Om slægterne Brændgaard & Heilesen

Hr. Iver Axelsen Thott, til Lillø

Hr. Iver Axelsen Thott, til Lillø[1, 2, 3]

Mand ca. 1420 - 1487  (67 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Notater    |    Kilder    |    Alle    |    PDF

  • Navn Iver Axelsen Thott 
    Suffiks til Lillø 
    Fødsel ca. 1420  Varberg, Halland, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Adresse:
    Varberg Slot 
    Også kaldet Ivar Axelsson Tott 
    Levned
    • Dansk og senere svensk Rigsraad, var Helbroder til ovennævnte Erik Axelsen T. Han var maaske Væbner i 1442, men betegnes i 1444 som Ridder og til Knabstrup (i Merløse Herred), en Gaard, som han sikkert har faaet med sin Hustru Margrethe Poulsdatter Laxmand. l 1447 aftalte Axelssønnerne, at I. og den ældre Halvbroder Aage i Forening skulde styre den afdøde Faders Len Varberg; men at denne Aftale er kommet til Udførelse for I.s Vedkommende, vides der intet om (ovfr. S. 315). I alt Fald fra 1449 var han dansk Rigsraad, i hvilken Egenskab han i 1453 sammen med Claus Rønnov sluttede Stilstand med Carl Knutsson i Vadstena og i Stockholm, ligesom han i 1454 fik Fuldmagt til at deltage i et nyt Møde med Svenskerne i Rønneby og i 1455 forhandlede med dem i Vadstena. I 1452 var han kommet i en ublidere Berøring med dem under Kong Carls Indfald i Skaane, da hans efter Faderen arvede Gaard Herlev blev brændt af dem; han skal den Gang i Følge en yngre Beretning have vist sin Fædrelandskærlighed ved foreløbig at slutte Forlig med Ærkebiskop Tuve Nielsen af Lund (med hvem han virkelig har ligget i Strid) for i Forening med Ærkebispen efter Evne at forsvare Landet mod Fjenden. Beretningen er dog muligvis upaalidelig og stemmer mindre godt med I. A.s Optræden i en senere Tid, da han afgjort satte sine egne og sin Slægts Interesser over sit Fædrelands.
      I 1464 døde Broderen Philippus Axelsen, der havde efterfulgt den ældre Halvbroder Oluf som Styrer af Gulland, og Hr. L, der s. A. havde deltaget i et dansk Gesandtskab til Preussen, overtog derefter, foreløbig som Kong Christians Mand, Gulland, der havde været Olufs Pant. Hvad der har bevirket, at I. A. ved denne Tid begyndte at nærme sig det svenske Selvstændighedsparti og derved slog ind paa en Bane, der vel kunde aabne ham store Muligheder i Sverige, men maatte bringe hele hans Stilling i Danmark i Fare, vides ikke; han har i alt Fald ikke saaledes som Broderen Erik kunnet være misfornøjet med, at han ikke paa ny opnaaede en fremtrædende Plads i Sverige, da han ikke tidligere havde beklædt en saadan. Men vist er det, at der i Okt. 1465 udfærdigedes en pavelig Dispensation for I. A. – der da maa have været Enkemand, og det ikke blot efter Margrethe Laxmand, men ogsaa efter en senere Hustru, Marine, Datter af Torbern Bille (II, 259) – til at ægte sin Slægtning Kong Carl Knutssons Datter Magdalene. Det følgende Efteraar, paa Unionsmødet i Nykøping, hvor I. A. mødte som dansk Repræsentant, fandt Brylluppet Sted, samtidig med at Hr. I.s Datter Beate ægtede den daværende Tilhænger af det svenske Selvstændighedsparti Arvid Trolle. Hertil kom nu den Beslutning, som Svenskerne, til Dels paa Foranledning af ham, toge paa Nykøpingmødet om Carl Knutssons Gods (ovfr. S. 323), og den derefter følgende Indsættelse af Erik Axelsen som svensk Rigsforstander; begge Dele maatte i høj Grad vække Christian I’s Vrede mod Axelssønnerne. Rimeligvis som en Følge heraf fratog Kongen Philippus Axelsens Arvinger Tranekjær; men dette, bevirkede atter, at Erik og I. A. sendte Kongen deres Op-sigelsesbreve, I. A. ved Pinsetid 1467. Hr. L, der fra nu af sad som faktisk uafhængig Hersker paa Gulland i 20 Aar, undsatte derpaa Erik i Stockholm i Sommeren 1467; men formodentlig allerede den Gang var saa vel deres som den tredje Broder Laurens’ Gods i Danmark blevet tildømt Kronen. Af Ejendomme havde I. A. foruden Herlev Lillø, ligeledes i Gers Herred, og af Len Sølvitsborg samt Gers og Villands Herreder og Væ By, alt i Pant. Kongen lod nu Sølvitsborg og Lillø belejre, og i Sept. maatte Besætningen paa Sølvitsborg overgive Slottet. Lillø derimod holdt sig i Vinteren 1467-68, og det lykkedes I. A. i 1468 at bringe Gaarden Undsætning, men ved Midfastetid s. A. blev Kongen dog Herre over Lillø, som han lod nedrive. De Forsøg, som gjordes paa at bringe et Forlig i Stand mellem Kongen og Hr. I. (ved Møder i Halmstad 1468 og i Lybek 1469), førte foreløbig ikke til noget.
      I Sverige havde i Marts 1468 de paa et Møde i Ørebro tilstedeværende Rigsraader lovet, at naar Kong Carl døde, vilde de have hans Svigersøn I. A. (der sagtens allerede nu var svensk Rigsraad) til deres fuldmægtige Høvedsmand, indtil det hele Rigsraad kom sammen og blev enigt om en ny Regent. I Okt. 1469, da Carl Knutssons svenske Modstandere atter rejste sig, bleve I. A.s Hustru Magdalene og Svigersøn Arvid Trolle m. fl. tagne til Fange i Vadstena af Erik Carlsson Vasa-, men Fangenskabet har dog næppe varet længe. Det følgende Aar døde Carl Knutsson; paa sit Dødsleje havde han overdraget Sten Sture at forestaa Riget uden at tage Hensyn til det Løfte, som 2 Aar før var givet I. A. Foreløbig mærkes der dog ikke af den Grund nogen Uvilje mellem I. A. og Sten Sture, af hvilke den første efterhaanden havde faaet og fik forskjellige svenske Len, saaledes Stäkeborg. Gulland stillede han derimod ikke i Afhængighed af Sverige; da Hanseaterne klagede over de Kaperier, de gullandske Udliggere forøvede, havde Carl Knutsson kort før sin Død svaret, at han ingen Magt havde paa Øen, som I. A. holdt til Kong Christians Haand, indtil han fik betalt, hvad Christian skyldte ham og hans Broderbørn, hvorefter han agtede at overgive den danske Konge Øen. Ved Fredsmødet i Kalmar 1472 mellem Danmark og Sverige bestemtes bl. a. for I. A.s Vedkommende, at han foreløbig skulde have Gers Herred, Væ og Villands Herred tilbage, indtil det kunde blive paadømt, hvorvidt disse Len tilkom ham eller Kongen, og en lignende Dom skulde fældes om Sølvitsborg, uden at Hr. I. dog skulde have dette Len tilbage inden Dommens Afsigelse. I. A. var tilstede som svensk Prokurator paa de følgende Kalmarmøder 1473, 1474 og 1476, men til Trods for de i 1473 og 1474 fra dansk Side gjentagne Løfter er det aabenbart, at den Dom, som var stillet i Udsigt 1472, aldrig er bleven afsagt. I 1476 erklærede Hr. I. over for Kong Christian selv, at han hidtil havde holdt Visborg til Kongens og Danmarks Krones Haand og ogsaa agtede at vedblive hermed i Fremtiden, en Erklæring, der ganske vist foreløbig ikke fik praktisk Betydning.
      Der kunde ved denne Tid være Grund for I. A. til at stille sig i et nogenlunde taaleligt Forhold til Danmark, da han efterhaanden vakte sig Uvenner paa andre Kanter. At han ligesom Broderen Erik havde blandet sig i den liflandske Ordens Anliggender, havde mindre at sige, da ogsaa den svenske Regering snart efter gjorde det samme. Hansestædernes Vrede havde han vakt allerede i Carl Knutssons sidste Tid, i det de Udliggere, han udsendte fra Gulland, gjorde Skibsfarten usikker. Dette var ikke blevet bedre siden da, og en Tid lang gik hans Kaperier især ud over Hollænderne; men det fik dog ingen større Betydning, saa længe Hr. I. stod paa en god Fod med Sten Sture. Men i 1481 døde I. A.s Broder Erik efter at have overdraget Slotslovene over sine omfattende finske Len til Brødrene I. og Laurens (ovfr. S. 323), Sten Sture, der maatte være meget misfornøjet med en saadan Magtudvidelse for Hr. I. og Broderen, søgte at faa Lenene tilbage under Kronen, og Forhandlingerne førte endelig i 1483 efter Laurens’ Død til en Overenskomst mellem I. A. og Sten Sture, hvorved den første afstod Erik Axelsens finske Len (Viborg, Tavastehus og St. Olofsborg) mod at faa Borgholm med Øland for Livstid og ligesaa Raseborg Len, som Laurens Axelsen selv havde haft, og som dennes Børn nu skulde have Ret til at beholde i et vist Antal Aar efter Hr. I.s Død. Et Par Maaneder efter var I. A. som svensk Sendebud tilstede ved det Unionsmøde i Kalmar, hvor Kalmar Reces vedtoges, ligesom han baade i 1482 og 1484 deltog i Møder mellem danske og svenske i den samme By. Men i det sidstnævnte Aar, 1484, skal Hr. I. ved et Raadsmøde i Stockholm have søgt at faa Sten Sture afsat som Rigsforstander og sin Svigersøn Arvid Trolle indsat i hans Sted. Hans Kaperier fremkaldte imidlertid fremdeles Misfornøjelse hos de søfarende, der vendte sig med Klager til den svenske Regering; og da den egenmægtige Maade, hvorpaa I. A. styrede sine svenske Len, ogsaa vakte Sten Stures Vrede, og Forsøg paa at udjævne Stridspunkterne ad fredelig Vej mislykkedes, i det Hr. I. ikke vilde møde til Forhandlinger med Rigsforstanderen, begyndte denne endelig i 1487 at belejre Borgholm, hvor hans Modstander da opholdt sig, ligesom han sagtens ved samme Tid, lod Stäkeborg og Raseborg indeslutte. Naar I. A. saa længe havde kunnet holde sig i sin faktiske Uafhængighed paa Gulland, laa det naturligvis i, at man hverken i Danmark eller Sverige havde turdet gribe til de yderste Forholdsregler mod ham af Frygt for, at han derved skulde drives til fuldt ud at kaste sig i det andet Riges Arme og skaffe dette den betydelige Fordel, som Herredømmet over den vigtige Østersøø vilde give. Nu havde Sten Sture imidlertid begyndt Angrebet, og det viste sig da snart, hvor usikker Hr. I.s Stilling under disse Forhold var. Ikke længe efter, at Belejringen af Borgholm var begyndt, lykkedes det ham i Febr. 1487 ved Nattetid at slippe over til Visby i en Baad, i det han efterlod sin Hustru paa Borgholm; men da han mistvivlede om alene at kunne tage det op med Sten Sture, traadte han i Forbindelse med Kong Hans og lovede at overgive ham Gulland. En dansk Flaade afsejlede nu til Gulland, og Slottet og Øen kom uden Vanskeligheder i Kongens Hænder; i Juni hyldedes Kong Hans i Visby af Befolkningen, ligesom I. A. aflagde Troskabsed til ham og derpaa blev taget til Naade igjen. Besætningen paa Stäkeborg havde vistnok i Maj maattet overgive Sten Sture Slottet, og ogsaa Raseborg overgav sig, og efter Visborgs Overgivelse havde Kong Hans en Sammenkomst med Sten Sture, ved hvilken denne forpligtede sig til at oplade Kongen Sverige, medens Kongen til Gjengjæld lovede, at Hr. I. skulde overgive Sten Sture Øland og Borgholm. Hr. I. søgte at unddrage sig denne Forpligtelse, men Kongen nødte ham til at opfylde den, og Hr. I. tog derpaa med sin Hustru Magdalene, der havde været paa Borgholm lige til Slottets Overgivelse, Ophold paa Lillø. Han var nu en slagen Mand; sin uafhængige Stilling paa Gulland, hvor Kong Hans indsatte en anden Lensmand, havde han mistet og ligesaa sine svenske Len; og at han har faaet sine tidligere danske Pantelen tilbage, kan ikke antages, ligesom der heller ikke er Tale om, at han atter blev optaget i det danske Rigsraad. Han overlevede ikke længe sit Nederlag; 1. Okt. 1487 døde han, og 8 Aar senere, 1495 (o. 24. Avg.), fulgte hans Hustru ham i Graven. Den mærkelige Stilling, han i en Snes Aar havde kunnet indtage som en i Virkeligheden uafhængig Fyrste paa Gulland, vidner selvfølgelig om en betydelig Begavelse; men at hans Magt dog først og fremmest beroede paa Modsætningen mellem Danmark og Sverige og ikke havde noget naturligt Grundlag, fremgaar klart af den Hurtighed, hvormed den knækkedes i 1487. (Styffe, Bidrag t. Skandinaviens hist. III-IV. P. v. Möller, Bidrag t. Hallands hist. I, 127 ff. , William Christensen.)
    Beskæftigelse Gotland, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Sørøver 
    Titel 1444 
    Ridder 
    • Væbner 1442.
    Beskæftigelse 1447 
    Lensmand 
    • 1447 Varberg og senere adskillige svenke og finske len. Herre over Gotland (Gulland)
    Beskæftigelse 1449 
    Rigsråd 
    • 1449 Rigsråd i Danmark, c. 1468 Rigsråd i Sverige
    Død 1 okt. 1487  Gotland, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Holbek & Brun: efter Andre på Lillø eller først død 1495 på Haraldskjær)
    Person-ID I2870  Simon
    Sidst ændret 18 feb. 2022 

    Far Hr. Axel Pedersen Thott, til Herlev og Lillø   d. ml. 24 nov. 1446 og 25 jan. 1447 
    Mor Ingeborg Ivarsdatter,   f. eft. 1390   d. ml. 3 mar. 1447 og 3 mar. 1466 (Alder < 55 år) 
    Ægteskab før 26 mar. 1419 
    Familie-ID F984  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Margrethe Poulsdatter Laxmand, til Knabstrup   d. eft. 1467 
    Ægteskab 1450 
    • Yderligere børn i ægteskabet: Oluf Iversen Thott (d. som lille),
      Ingeborg Iversdatter Thott (d. 1464 af pest),
      Lisbeth Iversdatter Thott (d. 1464 af pest).
    Børn 
     1. Beate Ivarsdatter Thott   d. 4 dec. 1487
    Familie-ID F983  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 24 jan. 2022 

    Familie 2 Maren Torbensdatter Bille   d. Ja, dato ukendt 
    Ægteskab
    • Barn i ægteskabet: (Ukendt) Iversdatter Thott (d. bef 1495).
    Familie-ID F1673  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 24 jan. 2022 

  • Billeder
    IvarAThott.jpg
    IvarAThott.jpg
    https://da.wikipedia.org/wiki/Iver_Axelsen_Thott#/media/File:Ivar_Axelsson.jpg

  • Notater 
    • Gift 3: med Magdalena Karlsdotter Bonde (c. 1445 - c. 24 Aug 1495, Bosgård, Söderköping). Barn i ægteskabet: Margrethe Iversdatter Thott (d. 10 Nov 1473).

  • Kilder 
    1. [S25] Holbek, Hans Santasilia & Elsebet Bruun, Stamtavler over danske adelsslægter, (https://finnholbek.dk/index.php), 17 jun. 2018, https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I18014&tree=2.
      Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen. Danmarks Adels Aarbog. Dansk Adelsforening, DAA 1900:426.

    2. [S109] Bricka, Carl Frederik (red.), Dansk Biografisk Lexikon, 1. udg., (København, Gyldendal, 1887-1905), 17 jun. 2018, Bd. 17. S. 325 ff.
      http://runeberg.org/dbl/17/0327.html

    3. [S153] Reventlow, Christian Ditlev, Slægten Reventlow, (https://www.reventlow.dk), 18 jun. 2018, https://www.reventlow.dk/tng/getperson.php?personID=I2211&tree=reventlow.