Sønner Axel, Eskil og Albert samt Døtrene Sophie (II, 237), Elline og Birgitte; med den sidste Hustru havde han 9 Børn, deriblandt de ovfr. anførte Christoffer og Falk. (Hofman, Dsk. Adelsmænd I. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; Hist. Tidsskr. 4. R. III og V; 5. R. V, 334 ff. ;Elline Gjøes Jordebog. ; (A. Heise".(DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Skjærsø (Mols herred), arvet efter moderen, Avnsbjerg (Lysgaard herred), købt 1529, og Torsø, var 1492 hofsinde, lensmand på Stegehus, var 1501 ridder, 1502-44 forlenet med Torup, var 1503 rigsråd, 1505-16 lensmand på Aalborghus, deltog fra nu af i alle vigtigere statshandlinger, stod 1514 i spidsen for det gesandtskab, som kongen sendte til kejseren for at fri til frøken Elisabeth, til hvem han på kongens vegne viedes, 1516-44 lensmand på Skanderborg, var 1518 rigsmarsk, sluttede sig 1523 kun nødig til kong Frederik I., der straks udnævnte ham til rigshofmester og gav ham livsbrev på Gavnø Kloster, gik få år efter over til lutheranismen og deltog ivrig i dennes indførelse, fik 1532 livsbrev på Ring Kloster, 1533—35 lensmand på Kalundborg, spillede atter den mest fremragende rolle under grevens fejde og ved Hertug Christians kongevalg, 1534 statholder i Jylland og senere s. å. i Sjælland." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Stegehus, 1502 - 1544 Torup, 1505 - 1516 Aalborghus, 1516 - 1544 lensmand Skanderborg, 1533 - 1535 Kalundborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Beskæftigelse:
Rigshofmester.

Begravet:
Ligsten afbildet

Mogens blev gift med Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld efter 3 jul. 1495. Mette (datter af Hr. Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak, af Torbenfeld, til Skjersø og Helsinge og Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup) døde den 9 nov. 1513; blev begravet i 1513 i Voldum, Galten, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Mogens blev gift med Margrethe Clausdatter Sture efter 1513. Margrethe (datter af Claus Sture, til Gammelgård og Sophie Christensdatter Holck) døde i dec. 1528. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Beskæftigelse: Rigsforstander
• Beskæftigelse: Statholder

Notater:

Levned:
"til Gisselfeld og Skørringe, Christian II`s rigsforstander i Sverige, Statholder i København, som han holdt for Christian II til 1524. Forlig med Frederik I og lensmand i Vordingborg." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Vordingborg.

Beskæftigelse:
i København.

Begravet:
Ligsten afbildet. Tekst:
"»Cineres ... tumulatus largifici(us) Henrik pius cognomine Gøie coniuge cu(m) i(n)clita dilecta sua Hele(n)a utrumque p(ro)les, celicas opti(n)eant sedes« (»Asken ... jordet den ædle, fromme Henrik af Navnet Gøye med sin fornemme og elskede Hustru Helene og begges Børn. Gid de maa opnaa de himmelske Sæder«" (Danmarks Kirker).

Familie/Ægtefælle/Partner: Eline Henningsdatter Godov. Eline (datter af Henning Godov og Anne Andersdatter Gøye) døde efter 30 mar. 1551; blev begravet efter 1551 i Vordingborg, Bårse, Præstø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift med Henneke Sested (bef 1506, Krummendiek, Steinburg, Slesvig-Holsten - 1543). Barn i ægteskabet: Dorothea Sested (d. c. 1580).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Knud Rud Jørgensen
• Beskæftigelse: 1509; Kannik
• Beskæftigelse: 1510; Lensmand
• Beskæftigelse: 1527; Rigsråd
• Titel: 1527; Ridder
• Beskæftigelse: 1529; Høvedsmand

Notater:

Levned:
"Rud, Knud (Jørgensen), –1554, til Vedby og Møgelkjær, Rigsraad, var Søn af ovennævnte Jørgen Mikkelsen R. Lisbet Bryske beretter, at han var lærd og skulde have været Bisp, men vilde ikke, og virkelig nævnes han 1509 som Kannik i Roskilde. Formodentlig har en ældre Broders Død medvirket til, at han opgav den gejstlige Stand. For denne Broder, der da var paa den Pilegrimsrejse til det hellige Land, paa hvilken han døde, førte K. R. 1510 Befalingen over hans Len, Borgholm med Øland, men nødtes til at overgive Øen til de svenske efter en 18 Ugers Belejring, og efter at ethvert Haab om Undsætning var glippet. Til Trods for, at der ved Overgivelsen var betinget fri Afmarche for Besætningen, blev han ført til Sverige, hvor han endnu i Maj 1511 holdtes i Fangenskab. 1517 forlenede Roskilde Biskop ham med Venslev, og faa Aar efter arvede han ved sin Broder Mikkels Død Pantelenet Ranes Gods i Kalø Len. Kong Christian II ansaa ham for sin Tilhænger* han havde nemlig 1523 paa ny tilsvoret Kongen Troskab, og Kongen gav ham derfor Befaling over en Del af det i Kjøbenhavn indlagte Krigsfolk, og han deltog derefter i Byens Forsvar og Overgivelse, ved hvilken Lejlighed han betingede sig Bibeholdelse af sine nys nævnte Len og Sæby Len, som han kort forinden maa have faaet og siden havde til 1540. Som bispelig Lensmand har han sikkert været Katholicismen tro; han beseglede 1524 Adelens Forbund mod Lutheranismen og fik da ogsaa ikke blot 1529 Livsbrev paa Venslev, men havde ogsaa i disse Aar et andet Bispelen, Gjorslev, og det hele 2 Gange. Men han var nu Kong Frederik Fs Mand, deltog 1525 i Kampene i Skaane mod Hr. Søren Norby, blev Ridder 1527, vistnok omtrent samtidig Rigsraad og 1529 Lensmand paa Korsør, som han beholdt til sin Død.
Da Grevefejden udbrød, maatte han som de fleste andre sjællandske Adelsmænd i Begyndelsen gaa Grev Christoffer til Haande; men det skete nødtvungent og ikke af gammel Kjærlighed til Christian II, thi ved første Lejlighed forlod han dennes Sag, kastede sig 1535 ligesom hans Svoger Erik Madsen Bølle ind paa Dragsholm, i hvis heldige Forsvar mod de grevelige Tropper han deltog. Han undgik derved at dele sin Søns Skæbne, hvem Greven lod fængsle, men til Gjengjæld led han ved de greveliges og Bøndernes Plyndringer et uerstatteligt Tab paa sit Gods og Løsøre. Senere paa Aaret var han Anfører for de Krigsfolk, som Christian III sendte mod Kalundborg. Om hans Sindelag synes altsaa den nye Regering ikke at have næret Tvivl, og han gjenindtog da vistnok ogsaa strax sin tidligere Plads i Rigsraadet. I denne Stilling vedblev han at spille en fremtrædende Rolle ogsaa under de følgende Aars mere rolige Forhold. Særlig maa nævnes, at han 1541 sendtes som Gissel til Kong Gustav, 1542 var Sendebud til Bremen for at forhandle med nogle nederlandske Gesandter og 1548 ledsagede Prins Frederik paa den norske Hyldingsrejse.
K. R. døde 27. Marts 1554, vistnok paa Vedby, som han havde ombygget. Sin Hustru, Dorthe Madsdatter Bølle, havde han alt mistet 12. Nov. 1545. (Vedel Simonsen, De danske Ruder I, 74 ff. ; (Thiset)." (DBL, 1. Udg.)
"Til Vedby og Møgelkjær, 1504 immatrikuleret ved universitetet i Rostock, var 1509 kannik i Roskilde og medlem af St. Luciigilde samme sted, skulle have været biskop, førte 1510 under sin broders pilgrimsrejse befalingen på Øland, men måtte efter en 18 ugers belejring overgive Borgholm og Øen til de svenske, var endnu 1511 i svensk fangenskab, 1517 af bispen i Roskilde forlenet med Venslev, fik 1520 Ranes gods i pant, svor 1523 påny kong Christiern troskab.1523-40 forlenet med Sæby, deltog i Københavns forsvar, beseglede 1524 forbundet mod Lutheranismen, bispelig lensmand på Gjorslev, deltog 1525 i Kampene i Skåne mod hr. Søren Norby, 1527 ridder og rigsråd, 1529 høvedsmand på Korsør; fik samme år nyt lensbrev på Venslev, måtte 1534 nødtvungen gå grev Christoffer til hånde, men deltog alt 1535 i Dragsholms forsvar mod de grevelige, samme år anfører for det mod Kalundborg sendte krigsfolk, 1541 sendt som gidsel til kong Gustav, 1542 sendebud til Bremen, ledsagede 1548 hertug Frederik til Norge. Hr. Knud Rud, blev 1504 kannik i Roskilde (Pavebr. V. 388)." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Øland, 1517 Venslev, 1520 Ranes gods, 1523 - 1540 Sæby, 1524 Gjorslev.

Beskæftigelse:
På Korsør.

Begravet:
Ligsten afbildet.
" »Her ligger begrafuen Erlig velbyrdige mand Och stre(n)ge rjdder her Knud Ruud til Vedby oc ha(n)s kere (høstru) Fruv Dorethe bøllesdater som døde d martini An(n)o mdxlvij (ll.nov. 1547) Oc nogre af ther(is) børn gud vere them na(a)dig oc barm)hiartig.«. Foroven er med fordybet fraktur indføjet: »S(alig) h(r.) knud Ruud døde trijddie dag paeske Anno d(omi)n(i) Mdliiij (27. marts 1554)«" (Danmarks Kirker)

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorthe Madsdatter Bølle, til Fuglsang. Dorthe (datter af Hr. Mads Eriksen Bølle, til Tersløse, Orebygaard og Fuglesang og Birgitte Clausdatter Daa) blev født efter 1494; døde den 12 nov. 1547 i København; blev begravet i 1547 i Ruds Vedby, Løve, Holbæk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 1493 med Hr. Henrik Hartvigsen Krummedige (Krummendiek), til Valden (d. btw 7 Mar 1530- 4 Apr 1530).
Barn i ægteskabet: Sophie Henriksdatter Krummedige (Krummendiek), til Brunlag (c. 1480 - May 1538).

Notater:

Død:
Første fredag i fasten er 8 mar 1555.

Begravet:
Ligsten afbildet.
"Gravsten. 1) (Fig. 14) efter 1555 og før 1562, Erich Bøller af Oreby i Lol(l)a(n)d, †l5<62 på Tersløsegård> og hans hustru, fru Soffie Ruds datter, død på Tuureby første fredag ad nath y faste 1555. Lys grå kalksten, 280x169 cm, med fordybet fraktur (udfyldt med sort masse) i skriftfelt nederst på stenen. Herover en fremstilling af rigsråd Erik Bølle og hans første hustru. Han bærer rustning, højre hånd halvt holder, halvt hviler på det store slagsværd. Hendes dragt har puffer på skuldre og albuer
og den lange kappe to vandrette læg. Armene er overlagte, venstre hånds fingre krummede. Figurerne indrammes af pilastre, der bærer vandret bjælkeværk og prydes af aneskjolde ophængt i remme; de øverste hænger på arkitraven, de nederste på postamentets kronliste og dækker således indskriftfeltets øvre hjørner. I det tilsvarende felt foroven på stenen er de afdødes nærmeste anevåbener fremstillet med hjelmtegn og -løv. ..." (Danmarks Kirker)

Sophie blev gift med Tyge Axelson Brahe, til Tosterup og Vidsköfle cirka 1513. Tyge (søn af Hr. Axel Brahe, til Krageholm og Maren Tygesdatter Lunge) blev født efter 1461; døde den 7 sep. 1523 i Malmö, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Erik Madsen Bølle, til Tersløse og Orebygaard den 17 jul. 1528. Erik (søn af Hr. Mads Eriksen Bølle, til Tersløse, Orebygaard og Fuglesang og Birgitte Clausdatter Daa) blev født efter 1495; døde i 1562 i Tersløse, Merløse, Holbæk; blev begravet i 1562 i Tersløse, Merløse, Holbæk. [Gruppeskema] [Familietavle]