| Levned |
- "Bille, Claus, o.1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser var Søn af ndfr. nævnte Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til Ærkebispen i Lund, Torbern B. Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I’s og Christian III’s Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtige og energiske Karakter. Han efterfulgte Faderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II’s Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmænd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobring blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbage til Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de følgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med Søren Norby fængslede de svenske Adelsmænd. At han ved Blodbadet i Stockholm skal have frembaaret Bøddeløxen, er et, sikkert nok, ubevisligt Paasagn i den svenske Smædekrønnike.
Kong Frederik I’s Regering bragte Bille-Slægten en politisk Magt og Indflydelse som ingen anden Slægt i Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod Søren Norby og de oprørske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundrede skulde blive en af hans Slægts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved nøje knyttet til en af Tidens mægtigste Slægter. 1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks Død ogsaa af det danske. Til disse Æresposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte under Christian II’s Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes – i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo – at bringe Orden i de opløste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et Møde i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte «Eningsakt», som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst til Danmark døde Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kjøbenhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slægten spillede en saa afgjørende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronfølgesagen, var C. B. tilstede og støttede sin Slægts Politik.
Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stærke Baahus Slot; han var en af de faa østdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en Støtte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar ført et særdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skæbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske søndenfjældske Raad, som han formaaede til at hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjældske Norge for at underhandle med Ærkebispen og Raadet om Kongens Valg og om Paalæggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsætningerne og Hadet mellem de ledende Personer større end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem. Begge disse Mænd vare Ærkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og Ærkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbrød blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Oprør, Ærkebispen gav efter for Folkebevægelsen, og Mængden stormede løs paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev dræbt, og de to andre undgik kun med Nød og næppe Døden. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuterøen, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens Ærkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfæstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede Ærkebispen paa ny med Fangerne paa Tuterøen, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hævne Oprøret og Fængslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til Ærkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.
C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfæstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de følgende Aar stærkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil Christian V’s Lov indførtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at være hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa denne Rejse. Som Grænsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, især i Vestergøtland. Gjentagne Grænsemøder maatte afholdes, inden disse Stridigheder bleve bilagte; men indtil sin Død maatte han høre ilde af Svenskerne, og Kong Gustav har i sin Smædekrønnike mod de danske særlig givet C. B. et slet Skudsmaal. Desto smukkere ere Udtalelserne om ham fra dansk Side, og især har Lyskander i «De Billers, Jenses Sønners, 16 Aner» og i sin Fortegnelse over danske lærde sikret ham et smukt Efterdømme. Hans trofaste og modige Hustru døde allerede 1540 efter at have født ham 4 Sønner og 7 Døtre; selv døde C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kjøbstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke. (F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkjøgegaard S. 61 ff. ; Rørdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Skånska Herregårdar, under Råbelöf og Vanås. (Mollerup)." (DBL, 1 Udg.)
"til Allinde og Lyngsgård (Luggude H.) (arvet 1520 efter faderen), Råbelev (Villands H.), Vandås (Øster Gynge H.), som han 1525 fik tilskødet af kronen, -, 1519 kommandant på Elfsborg, deltog 1520 i toget mod Sverige, deltog i Uppsalaforliget og lå i slotslov i Stockholm, blev s.å. (4. nov.) ridder, s.å. (7. nov.) foretog han sammen m. Søren Norby fængslingen af de svenske bisper og adelsmænd, efter kongeskiftet tro mod Frederik I. 1523 sendt til Gotland for at forhandle m. Søren Norby, da denne 1525 landede i Skåne, mødtes de atter som fjender og Lyngsgård afbrændtes, havde til 1527 Nederby len og fik efter sin fader Vesterstad len, som han 1556 afstod til sin ældste søn, 1527 lensmand på Båhus, norsk og dansk rigsråd, forsvarede 1531-1532 lenet og arbejdede på en genoprettelse af unionen, mødte 1533 i Gottorp m. overenskomsten af 1532 (7. nov.), der fastslog Danmarks og Norges forening.
Sluttede sig til Christian 3. under fejden, 1532 (aug) sendtes han til Norge på kongens og rigsrådets vegne at få de frafaldne til at underkaste sig og forny traktaten af 1450, 1535 sendtes atter til Norge til forhandling m. ærkebispen i Trondheim, men blev fanget under det efterfølgende oprør. Deltog 1539 i udarbejdelsen af den norske reces sammen m. sin gamle fælle Truid Ulfstand, ledsagede 1548 hertug Frederik til Norge, var på grund af sin dygtighed og rigdom en af sin tids indflydelsesrigeste mænd i Danmark og Norge, som vogter af grænsen lå han i bestandig strid m. Gustav Vasa og den svenske adel" (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
ca. 1490 - 1558 (68 år)
[3] 
