| Levned |
- Rud, Otte (Knudsen), 1520-65, til Møgelkjær, var Søn af ovennævnte Knud R. (d. 1554) og blev født 15. Maj 1520 paa sin Fædrenegaard Vedby. I Daaben opkaldtes han efter sin afdøde Farbroder, og blandt Fadderne var foruden bl. a. flere Helgener ogsaa Biskoppen i Roskilde Lage Urne, hvilket forklarer, at da samme Biskop 1529 gav hans Forældre Livsbrev paa Venslev Len, udstraktes denne Forlening til ogsaa at gjælde for Gudsønnens Levetid, og virkelig tiltraadte O. R. dette Len, der ved Reformationen var bleven et Kronlen, 1554 ved Faderens Død, men mistede det rigtignok alt igjen 1558.
O. R. fik sin første Undervisning i Sorø Kloster, tjente saa Grev Just af Mansfeld som Smaadreng og kom derefter til Greven af Schwarzburg, der i hans 18. Aar gjorde ham væragtig, hvorefter han deltog i Biskoppen af Ministers Krig mod Gjendøberne. Ved denne Tid (1539) havde han det Uheld at blive sat fast i Hamborg, vel for et begaaet Drab, men da Kong Christian III gik i Forbøn for ham, kom han sagtens derved løs igjen. I alt Fald var han snart efter i sachsisk Tjeneste og deltog først som Rytter, siden som Landsknægt i Krigen mod Brunsvig til 1543, da han drog hjem til sit Fødeland. Her tog han strax Tjeneste blandt Hofsinderne og var som saadan i det store Følge, der 1548 ledsagede Frøken Anna til Meissen. Aaret efter fik han sin første Forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den 18-aarige Pernille Oxe, Søster til den siden saa berømte Statsmand Peder O.; i dette Ægteskab blev han Fader til 5 Sønner og 3 Døtre. 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans Lensstyrelse snart Anledning til en Række Klager, navnlig fra Visby Borgere, der mente, at Slottets Tjenere gjorde Indgreb i deres borgerlige Næring. Kongen gav for saa vidt Klagerne Medhold, som han 1555 udfærdigede nye Privilegier for Borgerne, og da Klagerne vedbleve, nu over at O. R. ikke overholdt disse Privilegier, mistede han endog 1557 efter et Par skarpe Paamindelser Lenet. Selv efter den Tid forfulgtes han med Processer af enkelte af Øens Indvaanere, men ligesom disse Processer ingenlunde faldt ud til hane Skade, saaledes gav ogsaa den menige Almue ham paa Øens Landsting det bedste Vidnesbyrd som Lensmand. Han opnaaede da ogsaa snart anden Forlening, nemlig 1559-62 Odensegaard, 1562 Korsør og 1565 Ranes Gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin Fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han 1560 havde tilbyttet sig fra Kronen.
Da Krigen med Sverige udbrød 1563, blev der naturligvis særlig Brug for en fra Ungdommen saa krigserfaren Mand som O. R. I Sept. sendtes han op til Elfsborg som Kommissær hos Daniel Rantzau, og i Nov. udmærkede han sig for Kongens Øjne i Kampen ved Mared ved Halmstad, - og saa blev det dog til Søs, at han gjorde sit Navn udødeligt. Allerede under Opholdet i Halmstad beskikkede Kongen ham til Chef for Orlogsskibet «Byens Løve», og næste Foraar fulgte han med dette Skib Herluf Trolles Flaade. I 2 Dages Slaget 30.-31. Maj i Farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj Grad, i det han og Jørgen Brahe den første Dag tappert bistode Herluf Trolles Skib i den ulige Kamp med det store svenske Admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og 7 andre Skibe, og Dagen derpaa var det O. R., der sønderskød Roret paa «Makalos» og kastede sine Dræg om Bord i det store Skib, som han derpaa, understøttet af 2 lybske Skibe, entrede, og det vilde sikkert være blevet taget, om der ikke var stukket Ild i Skibet, som saa sprang i Luften. I en senere Træfning, 14. Avg., blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var O. R., uvist af hvilken Aarsag, ikke om Bord. Formodentlig har Kongen haft Brug andensteds for den uforfærdede Kriger; i Dec. fik han i alt Fald Befaling at møde med sine Heste og Harnisk i Skaane, men alt i Febr. 1565 kom ny Ordre til ham om ogsaa dette Aar at tjene til Søs. Da Herluf Trolle i Maj løb ud, fulgte O. R. ham, nu som Chef paa et tidligere erobret svensk Skib, «Krabat», og i Slaget ved Rødesand 4. Juni, hvor Herluf fik sit Banesaar, var han en af de 5 danske Skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte Admiralen. Efter Slaget søgte Flaaden til Kjøbenhavn, hvor Herluf Trolle nedlagde Kommandoen, der blev overdraget til O. R., med Broderen Erik R. som Underadmiral. Ved Efterretningen om sin Eftermands Udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han vidste ingen i Danmarks Rige bedre til Admiral end O. R.; han vilde sige god for denne, at han skulde ikke sky sin Fjende, – og dette Skudsmaal gjorde O. R. visselig ikke til Skamme.
Med Admiralens Flag vajende paa «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske Flaade 2. Juli Kjøbenhavn, og 5 Dage efter traf den den svenske Flaade under Clas Christersson Horn i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor saa det blodigste Søslag i hele denne Krig blev udkæmpet. Skjønt den svenske Flaade talte 13 Skibe flere end de forenede Flaader, angreb O. R. den dog uden Betænkning om Morgenen. O. R. søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af 2-3 svenske Skibe, medens O. R. fik Undsætning af sin Broder paa «Jomfruen». Under den voldsomme Ild fra begge Brødrenes Skibe faldt den største Del af Besætningen paa «St. Erik» og «F6rgylda Lejonet», medens et tredje svensk Skib, «Gripen», blev skudt i Sænk, men andre svenske Skibe kom til, og da Vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i Brand, hen paa «Jomfruen», der ogsaa antændtes, maatte Erik Rud med Besvær drage sit Skib ud af Kampen, saa meget mere som kun Vi o af Besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede Kampen fremdeles omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske Flaade om sig, saa vidt muligt var. Forgjæves skikkede O. R. Bud efter Bud til sine Skibschefer om at komme til Hjælp, - dels skortede det dem paa Evne, i det det brændende «Lejonet» til Dels havde isoleret det danske Admiralskib, dels skortede det paa god Vilje. Kun 2 danske Skibe og 2 lybske søgte at undsætte deres Admiral, men uden Held, og efter det heltemodigste Forsvar nødtes derfor O. R., selv saaret, til ved Solnedgang at overgive sit synkefærdige Skib og de tiloversblevne 100 Mand af de 1050, der udgjorde dets oprindelige Besætning, til sin ikke mindre tapre Fjende mod Løfte om ærefuldt Fængsel, et Løfte, der ikke blev holdt. Fangerne bleve nemlig førte til Stockholm, hvor de, lænkede sammen 2 og 2, maatte gaa i det Triumftog, Kong Erik lod anstille. O. R. blev desuden ført til Skara og fremstillet for Kong Erik, der overfusede ham med grove Ord for hans haardnakkede Forsvar, og da O. R. frejdig svarede igjen, hindrede kun Glas Ghristerssons Mellemkomst den forbitrede Konge i at støde den lænkede og værgeløse Fange ned.
Efter et 14 Dages Ophold i Stockholm blev O. R. for Pestens Skyld med flere andre Fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren. Men ogsaa her hen naaede Pesten og bortrev hurtig hans Fæller, saa han til sidst selv maatte rede sin Seng, gjøre Ild paa osv. Endelig angreb Smitten ogsaa ham, og n. Okt. 1565 udfriede Døden ham af Fængselet. Først et Par Aar efter naaede Efterretningen om Heltens Død Danmark, hans Enkes Anstrængelser for tidligere at komme i Forbindelse med ham vare spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter Fredslutningen at faa hans Lig, der imidlertid havde henstaaet i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre Orlogsskib og blev her efter kongelig Befaling modtaget af O. R.s gamle, ved Freden tilbagegivne Admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til Kjøbenhavn. Men da Fru Pernille over hans Grav i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn lod indrette en, som det synes, overjordisk Begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev Kongen fortørnet. Et skarpt Kongebrev til hende (1576) paabød dens Forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt Ordre til Kjøbenhavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin Enkestand havde opført nye Hovedbygninger baade paa Møgelkjær og paa Sæbygaard og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den Gang selv dødssyg, thi hun døde 26. Okt. 1576. (N. Hemmingsen, Ligpræd. ov. O. R. (1571). ; Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff. ;A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff. (Thiset.). (DBL, 1. Udg.)
"til Møgelkjær, fik 1529 af sin gudfader bisp Lage Urne ventebrev på Venslev len, som han virkelig 1554 overtog efter sin faders død, men atter mistede 1558, opdraget i Sorø Kloster, smådreng hos greve Just af Mansfeld, tjente så greven af Schwarzburg og derefter biskoppen af Münster mod gendøberne, sad 1539 fangen i Hamborg for et begået drab, tjente til 1543 som rytter og landsknægt i Sachsen. 1543 hofsinde i Danmark, deltog 1548 i brudetoget til Meissen, 1549-51 lensmand på Dragsholm, 1551-57 på Gulland, 1559-61 på Odensegård, 1562 på Korsør, 1565 forlenet med Ranes gods i Kalø len, tilbyttede sig 1560 Sæbygaard (Dronninglund herred) af kronen, 1563 kommissær på Elfsborg og udmærkede sig for kongens øjne i krigen; men blev snart efter skibschef, udmærkede sig 1564 i slaget ved Gulland og atter året efter ved Rødesand, Herluf Trolles eftermand som admiral over flåden, blev efter den heltemodigste kamp, selv såret, fangen i slaget ved Bornholm." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
1520 - 1565 (45 år)
