- "Han voksede op i Højbjerg med to yngre søstre og kom i slagterlære hos Harry Hansen i Højbjerg og var i begyndelsen af 1970erne på det første hold slagtere, som fik en efg-udddannelse. I 1978 blev han selvstændig slagtermester på Holme Møllevej, men efter tre år blev han ansat som svend hos Stjernholm i City Vest, hvor han var til sin død. Han var en meget skattet og stabil medarbejder og kollega og yderst populær hos kunderne.
Annette og Tom Langkilde giftede sig i 1978. De boede en kort periode på Højmarksvej, men flyttede så i Saralystparken, hvor deres tre drenge voksede op. For 30 år siden fik Annette og Tom Langkilde kolonihave i Bjødstrup Mose, hvor de siden boede hver sommer.
Som ung spillede Tom Langkilde fodbold i Lyseng, og han fortsatte også som oldboys.
I mange år var frimærker dog den store interesse. Han var med i en boligforeningsklub i Viby, og her var han formand ved sin død. Sammen med en flok venner havde han desuden i 20 år en derby-spilleklub, hvor de skiftedes til at spille på derbyhestene i Charlottenlund. Overskuddet blev brugt til klubbens årlig weekendtur til august-derbyet i Charlottenlund. Han var også glad for at fiske og gerne sammen med sønnerne.
I familien var han en værdsat kok. Det var ham, der stod for gryderne ved familiefester, og de senere år havde han sin lille private service, som ofte rykkede ud til sønnerne og deres familier med aftensmaden.
Tom Langkilde var en meget kærlig mand og far og midtpunkt i et usædvanligt godt familiesammenhold.
Hans yngste søster har i mange år boet i USA. På grund af flyskræk besøgte Tom Langkilde hende aldrig. Men i august i år skulle han og hans kone have været af sted. Sådan blev det ikke. To måneder før fik han konstateret lungekræft.
Tom Langkilde efterlader sig sin kone, sønner, svigerdøtre og tre børnebørn samt sine søstre." (Århus Stiftstidende)
|