| Levned |
- "Ebbesen, Sune, –1186. Hans Fader Ebbe, en Søn af Skjalm Hvide, havde i Tronstridighederne efter Erik Lams Død taget Parti for Svend Grade og var til sin Død (o. 1150) en af dennes højt betroede Mænd. Selv sluttede han sig ligeledes fra først af til Svend, men løste senere sit Forhold til ham. Da Svend nemlig 1154 ved Odense samlede sine Folk og udspurgte dem, om de vilde være ham tro i den forestaaende Kamp med hans Medbejlere Knud og Valdemar, samt forlangte deres troskabsløfte bekræftet ved Ed, vilde S. paa ingen Maade opfylde dette Forlangende, men forlod Svend. Som Grund til sin Bortgang angav han en Forurettelse, Svend en Gang tidligere havde ttilføjet ham, men man faar af Fremstillingen af hans Færd ved denne Lejlighed det Indtryk, at det ikke har været den eneste Grund. Fuldt ud lige saa meget som den har uden Tvivl Venskabet til Valdemar været bestemmende for det Skridt, han gjorde. Baaren frem af Kong Valdemar og Absalon begyndte der efter Svends Fald (1157) en ny og lysere Tid, i hvilken der ofte og paa flere Maader blev Anvendelse for S. Snart var det som Raadgiver – det siges udtrykkelig, at han og hans to Fættere Absalon og Esbern vare de Mænd, hvis Raad Valdemar plejede at høre og helst fulgte –, og snart var det som Stridsmand. I saa godt som alle de Tog, der næsten Aar efter Aar hele Valdemars Regeringstid igjennem, og somme Tider to Gange i et Aar, gik til de vendiske Lande, nævnes S. som Deltager. En Tid var han derhos en af Kongens Lensmænd i Skaane og forvaltede Oppebørslerne derfra. Disse Lensmænd fik i øvrigt ved deres Strænghed, og fordi de vare Sjællændere, til sidst Skaaningerne saa meget imod sig, at disse o. 1180 gjorde Oprør for at blive dem kvit. Oprøret, der 1181 kaldte Kongen med en Hær til Skaane, førte dog ikke til det tilsigtede Maal. 1182 døde Kong Valdemar, og med Riget gik ogsaa hans prøvede Raadgivere i Arv til hans Søn Knud. Længe overlevede S. dog ikke Valdemar; han deltog i Forhandlingerne med den tyske Kejsers Afsending, Grev Sigfred, og var derefter endnu 1184 med paa et Tog til Pommern, men 1186 døde han efter at have givet sin halve Boslod til Sorø Kloster, hvor han blev begravet. Efter alt at dømme maa han have været en betydelig Mand; klog og besindig, mægtig i Gjerning og Tale kaldes han af Abbed Vilhelm, der kjendte ham og havde nydt Velvilje af ham. S. efterlod sig en Datter Margrethe, som maaske er den Margrethe, der o. 1177 dræbtes af sin Mand Herluf og langt ned i Tiden dyrkedes som en Helgeninde, samt 7 Sønner, hvoriblandt Peder, der blev Biskop i Roskilde, og Anders, Absalons Efterfølger i Ærkesædet." (C. Weeke.) (DBL, 1 udg)
"Begravet i Sorø ved sin kones side. Skyldte ved sin død fætteren Absalon (se denne) 130 mark sølv. - Skænkede med en “vis Torben” særjord i Asserbo (Tibirke S., Holbo H.) til Sorø Kloster. Besad formentlig en part i Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som alle hans børn ejede en part af. Besad formentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han rejste den nuværende kirke. Testamenterede senest 1177 Sorø Kloster sin halve hovedlod. Ved hans død modtog Sorø som en del af denne jord til 11 mark guld minus 2 øre i Ejby (Ejby S., Ramsø H.), jord til 6 øre guld i Salby (Ejby at 12 mark guld i Ølse (Ølsemagle S., Ramsø H.), en fjerding guld i Køge (Ramsø H.), 2 mark guld i Halseby (Tårnborg S., Slagelse H.), 1 mark guld i Ørløse (Tikøb S., Lynge-Kronborg H.), 6 mark guld og 2 øre i Atterup (Øster Egede S., Fakse H.) 1 mark guld i Vedde (Munke Bjergby S., Alsted H.), 5 øre guld i Stenløse (Stenløse S., Ølstykke H.). Resten af de testamentariske forpligtelser udredtes af hans børn. Beregninger ud de samlede godsoverdragelser, der set i forhold til antallet af børn ifølge loven højst min udgøre 1/14 af hans samlede formue, fører til vekslende resultater, men lavt sat 300 til 500 bol, en enorm godsmængde.
Vidne for kong Valdemar I den Store 1158/60 og 1176, begge gange i.fm. Esrum Kloster. Sattes 1158/60 ved endnu en kongelig gave til Esrum med Absalon til at skifte skoven Villingehoved. Fætteren Absalon besad et sølvbæger skænket ham af Sune. Byggede den nuværende Bjemede Kirke og satte et endnu eksisterende epitafie på kirken, hvori det angives, at Sune som den første har bygget en stenkirke dette sted. Af Abbed Vilhelm af Æbelholt i 1180’erne omtalt som "En mand af indsigt, mægtig i virke og tale". Er efter alt at dømme den Sune, Saxo omtaler i.f.m. borgerkrigen og kong Valdemar I’s regering, slægtskabet med Absalon angives et sted, en familiære tilknytning til Valdemar et andet sted, men ikke patronymiet.
Saxos fremstilling: Forlod 1154 i Odense Sven Grates følge. Indtrådte omkring 1159 i kong Valdemar I’s nærmeste råd. Deltog i 3. vendertog 1160/61. Ledsagede 1162 Valdemar på dennes møde med kejser Frederik Barbarossa ved Dijon. 1 1169 med på 11. vendertog ved erobringen af Arkona. Nedrev her sammen med Absalon Svantevits tempel og statue. Deltog 1170 på 12. vendertog, nedlagde her egenhændigt nogle af fjenderne. Deltog 1171 på 13. vendertog og blev her med bl.a. Absalon tilbage med bevogtningsopgaver Deltog 1172 på 15. vendertog, forhandlede sig her med Gunzelin a f Schwerin til fred med nordtyskerne. Saxo nævner endvidere Sune 1176 i.fm. den første anklage mod Magnus Eriksen for landsforræderi. Foruden Saxo nævner Ældre Sjællandske krønike i.f.m. det skånske oprør 1179/80 Sune som en af dem, der uden at være skåning havde faet et kongeligt ombud i landsdelen og som skåningerne krævede fjernet. Ifølge Saxo til stede ved Valdemars dødsleje 1182 og derefter deltager i kredsen om kong Knud VI." (Holbek & Brun)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
- 1186
[3]