Nils Magnusson

Notater:

Levned:
Royal Councillor of King Eric XII of Sweden.

Familie/Ægtefælle/Partner: Kristin Ivarsdatter. Kristin (datter af Ivar Nikolassen og Margrete Petersdatter) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Ivar Niklisson
• Også kaldet: Ivarr Nilsson
• Titel: Ridder
• Beskæftigelse: ml. 1389 og 1396; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1392; Lagmand

Notater:

Beskæftigelse:
Lagmann i Östergötland och Småland til sin død.

Ivar blev gift med Margrethe Thordsdotter Bonde skønnet 1390. Margrethe (datter af Hr. Tord Röriksson Bonde og Ramborg Nilsdotter Vasa) blev født før 1376; døde i 1401. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Begravet i Gamleby kyrka, Blekinge, Sverige.

Ingeborg blev gift med Hr. Axel Pedersen Thott, til Herlev og Lillø før 26 mar. 1419. Axel (søn af Peder Axelsen Thott, til Herlev og Juliane Pedersdatter Grubbe) døde mellem 24 nov. 1446 og 25 jan. 1447. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Ivar Axelsson Tott
• Beskæftigelse: Gotland, Sverige; Sørøver
• Titel: 1444; Ridder
• Beskæftigelse: 1447; Lensmand
• Beskæftigelse: 1449; Rigsråd

Notater:

Gift 3: med Magdalena Karlsdotter Bonde (c. 1445 - c. 24 Aug 1495, Bosgård, Söderköping). Barn i ægteskabet: Margrethe Iversdatter Thott (d. 10 Nov 1473).

Levned:
Dansk og senere svensk Rigsraad, var Helbroder til ovennævnte Erik Axelsen T. Han var maaske Væbner i 1442, men betegnes i 1444 som Ridder og til Knabstrup (i Merløse Herred), en Gaard, som han sikkert har faaet med sin Hustru Margrethe Poulsdatter Laxmand. l 1447 aftalte Axelssønnerne, at I. og den ældre Halvbroder Aage i Forening skulde styre den afdøde Faders Len Varberg; men at denne Aftale er kommet til Udførelse for I.s Vedkommende, vides der intet om (ovfr. S. 315). I alt Fald fra 1449 var han dansk Rigsraad, i hvilken Egenskab han i 1453 sammen med Claus Rønnov sluttede Stilstand med Carl Knutsson i Vadstena og i Stockholm, ligesom han i 1454 fik Fuldmagt til at deltage i et nyt Møde med Svenskerne i Rønneby og i 1455 forhandlede med dem i Vadstena. I 1452 var han kommet i en ublidere Berøring med dem under Kong Carls Indfald i Skaane, da hans efter Faderen arvede Gaard Herlev blev brændt af dem; han skal den Gang i Følge en yngre Beretning have vist sin Fædrelandskærlighed ved foreløbig at slutte Forlig med Ærkebiskop Tuve Nielsen af Lund (med hvem han virkelig har ligget i Strid) for i Forening med Ærkebispen efter Evne at forsvare Landet mod Fjenden. Beretningen er dog muligvis upaalidelig og stemmer mindre godt med I. A.s Optræden i en senere Tid, da han afgjort satte sine egne og sin Slægts Interesser over sit Fædrelands.
I 1464 døde Broderen Philippus Axelsen, der havde efterfulgt den ældre Halvbroder Oluf som Styrer af Gulland, og Hr. L, der s. A. havde deltaget i et dansk Gesandtskab til Preussen, overtog derefter, foreløbig som Kong Christians Mand, Gulland, der havde været Olufs Pant. Hvad der har bevirket, at I. A. ved denne Tid begyndte at nærme sig det svenske Selvstændighedsparti og derved slog ind paa en Bane, der vel kunde aabne ham store Muligheder i Sverige, men maatte bringe hele hans Stilling i Danmark i Fare, vides ikke; han har i alt Fald ikke saaledes som Broderen Erik kunnet være misfornøjet med, at han ikke paa ny opnaaede en fremtrædende Plads i Sverige, da han ikke tidligere havde beklædt en saadan. Men vist er det, at der i Okt. 1465 udfærdigedes en pavelig Dispensation for I. A. – der da maa have været Enkemand, og det ikke blot efter Margrethe Laxmand, men ogsaa efter en senere Hustru, Marine, Datter af Torbern Bille (II, 259) – til at ægte sin Slægtning Kong Carl Knutssons Datter Magdalene. Det følgende Efteraar, paa Unionsmødet i Nykøping, hvor I. A. mødte som dansk Repræsentant, fandt Brylluppet Sted, samtidig med at Hr. I.s Datter Beate ægtede den daværende Tilhænger af det svenske Selvstændighedsparti Arvid Trolle. Hertil kom nu den Beslutning, som Svenskerne, til Dels paa Foranledning af ham, toge paa Nykøpingmødet om Carl Knutssons Gods (ovfr. S. 323), og den derefter følgende Indsættelse af Erik Axelsen som svensk Rigsforstander; begge Dele maatte i høj Grad vække Christian I’s Vrede mod Axelssønnerne. Rimeligvis som en Følge heraf fratog Kongen Philippus Axelsens Arvinger Tranekjær; men dette, bevirkede atter, at Erik og I. A. sendte Kongen deres Op-sigelsesbreve, I. A. ved Pinsetid 1467. Hr. L, der fra nu af sad som faktisk uafhængig Hersker paa Gulland i 20 Aar, undsatte derpaa Erik i Stockholm i Sommeren 1467; men formodentlig allerede den Gang var saa vel deres som den tredje Broder Laurens’ Gods i Danmark blevet tildømt Kronen. Af Ejendomme havde I. A. foruden Herlev Lillø, ligeledes i Gers Herred, og af Len Sølvitsborg samt Gers og Villands Herreder og Væ By, alt i Pant. Kongen lod nu Sølvitsborg og Lillø belejre, og i Sept. maatte Besætningen paa Sølvitsborg overgive Slottet. Lillø derimod holdt sig i Vinteren 1467-68, og det lykkedes I. A. i 1468 at bringe Gaarden Undsætning, men ved Midfastetid s. A. blev Kongen dog Herre over Lillø, som han lod nedrive. De Forsøg, som gjordes paa at bringe et Forlig i Stand mellem Kongen og Hr. I. (ved Møder i Halmstad 1468 og i Lybek 1469), førte foreløbig ikke til noget.
I Sverige havde i Marts 1468 de paa et Møde i Ørebro tilstedeværende Rigsraader lovet, at naar Kong Carl døde, vilde de have hans Svigersøn I. A. (der sagtens allerede nu var svensk Rigsraad) til deres fuldmægtige Høvedsmand, indtil det hele Rigsraad kom sammen og blev enigt om en ny Regent. I Okt. 1469, da Carl Knutssons svenske Modstandere atter rejste sig, bleve I. A.s Hustru Magdalene og Svigersøn Arvid Trolle m. fl. tagne til Fange i Vadstena af Erik Carlsson Vasa-, men Fangenskabet har dog næppe varet længe. Det følgende Aar døde Carl Knutsson; paa sit Dødsleje havde han overdraget Sten Sture at forestaa Riget uden at tage Hensyn til det Løfte, som 2 Aar før var givet I. A. Foreløbig mærkes der dog ikke af den Grund nogen Uvilje mellem I. A. og Sten Sture, af hvilke den første efterhaanden havde faaet og fik forskjellige svenske Len, saaledes Stäkeborg. Gulland stillede han derimod ikke i Afhængighed af Sverige; da Hanseaterne klagede over de Kaperier, de gullandske Udliggere forøvede, havde Carl Knutsson kort før sin Død svaret, at han ingen Magt havde paa Øen, som I. A. holdt til Kong Christians Haand, indtil han fik betalt, hvad Christian skyldte ham og hans Broderbørn, hvorefter han agtede at overgive den danske Konge Øen. Ved Fredsmødet i Kalmar 1472 mellem Danmark og Sverige bestemtes bl. a. for I. A.s Vedkommende, at han foreløbig skulde have Gers Herred, Væ og Villands Herred tilbage, indtil det kunde blive paadømt, hvorvidt disse Len tilkom ham eller Kongen, og en lignende Dom skulde fældes om Sølvitsborg, uden at Hr. I. dog skulde have dette Len tilbage inden Dommens Afsigelse. I. A. var tilstede som svensk Prokurator paa de følgende Kalmarmøder 1473, 1474 og 1476, men til Trods for de i 1473 og 1474 fra dansk Side gjentagne Løfter er det aabenbart, at den Dom, som var stillet i Udsigt 1472, aldrig er bleven afsagt. I 1476 erklærede Hr. I. over for Kong Christian selv, at han hidtil havde holdt Visborg til Kongens og Danmarks Krones Haand og ogsaa agtede at vedblive hermed i Fremtiden, en Erklæring, der ganske vist foreløbig ikke fik praktisk Betydning.
Der kunde ved denne Tid være Grund for I. A. til at stille sig i et nogenlunde taaleligt Forhold til Danmark, da han efterhaanden vakte sig Uvenner paa andre Kanter. At han ligesom Broderen Erik havde blandet sig i den liflandske Ordens Anliggender, havde mindre at sige, da ogsaa den svenske Regering snart efter gjorde det samme. Hansestædernes Vrede havde han vakt allerede i Carl Knutssons sidste Tid, i det de Udliggere, han udsendte fra Gulland, gjorde Skibsfarten usikker. Dette var ikke blevet bedre siden da, og en Tid lang gik hans Kaperier især ud over Hollænderne; men det fik dog ingen større Betydning, saa længe Hr. I. stod paa en god Fod med Sten Sture. Men i 1481 døde I. A.s Broder Erik efter at have overdraget Slotslovene over sine omfattende finske Len til Brødrene I. og Laurens (ovfr. S. 323), Sten Sture, der maatte være meget misfornøjet med en saadan Magtudvidelse for Hr. I. og Broderen, søgte at faa Lenene tilbage under Kronen, og Forhandlingerne førte endelig i 1483 efter Laurens’ Død til en Overenskomst mellem I. A. og Sten Sture, hvorved den første afstod Erik Axelsens finske Len (Viborg, Tavastehus og St. Olofsborg) mod at faa Borgholm med Øland for Livstid og ligesaa Raseborg Len, som Laurens Axelsen selv havde haft, og som dennes Børn nu skulde have Ret til at beholde i et vist Antal Aar efter Hr. I.s Død. Et Par Maaneder efter var I. A. som svensk Sendebud tilstede ved det Unionsmøde i Kalmar, hvor Kalmar Reces vedtoges, ligesom han baade i 1482 og 1484 deltog i Møder mellem danske og svenske i den samme By. Men i det sidstnævnte Aar, 1484, skal Hr. I. ved et Raadsmøde i Stockholm have søgt at faa Sten Sture afsat som Rigsforstander og sin Svigersøn Arvid Trolle indsat i hans Sted. Hans Kaperier fremkaldte imidlertid fremdeles Misfornøjelse hos de søfarende, der vendte sig med Klager til den svenske Regering; og da den egenmægtige Maade, hvorpaa I. A. styrede sine svenske Len, ogsaa vakte Sten Stures Vrede, og Forsøg paa at udjævne Stridspunkterne ad fredelig Vej mislykkedes, i det Hr. I. ikke vilde møde til Forhandlinger med Rigsforstanderen, begyndte denne endelig i 1487 at belejre Borgholm, hvor hans Modstander da opholdt sig, ligesom han sagtens ved samme Tid, lod Stäkeborg og Raseborg indeslutte. Naar I. A. saa længe havde kunnet holde sig i sin faktiske Uafhængighed paa Gulland, laa det naturligvis i, at man hverken i Danmark eller Sverige havde turdet gribe til de yderste Forholdsregler mod ham af Frygt for, at han derved skulde drives til fuldt ud at kaste sig i det andet Riges Arme og skaffe dette den betydelige Fordel, som Herredømmet over den vigtige Østersøø vilde give. Nu havde Sten Sture imidlertid begyndt Angrebet, og det viste sig da snart, hvor usikker Hr. I.s Stilling under disse Forhold var. Ikke længe efter, at Belejringen af Borgholm var begyndt, lykkedes det ham i Febr. 1487 ved Nattetid at slippe over til Visby i en Baad, i det han efterlod sin Hustru paa Borgholm; men da han mistvivlede om alene at kunne tage det op med Sten Sture, traadte han i Forbindelse med Kong Hans og lovede at overgive ham Gulland. En dansk Flaade afsejlede nu til Gulland, og Slottet og Øen kom uden Vanskeligheder i Kongens Hænder; i Juni hyldedes Kong Hans i Visby af Befolkningen, ligesom I. A. aflagde Troskabsed til ham og derpaa blev taget til Naade igjen. Besætningen paa Stäkeborg havde vistnok i Maj maattet overgive Sten Sture Slottet, og ogsaa Raseborg overgav sig, og efter Visborgs Overgivelse havde Kong Hans en Sammenkomst med Sten Sture, ved hvilken denne forpligtede sig til at oplade Kongen Sverige, medens Kongen til Gjengjæld lovede, at Hr. I. skulde overgive Sten Sture Øland og Borgholm. Hr. I. søgte at unddrage sig denne Forpligtelse, men Kongen nødte ham til at opfylde den, og Hr. I. tog derpaa med sin Hustru Magdalene, der havde været paa Borgholm lige til Slottets Overgivelse, Ophold paa Lillø. Han var nu en slagen Mand; sin uafhængige Stilling paa Gulland, hvor Kong Hans indsatte en anden Lensmand, havde han mistet og ligesaa sine svenske Len; og at han har faaet sine tidligere danske Pantelen tilbage, kan ikke antages, ligesom der heller ikke er Tale om, at han atter blev optaget i det danske Rigsraad. Han overlevede ikke længe sit Nederlag; 1. Okt. 1487 døde han, og 8 Aar senere, 1495 (o. 24. Avg.), fulgte hans Hustru ham i Graven. Den mærkelige Stilling, han i en Snes Aar havde kunnet indtage som en i Virkeligheden uafhængig Fyrste paa Gulland, vidner selvfølgelig om en betydelig Begavelse; men at hans Magt dog først og fremmest beroede paa Modsætningen mellem Danmark og Sverige og ikke havde noget naturligt Grundlag, fremgaar klart af den Hurtighed, hvormed den knækkedes i 1487. (Styffe, Bidrag t. Skandinaviens hist. III-IV. P. v. Möller, Bidrag t. Hallands hist. I, 127 ff. , William Christensen.)


Titel:
Væbner 1442.

Beskæftigelse:
1447 Varberg og senere adskillige svenke og finske len. Herre over Gotland (Gulland)

Beskæftigelse:
1449 Rigsråd i Danmark, c. 1468 Rigsråd i Sverige

Død:
Holbek & Brun: efter Andre på Lillø eller først død 1495 på Haraldskjær)

Iver blev gift med Margrethe Poulsdatter Laxmand, til Knabstrup i 1450. Margrethe (datter af Poul Pedersen Laxmand, til Valden og Knabstrup og Elisabeth Eriksdatter Krummedige) døde efter 1467. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Maren Torbensdatter Bille. Maren (datter af Hr. Torbern Bille, Allindemagle og Svanholm og Sidsel Ovesdatter Lunge) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1449; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1450; Lensmand
• Beskæftigelse: 1457; Rigsforstander

Notater:

Gift 1: bef 1444 med Clara Madsdatter Lillja, til Lagnø (d. bef 1456);
Gift 2: med Elin Gustafsdotter Sture (d. btw 15 Jul 1494 - 2 Jun 1496)
Ang. ingen børn i ægteskaberne.

Levned:
"Erik Axelsen til Lagnö (Södermanland) (født ca. 1415 i Danmark, død 1481 på Vyborgs slott) rigsråd, rigsforstander i Sverige 1457 og 1466-67. Han var søn af Axel Pedersen Thott og Ingeborg Ivarsdotter.
Erik Axelsson blev 1449 udnævnt til svensk rigsråd; gjorde som ung tjeneste for Karl Knutsson (Bonde), men gik under oprøret i 1457 imod ham. Han medvirkede dog i 1467 til Karl Knutsson (Bonde)s tredje kongevalg.
Erik Axelsen købte den Tyske Ordens ejendomme i Sverige år 1467, deriblandt Årsta slot. Han var lensherre over Finland og stod bag opførelsen af grænsefæstningen Olofsborg på en ø i Saimaa, Finland, i 1470'erne.
Erik Axelsen kom som ung til Sverige, blev snart fortrolig med Karl Knutsson (Bonde), af hvem han fik Åbo i forlening 1450, som han kort derefter byttede til Nyköpings län.
Han glemte alligevel sin taknemmelighed og gik over til det danske parti. Da han havde erhvervet stor indflydelse, blev han ved Karl Knutssons afsættelse 1457 udset til rigsforstander sammen med ærkebiskop Jöns Bengtsson, men de besad kun embedet i kort tid. Han tog til Finland for at arbejde for Christian 1.s anerkendelse der, og blev som belønning udnævnt til hofmester og fik Viborg len i Finland 1457 og senere i 1462 Tavastehus len.
Da Christian blev styrtet i 1464, forblev Erik i unionspartiet og var stærkt medvirkende til, at Karl Knutsson måtte nedlægge tronen i 1465.
Da han i september 1466 fejrede sit bryllup med en datter af Gustav Algotsson Sture, udså de ved festen tilstedeværende rådsherrer ham igen til posten som rigsforstander og tvang derefter Jöns Bengtsson til at overgive magten til Erik Axelsen, som havde embedet fra oktober 1466 til november 1467. Hans styrelsetid blev imidlertid højst urolig. I begyndelsen søgte han at holde en balance mellem partierne, men da der opstod fjendskab mellem hans brødre i Danmark og Kristian 1., gik han over til Karl Knutsson (Bonde)s parti. I sommeren 1467 blev han en tid belejret i Stockholm, dels af danske tropper under anførsel af Claus Rønnov og dels af ærkebiskop Jøns Bengtsson og dennes svenske venner. Men broderen Iver Axelsen kom fra Gotland til undsætning. Da det alligevel, på grund af hans udenlandske afstamning og skiftende holdninger, ikke lykkedes at vinde den svenske befolkninges tillid, fremmede han i stedet Karl Knutssons tilbagekomst. Ved dennes ankomst til Stockholm i november 1467 nedlagde Erik sit embede og begav sig til Finland, hvor han ejede store områder, og hvor han var en del optaget af grænsestridigheder med Rusland.
Han var en god støtte for Sten Sture den ældre i dennes første tid som rigsforstander, og han deltog som svensk sendebud i forligsmøderne i Kalmar 1472 og 1474.
Gift med Bengta Mattsdotter (Lillie), død 1452, og med Elin Gustavsdotter (Sture)." (Wikipedia)


Beskæftigelse:
Åbo i forlening 1450, som han kort derefter byttede til Nyköpings län. Siden lensherre over Finland.

Beskæftigelse:
Rigsforstander i Sverige 1457 og 1466-67.

Notater:

Levned:
Nævnes ved slægtsmøderne 1442 og 1447, var da endnu umyndig, vart 1465, druknede med sin fæstemø i Hikkebjerg Sø, ved at en bros rækværk, hvortil de lænede sig, gik sønder. Fæstemøen angives stundom at have været hans søskendebarn Anne Clausdatter Lange, som imidlertid levede endnu mange år efter og ægtede hr. Strange Nielsen (Bild). (Holbek & Brun)

Død:
Häckeberga nær Lund i Skåne?

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Philippus Axelsen Thott
• Beskæftigelse: 1456; Hofsinde
• Titel: ca. 1457; Ridder
• Beskæftigelse: 1462; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Philippus Axelsen Thott (død 4. november 1464 på Gulland) var dansk rigsråd. Han var søn af Axel Pedersen Thott og dennes 2. hustru og var ligesom sin bror Laurens i 1447 endnu ikke myndig. I 1456 var han kongens hofsinde og fik da Tranekær med Langeland i pant. Ikke usandsynlig er han blevet ridder ved Christian 1.’s kroning i Sverige 1457. I 1462, hvor han omtales som rigsråd, fik han i anledning af et nyt lån, han havde ydet kongen, pantesummen på Tranekær forhøjet og fik også løfte om at beholde lenet uafløst i 6 år. I august 1464 var han blandt de danske befalingsmænd, som, efter at Christian 1. selv havde forladt Sverige, kapitulerede på Stockholm. På vej derfra anløb han med sin bror Erik og flere danske stormænd Gulland, og da lensmanden her, broderen Oluf, netop døde ved samme tid (16. september 1464), indsatte de pågældende stormænd Phillipus sammen med Olufs enke Anne som bestyrere af øen. Men allerede 4. november samme år døde han på Gulland.
Han var (tidligst 1455) blevet gift med Ermegård, datter af Eggert Frille. Da Phillipus døde, blev Eggert Frille sine datterbørns værge og optræder på deres vegne som styrer af Tranekær len, men snart efter (senest i maj 1467) satte kongen sig med magt i besiddelse af lenet. Det nøjagtige tidspunkt kendes ikke; men det må have været efter mødet i Nykøbing 1466 (hvor Karl Knutssons datter Magdalena bliver gift med Ivar Axelsen Tott og dennes datter Beata med Arvid Birgersson Trolle, og Thott-slægten således knytter sig til svensk side). Også Phillipus ejendomme er åbenbart blevet beslaglagt; men dette blev dog aftalt på et møde i Kalmar 1472 at skulle gives tilbage til arvingerne. Tranekær var længe omtvistet; men til sidst betalte kronen pantesummen til Phillipus arvinger, af hvilke Ermegård et par år efter mandens død havde giftet sig med Bent Torbernsen Bille. Hun overlevede også denne sin anden mand, der døde i 1494; selv døde hun i tiden mellem 13. april 1503 og 23. juni 1504." (wikipedia)

Philip blev gift med Ermegard Eggertsdatter Frille, til Sandholt cirka 1455. Ermegard (datter af Hr. Eggert Christiernsen Frille, til Sandholt og Anne Iversdatter Jul, af Sønderjylland) døde i 1504. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1459; Ridder
• Beskæftigelse: 1465; Lensmand
• Beskæftigelse: 1465; Rigsråd

Notater:

Gift 1: med med Karen Jonsdatter Viffert (d. 20 Nov 1468). Børn i ægteskabet:
Anne Lauridsdatter Thott, til Næsbyholm (d. 1498),
(ukendt) Thott (d. 1468 med moderen).
Gift 2: 1474 med Karin Eriksdotter Niepertz (f. aft 1440). Børn i ægteskabet:
Axel Laurensen Thott, til Årstad og Edeby (aft 1474 - aft 1515),
Margrethe Laurensdatter Thott (aft 1474 - aft 1509),
lngeborg Laurensdatter Thott, till Djursholm (aft 1474 - aft 1526).

Levned:
"Laurens Axelsen Thott (død 1483) var en dansk og senere svensk rigsråd. Han var søn af Axel Pedersen Thott og dennes 2. hustru, Ingeborg Ivarsdatter.
I 1447, efter faderens død (omkring 1446), var han endnu umyndig, men benævnes i 1459 ridder. Han fik i 1462 pantsat Grubbe-Ordrup i Voldborg Herred af sin bror Philippus og blev, uvist hvornår, ejer af Næsbygård, det nuværende Næsbyholm i Tybjerg Herred. I 1465 nævnes han som lensmand på Stege og samme år en enkelt gang som rigsråd.
I juli 1466 var han tilstede på retterting i København, men da Nyköpingmødet i efteråret samme år førte til et brud mellem Christian 1. og flere af Axelssønnerne, kom han til at dele skæbne med brødrene Erik og Iver. Han tog fra da af ophold i Sverige, mens hans danske gods tildømtes kronen, og han bl.a. mistede sit pant Skælskør by.
På Kalmarmødet 1472 bestemtes det, at alle, der havde mistet deres gods under uenigheden mellem Danmark-Norge og Sverige, straks skulle have det igen, dog med undtagelse af det krongods, som de havde i pant, og at Laurens Axelsen skulle have Skælskør tilbage, indtil det ved en dom af rigsråder fra de 3 riger var afgjort, hvem byen tilkom. Men disse bestemmelser, der blev gentaget 1474, og som bevirkede, at Næsbygård senere gik i arv til Laurens' børn, fik ham i alt fald ikke til at vende tilbage til Danmark. Han opholdt sig især i Finland, hvor han 1468 var blevet lensmand på Raseborg, men nævnes dog også som medlem af det svenske rigsråd.
Vyborg i den svenske tid, omkring år 1700.
Broderen Erik havde kort før sin død (1481) overdraget slotslovene over sine finske len Vyborg, Tavastehus og St. Olofsborg til Iver og Laurens, og Sten Stures forsøg på at komme i besiddelse af disse len førte ikke til noget resultat, mens Laurens, der nu nævnes som høvedsmand på Vyborg, levede. Han døde imidlertid i 1483 (mellem 1. februar og 20. juni).
I Sverige havde Laurens Axelsen af sin bror Erik fået overdraget gården Årsta i Sødermanland.
Han var to gange gift, først med den danskfødte Karen Jonsdatter Viffert, der druknede i 1468 ved Raseborg, og derefter med Catharina, der var datter af svenskeren Erik Nipertz og enke efter Erik Nilsson (Oksenstjerna) og også overlevede Laurens.

Beskæftigelse:
Lensmand på Stege