- "»Kulturkæmpen« er han blevet kaldt, Kaj Elkrog.
Og i Rudersdal Kulturparaplys hyldest til ham, da han som 86-årig trådte tilbage som formand for foreningen, hed det slet og ret: »Har du sagt kultur i Rudersdal, må du også sige Kaj Elkrog«.
Lørdag den 8 februar fylder kulturkæmpen 90 år, og Kaj rimer stadig på kultur, hvilket man ikke er i tvivl om, når man træder ind i hjemmet i Nærum.
På væggene hænger blandt andet flere værker af Poul Anker Bech, mens møblementet i vid udstrækning består af klassiske Wegner-møbler.
– Min kone og jeg samlede kunst, og vi havde faktisk en aftale om, at vi satte penge af til kunst, siger Kaj Elkrog, der sammen med sin kone, Rigborg, derfor havde en kunstkonto, hvorpå pengene var øremærket kunst.
– Kunstkontoen kunne kun bruges på kunst, forklarer Kaj Elkrog.
Glæden ved kultur har givet Kaj Elkrog en modvægt til et arbejdsliv, som tog mange af døgnets timer.
– Kultur har betydet meget for mig, fordi jeg i sin tid havde et job i toldvæsenet, som tog meget af min tid. Jeg så, hvordan de kolleger, der ikke interesserede sig for andre ting end deres arbejde, blev meget smalsynede. Så det har været meget vigtigt for mig at foretage mig noget andet end udelukkende at beskæftige mig med mit job, siger Kaj Elkrog, der gennem 50 år arbejdede sig op gennem rækkerne inden for toldvæsenet, hvor han endte som direktør i Told- og Skattestyrelsen med ansvar for udvikling og planlægning.
Glæden ved kulturen er kommet kulturscenen i Rudersdal særligt til gode, idet Kaj Elkrog – udover altså at have været formand for Rudersdal Kulturparaply – har været formand for Søllerød Scenen, en af initiativtagerne til Sommerkoncerterne på Næsseslottet og menighedsrådsformand i Søllerød Sogn, hvor han var med til at etablere Søllerød Sognegård.
Sidstnævnte er en af de bedrifter, som Kaj Elkrog er mest stolt af.
– Der var modstand mod byggeriet af sognegården, og det tog mig i virkeligheden 20 år, fra jeg i 1973 startede de første bevægelser og indtil indvielsen i 1993, at se det afsluttet. Jeg synes, at det er blevet en smuk og flot bygning, som selv dem, der i sin tid var modstander af, efterfølgende er blevet meget glade for, siger Kaj Elkrog.
Det kirkelige liv har i det hele taget betydet meget i Kaj Elkrogs liv, og han går i gennemsnit i kirke to gange om måneden.
– Jeg er ikke meget religiøs, men bekender mig til det, kirken står for, og så synes jeg, at det er en væsentlig samfundsfaktor, siger Kaj Elkrog.
Selvom Kaj Elkrog med sit omfattende cv og sine – snart – 90 år vel efterhånden har gjort sig fortjent til at læne sig tilbage i sin petroleumsblå Bamsestol, holder han sig stadig travlt beskæftiget.
Han er blandt andet fortsat medlem af skrivegruppen bag Søllerødbogen, ligesom han for tiden er formand for en komite, der arbejder for en samlet bevarelse af Told- og Skattemuseet.
– Museet blev for nogle år siden besluttet nedlagt, og det var vi nogle stykker, der ikke syntes var rimeligt, siger Kaj Elkrog om museet, der blev oprettet i 1912 på frivillig basis.
Planerne om nedlæggelsen af museet var ifølge Kaj Elkrog så fremskredne, at man havde indbudt Nationalmuseet til at forestå en opsplitning af museet, hvor museer og efterfølgende private kunne komme og hente museets genstande.
– Og det syntes vi var for galt, så vi opnåede en ministerresolution på, at det skulle stoppes, siger Kaj Elkrog.
Det ser på nuværende tidspunkt ud til, at det lykkedes at reetablere museet på Museum Oldemorstoft i Bov i Aabenraa Kommune.
Ifølge Kaj Elkrog er en af nøglerne til at nå en høj alder og stadig være i fin form at være aktiv.
– Det er meget vigtigt at holde sig i gang og hele tiden have noget at beskæftige sig med, selvom man engang imellem siger til sig selv: »Hvorfor i alverden har du dog rodet dig ind i det her?«, siger Kaj Elkrog med et grin.
Stakken af bøger og aviser på hans sofabord vidner om, at han holder sig orienteret og opdateret, hvilket han mener er vigtigt.
– Jeg kunne måske med nogen ret sige, at nu fylder jeg 90, og så rager resten af verdenen mig en papand, men det synes jeg er uansvarligt, siger Kaj Elkrog, der dog mener, at hans høje alder må medføre visse frynsegoder.
– Jeg tager ikke på nuværende tidspunkt store personlige beslutninger om ikke at spise bøffer eller at lade være med at drikke rødvin. Jeg regner med, at jeg bliver fritaget for nogle af de beslutninger, siger Kaj Elkrog med et grin.
Udover at holde sig travlt beskæftiget dyrker Kaj Elkrog også lidt hjemmegymnastik hver morgen, når han står op. Han står i øvrigt op hver morgen mellem klokken 06.00 og 06.30, for ellers føler han, at »dagen er spildt«.
Sidst men ikke mindst er Kaj Elkrogs kæreste, Ellen Kristensen, også med til at holde ham i gang.
– Hun er helt sikkert med til at holde mig til ilden, siger Kaj Elkrog, der i 2012 mistede sin kone, Riborg, til kræft.
Han og Ellen Kristensen kendte godt hinanden i forvejen, men i 2014 eller 2015 – årstallene flyder med alderen en smule sammen, forklarer Kaj Elkrog – mødte han efter en kirketur Ellen Kristensen med en gruppe veninder.
– Og der sagde hun til mig: »Der er kaffe hjemme hos mig om en time«, og det kunne jeg jo ikke sige nej til, siger Kaj Elkrog og smiler.
De to bor – stadig – hver for sig, og så skiftes de til at lave mad og komme på besøg hos hinanden; Kaj Elkrog kalder det »en glimrende ordning, som, vi begge er meget glade for«.
I anledning af hans 90-års fødselsdag holder Kaj Elkrog åbent hus på dagen mellem klokken 11.00-14.00, og det foregår – ganske passende – i Søllerød Sognegård."
|
Nekrolog |
- "Direktør i Told- og Skattestyrelsen med ansvar for udvikling og planlægning i årene 1990-95, Kaj Jørgen Elkrog, Nærum, er død, 92 år gammel.
Rangermester-sønnen fra Fredericia blev efter realeksamen toldassistent i Faaborg 1951 og allerede et par år efter forflyttet til København, hvor en fornem karriere skulle tage form. I Blå Bogs fakta-neutrale gengivelse hedder det:
Finansministeriet, Departementet for Told- og Forbrugsafgifter 1958, overtoldassistent i Forbrugsafgiftsinspektoraterne 1962, forflyttet til Direktoratet for Toldvæsenet 1966, toldinspektør 1968, kontorchef for Direktoratets 1. Kontor (personale og budget) 1969, chef for 7. Kontor (forbrugsafgifter) 1973, distriktstoldchef til rådighed for Direktoratet som chef for Forbrugsafgiftsafdelingen 1975, underdirektør hér 1980, vicedirektør 1981, chef for Udviklings- og Planlægningsafdelingen 1985, souschef for Skatte- og Afgiftsstyrelsen 1989-90 og endelig direktør i Told- og Skattestyrelsen med ansvar for udvikling og planlægning 1990-95.
Ved siden af den formelle karriere var Kaj Elkrog i alle årene 1969-89 censor ved Toldvæsenets Fagskole.
Hertil kom en række kirkelige tillidshverv, hvoraf kan nævnes, at Kaj Elkrog var formand for Søllerød Sogns Menighedsråd 1974-81 og igen 1984-89, hvor han var med til at etablere Søllerød Sognegård, ligesom han sad i bestyrelsen for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer 1974-86. Han var desuden formand for repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad 1991-98.
Lokalt var Kaj Elkrog formand for Rudersdal Kulturparaply og for Søllerød Scenen, ligesom han var en af initiativtagerne til Sommerkoncerterne på Næsseslottet. Han blev ligefrem kaldt "kulturkæmpen" og var levende optaget af Socialdemokratiets lokalhistorie.
Kaj Elkrog var kongeligt dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrogordenen, ligesom hans gamle hjemby Fredericia udnævnte ham til æresborger i 1986. Han fik Søllerød Kommunes Kulturpris 1993 og blev æresmedlem af Rudersdal Teater 2007.
Kaj Elkrog blev enkemand i 2012 efter 58 års ægteskab med fynske Riborg. Han var far, bedstefar og oldefar, og efterlader ved siden af sine døtre og følgende generationer sin kæreste gennem otte år, Ellen Kristensen, som han naturligvis mødte på en kirketur. Gerne sås han gå lange ture i Søllerød Kirkeskov.
Den afdøde statsembedsmand var kunstsamler og havde bl.a. værker af Poul Anker Bech og Niels Lergaard samt møbler af Hans J. Wegner. Herom sagde Kaj Elkrog i 2020 ved sin 90 års dag til Sjællandske:
"Kultur har betydet meget for mig, fordi jeg i sin tid havde et job i toldvæsenet, som tog meget af min tid. Jeg så, hvordan de kolleger, der ikke interesserede sig for andre ting end deres arbejde, blev meget smalsynede. Så det har været meget vigtigt for mig at foretage mig noget andet end udelukkende at beskæftige mig med mit job."
Om sit forhold til kirken sagde han:
"Jeg er ikke meget religiøs, men bekender mig til det, kirken står for, og så synes jeg, at det er en væsentlig samfundsfaktor. Jeg kunne måske med nogen ret sige, at nu fylder jeg 90, og så rager resten af verdenen mig en papand, men det synes jeg er uansvarligt."
Og lad os så give Kaj Elkrog det allersidste, vittige ord - også fra sin 90 års dag:
"Jeg tager ikke på nuværende tidspunkt store personlige beslutninger om ikke at spise bøffer eller at lade være med at drikke rødvin. Jeg regner med, at jeg bliver fritaget for nogle af de beslutninger." (Altinget)
|