| Levned |
- "Munk, Oluf, –1569, Biskop, Rigsraad, var Søn af ovennævnte Mogens M. (d. 1558) og saaledes Brodersøn af Biskop Iver M. i Ribe. Han havde studeret i Køln og taget Magistergraden. Vistnok i en meget ung Alder blev han o. 1523 ved sin Farbroders Medvirkning Kantor i Ribe og Forstander for Nonneklosteret uden for Byen, da den hidtilværende Besidder af disse Stillinger, Mester Poul Andersen (I, 252), som Tilhænger af Christian II var bleven fortrængt her fra. 25. Marts 1531 fik Farbroderen Kong Frederiks Indvilligelse i, at O. M. skulde være hans Eftermand som Biskop; dog maatte denne forpligte sig til ikke at søge sin Bekræftelse paa Embedet i Rom, men hos Kongen, love at lade Evangeliet prædike rent og klart i sit Stift og ikke modsætte sig Præsters eller Klostermænds Giftermaal samt anerkjende Kongen og Rigsraadet som øverste Dommer i alle Sager angaaende disse gejstlige. At det saaledes kun har været O. M. om at gjøre at faa Bispedømmets verdslige Indtægter, er tydeligt. Da han desuden tidligere havde vist sig som en trættekjær Person, nægtede Kapitlet at foretage et Valg. Efter Kong Frederiks Død lykkedes det imidlertid Iver og O. M. paa Herredagen 1533 at faa Rigsraadet til at anerkjende O. M. som Bispens Eftermand og som Medlem af Raadet samt til atter at opfordre Kapitlet til at foretage et Valg. Som Rigsraad deltog O. M. derpaa i Valgmødet i Ry 4. Juli 1534 og var blandt de 4 Raader, der sendtes til Hertug Christian (III) for at tilbyde ham Regeringen; maaske haabede han samtidig at udvirke den tilkommende Konges Stadfæstelse af hans Valg til Biskop. Han opnaaede ogsaa et Slags Skinvalg af kapitlet, i det han «ved nogle Kanniker blev indført i Bispesædet i Domkirkens Kor». Christian III’s Stadfæstelse opnaaede han først i Marts 1535 og deltog fra nu af som sin Farbroders Koadjutor i Udøvelsen af Bispeforretningerne; men pavelig Indvielse opnaaede han ikke. 12. Avg. 1536 blev han fangen i Kjøbenhavn tillige med de øvrige Biskopper og sad i Fængsel til 7. Maj 1537, da han maatte udstede en Forpligtelse til at være Kongen og hans Arvinger huld og tro, anerkjende den nye Tilstand og – gifte sig inden Aar og Dag. Denne sidste Bestemmelse tager sig helt ejendommelig ud, og man kommer til at tænke paa hans Farbroders tidligere Forhold til Ide Pogwisch (ovfr. S. 521). Han ægtede derpaa en Broderdatter af Johan Rantzau, Drude R., Datter af Cai R. til Klethkamp.
Fra 1537 indtog O. M. en meget betydelig Stilling som verdslig Stormand. Vel blev han først gjenoptagen i Rigsraadet ved Prins Frederik (II)s Hylding i Viborg 1542, samtidig med at hans Fader, Mogens M., trak sig tilbage; men han havde efterhaanden erhvervet sig en betydelig Formue og forstrakte Kongen med store Pengesummer, hvorfor han fik store Forleninger i Pant. Han beholdt sit tidligere Præbende i Ribe og fik her 1540 det gamle Bispegods Taarnborg til Eje for nogle Penge, Kongen skyldte ham; han indrettede sig her en Slags Herregaard, hvor han, som stedseværende Medlem af Kapitlet, i Regelen opholdt sig. 1537 havde han efter sin Broder Ludvig M. arvet Munkernes Andel i Palsgaard og synes at være kommen i fuld Besiddelse af denne Gaard. S. A. forlenedes han med Tvis Kloster paa Livstid og kjøbte 1547 dette store Gods af Kronen; 1537-41 havde han desuden St. Hans Kloster i Horsens i Pant, hvorpaa en Del af Pantet gik over til Ørslev Kloster, hvormed han var forlenet 1546-66. 1542 kjøbte han desuden af Kronen Bispegaarden Volstrup, som hans Fader dog havde i Forlening paa Livstid. Skivehus med tilliggende Herreder havde han i Pant fra 1539-50, hvorpaa han fra 1550-52 var forlenet med Aalborghus og tillige Stiftslensmand i Vendelbo Stift. Fra 1552 havde O. M. derpaa ingen større Hovedlen, indtil han 1564 en kort Tid fik Lundenæs i Pant, hvorpaa han fra 1565 til sin Død havde Ørum med hele Thy som Pantelen. Grunden til denne længere Afbrydelse i Styrelsen af Hovedlen laa vistnok i, at der stadig fra Bøndernes Side førtes Klager over hans Styrelse, navnlig i Aalborg Len, hvor han egenmægtig søgte at forhøje de gamle Landgildeafgifter. Ogsaa med sine Søskende og andre Arvinger havde han en Mængde Processer, godskjær, havesyg og trættekjær, som han var. I Rigets indre Anliggender benyttedes han en Del til mere lokale Hverv, 1548 var den rige Rigsraad blandt de Adelsmænd, der deltoge i det store Brudetog til Sachsen med Christian III’s Datter Anna. – Han døde 24. Nov. 1569, vistnok nogle Aar over de 70, og ligger begraven i Hjerm Kirke ved Volstrup, hvor der er et pragtfuldt Mindesmærke over ham. Hans Enke overlevede ham til 28. Jan. 1606.
(Genealog. og biogr. Archiv S. 193 ff. , Kinch, Ribe Bys Hist. I, 478 ff. ,Danske Mag. 4. R. III, 141 f. , O. Nielsen, Hjerm og Ginding Herreder S. 107 ff. ; A. Heise)" (DBL, 1. udg)
|
- "Det kvalitetsprægede vægmonument, der er ganske uden slid og derfor med al sandsynlighed ligesom det foregående altid har været placeret i lodret stilling, er hugget af gråsort kalksten, 260 ×145 cm. Figurstenen har indskrift i velformede reliefversaler i fodfeltet. Ægteparret er vist i helfigur under en dobbeltarkade. Oluf Munk er klædt i rustning; det kortklippede hår er vandret afskåret ved ørerne, mens skægget med en kraftig moustache er tvedelt forneden. I højre hånd fatter han om sin stridshammer, mens venstre hånd er lukket om sværdhæftet på det lange slagsværd, hvis klinge (dækket i et knækket forløb) anes bag ham. Ved siden ses hans hjelm, der er ophængt i et bånd, fæstnet til midtkonsollen. Ved Oluf Munks venstre side er vist hustruen, Drude Rantzau. Hun står med armene krydset hen over midjen og bærer enkelin med lange nedhængende snipper. Kjolen er opknappet fortil og lader en underklædning komme til syne; pibekrave i halsen og krusede manchetter ved håndleddene samt komulesko, der anes under den fodlange klædning. Mellem parret er indsat to diminutive grupper, der viser hhv. sønnerne (th. for faderen) og døtrene (mellem faderen og moderen), alle med ensartet klædedragt og uden nærmere individualisering. Dog har de forreste tre sønner skæg ligesom faderen. Drengene er iført halvlang kappe og knælange pludderbukser; på hovedet en rundpuldet hat. Pigerne er klædt som moderen, om end med pufærmer på kjolerne og tætsluttende huer. Over ægteparrets hoveder ses deres respektive våbenskjolde (Munk (Lange) og Rantzau)." (Danmarks Kirker)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
- 1568
