Mette Ottesdatter Rud

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1572; Kammerjomfru

Notater:

Beskæftigelse:
"Kom 1572 i dronningens jomfrukammer." (Holbek & Brun)

Mette blev gift med Henrik Gyldenstierne, til Aagaard den 27 jul. 1574 i København. Henrik (søn af Knud Henriksen Gyldenstierne, til Aagaard og Jytte Predsbjørnsdatter Podebusk, til Vosborg) blev født den 1 jan. 1540 i Fausing, Sønderhald, Randers; døde den 2 apr. 1592 i Bohus, Kungälv, Sverige; blev begravet den 14 maj 1592 i Kungälv, Västra Götaland, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet:
Knud Gyldenstierne, til Aagaard og Møgelkjær (31 Jul 1575, Aagaard, Kettrup, V. Han, Thisted - 7 Feb 1627, Bergenhus, Bergen, Hordaland, Norge),
Otto Gyldenstierne (btw1577-1578 - 23 Feb 1579),
Jytte Henriksdatter Gyldenstierne, til Søllestedgaard (16 sep. 1582, Bohus, Kungälv, Sverige - 30 Mar 1642, Orebygaard, Musse, Maribo).

1. Pernille Henriksdatter Gyldenstierne, til Rudbjerggaard blev født den 13 dec. 1576; døde den 2 nov. 1622 i Snøde, Langelands Nørre, Svendborg.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Otto Knudsen Rud
• Beskæftigelse: 1543; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1549; Lensmand
• Beskæftigelse: 1565; Admiral

Notater:

Levned:
Rud, Otte (Knudsen), 1520-65, til Møgelkjær, var Søn af ovennævnte Knud R. (d. 1554) og blev født 15. Maj 1520 paa sin Fædrenegaard Vedby. I Daaben opkaldtes han efter sin afdøde Farbroder, og blandt Fadderne var foruden bl. a. flere Helgener ogsaa Biskoppen i Roskilde Lage Urne, hvilket forklarer, at da samme Biskop 1529 gav hans Forældre Livsbrev paa Venslev Len, udstraktes denne Forlening til ogsaa at gjælde for Gudsønnens Levetid, og virkelig tiltraadte O. R. dette Len, der ved Reformationen var bleven et Kronlen, 1554 ved Faderens Død, men mistede det rigtignok alt igjen 1558.
O. R. fik sin første Undervisning i Sorø Kloster, tjente saa Grev Just af Mansfeld som Smaadreng og kom derefter til Greven af Schwarzburg, der i hans 18. Aar gjorde ham væragtig, hvorefter han deltog i Biskoppen af Ministers Krig mod Gjendøberne. Ved denne Tid (1539) havde han det Uheld at blive sat fast i Hamborg, vel for et begaaet Drab, men da Kong Christian III gik i Forbøn for ham, kom han sagtens derved løs igjen. I alt Fald var han snart efter i sachsisk Tjeneste og deltog først som Rytter, siden som Landsknægt i Krigen mod Brunsvig til 1543, da han drog hjem til sit Fødeland. Her tog han strax Tjeneste blandt Hofsinderne og var som saadan i det store Følge, der 1548 ledsagede Frøken Anna til Meissen. Aaret efter fik han sin første Forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den 18-aarige Pernille Oxe, Søster til den siden saa berømte Statsmand Peder O.; i dette Ægteskab blev han Fader til 5 Sønner og 3 Døtre. 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gulland, men her gav hans Lensstyrelse snart Anledning til en Række Klager, navnlig fra Visby Borgere, der mente, at Slottets Tjenere gjorde Indgreb i deres borgerlige Næring. Kongen gav for saa vidt Klagerne Medhold, som han 1555 udfærdigede nye Privilegier for Borgerne, og da Klagerne vedbleve, nu over at O. R. ikke overholdt disse Privilegier, mistede han endog 1557 efter et Par skarpe Paamindelser Lenet. Selv efter den Tid forfulgtes han med Processer af enkelte af Øens Indvaanere, men ligesom disse Processer ingenlunde faldt ud til hane Skade, saaledes gav ogsaa den menige Almue ham paa Øens Landsting det bedste Vidnesbyrd som Lensmand. Han opnaaede da ogsaa snart anden Forlening, nemlig 1559-62 Odensegaard, 1562 Korsør og 1565 Ranes Gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin Fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han 1560 havde tilbyttet sig fra Kronen.
Da Krigen med Sverige udbrød 1563, blev der naturligvis særlig Brug for en fra Ungdommen saa krigserfaren Mand som O. R. I Sept. sendtes han op til Elfsborg som Kommissær hos Daniel Rantzau, og i Nov. udmærkede han sig for Kongens Øjne i Kampen ved Mared ved Halmstad, - og saa blev det dog til Søs, at han gjorde sit Navn udødeligt. Allerede under Opholdet i Halmstad beskikkede Kongen ham til Chef for Orlogsskibet «Byens Løve», og næste Foraar fulgte han med dette Skib Herluf Trolles Flaade. I 2 Dages Slaget 30.-31. Maj i Farvandet mellem Gulland og Øland udmærkede han sig i høj Grad, i det han og Jørgen Brahe den første Dag tappert bistode Herluf Trolles Skib i den ulige Kamp med det store svenske Admiralskib «Mars», kaldet «Makalos», og 7 andre Skibe, og Dagen derpaa var det O. R., der sønderskød Roret paa «Makalos» og kastede sine Dræg om Bord i det store Skib, som han derpaa, understøttet af 2 lybske Skibe, entrede, og det vilde sikkert være blevet taget, om der ikke var stukket Ild i Skibet, som saa sprang i Luften. I en senere Træfning, 14. Avg., blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var O. R., uvist af hvilken Aarsag, ikke om Bord. Formodentlig har Kongen haft Brug andensteds for den uforfærdede Kriger; i Dec. fik han i alt Fald Befaling at møde med sine Heste og Harnisk i Skaane, men alt i Febr. 1565 kom ny Ordre til ham om ogsaa dette Aar at tjene til Søs. Da Herluf Trolle i Maj løb ud, fulgte O. R. ham, nu som Chef paa et tidligere erobret svensk Skib, «Krabat», og i Slaget ved Rødesand 4. Juni, hvor Herluf fik sit Banesaar, var han en af de 5 danske Skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte Admiralen. Efter Slaget søgte Flaaden til Kjøbenhavn, hvor Herluf Trolle nedlagde Kommandoen, der blev overdraget til O. R., med Broderen Erik R. som Underadmiral. Ved Efterretningen om sin Eftermands Udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han vidste ingen i Danmarks Rige bedre til Admiral end O. R.; han vilde sige god for denne, at han skulde ikke sky sin Fjende, – og dette Skudsmaal gjorde O. R. visselig ikke til Skamme.
Med Admiralens Flag vajende paa «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske Flaade 2. Juli Kjøbenhavn, og 5 Dage efter traf den den svenske Flaade under Clas Christersson Horn i Farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor saa det blodigste Søslag i hele denne Krig blev udkæmpet. Skjønt den svenske Flaade talte 13 Skibe flere end de forenede Flaader, angreb O. R. den dog uden Betænkning om Morgenen. O. R. søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af 2-3 svenske Skibe, medens O. R. fik Undsætning af sin Broder paa «Jomfruen». Under den voldsomme Ild fra begge Brødrenes Skibe faldt den største Del af Besætningen paa «St. Erik» og «F6rgylda Lejonet», medens et tredje svensk Skib, «Gripen», blev skudt i Sænk, men andre svenske Skibe kom til, og da Vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i Brand, hen paa «Jomfruen», der ogsaa antændtes, maatte Erik Rud med Besvær drage sit Skib ud af Kampen, saa meget mere som kun Vi o af Besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede Kampen fremdeles omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske Flaade om sig, saa vidt muligt var. Forgjæves skikkede O. R. Bud efter Bud til sine Skibschefer om at komme til Hjælp, - dels skortede det dem paa Evne, i det det brændende «Lejonet» til Dels havde isoleret det danske Admiralskib, dels skortede det paa god Vilje. Kun 2 danske Skibe og 2 lybske søgte at undsætte deres Admiral, men uden Held, og efter det heltemodigste Forsvar nødtes derfor O. R., selv saaret, til ved Solnedgang at overgive sit synkefærdige Skib og de tiloversblevne 100 Mand af de 1050, der udgjorde dets oprindelige Besætning, til sin ikke mindre tapre Fjende mod Løfte om ærefuldt Fængsel, et Løfte, der ikke blev holdt. Fangerne bleve nemlig førte til Stockholm, hvor de, lænkede sammen 2 og 2, maatte gaa i det Triumftog, Kong Erik lod anstille. O. R. blev desuden ført til Skara og fremstillet for Kong Erik, der overfusede ham med grove Ord for hans haardnakkede Forsvar, og da O. R. frejdig svarede igjen, hindrede kun Glas Ghristerssons Mellemkomst den forbitrede Konge i at støde den lænkede og værgeløse Fange ned.
Efter et 14 Dages Ophold i Stockholm blev O. R. for Pestens Skyld med flere andre Fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren. Men ogsaa her hen naaede Pesten og bortrev hurtig hans Fæller, saa han til sidst selv maatte rede sin Seng, gjøre Ild paa osv. Endelig angreb Smitten ogsaa ham, og n. Okt. 1565 udfriede Døden ham af Fængselet. Først et Par Aar efter naaede Efterretningen om Heltens Død Danmark, hans Enkes Anstrængelser for tidligere at komme i Forbindelse med ham vare spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter Fredslutningen at faa hans Lig, der imidlertid havde henstaaet i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre Orlogsskib og blev her efter kongelig Befaling modtaget af O. R.s gamle, ved Freden tilbagegivne Admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til Kjøbenhavn. Men da Fru Pernille over hans Grav i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn lod indrette en, som det synes, overjordisk Begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev Kongen fortørnet. Et skarpt Kongebrev til hende (1576) paabød dens Forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt Ordre til Kjøbenhavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin Enkestand havde opført nye Hovedbygninger baade paa Møgelkjær og paa Sæbygaard og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den Gang selv dødssyg, thi hun døde 26. Okt. 1576. (N. Hemmingsen, Ligpræd. ov. O. R. (1571). ; Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff. ;A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff. (Thiset.). (DBL, 1. Udg.)
"til Møgelkjær, fik 1529 af sin gudfader bisp Lage Urne ventebrev på Venslev len, som han virkelig 1554 overtog efter sin faders død, men atter mistede 1558, opdraget i Sorø Kloster, smådreng hos greve Just af Mansfeld, tjente så greven af Schwarzburg og derefter biskoppen af Münster mod gendøberne, sad 1539 fangen i Hamborg for et begået drab, tjente til 1543 som rytter og landsknægt i Sachsen. 1543 hofsinde i Danmark, deltog 1548 i brudetoget til Meissen, 1549-51 lensmand på Dragsholm, 1551-57 på Gulland, 1559-61 på Odensegård, 1562 på Korsør, 1565 forlenet med Ranes gods i Kalø len, tilbyttede sig 1560 Sæbygaard (Dronninglund herred) af kronen, 1563 kommissær på Elfsborg og udmærkede sig for kongens øjne i krigen; men blev snart efter skibschef, udmærkede sig 1564 i slaget ved Gulland og atter året efter ved Rødesand, Herluf Trolles eftermand som admiral over flåden, blev efter den heltemodigste kamp, selv såret, fangen i slaget ved Bornholm." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Dragsholm. 1551 Gotland, 1559 - 1562 Odensegaard, 1562 Korsør, 1565 Ranes Gods i Kalø Len.

Beskæftigelse:
Søkaptajn 1563.

Begravet:
Kisten midlertidigt opbevaret i Svartsjø Kirke.

Otte blev gift med Pernille Johansdatter Oxe i 1549. Pernille (datter af Johan Oxe, til Nielstrup og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Våbensted, Musse, Maribo; døde den 26 okt. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Knud Rud, til Sæbygaard og Søndergaarde (aft 1549 - 3 Apr 1589, Vedbygaard Gods, Ruds Vedby, Løve, Holbæk),
Pernille Ottesdatter Rud (1556, Visborg, Hindsted, Aalborg - 1608),
Mogens Rud (aft 1549 - 1559, Odense Slot, Odense),
Torbern Rud (aft 1549 -1577, Magdeburg, Sachsen-Anhalt, Tyskland),
Jørgen Rud (f. aft 1549).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Knud Rud Jørgensen
• Beskæftigelse: 1509; Kannik
• Beskæftigelse: 1510; Lensmand
• Beskæftigelse: 1527; Rigsråd
• Titel: 1527; Ridder
• Beskæftigelse: 1529; Høvedsmand

Notater:

Levned:
"Rud, Knud (Jørgensen), –1554, til Vedby og Møgelkjær, Rigsraad, var Søn af ovennævnte Jørgen Mikkelsen R. Lisbet Bryske beretter, at han var lærd og skulde have været Bisp, men vilde ikke, og virkelig nævnes han 1509 som Kannik i Roskilde. Formodentlig har en ældre Broders Død medvirket til, at han opgav den gejstlige Stand. For denne Broder, der da var paa den Pilegrimsrejse til det hellige Land, paa hvilken han døde, førte K. R. 1510 Befalingen over hans Len, Borgholm med Øland, men nødtes til at overgive Øen til de svenske efter en 18 Ugers Belejring, og efter at ethvert Haab om Undsætning var glippet. Til Trods for, at der ved Overgivelsen var betinget fri Afmarche for Besætningen, blev han ført til Sverige, hvor han endnu i Maj 1511 holdtes i Fangenskab. 1517 forlenede Roskilde Biskop ham med Venslev, og faa Aar efter arvede han ved sin Broder Mikkels Død Pantelenet Ranes Gods i Kalø Len. Kong Christian II ansaa ham for sin Tilhænger* han havde nemlig 1523 paa ny tilsvoret Kongen Troskab, og Kongen gav ham derfor Befaling over en Del af det i Kjøbenhavn indlagte Krigsfolk, og han deltog derefter i Byens Forsvar og Overgivelse, ved hvilken Lejlighed han betingede sig Bibeholdelse af sine nys nævnte Len og Sæby Len, som han kort forinden maa have faaet og siden havde til 1540. Som bispelig Lensmand har han sikkert været Katholicismen tro; han beseglede 1524 Adelens Forbund mod Lutheranismen og fik da ogsaa ikke blot 1529 Livsbrev paa Venslev, men havde ogsaa i disse Aar et andet Bispelen, Gjorslev, og det hele 2 Gange. Men han var nu Kong Frederik Fs Mand, deltog 1525 i Kampene i Skaane mod Hr. Søren Norby, blev Ridder 1527, vistnok omtrent samtidig Rigsraad og 1529 Lensmand paa Korsør, som han beholdt til sin Død.
Da Grevefejden udbrød, maatte han som de fleste andre sjællandske Adelsmænd i Begyndelsen gaa Grev Christoffer til Haande; men det skete nødtvungent og ikke af gammel Kjærlighed til Christian II, thi ved første Lejlighed forlod han dennes Sag, kastede sig 1535 ligesom hans Svoger Erik Madsen Bølle ind paa Dragsholm, i hvis heldige Forsvar mod de grevelige Tropper han deltog. Han undgik derved at dele sin Søns Skæbne, hvem Greven lod fængsle, men til Gjengjæld led han ved de greveliges og Bøndernes Plyndringer et uerstatteligt Tab paa sit Gods og Løsøre. Senere paa Aaret var han Anfører for de Krigsfolk, som Christian III sendte mod Kalundborg. Om hans Sindelag synes altsaa den nye Regering ikke at have næret Tvivl, og han gjenindtog da vistnok ogsaa strax sin tidligere Plads i Rigsraadet. I denne Stilling vedblev han at spille en fremtrædende Rolle ogsaa under de følgende Aars mere rolige Forhold. Særlig maa nævnes, at han 1541 sendtes som Gissel til Kong Gustav, 1542 var Sendebud til Bremen for at forhandle med nogle nederlandske Gesandter og 1548 ledsagede Prins Frederik paa den norske Hyldingsrejse.
K. R. døde 27. Marts 1554, vistnok paa Vedby, som han havde ombygget. Sin Hustru, Dorthe Madsdatter Bølle, havde han alt mistet 12. Nov. 1545. (Vedel Simonsen, De danske Ruder I, 74 ff. ; (Thiset)." (DBL, 1. Udg.)
"Til Vedby og Møgelkjær, 1504 immatrikuleret ved universitetet i Rostock, var 1509 kannik i Roskilde og medlem af St. Luciigilde samme sted, skulle have været biskop, førte 1510 under sin broders pilgrimsrejse befalingen på Øland, men måtte efter en 18 ugers belejring overgive Borgholm og Øen til de svenske, var endnu 1511 i svensk fangenskab, 1517 af bispen i Roskilde forlenet med Venslev, fik 1520 Ranes gods i pant, svor 1523 påny kong Christiern troskab.1523-40 forlenet med Sæby, deltog i Københavns forsvar, beseglede 1524 forbundet mod Lutheranismen, bispelig lensmand på Gjorslev, deltog 1525 i Kampene i Skåne mod hr. Søren Norby, 1527 ridder og rigsråd, 1529 høvedsmand på Korsør; fik samme år nyt lensbrev på Venslev, måtte 1534 nødtvungen gå grev Christoffer til hånde, men deltog alt 1535 i Dragsholms forsvar mod de grevelige, samme år anfører for det mod Kalundborg sendte krigsfolk, 1541 sendt som gidsel til kong Gustav, 1542 sendebud til Bremen, ledsagede 1548 hertug Frederik til Norge. Hr. Knud Rud, blev 1504 kannik i Roskilde (Pavebr. V. 388)." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Øland, 1517 Venslev, 1520 Ranes gods, 1523 - 1540 Sæby, 1524 Gjorslev.

Beskæftigelse:
På Korsør.

Begravet:
Ligsten afbildet.
" »Her ligger begrafuen Erlig velbyrdige mand Och stre(n)ge rjdder her Knud Ruud til Vedby oc ha(n)s kere (høstru) Fruv Dorethe bøllesdater som døde d martini An(n)o mdxlvij (ll.nov. 1547) Oc nogre af ther(is) børn gud vere them na(a)dig oc barm)hiartig.«. Foroven er med fordybet fraktur indføjet: »S(alig) h(r.) knud Ruud døde trijddie dag paeske Anno d(omi)n(i) Mdliiij (27. marts 1554)«" (Danmarks Kirker)

Knud blev gift med Dorthe Madsdatter Bølle, til Fuglsang. Dorthe (datter af Hr. Mads Eriksen Bølle, til Tersløse, Orebygaard og Fuglesang og Birgitte Clausdatter Daa) blev født efter 1494; døde den 12 nov. 1547 i København; blev begravet i 1547 i Ruds Vedby, Løve, Holbæk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet. For inskription, se ægtefællen.

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Mikkel Rud (5 Oct 1526 - aft 1544).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: ca. 1503; Hofsinde
• Titel: 1519; Ridder
• Beskæftigelse: 1523; Lensmand
• Beskæftigelse: 1523; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Oxe, Johan, –1534, til Nielstrup, Rigsraad, Søn af Ovenstaaende Johan O., antages at være født omtr. 1487. I Kong Hans’ Tid nævnes han som Hofsinde-, under Christian II havde han efter sin Broder Torben fra 1517-22 Lindholm i Skaane i Pant, men var som Torben O. s Broder næppe velset af denne Konge; i Klageskrifterne mod Kongen ankes ogsaa over, at nogle Herreder i Skaane vare blevne ham fratagne. Under Frederik I blev han strax 1523 Rigsraad og kort efter Ridder samt forlenedes med Ravnsborg Len paa Laaland, hvori han snart fik Pant. Han nævnes oftere i Rigsraadsforhandlinger, men synes ikke at have haft større Betydning. Han ejede Nielstrup paa Laaland og blev gift med Mogens Gjøes Datter Mette, formodentlig for derved at gjøre en Ende paa den langvarige Strid mellem Gjøerne og Oxerne om disses Gaard Tordsø i Skaane. Gisselfeld solgte Henrik Gjøe under sine uheldige Pengeforhold til J. O., men denne Handel erklæredes senere for ugyldig. – J. O. hørte, i Modsætning til sin Svigerfader, til Rigsraadets katholske Parti. Under Grevefejden gik han, ligesom den øvrige Adel i Sjælland og Smaalandene, hurtig over til Grev Christoffer, der gav ham fornyet Brev paa Ravnsborg Len, men under Folkerejsningen i Slutningen af 1534 blev han paa sin Gaard Nielstrup angreben af Borgere og Bønder. Netop som han vilde rette en Falkonet mod disse, sprang den og dræbte ham selv 24. Dec. 1534. (Ryge, Peder Oxe S. 25 ff. ; (A. Heise)." (DBL, 1. Udg)
"til Nielstrup, nævnes 1503, Hofsinde, stiftede 1517 Sjælemesser i Kippinge Kirke for Hr. Torbern Oxes Sjæl, havde 1517—22 Lindholm Slot i Pant, var 1517 Væbner, men 1519 Ridder. Gjorde 1518 en Rejse til den hellige Grav, 1523 Rigsraad, s. A. Lensmand paa Ravnsborg som Indløsning for Lindholm, købte 1527 Gisselfeld af Hr. Henrik Gøye, men Handelen erklæredes 1532 ugyldig, sluttede sig siden til Greve Christoffer, der 1534 paany forlenede ham med Ravnsborg, blev dog belejret paa Nielstrup af Borgere og Bønder og dræbt 24 Dec. 1534, ved at en Falkonet sprang." (Holbek & Brun)

Titel:
Væbner 1517.

Beskæftigelse:
På Ravnsborg.

Begravet:
Ligsten afbildet. "Under tene sten liger her Jehan Oxe salig met Gud, ridder til Nielstrup, som døde paa Nielstrup ten torsdag for juul an(n)o d(omi)ni 1535" (fejl for 1534) (Danmarks Kirker)

Johan blev gift med Mette Mogensdatter Gøye før 3 jan. 1520. Mette (datter af Hr. Mogens Gøye, til Krenkerup og Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld) døde efter 30 jul. 1536; blev begravet efter 1536 i Våbensted, Musse, Maribo. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
"Herr Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøyes ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. jan. 1520. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
Yderligere børn i ægteskabet: Eskild Oxe (d. 19 Dec 1563, København),
Torbern Oxe, til Gisselfeld (d. 9 Jan 1547, Gisselfeld Kloster, Braaby, Ringsted, Sorø),
Johan Oxe (d. bef 12 Sep 1558),
Sidsel Johansdatter Oxe (d. 23 Feb. 1593; Gift 9 Feb 1567 md Erik Podebusk, til Bidstrup (1533 - 17 Oct 1573, Bidstrup Herregård, Granslev, Houlbjerg, Viborg),
Johanne Johansdatter Oxe (aft 1520 - bef 22 Feb 1589),
Ellen Johansdatter Oxe (f. aft 1520).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1475; Lensmand
• Beskæftigelse: 1502; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Rud, Jørgen, –o.1504, til Vedby, Rigsraad, var Søn af nedennævnte Mikkel R. og Elsebe Ottesdatter. Det er vistnok ham, der under Navne som «Georrius Rute de Zelandia» o. lign. findes immatrikuleret ved Universiteterne baade i Greifswald, Erfurt og Rostock i Tiden 1458-63. Han synes nemlig at have været yngre Søn – en Broder af ham var Ridder allerede 1458 –, saa at han maaske oprindelig har været bestemt for den gejstlige Stand; men den nævnte Broder døde tidlig, og J. R. arvede Slægtens Hovedgaard Vedby. 1474 fik han Ventebrev paa det sjællandske Bispelen Venslev (med Arløsetorp); han skulde tiltræde det efter sin Mormoders Død, og han og hans Hustru Kirstine, der var Datter af Erik Ottesen Rosenkrantz (ovfr. S. 202), skulde saa beholde Lenet deres Livstid-, men J. R. synes dog at have overtaget dets Styrelse allerede, før Mormoderen døde. 1482 havde han tillige Roskilde Bisps Gods i Arløse, og 1475-8(5 nævnes han som bispelig Lensmand paa Saltø. Fremdeles forekommer han som Indehaver af Kronlenet Rønnebæksholm 1489-90 og som Lensmand paa Holbæk 1492-99; 1495 fik han for Livstid i Pant det saakaldte Ranes Gods i Kalø Len, som hans Svigerfader før havde haft, og i alt Fald fra 1502 var han Lensmand paa Stege, som han havde i Pant for 2000 Mark, men som 1505 indløstes fra hans Enke af Anders Bille.
Som nævnt ejede J. R. Vedby, desuden erhvervede han en Part i det nærliggende Kragerup, og gjennem sit Giftermaal fik han efter al Sandsynlighed Elvedgaard paa Fyn og maaske ogsaa Møgelkjær i Jylland. Med Jørgen Markmand til Harrested havde han en heftig Trætte, bl. a. fordi han mente sig forurettet ved den Maade, hvorpaa Jørgen Markmands Farfader havde ført Værgemaalet for sin Stifdatter Elsebe, J. R.s Moder; J. R. fik sig vel tilkjendt en Søsterdel i Harrested, men vides ikke at være kommet i Besiddelse af den, og man kjender ikke det endelige Udfald af triden.
Først i sine senere Aar kom J. R. til at tage mere fremtrædende Del i det offentlige Liv. 1497 var han med paa Toget til Sverige, hvor han skal have ført Skytternes Banner. Fra 1502 forekommer han som Rigsraad, og s. A. var han udset til at være en af Førerne for den Styrke, der skulde undsætte Dronning Christine paa Stockholm. Det vides dog ikke, om han virkelig kom med paa Toget; derimod var han 1502 i Norge, hvor han sammen med sin Datter en Tid førte Befalingen paa Baahus for Datterens Mand, Henrik Krummedige, medens denne var optaget andensteds af at bekæmpe den af Knud Alfsen rejste Opstand.
J. R., der mærkelig nok aldrig blev Ridder, døde mellem 6. Juli 1504 og 31. Marts 1505. Hans Enke mistede, som allerede nævnt, Stege, men fik 1505 for sig og en af sine Sønner Livsbrev paa Mandens Pantelen Ranes Gods i Kalø Len; hun døde 1509 mellem 12. Febr. og 5. April. (Vedel Simonsen, De danske Ruder I, 58 ff. 264 f. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II, 22 ff. (William Christensen." (DBL, 1. Udg).
"til Vedby, 1458 immatrikuleret ved universitetet i Greifswalde, 1462 i Erfurt og 1463 i Rostock, fik 1474 Ventebrev på Venslev len af bispen i Roskilde efter sin mormoders død, 1475-86 bispelig lensmand på Saltø, trættede 1475 med Erik Jensen (Dyre) om Gjerdrup, men tabte sagen, fik 1476 indførsel i Gaasetofte gård og gods, trættede 1478 med hr. Erik Eriksen (Løvenbalk) om hr. Ove Hases tilgodehavende hos hr. Fin Aagesen (Ulfeld). 1489-90 lensmand på Rønnebæksholm, 1492-99 på Holbæk, fik 1493 Harrested hovedgård tilskødet af Jørgen Markmand blandt andet for det værgemål, hr. Karl Markmand havde haft for Jørgen Ruds moder fru Elsebe, fik 1495 efter sin svigerfader Ranes gods i Kalø len i pant, skal 1497 have ført skyttebanneret på toget mod Sverige, havde 1502 Stegehus i pant, var samme år rigsråd, skulle være en af anførerne for den undsætning, som sendtes dronning Christine til Stockholm, førte samme år befalingen på Bergenhus for sin svigersøn hr. Henrik Krummedige, levede 6. juli 1504, var død 31. marts 1505." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1475- 1 486 på Saltø, 1489 - 1490 lensmand på Rønnebæksholm, 1492 - 1499 på Holbæk.

Død:
DBL: btw 6 Jul 1504 og 31 Mar1505.

Begravet:
Nu forsvunden ligsten afbildet.
"(Fig. 21) Jørgen Rud, død 1504, og Hustru Kirstine Rosenkrands, død 1508. Randskrift med Minuskler: »Her ligg(er) begrafue(n) erlig, velbyrdig ma(n)d Jørge(n) Rud til Vidby, so(m) døde Aar I(esu) C(hristi) mdiiii, met sin salig hust[r]u, fru Kyrstine Rose(n)kra(n)dtz, ther døde an(n)o D(omi)ni 1508«. Hjørnecirkler med Evangelisttegn; Indskriften er anbragt i et Portalfelt, flankeret af to Ung-Renaissance Halvpilastre med Bladskede; mellem de øvre Tegn var en Halvroset, mellem de nedre en Indskriftlinje. I Midtfeltet Ægteparrets fædrene Vaaben: Rud og Rosenkrands og mødrene: Markmand af Falster og Gyldenstjerne. Stenen var af »brunrødagtig, ølandsk Flismarmor« og laa 1756, da den blev tegnet af Abildgaard, »midt i Gangen«. ..." (Danmarks Kirker).

Jørgen blev gift med Kristine Eriksdatter Rosenkrantz, til Møgelkær cirka 1474. Kristine (datter af Hr. Erik Ottesen Rosenkrantz, til Bjørnholm og Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller) blev født efter 1456; døde i 1508 i Veflinge, Skovby, Odense; blev begravet i 1508 i Antvorskov, Slagelse, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"til Møgelkjær (Bjerre herred) og Elvedgård (Skovby herred). - Mistede 1505 Stegehus, men fik samme år for sig og en af sine sønner livsbrev paa Ranes gods, levede 12. februar 1509, da hun gjorde sit testamente, men var død 5. april samme år." (Holbek & Brun)

Død:
Årstal ifl.ligstenen.

Begravet:
Ligsten afbildet. For beskrivelse, se ægtefællen.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Otte Rud, til Vedby (aft 1474 - bef 9 Jun 1511, Landsperg, Augsburg, Tyskland),
Mikkel Rud, til Møgelkjær (aft 1474 - bef 2 Sep 1520, Sverige),
Henrik Rud, til Elved (aft 1474 - btw 1510-1513),
Elsebe Jørgensdatter Rud (est aft 1490 - aft. 1542, Mariager Kloster, Onsild, Randers).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Beskæftigelse: 1513; Rigsråd
• Titel: 1514; Ridder

Notater:

Levned:
"Bølle, Mads Eriksen, –1539, Rigsraad, Broder til ovennævnte Eiler Eriksen B., arvede Orebygaard efter sin Moder og blev 1505 af sin Slægtning Biskop Johan Jepsen (Ravensberg) i Roskilde for sin, sin Hustrus og sin Søn Eriks
Livstid forlenet med Tureby, Spanager og Egby, der hørte til Bispegodset, samt fra 1507-15 tillige med St. Agnetes Kloster i Roskilde. Allerede i Kong Hans’ Tid optagen i Rigsraadet blev han kort efter Christian II’s Tronbestigelse Ridder. 1523 deltog han i Kjøbenhavns Belejring paa Frederik I’s Side. Da Christian II 1531 ventedes, var han blandt de Rigsraader, der førte Befalingen i Kjøbenhavn, og udvirkede tillige med flere andre Rigsraader paa samme Tid, at Frue Kirke atter gaves tilbage til Katholikerne. Han maa saaledes anses for at høre til Rigsraadets katholsksindede Flertal, om han end paa Herredagen 1533 efter Frederik I’s Død ikke synes at have deltaget i de mest yderliggaaende katholske Skridt. Under Grevefejden maatte han ligesom de øvrige østdanske Raader slutte sig til Grev Christoffer, men blev alligevel i Jan. 1535 tillige med sin Søn Erik og en Del andre Adelsmænd ført som Fange til Kjøbenhavn. Senere stævnede han Saxkjøbing Borgere, fordi de havde røvet hans Gods, formodentlig paa Orebygaard. I Kjøbenhavn holdtes han i Varetægt, indtil han i Begyndelsen af 1536 tillige med de øvrige Adelsmænd sendtes som Fange til Meklenborg. Først efter Kjøbenhavns Overgivelse løslodes han her fra, men overleveredes til Christian III’s Varetægt, hvis Naade han først gjenvandt ved en Revers af 28. Okt. s. A. Af sær kongelig Naade beholdt han sine Forleninger, men gjenoptoges ikke i Rigsraadet. Han døde 1539. Gift med Birgitte Clausdatter Daa fra Ravnstrup; Fader til Ovenstaaende Rigsraad Erik B. og en Datter, Dorthe, gift med Rigsraad Knud Rud til Vedby. (Danske Herregaarde V: Orebygaard. Hist. Tidsskr. 4. R. III. ; Annaler f. nord. Oldk. og Hist. 1853, S. 86 ff. ; (A. Heise)." (DBL, 1. Udg.)
"til Tersløse (Merløse H.), Orebygaard og Fuglesang (Musse H.), som han købte fra fru Sidsel Neb, var til 1495 bispelig lensmand på Haraldsborg, 1495-1501 på Hjortholm, fik 1505 af sin hustrus frænde, bispen i Roskilde livsbrev for sig, sin hustru og søn på Tureby, Spanager og Egby, som han forøvrigt alt 1500 havde i forlening, 1507-08 forstander for Sct. Agnete Kloster i Roskilde, 1513 rigsråd og besegler som sådan kong Christiern II' håndfæstning, 1514 ridder, var 1523 en af de sjællandske adelsmænd, som påny svor kong Christiern troskab, gik dog samme år over til kong Frederiks parti, beseglede denne konges håndfæstning, deltog i forhandlingerne om København og Malmøs overgivelse. Forlenedes 1524 med Navelsti Birk, kaldes fra 1530 ofte hr. Mads "Bølle", hørte 1533 til det katolske parti, men forlod det snart, blev 1536 med sin søn af grev Christoffer sendt hjem som gidsel i tysk fangenskab og måtte efter hjemkomsten udstede et troskabsrevers, 1537 sendebud til mødet i Halmstad." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
1495 på Haraldsborg, 1495 - 1501 på Hjortholm, 1500 Tureby, Spanager og Egby, 1507 - 1508 forstander for Sct. Agnete Kloster i Roskilde

Begravet:
Ligsten afbildet. " Figursten over Mads Bølle til Tureby, Ridder, og Fru Birte Daa, død 1512 (Fig. 8). Randskrift med Reliefminuskler: »Ano d(omi)ni MDXII Dødæ fruæ berythæ daas datth(e)r An(n)o d(omi)ni MD□ Hær lighr welburdig ma(n)d hær Mat:s bøllæ Ryddherr«. Hjørnerammerne dannes af Stave, ordnede i to, hinanden krydsende Kvadrater, hvori der er ophængt Skjolde med Remme, foroven Bølle og Daa, forneden Blaa og Sneken. I Midten staar Ægteparret, han rustningsklædt med Sværd, Dolk, Stridshammer og paa Hovedet lukket Hjælm med Vinger, hun med stort Hovedtøj ; over deres Hoveder gotisk Greneværk, under Fødderne Dødningeben. Sikkert sjællandsk Arbejde. Gullandsk Kalksten 216 × 108 cm; 1895 optaget af Skibets Gulv og opstillet i Taarnrummet" (Danmarks Kirker)

Mads blev gift med Birgitte Clausdatter Daa cirka 1494. Birgitte (datter af Hr. Claus Daa, til Raunstrup og Dorte Herlufsdatter Snekken) blev født efter 1454; døde i 1512; blev begravet i 1512 i Tureby, Fakse, Præstø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift 1: med Claus Neb, til Fuglsang (d. bef 1493).
Børn i ægteskabet: Anne Clausdatter Neb, af Borreby (gift 1: med Jakob Bjørn, til Nielstrup (d. aft 1496); gift 2: med Niels Markvardsen Skiernov II., til Meilgaard ( d. 29 Mar 1556). Barn i ægteskabet: Niels Nielsen Skiernov II., (d. 1540, Gammel Estrup Herregård, Fausing, Sønderhald, Randers)),
Erik Neb, til Fuglsang (d. aft 13 May 1511),
Peder Neb (d. bef 1512),
Margrethe Clausdatter Neb (gift med Basse Christoffersen Basse (Nye), til Sørup (d. bef 1560). Børn i ægteskabet: Christoffer Basse (Nye) (d. aft 1563), Erik Basse (Nye), til Sørup (d. aft 1582), Claus Basse (Nye), til Erholm og Bonderup (d. bef 1580), Margrethe Basse (Nye) (d. aft 1579)),
Claus Neb (d. aft 1515).

Død:
Holbek & Brun anfører 1522, men 1512 fremgår af ligstenen.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1451; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1454; Lensmand
• Beskæftigelse: 1455; Rigsråd
• Titel: 1457; Ridder
• Beskæftigelse: 1475; Hofmester

Notater:

Levned:
"Oxe, Johan, –o.1490, til Tordsø, Rigsraad, var Søn af nedennævnte Peder O. og er sikkert den Johannes Petri, der 1444 blev immatrikuleret ved Universitetet i Erfurt. 1451 og 1453 var han Hofsinde og skrev sig da endnu til sin Fædrenegaard Asserbo, men kort efter blev han Ejer af Tordsø i Skaane ved sit Ægteskab med en formuende Enke, Birgitte Bondesdatter Thott (gift 1. med Peder Brahe, 2. med Hr. Folmer Knob), der rigtignok ogsaa bragte ham 2 Kuld Stifbørn. Ved det endelige Skifte efter hendes Forældre i 1470 blev han end videre Ejer af Brødager Hovedgaard i Halland. Omtrent samtidig med sit Giftermaal, i alt Fald ved 1454, blev han forlenet med Krogen og Søborg, som Hr. Folmer Knob havde haft, og med Kjøbenhavns Slot. Kongen synes nemlig at have sat megen Pris paa ham; alt 1451 havde han givet ham Brev paa alle 40 Marks Sager af hans Gods i Danmark, og senere gav han ham atter og atter Beviser paa sin særlige Yndest. Alt 1455 var han Rigsraad, og hans Navn er herefter knyttet til de fleste af Tidens vigtigste Regeringsaktstykker. 1457 blev han Ridder ved Kroningen i Upsala. 1468 førte han sammen med Hr. Oluf Ged den kongelige Hær, som sendtes til Skaane for at indtage Hr. Iver Axelsens Gaard Lillø, men Belejringen mislykkedes, i det Hr. Iver naaede at undsætte sin Borg og endog at fange Hr. Oluf Ged. Den Gang var J. O., som endnu 1466 havde Krogen Len, bleven Lensmand paa Helsingborg Slot. I de følgende Aar tog han virksom Del i Forhandlingerne med de svenske, i det han var Sendebud til alle de Møder, som holdtes 1468, 1472, 1473, 1474 og 1476, først i Halmstad, i de senere Aar i Kalmar. For øvrigt havde han adskillige mindre Pantelen paa Laaland og Falster (Bredemade Birk osv.), men da disse bleve overdragne til Dronningen, fik han 1473 i Stedet Fogediet i Landskrone. Ogsaa efter Tronskiftet 1481 bevarede han sin Anseelse usvækket; da Kong Hans 1486 drog til Norge, blev det midlertidig overdraget til J. O. selv fjerde at føre Regeringen i Skaane. Desuden blev han Hofmester hos Enkedronning Dorothea og ledsagede Dronningen paa hendes Rejse til Rom 1488.
Fru Birgitte var alt død 1474 (mellem 14. Juni og 25. Okt.), men J. O. tog sig en ung Hustru i Steden, Inger Torbernsdatter Bille, med hvem han fik Nielstrup paa Laaland. I det hele taget er det som en hensynsløs og virksom Godserhverver, at vi bedst kjende J. O., og det kaster ikke det bedste Skjær over hans Virksomhed i denne Retning, at han fortrinsvis handlede med Enker og andre værgeløse Personer. Foruden de alt nævnte 4 Hovedgaarde erhvervede han dels ved Kjøb, dels ved Pant større eller mindre Andele i Slimminge, Bæltebjærg, Højby og Sørup i Skaane, Lundegaard paa Laaland, Bjærgbygaard i Sjælland, lige som han 1456 kjøbte Vixø Hovedgaard, men den solgte han kort efter til Kongen. Foruden mangfoldigt Bøndergods erhvervede han Kjøbstadgaarde i Helsingør, Roskilde, Kjøge, Næstved, Malmø og Landskrone, og saa havde den driftige Herre endda betydeligt Klostergods i Leje saa vel af Sorø, Esrom og de roskildske Nonneklostre som af St. Peders Kloster i Lund. Men J. O. var ogsaa en, i alt Fald udvortes, from Herre, der 1480 havde stiftet et Alter i Landskrone Kirke og 1483 byggede et Kapel i Helsingør Kirke, desuden stiftede han et Alter i Esrom, alle rigelig doterede. Endnu Sommeren 1489 var han i fuld Virksomhed, indløste bl. a. til sig Majbølle Birk, men 18. Maj 1491 var Fru Inger Enke, og der oprandt nu en brydsom Tid for hende og hendes umyndige Børn, i det hendes urolige Stifsøn Oluf O. paaførte hende en langvarig og meget bitter Proces om Besiddelsen af Tordsø, af hvilken Gaard J. O. i sin Tid havde udkjøbt sine Stifbørn. Fru Inger levede endnu ind i det følgende Aarhundrede. (Thiset)." (DBL, 1. Udg.)
"til Torsø (Vemmenhøg H.) og Veksø (Vixø) (Ølstykke H., købt 1456, solgt til Kongen), er vel den Johannes Petri, som 1444 blev immatrikuleret ved Universitetet i Erfurt, var 1451 og 1453 Hofsinde hos Kong Christiern I., hos hvem han i flg. et samtidigt Vidnesbyrd stod i stor Gunst, fik 1451 Brev paa alle 40 Mrk. Sager af sit Gods, skrev sig s. A. til Asserbo og blev da Værge for sin Morbroder Oluf Godovs Børn.
1454 Lensmand paa Københavns Slot, 1453 og 1465 paa Krogen og Søborg, 1455 Rigsraad, blev 1457 Ridder ved Kroningen i Upsala, indløste 1460 sin Moders fædrene Gaard Lundegaard (Nørre H., Laaland) , som hans Morfader og Morbrødre havde pantsat, var 1468 og 1480 Høvedsmand paa Helsingborg og 1468 den ene af de to Anførere for den Hær, der belejrede Lillø, men blev slaaet af Hr. Iver Axelsen, var i Aarene 1468—70 gentagne Gange Sendebud til Møder i Halmstad og Kalmar med de Svenske, arvede 1470 Brødager i Sønder Halland efter sin første Frues Forældre. Fik 1473 Fogediet i Landskrone i Forlening i Erstatning for Bredemade Birk m. m., var 1475 Dronningens Hofmester paa Rejsen til Rom, stiftede 1480 et Alter i Landskrone Kirke, byggede 1483 et Kapel i Helsingør og stiftede ogsaa 1485 en daglig Messe i Esrom, fik 1484 tildømt Beltebjerg (Luggude H.), som han havde købt 1469, og udkøbte ved samme Tid sine Halvbrødre af Torsø, førte 1486 selvfjerde Regeringen i Skaane, medens Kongen var i Norge, var i 1488 endnu Hofmester hos Enkedronning Dorothea, hvem han for anden Gang ledsagede til Rom, levede 27 Juli 1489, var død 18 Maj 1491." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Københavns Slot, Krogen og Søborg. Siden Helsingborg Slot.

Johan blev gift med Inger Torbernsdatter Bille, til Nielstrup før 1487. Inger (datter af Hr. Torbern Bille, Allindemagle og Svanholm og Sidsel Ovesdatter Lunge) døde i 1507. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Peder Oxe (f. aft 1487),
Torbern Oxe (aft 1487 - 29 Nov 1517, København),
Birgitte Johansdatter Oxe (aft 1487 - 26 Jul 1541, Maribo Kloster, Musse, Maribo).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1492; Hofsinde
• Titel: 1501; Ridder
• Beskæftigelse: før 1502; Lensmand
• Beskæftigelse: 1503; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1518; Marsk
• Beskæftigelse: 1523; Hofmester
• Beskæftigelse: 1534; Statholder

Notater:

Levned:
"Gjøe, Mogens, –1544, Rigshofmester, Reformationens berømte Forkæmper, var en Søn af ovennævnte Eskil G. (d. 1506). Hans Fødselsaar er ukjendt; dog falder det rimeligvis ikke længe efter 1470, siden han allerede 1492 nævnes som kongl. Hofsinde og ikke ret mange Aar efter blev gift med den rige Mette Albrechtsdatter Bydelsbach, med hvem han tidlig kom i Besiddelse af Torbenfeld (nu Frydendal), Gunderslevholm og Græse i Sjælland, Løgismose i Fyn, Clausholm, Skjærvad og Kjeldkjær i Jylland. Som Mødrenearv tilfaldt ham Skjærsø i Jylland, som Fædrenearv Krænkerup paa Laaland, som han allerede før Faderens Død var i Besiddelse af. Denne Rigdom forøgedes efterhaanden ved store Kjøb; saaledes afkjøbte han sin Søster Ide G. dennes Arvepart Tunbyholm i Skaane, da hun blev gift udenlands; senere kjøbte han Avnsbjærg i Jylland af Rasmus Clementsens Arvinger (IV, 12). Hertil kom udstrakt Kjøbstadsgods næsten i alle Rigets større Stæder, Pant i Tordsø i Skaane og en Tid lang Besiddelsen af Gisselfeld (S. 68). Ikke uden Grund siger Huitfeld derfor: «Hans Lige paa Jordegods haver ikke været her eller i Tyskland udi nogle Hundrede Aar.»
En Mand, der tidlig kom til at indtage en saa betydelig Plads i Aristokratiets Rækker, og som desuden var i Besiddelse af ualmindelige Evner, en klar Forstand, stor administrativ Dygtighed, en rolig, sindig og ridderlig Karakter, der skaffede ham Anseelse baade hos høje og lave, maatte under de daværende Samfundsforhold komme til at spille en stor Rolle. Allerede 1501 nævnes han som Ridder og er maaske allerede bleven det ved Kong Hans’ Kroning i Stockholm 1497. I Aaret 1501 forlenedes han med Torup (Frijsenvold) med de dertil liggende Gjerlev, Galten og Hovlbjærg Herreder, hvori han 1502 fik Pant for sig og Arvinger. S. A. eller i Begyndelsen af 1503 blev han allerede Medlem af Rigsraadet og synes samtidig at have været forlenet med Stegehus og Møen, hvorfra han o. 1505 forflyttedes til Aalborghus, som han beholdt til 1516. Han deltog i de forskjellige Krigstog til Sverige og i Tidens vigtigste Statshandlinger, saaledes i Forhandlingerne i Kiel 1506 med Hertug Frederik og Lybekkerne, i Malmøfreden 1512, ledsagede Kong Hans paa dennes sidste Rejse i Jylland og var tilstede ved hans Død i Aalborg i Febr. 1513.
En endnu betydeligere Stilling kom M. G. til at indtage under Christian II. Han stod i Spidsen for det Gesandtskab, som Kongen 1514 sendte til Kejser Maximilian for at bejle til dennes Sønnedatter Elisabeth, hvorfor M. G. s. A. i Brüssel paa Kongens Vegne viedes til den unge Brud. Ved Dronningens Kroning i Kjøbenhavn det følgende Aar bar M. G. Sværdet og var maaske alt den Gang udnævnt til Marsk, en Stilling, han i alt Fald kort efter indtog og beholdt under hele Kong Christians Regering, og hvormed ogsaa en Del af Rigshofmesterens Forretninger synes forbundne, efter at Kongens Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz i Nov. 1516 var død. S. A. forflyttedes han som Lensmand fra Aalborg til Skanderborg, en af de betydeligste Forleninger i Riget, som han derpaa beholdt lige til sin Død. Som Marsk tilfaldt ham den Forretning 1517 at fængsle Torben Oxe. Aaret før havde Kongen af M. G. kjøbt den bekjendte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde, hvor Sigbrit og Dyveke boede.
Til Sigbrit udviklede der sig efterhaanden et stærkt Fjendskab. Som en af Aristokratiets Hovedmænd kunde M. G. ikke med Ro se paa, at en stor Del af Magten fra Rigsraadets Haand gik over til Sigbrit og hendes uansvarlige Raadgivere. Omtr. 1520 skal M. G. ogsaa have gjort Skridt til ved Pavens Mellemkomst at faa hende fjærnet; men Planen blev røbet, og fra nu af nærede Sigbrit et glødende Had til M. G.; «Kongen i Nørrejylland» kaldte hun ham spottende, og M. G. beskylder hende for flere Gange at have forsøgt «at lyve ham Halsen fra». Kongens Tillid til M. G. rokkedes dog ikke herved, og denne bevarede sin ridderlige Troskab mod Kongen saa længe som muligt. Da de jyske Rigsraader i Dec. 1522 indlode sig i Underhandlinger med Hertug Frederik, vilde M. G. derfor ingenlunde slutte sig til dem, men fik Kongen til at udbyde en almindelig Rigsdag, der skulde samles i Aarhus, og hvortil ogsaa Udsendinger fra Borger- og Bondestanden skulde indkaldes. Kongen tilbød her at ville stille Klagerne tilfreds; men dette Skridt af M. G., der kom Oprørspartiet meget ubelejlig, fremskyndede netop Oprørets Udbrud. Paa et Møde i Viborg 20. Jan. 1523 opsagde man Kongen Huldskab og Troskab og sendte Mogens Munk til Hertug Frederik. Vel havde man uden videre stillet M. G.s Navn i Spidsen for Brevene, men – hans Segl mangler; han havde saaledes aldrig tiltraadt Beslutningerne. Da Mogens Munk kort efter havde sin bekjendte Samtale med Kongen i Vejle, ytrede han ogsaa i Samtalens Løb, at i M. G. havde Kongen en tro Mand. Denne søgte endnu paa denne Tid at mægle mellem Kongen og Oprørerne; først efter at Kongen selv havde opgivet Jylland, og Hertug Frederik, der imidlertid personlig var kommen til Jylland i Spidsen for en Hær, truede M. G. og de Mænd, der endnu holdt ved Christian II, paa Liv og Gods, hvis de ikke indfandt sig til Kongehyldingen i Viborg, sendte M. G. 19. Marts fra Skanderborg sit Opsigelsesbrev til Christian II, hvori han bevidner sin Sorg over at maatte gjøre dette Skridt, men begive sig til Kongen i Sjælland turde han ikke af Frygt for Sigbrits Efterstræbelser. 26. Marts 1523 har M. G. derpaa i Viborg medbeseglet Frederik I’s Haandfæstning og blev af den kloge Konge strax udnævnt til Rigshofmester.
Fra nu af var M. G. Kong Frederiks Mand, og i Følge den ridderskabelige Troskabsfølelse, der lader Ridderen tjene sin Herre, indtil han frivillig eller nødtvungen sender ham sit Opsigelsesbrev, tjente han nu den nye Konge, til hvis Politik saa mange Baand knyttede ham, med Iver og Troskab. Dog fik han flere Gange Lejlighed til at vise sin ridderlige Følelse over for Christian II og hans Slægt. Da Rigsraadet saaledes 1525 tillagde Kong Frederiks Dronning det samme Livejegods, der var tillagt Dronning Elisabeth, nægtede M. G. at tiltræde denne Beslutning og gjorde det først efter Dronning Elisabeths Død. Vel var han senere blandt de 8 Raader, der fik Tilsyn med Kong Christians Fængsel paa Sønderborg; men dog synes han at have været blandt de Raader, der holdt paa, at Lejdet skulde holdes. I Anledning af et heftigt Fejdeskrift under Grevefejden beraaber han sig paa, at han i denne Sag kun havde handlet efter sin Konges Ordre. «Jeg vil beraabe mig paa Kong Christian selv,» tilføjer han med Stolthed, «at han aldrig har beskyldt mig eller med rette kan beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddersmand bør at tjene sin Herre og Konge.» Det er ogsaa et smukt Træk i M. G.s Karakter, at han ofte tog sig af dem, der i de urolige Tider vare Gjenstand for Forfølgelse, baade i Christian II’s Tid og senere.
At skildre M. G.s Virksomhed som Rigshofmester i det enkelte vilde være det samme som at skrive omtrent hele Tidens Historie. Her kun nogle enkelte Træk. Strax 1523 fulgte han Hertug Christian (III) og Johan Rantzau til Kjøbenhavns Belejring og havde stor Del i, at Staden 1524 overgaves til ham paa Kong Frederiks Vegne. Mange Fjender havde han imidlertid; han klager selv til Kongen over, at han var udsat for Bagtalelse og Bagvaskelser; han havde ogsaa, som det synes, støttet Kongens forgjæves Bestræbelser for at faa Vornedskabet paa Øerne afskaffet eller mildnet. Under den stærke Gjæring blandt Almuen, især i Jylland, i Anledning af de paalagte Skatter overdroges det M. G. 1525 at straffe de ulydige. Med Fare for sit Liv udførte han dette Hverv og synes ogsaa at have faaet Almuen foreløbig beroliget. Men imidlertid foregik der en gjennemgribende Forandring med ham selv. Tidligere havde han fulgt den katholske Kirkes Lære; han havde stiftet Messer og bestemt Gaver til Kirker og Klostre som andre Katholikker. Men i Juni 1526 optraadte han ligesom Kong Frederik aabenlyst som Lutheraner, spiste til stor Forargelse for Katholikkerne Kjød paa Fastedagene og nød Nadveren paa luthersk Vis. I disse Aar var Hr. Peder Thomesen, der nylig var kommen tilbage fra Luthers Hus i Wittenberg, senere den første evangeliske Superintendent i Vendelbo Stift, hans Huskapellan. M. G. kom rimeligvis ad denne Vej i personligt Forhold til Luther, der sendte ham sine Skrifter.
Den mægtige Rigshofmesters Overgang til Luthers Lære vakte stor Forbitrelse blandt Katholikkerne. Hans egen Stilling blev derved i flere Henseender vanskelig. Som Rigshofmester og som en konservativ og lovtro Mand maatte han være de bestaaende Love lydig, og dog stod han nu som Bærer af en ny Tids Ideer, der af hans Modstandere betragtedes som en fremmed, tysk Plante, der stred mod nedarvet dansk Sæd og Skik, og som bragte Forvirring i alle Forhold. Rigsraadet var i det hele udpræget katholsk; hos en Del af den udenraads Adel og hos Almuen viste der sig derimod stærkt Røre, Lyst til at komme i Besiddelse af Kirkens store Gods og Ulyst til at svare de kirkelige Afgifter, især Bispetienderne. Vel lykkedes det Prælaterne ved svære Indrømmelser i andre Retninger paa Herredagen i Odense i Dec. 1526 at faa det verdslige Rigsraad paa eget og hele Adelens Vegne til at love Kirken sin Hjælp, «besynderlig mod Luthers ukristelige Lærdom». M. G.s Navn staar som sædvanlig i Spidsen af Brevet; men næppe kan han have tiltraadt denne Beslutning ved at sætte sit Segl under. Kort efter maatte Kongen byde ham og andre Lensmænd i Aarhus Stift at skaffe Biskoppen og Kirken deres sædvanlige Indtægter. M. G. udførte Hvervet som lovtro Mand; men med det samme forestillede han Kongen, at Almuen ikke havde helt Uret, thi Biskopperne gjorde netop Fordring paa Afgifter, der næppe vare grundede i den bestaaende Lovgivning. Paa den anden Side indgik Almuen og en Del af den jyske Adel et ligefremt Forbund mod Kirken. Forbitrelsen mod M. G. var paa denne Tid saa stor, at han endog truedes med Vold og ikke vilde indfinde sig personlig til det almindelige Hærskue i Viborg i April 1527, hvor hele den jyske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde, for ikke at høre deres «pukkende og spydige Ord», naar han ikke vilde indgaa den Kontrakt og Besegling, de forlangte af ham. Derimod havde han stor Del i, at Tiendesagen endelig ordnedes paa den følgende Herredag i Odense 1527.
Ligesom M. G. i hele denne Sag optraadte mæglende og beroligende, saaledes optraadte han ogsaa i den følgende Tid under de Uroligheder, Christian II’s forventede Ankomst fremkaldte i Jylland. Det kom saaledes i Aaret 1531 til voldsomme Optrin paa Viborg Landsting mod den forhadte Mogens Munk; men M. G. og hans trofaste Hjælper Erik Banner (l, 512) fik ved deres Indflydelse hos Almuen de oprørte Bølger til foreløbig at lægge sig. Almuen vil kun høre dem, hedder det stadig, og i deres Len var der ingen Uro, heller ikke under Grevefejden.
Især i to Retninger viser M. G.s Virksomhed for Reformationens Fremme sig, i Forholdet til de lutherske Præster og til Tiggermunkene. De første tog han under sin Beskyttelse ved at udvirke kongl. Beskjærmelsesbreve for dem, naar de vilde prædike «Guds Ord og Evangelium» eller gifte sig; de unddroges derved fra Kirkens Jurisdiktion og stilledes under den verdslige Arms Beskyttelse. Ogsaa de nyvalgte Biskopper maatte indgaa Forpligtelser til Kongen om ikke at lægge Ordets frie Forkyndelse Hindringer i Vejen. Begyndelsen hertil gjordes ved Joachim Rønnovs Udvælgelse til Biskop i Roskilde 1529, og M. G. med flere andre gik i Borgen for, at Rønnov vilde holde sine Forpligtelser. At M. G. har haft stor Del i denne Udvælgelse, er rimeligt; ja man talte endog om, at den unge Biskop vilde gifte sig, og satte hans Navn i Forbindelse med Birgitte Gjøe. – Tiggermunkene var M. G. derimod aabenbart ingen Ven af. Naar Munkene paa Grund af Tidens Trængsler havde forladt deres Klostre, betragtedes disse som herreløst Gods, der faldt ind under Kronen og Rigshofmesterens Styrelse. I Regelen bleve disse Klostre da ved M. G.s Mellemkomst skjænkede Kjøbstæderne til Hospitaler eller Raadhuse. Men han kan ikke frikjendes for af og til ved sine Hjælpere at have ophidset Borgernes Stemning mod Tiggerbrødrene og saaledes fremskyndet Klostrenes Opgivelse af Brødrene. Dette var navnlig Tilfældet med Graabrødreklostrene i Flensborg (1528), hvor M. G. selv havde faaet Brev paa Klosteret, i Randers, hvor han havde faaet Klosteret af Kongen i Bytte for Klosteret i Flensborg, fordi hans Morfader, Erik Ottesen Rosenkrantz, laa begraven her, hvorpaa han strax indsatte en luthersk Præst i Klosterkirken, i Næstved (1532), hvor hans første Hustru (d. 1513) oprindelig synes at have haft sit Hvilested, i Kalundborg, hvor han da (1532) var Lensmand, og til Dels i Horsens. Det er disse Forhold, der hos Munkene skaffede M. G. Benævnelser som «Djævelens Tjener og Drabant», og som i nyere Tid have skaffet ham Benævnelsen «Klosterstormeren». Naar undtages Forholdet med Randers Kloster, synes M. G. dog aldrig at have skaffet sig personlige Fordele herved. Det egentlige Kirke- og Klostergods synes han aldrig at have forgrebet sig paa; i hans Jordebog kan næppe eftervises mere end 4 Bøndergaarde, han har erhvervet fra Klostre, og alle 4 ved Kjøb. At skildre M. G. som en fræk Kloster- eller Kirkestormer er derfor en stor og vildledende Overdrivelse. Han stod i den Henseende maaske renere end mange af hans katholske Medbrødre i Raadet.
Ved Kong Frederiks Død (10. April 1533) stod M. G. paa sin Magts Højde. Ved Siden af sine umaadelige private Ejendomme, der stadig forøgedes, havde han i Forlening Kalundborg med Samsø og 3 Herreder i Sjælland, Skanderborg med 7 Herreder og Torup i Jylland med 3 Herreder foruden forskjellige Smaalen hist og her samt Gavnø og Ring Nonneklostre. Men der begyndte nu en katholsk Reaktion, som en Tid hemmede hans Virksomhed. For ham var aabenbart Sikringen af Ordets frie Forkyndelse som i Kong Frederiks Dage og derigjennem Evangeliets FVemme det vigtigste. Dette Maal kunde naas med Kong Frederiks ældste Søn, den lutherske Hertug Christian, paa Danmarks og Hertugdømmernes Trone, støttende sig til Rigets tidligere Forbundsfæller, de nu lutherske Stater Sverige og Lybek, som Modvægt mod den mægtige katholske Kejser Carl V og Holland. Med Kong Gustav stod M. G. derfor i dette Aar i en livlig Brevvexling; han opfordrede Kongen til som Slægtning af Biskop Joachim Rønnov at opmuntre denne til at fremme Evangeliets Sag, hvilket Kong Gustav ogsaa gjorde, ligesom denne kraftig opmuntrede M. G. under den megen Modstand, han mødte, til at holde fast ved Evangeliets Sag, og det er formodentlig ogsaa paa denne Tid, at Luther sendte en Skrivelse af lignende Indhold til M. G. Hvad Lybek angaar, vil den lybske Krønnikeskriver Reimer Kock vide, at M. G. var stemt for, at Danmark skulde holde sine tidligere Løfter til denne Stat og ratificere den Traktat, som Jürgen Wullenwever i denne Hensigt bragte med til Kjøbenhavn under den Herredag, som ved St. Hansdagstid 1533 holdtes i Anledning af Kongevalget. Hvis denne Politik var bleven fulgt, havde man maaske undgaaet Grevefejden; men M. G.s Planer krydsedes fra to Sider. Rigsraadets katholske Flertal med Biskopperne i Spidsen vilde fremfor alt ikke have en Lutheraner paa Tronen, men den unge Hertug Hans. Kongevalget blev derfor af Hensyn til Norge udsat til St. Hansdag 1534, for at man da kunde faa Nordmændene med; man vilde da i Mellemtiden benytte Lejligheden til netop at sikre den katholske Religion. Da M. G. tillige med Erik Banner og maaske et Par andre Rigsraader nægtede at besegle den Reces, der i den Anledning vedtoges, medførte dette i Forening med Kongevalgets Udsættelse saa stor Uenighed i Raadet, at M. G. og Erik Banner nedlagde en bestemt Protest mod Rigsraadets hele Færd og derpaa hemmelig om Natten forlode Kjøbenhavn. Det katholske Rigsraad forviste nu Hans Tausen fra Kjøbenhavn, og nogle Dage senere sendte de Wullenwever et Afslag. Den anden Side, hvorfra M. G.s Planer vare krydsede, var nemlig Hertug Christians egne Raader, der af Fjendskab til det demokratiske Lybek havde faaet sluttet et Forbund mellem Hertugdømmerne og Nederlandene, som Danmark nu sluttede sig til, ligesom man nu maatte indgaa en saakaldt Union med Hertugdømmerne.
Efter Herredagen begav M. G. sig til Gunderslevholm, hvor Hans Tausen fandt Beskyttelse hos ham, hvorpaa han kort efter i Forening med sin Datter Birgitte hos Joachim Rønnov udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn. Selv ilede han kort efter til Jylland af Frygt for, at Almuen skulde begynde Opløb af Forbitrelse over Prælaternes Færd, hvilket han da vilde søge at afværge. Med Bitterhed udtaler han sig paa samme Tid om Rigsraadets Færd over for Kronens Rettigheder i den kongeløse Tid.
M. G. og Erik Banner paa den ene Side, Jørgen Kock og Wullenwever paa den anden Side søgte endnu paa denne Tid at bevæge Hertug Christian til at overtage Regeringen; men da han forlangte et Valg af Rigsraadet, førte disse Bestræbelser ikke til noget; Borgmestrene fattede da den hemmelige Plan at rejse Christian II’s Fane, og der indtraadte saaledes en Spaltning i selve det lutherske Parti. M. G. holdt imidlertid fast ved sin Plan; da Lybek om Foraaret 1534 pludselig overfaldt Holsten, samlede han det jyske Raad i Ry ved Himmelbjærget (4. Juni) og søgte, som det synes, her at virke for Hertug Christians Valg paa den til St. Hansdag forestaaende Herredag. Der sendtes ogsaa paa denne Tid Skrivelse til Malmøboerne fra M. G. og Erik Banner om Hertugens Valg; de svarede, at de vilde slutte sig til dem; men imidlertid udbrød der Oprør i Malmø; den hemmelige Plan kom til Udbrud. Kjøbenhavns Borgere opfordrede (7. Juni) under disse Forhold M. G. til at komme til dem, «paa det at den evangeliske Handel og Guds Ære maatte fremmes». Fra Grev Christoffer kom i de samme Dage et Brev (af 27. Maj) til M. G., hvori han opfordrede denne til, som uskyldig i Lejdebruddet mod Christian II, at slutte sig til ham. Imidlertid landede Greven pludselig paa Sjælland (23. Juni). Uden at tænke paa sine store Godser og Forleninger paa Øerne samlede M. G. imidlertid atter det jyske Raad og en Del af den menige Adel i Ry (4. Juli), hvor Biskopperne da ved Adelens truende Holdning bleve nødte til at slutte sig til Hertug Christian. En Deputation med M. G. i Spidsen sendtes til Hertugen for at tilbyde ham et Valg; 17. Juli afgav Hertugen i Preetz sine Erklæringer herom, hvorpaa M. G. ledsagede ham til den foreløbige Hylding i Horsens 18. Avg.
Da Clements-Fejden imidlertid var udbrudt, samlede M. G. efter det for Adelen ulykkelige Slag ved Svendstrup (Okt. 1534) en Styrke af Adelsmænd og Bønder ved Gudenaa og reddede herved det østlige Jylland. Han indsattes derpaa af Christian III til Statholder i Jylland sammen med Biskop Ove Bille, ledsagede Kongen til den endelige Hylding i Viborg i Marts 1535, søgte paa flere Maader at mildne Sejerherrernes Strænghed og sendtes ogsaa senere tillige med Erik Banner til Vendsyssel for at virke dæmpende paa Almuen, der truede med atter at rejse sig paa Grund af de strænge Straffedomme. Selv udrustede han et Skib, der deltog i Peder Skrams Togter. Da Krigen senere trak over til Sjælland, fik han atter Kalundborg i Forlening, ligesom han i Forening med Ove Bille o. fl. indsattes til Statholder i Sjælland med Sæde i Roskilde. Ogsaa paa denne Tid søgte han at virke mæglende og mildnende; han udvirkede saaledes, at der gaves Amnesti til Svendborg og Nyborg Borgere for deres Frafald, og deltog i de Underhandlinger, der førte til Malmøs Overgivelse. I det Møde, som Kong Christian efter Kjøbenhavns Overgivelse om Aftenen 11. Avg. 1536 holdt med sine holstenske Raader og sine Landsknægtoberster om Biskoppernes Fængsling, deltog M. G. ikke. Derimod kaldtes han efter Fængslingen om Morgenen 12. Avg. tillige med de øvrige verdslige Raader til Kongen og har medbeseglet den Revers, der blev aftvungen det verdslige Raad om at finde sig i Statsforandringen. Naar Kong Christian i et Brev til en tysk Fyrste fortæller, at han ogsaa havde villet fængsle hele det verdslige Raad, men at det blev afvendt ved Forestillinger af flere af hans tyske og danske Raader, hos hvem han altid havde fundet Troskab, saa kan man vel sikkert slutte, at M. G. har været blandt disse; thi der var sandelig ingen, der havde vist Kong Christians Sag større Troskab. Han har saaledes ved sin Optræden virket til, at Danmarks Rige ikke blev et værgeløst Bytte for Kongens tysk-holstenske Omgivelser.
En luthersk Konge sad nu paa Tronen, Reformationen blev indført. M. G.s Politik havde sejret, om end anderledes, end han havde tænkt sig. Rigshofmesterværdigheden beholdt han lige til sin Død; men hans Virksomhed er nu mindre fremtrædende end tidligere. Hertil bidrog maaske ogsaa Alderdomssvaghed; i sine senere Aar klager han ofte over Sygdom. Sidste Gang, han i Følge Kancelliets Brevbøger har forebragt Sager for Kongen, er 7. Maj 1537. I alle vigtigere Møder og Herredage deltog han dog, sidste Gang 28. Nov. 1542. Til Kongens Kroning i Avg. 1537 var den gamle Herre endnu indbudt til «at rende (turnere) med kgl. Majestæt». – Hans sidste Aar formørkedes af en hæslig Familiestrid med hans unge Dattersøn Peder Oxe, med hvis Slægt M. G. fra Faderens Tid havde arvet en bitter Strid. Med hensynsløs Kraft og juridisk Kløgt kastede den unge Peder Oxe sin gamle Morfader ud ikke blot af Oxernes gamle Ejendom Tordsø, men ogsaa af Gjøernes Fædrenegaard Gisselfeld (jvfr. ovfr. S. 70). «De handle med mig paa min Alderdom, som de ville», skriver M. G. bittert kort før sin Død, der indtraf paa Skanderborg Slot Palmelørdag eller -søndag (5. ell. 6. April) 1544, faa Dage efter at han havde fejret sin Datter Mettes Fæstensøl med Just Høg til Vang. – Han ligger begraven i Voldum Kirke ved Clausholm. Efter Mette Bydelsbachs Død (9. Nov. 1513) havde han ægtet Margrethe Sture, Datter af Claus S. til Gammelgaard i Slesvig; hun var allerede død i Barselseng i Dec. 1528. Med sin første Hustru havde han 8 Børn, deriblandt de ovennævnte Sønner Axel, Eskil og Albert samt Døtrene Sophie (II, 237), Elline og Birgitte; med den sidste Hustru havde han 9 Børn, deriblandt de ovfr. anførte Christoffer og Falk. (Hofman, Dsk. Adelsmænd I. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; Hist. Tidsskr. 4. R. III og V; 5. R. V, 334 ff. ;Elline Gjøes Jordebog. ; (A. Heise".(DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Skjærsø (Mols herred), arvet efter moderen, Avnsbjerg (Lysgaard herred), købt 1529, og Torsø, var 1492 hofsinde, lensmand på Stegehus, var 1501 ridder, 1502-44 forlenet med Torup, var 1503 rigsråd, 1505-16 lensmand på Aalborghus, deltog fra nu af i alle vigtigere statshandlinger, stod 1514 i spidsen for det gesandtskab, som kongen sendte til kejseren for at fri til frøken Elisabeth, til hvem han på kongens vegne viedes, 1516-44 lensmand på Skanderborg, var 1518 rigsmarsk, sluttede sig 1523 kun nødig til kong Frederik I., der straks udnævnte ham til rigshofmester og gav ham livsbrev på Gavnø Kloster, gik få år efter over til lutheranismen og deltog ivrig i dennes indførelse, fik 1532 livsbrev på Ring Kloster, 1533—35 lensmand på Kalundborg, spillede atter den mest fremragende rolle under grevens fejde og ved Hertug Christians kongevalg, 1534 statholder i Jylland og senere s. å. i Sjælland." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Stegehus, 1502 - 1544 Torup, 1505 - 1516 Aalborghus, 1516 - 1544 lensmand Skanderborg, 1533 - 1535 Kalundborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Beskæftigelse:
Rigshofmester.

Begravet:
Ligsten afbildet

Mogens blev gift med Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld efter 3 jul. 1495. Mette (datter af Hr. Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak, af Torbenfeld, til Skjersø og Helsinge og Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup) døde den 9 nov. 1513; blev begravet i 1513 i Voldum, Galten, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Til Torbenfeld som hun arvede efter broderen, Skjersø, Løgismose og Kjeldkjær efter faderen, Clausholm (Galten H.), Gunderslevholm (Ø. Flakkebjerg H.) og Gresede (Lynge-Frederiksborg H.) efter morfaderen." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet. Yderligere gravsten over Mette i Gunderlev Kirke, Sorø med teksten: " Her har ærlig og velbyrdige kvinde fru Mette her Mogens Gøye husfrue til Krenkerup og var Albert Bydelbaks datter døde hun år 1512." (http://www.gravstenogepitafier.dk/gunderslev3.htm, set 10 Sep 2018)

Notater:

Gift:
"Herr Mogens Gøye og Mette Albrechtsdatters [Bydelsbak] ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. juli 1495. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
Yderligere børn i ægteskabet: Axel Gøye (d. 1 Sep 1537, Clausholm Slot, Voldum, Galten, Randers; gift 1533 med Dorte Hansdatter Lindenov (d. 1582),
Eskild Gøye (d. 2 Jan. 1560, Skanderborg Købstad; gift med Sidsel Bryske, til Margaard og Langesø (d. 7 Feb 1573)),
Sophie Mogensdatter Gøye (d. Mar 1537, Stettin, Polen).