Om slægterne Brændgaard & Heilesen
Notater
Match 31,951 til 32,000 fra 58,040
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 31951 | Gunnild Bendike blev mor til ni sønner og fem døtre, hvoraf dog kun fire sønner og tre døtre overlevede hende. (F. Schrøder). Blandt yderligere børn: Peder (bap. 29 Dec 1737), Peder (bap. 6 Feb 1739), Anna Elisabeth (bap. 25 mar 1740), Christian Friederich (bap. 4 Apr. 1745). | Familie: Johannes Johansen Schrøder / Gunnild Pedersdatter Bendike (F784)
|
| 31952 | Guntha startede som pige ved landbruget, men lærte at væve et par år inden giftermålet. Var hjemmegående mens børnene var små, og overtog i 1961 Ketting postekspedition. Denne blev afskaffet ifm. kommunesammenlægningerne. Hun var hjemmegående en tid, derefter hjemmehjælper i Augustenborg Kommune indtil 1988, hvor hun gik på invalidepension pga. ødelagt ryg. (Knud Heilesen) | Andresen, Guntha Sophia (I261)
|
| 31953 | Günzel II Graf von Schwerin. | von Schwerin, Günzel (I6516)
|
| 31954 | Gurli Maud Ethel Cohn født Levin, Skovbo Plejehjem, Møllevej 4 B, 4140 Borup. | Levin, Gurli Maude Ethel (I9093)
|
| 31955 | Gustav Adolf Ernst Theodor Schrøder (27. september 1885 i Hadersleben, Nordslesvig, Preussen - 10. januar 1959 i Hamborg, Vesttyskland[1] var tysk kaptajn fra Haderslev der i 1939 reddede flere hundrede jøder fra Naziregimets terror. Schröder fik i 1939 ordre på at med Hamburg-Amerika Linieskibet MS St. Louis sejle tyske 937 jøder fra Hamborg til Havanna på Cuba, men passagererne blev på grund af nye visumregler samt uro i den cubanske regering nægtet adgang og skibet nægtet at lægge til kaj, kun 23 fik lov at komme i land. Resten af passagererne blev nægtet adgang til US og en telegrafisk appel til præsident Roosevelt blev ikke besvaret. Han sejlede op langs Floridas kyst, men blev overvåget af US Coast Guard, som affyrede et varselsskud mod skibet. På grund af proviantbeholdningen måtte man returnere til Europa. Derefter en uvis og frygtfuld rejse begyndte for Schröder og hans passagerer. Intet land ville til at starte med tage imod flygtningene. Efter en del offentlig bevågenhed, erklærede Belgien, Nederlandene, Frankrig og England sig dog villige til at tage imod flygtningene og MS St. Louis sejlede til Antwerpen. 2. Verdenskrigs udbrud førte til, at mange af jøderne blev taget ved Tysklands besættelse af landene. Af de 937 passagerer blev 254 således dræbt i Nazi-Tysklands koncentrationslejre. Gustav Schröder, født og opvokset i Haderslev. Han voksede op i en borgerlig familie fra det tyske mindretal i Haderslev. Hans far Nis Andkier Schrøder var Professor i tysk og latin ved Haderslev Gymnasium. Han var et fremtrædende medlem af Den Tyske Forening For Det Nordlige Slesvig (Deutscher Verein für das nördliche Schleswig) og optrådte som sagkyndig i sagen om "Den blå sangbog" i 1905. Dybt skuffet over afstemningen om Sønderjylland i 1920 flyttede familien til Flensborg. Gustav Schröders søn Rolf var udviklingshæmmet, og under hele krigen kæmpede forældrene for at beskytte ham mod nazisternes såkaldte medlidenhedsdrab på handicappede. Schröder blev medlem af NSDAP 1. december 1933 med medlemsnummer 3286996.[2] Schröder har for sin indsats fået tildelt titlen “Retfærdige blandt nationerne” fra Holocaust mindelunden Yad Vashem. Schröder er i Tyskland hædret med Bundesverdienstkreuz. Vejen „Kapitän Schröder-Weg“ i Hamburg og „Kapitän Schröder-Park“ i Altona. Der blev lavet en brittisk dramafilm från 1976 i regi af Stuart Rosenberg i 1976 om St. Louis’ færd; "Voyage of the Damned" med Max von Sydow som Gustav Schrøder. Haderslev Kommune satte i 2018 en mindetavle på dansk, hebraisk, tysk og engelsk for Gustav Schröder på Schröders fødehjem i Storegade 9 i Haderslev. Litteratur Gustav Schröder: Fernweh und Heimweh. Rütten & Loening, Potsdam 1943. (tysk) Gustav Schröder: Heimatlos auf hoher See. Berlin 1949. (tysk) Hans Herlin: Die Tragödie der «St. Louis»: 13. Mai — 17. Juni 1939. Mit Dokumenten. Herbig, München 2001, ISBN 3-7766-2242-3. (= Neuauflage von: Kein gelobtes Land. Die Tragöde der St. Louis. 1961) (tysk) Georg J. E. Mautner Markhof: Das St. Louis-Drama: Hintergrund und Rätsel einer mysteriösen Aktion des Dritten Reiches. Leopold Stocker Verlag, Graz, Stuttgart 2001, ISBN 3-7020-0931-0. (tysk) Georg Reinfelder: MS «St. Louis»: die Irrfahrt nach Kuba — Frühjahr 1939. Kapitän Gustav Schröder rettet 906 deutsche Juden vor dem Zugriff der Nazis. Hentrich und Hentrich, Teetz 2002, ISBN 3-933471-30-3. (tysk) In der offiziellen Eintragung von Yad Vashem aus dem 1993 heißt es über Gustav Schröder: „Schröder war Kapitän des HAPAG-Passagierschiffs ,St. Louis‘. Das Schiff war 1939 mit über 900 jüdischen Flüchtlingen an Bord von Hamburg nach Amerika gefahren, dort wurden sie aber sowohl von Kuba wie auch von den USA abgewiesen. Zurück in Europa unternahm Schröder alles, um nicht nach Deutschland zurückkehren zu müssen; er erwog sogar, das Schiff vor Großbritannien auf Grund zu setzen. Schließlich erklärten sich verschiedene Länder bereit, die an Bord befindlichen Juden aufzunehmen.“ Wer war dieser nordschleswigsche Held, der in seiner eigenen Heimat fast unbekannt geblieben ist? Adjunkt Henrik Heinemeier von der Haderslebener Kathedralschule hat einen verdienst- und wertvollen Beitrag über den Hintergrund verfasst, der unter der Überschrift „ Gustav Schröder – en retfærdig blandt folkene“ im Archiv „Haderslev Historie“ zu finden ist. Gustav Schröder wurde am 27. September 1885 in Hadersleben geboren und am 25. Oktober in „Vor Frue Kirke“ auf den vollen Namen Gustav Adolf Ernst Theodor Schröder getauft. Wikipedia vermerkt: „Schröder stammte aus einer alten reichsdänisch-deutschen kulturengagierten Familie aus dem Grenzland.“ Seine Eltern waren der Gymnasiallehrer Nis Ankjær Schröder und dessen Frau Johanne Elisabeth, geborene Pomnitz. Die Großeltern waren Gutsbesitzer. Gustav war der erste Junge unter neun Geschwistern, ein Bruder starb frühzeitig. Die Familie wohnte in der Storegade 9, später in der Schulstraße, wo Gustav den größten Teil seiner Kindheit verbrachte. Von hier aus konnte man den Arbeitsplatz des Vaters sehen, das Gymnasium und Real-Progymnasium. Schröder war laut Heinemeier eine bekannte Persönlichkeit. Selbst 1849 in Gramm als Sohn des Malermeisters Gotsche Schröder geboren, bestand er 1870 das Abitur am preußischen Gymnasium. Danach folgte ein Universitätsstudium in den Fächern Deutsch und Latein. 1879 kehrte er an seine frühere Schule zurück, ab 1882 als „Ordentlicher Lehrer“ tätig, später trug er den Titel „Professor“. In der Zeit von Kaiser Wilhelm II. wurde die Schule deutsch-nationaler, Nis Schröder machte sich als Vorkämpfer der Deutschen in Hadersleben bemerkbar, angeblich soll er als Lehrer Schüler aus dänischen Heimen provoziert haben. In den 90er Jahren schloss sich Nis Schröder dem deutschen Verein in der Domstadt an, redigierte die Zeitschrift „Die Nordmark“ und wurde sogar zum Vorsitzenden eines ersten deutschen Ortsvereins gewählt. Er galt als „Altdeutscher“. Mit seinem Vollbart und dicken Brillen war er bei Kindern gefürchtet. Gustav Schröder wuchs in einem bürgerlich gebildeten, deutsch-nationalen Elternhaus auf. In der Sønder Ottinggade (heute Nummer 12) baute sich der Vater später ein eigenes Haus. Da hatte sich Gustav aber schon aus Hadersleben verabschiedet. Gustav verließ das Gymnasium 1902 in der Obersekunda, ihn zog es nach eigenen Worten „in die Ferne“, er wollte zur See fahren trotz seines schmächtigen Körpers (1,46 Meter groß und nur 33 Kilogramm wiegend!). Die Schule hing ihm zum Halse raus, hat er später geschrieben. Im Alter von 16-17 Jahren verließ er mit der Einwilligung seines Vaters Hadersleben, um zusammen mit einigen Kameraden in Hamburg auf dem Segelschulschiff „Großherzogin Elisabeth“ anzumustern. Auch die anderen Kinder folgten nicht in die akademischen Fußspuren des Vaters. Das gilt auch für den vier Jahre jüngeren Bruder von Gustav, Ernst Friedrich Wilhelm Schröder, der ebenfalls vor dem Abitur die Lateinschule verließ. Ernst Schröder wurde eine führende Person in der deutschen Minderheit in der Zeit von 1920-1945, nicht zuletzt seit 1929 als einflussreicher Vorsitzender der Nordschleswigschen Zeitung (NZ). Während Ernst Schröder den nationalsozialistischen Weg der Minderheit maßgeblich mitgeht, macht sein Bruder Gustav eine maritime Karriere. Beide Brüder sind aber Parteimitglieder – Gustav seit dem 1. Dezember 1933 mit der Mitgliedsnummer 3286996. Er verließ das Segelschulschiff mit dem Patent zum Leichtmatrosen. Danach heuerte er als Decksmatrose auf dem Schnelldampfer Deutschland an, und es folgten mehrere Weltumsegelungen. Nach der Segelschiffzeit fuhr er Hongkong-Reedereien als Zweiter Offizier. 1914 wurde er von den Briten in Kalkutta interniert; erst 1920 kam er wieder frei. 1921 heuerte er bei der HAPAG an und verdiente zwölf Jahre auf „Trampfahrt“ seine Streifen. 1935 wurde Gustav Schröder Offizier auf der Hansa. Im August 1936 erhielt er mit 50 Jahren das Kapitänspatent und übernahm das Motorschiff Ozeana. Schröder leitete zahlreiche KdF-Fahrten ins Mittelmeer und nach Skandinavien und übernahm Urlaubsvertretungen auf Schiffen, die zwischen Hamburg und New York verkehrten, unter anderem auch auf der „St. Louis“, die am 13. Mai 1939 von den Landungsbrücken im Hamburger Hafen – eine Kapelle spielte „Muss I denn zum Städtele hinaus“ – ausläuft mit dem Ziel: Kuba. An Bord sind 937 Juden, zumeist Deutsche. Laut Passagierschein sind sie „Touristen auf einer Vergnügungsreise“, sie werden auf dem Kreuzfahrtschiff der Hapag – 17.600 BRT, 173 Meter lang, drei blitzende Decks mit Spiegelsalon, Pool, Kino, Tanzkapelle und Teppichen, in denen die Füße versinken – so respektvoll begrüßt wie normale Luxurlauber mit dem Dampfer über den Atlantik. Schröder selbst beschreibt in seinen Erinnerungen, wie sich die anfangs „nervöse Stimmung“ bald entspannt: „Zuversicht und Hoffnung blühten und niemand regte sich auf.“ Am 27. Mai macht die St. Louis frühmorgens an der Pier von Havanna fest, die Kapelle spielt „Freut euch des Lebens“, doch Bewaffnete zwingen die Passagiere zurück und besetzen die Gangway. Schröder verhandelt, klagt, bittet und schreibt Dutzende Telegramme – vergeblich. Mit einem Komitee aus Passagieren versucht er, die Kontrolle zu wahren und plant nachts sogar „Selbstmordverhütungsrundgänge“. Die St. Louis wird jedoch aus dem Hafen von Havanna gezwungen. Nur 23 Juden, die über gültige Visa verfügen, werden aus Mitleid an Land gelassen. Schröder ist niedergeschlagen, von einer melancholischen Abfahrtsstimmung ist die Rede. Zum ersten Male kann er die Frage nicht beantworten, wohin das Schiff nun fahren werde. Er nimmt Kurs auf die Küste von Florida, hofft auf die Amerikaner, doch US-Präsident Roosevelt hat ein strammes Quotensystem zur Begrenzung der Einwanderung eingeführt. Jährlich dürfen nur 25.957 Deutsche in die USA einreisen – Ausnahmen für Juden gibt es nicht. Schröder plant sogar eine illegale Landung, doch die wird u. a. durch US-Flugzeuge verhindert. Das Drama setzt sich fort mit widersprüchlichen Funksprüchen zwischen Warten und Umkehr. Schröder pendelt im Zickzack-Kurs zwischen Kuba und Florida, auch eine zunächst versprochene Landung in der Domikanischen Republik scheitert – ebenso wie spätere Landungsversuche auf der kubanischen Insel Pionosa und auch in New York. US-Präsident Roosevelt gibt auf Drängen seines Außenministers nicht nach. Die deutsche NS-Presse verhöhnt die Irrfahrt. Unter den Passagieren in Todesangst gibt es Nervenzusammenbrüche. Als das Öl knapp wird und die St. Louis nach Europa zurückkehren soll, sagen Passagiere: „Wir fürchten das KZ mehr als den Tod.“ Schröder als ihr Verbündeter überlegt sogar, vor der britischen Küste einen Schiffsbrand vorzutäuschen, um so eine Einreise zu erreichen, doch nach vierwöchiger Irrfahrt einigen sich England, Belgien, die Niederlande und Frankreich in letzter Minute, die Flüchtlinge doch aufzunehmen. Am 17. Juni legt die „St. Louis“ in Antwerpen an. Die Passagiere können von Bord gehen, aber von den rund 900 Passagieren sterben dennoch mindestens 254, weil sie in den besetzten Ländern doch noch von den Nazis gefasst und danach in die Todeskammern geschickt werden. Am 1. Januar 1940 geht Gustav Schröder nach 38 Jahren in Hamburg von Bord. Nie mehr darf er danach ein Schiff steuern, nun wird er in der Deutschen Seewarte bis Kriegsende eine Beschäftigung übernehmen. Seine Odyssee wird 1976 in den Hauptrollen mit Faye Dunaway und Max von Sydow (als Gustav Schröder) unter dem Titel „Reise der Verdammten“ („Voyage of Damned“) verfilmt: Schröder findet nun national und international hohe Anerkennung für seinen mutigen Einsatz zur See. 1957 erhält er „für Verdienste um Volk und Land bei der Rettung von Emigranten“ das Bundesverdienstkreuz am Bande, der Staat Israel ehrt ihn posthum im Kreise der „Gerechten unter den Völkern“ – ebenso wie den deutschen Diplomaten Georg-Ferdinand Duckwitz, der entscheidend zur Rettung der dänischen Juden 1943 nach Schweden beitrug. Im Februar 1990 wird in Hamburg-Langenhorn die Straße „Kapitän Schröder-Weg“ nach ihm benannt, seit 2000 gibt es an den Landungsbrücken eine ausführliche Gedenktafel, und Ende 2017 wurde eine Grünfläche zwischen Kirchenstraße und der Kirche St. Trinitatis in Altona in „Kapitän Schröder-Park“ umbenannt. Selbst beschrieb er 1949 in einem Buch „Heimatlos auf hoher See“ erstmalig das Drama der „St. Louis“. Im Nachrichtenmagazin „Der Spiegel“ wird der Großenkel nach den möglichen Motiven befragt, und er verweist auf „zarte Hinweise“ auf Schröders Innenleben aus der lange verschollenen Seemannskiste mit Postkarten an seinen geistig behinderten Sohn Rolf, liebevoll unterzeichnet mit „Der Papitän“. Liegt hier der Schlüssel zu Schröders humanem Handeln, der Empathie für andere Verfolgte geweckt hat? Großenenkel Glaeveke glaubt, dass Gustav Schröder seine grundsätzliche Prägung schon in seiner Haderslebener Kindheit erfahren hat. In seinen Erinnerungen darüber schrieb Gustav Schröder: „Ich muss an einen alten Lehrer denken, der uns Schülern immer wieder Toleranz predigte. Er sagte nie ein böses Worte über einen Mitmenschen, nicht einmal über seine Widersacher. Tragt euch gegenseitig nichts nach. Ein wirklich gebildeter Menschen tut das nicht.“ Nordschleswig vergisst Gustav Schröder nie. Laut Heinemeier wird sein letztes Werk „Meer und Wald“ 1958 beim Haderslebener Buchdrucker W. L. Schütze veröffentlicht, der nach dem 2. Februar 1946 entscheidenden Anteil an der Herausgabe der damaligen Wochenzeitung Der Nordschleswiger hatte. Was aber geschah mit seinem Bruder Ernst, der 1939 Aufsichtsratsvorsitzender der Nordschleswigschen Zeitung war? Über seinen Bruder Gustav und dessen Odysse ist in der „NZ“ nichts zu finden, doch am 2. Juni 1939 tauchen in der „NZ“ unter der Überschrift „Keiner will sie haben“ zwei kurze Meldungen auf über die gescheiterte Flucht von zwei deutschen Schiffen mit jüdischen Flüchtlingen – ohne jeden Hinweis auf die St. Louis. Ernst Schröder wird als Mit-Hauptangeklagter im Minderheiten-Prozess (auch wegen antisemitischer Artikel, die er vor Gericht bedauerte) 1948 in Apenrade zu sechs Jahren Gefängnis verurteilt. 1951 stirbt Ernst Schröder in Flensburg; ohne Ehren.Sein Bruder Gustav Schröder stirbt 1959 in Hamburg – in Ehren! (Der Nordschleswiger /SH-Ugeavis). | Schrøder, Gustav Adolf Ernst Theodor (I12143)
|
| 31956 | Gustav Nathansen, Født 23.08.1911 Død 13.02.1998 Frugtavler Chauffør Adresser Østbakke Frugtplantage, Hørsholm Ronneby Brunn Tilknytning til undergrundshæren: Den Danske Brigade, 4. Bataillon Notater Fra 15.02.1945, Mødt Brigaden Fra 06.10.1943, Ankom til Sverige Modstandsaktivitet: Militærgruppe (Kildehenvisninger: Rigsarkivet, 0201-089, Navnekartotek: Brigaden, G-104A; Rigsarkivet, 0201-089, Stamoplysninger, G-56). | Nathansen, Gustav (I9718)
|
| 31957 | Gustava Adolphines Schrøder. Skovrider Forstraad Schrøders Datter, Rørdam ved Wedellsborg, 27 Aar. | Schrøder, Gustava Adolphine (I12336)
|
| 31958 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I18719)
|
| 31959 | Guttorm Aasolvssons ægtefælle er (Ukendt). Mange, tilsyneadende med gensidig afskrift, anfører en ægtefælle, Eldrid Jonsdatter, hvis far skulle være Jon Smjørbalte. De to personer er taget med her - med et kildeeksempel - vel vidende at slægtsskabet er spekulativt. | Jonsdatter, Eldrid af Blindheim (I3881)
|
| 31960 | Guy C Wilson Mors navn: Childers Begivenhedstype: Death Dato for begivenhed: 18 Apr 1968 Sted for begivenhed: Los Angeles, California Birth Date: 15 Jul 1898 Birthplace: California | Wilson, Guy Childers (I12249)
|
| 31961 | Gyldenløvesgade 14 - Bagbygning 2. Sal th., København K. Samme bopæl ved reg. som flygtning i Sverige 9 Oct 1943. Ingen børn anført. | Salomon, Ida Sara (I9613)
|
| 31962 | Gyldenstjerne, Mogens, 1485-1569, Rigsraad, Søn af ovfr. nævnte Henrik Knudsen G. (d. 1517), tjente først Kong Hans som Smaadreng, senere Kongens Svigersøn, Markgreven af Brandenborg, og derpaa Hertugen af Württemberg. Under Otte Krumpens Tog til Sverige 1520 førte han Rigsbanneret; i det blodige Langfredagsslag ved Upsala blev han haardt saaret, men reddet af den unge Peder Skram og fik Ridderslaget af Kong Christians egen Haand ved Kroningen i Stockholm. Kort efter rejste han udenlands, besøgte det hellige Land, hvor han efter Tidens Skik badede sig i Jordans Vande, og blev slaaet til «Ridder af den hellige Grav». Dels paa Hen-, dels paa Tilbagevejen besøgte han Cypern, Kreta og Rhodus, og da denne Ø netop paa denne Tid (Nov. 1522) fratoges Johanniterridderne af Sultan Suleiman II, er det vel ikke helt usandsynligt, at M. G. har deltaget i denne berømte Kamp. Da han paa Tilbagevejen i Aaret 1523 kom til Tyskland, fik han Underretning om Kong Christians Udjagelse. I et Brev til Kongen undskyldte han sig for at begive sig til denne, uden dog ligefrem at opsige ham Huldskab og Troskab; men da han ved sin Hjemkomst fandt hele sin Slægt i Kong Frederiks Tjeneste, gjorde han ligesaa, hvorpaa han 1527, i sit 42. Aar, sendtes til Norge i et vigtigt Hverv og indtager fra nu af en betydelig Stilling lige til sit 82. Aar. I Norge havde Kong Frederiks Magt hidtil været meget ringe. Paa Bergenhus sad Hr. Vincents Lunge som Statholder nordenfjælds, myndig og selvraadig; paa Akershus havde han faaet den svage og upaalidelige Hr. Oluf Galde indsat som Statholder søndenfjælds. Kong Christians Fribyttere gjorde Havet usikkert, og man ventede et Angreb paa Norge hvert Øjeblik. Da sendtes M. G. i Foraaret 1527 til Norge med en Flaadeafdeling; først skulde han rydde Havet for Skipper Clement og andre Fribyttere; derpaa skulde han løbe til Oslo og se, hvorledes han paa bedste Maade med Lempe kunde faa Akershus Slot i sin Magt, gribe Hr. Oluf Galde og skikke ham til Kjøbenhavn død eller levende; kunde han ikke med det gode faa Slottet i sin Haand, maatte han bruge Magt. Tillige fik han Breve med til det norske Raad om at overgive Slottet til ham; det hele skulde jo have Udseende af at gaa rolig og lovlig til; navnlig lyder det medgivne Brev til Hr. Oluf Galde helt anderledes end Instruktionen. Man benyttede heri den Brand, der nylig var overgaaet Akershus, som Paaskud til at faa Slottet fra ham, og Kongen lovede da til Gjengjæld at ville ramme Hr. Olufs bedste! Det var saaledes et meget vanskeligt, næsten slibrigt Hverv, der var lagt i M. G.s Haand; men han besad Egenskaber, der gjorde ham vel skikket hertil. Uforsagt Mod var hos ham forenet med stor Aandsnærværelse og en snild Opfindsomhed i Farens Stund. Han var ikke bange for at tage et Ansvar paa sig, selv om han derved ikke saa nøje fulgte den Befalings Ordlyd, han havde faaet, naar han kunde naa det Maal, han ansaa for det bedste. Men ligesom hans Broder Knud hørte han Overgangstiden til og var i visse Henseender smittet af dens Mangel paa moralsk Fasthed; List og Lempe var han ikke bange for at bruge; over for sine Fjender var han en farlig og snu Modstander, over for sine Venner maaske ikke altid fuldt paalidelig. Hvervet lykkedes denne Gang for ham; han fik med Lempe Akershus i sin Haand og opnaaede ogsaa det norske Raads Anerkjendelse, men megen ond Omtale undgik han ikke. Vincents Lunge, der blev i høj Grad forbitret over, hvad der skete i Oslo, beskylder ham for under givet Lejde at have lokket Hr. Oluf Galde til sig og derpaa «taget ham ved Halsen». Dette synes dog at være urigtigt; tvært imod lovede M. G. ham Erstatning i andre Len og sendte ham ikke til Danmark. Han beskyldtes derfor ogsaa af sine Uvenner i Kjøbenhavn for at have overtraadt sin Instrux; men da Hovedøjemedet var naaet, fik han let Tilgivelse herfor og indsattes til Befalingsmand i hele det søndenfjældske Norge. Som Lensmand paa Akershus gjennemskuede M. G. snart den norske Gejstligheds hemmelige Vedhængen ved Christian II’s Sag. Med Kraft optraadte han som Almuens Talsmand mod Gejstlighedens formentlige Overgreb; selv bliver han under disse Forhold mere og mere «luthersk». Medens han 1530 under ét Ophold i Danmark endnu ytrede, at det gaar sælsomt til. med Guds Ords Tjenere der i Landet, skriver han Aaret efter, at det kunde være meget godt, om de norske Biskopper, som da ventedes til Danmark i Anledning af en Herredags Afholdelse, kunde faa noget af Guds Ord at høre. Stadig frygtede han Angreb fra Christian II’s Side, især da han erfarede, at Gustav Trolle forklædt som Bjærgmand hemmelig gjennemrejste Landet. Fra Danmark fik han dog stadig den Efterretning, at det paatænkte Angreb ikke gjaldt ham, og da saa Sommeren 1531 var forbi, og Efteraarsstormene indfandt sig, følte han sig mere tryg og sendte en Del af sin svage Besætning omkring i Lenene for at indkræve Skatterne. Da kom Christian II uventet til Oslo 9. Nov. 1531; alt faldt fra; selv havde M. G. i Øjeblikket kun en Snes Mands Besætning i en til Dels forfalden Fæstning; thi han blev som Lensmand kun knapt underholdt af den sparsommelige Frederik I og havde selv maattet spæde godt til af sit eget for at udbedre det afbrændte Slot noget. Under disse Forhold tabte M. G. ikke et eneste Øjeblik Fatningen. Han satte sig i Forsvarsstand, saa godt han kunde, og nægtede at udlevere Fæstningen. Dog gik han (23. Nov.) efter Forslag fra Christian II’s Side ind paa en Vaabenstilstand, saaledes at han skulde overgive Slottet til Kongen ved Midfaste, hvis han ikke inden den Tid fik Undsætning. Han sendte strax Bud til Danmark om at faa blot 40 Mand snarest; han skulde nok sørge for, at de kom ind paa Slottet, og virkelig lykkedes det ogsaa i en mørk Vinternat i Jan. 1532 at faa 40 Landsknægte indsmuglede, medens Christian II paa denne Tid med største Delen af sin Hær var draget til Vigen. M. G. begyndte strax Fjendtligheder; hævngjerrig, som han kunde være, hvorom ogsaa hans Breve vidne, afbrændte han strax det lige over for liggende rige Cistercienserabbedi paa Hovedøen, hvis Abbed havde sluttet sig til Christian II, og tugtede med Liv og Lyst Oslos frafaldne Borgere. Christian II betragtede ikke disse 40 Mand som en Undsætning og blev meget forbitret over M. G.s «Troløshed». En Undsætning, som i April forsøgtes af Peder Skram og Tile Giseler (ovfr. S. 22), mislykkedes paa Grund af Isforholdene; men endelig 7. Maj kom den store Undsætning under hans Broder Knud G. (S. 380). M. G.s tapre og snu Forsvar af Akershus fandt fortjent Anerkjendelse hos Frederik I, som derfor indsatte ham til Medlem af Krigskommissionen ved Broderens Side og i private Breve særlig anbefalede ham at tage sig af Sagernes Ordning; tillige opfordrede han ham til at søge at komme til Underhandling med Christian II’s Landsknægte og faa Hæren opløst. Denne Opfordring fik stor Indflydelse paa M. G.s Holdning og bidrog meget til, at man indlod sig i Underhandlinger, ikke blot med Landsknægtene, men med Christian II selv, hvoraf Resultatet som bekjendt blev, at Christian II’s Hær opløstes, og han selv førtes ned til Kjøbenhavn for nærmere at underhandle med sin Farbroder. At M. G. var meget ivrig for at opnaa dette Resultat, er sikkert nok, og er han her gaaet videre, end Kongens Breve til ham gave Anledning til, saa har han vel stolet paa, at det skulde gaa denne Gang som i Aaret 1527, da han fik Akershus i sin Magt, nemlig at man bagefter vilde godkjende, hvad han havde gjort. Selv drog han med Flaaden tilbage til Kjøbenhavn; thi han havde faaet et længe næret Ønske opfyldt, at forlade Norge, hvor han altid havde følt sig utilpas. Han forlenedes med Malmøhus, som han tiltraadte i Avg. s. A., og ægtede nu, i sit 48. Aar, Anne Sparre, Datter af Rigsraad Mourits S. til Svanholm (Skurupgaard), der allerede var tilsagt ham 1531. Derimod deltog M. G. ikke i Forhandlingerne i Kjøbenhavn om Christian II’s Skæbne, hvorfor han ogsaa senere med Styrke fremhævede, at han ikke havde nogen Skyld i Lejdebruddet, som han synes at have misbilliget. Under Forholdene efter Kong Frederiks Død sluttede M. G. sig til Mogens Gjøe; han var saaledes blandt de Mænd, der udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn, og var Mellemmand mellem Jørgen Kock paa den ene og Mogens Gjøe og Erik Banner paa den anden Side under de Forhandlinger, der førtes om at sætte Hertug Christian paa Tronen. Men i. Juni 1534, da Oprøret i Malmø pludselig udbrød, lokkedes han under Venskabs Maske til Jørgen Kocks Hus, hvor han blev tagen til Fange, og Malmøhus blev jævnet med Jorden. Under sit Fangenskab forfattede han et interessant Forsvarsskrift for sin Adfærd i Norge; det er som’ næsten alt, hvad der skriver sig fra M. G.s flittige Pen, kvikt og livlig skrevet; med Styrke hævder han, at han altid har holdt sig Kong Frederiks Breve efterrettelig, og han omtaler lige saa lidt som hans Broder Knud med et eneste Ord den saakaldte mundtlige Kontraordre; men selvfølgelig gaar han let hen over de svage Punkter, og Skriftet maa benyttes med Kritik. Da Grev Christoffer fik Magten i Skaane, blev M. G. efter o. 2 Maaneders Fangenskab frigiven mod at slutte sig til denne og forlenedes med Lindholm og Falsterbo som Pantelen efter hans da afdøde Svigerfader. Da Greven fik Fyn i sin Magt, forlenedes M. G. med Hindsgavl og Hagenskov, sidstnævnte efter Reinwald v. Heidersdorf, der var gift med hans Broderdatter, ligesom han af Greven fik Brev paa hele Iversnæs, indtil hans Moder og Søskende gik Greven til Haande, selvfølgelig for at bevare Godset for Familien. I Slutningen af Aaret faldt han imidlertid ligesom hele den øvrige skaanske Adel atter fra Greven og sluttede sig strax til Christian III, der optog ham i Rigsraadet (inden 12. Febr. 1535). Han maatte efter Øxnebjærgslaget igjen opgive sine fynske Forleninger, men beholdt Lindholm og Falsterbo. Under den følgende Del af Grevefejden var han en af Hovedførerne i Skaane under Belejringerne af Lund, Landskrone og Malmø og har derpaa i Okt. 1536 som Rigsraad deltaget i de store Forhandlinger i Kjøbenhavn, der førte til Kongens Haandfæstning og den store Rigsdagsreces, hvorved Reformationen indførtes. Medens Knud Gyldenstjerne i den følgende Tid indtog en mere tilbagetrukken Stilling, steg M. G., der dog havde lige saa stor, om ikke større, Del i, at Oslooverenskomsten var bleven sluttet, fra den ene Værdighed til den anden. Som Rigsraad deltog han i mange forskjellige Møder baade i Ind- og i Udland; oftere var han Statholder eller Befalingsmand i Skaane og fik gode Forleninger (1542-49 Dragsholm, 1549-54 Malmøhus, derpaa, da dette overgaves til Eiler Hardenberg som Hofmester for den unge Hertug Frederik, der nu fik sin Residens her, 1554-58 Laholm, 1558-67 Halmstad, foruden en Del Klosterforleninger og andre Herligheder). 1543 var han Anfører for en Flaade paa 40 Skibe, der krydsede i Nordsøen mod Hollænderne; hans egenhændige Dagbog over dette Togt er endnu bevaret og mærkelig ved, at Begyndelsen er skreven med Runer. 1548 ledsagede han Prinsesse Anna paa det store Brudetog til Sachsen som Dronning Dorotheas Hofmester, hvilket vistnok har givet Anledning til, at han i ældre Skrifter opføres som Rigshofmester, en Stilling, han dog aldrig opnaaede. Da man 1555 frygtede en Overrumpling af Krogen (Kronborg) og Landskrone, blev M. G. i Kongens Fraværelse indsat til Statholder i Kjøbenhavn med vidtstrakt Fuldmagt, hvorpaa han fra Juni-Avg. sendtes til Nordsøen for at rense Havet for de mange franske og skotske «Søtyve», der færdedes langs de norske Kyster. Da Peder Oxe 1558 faldt i Unaade, fik M. G., der synes at have hørt til denne ærgjerrige Mands værste Fjender, derpaa hans Stilling som Statholder paa Kjøbenhavns Slot. I denne ansvarsfulde Stilling, som han beholdt til o. 1566, fik han en overordentlig stor Indflydelse i mange Retninger, og selv efter at Eiler Hardenberg ved Frederik II’s Tronbestigelse var bleven Rigshofmester, træder denne saa vel som Rigsmarsken, den gamle Otte Krumpen, fuldstændig i Skygge for M. G. Under den kort efter udbrudte Syvaarskrig er det Kjøbenhavns Statholder, der maa sørge baade for Udrustningen af Flaaden og for Hærens Proviantering og Forplejning, foruden at en Mængde andre Sager stadig gik gjennem hans Haand. Den nu o. 80aarige Mand synes dog ikke at have været denne Stilling fuldt voxen, selv om de store Mangler, der viste sig i Hærens Forplejning og i hele Krigsførelsen, for en Del maa søges i hele den daværende Administrations Ynkelighed. Klagerne lyde stadig fra Hærens Førere, især Daniel Rantzau og Krigskommissærerne, Rigsraaderne Steen Rosensparre og Peder Bille; den indholdsrige Brevvexling, som i den Anledning førtes mellem dem og M. G., er en af de vigtigste Kilder til Syvaarskrigens Historie. Kongens Vrede synes ogsaa ved flere Lejligheder at være kommen til Udbrud mod den gamle Statholder, og til sidst førte al denne Ynkelighed til, at man kaldte Peder Oxe tilbage, hvorpaa denne i Slutningen af 1566 eller Begyndelsen af 1567 afløste M. G. som Statholder og kort efter blev Rigshofmester. M. G. var da o. 82 Aar gammel og henlevede sine sidste Aar i Ro for Statssager, men ikke for Familiesorger. Anne Sparre var pludselig død 1. Avg. 1564; skjønt M. G. først giftede sig i sit 48. Aar, fik de dog 22 Børn. Han sørgede paa bedste Maade for deres Opdragelse, og flere af Sønnerne studerede i Wittenberg under Reformatorernes Opsyn; men hans Sønner Frands og Henrik stredes endnu i Faderens Dødsaar med den gamle, svage Mand om Besiddelsen af deres Arv, saa Frederik II i et af sine bekjendte hvasse Breve maatte true Sønnerne med de haardeste Straffe, hvis de ikke lode deres gamle Fader i Fred. For øvrigt efterlod M. G. en betydelig Godsrigdom til sine Børn. Foruden Gyldenstjernernes Ejendomme Iversnæs, hvori han dog 1548 afstod sin Andel til sin Broder Christoffer, og Restrup, hvori han fik Del efter sine Søskende, havde han med sin Hustru faaet Del i Svanholm og Bjersgaard i Skaane. 1540 havde han af Kronen kjøbt Tommerup i Skaane med betydeligt tilliggende Gods, og 1546 fik han af Kronen det tidligere Bispelen Fultofte i Skaane med betydeligt Gods som Vederlag for sin Part af den svenske Adelsmand Niels Bielkes i Danmark inddragne Gods, som hans Fader, Henrik G., i sin Tid havde erhvervet sig. Omtrent fra 1557 af skriver han sig til «Stjærnholm», vistnok det samme som det af ham ombyggede Tommerup. Hans Bestræbelser for at komme i Besiddelse af det store Gods i Skaane, der tilhørte hans Hustrus Slægtning den svagelige Axel Rosenkrantz og dennes umyndige Søn Claus, mislykkedes derimod, og den gamle M. G. maatte til sidst med Sorg se paa, at disse Ejendomme kom i hans «Ven» Peder Oxes Haand. Han viste sig i hele denne Sag og i sin Adfærd mod den med disse Personer beslægtede Peder Christensen Dyre (IV, 378) som en meget snild, men farlig Ven og overordentlig godskjær Personlighed, som det ikke var raadeligt at komme i Lag med. M. G. døde 8. Okt. 1569 i Kjøbenhavn, noget over 84 Aar gammel. Saaledes siges i Ligprædikenen, som 6. Marts 1570 holdtes i vor Frue Kirke af Niels Hemmingsen (efter mindre paalidelige Kilder døde han 9. Okt., 88 Aar gammel). Ingen skal dog kunne beskylde Niels Hemmingsen for at have rost den gamle Mand, der havde ført et saa indholdsrigt Liv og trods sine mange Skyggesider dog var en fremtrædende Personlighed, for meget. Ikke med et eneste Ord nævnes han i den lange Prædiken; kun roses han i den vedføjede korte Levnedsbeskrivelse i al Almindelighed for Gudsfrygt, og denne er næppe forfattet af Niels Hemmingsen. (Niels Hemmingsen, Ligpræd. ov. M. G., 1570. ; Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling S. 16 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. V. ; Personalhist. Tidsskr. 2. R. VI. (A. Heise.) "Tjente 1488-90 kong Hans som smådreng, derefter hos markgreverne af Brandenburg og hertugen af Württemberg, førte 1520 rigsbanneret på Otte Krumpens tog til Sverige, såret i langfredagsslaget ved Uppsala, reddet af Peder Skram, fik af kong Christiern ridderværdigheden ved kroningen i Stockholm, besøgte derefter det hellige land, ridder af den hellige gravs orden, berejste Cypern, Kreta og Rhodos, trådte 1523 i kong Frederik I.s tjeneste, sendtes 1527 til Norge med en flådeafdeling for at rense havet for Skipper Clements og andre fribyttere og at vinde Akershus, hvilket sidste lykkedes ham; 1530 forlenet med Akershus slot, Raa Byggelag, Søller, Østerdalen o.s.v., fik samme år tilladelse til af sine medarvinger at indløse Bygholm slot, forsvarede 1531 Akerhus mod Christiern II., blev 1534 tagen til fange ved oprøret i Malmø, fik samme år pantebrev på Lindholm og Falsterbo, af greve Christopher forlenet med Hindsgavl og fik overdraget Iversnæs med alle gårde, der tilhørte hans moder fru Karine og hans søskende, frafaldt grevens sag, optaget 1535 i Rigsrådet og opgav sine forleninger, men blev påny forlenet med Lindholm og Falsterbo, var under resten af grevefejden en af hovedanførerne i Skåne ved belejringen af Lund, Landskrona og Malmø, deltog 1536 ved forhandlingerne i København, 1542-49 forlenet med Dragsholm, var 1543 anfører for en flåde på 40 skibe i Nordsøen ved Holland, fulgte 1548 prinsesse Anna til Sachsen, 1549—54 forlenet med Malmøhus, 1551-58 med Laholm, 1558-67 med Halmstad, 1555 statholder i København, 1558 på Københavns slot." (Holbek & Brun) | Gyldenstierne, Hr. Mogens Henriksen til Iversnæs og Restrup (I4389)
|
| 31963 | Gymnasielærer 1966-79. Konverterede til den romersk-katolske kirke i 1967. Rektor for Dronnninglund Gymnasium 1979 -1990. | Dolmer, Per (I12362)
|
| 31964 | Gymnasielærer i Schleusingen. | Sadée, Leopold (I8761)
|
| 31965 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I218)
|
| 31966 | Gymnastik- og svømmelærer | Schrøder, Grete Kirsten Sidenius (I14335)
|
| 31967 | Gymnastikdirektør. | Schrøder, Gudrun (I14721)
|
| 31968 | Gymnastiklærer ved Askov Højskole | Schrøder, Ingeborg (I14711)
|
| 31969 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I15244)
|
| 31970 | Gynther Knudsen er enkemand | Familie: Gynther Knudsen / Ane Madsen (F501396)
|
| 31971 | Gynækolog | Queyras, Anne Florence Marie (I8659)
|
| 31972 | H 0 00439, sammen med ægtefælle. | Klingsholm, Jørgen (I10576)
|
| 31973 | H 0 00439, sammen med ægtefælle. | Antons, Kirsten Else (I10571)
|
| 31974 | H 0 00586, sammen med ægtefællen, og børnene Lennart og Anita. Juliane Margarit Signe Eudoxia Alice Polly Berling Hauschild / 24-10-1912 /12-11-1999. | Hegermann-Lindencrone, Juliane Margarit Signe Euloxie Alice Polly Berling (I22150)
|
| 31975 | H 0 00586, sammen med ægtefællen, og børnene Lennart og Anita. | Hauschild, Ove Louis Holger (I13343)
|
| 31976 | H 0 03232, Fælles for Annabeth Clara Antons, Bo Antons, Else Johanne Antons, Ib Antons, Kim Antons. | Antons, Kim (I10573)
|
| 31977 | H 0 03232, Fælles for Annabeth Clra Antons, Bo Antons, Else Johanne Antons, Ib Antons, Kim Antons. | Antons, Bo (I10574)
|
| 31978 | H 0 03232, Fælles for Annabeth Clra Antons, Bo Antons, Else Johanne Antons, Ib Antons, Kim Antons. | Otto, Annabeth Clara (I10572)
|
| 31979 | H 0 03232, Fælles for Annabeth Clra Antons, Bo Antons, Else Johanne Antons, Ib Antons, Kim Antons. | Dorph, Else Johanne (I10539)
|
| 31980 | H 0 03591, Michael C. Ballin, sammen med ægtefællen | Cohn-Ballin, Michael (I9525)
|
| 31981 | H 0 03591, sammen med ægtefællen, Michael C. Ballin. | Kirkegaard, Birgitte Marie (I9526)
|
| 31982 | H 0 03591. Aase Ayoe Groes. Sammen med forældrene. | Groes, Aase Ayoe (I9530)
|
| 31983 | H 0 09175, Margrethe Elisabeth Sørensen. Sammen med ægtefællen H 0 09175 Helmut Ludvig Sørensen. | Drejø, Margrethe Elisabeth (I2210)
|
| 31984 | H 0 FÆLLESGRAVEN, Ellen Margrete Kirstine Heilesen. | Larsen, Ellen Margrethe Kirstine (I41)
|
| 31985 | H 0 FÆLLESGRAVEN. Merete Groes. | Groes, Merete (I9533)
|
| 31986 | H 1 01 029, alene. Anne Caroline Amalie Hoffs Mindelegat. Fondens formål er at yde støtte til vedligeholdelse af Tørning Mølle. Fonden sørger derudover for pasning af familiens gravsted på Hammelev Kirkegård, hvor mange fra familien, deriblandt Anne Caroline Amalie Hoff, er begravet. | Hoff, Anna Caroline Amalie (I11956)
|
| 31987 | H 1 01 029, alene. | Boysen, Anne Christine (I11911)
|
| 31988 | H 2 05 01. Kun én Gotthardt på kirkegården. | Gotthardt, Bøie Christian Fermann (I10607)
|
| 31989 | H A 06 0609. Sammen med moderen og "Mutte Bertelsen". | Bertelsen, Mogens Elisius (I20972)
|
| 31990 | H A 06 0609. Sammen med sønnen Mogens og "Mutte Bertelsen." | Nielsen, Dora Elisabeth (I20971)
|
| 31991 | H A 1 0029-0030, Gravsten afbildet. Sammen med ægtefællen. | Jensen, Albert Martin (I10683)
|
| 31992 | H A 1 0029-0030, Gravsten afbildet. Sammen med ægtefællen. | Rasmussen, Laura Elisabet (I10664)
|
| 31993 | H A 109: Mary Mariechen Kjeldsen, 10-11-1924, 11-06-2007. | Thomsen, Mary Mariechen (I11859)
|
| 31994 | H B 08 05-07, Anna Kirstine Melgaard. Samme gravsted som forældrene og søsteren | Melgaard, Anna Kristine (I19865)
|
| 31995 | H B 08 05-07, sammen med ægtefællen og begge døtre. | Hansen, Signe (I19864)
|
| 31996 | H B 08 05-07, sammen med ægtefællen og begge døtre. | Melgaard, Niels (I7053)
|
| 31997 | H B 08 129, tilsyneladende alene. | Vig, Søren Laursen (I14993)
|
| 31998 | H B 24/19, Sammen med ægtefællen | Magnussen, Sonja Emma Kristine (I10027)
|
| 31999 | H B 24/19, sammen med ægtefællen. | Jensen, Henry Georg (I10031)
|
| 32000 | H B B-001. Sammen med ægtefællen. | Nielsen, Svend Ove (I20193)
|