Om slægterne Brændgaard & Heilesen
Notater
Match 17,101 til 17,150 fra 58,040
| # | Notater | Knyttet til |
|---|---|---|
| 17101 | Det er formentlig ham, der bliver gift med Marquards datter og får en søn med hende (V,6). Olofs bedstefar Peder er en bror til Olof Nilsson, der havde gjort bemærkelsesvædig tjeneste under kong Erik af Pommern, og som under Christian I var blevet høvedsmand på kongsgården i Bergen. Hér ragede han uklar med hanseaterne, der dræbte ham i 1455. Peder var gift med en datter af slægten Hegle og hans to sønner kender vi som Håkon og Sven Skanke, der var bosiddende i Hjørring. Sven Skanke, der er far til Olof, vidnede som byfoged i Hjørring i 1478 og som borgmester i 1484. Sven havde foruden Olof også sønnen Lars, der vidnede den 11/5 1500 og den 25/10 1501 og sammen vidnede de i Hjørring den 9/11 1501 (Norsk Bibl. Leksikon om Olav Nilsson, Will. Christensen: Fortegn. over Danmarks breve fra middelalderen 1478, 1484, 11/5 1500, 25/10 1501 og 9/11 1501). Se også under konens biografi. (Barfod) | Skanke, Olof (I6012)
|
| 17102 | Det er usikkert, om Sophie Johansdatter von Rantzau er datter af Johan von Rantzau. | Familie: Johan von Rantzau / (Ukendt) Godskesdatter von Marute (F1343)
|
| 17103 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I11744)
|
| 17104 | Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, i en periode prorektor. | Kampp, Ejnar (I15011)
|
| 17105 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I16043)
|
| 17106 | Det Kongelige Teater. | Nathansen, Henri (I2171)
|
| 17107 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I22145)
|
| 17108 | Det meste af tiden Månehuset i Bagsværd. | Jeppesen, Henny Neuman (I1507)
|
| 17109 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I12287)
|
| 17110 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I15756)
|
| 17111 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I11576)
|
| 17112 | Det var banebrydende, da den tidligere præst og religionssociolog Per Salomonsen begyndte at tale om en såkaldt folkereligiøsitet i 1965. Han døde som 90-årig i onsdags og vil ikke mindst blive husket for sit mange- facetterede fokus på tro og sociologi. Da Per Salomonsen gik på pension efter en lang karriere i universitetsverdenen, blev der skrevet et festskrift til ham med titlen ”Egne veje”. På alle måder en dækkende overskrift for den tidligere sognepræst og religionssociologs liv, der sluttede i onsdags. Han blev 90 år. Han voksede op i en jødisk familie, men blev senere kristen og sognepræst. Efter fire år skulle det dog være slut med præstegerningen. Han var blevet optaget af danskernes tro og særligt spørgsmålet om, hvorfor størstedelen af danskerne var medlemmer af folkekirken, når de kun sjældent brugte den. Så i 1962 forlod han sin menighed i Gammel Holte Kirke nord for København for at finde svaret ved religionssociologi på Københavns Universitet. Allerede tre år senere kom han med et bud i bogen ”Religion og virkelighed”. Her talte han ikke om kristendom og kristentro, men om folkereligion. Han var nået frem til, at godt nok troede danskerne på en Gud, men at Kristus ikke var centrum i denne tro. Hans analyse lød samtidig, at folket brugte kristendommen som moralsk vejviser med udgangspunkt i De Ti Bud og næstekærlighedsbudskabet.Hans tidligere kollega og veninde gennem 40 år, Janne Seemann, beskriver ham som ”en interessant hybrid” på grund af hans personlige og faglige baggrund. Hun er professor ved institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet.”Han var af jødisk herkomst, men blev protestantisk præst og senere sociolog. Han kom ind i et meget progressivt universitetsmiljø som en klassisk dannet mand fra teologistudiet. Men han svømmede som en fisk i dette miljø. Og privat var han formidabel at være sammen med. Han var spændende og sjov med både vid og bid,” siger hun.I løbet af 1960’erne tog hans religionssociologiske karriere fart på Københavns Universitet. Han erhvervede sig en doktorgrad og fik en væsentlig rolle i en strukturkommission, der var nedsat af daværende kirkeminister Bodil Koch og skulle komme med forslag til en reform af folkekirken.I 1972 var det igen tid til at gå nye veje for Per Salomonsen. Han besluttede sig for at forlade religionssociologi på Københavns Universitet for at begynde på sociologisk institut på Aalborg Universitet. Det nordjyske universitet blev først grundlagt i 1974, men Per Salomonsen blev allerede inden da fra ministeriel side udpeget til at være den pædagogiske konsulent, der skulle få den særlige tværgående studiestruktur på dette universitet til at hænge sammen. Senere blev han institutbestyrer.”Det er ikke for meget at sige, at han var en af pionererne bag Aalborg Universitet og udviklingen af den problembaserede læring, vi bruger her. Han tog senere lederposter i en årrække og har på den måde i høj grad været med til at præge hele udviklingen af sociologisk institut,” siger tidligere kollega Janne Seemann. Kirkeligt talte han for en udadvendt kristendom. Han mente, at kirken skulle komme til folket og ikke bare forvente det omvendte. Han opfordrede desuden som en af de første i landet til at gøre religionssociologi og psykologi til en del af den teologiske uddannelse. På den måde ville kommende præster få en forståelse for folkets religiøsitet, var hans synspunkt.I sin fritid beskæftigede han sig blandt andet med klaverspil, akvarelmaling og tennis, hvilket han også spillede i en sen alder. Han efterlader sig samleveren gennem mere end 25 år Helga Pindstrup samt to børn fra et tidligere ægteskab og to børnebørn. Og en 89-årig søster, som bor i Israel, og som en uge før hans død var på besøg hos ham i Danmark. Begravelsen finder sted i morgen i Hasseris Kirke i Aalborg. (Kristeligt Dagblod, 28. august 2018, Jens From Lyng). | Salomonsen, Per (I9065)
|
| 17113 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I562)
|
| 17114 | Det Vestindiske Handelskompagni. | Lerche, Peder Pedersen (I16592)
|
| 17115 | Det vides ikke, hvor naar Laurs Sørensen fraflyttede den (Saltumgård), men 1690 blev den Halvdel, som han havde brugt, besiddet af Hr. Hans Pedersens Søn, Peder Hansen, som var gift med Kirsten Rasmus-datter Oringe, Enke efter Præsten Just Valentinsen de Fulda i Saltum x). 1690 19/g lovbød Henrik Sørensen i Hvoruptorp, Anders Sørensen i Vestrup og Hr. Hans Pedersen, som da var bleven Præst i Jelstrup-Lyngby. deres Andele af G aarden2), og Peder Hansen kjøbte da de Andele, som tilhørte hans Fader og Henrik Sørensen, nemlig lidt over 2 Tdr. 6 Skp. Vendelbomaal Bondeskyld. Endvidere kom han i Besiddelse af en god Vejrmølle, staaende paa Gaardens Grund, hvilken hans Hustrus første Mand havde kjøbt. Den stod for Mølleskyld 4 Skp. 1 Fdk., der tilhørte Præstegaarden, paa hvis Grund Møllen tidligere havde sta a e t3). Formodentlig var det denne Mølle, som Præsten Erland Hansen 1674 17/2 havde solgt til Niels Poulsen i Borup sammen med den Kirkejord vest for Præstegaarden, paa hvilken den stod (Hvetbo Herred, Stiftsbogtrykkeriet, 1906-07, Bind II, side 213). | Saltum, Peder Hansen (I938)
|
| 17116 | Det Vindske ligkapel. Epitaf mm. afbildet. | Vind, Hr. Iver til Store Grundet (I4732)
|
| 17117 | Detaljeret biografi i DBL 1. udg. "til Urup, siges at have været den sjette Hr. Peder Skram i Danmark, skulle være født 1491, men vist snarere 1503 paa Urup, blev sat i Huset hos sin Mormoder og var derefter Dreng hos Hr. Henrik Gøye, deltog 1518 og 1520 i svenske Krigstog og blev saaret ved Tiveden, reddede ved Upsala Hovedbannerets Fører Hr. Mogens Gyldenstierne, tjente saa Biskop Ove Bille og deltog 1523—24 i Kjøbenhavns Belejring, blev saaret to Gange, deltog derefter i Krigen i Tyskland og blev paany saaret, Hofsinde under Kong Frederik I, var 1532 Admiral for de med den lybske Flaade til Norge følgende danske Skibe, fulgte snart efter Biskop Knud Gyldenstierne til Norge, 1532 forlehnet med Ski Syssel, 1535 Sendebud til Stockholm, Medanfører for den forenede dansk-svensk-lybske Flaade, blev selv saaret og erhvervede sig ved denne Tid Hædersnavnet „Danmarks Vovehals", 1536 Lehnsmand paa Harritsborg, 1537—47 paa Helsingborg, 1537 Ridder og Rigsraad, 1541 Anfører for den danske Undsætning til Sverig, 1542—58 forlehnet med Baastad Lehn, 1547— 48 med Roskildegaard, 1548—55 Lehnsmand paa Helsingborg og Landskrone, 1518 Anfører for en til Norge sendt Flaade, 1557—58 forlehnet med Halmstad Herred, 1553—81 Lehnsmand paa Laholm, som 1565 og 1568 blev belejret af de Svenske, 1563 øverste Proviantmester i Halland og Admiral for Flaaden, 1565—72 forlehnet med Bratsberg og Skisyssel og Gimsø Kloster, 1568—72 paany med Halmstad Herred." (Holbek & Brun) | Skram, Hr. Peder (I4307)
|
| 17118 | Detaljeret biografi i Svenska män och kvinnor: biografisk uppslagsbok (1955; foto af bogside) "Nils Olof Ahrbom (May 24, 1905 Hudiksvall − January 9, 1997 Stockholm) was a Swedish architect, known for a large number of school buildings in Sweden. Biography Nils Ahrbom was educated in 1927 at the KTH Royal Institute of Technology in Stockholm, where he was a classmate of Helge Zimdal. After graduating, he worked for five years with Ivar Tengbom, where he was an important employee at the creation of Esseltehuset in Stockholm (1934). Ahrbom ran an architectural office together with Helge Zimdal in the years 1927–1950 under the name Ahrbom & Zimdahl. In 1931, they had won the competition for the girls' Pedagogy work at Sveaplan in Stockholm (now the University of Social Sciences). The initially markedly functionalist school building was given a slightly softer architecture during the course of the project, with inspiration from Denmark.[citation needed] works In 1930, Nils Ahrbom participated in the housing section of the Stockholm exhibition together with Uno Åhrén, Sven Markelius, Sigurd Lewerentz and Paul Hedqvist, among others, where they showed the new functionalist housing ideals. Gubbängens folk school, drawing stamp with signature of Ahrbom and Zimdahl, 1945. During the 1930s and 1940s, Ahrbom & Zimdal designed a large number of schools in many Swedish cities, for example in Ludvika, Motala, Skara and Enköping. In Stockholm, the architect's office designed Eriksdalsskolan and Eriksdalshallen (1937), Södra flickläroverket (1943) and Gubbängen folk school and gymnasium, among others.[4] In 1950 Ahrbom ended the collaboration with Helge Zimdal and they went their separate ways. Ahrbom carried out assignments on his own for the Swedish Construction Agency as well as investigations and projects for embassies in Tokyo, Ankara, Beijing and Cairo (1971). Ahrbom was professor of architecture at the Royal Institute of Technology in Stockholm 1942–1963 and castle architect at Vadstena castle. Ahrbom was elected in 1952 as a member of the Royal Swedish Academy of Sciences and in 1958 as a member of the Swedish Academy of Engineering Sciences.[4] In 1986, he was awarded the Academy of Engineers' big gold medal "for his distinguished life's work as a practicing architect and as an educator, critic and giver of ideas"." (Wikipedia) | Ahrbom, Nils Olof (I13635)
|
| 17119 | Detaljeret omtale og adskillige familiefotos i Eilat Gordin Levitan. | Jacobson, Meta Mattel (I16317)
|
| 17120 | Detaljeret omtale og adskillige familiefotos i Eilat Gordin Levitan. | Schlesinger, Michel (I16300)
|
| 17121 | Dette år nævnt som gift. Yderligere børn i ægteskabet: Katarina Gudmarsdotter (d. bef 1350), Ulf Gudmarsson (d. 1344, ridder, rigsråd, lagmand). | Familie: Hr. Gudmar Magnusson / Margareta Ulfsdotter (F972)
|
| 17122 | Dette slægtsskab er usikkert, jf. note om Niels Iversen Rotfeld. | Rotfeld, Niels Jensen af Vinkel (I1081)
|
| 17123 | Detteren Cecilie Israel f. i Magdeburg. | Grünbaum, Johanne (I5799)
|
| 17124 | Deut 1930 med digtsamlingen "Foraarsflugt". Primært: Digtsamlinger og hørespil. | Hoffmann, Ulf Patrick (I8310)
|
| 17125 | Diabetes mellitus, coma diabeticum. | Adler, Helen Elizabeth (I8525)
|
| 17126 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I14857)
|
| 17127 | Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Nulevende (I12369)
|
| 17128 | Diamant-Berger: d. i Stadthagen, f. i Hamburg. | Spanier, Moses (I2089)
|
| 17129 | Diamant-Bergr: 1568. | Beer, Jachet Agathe Issachar (I1400)
|
| 17130 | diamantbewerker. | De Boers, Mozes (I16487)
|
| 17131 | Didrik Nielssøn Muus (født 7. februar 1633 i Hedmark, død 7. februar 1706 på Stord) var en norsk prest som var mest kjent for sine kobberstikk og arbeider med treskjæring som ble brukt til å dekorere kirkene. Han var sønn av Marichen Didriksdatter Nøff og en Niels Muus (1595–1663).[6] Faren var sorenskriver. Som 18-åring reiste han til Roskilde der farens søster var gift med biskop Enevold Randulf (1597–1666) som forøvrig var far til den senere biskop i Bjørgvin bispedømme, han Niels Randulf (1630–1711). Her i Roskilde studerte Didrik under navnet Theodoricus Nicolai Muus,[7] og fikk utgitt Emblemata qvædam amatoria til bryllupet mellom søskenbarnet Bente Randulf (1629–1699) og Peter Svane/Schvendius (1622–1652),[8] rikt illustrert med Didriks egne kobberstikk. Men Schvendi døde etter ett år.[9] Fra 1653 studerte han teologi ved Københavns Universitet. Hans mest kjente verk er bryllupsboken Cestius Sapphicus fra 1661, der han har bidratt med trettien kobberstikk. Noen år senere giftet han seg med Maren Skaktavl, datter av Torbern Torbernssøn Skaktavl (1594–1635) av den norske adelsslekten Skaktavl, og enke etter Mogens Handigmann. Didrik hadde da blitt avsatt som kapellan grunnet leiermål med Maren. De forflyttet seg til Bergen der søskenbarnet Niels Randulf var biskop, og i 1686 fikk han jobben som sogneprest i Stord. Datteren Bente Marie ble gift med hans etterfølger Jonas Olsen Haus/Haugs. (Wikipedia) Muligvis yderligere barn uden for ægteskab: "Det sies også at Diederich hadde et barn utenfor ekteskap med datteren til sognepresten i Biri kirke. Dette leiermålet skal ha skjedd mens Diederich malte et portrettet av sognepresten og hans hustru. Dermed falt den godeste Diederich i stor unåde, noe som forsinket hans prestekarriere ganske betraktelig." (Løkken) | Muus, Diederich Nielsen (I6326)
|
| 17132 | Die Lektare, d. 26 Marty døbt Peder Pedersen og Anne Berthelsdatter dreng i Bagterp, Navnlig Laurits. En Peder Dam fra Bagterp, 82, begr18 Sep 1762, Sankt Hans (S. 184) - Måske faderen? | Dam, Lars Pedersen (I7192)
|
| 17133 | Died at her home (nekrolog). | Elmer, Josephine (I9743)
|
| 17134 | Died from a windmill weight falling on his head. | Zachariasen, Anders (I155)
|
| 17135 | Diedrich Zilversmit, reclame- en administratie-materiaal, Gieterijstraat 30 . Was vertegenwoordiger en had een zaak aan huis. Na de oorlog, in de jaren '50 zijn ze met hun zaak verhuisd naar de Prof. Eijkmanstraat 1. Arbeidsbemiddeling in Den Haag schrijft aan de CvP dat de veehandelaar en vroegere Nederlander Jacob Hartog Cohen (zie eigen naam) een visum wil voor een regelmatig bezoek aan Nederland om naar familie te gaan. In Deventer geeft hij als referenti e D. Silversmit op. De Rijksdienst wil de mening van de CvP. 13 juli 1938 komt politie-rechercheur Meijer met een onderzoeksrapport. Hij zegt dat Cohen statenloos is. Silversmit is in werkelijkheid Diedrich Zilversmit. Volgens Zilversmit is J.H . Cohen een broer van zijn vrouw zijn moeder. (een oom zouden wij zeggen). Cohen had door langdurig verblijf in het buitenland zijn Nederlanderschap verloren. Cohen had al eerder bij Z. op bezoek gewild, maar had toen niet de juiste papieren. T.a. v. Zilversmid zowel als t.a.v. Cohen is niets ten nadele bekend. Een visum voor familiebezoek kan dus worden afgegeven.Op 22 augustus 1938 besluit de RWA (directeur Verwey) toch dat hij zijnerzijds niet zal bevorderen dat Hartog zich naar Nederlan d kan begeven 'met het oog op gevaar voor vestiging hier te lande'. De neef van Friedl, Paul Cohen - die ondergedoken was op de Veluwe bij een houtskoolbrander, is na de oorlog even bij hen komen wonen. to: Elfriede Keusch, alias: Friedel/Friedl/Frieda Keusch, birth 15 MRT 1913 Hoven, Duitsland, died 18 Apr 1992 Deventer, daughter of Gustav Keusch and Rebekka Cohen Documentatie: Er staat ene Gertie Keusch met Elfriede Zilversmit-Keusch op foto Wizo '68 blz 202 (vB). (Boppel) | Zilversmit, Diederich (I9405)
|
| 17136 | Dieser älteste erhaltene Stein eines Altonaer Oberrabbiners bezeichnet die Ruhestätte von Salman Neumark-Mirels, der das Amt von 1680 bis zu seinem Tod 1707 ausübte. 1624 in Wien geboren, war auch er 1670 von der Vertreibung betroffen. Er fand zunächst in Berlin Aufnahme und wurde 1680 zum Oberrabbiner der Dreigemeinde Altona-Hamburg-Wandsbek gewählt. Mehr als ein Vierteljahrhundert lang erfüllte er die in der Inschrift genannten klassischen Rabbinerfunktionen von Lehrhausleitung, Gerichtsbarkeit und kasuistischer Gesetzanwendung. | Mirels, Meshulam Salman (I1873)
|
| 17137 | Diessel mechanic, in North Korea during WW II | Dawson, Kenneth E. (I2285)
|
| 17138 | Dietrich (1) von Parsberg und seine Brüder Heinrich (3) und Konrad (3). Dietrich, der zweitgeborene Sohn des Heinrich von Parsberg war eine bedeutende Persönlichkeit, während dessen Brüder nur in wenigen Urkunden genannt werden. 1297 erscheint er mit dem Vater. 1298 war Dietrich von Parsberg herzoglicher Richter zu Waldeck bei Stadtkemnath und verkaufte das Schloss Liebenstein mit dem Dorfe Hohenwald um 600 Mark Silber und 200 Pfund Heller an das Kloster Waldsassen (die Silbermark, Kölnische Mark, 1042 zum ersten Male erwähnt, enthielt ½ (£) Pfund = 16 Lot reines Silber). Dietrich hatte das Schloss Liebenstein mit Elisabeth, einer Tochter des 1292 gestorbenen Heinrich von Liebenstein, erheiratet. Am 12. April 1300 stellt Pfalzgraf Rudolf in Wasserburg dem Kloster Seeon eine Urkunde aus, in der Dietrich von Parsberg „der Vitztum" (Vizedom, Vice Dominus = Stellvertreter des Herrn) als Zeuge erscheint. Am 13. August 1300 geben Dietrich und sein Bruder Heinrich von Parsberg dem Kloster Pielenhofen einen Hof zu Mausheim. Dietrich von Parsberg stand im Dienste des Pfalzgrafen Rudolf des Stammlers. Dieser überfiel im April des Jahres 1301 mit seinen Kriegsleuten den mit dem König Albrecht (Albrecht I. von Österreich, der 1308 von Johann Parricida ermordet wurde) verbündeten Grafen Gebhard von Hirschberg, plünderte und brannte 8 Tage in dessen Gebiet. Gebhard machte es hierauf ebenso, überzog seinen Genossen, den Grafen von Oettingen und Graisbach, die Besitzungen der Herren von Hohenfels, Laaber, Parsberg und Wildenstein mit Krieg und manches Dorf derselben wurde niedergebrannt. Bis zum Jahre 1311 finden wir über Parsberg urkundlich nichts mehr. Am 4. August 1311 vertragen sich zu Freising die Herzöge Rudolf der Stammler und Ludwig der Bayer bezüglich ihrer Streitigkeiten. Als Theidinger (Schiedsmann) auf Rudolfs Seite waren u. a. Dietrich von Parsberg, Heinrich von Wildenstein. Am 13. Oktober 1311 schenkt Dietrich von Parsberg dem Kloster Pielenhofen einen halben Hof in Mausheim zu einem „Seelgeräthe" für sich und seinen Bruder Heinrich. Am 18. April 1312 ernennt die Pfalzgräfin Mechthild (Rudolfs Gattin) einen Rat, darunter Dietrich von Parsberg, zur Schlichtung eines Streites unter zwei Hofbeamten. 1312 kaufte Dietrich von Parsberg von Eckhart dem Löwenecker die Burgen Löweneck und Etterzhausen und im nächsten Jahre erwarb er auch den dem Dachhölzer zustehenden Teil der Festen. 1313 diente Dietrich von Parsberg dem Herzog Ludwig gegen Österreich. Dabei zeichnete er sich in der Schlacht bei Gammelsdorf, besonders aus. Wir finden ihn am 17. April 1314 bei dem Friedensschluss zu Salzburg unter den Theidingern auf Seite der Bayern. Die Ursache, warum Dietrich es vorzugsweise gewesen sein soll, der den Herzog Rudolf gegen dessen Bruder. den Herzog Ludwig, aufreizte, ist unbekannt. Ludwig nahm dafür Rache. Er brannte die Burg Löweneck ab. verbrannte Etterzhausen und erober t e nach k ü r z e r Be l a g e r u n g di e Fe s t e Parsberg 1314; die Feste wurde nach der E r o b e r u n g n i e d e r g e r i s s e n Daraufhin bequemte sich Dietrich, den Herzog Rudolf zur Versöhnung mit Ludwig zu bewegen, die am 6. Mai 1315 zu München zustande kam. Dythrich von Parsperg war dabei auf Seite Rudolfs genannt. Der inzwischen zum deutschen König erwählte Herzog Ludwig der Bayer gab Dietrich seine Festen wieder zurück. Bei Parsberg war dem Ritter Friedrich von Rohrenstadt „ein Ross" gefallen, wofür ihm der König 20 Pfund Pfennige verschrieb. Am 17. Februar versetzte der König dem Ritter Dietrich von Parsberg die Burg Hohenstein, den Markt Velden, Ploch und den Veldener Forst um 500 Mark Silber. Am 26. Februar 1317 kam zu München endlich eine vollständige Aussöhnung Ludwigs mit seinem Bruder Rudolf zustande. Das geschah im Beisein des Dythrich von Parsperg. Rudolf verließ bald darauf das Land und starb im fremden Land 1319. Am 1. März 1317 finden wir Dietrich von Parsberg in Kufstein bei Gewährleistung des vorstehenden Sühnevertrages. Am 22. April 1317 werden zu Windsheim die Klöster Pielenhofen und Seligenporten vom weltlichen Gerichte befreit. Dabei sind neben anderen anwesend: Gottfried von Haideck, Gottfried von Wolfstein, B. von Vestenberg, Dietrich von Parsperg, H. von Sallach, Seyfried der Schwepfermann. An demselben Tage war Dietrich Beisitzer des Kaiserlichen Hofgerichtes. Nun gehen die Ergebnisse der Forschung wieder auseinander. Nach der Chronik von Dr. Eisenhofer starb Dietrich bald nach der letzten Nennung im Alter von etwa 45 Jahren. Der nun auftauchende Dietrich von Parsberg wäre bereits dessen Sohn. Richtiger erscheint jedoch die Annahme, daß unser Dietrich bis 1344 etwa lebt. Wie wäre es sonst denkbar, daß Ludwig der Bayer 1326 und 1334 dem Dietrich von Parsberg „von der getreuen Dienste wegen, die er in dem Streit bei Gammelsdorf getan" das Halsgericht in der Herrschaft Parsberg und außerhalb derselben die niedere Gerichtsbarkeit, die hohe Jagd auf eine Meile Weges und das Schloss Parsberg bestätigte. Obwohl fast alle nachfolgenden Kaiser diese Freiheiten erneuerten, blieben die von Parsberg doch stets mit der Landsasserei den bayerischen Herzögen (später Neuburger Linie) unterworfen, die bei Besitzwechsel eigens ihre (Bewilligung erteilten und von ihnen als Landsassen Huldigung entgegennahmen. 1318 belehnt der Pfalzgraf Rudolf Dietrich von Parsberg und seine Nachkommen mit den zur Feste Parsberg gehörigen Rechten. In dieser Urkunde ist, wie wir schon eingangs gesehen haben, die Rede davon, daß das Geschlecht der Parsberger bereits 385 Jahre auf der Burg Parsberg sitzt. 1326 besaßen die von Parsberg von Bayern zu Lehen: 2 Güter in Mantlach, 4 Lehen in Hetperein (?), Zehent in Pottenhofen, l Hof in Routinshofen (Rudenshofen), 2 Höfe in Parshofen (Darshofen), 2 Höfe, 3 Hüben, l Lehen in Holnstein, die Vogtei in Unterreichshausen. Dietrich war ein sehr kauf- und tauschlustiger Mann. Hatte er früher schon die durch Heirat erworbene Burg. Liebenstein nebst dem Dorfe Dürsenreuth an den Abt von Waldsassen. verkauft, so gibt er am 16. März 1326 zu Nürnberg in einem Kaufvertrage Ludwig dem Bayern den vierten Teil der Burg Neidstein mit Ausnahme der Mannlehen, bedingt sich dabei aber Verpfändung der Stadt Hembaur (Hemau) mit der Steuer und dem Gerichte aus, ferner daß ihm der König zu dem Rechtshandel helfe, den er, Mutter und Geschwister, mit dem Wildensteiner habe. Wie die Parsberger zum Besitze des Viertels der Feste Neidstein gekommen waren, ist unbekannt. Am 20. Juli 1327 überlässt Dietrich von Parsberg dem Landgrafen von Leuchtenberg alle die Rechte, die er von den Herzögen in Niederbayern hatte, an dem Zolle und dem Geleite zu Eger. (Das Geleitrecht betraf den Schutz der Kaufleute und ihrer Waren auf ihrem Wege von und zu den Märkten; dafür mussten sie eine bestimmte Summe bezahlen. Den Kaufleuten war es verboten, Waffen zu tragen, höchstens auf dem Wagen durften sie dieselben mitführen.) 1334 wird die Lehens- und Vogtherrschaft über die Pfarrkirche See und ihre Filiale als zur Feste Parsberg gehörig bestätigt. Am 27. März 1335 siegelt Dietrich von Parsberg für Heinrich von Wildenstein, der ihn seinen Oheim nennt. Und wieder erscheint unser Dietrich als Vermittler. In dieser Rolle mag er sich besonders gefallen haben. Am 24. April 1336 gelobt Kaiser Ludwig der Bayer zu Gaden, mit seinem Bruder, dem Herzog Heinrich, Frieden zu halten auf vierwöchentliche Kündigung. Dabei waren unter anderen Ulrich von Laaber und der Pastberger von Parsberg. 1337 beschwört Ulrich von Parsberg mit vielen Rittern den Landfrieden. Darunter ist sicher unser Dietrich zu verstehen, da nirgends sonst ein Ulrich vorkommt. Am 4. Mai 1344 verkauft Friedrich von Tunau einen Weinberg durch Herrn Dietrich von Pars berg. (Vielleicht hat Dietrich bei dieser Vermittlerrolle seine Keller mit dem edlen, damals bei uns fast unbekannten Rebensaft gefüllt.) Nach dieser Zeit starb Dietrich in jungen Jahren. Seine Gemahlin war Agnes, die „Levtbeinin" (Lautwein), eine Patriziertochter aus Regensburg. Sie hatten 6 Kinder: Di e t r i c h (2), Ha n s (1), F ri edr i ch (3) (Deutscher Ordens-Comthur), El s b e t h (Klosterfrau, 1347—1364 Äbtissin zu Obermünster), A n n a (Äbtissin zu Pielenhofen 1370—1390) und Adelheid .”(Spitzner 15-17) "So konnte er seine beiden Brüder Heinrich und Dietrich von Parsberg in hohe Positionen bringen. Beide Brüder bekleideten um 1300 das Amt eines Viztums (lat. Vicedominus), waren also Stellvertreter des Herzogs Rudolf I. Ein Viztum entspricht heute in etwa dem Amt eines Regierungspräsidenten. Im damaligen Oberbayern gab es nur zwei solche Viztume, die somit beide von Parsbergern besetzt waren. Jeder hatte in etwa eine Hälfte des Herzogtums zu verwalten. Einer hatte seinen Sitz in München, der andere in Burglengenfeld." (Wikipedia) | Parsberg, Hr. Dietrich (I5008)
|
| 17139 | Difital udgave: https://slaegtsbibliotek.dk/929014.pdf | Kilde (S2662)
|
| 17140 | Digital udg. i Google Books | Kilde (S2483)
|
| 17141 | Digital udg. i KGl. Bibl: http://www.kb.dk/e-mat/dod/130004831412_bw.pdf | Kilde (S596)
|
| 17142 | Digital udg.: https://skolehistorie.dk/706551.pdf | Kilde (S2977)
|
| 17143 | Digital udg.: https://slaegtsbibliotek.dk/2023/938436.pdf | Kilde (S2970)
|
| 17144 | Digital udg.: https://slaegtsbibliotek.dk/909770.pdf | Kilde (S3012)
|
| 17145 | digital udg.: https://slaegtsbibliotek.dk/927014.pdf | Kilde (S2713)
|
| 17146 | Digital udg.: https://slaegtsbibliotek.dk/929015.pdf | Kilde (S2661)
|
| 17147 | Digital udg: https://slaegtsbibliotek.dk/923164.pdf | Kilde (S2514)
|
| 17148 | Digital udg: https://slaegtsbibliotek.dk/930011.pdf | Kilde (S3008)
|
| 17149 | Digital udg: https://slaegtsbibliotek.dk/931235.pdf | Kilde (S2485)
|
| 17150 | Digital udg: https://slaegtsbibliotek.dk/932056.pdf | Kilde (S2687)
|