Pernille Johansdatter Oxe

Pernille blev gift med Otte Knudsen Rud, til Møgelkær i 1549. Otte (søn af Hr. Knud Rud, til Vedby og Møgelkjær og Dorthe Madsdatter Bølle, til Fuglsang) blev født den 15 maj 1520 i Ruds Vedby, Løve, Holbæk; døde den 11 okt. 1565 i Ekerö, Uppland, Sverige; blev begravet i 1571 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Knud Rud, til Sæbygaard og Søndergaarde (aft 1549 - 3 Apr 1589, Vedbygaard Gods, Ruds Vedby, Løve, Holbæk),
Pernille Ottesdatter Rud (1556, Visborg, Hindsted, Aalborg - 1608),
Mogens Rud (aft 1549 - 1559, Odense Slot, Odense),
Torbern Rud (aft 1549 -1577, Magdeburg, Sachsen-Anhalt, Tyskland),
Jørgen Rud (f. aft 1549).

1. Johan Rud, til Møgelkjær og Løgismose blev født efter 1549; døde før 2 jun. 1609; blev begravet før 1609 i Raarup, Bjerre, Vejle.
2. Dorthe Ottesdatter Rud blev født i 1550 i Haarby, Båg, Odense; døde den 1 jan. 1580 i Gjesing, Sønderhald, Randers; blev begravet den 10 jan. 1580 i Gjesing, Sønderhald, Randers.
3. Mette Ottesdatter Rud blev født cirka 1552 i Raarup, Bjerre, Vejle; døde den 2 maj 1596; blev begravet i 1596 i Kettrup, Vester Han, Thisted.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: ca. 1503; Hofsinde
• Titel: 1519; Ridder
• Beskæftigelse: 1523; Lensmand
• Beskæftigelse: 1523; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Oxe, Johan, –1534, til Nielstrup, Rigsraad, Søn af Ovenstaaende Johan O., antages at være født omtr. 1487. I Kong Hans’ Tid nævnes han som Hofsinde-, under Christian II havde han efter sin Broder Torben fra 1517-22 Lindholm i Skaane i Pant, men var som Torben O. s Broder næppe velset af denne Konge; i Klageskrifterne mod Kongen ankes ogsaa over, at nogle Herreder i Skaane vare blevne ham fratagne. Under Frederik I blev han strax 1523 Rigsraad og kort efter Ridder samt forlenedes med Ravnsborg Len paa Laaland, hvori han snart fik Pant. Han nævnes oftere i Rigsraadsforhandlinger, men synes ikke at have haft større Betydning. Han ejede Nielstrup paa Laaland og blev gift med Mogens Gjøes Datter Mette, formodentlig for derved at gjøre en Ende paa den langvarige Strid mellem Gjøerne og Oxerne om disses Gaard Tordsø i Skaane. Gisselfeld solgte Henrik Gjøe under sine uheldige Pengeforhold til J. O., men denne Handel erklæredes senere for ugyldig. – J. O. hørte, i Modsætning til sin Svigerfader, til Rigsraadets katholske Parti. Under Grevefejden gik han, ligesom den øvrige Adel i Sjælland og Smaalandene, hurtig over til Grev Christoffer, der gav ham fornyet Brev paa Ravnsborg Len, men under Folkerejsningen i Slutningen af 1534 blev han paa sin Gaard Nielstrup angreben af Borgere og Bønder. Netop som han vilde rette en Falkonet mod disse, sprang den og dræbte ham selv 24. Dec. 1534. (Ryge, Peder Oxe S. 25 ff. ; (A. Heise)." (DBL, 1. Udg)
"til Nielstrup, nævnes 1503, Hofsinde, stiftede 1517 Sjælemesser i Kippinge Kirke for Hr. Torbern Oxes Sjæl, havde 1517—22 Lindholm Slot i Pant, var 1517 Væbner, men 1519 Ridder. Gjorde 1518 en Rejse til den hellige Grav, 1523 Rigsraad, s. A. Lensmand paa Ravnsborg som Indløsning for Lindholm, købte 1527 Gisselfeld af Hr. Henrik Gøye, men Handelen erklæredes 1532 ugyldig, sluttede sig siden til Greve Christoffer, der 1534 paany forlenede ham med Ravnsborg, blev dog belejret paa Nielstrup af Borgere og Bønder og dræbt 24 Dec. 1534, ved at en Falkonet sprang." (Holbek & Brun)

Titel:
Væbner 1517.

Beskæftigelse:
På Ravnsborg.

Begravet:
Ligsten afbildet. "Under tene sten liger her Jehan Oxe salig met Gud, ridder til Nielstrup, som døde paa Nielstrup ten torsdag for juul an(n)o d(omi)ni 1535" (fejl for 1534) (Danmarks Kirker)

Johan blev gift med Mette Mogensdatter Gøye før 3 jan. 1520. Mette (datter af Hr. Mogens Gøye, til Krenkerup og Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld) døde efter 30 jul. 1536; blev begravet efter 1536 i Våbensted, Musse, Maribo. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
"Herr Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøyes ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. jan. 1520. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
Yderligere børn i ægteskabet: Eskild Oxe (d. 19 Dec 1563, København),
Torbern Oxe, til Gisselfeld (d. 9 Jan 1547, Gisselfeld Kloster, Braaby, Ringsted, Sorø),
Johan Oxe (d. bef 12 Sep 1558),
Sidsel Johansdatter Oxe (d. 23 Feb. 1593; Gift 9 Feb 1567 md Erik Podebusk, til Bidstrup (1533 - 17 Oct 1573, Bidstrup Herregård, Granslev, Houlbjerg, Viborg),
Johanne Johansdatter Oxe (aft 1520 - bef 22 Feb 1589),
Ellen Johansdatter Oxe (f. aft 1520).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1451; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1454; Lensmand
• Beskæftigelse: 1455; Rigsråd
• Titel: 1457; Ridder
• Beskæftigelse: 1475; Hofmester

Notater:

Levned:
"Oxe, Johan, –o.1490, til Tordsø, Rigsraad, var Søn af nedennævnte Peder O. og er sikkert den Johannes Petri, der 1444 blev immatrikuleret ved Universitetet i Erfurt. 1451 og 1453 var han Hofsinde og skrev sig da endnu til sin Fædrenegaard Asserbo, men kort efter blev han Ejer af Tordsø i Skaane ved sit Ægteskab med en formuende Enke, Birgitte Bondesdatter Thott (gift 1. med Peder Brahe, 2. med Hr. Folmer Knob), der rigtignok ogsaa bragte ham 2 Kuld Stifbørn. Ved det endelige Skifte efter hendes Forældre i 1470 blev han end videre Ejer af Brødager Hovedgaard i Halland. Omtrent samtidig med sit Giftermaal, i alt Fald ved 1454, blev han forlenet med Krogen og Søborg, som Hr. Folmer Knob havde haft, og med Kjøbenhavns Slot. Kongen synes nemlig at have sat megen Pris paa ham; alt 1451 havde han givet ham Brev paa alle 40 Marks Sager af hans Gods i Danmark, og senere gav han ham atter og atter Beviser paa sin særlige Yndest. Alt 1455 var han Rigsraad, og hans Navn er herefter knyttet til de fleste af Tidens vigtigste Regeringsaktstykker. 1457 blev han Ridder ved Kroningen i Upsala. 1468 førte han sammen med Hr. Oluf Ged den kongelige Hær, som sendtes til Skaane for at indtage Hr. Iver Axelsens Gaard Lillø, men Belejringen mislykkedes, i det Hr. Iver naaede at undsætte sin Borg og endog at fange Hr. Oluf Ged. Den Gang var J. O., som endnu 1466 havde Krogen Len, bleven Lensmand paa Helsingborg Slot. I de følgende Aar tog han virksom Del i Forhandlingerne med de svenske, i det han var Sendebud til alle de Møder, som holdtes 1468, 1472, 1473, 1474 og 1476, først i Halmstad, i de senere Aar i Kalmar. For øvrigt havde han adskillige mindre Pantelen paa Laaland og Falster (Bredemade Birk osv.), men da disse bleve overdragne til Dronningen, fik han 1473 i Stedet Fogediet i Landskrone. Ogsaa efter Tronskiftet 1481 bevarede han sin Anseelse usvækket; da Kong Hans 1486 drog til Norge, blev det midlertidig overdraget til J. O. selv fjerde at føre Regeringen i Skaane. Desuden blev han Hofmester hos Enkedronning Dorothea og ledsagede Dronningen paa hendes Rejse til Rom 1488.
Fru Birgitte var alt død 1474 (mellem 14. Juni og 25. Okt.), men J. O. tog sig en ung Hustru i Steden, Inger Torbernsdatter Bille, med hvem han fik Nielstrup paa Laaland. I det hele taget er det som en hensynsløs og virksom Godserhverver, at vi bedst kjende J. O., og det kaster ikke det bedste Skjær over hans Virksomhed i denne Retning, at han fortrinsvis handlede med Enker og andre værgeløse Personer. Foruden de alt nævnte 4 Hovedgaarde erhvervede han dels ved Kjøb, dels ved Pant større eller mindre Andele i Slimminge, Bæltebjærg, Højby og Sørup i Skaane, Lundegaard paa Laaland, Bjærgbygaard i Sjælland, lige som han 1456 kjøbte Vixø Hovedgaard, men den solgte han kort efter til Kongen. Foruden mangfoldigt Bøndergods erhvervede han Kjøbstadgaarde i Helsingør, Roskilde, Kjøge, Næstved, Malmø og Landskrone, og saa havde den driftige Herre endda betydeligt Klostergods i Leje saa vel af Sorø, Esrom og de roskildske Nonneklostre som af St. Peders Kloster i Lund. Men J. O. var ogsaa en, i alt Fald udvortes, from Herre, der 1480 havde stiftet et Alter i Landskrone Kirke og 1483 byggede et Kapel i Helsingør Kirke, desuden stiftede han et Alter i Esrom, alle rigelig doterede. Endnu Sommeren 1489 var han i fuld Virksomhed, indløste bl. a. til sig Majbølle Birk, men 18. Maj 1491 var Fru Inger Enke, og der oprandt nu en brydsom Tid for hende og hendes umyndige Børn, i det hendes urolige Stifsøn Oluf O. paaførte hende en langvarig og meget bitter Proces om Besiddelsen af Tordsø, af hvilken Gaard J. O. i sin Tid havde udkjøbt sine Stifbørn. Fru Inger levede endnu ind i det følgende Aarhundrede. (Thiset)." (DBL, 1. Udg.)
"til Torsø (Vemmenhøg H.) og Veksø (Vixø) (Ølstykke H., købt 1456, solgt til Kongen), er vel den Johannes Petri, som 1444 blev immatrikuleret ved Universitetet i Erfurt, var 1451 og 1453 Hofsinde hos Kong Christiern I., hos hvem han i flg. et samtidigt Vidnesbyrd stod i stor Gunst, fik 1451 Brev paa alle 40 Mrk. Sager af sit Gods, skrev sig s. A. til Asserbo og blev da Værge for sin Morbroder Oluf Godovs Børn.
1454 Lensmand paa Københavns Slot, 1453 og 1465 paa Krogen og Søborg, 1455 Rigsraad, blev 1457 Ridder ved Kroningen i Upsala, indløste 1460 sin Moders fædrene Gaard Lundegaard (Nørre H., Laaland) , som hans Morfader og Morbrødre havde pantsat, var 1468 og 1480 Høvedsmand paa Helsingborg og 1468 den ene af de to Anførere for den Hær, der belejrede Lillø, men blev slaaet af Hr. Iver Axelsen, var i Aarene 1468—70 gentagne Gange Sendebud til Møder i Halmstad og Kalmar med de Svenske, arvede 1470 Brødager i Sønder Halland efter sin første Frues Forældre. Fik 1473 Fogediet i Landskrone i Forlening i Erstatning for Bredemade Birk m. m., var 1475 Dronningens Hofmester paa Rejsen til Rom, stiftede 1480 et Alter i Landskrone Kirke, byggede 1483 et Kapel i Helsingør og stiftede ogsaa 1485 en daglig Messe i Esrom, fik 1484 tildømt Beltebjerg (Luggude H.), som han havde købt 1469, og udkøbte ved samme Tid sine Halvbrødre af Torsø, førte 1486 selvfjerde Regeringen i Skaane, medens Kongen var i Norge, var i 1488 endnu Hofmester hos Enkedronning Dorothea, hvem han for anden Gang ledsagede til Rom, levede 27 Juli 1489, var død 18 Maj 1491." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Københavns Slot, Krogen og Søborg. Siden Helsingborg Slot.

Johan blev gift med Inger Torbernsdatter Bille, til Nielstrup før 1487. Inger (datter af Hr. Torbern Bille, Allindemagle og Svanholm og Sidsel Ovesdatter Lunge) døde i 1507. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Peder Oxe (f. aft 1487),
Torbern Oxe (aft 1487 - 29 Nov 1517, København),
Birgitte Johansdatter Oxe (aft 1487 - 26 Jul 1541, Maribo Kloster, Musse, Maribo).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1492; Hofsinde
• Titel: 1501; Ridder
• Beskæftigelse: før 1502; Lensmand
• Beskæftigelse: 1503; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1518; Marsk
• Beskæftigelse: 1523; Hofmester
• Beskæftigelse: 1534; Statholder

Notater:

Levned:
"Gjøe, Mogens, –1544, Rigshofmester, Reformationens berømte Forkæmper, var en Søn af ovennævnte Eskil G. (d. 1506). Hans Fødselsaar er ukjendt; dog falder det rimeligvis ikke længe efter 1470, siden han allerede 1492 nævnes som kongl. Hofsinde og ikke ret mange Aar efter blev gift med den rige Mette Albrechtsdatter Bydelsbach, med hvem han tidlig kom i Besiddelse af Torbenfeld (nu Frydendal), Gunderslevholm og Græse i Sjælland, Løgismose i Fyn, Clausholm, Skjærvad og Kjeldkjær i Jylland. Som Mødrenearv tilfaldt ham Skjærsø i Jylland, som Fædrenearv Krænkerup paa Laaland, som han allerede før Faderens Død var i Besiddelse af. Denne Rigdom forøgedes efterhaanden ved store Kjøb; saaledes afkjøbte han sin Søster Ide G. dennes Arvepart Tunbyholm i Skaane, da hun blev gift udenlands; senere kjøbte han Avnsbjærg i Jylland af Rasmus Clementsens Arvinger (IV, 12). Hertil kom udstrakt Kjøbstadsgods næsten i alle Rigets større Stæder, Pant i Tordsø i Skaane og en Tid lang Besiddelsen af Gisselfeld (S. 68). Ikke uden Grund siger Huitfeld derfor: «Hans Lige paa Jordegods haver ikke været her eller i Tyskland udi nogle Hundrede Aar.»
En Mand, der tidlig kom til at indtage en saa betydelig Plads i Aristokratiets Rækker, og som desuden var i Besiddelse af ualmindelige Evner, en klar Forstand, stor administrativ Dygtighed, en rolig, sindig og ridderlig Karakter, der skaffede ham Anseelse baade hos høje og lave, maatte under de daværende Samfundsforhold komme til at spille en stor Rolle. Allerede 1501 nævnes han som Ridder og er maaske allerede bleven det ved Kong Hans’ Kroning i Stockholm 1497. I Aaret 1501 forlenedes han med Torup (Frijsenvold) med de dertil liggende Gjerlev, Galten og Hovlbjærg Herreder, hvori han 1502 fik Pant for sig og Arvinger. S. A. eller i Begyndelsen af 1503 blev han allerede Medlem af Rigsraadet og synes samtidig at have været forlenet med Stegehus og Møen, hvorfra han o. 1505 forflyttedes til Aalborghus, som han beholdt til 1516. Han deltog i de forskjellige Krigstog til Sverige og i Tidens vigtigste Statshandlinger, saaledes i Forhandlingerne i Kiel 1506 med Hertug Frederik og Lybekkerne, i Malmøfreden 1512, ledsagede Kong Hans paa dennes sidste Rejse i Jylland og var tilstede ved hans Død i Aalborg i Febr. 1513.
En endnu betydeligere Stilling kom M. G. til at indtage under Christian II. Han stod i Spidsen for det Gesandtskab, som Kongen 1514 sendte til Kejser Maximilian for at bejle til dennes Sønnedatter Elisabeth, hvorfor M. G. s. A. i Brüssel paa Kongens Vegne viedes til den unge Brud. Ved Dronningens Kroning i Kjøbenhavn det følgende Aar bar M. G. Sværdet og var maaske alt den Gang udnævnt til Marsk, en Stilling, han i alt Fald kort efter indtog og beholdt under hele Kong Christians Regering, og hvormed ogsaa en Del af Rigshofmesterens Forretninger synes forbundne, efter at Kongens Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz i Nov. 1516 var død. S. A. forflyttedes han som Lensmand fra Aalborg til Skanderborg, en af de betydeligste Forleninger i Riget, som han derpaa beholdt lige til sin Død. Som Marsk tilfaldt ham den Forretning 1517 at fængsle Torben Oxe. Aaret før havde Kongen af M. G. kjøbt den bekjendte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde, hvor Sigbrit og Dyveke boede.
Til Sigbrit udviklede der sig efterhaanden et stærkt Fjendskab. Som en af Aristokratiets Hovedmænd kunde M. G. ikke med Ro se paa, at en stor Del af Magten fra Rigsraadets Haand gik over til Sigbrit og hendes uansvarlige Raadgivere. Omtr. 1520 skal M. G. ogsaa have gjort Skridt til ved Pavens Mellemkomst at faa hende fjærnet; men Planen blev røbet, og fra nu af nærede Sigbrit et glødende Had til M. G.; «Kongen i Nørrejylland» kaldte hun ham spottende, og M. G. beskylder hende for flere Gange at have forsøgt «at lyve ham Halsen fra». Kongens Tillid til M. G. rokkedes dog ikke herved, og denne bevarede sin ridderlige Troskab mod Kongen saa længe som muligt. Da de jyske Rigsraader i Dec. 1522 indlode sig i Underhandlinger med Hertug Frederik, vilde M. G. derfor ingenlunde slutte sig til dem, men fik Kongen til at udbyde en almindelig Rigsdag, der skulde samles i Aarhus, og hvortil ogsaa Udsendinger fra Borger- og Bondestanden skulde indkaldes. Kongen tilbød her at ville stille Klagerne tilfreds; men dette Skridt af M. G., der kom Oprørspartiet meget ubelejlig, fremskyndede netop Oprørets Udbrud. Paa et Møde i Viborg 20. Jan. 1523 opsagde man Kongen Huldskab og Troskab og sendte Mogens Munk til Hertug Frederik. Vel havde man uden videre stillet M. G.s Navn i Spidsen for Brevene, men – hans Segl mangler; han havde saaledes aldrig tiltraadt Beslutningerne. Da Mogens Munk kort efter havde sin bekjendte Samtale med Kongen i Vejle, ytrede han ogsaa i Samtalens Løb, at i M. G. havde Kongen en tro Mand. Denne søgte endnu paa denne Tid at mægle mellem Kongen og Oprørerne; først efter at Kongen selv havde opgivet Jylland, og Hertug Frederik, der imidlertid personlig var kommen til Jylland i Spidsen for en Hær, truede M. G. og de Mænd, der endnu holdt ved Christian II, paa Liv og Gods, hvis de ikke indfandt sig til Kongehyldingen i Viborg, sendte M. G. 19. Marts fra Skanderborg sit Opsigelsesbrev til Christian II, hvori han bevidner sin Sorg over at maatte gjøre dette Skridt, men begive sig til Kongen i Sjælland turde han ikke af Frygt for Sigbrits Efterstræbelser. 26. Marts 1523 har M. G. derpaa i Viborg medbeseglet Frederik I’s Haandfæstning og blev af den kloge Konge strax udnævnt til Rigshofmester.
Fra nu af var M. G. Kong Frederiks Mand, og i Følge den ridderskabelige Troskabsfølelse, der lader Ridderen tjene sin Herre, indtil han frivillig eller nødtvungen sender ham sit Opsigelsesbrev, tjente han nu den nye Konge, til hvis Politik saa mange Baand knyttede ham, med Iver og Troskab. Dog fik han flere Gange Lejlighed til at vise sin ridderlige Følelse over for Christian II og hans Slægt. Da Rigsraadet saaledes 1525 tillagde Kong Frederiks Dronning det samme Livejegods, der var tillagt Dronning Elisabeth, nægtede M. G. at tiltræde denne Beslutning og gjorde det først efter Dronning Elisabeths Død. Vel var han senere blandt de 8 Raader, der fik Tilsyn med Kong Christians Fængsel paa Sønderborg; men dog synes han at have været blandt de Raader, der holdt paa, at Lejdet skulde holdes. I Anledning af et heftigt Fejdeskrift under Grevefejden beraaber han sig paa, at han i denne Sag kun havde handlet efter sin Konges Ordre. «Jeg vil beraabe mig paa Kong Christian selv,» tilføjer han med Stolthed, «at han aldrig har beskyldt mig eller med rette kan beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddersmand bør at tjene sin Herre og Konge.» Det er ogsaa et smukt Træk i M. G.s Karakter, at han ofte tog sig af dem, der i de urolige Tider vare Gjenstand for Forfølgelse, baade i Christian II’s Tid og senere.
At skildre M. G.s Virksomhed som Rigshofmester i det enkelte vilde være det samme som at skrive omtrent hele Tidens Historie. Her kun nogle enkelte Træk. Strax 1523 fulgte han Hertug Christian (III) og Johan Rantzau til Kjøbenhavns Belejring og havde stor Del i, at Staden 1524 overgaves til ham paa Kong Frederiks Vegne. Mange Fjender havde han imidlertid; han klager selv til Kongen over, at han var udsat for Bagtalelse og Bagvaskelser; han havde ogsaa, som det synes, støttet Kongens forgjæves Bestræbelser for at faa Vornedskabet paa Øerne afskaffet eller mildnet. Under den stærke Gjæring blandt Almuen, især i Jylland, i Anledning af de paalagte Skatter overdroges det M. G. 1525 at straffe de ulydige. Med Fare for sit Liv udførte han dette Hverv og synes ogsaa at have faaet Almuen foreløbig beroliget. Men imidlertid foregik der en gjennemgribende Forandring med ham selv. Tidligere havde han fulgt den katholske Kirkes Lære; han havde stiftet Messer og bestemt Gaver til Kirker og Klostre som andre Katholikker. Men i Juni 1526 optraadte han ligesom Kong Frederik aabenlyst som Lutheraner, spiste til stor Forargelse for Katholikkerne Kjød paa Fastedagene og nød Nadveren paa luthersk Vis. I disse Aar var Hr. Peder Thomesen, der nylig var kommen tilbage fra Luthers Hus i Wittenberg, senere den første evangeliske Superintendent i Vendelbo Stift, hans Huskapellan. M. G. kom rimeligvis ad denne Vej i personligt Forhold til Luther, der sendte ham sine Skrifter.
Den mægtige Rigshofmesters Overgang til Luthers Lære vakte stor Forbitrelse blandt Katholikkerne. Hans egen Stilling blev derved i flere Henseender vanskelig. Som Rigshofmester og som en konservativ og lovtro Mand maatte han være de bestaaende Love lydig, og dog stod han nu som Bærer af en ny Tids Ideer, der af hans Modstandere betragtedes som en fremmed, tysk Plante, der stred mod nedarvet dansk Sæd og Skik, og som bragte Forvirring i alle Forhold. Rigsraadet var i det hele udpræget katholsk; hos en Del af den udenraads Adel og hos Almuen viste der sig derimod stærkt Røre, Lyst til at komme i Besiddelse af Kirkens store Gods og Ulyst til at svare de kirkelige Afgifter, især Bispetienderne. Vel lykkedes det Prælaterne ved svære Indrømmelser i andre Retninger paa Herredagen i Odense i Dec. 1526 at faa det verdslige Rigsraad paa eget og hele Adelens Vegne til at love Kirken sin Hjælp, «besynderlig mod Luthers ukristelige Lærdom». M. G.s Navn staar som sædvanlig i Spidsen af Brevet; men næppe kan han have tiltraadt denne Beslutning ved at sætte sit Segl under. Kort efter maatte Kongen byde ham og andre Lensmænd i Aarhus Stift at skaffe Biskoppen og Kirken deres sædvanlige Indtægter. M. G. udførte Hvervet som lovtro Mand; men med det samme forestillede han Kongen, at Almuen ikke havde helt Uret, thi Biskopperne gjorde netop Fordring paa Afgifter, der næppe vare grundede i den bestaaende Lovgivning. Paa den anden Side indgik Almuen og en Del af den jyske Adel et ligefremt Forbund mod Kirken. Forbitrelsen mod M. G. var paa denne Tid saa stor, at han endog truedes med Vold og ikke vilde indfinde sig personlig til det almindelige Hærskue i Viborg i April 1527, hvor hele den jyske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde, for ikke at høre deres «pukkende og spydige Ord», naar han ikke vilde indgaa den Kontrakt og Besegling, de forlangte af ham. Derimod havde han stor Del i, at Tiendesagen endelig ordnedes paa den følgende Herredag i Odense 1527.
Ligesom M. G. i hele denne Sag optraadte mæglende og beroligende, saaledes optraadte han ogsaa i den følgende Tid under de Uroligheder, Christian II’s forventede Ankomst fremkaldte i Jylland. Det kom saaledes i Aaret 1531 til voldsomme Optrin paa Viborg Landsting mod den forhadte Mogens Munk; men M. G. og hans trofaste Hjælper Erik Banner (l, 512) fik ved deres Indflydelse hos Almuen de oprørte Bølger til foreløbig at lægge sig. Almuen vil kun høre dem, hedder det stadig, og i deres Len var der ingen Uro, heller ikke under Grevefejden.
Især i to Retninger viser M. G.s Virksomhed for Reformationens Fremme sig, i Forholdet til de lutherske Præster og til Tiggermunkene. De første tog han under sin Beskyttelse ved at udvirke kongl. Beskjærmelsesbreve for dem, naar de vilde prædike «Guds Ord og Evangelium» eller gifte sig; de unddroges derved fra Kirkens Jurisdiktion og stilledes under den verdslige Arms Beskyttelse. Ogsaa de nyvalgte Biskopper maatte indgaa Forpligtelser til Kongen om ikke at lægge Ordets frie Forkyndelse Hindringer i Vejen. Begyndelsen hertil gjordes ved Joachim Rønnovs Udvælgelse til Biskop i Roskilde 1529, og M. G. med flere andre gik i Borgen for, at Rønnov vilde holde sine Forpligtelser. At M. G. har haft stor Del i denne Udvælgelse, er rimeligt; ja man talte endog om, at den unge Biskop vilde gifte sig, og satte hans Navn i Forbindelse med Birgitte Gjøe. – Tiggermunkene var M. G. derimod aabenbart ingen Ven af. Naar Munkene paa Grund af Tidens Trængsler havde forladt deres Klostre, betragtedes disse som herreløst Gods, der faldt ind under Kronen og Rigshofmesterens Styrelse. I Regelen bleve disse Klostre da ved M. G.s Mellemkomst skjænkede Kjøbstæderne til Hospitaler eller Raadhuse. Men han kan ikke frikjendes for af og til ved sine Hjælpere at have ophidset Borgernes Stemning mod Tiggerbrødrene og saaledes fremskyndet Klostrenes Opgivelse af Brødrene. Dette var navnlig Tilfældet med Graabrødreklostrene i Flensborg (1528), hvor M. G. selv havde faaet Brev paa Klosteret, i Randers, hvor han havde faaet Klosteret af Kongen i Bytte for Klosteret i Flensborg, fordi hans Morfader, Erik Ottesen Rosenkrantz, laa begraven her, hvorpaa han strax indsatte en luthersk Præst i Klosterkirken, i Næstved (1532), hvor hans første Hustru (d. 1513) oprindelig synes at have haft sit Hvilested, i Kalundborg, hvor han da (1532) var Lensmand, og til Dels i Horsens. Det er disse Forhold, der hos Munkene skaffede M. G. Benævnelser som «Djævelens Tjener og Drabant», og som i nyere Tid have skaffet ham Benævnelsen «Klosterstormeren». Naar undtages Forholdet med Randers Kloster, synes M. G. dog aldrig at have skaffet sig personlige Fordele herved. Det egentlige Kirke- og Klostergods synes han aldrig at have forgrebet sig paa; i hans Jordebog kan næppe eftervises mere end 4 Bøndergaarde, han har erhvervet fra Klostre, og alle 4 ved Kjøb. At skildre M. G. som en fræk Kloster- eller Kirkestormer er derfor en stor og vildledende Overdrivelse. Han stod i den Henseende maaske renere end mange af hans katholske Medbrødre i Raadet.
Ved Kong Frederiks Død (10. April 1533) stod M. G. paa sin Magts Højde. Ved Siden af sine umaadelige private Ejendomme, der stadig forøgedes, havde han i Forlening Kalundborg med Samsø og 3 Herreder i Sjælland, Skanderborg med 7 Herreder og Torup i Jylland med 3 Herreder foruden forskjellige Smaalen hist og her samt Gavnø og Ring Nonneklostre. Men der begyndte nu en katholsk Reaktion, som en Tid hemmede hans Virksomhed. For ham var aabenbart Sikringen af Ordets frie Forkyndelse som i Kong Frederiks Dage og derigjennem Evangeliets FVemme det vigtigste. Dette Maal kunde naas med Kong Frederiks ældste Søn, den lutherske Hertug Christian, paa Danmarks og Hertugdømmernes Trone, støttende sig til Rigets tidligere Forbundsfæller, de nu lutherske Stater Sverige og Lybek, som Modvægt mod den mægtige katholske Kejser Carl V og Holland. Med Kong Gustav stod M. G. derfor i dette Aar i en livlig Brevvexling; han opfordrede Kongen til som Slægtning af Biskop Joachim Rønnov at opmuntre denne til at fremme Evangeliets Sag, hvilket Kong Gustav ogsaa gjorde, ligesom denne kraftig opmuntrede M. G. under den megen Modstand, han mødte, til at holde fast ved Evangeliets Sag, og det er formodentlig ogsaa paa denne Tid, at Luther sendte en Skrivelse af lignende Indhold til M. G. Hvad Lybek angaar, vil den lybske Krønnikeskriver Reimer Kock vide, at M. G. var stemt for, at Danmark skulde holde sine tidligere Løfter til denne Stat og ratificere den Traktat, som Jürgen Wullenwever i denne Hensigt bragte med til Kjøbenhavn under den Herredag, som ved St. Hansdagstid 1533 holdtes i Anledning af Kongevalget. Hvis denne Politik var bleven fulgt, havde man maaske undgaaet Grevefejden; men M. G.s Planer krydsedes fra to Sider. Rigsraadets katholske Flertal med Biskopperne i Spidsen vilde fremfor alt ikke have en Lutheraner paa Tronen, men den unge Hertug Hans. Kongevalget blev derfor af Hensyn til Norge udsat til St. Hansdag 1534, for at man da kunde faa Nordmændene med; man vilde da i Mellemtiden benytte Lejligheden til netop at sikre den katholske Religion. Da M. G. tillige med Erik Banner og maaske et Par andre Rigsraader nægtede at besegle den Reces, der i den Anledning vedtoges, medførte dette i Forening med Kongevalgets Udsættelse saa stor Uenighed i Raadet, at M. G. og Erik Banner nedlagde en bestemt Protest mod Rigsraadets hele Færd og derpaa hemmelig om Natten forlode Kjøbenhavn. Det katholske Rigsraad forviste nu Hans Tausen fra Kjøbenhavn, og nogle Dage senere sendte de Wullenwever et Afslag. Den anden Side, hvorfra M. G.s Planer vare krydsede, var nemlig Hertug Christians egne Raader, der af Fjendskab til det demokratiske Lybek havde faaet sluttet et Forbund mellem Hertugdømmerne og Nederlandene, som Danmark nu sluttede sig til, ligesom man nu maatte indgaa en saakaldt Union med Hertugdømmerne.
Efter Herredagen begav M. G. sig til Gunderslevholm, hvor Hans Tausen fandt Beskyttelse hos ham, hvorpaa han kort efter i Forening med sin Datter Birgitte hos Joachim Rønnov udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn. Selv ilede han kort efter til Jylland af Frygt for, at Almuen skulde begynde Opløb af Forbitrelse over Prælaternes Færd, hvilket han da vilde søge at afværge. Med Bitterhed udtaler han sig paa samme Tid om Rigsraadets Færd over for Kronens Rettigheder i den kongeløse Tid.
M. G. og Erik Banner paa den ene Side, Jørgen Kock og Wullenwever paa den anden Side søgte endnu paa denne Tid at bevæge Hertug Christian til at overtage Regeringen; men da han forlangte et Valg af Rigsraadet, førte disse Bestræbelser ikke til noget; Borgmestrene fattede da den hemmelige Plan at rejse Christian II’s Fane, og der indtraadte saaledes en Spaltning i selve det lutherske Parti. M. G. holdt imidlertid fast ved sin Plan; da Lybek om Foraaret 1534 pludselig overfaldt Holsten, samlede han det jyske Raad i Ry ved Himmelbjærget (4. Juni) og søgte, som det synes, her at virke for Hertug Christians Valg paa den til St. Hansdag forestaaende Herredag. Der sendtes ogsaa paa denne Tid Skrivelse til Malmøboerne fra M. G. og Erik Banner om Hertugens Valg; de svarede, at de vilde slutte sig til dem; men imidlertid udbrød der Oprør i Malmø; den hemmelige Plan kom til Udbrud. Kjøbenhavns Borgere opfordrede (7. Juni) under disse Forhold M. G. til at komme til dem, «paa det at den evangeliske Handel og Guds Ære maatte fremmes». Fra Grev Christoffer kom i de samme Dage et Brev (af 27. Maj) til M. G., hvori han opfordrede denne til, som uskyldig i Lejdebruddet mod Christian II, at slutte sig til ham. Imidlertid landede Greven pludselig paa Sjælland (23. Juni). Uden at tænke paa sine store Godser og Forleninger paa Øerne samlede M. G. imidlertid atter det jyske Raad og en Del af den menige Adel i Ry (4. Juli), hvor Biskopperne da ved Adelens truende Holdning bleve nødte til at slutte sig til Hertug Christian. En Deputation med M. G. i Spidsen sendtes til Hertugen for at tilbyde ham et Valg; 17. Juli afgav Hertugen i Preetz sine Erklæringer herom, hvorpaa M. G. ledsagede ham til den foreløbige Hylding i Horsens 18. Avg.
Da Clements-Fejden imidlertid var udbrudt, samlede M. G. efter det for Adelen ulykkelige Slag ved Svendstrup (Okt. 1534) en Styrke af Adelsmænd og Bønder ved Gudenaa og reddede herved det østlige Jylland. Han indsattes derpaa af Christian III til Statholder i Jylland sammen med Biskop Ove Bille, ledsagede Kongen til den endelige Hylding i Viborg i Marts 1535, søgte paa flere Maader at mildne Sejerherrernes Strænghed og sendtes ogsaa senere tillige med Erik Banner til Vendsyssel for at virke dæmpende paa Almuen, der truede med atter at rejse sig paa Grund af de strænge Straffedomme. Selv udrustede han et Skib, der deltog i Peder Skrams Togter. Da Krigen senere trak over til Sjælland, fik han atter Kalundborg i Forlening, ligesom han i Forening med Ove Bille o. fl. indsattes til Statholder i Sjælland med Sæde i Roskilde. Ogsaa paa denne Tid søgte han at virke mæglende og mildnende; han udvirkede saaledes, at der gaves Amnesti til Svendborg og Nyborg Borgere for deres Frafald, og deltog i de Underhandlinger, der førte til Malmøs Overgivelse. I det Møde, som Kong Christian efter Kjøbenhavns Overgivelse om Aftenen 11. Avg. 1536 holdt med sine holstenske Raader og sine Landsknægtoberster om Biskoppernes Fængsling, deltog M. G. ikke. Derimod kaldtes han efter Fængslingen om Morgenen 12. Avg. tillige med de øvrige verdslige Raader til Kongen og har medbeseglet den Revers, der blev aftvungen det verdslige Raad om at finde sig i Statsforandringen. Naar Kong Christian i et Brev til en tysk Fyrste fortæller, at han ogsaa havde villet fængsle hele det verdslige Raad, men at det blev afvendt ved Forestillinger af flere af hans tyske og danske Raader, hos hvem han altid havde fundet Troskab, saa kan man vel sikkert slutte, at M. G. har været blandt disse; thi der var sandelig ingen, der havde vist Kong Christians Sag større Troskab. Han har saaledes ved sin Optræden virket til, at Danmarks Rige ikke blev et værgeløst Bytte for Kongens tysk-holstenske Omgivelser.
En luthersk Konge sad nu paa Tronen, Reformationen blev indført. M. G.s Politik havde sejret, om end anderledes, end han havde tænkt sig. Rigshofmesterværdigheden beholdt han lige til sin Død; men hans Virksomhed er nu mindre fremtrædende end tidligere. Hertil bidrog maaske ogsaa Alderdomssvaghed; i sine senere Aar klager han ofte over Sygdom. Sidste Gang, han i Følge Kancelliets Brevbøger har forebragt Sager for Kongen, er 7. Maj 1537. I alle vigtigere Møder og Herredage deltog han dog, sidste Gang 28. Nov. 1542. Til Kongens Kroning i Avg. 1537 var den gamle Herre endnu indbudt til «at rende (turnere) med kgl. Majestæt». – Hans sidste Aar formørkedes af en hæslig Familiestrid med hans unge Dattersøn Peder Oxe, med hvis Slægt M. G. fra Faderens Tid havde arvet en bitter Strid. Med hensynsløs Kraft og juridisk Kløgt kastede den unge Peder Oxe sin gamle Morfader ud ikke blot af Oxernes gamle Ejendom Tordsø, men ogsaa af Gjøernes Fædrenegaard Gisselfeld (jvfr. ovfr. S. 70). «De handle med mig paa min Alderdom, som de ville», skriver M. G. bittert kort før sin Død, der indtraf paa Skanderborg Slot Palmelørdag eller -søndag (5. ell. 6. April) 1544, faa Dage efter at han havde fejret sin Datter Mettes Fæstensøl med Just Høg til Vang. – Han ligger begraven i Voldum Kirke ved Clausholm. Efter Mette Bydelsbachs Død (9. Nov. 1513) havde han ægtet Margrethe Sture, Datter af Claus S. til Gammelgaard i Slesvig; hun var allerede død i Barselseng i Dec. 1528. Med sin første Hustru havde han 8 Børn, deriblandt de ovennævnte Sønner Axel, Eskil og Albert samt Døtrene Sophie (II, 237), Elline og Birgitte; med den sidste Hustru havde han 9 Børn, deriblandt de ovfr. anførte Christoffer og Falk. (Hofman, Dsk. Adelsmænd I. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; Hist. Tidsskr. 4. R. III og V; 5. R. V, 334 ff. ;Elline Gjøes Jordebog. ; (A. Heise".(DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Skjærsø (Mols herred), arvet efter moderen, Avnsbjerg (Lysgaard herred), købt 1529, og Torsø, var 1492 hofsinde, lensmand på Stegehus, var 1501 ridder, 1502-44 forlenet med Torup, var 1503 rigsråd, 1505-16 lensmand på Aalborghus, deltog fra nu af i alle vigtigere statshandlinger, stod 1514 i spidsen for det gesandtskab, som kongen sendte til kejseren for at fri til frøken Elisabeth, til hvem han på kongens vegne viedes, 1516-44 lensmand på Skanderborg, var 1518 rigsmarsk, sluttede sig 1523 kun nødig til kong Frederik I., der straks udnævnte ham til rigshofmester og gav ham livsbrev på Gavnø Kloster, gik få år efter over til lutheranismen og deltog ivrig i dennes indførelse, fik 1532 livsbrev på Ring Kloster, 1533—35 lensmand på Kalundborg, spillede atter den mest fremragende rolle under grevens fejde og ved Hertug Christians kongevalg, 1534 statholder i Jylland og senere s. å. i Sjælland." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Stegehus, 1502 - 1544 Torup, 1505 - 1516 Aalborghus, 1516 - 1544 lensmand Skanderborg, 1533 - 1535 Kalundborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Beskæftigelse:
Rigshofmester.

Begravet:
Ligsten afbildet

Mogens blev gift med Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld efter 3 jul. 1495. Mette (datter af Hr. Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak, af Torbenfeld, til Skjersø og Helsinge og Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup) døde den 9 nov. 1513; blev begravet i 1513 i Voldum, Galten, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Til Torbenfeld som hun arvede efter broderen, Skjersø, Løgismose og Kjeldkjær efter faderen, Clausholm (Galten H.), Gunderslevholm (Ø. Flakkebjerg H.) og Gresede (Lynge-Frederiksborg H.) efter morfaderen." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet. Yderligere gravsten over Mette i Gunderlev Kirke, Sorø med teksten: " Her har ærlig og velbyrdige kvinde fru Mette her Mogens Gøye husfrue til Krenkerup og var Albert Bydelbaks datter døde hun år 1512." (http://www.gravstenogepitafier.dk/gunderslev3.htm, set 10 Sep 2018)

Notater:

Gift:
"Herr Mogens Gøye og Mette Albrechtsdatters [Bydelsbak] ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. juli 1495. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
Yderligere børn i ægteskabet: Axel Gøye (d. 1 Sep 1537, Clausholm Slot, Voldum, Galten, Randers; gift 1533 med Dorte Hansdatter Lindenov (d. 1582),
Eskild Gøye (d. 2 Jan. 1560, Skanderborg Købstad; gift med Sidsel Bryske, til Margaard og Langesø (d. 7 Feb 1573)),
Sophie Mogensdatter Gøye (d. Mar 1537, Stettin, Polen).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1420; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1420; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Oxe, Peder, –1435–, Rigsraad, er den første kjendte Mand af Slægten O. i Danmark. Faderen skal have været en tysk Adelsmand Johan Reiendorf, men denne Beretning er næppe rigtig, thi den bekjendte Peder Oxe optraadte som Arving efter den 1563 afdøde sidste Ætling af den frankiske Slægt Ochs v. Guntzendorf, saa formodentlig maa den ældste P. O.s Fader have været af denne Slægt, der ogsaa førte samme Vaaben som de danske Oxer, og vi træffe da formodentlig hans Forældre i de i Næstveds St. Peders Klosters Dødebog nævnte Hr. Johan O. og Fru Elsif (af den ellers ukjendte Slægt Ketelskov). Selv nævnes P. O. første Gang 1408 og havde maaske da alt erhvervet Asserbo ved Kjøb eller Mageskifte. 1420 var han Rigsraad og senest fra 1422 til sin Død Høvedsmand paa Søborg, 1425 og 1436 paa Krogen og desuden senest fra 1435 Paa Helsingborg. Fra disse Slotte drev den energiske Mand, sine dygtige Ætlingers værdige Stamfader, under Stridighederne med Hansestæderne et hensynsløst Kaperi mod disses Handelsskibe, hvorover stærke Klager fremkom. 1436 var han Anfører for den Styrke, som sendtes mod Engelbrecht Engelbrechtsson, hvem han standsede ved Rønneaaen. Kun nødig synes P. O. at have forladt Kong Erik af Pommerns Sag, og først i Juli 1440 opgav han sine Slotte Krogen og Helsingborg til Kong Christoffer. Snart efter synes han at være død. Hans Enke, Mette Johansdatter Godov, levede endnu 1465. (Thiset.)" (DBL, 1. Udg.)
"til Asserbo (Holbo herred), nævnes 1408, var 1420 rigsråd, 1422 høvedsmand på Søborg, 1425 og 36 på Krogen, 1435 tillige på Helsingborg, 1436 anfører for den mod Engelbrecht Engelbrechtsson sendte hær, var en tro tilhænger af Erik af Pommern og opgav først i juli 1440 sine slotte Krogen og Helsingborg til kong Christoffer." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Søborg, 1425 og 1436 på Krogen, 1435 på Helsingborg.

Peder blev gift med Mette Hennekesdatter Godov. Mette (datter af Hr. Henneke Godov og Mette Nielsdatter) døde efter 1465. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskbet: Lucie Pedersdatter Oxe,
Birgitte Pedersdatter Oxe.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1442; Ridder
• Beskæftigelse: 1448; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1453; Lensmand

Notater:

Levned:
"Bille, Torbern, –1465, Rigsraad, var en Søn af Bent B. til Solbjærg og Allinge og Ingerd Torbernsdatter (Galen). Foruden Allinge, som han arvede efter sin Fader, ejede han Søholm og Skullerupholm, som han med meget mere Jordegods fik af sin Frues Morbroder, Hr. Steen Basse, samt Svanholm, som han kjøbte 1452, og Egede, som han giftede sig til. Han var alt 1440 en anset Mand, thi han har dette Aar forseglet det slesvigske Lensbrev. 1442 var han Ridder. I Aaret 1450 sendtes han med en Del andre Rigsraader til Mødet med de svenske i Halmstad. Kort efter nævnes han første Gang som Lensmand paa Abrahamstrup, hvilket Len først 3 Aar efter hans Død blev indløst fra hans Enke. T. B. døde 25. Nov. 1465 og blev begraven i Antvorskov Kloster. Han var 2 Gange gift, 1. med Beate Axelsdatter (Thott), Søster til de berømte 9 Axelsønner; da hun var død i første Barselseng, ægtede han Sidsel Ovesdatter Lunge til Egede, ved hvem han blev Fader til 14 Børn og Stamfader til hele den senere, talrige Bille-Slægt. Hun døde først 1503. (Wegener, Abrahamstrup I, 22 ff. ; (Thiset.) (DBL, 1 Udg.)
"til Allindemagle og Svanholm (Horns h., Sjæll.), nævnes 1423 samt 1434 på skiftet m. faderen og brødrene, var 1440 tilstede i Kolding ved hertug Adolphs forlening m. Sønderjylland, var 1442 ridder og skrives da til Allinde, fik 1446 af sin frues morbroder hr. Steen Basse skøde på alt hans købe- og pantegods på Sjælland og Fyn, deriblandt Søholm (Stevns h.), Skuflerupnolm (Volborg h.), hvorimod han skal have forpligtet sig til at opkalde en søn efter hr. Steen. Fik 1447 af sin svigerfader skøde på al dennes ret i (Grubbe-) Ordrup, var 1448 rigsråd, deltog 1450 i forhandlingerne i Halmstad m. svenskerne, købte 1452-1454 Svanholm, havde 1453 og til sin død Abrahamstrup som pantelen, gav 1464 gods til opbyggelse af et kloster i Nyborg, var en særdeles driftig godssamler og bestræbte sig som en af de første på at samle strøgods til mere afrundede godskomplekser." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Abrahamstrup.

Død:
Begravet i Antvorskov Kloster (Slagelse H., Sorø).

Begravet:
Ligsten afbildet.

Torbern blev gift med Sidsel Ovesdatter Lunge. Sidsel (datter af Hr. Ove Jacobsen Lunge, til Nielsstrup og Maren Tygesdatter Basse, til Basnæs og Nielstrup) døde i 1503; blev begravet i 1503 i Antvorskov, Slagelse, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1490; Hofmesterinde

Notater:

Levned:
"til Egede (Faxe H.) og Nielstrup (Musse H.), oplod 1469 m. sine sønner kongen deres rettighed i Abrahamstrup, var 1490 og 1496 hofmesterinde hos dronning Christine." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Dorthe Torbernsdatter Bille (d. bef 1475)
Christine Torbernsdatter Bille (d. bef 1475),
Beate Torbernsdatter Bille,
Lisbet Torbernsdatter Bille (kaldet "Danmarks blomster" for sin skønhed).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1459; Ridder
• Beskæftigelse: 1471; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1471; Lensmand
• Beskæftigelse: 1481; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1486; Marsk

Notater:

Levned:
"Gjøe, Eskil, –1506, Rigsmarsk, var eneste Søn af Hr. Mogens G. til Krænkerup og dennes 2. Hustru, Ide Eskilsdatter Falk til Gisselfeld. Da hans ældre Halvbroder døde før Faderen, arvede E. G. ikke blot sin Moders Gaard Gisselfeld, men ogsaa den fædrene, Krænkerup. Alt Faderen, der nævnes sidste Gang 1450, var en anset og dygtig Mand. E. G. maa ved hans Død have været ganske ung, ja umyndig, thi det siges, at han i sin Ungdom havde Herluf Skave til Værge, men han var dog alt Ridder, da han første Gang nævnes, et godt Vidnesbyrd om, hvor aaben Vejen til Magt og Ære laa for ham, - og han vidste hensynsløst at følge den. En god Økonom med sine Penge var han fra Barnsben og en drabelig Godssamler, det hørte til Slægtens Traditioner, ikke saa, at han ved sin Død kunde skrive sig til et større Antal Hovedgaarde, tvært imod, det var lige det, han kunde efterlade sine 3 Børn en anseligere Hovedgaard hver foruden deres Mødrenearv; men derimod var han altid, lige til sin Død, travlt beskæftiget med ved Pant og Kjøb at samle smaa Adelsgaarde og Bøndergaarde, hovedsagelig paa Laaland, hvor hans Virksomhed sikkert var aldeles minerende for den der endnu paa hans Tid. levende Smaaadel. Det er betegnende, at han kun sjælden indlod sig paa Godstransaktioner, være sig Pant eller Kjøb, med sine jævnlige. Kun ved Opgjøret af det ham efter Moderen tilfaldne, saakaldte store Pant i Skaane var han paa Nippet til et Sammenstød med en lige saa forslagen Godssamler som han selv, Hr. Johan Oxe; men til alt Held for ham døde denne gamle Herre, saa at Hr. E. kun fik at bestille med Enken og Børnene, der dog voldte ham Bryderi nok, men ogsaa gave ham Lejlighed til en fordelagtig Forretning, hvorved han kom i Besiddelse af den Skaanske Hovedgaard Tordsø Til Dels af sit skaanske Pantegods oprettede han Herresædet Tunbyholm. Hans offentlige Virksomhed gav ikke den private noget efter. Senest fra 1471 og til 1495 var nan Lensmand paa Aalholm, derefter til sin Død paa Lindholm i Skaane. 1473 deltog han i den store Sendefærd til England og Skotland; før 1481 blev han Rigsraad og deltog som saadan 1483 i Mødet i Kalmar og ligeledes i de senere Møder sammesteds og i Lødese. Ved Claus Rønnovs Død 1486 blev han dennes Efterfølger som Marsk og anførte i denne Egenskab den danske Hær paa Toget i Sverige 1497, som førte til Landets Erobring. Om han personlig har deltaget i de følgende Krigstog i Ditmarsken 1500 og i Sverige 1502, er ubekjendt.
E. G., der døde 20. April 1506 paa Tordsø, efter i sit Testamente gavmildt at have betænkt Kirker og Klostre, var 2 Gange gift, først med Mette Rosenkrantz, Datter af Rigshofmesteren Hr. Erik Ottesen R.; hun skjænkede ham bl. a. de 2 bekjendte Sønner Hr. Mogens og Hr. Henrik og skal have klostergivet sig. Hans anden Hustru, med hvem han ej havde Børn, var Sidsel Brahe, der af Lunds Ærkebiskop var løst fra sin tvungne Trolovelse til Hr. Jon Bing. Hun levede endnu 1532. (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II, 32 ff. ; (Thise)." (DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Gisselfeld og Tundbyholm, var alt 1459 ridder og skrev sig da til Herrestad, solgte 1470 med Jens Poulsen Grip deres andel i Kragerup Hovedgaard til Claus Bryske, var 1471 høvedsmand på Gladsaxe, 1471-95 lensmand på Aalholm, 1473 sendefærd til England og Skotland, var 1481 rigsråd, deltog 1483 og følgende år i Kalmarmøderne, 1486 rigsmarsk, 1495-1506 lensmand på Lindholm, anførte 1497 den danske hær i Sverige, pantsatte samme år to gårde i Rislev til sin moster fru Marine Poulsdatter Jernskjæg i Næstved, dem hun senere skænkede hr. Mogens Gøye, var en stor godssamler og erhvervede blandt andet Torsø (Vemmenhøg h.), hvor han døde den 20. april 1506." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1471 - 1495 på Aalholm, 1495 - 1506 på Lindholm.

Beskæftigelse:
På Gladsaxe.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Eskild blev gift med Mette Eriksdatter Rosenkrantz, til Skærsø. Mette (datter af Hr. Erik Ottesen Rosenkrantz, til Bjørnholm og Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller) blev født efter 1456; døde i 1503. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Nonne

Notater:

Beskæftigelse:
"Forlod sin ægtefælle og gav sig i kloster." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Axel Gøye.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Titel: 1475; Ridder

Notater:

Levned:
"til Skjersø (Mols H.), Løgismose og Helsinge (Løve H.), pantsatte 1468 en gård i Espe i Fyn til sin broder Joachim Hardenberg, var 1475 ridder og lensmand på Annisse og mødte da på skiftet efter sin moder, var 1478 nærværende på Fynbo Landsting, døde før sin fader. Hr. Albrecht Engelbrechtsen var død 3. sept. 1479 (P. S. Pap. Claus Bryske)." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Annisse.

Albrecht blev gift med Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup. Pernille (datter af Hr. Axel Lagesen Brok, af Esrup, til Clausholm og Græsede og Ellen Ovesdatter Lunge) blev født cirka 1454; døde før 1493. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Seks sønner, døde som små, samt
Hr. Laurids Albrechtsen Bydelsbak (af Torbenfeld), til Torbenfeld (d. 1500, Ditmarsken, Slesvig-Holsten).