| Levned |
- "Christian Jørgensen Muus, 1694-1751, vokste opp i Tornby-Hjørring og i 1717 var han registrert som fester av eiendommen Storgaard som lå under Aalborg Hospital. Han giftet seg første gang 30. juli 1719 med Karen Nielsdatter, noe som både ble et kort og svært problematisk ekteskap. Kort tid etter ble Christian Jørgensen Muus' hustru Karen Nielsdatter funnet død, og Christian og hans bror Lave ble anklaget for mord. I 1719-1720 ble det, i sakens anledning, avholdt en stor rettssak på Tornby Egnen som senere fikk navnet "Sognekrimi fra Tornby" (Løkken & Ulltang)
"Holger Grøntved. (Hirtshals lokalhistorisk årbog 1984) (cit i Løkken & Ulltang)
Sognekrimi fra Tornby
En retssag anno 1720
Af Holger Grøntved. (Hirtshals lokalhistorisk årbog 1984)
Enhver slægtsforsker leder med lys og lygte ikke bare efter forfædrenes navne og bosteder, men også efter alt, hvad der kan kaste lidt lys over deres daglige færd, og her må det erkendes, at der for et par århundreder siden ikke er skrevet ret meget om almindelige menneskers livsførelse. Desto mere interessant er det, når der viser sig en sag, der har fået pennen i gang, selvom sagen i sig selv er mindre hyggelig.
En sådan sag angående en af mine aner fandt jeg i Horns- Vennebjerg herreders tingbog 1719/20. Sagen er så omfattende, at den må have rystet det gode forhold mellem venner og naboer i Tornby og belastet forholdene i sognet i lang tid.
Storgaard i Tornby bestod i 1600 og 1700-årene af to halvgårde, der lå tæt sammen. Hartkornet var hver af gårdene 1 td, 4 skp. 3 fjk, og begge gårde tilhørte Aalborg Hospital, der havde dem bortfæstet.
Sidst i 1600-årene var fæsterne henholdsvis Niels Jensen og Peder Iversen. I 1699 døde Peder Iversens hustru, Else Pedersdatter, og han blev samme år gift med Karen Nielsdatter, som var datter af Niels Heilesen, smed i Tornby, og i deres ægteskab kom seks børn.
Peder Iversen, født 1650, døde 1713, og Aalborg Hospital forsøgte nu at få en ny fæster til gården. Det kneb noget med at finde en, der ville gå ind under de givne betingelser, der bl.a. omfattede ægteskab med den ved gården værende enke og forsørgerskab for hendes mindreårige børn. I 1717 meldte sig Hans Rønneberg, men han havde ikke været ved gården ret længe, før han indså det uholdbare i situationen, og inden han havde indgået det betingede ægteskab, rømte han og efterlod alt sit investerede gods.
I foråret 1719 var degnens (Jørgen Jørgensen Muus) søn, Christian Jørgensen Muus, født 1694, i Aalborg og skrev under på det fæstebrev, der gav ham Storgaard i fæste og pålagde ham ”Efter Guds forsyn at indlade sig i ægteskab med enken Karen Nielsdatter”.
Han havde dog ikke været i Storgaard længe, før også han fik betænkeligheder og rejste til Aalborg og talte med hospitalsforstanderen og biskoppen om mulighed for at blive løst fra forpligtelsen til at drive gården og måske navnlig til at gifte sig med enken. Han fik den besked, at han måtte medtage kvinden til Aalborg, for at man kunne tale med begge parter om sagen, men han kunne ikke få hende med på rejsen. Hun lagde sig syg, når han ville have hende med til Aalborg, og den 30.juli 1719 blev de gift i Tornby kirke. Forholdene på Storgaard har ikke været særlig idylliske. Af Karen Nielsdatter seks børn var de tre mindste på 6, 7 og 11 år hjemme, mens de tre større havde plads forskellige steder i sognet. Også hendes fire stifbørn af Peder Iversens første ægteskab havde plads på egnen, men kom også i Storgaard. En af disse, Anders Pedersen var smedelærling hos Karen Nielsdatters broder, Anders Nielsen Smed i Tornby.
Der blev snart vanskeligheder i Storgaard, ægteparret kunne ikke enes. Aldersforskellen havde måske sin andel heri. Hun har vel været omkring 50 år, men det fremgår også af sagen, at han syntes, hun var ødsel i husholdningen.
Den 19.oktober 1719 var Christian Jørgensen Muus gående til marked i Hjørring, og da det var tid at tage hjem, gik han ind til Laurids Pedersens, hvor der også var andre Tornbyfolk samlet. Bl.a. Kjærsgaards møller, Peder Olesen, der var kørende, og han lovede Christian Jørgensen Muus agende hjem. Mølleren havde foruden sin kone også Peder Nielsen Kjøbsted og dennes søster, Anne Nielsdatter med Christian Jørgensens stedsøn, Anders Pedersen kom så ind i lokalet, og der opstod skænderi mellem ham og Christian Jørgensen Muus. Så kom svogeren, Anders Nielsen Smed derind og deltog i skænderiet, der var ved at gå over i håndgribeligheder, men andre Tornbyfolk fik det dysset ned. Smedene lovede Christian Jørgensen Muus, at han skulle få en evig ulykke, førend han kom ud av byen. Nu ville mølleren hjem, og selskabet brød op. Da kom Niels Frantsen Neistgaard løbende og advarede Christian Jørgensen Muus og sagde, at smedene ville overfalde ham. Christian Jørgensen Muus mente ikke, der var grund til at frygte noget. Mølleren kørte så nør ud af byen. Han havde kvinderne på vognen, mens mændene gik ved siden, men da de kom lige ud for Jens Sørensens dør, kom Anders Nielsen Smed ridende på en hest og slog Christian Jørgensen Muus i hovedet med den store ende af et piskeskaft. Christian Jørgensen Muus løb hen til vognen og sprang op på den for at undgå mere overfald, men så dukkede den anden Anders Smed op, han greb Christian Jørgensen Muus i håret og trak ham af vognen, så han faldt på hovedet på vejen, og nu slog begge smedene løs på ham, så blodet flød. Folkene på vognen råbte op for at få standset overfaldet, og da smedene omsider holdt op med at slå på Christian Jørgensen Muus, samlede de øvrige ham op i vognen og kørte så ad Tornby til. Men da de skønnede, at han næppe ville overleve den brutale behandling, han havde fået og ikke var glade for at komme hjem med en død mand, kørte de ind til Niels Thøgersen i Vidstrup by og tilkaldte også naboen Niels Sørensen og bad dem syne Christian Jørgensen Muus. De to Vidstrupmænd skrev senere en erklæring, der lød på, at han havde tre blodige åbne sår i hovedet, et på højre tinding, et over venstre øje og et oven i hovedet, måske var der flere huller, men han var så øm og indsmurt i blod og skælvende og bævede på hele kroppen og kunne ikke tåle, at nogen rørte ved ham. ”Han så så elendig og ynkelig ud, så at en hedning dette måtte have bekommet”
Christian Jørgensen Muus overlevede overfaldet, og sagen herom kom for Horns- Vennebjerg ting den 30.oktober hvor smedenes forsvarer begærede sagen udsat 4 uger. Den kom derefter for Gaardbo Birketing den 2. december, hvor Christian Lauridzen i Aalbeck var birkedommer. Her mødte Knud Hansen, Tornby som smedenes husbond, og fuldmægtig Povel Povelsen af Aalborg Hospital mødte for Christian Jørgensen Muus. Den førnævnte attest fra Niels Thøgersen og Niels Sørensen, Vidstrup blev fremlagt, og der blev foretaget afhøring af Niels Frantsen Neistgaard, der havde set noget af affæren på Hjørring gade. Hans forklaring afveg noget fra den af mølleren afgivne. Han mente, at det var Christian Jørgensen Muus, der havde slået smeden af hesten og at denne lå under hesten med venstre fod i stigbøjlen, men han indrømmede dog, ”at det var noget mørkagtigt, og han kunne ikke gøre noget redskiel for, hvem det var”
Ved Horns- Vennebjerg herredsting fik sagen sin slutning den 11.december 1719, hvor de to smede blev idømt en bøde på 12 rigsdaler hver. Men mens dette retsmøde fandt sted den 11.december kl. 12, kom bud fra Tornby, at Christian Jørgensen Muus kone, Karen Nielsdatter var fundet død i gårdens brønd. Der blev samme dags aften foretaget officielt ligsyn, hvorved var mødt herredsskriver West Jensen, Hjørring, ”rettens middel” (en betjent), samt fire mænd fra Tornby, nemlig Jørgen Michelsen, Thomas Jensen, Hans Jensen og Jørgen Laursen. Først da alle disse var tilstede, blev den døde kone taget op af brønden ved lyset af en lygte. Hun fandtes stående på hovedet i brønden, der ikke var dybere, end at fødderne stod oven i vandet, ”så at det syntes lige som om hun af våde imod sin vilje kunde være nedfalden, da hun vilde tage vand”
Hun blev lagt ind i naboen Niels Jensens lade og afklædt og synet. Hun bar ikke noget tegn på vold, kun var højre kæbe lidt blå. Den dødes pårørende var ikke tilfreds med dette syn, der var foretaget ved utilstrækkelig belysning og begærede omsyn foretaget ved dagslys dagen efter, og her mødte så de samme synsmænd og yderligere tilkaldtes fire Tornbymænd, nemlig Jens Andersen, Anders Jensen, Axel Laursen og Søren Nielsen. Ved dette syn befandtes hun med ni rifter på hage og hals, men ganske overfladiske og ”ej kunde skjønnes at være nogen årsag til hendes død”. Christian Jørgensen blev nu i samtlige tilstedeværendes overværelse spurgt om, hvordan hans kone var kommet af dage, hvortil han svarede, at om aftenen den 10.december, da han gik til sengs, stod hun og redte sin seng, som hun og de tre børn plejede at ligge i, og om morgenen før dag, kom hans fader, degnen og kaldte af ham ved hans vindue, fordi han den dag skulle møde for tinget i den før omtalte sag om smedenes overfald på ham. Han stod straks op og gik ud og sadlede sin hest, gik så ind gennem den stue, hvor kone plejede ligge i en lukket seng hos børnene, og han så, at sengedørene var lukket, så han mente, hun da var i sengen, men kunne jo ikke vide det, da han ikke talte med hende.
Han var så redet til Hjørring og stod for retten, da der kl. 12 kom bud ved Laust Pedersen i Neistgaard (en af konens stedbørn), at hun lå i brønden, og mere vidste han ikke om denne sag. Af den vi dere sagsfremstilling fremgik, at Karen Nielsdatter og de tre hjemmeværende børn sov i alkoven i den østre stue, mens Christian Jørgensen Muus havde sin seng i den vestre stue.
Eftermålsmændene, d.v.s. den afdødes nære slægtninge, nemlig hendes broder, Anders Nielsen Smed i Tornby, hendes svogre, Thomas Olufsen, Horne og Jens Christensen, Tofte, rejste nu drabssag mod Christian Jørgensen Muus og beskyldte ham for at have aflivet Karen Nielsdatter og så kastet hende i brønden, så at det kunne se ud som selvmord.
I den retssag, som nu fulgte var by- og herredsfoged Anders Paulin dommer. (A.Paulin var by- og herredsfoged fra 1697 til sin død i 1725. C. Klitgaard skriver om ham "i sine sidste leveår var han svagelig, og en Thomas Thomsen optrådte i reglen på bytinget i hans sted".
Eftermålsmændene have engageret denne Thomas Thomsen, Hjørring som deres sagfører, hans rolle i denne sag bliver da anklagerens, mens forsvaret for Christian Jørgensen føres af fuldmægtig Povel Povelsen fra Aalborg Hospital.
Retssagens egentlige formål kan kun være at få den afdøde befriet for selvmordsstemplet. Det må her erindres, at begrebet selvmord blev anset for en utilgivelig synd. Kirkens indflydelse var stærk, og man kunne ikke få en selvmorder begravet i indviet jord på sognets kirkegård, man begravede dem udenfor kirkegårdsdiget uden ceremonier og udelukkede dem dermed fra sognets og menighedens fællesskab. Det var således en ulidelig byrde for slægten, når der forekom selvmord.
Mandag den 8.januar 1720 afholdtes retsmøde ved Horns- Vennebjerg herreders ting i Hjørring. Retten bestod af by- og herredsfoged, Anders Paulin, herredsskriver West Jensen samt 8 tingmænd, nemlig Jep Jensen Horne, Jens Nielsen i Vidstrup, Jens Pedersen i S. Bindeslev, Just Grøn udi Jelstrup, Mads Jansen i Mygdal, Anders Jensen af Hjørring, Jens Jensen og Anders Høg også af Hjørring. Enkelte af tingmændene blev skiftet ud inden sagen sluttede, men nogle af dem fulgte med hele sagen igennem. Retsmødet varede hele dagen og blev afbrudt ”formedels nattens påtrænge”, men fortsatte næste dag, tirsdag 9.januar. Som sagfører for den afdødes slægt mødte Thomas Thomsen af Hjørring, og for Christian Jørgensen Muus mødte fuldmægtig Povel Povelsen fra Aalborg Hospital.
Thomas Thomsen forelagde sagen og ønskede den afgjort straks, ”Så at den afdøde kan komme i jorden, som står endnu ubegravet”. Der afhørtes en lang række vidner, der før afhøringen aflagde ed efter reglerne i Christian V Danske Lov af 1683. Det foregik ved, at vidnet rakte tre fingre på højre hånd op og siger ”så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige ord”. De første vidner var de 8 mænd, der havde deltaget i det officielle ligsyn på Karen Nielsdatter, og de udtalte sig alle i overensstemmelse med det ved synet fremkomne. Derefter spurgte Thomas Thomsen dem, om de ikke vidste, at Christian Jørgensen Muss og hans kone havde levet i kiv og klammeri, hvortil de alle svarede, at de nok havde hørt det sige af andre, men ingen af dem havde selv set eller hørt det, og efter disse saglige indslag i sagen, syntes det at være slut med al saglighed.
Thomas Thomsen førte en række vidner, der havde meget forskelligt at sige. Niels Jensen Kraases kone, Maren Pedersdatter havde været med til at lægge den afdøde i kiste. Hun havde foruden de før omtalte 9 rifter set 23 sår i hendes ansigt og på halsen. En anden kone, Maren Nielsdatter, søster til afdøde, havde også været med ved den lejlighed, men havde ikke set andet end de 9 rifter. Johanne Thomasdatter, der også havde været med til klæde liget, havde foruden de 9 rifter og de 23 sår tillige set en blå streg om dets hals, så bred som to fingre. Denne blå streg var der dog ingen af de andre deltagere, der havde set og heller ikke de 23 sår.
Thomas Thomsen førte nu sagen hen på det uforligelige forhold mellem ægtefællerne og ville deri se et bevis for Christian Jørgensen Muus skyld i hendes død. Han forlangte, at Christian Jørgensen Muus skulle fængsles, vel for at han ikke skulle rømme, og dommeren fulgte her som overalt Thomas Thomsens påstand, og Christian Jørgensen Muus blev ”lagt i boldt og jern” i Hjørring arrest. Anklagen udvidedes nu til også at omfatte Christian Jørgensen Muus broder, Lave Jørgensen Muus, født 1696. Lave boede hos faderen, der foruden degnejorden havde fæstet en anden ejendom, og Lave arbejdede hos faderen, men også lejlighedsvis hos Christian Jørgensen Muus. Når Lave havde arbejdet i Storgaard, overnattede han også der, og det havde netop været tilfældet den skæbnesvangre nat 10.december.
Mandag den 5.februar 1720 afholdtes nyt møde på tinget. Det fremgik af vidnernes forklaring, at der var opstået mange rygter i sognet om omstændighederne ved Karen Nielsdatters død. En af rygtesmedene syntes at være Johanne Thomasdatter, hvis modstridende forklaringer P.Povelsen ikke ville godtage. Hun forklarede, at degnen Jørgen Muus havde tilbudt hende et hus at bo i og 2 slettedaler i penge, hvis hun ville lade være med at komme her til tinget for at vidne. Endvidere havde hun en historie om en mand fra Snevre, som skulle være kommet forbi Storgaard, den nat dødsfaldet var sket, og han havde hørt alarm fra gården, men hvem denne Snevremand var, kunne hun ikke sige.
Det fremgik også af sagen, at Johanne Thomasdatter havde haft den ejendom, som degnen nu havde fæstet, og at hun var blevet nødt til at fraflytte den, da degnen overtog den, men hun erklærede, at hun ikke bar had til degnen af den grund. På Povelsens direkte spørgsmål, om hun havde set, at Jørgen Degn eller nogen af hans sønner havde aflivet Karen Nielsdatter, måtte hun dog svare benægtende, men hun troede, Karen Nielsdatter var død, før hun kom i brønden. Så formedels nattens påtrænge udsatte sagen til næste morgen kl. 8.
Tirsdag den 6.februar fortsatte tinget behandlingen af sagen og ligeledes onsdag den 7, torsdag den 8, fredag den 9. og lørdag den 10, hver dag fra kl. 8 morgen til nattens frembrud.
Den af eftermålsmændene engagerede sagfører Thomas Thomsen dominerede helt forhandlingernes forløb, og den svagelige dommer gav ham ret, også når han nægtede at godtage modpartens vidner. Onsdag den 7. var Christen Hansen, Hjørring sættedommer, og torsdag og fredag var det Ulrick Evertsen, Bisgaard, der beklædte dommersædet, lørdag den 10. var Paulin igen dommer, men da holdtes tinget i hans eget hus ”formedels hans svaghed og vinterens hårdhed”. Der blev i ugens løb afhørt en lang række vidner, og et fælles træk for dem alle var, at de vel havde hørt tale om det uforligelige forhold mellom ægtefællerne i Storgaard, men ingen havde selv set eller hørt om nogen uenighed imellem dem. Naboerne og nabokonerne havde vel, når de talte med Christian Jørgensen Muus eller Karen Nielsdatter, hørt dem beklage sig over forholdene i hjemmet. Blandt vidnerne var afdødes søster Johanne Nielsdatter, der som nyt moment i sagen antydede, at der kunne have været et forhold mellem Christian Jørgensen Muus og naboens datter, Johanne Michelsdatter. Denne pige havde været i Storgaard og hjulpet med høsten, og måske kunne et eventuelt forhold mellem hende og Christian Jørgensen Muus være en grund til det dårlige forhold i hjemmet. Povelsen begærede så Johanne Michelsen afhørt, og det lykkedes ham trods Thomsens protest at få hende først som vidne, og hun erklærede sig uskyldig i det påståede forhold, og ”som en, ærlig og uberygtet pige fandt hun sig beføjet til for tinget at fremføre, at Thomas Thomsen selv af hende begærede utugt, som han af hende begærede i sit kammer i Asdal, da han var ridefoged der, men ikke hun hannem slig begjærlighed tillod”
Ved lørdagens tingmøde erklærede fuldmægtig Povelsen, at han ville føre sine vidner ved et andet ting, da han ikke kunne få lov at føre dem her, og lørdagens tingmøde sluttede med, at dommeren tillod, at den afdøde nu måtte begraves ”i christen jord og med christelige ceremonier”. Dette med begravelsen blev dog ikke til noget, og det kan vel kun skyldes, at sognepræsten Iver Iversen havde nægtet at foretage den, og den 19.marts sørgede degnen for at liget blev begravet, men altså udenfor kirkegårdsdiget og uden ceremonier.
Sognepræsten havde skrevet en lang erklæring, som havde været forelagt tinget, og han skrev heri bl.a.
”At om den uenighed, der havde været mellem Christian Jørgensen Muus og Karen Nielsdatter, da skal den væsenligste årsag have været uforenelighed ved husholdningen, hvilket han som mand i huset har villet rette, og jeg har på mit embeds vegne både hemmeligt og åbent påmindet dem til enighed, næst søndag før denne ulykke skete, som var anden søndag i advent, var hun og manden til alters og ved lørdagens absolution havde jeg benyttet lejligheden til i særdeleshed at formane og påminde dem. Hvad ellers Christian Jørgensen Muus liv og levned angår, da har han altid været ædruelig og skikkelig og flittig passet sin avl og bjering, så hverken jeg eller andre med sandhed kan sige ham andet på, vil ellers løse folk såsom Niels Kraase og Johanne Thomasdatter sige andet eller have sagt andet, står det ved sin værd, såsom jeg formoder, at enhver, der har ringeste samvittighed her i sognet denne attest med mig vil underskrive”
Fuldmægtig Povel Povelsen, Aalborg Hospital indstævnede nu for Hornumfleskum herredsting i Himmerland den 7.marts, og her indstævnedes hovedsagelig de samme vidner, som havde været hørt ved tinget i Hjørring. Om de alle var mødt, fremgår ikke af forhandlingerne. Ved tinget her havde Thomas Thomsen ikke samme forret overfor dommeren, og Povelsen kunne føre de vidner, han ønskede uden Thomsens indblanding. Nielse Kraase og Johanne Thomasdatter, som især havde været virksomme med at finde anklager mod Christian Jørgensen Muus, blev af flere vidner beskyldt for at have tilbudt betaling til flere personer for at vidne imod Christian Jørgensen Muus, og de forskellige vidner vidste her at fortelle om Karen Nielsdatters ødselhed i husholdningen, der bl.a. udtryktes ved en udtalelse af Hans Rønneberg:
”Da de forgangne år slagtede 11 fårkreaturer, blev der aldrig ophængt et ben deraf, men kjællinger løb dermed, somme sønden og somme norden ud af huset”
Mens vidnerne ved retten i Hjørring især var rettet mod Christian Jørgensen Muus forhold, var det her især Karen Nielsdatters iltre sind og ødsle husholdning, der gives som grund for parrets uforligelige forhold. Retsmødet her i Hornum-Fleskum herred indgik derefter som et tingvidne i næste retsmøde i Horns- Vennebjerg herredsting.
Den 18.marts 1720 indkaldtes til endelig domsforhandling på herredstinget i Hjørring, og hertil var indstævnet alle, der tidligere havde været afhørt som vidner i sagen, ialt 42 personer.
Fuldmæktig P. Povelsen gennemgik sagen og krævede Christian Jørgensen Muus frikendt for den drabssigtelse, som på grundlag af en del ganske utroværdige vidner var rejst mod ham, idet der aldeles ikke forelå noget bevis for, at han havde foretaget en sådan ugerning. Sagen udsattes i 8 dager til endelig afgørelse.
Den 25.marts afholdtes så igjen møde i herredstinget.
Retten bestod af:
•By- og herredsfoged A. Paulin
•Herredskriver West Jensen
8 af dommeren udnævnte sandemænd:
•Anders Lauridsen - Jelstrup
•Christen Jensen - Jelstrup
•Christen Erichsen - Hønegaard
•Steffen Sørensen - Junstrup
•Christen Bodelsten - Giørup
•Jens Jensen - Bagterp
•Peder Pedersen Juel – Vellingshøj
•Jacob Bertelsen – Vellingshøj
Man lægger merke til, at blandt de udnævnte sandemænd er ingen af de tingmænd, som havde overværet de mange retsmøder.
Dommen de afsagde lød på:
”At Christian Jørgensen Muus og hans broder Lave Jørgensen Muus efter førte syn og vidner bør for deres omgang at miste deres hoveder, og deres hoveder, at sætte på stage, hvorfor skarpretteren nyder efter kongelig taxt for hver person 12 rdl. Men efter loven sker ingen execution førend denne herreds dom vorder af de høj velbårne hrr. Landsdommer confirmeret.”
Sagen blev nu forelagt Viborg Landsting, der afsagde kendelse, der resumerede:
”Thi kan Christian Jørgensen Muus, Lave Jørgensen Muus eller faderen, Jørgen Degn efter slig blot mistanke eller de ergangne sandemænds toug af 18.marts ikke findes sagskyldige udi Karen Nielsdatters død, men de bør derudi aldeles være angerløs, og fornævnte sandemænds toug af 18.marts 1720 samt den fra Horns- Vennebjerg herreders ting den 25.marts sidst indstævnte dom aldeles magteløs være og ikke komme de indstævnte på liv eller frelse i nogen måde.”
Hermed er sagen så sluttet, og Christian Jørgensen Muus fortsatte sin tilværelse som fæster i Storgaard. I 1724 blev han gift med en pige fra Tornby, Johanne Jensdatter, og da hun var død i 1733, blev han gift med Barbara Nielsdatter Kraase, som var datter af den i sagen nævnte Niels Jensen Kraase. Man må formode, at modsætningsforholdene efterhånden var blevet udjævnede. Christian Jørgensen Muus døde 1751, begravedes 26.december i Tornby. I kirkebogen står:
”På sin vej fra Hjørring Vejrmølle kom han i åen ved Vistrup Vase og døde der”
Barbara Nielsdatter blev derefter gift med Christen Laursen fra Neistgaard, og han var fæster i Storgaard i 1761, da Aalborg Hospital solgte de to Storgaarde til fæsteren i den anden Storgaard, Peder Laursen for tilsammen 350 Rigsdaler. Af Christian Jørgensen Muus efterlevende 9 børn blev Else, f. 1725 gift med Jens Christensen Toft, Vidstrup, Giertrud, f. 1732 blev gift med Niels Christensen Toft, Maren, f. 1738 blev g.m. Jørgen Michelsen af Højrup, Else Cathrine f. 1740 blev g.m. degnen Christen Nielsen Lønsmann, Thornby, Johanne, f. 1745 blev g.m. Stephan Jensen i Sdr. Tornby og Ernst, f. 1750 fik gaardmandsenke Anna Pedersdatter i Vidstrup."
Kriminalhistorien er også fortalt af Kurt Hesselgren (2007).
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1694 - 1751 (57 år)
