| Levned |
- Fødselsdagsartikel i Vendsyssel Tidende: Kan huske, da Tyskerne kom til Børglum i . Fru Marie Heilesen, Hjørring, forhen Tornby, fylder 95 Aar - og fortæller Erindringer fra sit lange Liv. Lørdag den 25. Juni fylder Fru Marie Heilesen, Østergade 10, Hjøring, 95 Aar.
Fru Heilesen er født i Børglum Sogn, og et Par Aar efter sit Giftermaal i 1882 med C. Heilesen - som døde i 1925 - flyttede hun ind paa Dalgaard i Tornby. Her oplevede hun en Række lykkelige Aar, altid fuldt optaget af Arbejde, indtil de i 1913 afhændede Gaarden til Sønnen, Folketingsmand Marius Heilesen, og bosatte sig i Hjøring.
Med sine rige Evner kom hun paa et ret tidligt Tidspunkt til at deltage i Sognets offentlige Liv, var bl. a. Medlem af Tornby Menighedsraad, Medlem af Værgeraadet samt af Kommunens Plejebørnstilsyn, ligesom, hun utrættelig deltog i Ædruelighedsarbejdet, og naar dette Arbejde saa hurtigt satte Frugt i Tornby og Vidstrup, saa maa Hjemmet i Dalgaard tilskrives en stor Del af Æren herfor. Paa Dalgaard levedes et smukt og lykkeligt Familieliv samtidig med at Dagens Arbejde blev udført med Dygtighed og Pligttroskab.
Trods den meget høje Alder kan Fru Heilesen endnu glæde sig over et fortrinligt Helbred og over at have sine Aandsevner i Behold. Hun har gennem sit lange Liv kun været syg og sengeliggende et Par Gange, og hun har den Tro, at hendes gode Helbred i høj Grad skyldes den Omstændighed, at hun efter Evne har bestræbt sig paa at leve Livet saa fornuftigt, som det har været muligt. Hun tager fremdeles sit Bad hver Morgen, og Vejret skal være meget slemt, for at hun giver Afkald paa sin daglige Spadseretur.
Glæderne i Flertal
„Jeg har ogsaa søgt at efterleve det Raad," siger hun, „som min Mand gav mig, - da vi som nygifte begyndte vort Arbejde paa Dalgaard, nemlig at jage de daglige Bekymringer paa Flugt og bevare et lyst Syn paa Livet. Dette kan undertiden være svært nok at praktisere, især naar Skyggerne faldt ud over Vor Vej. Saa kan alt let komme til at se mørkt og trist ud. Som det hænder de fleste, har ogsaa mit Liv været delt mellem Sorg og Glæde, men Glæderne har været langt de fleste. I min høje Alderdom kan jeg ikke takke nok for alt det, mine Sønner og deres nærmeste paarørende har været og stadig er for mig. De har altid æret deres Far og Mor, været glade for deres Barndomshjem, og derfor, er det ogsaa gaaet dem godt senere hen i Livet."
Naar man kommer op i Aarene, ligger det i Almindelighed til enhver at fordybe sig i Minderne om det, der hører Fortiden til, og saadan er det ogsaa gaaet Fru Heilesen. Hun er fremdeles i Stand til paa en levende Maade at fortælle om Begivenheder og Tildragelser fra sin Barndom og allertidligste Ungdom, hvis Enkeltheder hun evner at tidsfæste med stor Sikkerhed. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at hun endnu kan forme og nedskrive sine Tanker i et let læseligt Sprog. Sidste Vinter har hun netop foretaget en Del Optegnelser, dels vedrørende sine Slægtsforhold paa fædrene- og mødrene Side, dels om, hvorledes Livet forhen formede sig i den gamle Landsby, hvoraf meget er af kulturhistorisk Værdi. Nedenfor følger enkelte Uddrag.
Hjemmet oprindelig Fæstegaard
„Far, der var født 1826, deltog i Treaarskrigen som grøn Jæger, Skriver hun. I Slaget ved Isted 25. Juli 1850 blev han saa alvorligt saaret i højre Arm, at han havde Mén af det hele sit Liv. En Broder, som gjorde Tjeneste ved Infanteriet, mistede Livet ved samme Lejlighed. Mit Hjem var oprindelig en Fæstegaard til Børglum Kloster og havde været beboet af Slægten siden Begyndelsen af det 18. Aarhundrede. Godsejer C. M. Rottbøll, der var blevet Ejer af Klosteret i Slutningen af 1830'erne, og som vistnok havde Vanskelighed ved at faa Arbejdet paa det omfattende Gods udført, tilbød sine Fæstere at købe Gaardene til Selveje, og en skønne Dag fulgtes min Far og en Mand, Jens Hei1esen, saa ad op paa Klosteret for at modtage Tilbudene, der for deres Vedkommende androg 2200 Rbdlr. for hver, hvorimod Byens øvrige Fæstere holdt sig forsigtigt tilbage, hvilket skal være blevet dem til Skade, idet Overdragelsessummerne senere vistnok blev sat noget i Vejret. Mit Hjem var paa ca. 40 Tdr. Land, og i min første Barndom udgjorde Koholdet 8 - 10 Stkr.
Den første Erindring, som staar særlig klart for mig, var Tyskernes Ankomst til Børglum 1864. Børglumboerne havde anbragt alle de bedste Heste i en afsidesbeliggende dal, for at Fjenden ikke skulde finde dem. Den Dag, Tyskerne ankom fulgte jeg med Bedstefar en Tur i Marken. Han trøstede mig med, at de sikkert ikke vilde gøre os Fortræd, fordi - som han sagde - du er for lille, og jeg er for gammel. Han var den Gang 76 Aar gammel.
Jeg mindes også, at Far sammen med fire andre Gaardmænd holdt en Avis, som han læste.højt for os naar Dagens Gerning var endt, og vi havde faaet Tællelyset tændt. "Naar Oplæsningen var til Ende, skulde et af os Børn bringe den hen til det næste hjem. Der var ingen daglig Postbud den Gang. En gammel Mand fra Vittrup, Axel hed han, bragte os nu og da et enkelt Brev og lønnedes hver Gang med en Bid Brød og en Dram. Han drak kun det halve af Snapsen, medens Resten af Brændevinen blev hældt i en Flaske, som han medbragte i Posttasken. Hvis han ikke var sulten, forsvandt Maden samme Vej."
Fru Heilesen meddeler derefter flere Træk fra sin Skolegang og om, hvorledes Undervisningen formede sig den Gang.
I Mejerilære
„Ja, saa var den lyse Barndomstid forbi, og jeg kom til at gaa til Konfirmationsforberedelse, som Jeg forresten regner til et af de skønneste Afsnit af mit Liv. Vi havde faaet en ny Præst, Malmstrøm, der havde stor Evne til at kunne interessere os. Som han kunde fortælle os om mange forskellige Ting, noget, som vi fik stor Nytte af i Fremtiden. Konfirmationsdagen kørte vi til Kirke, men der var ingen særlig Højtidelighed forbundet med Konfirmationen i Hjemmet.
Efter at have varet hjemme Resten af Vinteren, kom jeg i Tjeneste hos Mølleforpagter, Ditlev Nielsen, og to Aar senere, da jeg var fyldt 16 Aar; kom jeg til Aalstrup for at lære Mejeriet. Mine Forældre var godt nok imod det, da jeg var lille af Vækst og kun veje 84 Pund, men jeg vilde ikke lade mig overtale, jeg vilde lære noget nyttigt og blive dygtig, og jeg troede ogsaa, at jeg nok kunde magte Arbejdet. Det blev saa bestemt, at jeg bl. a. skulde malke 10 Køer 2 Gange daglig og deltage i Mejeriarbejdet, og selvfølgelig uden at oppebære nogen Løn. Men saa skete der det Uheld, at alle Gaardens Længer nedbrændte til Grunden. Det var den 30. November 1876. Ejeren, som ved Branden led et stort Tab, saa sig nødsaget til midlertidig at sælge ud af Besætningen, saa han kun havde 24 Køer tilbage. Paa Gaarden var der én Pige til, en Datter af Folketingsmand P. Christensen, Brønderslev; hun var 20 Aar, stor og stærk, og vi to Piger skulde vare ene om at malke Køerne og iøvrigt arbejde i Mejeriet, men vi tog begge fat med godt Humør, selv om vi ingen Løn fik. Vi stod op om Morgenen Kl. 4, tændte op under Grubekedlerne, for der skulde jo staa kogende Vand parat, naar vi var færdig med Malkningen. Som en Følge af Gaardbranden var Kreaturerne anbragt forskellige Steder, men efterhaanden nærmede Foraaret sig, saa de kunde komme paa Græs, Hele Sommeren var vi henvist til at malke ude, hvad Vejr der end var paa Sky. Vi havde det saakaldte Vandmejeri. I Mælkestuen stod store Cementbeholdere, indeholdende saa meget Vand, at det stod over den Højde, som Mælken havde i Spandene. Disse blev straks anbragt i Bassinerne. Dernæst vaskede vi os og skiftede Klæder, for det gjaldt jo om at være rene, naar vi skulde i Lag med Smørret og Osten. Indtagelsen af Morgenmaaltidet maatte ske i en Fart, for det var jo et stort og omfattende Arbejde, der ventede os. Vi to Piger skiftedes til at være i Mejeriet og Husholdningen, 14 Dage i Træk paa hvert Sted."
Saa følger en udførlig Beskrivelse af Mælkens Behandling, af Tilberedelsen af Smør og Ost og endelig af den omfattende og besværlige Rengøring, der fulgte efter. Skurerekvisitterne blev lavet af Taghalm, hentet i Laden, og da Spande og Bøtter udelukkende var lavet af Træ, var det et usædvanlig strengt Arbejde at gøre rent i Mejeriet.
"Trods min Ungdom holdt jeg godt ud, men værre var det med Grethe, den anden Pige, som trods sin kraftige Bygning led meget af Gigt i Arme og Hænder. Tidligt om Morgenen, naar vi stod op, var hun stundom i en frygtelig Pine, ligesom Fingrene nu og da kunde være ganske følelsesløse, men naar vi saa igen kom i Gang med Malkningen, gik det i Regelen bedre. For øvrigt blev der paa Gaarden intet som helst Hensyn taget til sligt, og det kunde jo i de Dage ikke falde nogen ind at søge Læge; men hun beklagede sig aldrig og holdt tappert ud Rasten af Tjenestetiden. Da Avlsbygningerne om Efteraaret var genopbygget, saa vi igen kunde faa Køerne i Stald under Malkningen, fik vi en stor Lettelse."
"Medens Grethe fik Plads paa Smidstrupgaard som Mejerske, forblev jeg endnu et Aar paa Aalstrup, hvor jeg lærte alt vedrørende Mejeribrug under Ledelse af Fruen paa Gaarden, som var meget dygtig. Hen paa Vinteren blev Jeg fæstet som Mejerske hos Lars Heilesen, Gaarestrup; men saa hændte der det sørgelige, at hans Kone døde, faa Dage efter, at hun havde bragt en lille Pige til Verden, og han kom derfor i stor Trang for en Husholderske. Lars's Bror i Vadsager, Simon Christian, der senere blev min Svigerfar, manglede samtidigt en Mejerske, og nu foreslog han, at jeg skulde tage til Vadsager som saadan, medens Lars maatte se at faa fat paa en ældre Pige, der kunde styre Huset og tage sig af Børnene og iøvrigt have Tilsyn med Mejeriet. Begge Brødrene kom saa kørende sammen til Aalstrup for at faa Sagen ordnet, og før der blev sendt Bud efter mig, havde de allerede talt med Hr. og Fru Andersen. Lars Heilesen spurgte først om min Alder, og jeg svarede: 18 Aar. "18 Aar,", gentog han. 2-3,Gange, og henvendt - til Andersen, sagde han: "Hvad synes du? Hvis Jens Olesens Kone døde (De havde en Gaard af lignende Størrelse som Lars Heilesens) turde du saa anbefale ham at fæste en saa ung Pige"? "Ja, nok hende, jeg og min Kone skal nok tage Ansvaret".
Jeg Flyttede til Gaarestrup den 15. Marts, hvor alt blev lagt i min Haand, baade som Husbestyrerinde og som Mejerske, og en Maaneds Tid efter kom Hr. og Fru Andersen ifølge Aftale kørende til Gaarestrup for at se, hvorledes Jeg klarede min ansvarsfulde Stilling. Det kom heldigvis til at gaa godt, selv Børnene var glade for mig. Der var to store Drenge, som gik i Skole, en Pige paa fem Aar og tillige den nyfødte, der dog døde et Aars tid efter. Lars Heilesen led af et svagt Helbred ag døde allerede 1881, 48 Aar gammel. Det saa jo trist.ud. De to Sønner var henholdsvis 16 og l4 Aar og Datteren kun 8.
Eget Hjem
I Februar 1882 holdt jeg Bryllup med C. Heilesen og flyttede til Vadsager, medens en Husbestyrerinde indtog min Plads i Gaarestrup, og min Mands yngre Bror, Søren Heilesen, overtog Gaarden som Bestyrer. I de følgende to Aar havde vi min Mands Fødehjem i Forpagtning, men Forholdene kommer til at forme sig saaledes, at vi besluttede at danne os et andet Hjem. Samtidigt med, at vi fik et større Jordareal overladt fra Vadsager, købte vi den saakaldte Søndre Neistgaard, hvis Bygninger blev nedbrudt paa nær Stuehuset. Købesummen udgjorde bl. a. en aarlig Afgiftsydelse til Ejerinden, Ane Neistgaard, hvilken kom til at strække sig over 24 Aar, idet hun først døde i sit 97. Aar. Vort Jordtilligende bestod foruden af et større Klitareal af ca. 80 Tdr. Ld. Agerjord, hvoraf en stor Del var meget forsømt, saa vi havde nok at slaas med. Nu begyndte vi Opførelsen af Dalgaard, hvortil vi efter vor Mening valgte det bekvemmeste Sted. Haandværkerlønninger var maalt med Nutidens - meget smaa, nemlig et Par Kroner for en Arbejdsdag, der strækker sig over 10-12 Timer, samt Kosten. Da Haandværkerne skulde have denne hos os," maatte vi tage dem til Vadsager.
Kampen mod Brændevinen
Men saa var der en Ting, som jeg i mit stille Sind havde grundet paa, og det var, om det ikke kunde lade sig gøre at faa Dalgaard bygget uden at skænke Brændevin for Folkene ved deres Maaltider, Denne gamle Skik raadede desværre endnu, at saafremt man havde Haandværksfolk, skulde Flasken paa Bordet, saa at enhver kunde faa det, han ønskede. For de faste Tjenestefolk gjaldt den Regel, at disse kun fik een Snaps til Maden, og drejede det sig om Arbejde i Marken, skulde der en lille Flaske Brændevin, med. Jeg har helt fra min Barndom haft den Opfattelse, at Spiritusnydelse er en af de største Ulykker, der findes. Vel var mit Hjem i Børglum By, Gud ske Lov, ædrueligt, idet Far drak kun lidt. I Byen var der ialt 16 Gaardmandsbrug, men jeg tør nok sige, at blandt disse var der kun én Selvejer foruden min Far, der var maadeholden, medens de øvrige, der var fæstere, drak umaadelig meget. Det var en daglig Begivenhed at træffe stærkt berusede Folk paa Gaden, som lavede ballade, saavel ude som hjemme, hvor Konen ofte maatte døje med at skaffe Føde til de mange Børn. Min Mand,der ikke selv drak, mente imidlertid ikke, at vi kunde undgaa at skænke Spiritus for Haandværkerne, og at der var ugørligt at faa dannet en Afholdsforening i Tornby, men min Svoger, Søren Heilesen, var ligesom jeg meget ivrig for denne Sag. Vi fulgtes op til lærer Jensen, Tornby sdr. Skole, og vi fik Beboerne sammenkaldt til Møde, hvor der stiftedes en Afholdsforening for Tornby Sogn. Nu var saa Spørgsmaalet, om vi kunde faa Haandværkerne til at bygge Gaarden. Jeg meddelte straks Tømrer Søren Dahl, Købsted, og Murermester Niels Isaksen, Vidstrup, at jeg var gaaet i Afholdsforeningen og saaledes var afskaaret fra at servere Brændevin, men jeg skulde nok sørge for, at de ellers fik en ordentlig Føde. De svarede ingenting, men jeg tror nok, de blev tilfredse, da de hver Dag fik Kaffe i stedet for Brændevin.
Omsider blev Byggearbejdet færdigt, saa vi kunde flytte ind. Skønt 80erne og 90erne var en nøjsom og fattig tid for Landbostanden, husker jeg endnu, hvor lykkelige vi var ved at bo paa Dalgaard og ved, Aar efter Aar at iagttage, hvorledes Plantagen og Læbælterne voksede til. Allerede i 1884 begyndte vi at plante rundt om Gaarden og at anlægge Have, men Aaret efter rasede der en forfærdelig Storm, der ødelagde alt; men min mand, der elskede at bygge og plante, begyndte ufortrødent forfra igen, og nu lykkedes det, og det er vist nok faa Steder i Vendsyssel, hvor man støder paa en smukkere Plantage end den, der omgiver Dalgaard.
P.Chr.
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1860 - 1957 (96 år)
[4] 
