| Levned |
- "Jens Nielsens tredie ægteskab blev ikke lykkeligt. Hans hustru, altså Jacob Barfods moder, Maren Nielsdatter, var ham utro. Som før nævnt bosatte de sig straks efter brylluppet i Nørum. Men forholdet mellem dem brød snart sammen, og Maren Nielsdatter flyttede i en kortere periode til Hammerum. Nogle dage forinden havde hun ved hjælp af tre af sine stedsønner Las, Frands og Josva, fået en del indbo bragt over til Peder Clemensens hustru , Birgitte Nielsdatter i Hesselbjerg, som havde lovet at opbevare de forskellige ting for hende. Det drejede sig om følgende sager: 1 sølvstob, nogle sølvskeer og tinsager og en forgyldt linde og enkelte andre ting; men sølvstoben blev hende dog pantsat. Senere opstod der en alvorlig strid om, hvilke ting Birgitte Nielsdatter i det hele taget havde fået til forvaring; thi da Maren Nielsdattter ønskede at få sit indbo tilbage, hævdede Birgitte, at alt, hvad hun havde fået overdraget, var blevet hende pantsat, ligesom hun påstod, at der ikke var blevet hende overdraget nær så mange ting, som Maren Nielsdatter og hendes hjælpere siden havde opgivet. Maren Nielsdatter fortrød straks, at hun havde afleveret så meget af sit indbo, og da hun inden længe vendte tilbage til manden, havde hun brug for sine ting. Derfor sendte hun en af sine sønner, Niels Mortensen i Hagelskjær, til Hesselbjerg for at kræve sagerne tilbage. Hertil svarede Birgitte Nielsdatter køligt og afmålt: Hvis din moder, Maren Nielsdatter, selv vil komme til mig derom, skal hun gerne bekomme, hvad jeg har ef hendes. Til brug i en retssag, som det trak op til, bad Jens Nielsen Michel Jensen i Hammerum, Niels Svenningsen og Jens Mortensen i Nørum, om de ikke ville forhøre hos hans hustru, hvilke ting hun havde overdraget til Peder Clemensens hustru i Hesselbjerg. Da meddelte hun dem, at hun havde overgivet til Birgitte Nielsdatter: "Tinfade, tintallerkener, lysestager, et bækken og et par små lagener, hvilke sidste hun bekender, hun havde fået igen. Dog beklagede hun, at der var taget noget af samme lagen på den ene ende, siden de var hende afkrævet, men hun navngav ikke, hvor meget af hver slags boskab, der var hos Birgitte Nielsdatter. Det var de oplysninger, de tre mænd fik af Maren Nielsdatter. Da Jens Nielsen helst ville undgå en retssag, prøvede han på at fåm et forlig i stand mellem de to kvinder, hvorfor han samlede de stridende parter i sit hjem i Nørum. Til stede var Jens Jacobsen i Højris, Jens Mortensen i Nørum, Frands Jensen i Bjødstrup, Jens Nielsen og hans hustru i Nørum og endelig modparten Birgitte Nielsdatter og hendes mand fra Hesselbjerg. Birgitte Nielsdatter påstod straks, at alt, hvad hun havde fået overdraget af Maren Nielsdatter, var 1 sølvstob (kande), 3 tinfade, 4 tintallerkener og 1 lysestage, og det var blevet hende pantsat; men da de øvrige tilstedeværende hævdede, at Birgitte desuden også havde fået overleverert 2 sølvskeer, 1 bækken og en stor forgyldt Linde, og at kun sølvstoben var blevet hende pantsat, kunde der naturligvis ikke blive tale om forlig. Derefter blev der vist fra begge sider anlagt sag. Da dommen over Maren Nielsdatter skulle falde ved landstinget, var Birgitte Nielsdatter selv til stede, og hun svor med højeste helgens ed, at hun ikke havde haft eller fået noget af forskrevne gods af Maren Nielsdatter uden en sølvstob, som var blevet hende tilpantet. Dette var jo helt i strid med, hvad hun før havde udtalt for sine modstandere. Men takket været eden blev hun frifundet, medens hendes modparti var ilde stedt, da de alle var indbyrdes slægtninge og derfor var vildige vidner i sagen, og retten kunne således ikke tage hensyn til dem. Sandsynligvis har Jens Nielsen derefter indstævnet Birgitte Nielsdatter for om muligt at få frifindelsesdommen, som måske var baseret på mened, omstødt." (Vestjydsk Bondeliv i 1600'erne. Kulturhistoriske skildringer. eget forlag 1953, s. 27ff.)
|
Om slægterne Brændgaard & Heilesen
ca. 1565 - 1656 (91 år)
