| Levned |
- Ulfstand, Jens Holgersen, –1566, til Skabersø, Søn af ovennævnte Holger Gregersen U. og Helle Hack, blev alt som Barn faderløs og fik da sammen med 2 Søstre Skabersø i fædrene Arv; men for øvrigt vides intet om hans Ungdom. Fra 1554 var han Hofsinde, og 1561 blev han Kongens Skjænk og fik Vor Frue Kloster i Oslo i Forlening. Han beholdt dette Len til 1564, skjønt han alt 1562 havde fratraadt sin Stilling ved Hove, i det han var bleven sin Svoger Tage Thotts Eftermand som Høvedsmand paa Baahus. Her maatte han nu tage fast Ophold og altsaa medføre sin unge Hustru, sin Frænke Lisbet Knudsdatter Gyldenstjerne; thi det var paa et saare kritisk Tidspunkt, at Kongen havde betroet en af de vigtigste Grænsefæstninger i den forholdsvis unge J. H.s Hænder; dog skulde det snart kjendes, at Kongen just havde valgt den rette Mand. Der var Opgaver nok for J. H. Slottet selv skulde provianteres og sættes i Forsvarsstand, desuden skulde der ogsaa i den Landsdel skaffes Fødemidler og Fourage til den Hær, der droges sammen i Skaane, Spejdere skulde holdes i Fjendens Land, al Tilførsel der til hindres, overhovedet gjøres Fjenden det størst mulige Afbræk. Og da saa Krigen udbrød, fik J. H. den snart paa nært Hold; Kong Erik af Sverige var nemlig i høj Grad opsat paa at tage Baahus. En svensk Hær lejrede sig om Slottet i Nov. 1563; men den paafølgende Vinter tvang den til at drage bort med uforrettet Sag. Dog alt 1. Febr. 1564 stod en ny Hær for Slottet; men J. H. gav den saa varm en Modtagelse, at den hurtig trak sig tilbage. Kong Frederik II sendte J. H. en udtrykkelig Tak for udvist Troskab og Villighed. Senere paa Foraaret hærgede de svenske atter i Vigen; men med Hjælp af Høvedsmanden paa Akershus Christen Munk (XI, 514) drev J. H. dem atter bort. I Febr. 1565 begyndte en 3. Belejring af Slottet, denne Gang indledet med en heftig Beskydning flere Dage igjennem, hvorved saa vel Inder- som Ydermuren tog stor Skade; dog afslog J. H. og hans tapre Stalbrødre 2 paafølgende Stormangreb saa grundig, at Belejringen hævedes. Dog ogsaa denne Gang kom Fjenden alt i April tilbage, og nu varede Belejringen 3 Uger, saa drog Belejringshæren bort af Mangel paa Proviant og Penge. Kong Erik rasede, men gav ikke tabt. I Marts 1566 tog en 5. Belejring sin begyndelse. Da J. H. kort afslog Opfordringen til Overgivelse, blev Slottet beskudt 3 Døgn igjennem. Utrættelig stængede og stoppede Besætningen de forskudte Mure, men et af Taarnene, «Farshat», tog saa megen Skade, at den ikke lod sig udbedre. Efter at have slaaet Bro over Elven skred Svenskerne til Storm; 3 Gange afsloges Angrebene med stort Tab, men 4. Gang lykkedes det at tage det beskadigede Taarn, og i stort Tal mylrede de svenske ind i det. Alt troedes Sejren vunden, thi fra dette Taarn kunde den hele Borggaard bestryges; da sprang Taarnet med alle, der vare deri, i Luften. Efter 2 gamle Landsknægtes Raad havde J. H., forudseende Taarnets Fald, ladet nogle Fade Krudt bringe ned i dets Kjælder, og den ene Landsknægt skal frivillig være gaaet i Døden for i det rette Øjeblik at sætte Lunten til Krudtet. Trods det lidte Tab gjentog de svenske dog Stormløbene de 2 følgende Dage, men uagtet Forsvarernes Tal var svundet ind til 150 Mand, lykkedes det dog denne lille, uforfærdede Hob ogsaa at afslaa disse Angreb. Opgivende Haabet om at kunne udrette noget drog saa en stor Del af Belejringshæren bort medtagende det grove Skyts. Den vendte imidlertid om, da den undervejs mødte en udsendt Forstærkning, og begyndte paa ny en Belejring, ja foretog 20. April en Storm; men ogsaa denne afsloges, og da nu endelig en dansk Undsætningshær nærmede sig, maatte de svenske inden Maanedens Udgang trække sig helt tilbage. En strax efter af Kong Erik selv planlagt ny Belejring blev ikke til noget, da de danskes Indfald i Vestergøtland gav ham andet at tænke paa.
Under de mest fortvivlede Forhold, med en af Sygdom, Savn og Anstrængelse ikke mindre end af Fjendens Kugler medtagen Besætning, omgiven af den uvillige Almue i Lenet, der snarest gik Fjenden til Haande, men for øvrigt var ganske udpint saa vel af Ven som af Fjende, kun modtagende en aldeles utilstrækkelig Undsætning af Mandskab og Proviant havde J. H. og hans Mænd med aldrig svigtende Mod, Tapperhed og Udholdenhed ikke blot værget den dem betroede ansvarsfulde Plads, men J. H. havde endog til Tider kunnet række det ikke mindre betrængte »Elfsborg en hjælpende Haand ved Sendelser baade af Mandskab og Proviant, og dog er der aldrig blandt Efterverdenen gaaet det Ry af hans Bedrifter, som af de andre fortjente Krigeres i denne langvarige Fejde. Ingen Digter har besunget hans Heltemod, ingen Maler paa Lærredet foreviget hans Bedrifter. Skylden for denne Tilsidesættelse er ikke Samtidens; den kunde ikke være blind for, hvor stor Betydning Slottets Bevarelse havde haft for hele Krigens Gang. Takkegudstjenester anordnedes i Anledning af Slottets Befrielse, og som en første Belønning skyndte Kongen sig at gjengive J. H. det Len, Vor Frue Kloster i Oslo, som han 2 Aar forinden havde mistet; men denne første Løn (en af Kongen skjænket Guldkjæde, der fandtes i hans Bo, har han dog formodentlig ogsaa faaet i samme Anledning) blev ogsaa den sidste, thi alt i Sept. Maaned s. A. døde J. H., faa Dage efter sin Hustru, der med ham trofast havde delt den sidste Tids Farer, Sorger og Savn. Begge bleve Ofre for en paa Slottet herskende Epidemi, der i kort Tid bortrev de fleste af hans da endnu i Live værende Kampfæller. Ægteparret efterlod sig en spæd Søn, hvis Værgemaal Kongen paatog sig, ligesom han ogsaa bekostede Barnets Opdragelse og Uddannelse, saa vel uden- som indenlands. Selv gav Kongen J. H. det Vidnesbyrd, at han havde ført et mandhaftigt, ærligt Navn med sig i sin Grav og af hver ærlig Mand for saadan hans tapre Manddom loves og berømmes. (Jvfr. «Vort Forsvar» 16. Sept., 30. Sept., 14. Okt. og 28. Okt. 1888. ; (Thiset). (DBL, 1. Udg).
"til Skabersø, 1554-62 hofsinde, 1561 skænk, 1561-64 forlenet med Vor Frue Kloster i Oslo, 1562 lensmand på Bahus, som han under krigen med glimrende tapperhed forsvarede trods gentagne belejringer 1564, 65 og 66, fik 15. juni 1566 brev på Vor Frue Kloster i Oslo, var død 21 september 1566 på Bahus, efter kongens eget vidnesbyrd tagende et mandhaftigt og ærligt navn med sig i sin grav." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
eft. 1529 - før 1566 (< 35 år)
