| Levned |
- "Rønnov, Eiler, –1565, til Hvidkilde, Rigsraad, var Søn af ndfr. omtalte Marqvard R. Som han ved sin Fødsel hørte hjemme paa Fyn, saaledes fik han ogsaa der sine første og fleste Forleninger. Frederik I forlenede ham og hans Moder med Salling Herred, som han med en kort Afbrydelse sad inde med til 1552, med Byen Killerup ved Odense, en Panteforlening, som han arvede efter sine Forældre, og som 1531 stadfæstedes ham for hans og hans Hustrus Levetid, og med Kirkeby ved Svendborg, som han 1532 fik Tilladelse til at indfri fra Panthaveren, og som han 4 Aar efter virkelig indløste og derpaa beholdt ligesom hint Herred til 1552. Men det var ikke Kongen alene, hvis Lensmand han blev. Hans Broder Biskop Joachim R. i Roskilde synes for en Tid at have overladt ham Bispesædets Slot Saltø ved Næstved, og Ærkebiskop Torben Bille forlenede ham 1533 med Skjænkelse i Nordsjælland for hans og hans Hustrus Levetid. Betydeligere vare dog de Forleninger, der tilfaldt ham i Christian III’ s Tid: Næsbyhoved og St. Hans Kloster i Odense (1543-49, fra 1546 tillige det dermed forenede Rugaard), Tranekjær (1549-53) og Hagenskov (1553-64).
Det gamle Fjendskab mellem Biskop Jens Andersen (Beldenak) i Fyn og Marqvard Rønnov gik i Arv til dennes Sønner, som 1528 fik Bispen idømt en stor Bøde for hans Adfærd mod deres Fader, og som, da deres Modstander ikke rettede sig efter Kjendelsen, men beskyldte E. R. for Uærlighed, 1530 fik ham dømt som Løgner og Æreskjænder (s. I, 246). Saa vidt det kan ses, var E. R. en af dem, som Rigsraadet 1533 efter Frederik I’ s Død egenmægtig optog i sin Midte, og han kom saaledes til at tage Del i dette Aars bevægede Herredag, hvor man skulde tro, at han som Broder til Sjællands Biskop og Svigersøn af Marsken Tyge Krabbe havde en given Plads mellem Katholicismens Forkæmpere, men hvor han, mærkelig nok, synes at have sluttet sig til Modpartiet i Religionsspørgsmaalet. Af de 19 fynske Adelsmænd, som 9. Juli 1534 i Hjallese udtalte deres Beredvillighed til at tage Hertug Christian til Konge og bemyndigede Johan Friis til at forhandle med Hertugen, var E. R. en; men i de nærmest følgende Dage rejste Fyns Borgere og Bønder sig, og blandt de adelige Herrer, som de bemægtigede sig, var vistnok ogsaa E. R. I hvert Fald førtes han noget senere som Fange til Kjøbenhavn, og han kom til at dele Skæbne med de andre danske Adelsmænd, der i Begyndelsen af 1536 sendtes til Meklenborg for at kunne bruges til at sikre Hertug Albrecht og Grev Christoffer, hvis disse skulde bukke under i Kampen mod den danske Konge. Han fik Ophold paa Slottet i Neustadt og forblev her, indtil han og de andre Gisler i Avg. s. A. frigaves og over Hamborg vendte tilbage til Fædrelandet, hvor han som de andre faldt i Unaade hos Christian III og foreløbig mistede sit Sæde i Rigsraadet. Ligesom det imidlertid ikke varede længe, før han fik store Len, saaledes kom han efter en halv Snes Aar paa ny ind i Rigsraadet (o. 1547).
Inden Tronfølgeren fik sin egen Hofholdning, skal E. R. en Tid have været Hofmester for ham. 1548 var han i Prinsesse Annas Brudefølge til Sachsen, og 1556 fulgte han Enkedronning Sophie og Hertug Adolf af Gottorp gjennem Landet. Han blev ofte brugt som Mønstringsherre, og 1563 udnævntes han til Proviantmester i Fyn. Som han havde forstrakt Christian III med Penge, saaledes maatte han ogsaa yde Efterfølgeren betydelige Laan, og selv 10. gik han i Kavtion for ham hos Hertugen af Meklenborg for 40000 Rdl. En kjedelig Sag havde han, da han og en Række Standsfæller 1564 af Rigsraadet dømtes til at betale Kongen 10000 Rdl., hvormed de 1562 vare gaaede i Borgen for Christoffer Urne, der i 13 Aar havde siddet fængslet for utilbørlige Ord om Christian III, men som, da han nu slap løs, ikke kunde styre sin hvasse Tunge og derved brød Forliget. I pekuniær Henseende havde dette mindre at sige, da Tabet fordeltes paa 20, men Christoffer Urne var en Søstersøn af E. R., og denne synes at have interesseret sig særlig for at faa ham paa fri Fod; naar man ser, at E. R. 1562 forærede Kongen nogle Stykker Hornkvæg, lige umiddelbart forinden Ordren til at løslade Fangen udstedtes, kan man ikke godt undgaa at sætte Gaven og denne Ordre i Forbindelse med hinanden.
Foruden Hvidkilde ejede han Faarevejle paa Langeland. 1529 fik han Patronatsret til Egense Kirke, Hvidkildes Sognekirke. St. Jørgensgaard ved Svendborg, som 1526 var givet i Forlening til Broderen Joachim, blev 1528 overdraget begge Brødrene som arvelig Besiddelse mod Afstaaelse af et Vikarie i Rensborg. I Kjøbenhavn, Nyborg og Odense havde E. R. Gaarde. Den af ham i sidstnævnte By (1547) opførte Gaard staar endnu, den ældste bevaarede Bindingsværksbygning her i Landet. E. R. var næppe noget mildt Herskab, i alt Fald haves der flere Klager fra Almuesfolk over ham som Lensmand. Som ovenfor nævnt var han gift med en Datter af Marsken Tyge Krabbe (IX, 403), Anne K., der døde 1543. Skjønt hun fødte ham 11 Børn, deraf dog kun 3 Sønner, var han, da han lukkede sine Øjne 27. eller 28. April 1565 paa Hvidkilde, Slægtens sidste Mand. (H. Knudsen, Joachim Rønnow S. 13 f. ; (jvfr. Allen, De tre nord. Rigers Hist. III, I, 380). ; Vedel Simonsen, Rugaards Hist. I, 2, 93 ff. (C. F. Bricka).(DBL, 1. Udg.)
"til Hvidkilde og Faarevejle, Rigsraad. Slægtens sidste mand". (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
- 1565
[3] 