| Levned |
- "Frille, Eggert, o.1400-1470, Rigsraad, var en af sin Tids betydeligste Mænd. Hans Fader var den slesvigske Adelsmand Christiern Frillevsen, der var bosat i Ribe og døde 1418, hans Moder hed Ermegaard Altena, af en i Fyn indvandret holstensk Slægt. E. F. fik en fortrinlig Opdragelse og studerede 1419 i Rostock. Senere bosatte han sig i Fyn, hvor han o. 1431 fik Oregaard og Birk med Skam Herred i Forlening af Erik af Pommern. Han mistede Kongens Yndest, da han 1438 blev beskyldt for at have knyttet Forbindelser med Hertug Adolf af Slesvig. Vi finde ham derfor ogsaa blandt dem, som tidligst anerkjendte Christoffer af Bajern, af hvem han fik Hindsgavl med Vends Herred i Forlening; da han tillige blev optaget i Rigsraadet, kom han snart til at spille en betydelig Rolle, hvortil hans Evner og Kundskaber ogsaa berettigede ham. Han var en af Kong Christoffers dygtigste Diplomater og anvendtes i saa godt som alle Anliggender, hvortil der krævedes diplomatisk Takt og Skarpsindighed. Efter Christian I’s Tronbestigelse steg hans Indflydelse endnu mere, han blev Kammermester og Befalingsmand paa Kjøbenhavns Slot, men arbejdede ogsaa af yderste Evne for Christians Sag og har særlig medvirket til at faa ham valgt til Konge i Norge. Indflydelsesrig ved Hove, en dygtig Finansmand, der stadig forøgede sit Gods, kom han mere og mere til at træde frem i forreste Række blandt Højadelen, og 1455 lykkedes det ham at faa sin Datter Ermegaard gift med en af de berømte 9 Axelssønner, Philip Axelsen (Thott). Fra nu af indtræder der et Omslag i hans Liv, Fra at have været Kongehusets trofaste Tjener og Støtte, drages han ind i Axelssønnernes snævre Familiepolitik, især efter at han efter Svigersønnens Død 1462 havde overtaget Formynderskabet over sine Datterbørn og dermed Styrelsen af det vigtige Tranekjær Len. Vendepunktet i hans Liv er hans Deltagelse i det bekjendte Møde i Jønkøping i Sept. 1466, hvor Axelssønnerne vedtoge at afsætte Ærkebisp Jøns Bengtsson fra Rigsforstanderskabet og selv træde i Spidsen for Sveriges Styrelse. E. F. beskyldtes for her paa Mødet at have «talt paa Kongens værste», og da han paa Kongens Forlangende nægtede at udlevere Tranekjær Slot og Len, blev Slottet indtaget med Vold. Dette gav Signalet til Axelssønnernes Krigserklæring, Carl Knutssons Indkaldelse til Sverige og Ophævelsen af Unionen. E. F. mistænktes for at staa i Forbindelse med Axelssønnerne, og da han tillige vægrede sig ved at underskrive de Vidnesbyrd, som Kong Christian paa alle Landsting i Danmark forlangte angaaende sin Regeringsførelse, blev han indkaldt for Rigsraadet i Kjøbenhavn. Da han her optraadte trodsig mod Kongen og nægtede at stille Borgen for sig, blev hans Stilling uholdbar. Han flygtede i Forsommeren 1468 til Lybek, hvor han som landflygtig opholdt sig indtil Avg. 1469, da det lybske Raad skaffede ham betryggende Lejde til at vende tilbage til Danmark og ordne sit Mellemværende med Kongen. Dette lykkedes ham ogsaa; han fik sit Arve- og Kjøbegods tilbage, men maatte opgive sine Forleninger. Han overlevede kun kort Tid Forliget med Kongen, i det han allerede døde 5. Maj 1470 og blev begravet i St. Hans Kirke i Odense. – E. F. var utvivlsomt en højt begavet Mand, forretningsdygtig, lovkyndig, dannet, snild og praktisk som kun faa af hans samtidige. Men hans heftige, opbrusende Natur bragte ham ofte ind i tvivlsomme Situationer, som han ikke formaaede at rede sig ud af trods sin mærkelige og for sin Tid næsten enestaaende Evne til at finde varme og fyldige Ord for sine Tanker og Følelser. Han var gift med Anne Juel, Datter af den sønderjyske Væbner Iver J. Hans eneste Barn, Datteren Ermegaard, ægtede o. 1465 Bent Bille, og han var saaledes Morfader til den bekjendte Anders Bille (II, 200), der i mange Henseender slægtede ham paa. (Hist. Tidsskr. 5. R. V, 1 ff. VI, 858 ff. (Mollerup.)) (DBL 1. Udg)
"til Sandholt (Salling herred), Asperupgaard (Vends herred), købt 1461, en hovedgård i Brembæk (Gudme herred), købt 1451, Rynkebygaard (Bjerge herred) og Krogsbølle (Skam herred), som han 1438 købte af sin svoger Thomes Juel, nævnes 1415, blev 1419 immatr. ved universitetet i Rostock, boede 1424 i Ribe, 1430 på Vesterbæk (Skads herred), ejede og hovedgården i Vester-Vedsted, men solgte den til en kannik i Ribe, var 1431—69 forlenet med Oregaard og Orebirk, beseglede 1435 forliget i Stockholm og 1439 opsigelsen til kong Erik, var 1440—67 lensmand på Hindsgavl, rigsråd, 1441 ridder ved kroningen i Upsala, 1442 forlenet med Skinkelborg, 1442—43 sendebud til hansestæderne og Luneborg. 1443 med hr. Axel Pedersen Thott lensmand på Københavns slot, 1448 kammermester, bruges de efterfølgende år i en stor del diplomatiske og andre hverv, 1451 lensmand på Københavns slot, som fratoges ham 1454, da han afskedigedes som kammermester, optræder fra 1462 påny i vigtige statsærinder, bl.a. 1466 sendebud til mødet i Kalmar, faldt derefter i unåde på grund af sin forbindelse med Axelsønnerne og måtte 1468 flygte til Lybæk, forligedes 1470 med kongen. G. m. Anne Iversdatter (Juel fra Sønder Jylland), med hvem han fik en part i Runtoft, som han 1465 solgte til Wulf von der Wisch. (Holbek & Brun)
|
- (Fig. 291), o. 1470. Eggard (Eggert Christiernsen) Frille, rigsråd, †5. febr. 1470 og hustruen, Anna (Iversdatter Jul), †o. 1465. »An(n)o d(omi)ni m cd lxxvi[!] die aghate v(ir)gi(nis) obiit strenu(us) miles d(omi)n(us) Eggard(us) Frille cu(m) uxore domi)na Anna ( « I det Herrens år 1476[!] på S. Agatas dag (5. febr.) døde den tapre mand, Eggard (Eggert) Frille med sin hustru, fru Anna (Bircherod ) , Monumenta nr. VIII).
Latinsk randskrift med minuskier; skilletegn af Bircherod angivet som kryds; i hjørnerne cirkelmedaljoner, vel med evangelistsymboler.
... Stenen kan muligvis være identisk med den gravsten over 'en højfornem og fremragende ridder, (...) engang (...) et fremtrædende medlem af det danske rigsråd', der i 1600'ernes slutning blev udslebet og forsynet med en ny indskrift, jfr. gravsten nr. 6. Eggert Frille skænkede 1468 en ejendom til kirken til gengæld for regelmæssige messetjenester ved Vor Frue alter (s. 1226f.). ..." (Danmarks Kirker)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
ca. 1400 - 1470 (70 år)
[3] 