| Levned |
- "Thott, Aage Axelsen, –1477, Rigsraad, Søn af nedennævnte Axel Pedersen T. og hans 1. Hustru, omtales som voxen 1421. 1432 og senere betegnes han «af Hjuleberg», en Hovedgaard i Halland, som var kommen til Slægten gjennem hans Moder. Han var Høvedsmand paa Falkenberg maaske 1426, men i alt Fald 1433 og ligeledes i det følgende Aar, i hvilket han under Engelbrechts Indfald i Halland afslog en Storm af en af dennes Underanførere; men da han ikke turde afvente en fornyet Storm, sejlede han bort efter at have stukket Ild paa Slottet. Det er dog tvivlsomt, om han har haft Lenet selvstændig eller blot styret det som Faderens Foged. A. A. har formodentlig tøvet lige saa længe som Faderen med at anerkjende Christoffer af Bajern, og heri maa vel Grunden søges til, at han først 1449 fik Ridderslaget, sikkert ved Christian I’s Kroning. Faderen havde i 1441 faaet Løfte af Kong Christoffer om, at en af hans Sønner maatte beholde Varberg i 6 Aar efter hans Død, og i Henhold hertil traf Sønnerne i 1447 Aftale om, at Brødrene A. og Iver skulde styre Lenet. Men der vides intet fra den følgende Tid om, at Iver har deltaget i Lenets Styrelse, hvorimod A. A. i mange Aar Gang paa Gang nævnes som Lensmand paa Varberg, som han havde i Pant; ligeledes fik han og hans Hustru i 1450 for deres Livstid Pantebrev paa Aarstad og Halmstad Herreder, som han allerede da havde i Værge.
A. A. var blevet Rigsraad allerede før 1448; men det er dog især efter dette Aar, at han omtales i offentlige Anliggender. Navnlig træffer man ham i Forholdet til de andre nordiske Riger; saaledes var han i 1449 2 Gange i Norge for at virke for Christian I’s Valg her; 1450 deltog han i Halmstadmødet og var s. A. med Kongen i Norge paa hans Kroningsrejse; ligeledes var han til Møder med Svenskerne i Rønneby 1453 og maaske 1454 og i Vadstena 1455. I 1462 blandede han sig sammen med sine Brødre Oluf og Erik i en Strid om Øsel Bispestol og støttede med væbnet Magt den ene af Kandidaterne til denne. 1466 var han paa ny til Møde med Svenskerne, i Jønkøping, men s. A. fandt der et Møde Sted i Nykøping, der blev af stor Betydning for Forholdet mellem Christian I og Axelssønnerne. A. A. havde i lang Tid selv erhvervet Jordegods lige saa vel i Sverige som i Danmark; hans Hustru Merete var svensk, Datter af Bengt Uddsson af den saakaldte Vinstorpa-Slægt; en af hans Døtre havde allerede i 1455 ægtet den svenske Marsk Thord Carlsson Bonde, der dog blev dræbt Aaret efter, og en anden Datter, Ingeborg, blev (vistnok kort efter Nykøpingmødet) forlovet med den senere saa bekjendte Sten Sture den ældre. A. A. selv er da øjensynlig ogsaa efter Nykøpingmødet blevet mistænkt af Kongen, der synes at have forsøgt at komme ham til Livs ved at begunstige Fremsættelsen af Klager over ham fra Beboerne i hans Len. Forsøget er dog, saa vidt det kan ses, ikke lykkedes; i alt Fald fik A. A. et hædrende Vidnesbyrd af Almuen om sin Styrelse, og i Febr. 1467 forlenede Kongen hans Hustru for hendes Livstid med Hammergaard og Hammerø syd for Kongsbakke. Hr. A. maa saaledes antages endnu paa dette Tidspunkt at have været i Besiddelse af sine Len og betegnes netop i Febr. 1467 udtrykkelig som Høvedsmand paa Varberg; men i Maj s. A. har han aabenbart ikke mere Varberg, uden at det vides, paa hvad Maade han har mistet Lenet. Foreløbig maa han dog antages at have beholdt Aarstad og Halmstad Herreder, og han kunde endnu opholde sig paa Hjuleberg, ligesom han i Maj 1469 var tilstede ved et Møde i Kjøbenhavn; men han omtaler ganske vist allerede i Jan. 1468, hvorledes noget af hans Gods er blevet beslaglagt, ligesom hele hans Stilling aabenbart efterhaanden blev ret vanskelig. Til sidst blev Hjuleberg i 1469 ødelagt af Kongen, og øjensynlig i det samme Aar blev alt A. A.s Gods tildømt Kronen. Hr. A. er derefter draget til Sverige; man finder ham saaledes i Stockholm 1470 og helt ovre i Finland 1472. Paa Fredsmødet i Kalmar 1472 fik han imidlertid ligesom alle andre sit eget Gods tilbage, og hvad hans Len angaar, bestemtes, at han foreløbig skulde have Halmstad og Aarstad Herreder og Falkenberg By i Pant igjen, indtil der kunde fældes Dom om, hvorvidt de tilkom ham eller Kongen; ligeledes skulde det paadømmes, hvem af dem der havde Ret til Varberg. Paa Kalmarmødet 1473 lovede de danske Sendebud at skaffe Hr. A. Varberg tilbage,
indtil Dommen var fældet; han erklærede vel, at han ikke kunde skille sig fra sine Brødre og Broderbørn, men fik dog endnu s. A. Følgebrev paa Varberg Len. Og da Dommen stadig ikke blev fældet, beholdt Hr. A. Lenene til sin Død, ligesom han i disse sine sidste Aar atter forekommer som Rigsraad. Han døde 1477, vistnok omkring i. Maj, i alt Fald før 2. Juli; hans Hustru og hendes Medarvinger beholdt Aarstad og Halmstad Herreder i Pant, hvorimod Kongen endnu i 1477 indløste Varberg fra Arvingerne. Fru Merete levede endnu 1479, men var død 12. Okt. 1481.
Ligesom A. A. øjensynlig har holdt betydelig længere fast ved Erik af Pommern end f. Ex. Broderen Oluf, saaledes viste han omkring Aar 1470 større Troskab mod Christian I end hans yngre Halvbrødre. Er der end adskilligt dunkelt i hans Historie i disse Aar, er saa meget dog klart, at han var den mest danske af de Axelssønner, der levede efter 1464, og han har vistnok saa længe som muligt stræbt at undgaa Bruddet med Kongen. Ogsaa i Styrelsen af sine Len viser han sig i det hele i et heldigt Lys, saa at Befolkningen gjentagne Gange roser ham for hans Forhold over for den. (Danmarks Adels Aarbog 1900, S. 420 f.; 1901, S. 566. ; P. v. Möller, Bidrag t. Hallands hist. I, 141 ff. ; (William Christensen)." (DBL, 1 Udg.)
"til Hjuleberg, som han købte af hr. Oluf Axelsen, nævnes på skiftet 1421, var 1432 høvedsmand på Örebro, 1434 på Falkenbjerg, som da blev belejret af Engelbrechts høvedsmand Henneke Bermann. Afslog et angreb, men afbrændte slottet og indskibede sig med besætningen, afkøbte 1440 sin broder Oluf dennes arv efter sin moder, fru Cathrine, fik 1441 livsbrev på Varbjerg Slot. købte 1446 hovedgården i Kleve (Bahus Len) af Aage Star, deltog i skiftet 1447, rigsråd, var 1 Aug. 1449 kun væbner, men 3 nov. s.å. ridder, s.å. med hr. Eggert Frille sendebud til Norge for at forhandle om kongevalg og 1460 sendebud til mødet i Halmstad, var atter med kongen i Norge, fik s.å. Årstad og Halmstad herreder i pant i sin og sin frues levetid.
Drog 1453 sammen med sine brødre misfornøjet til Sverige og mistede derfor sine len Varbjerg, Falkenbjerg og Halmstad, forsonedes dog snart med kong Christiern, var 1454 sendebud til mødet i Rønneby og 1455 til forhandlinger i Vadstena. Fik 1401 Borgunda og Nötetorp på skifte efter sin hustrus fader, sad 1465 med fire andre af sin slægt i rigens råd (Hr. Jens Due, Erik Aagesen, Peder Nielsen og Laurens Axelsen) og nævnes da i forliget mellem kongen og ærkebispen af Uppsala. Var atter s.å. sendebud til svenske forhandlinger, holdt 1466 skifte med hr. Iver og hr. Erik Axelsen og fru Anne Jensdatter m.fl. efter hr. Axel Pedersen, hr. Peder, hr. Kjeld og Anders Axelsen, fik udlagt Vester Vesterstad treding, som medarvingerne forpligtede sig til at holde ham skadesløst, var s.å. nærværende ved foreningen i Jönköping.
Var atter 1469 på kant med kongen, der fratog ham hans len og ødelagde Hjulebjerg, fik 1471 lejde til et møde med kongen i Djurshamn, fik 1472 på mødet i Kalmar sine pantelen Halmstad herred og Falkenbjerg tilbage og kort efter tildømt Varbjerg ved en voldgiftskendelse, hvilket bekræftedes 1474 på et nyt møde i Kalmar, gav 1476 kongen kvit for al den ham og hans hustru tilføjede skade, fik 1477 Hammergaard i forlening.
Levede 7. juni 1477, men var død 7. Aug. s.å., da enken fik pantebrev på Årstad og Halmstad herreder, hans arvinger forligte sig s.å. med kongen om den Varbjerg og Hjulebjerg tilføjede skade, begr. i Gammelby Kirke." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
- før 1477
