Cecilie Ebbesdatter

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Cecilie Ebbesdatter (Hvide)

Notater:

Levned:
"Arvede sammen med sønnen Jon gods i Lille Værløse (Kirke Værløse S., Smørum H.). - Gift med Jon Reymote, formentlig skånsk stormand, nævnt 1224 i den svenske konges følge, død før Cecilie. I DAAs stamtavle Litle under Galen fra 1893 stamfar til denne. Børnene Jon Lille, Cecilie og Tøre?" (Holbek & Brun)

Familie/Ægtefælle/Partner: Jon Regmodsen. Jon døde før 1228. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Tøre Jonsen (d. aft 1305).

1. Hr. Jon Jonsen Lille, til Tommerup døde den 4 aug. 1307 i Hørsholm, Lynge-Kronborg, Frederiksborg; blev begravet i Esbønderup, Holbo, Frederiksborg.
2. Cecilie Jonsdatter døde efter 1275; blev begravet efter 1275 i Sorø, Alsted, Sorø.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Ebbe Sunesen (Hvide)

Notater:

Gift med (Ukendt). Yderligere børn: Kirstine Ebbesdatter (Hvide) (d. aft 1250),
Peder Ebbesen (Hvide) (d. 1256),
Marsk Johannes Ebbesen (Hvide) (d. 1232).


Levned:
"Sunesen, Ebbe, o.1158-1208, sjællandsk Stormand, en af de ældste Sunesønner, fik efter sin Fader, Sune Ebbesen (IV, 397), Gaarden Knardrup i Nordsjælland, hvortil der hørte meget andet Gods; saaledes havde E. S. Ejendomme i Herlev, som han skjænkede til Esrom Kloster, og i Alsønderup ved Arresø. Han stod i Venskabsforhold til Abbed Vilhelm i Æbelholt, og denne priser i høje Toner E. S.s Ædelhed og Fromhed, men maatte dog en Gang klage over hans Fogeds Overgreb. E. S. hørte til Danmarks anseteste Mænd. Kong Knud lod ham og hans Broder Anders mægle i en Fiskeristrid mellem Æbelholt Kloster og Kronens Landboer og paa Borgen Grønholt 1196 bevidne Stadfæstelsen af Dommen mellem Cistercienserne i Guldholm og Cluniacenserne ved Slesvig, og ligesom de andre Sunesønner (undtagen Jacob) hørte han til det fornemme Broderskab, som i denne Konges Tid var udbredt over hele Landet. En Datter af E. S., Benedicte, blev endog Sveriges Dronning, i det Kong Sverker II, som var opfostret i Danmark, kaarede hende til Brud; hun døde for øvrigt tidlig efter at have født en Datter. Baandet mellem Sverker og hans Svigerfader brast dog ikke, og hans Herredømme opretholdtes længe, sikkert ved Støtte fra dansk Side. Endelig lykkedes det hans Medbejler, Erik Knutsson, at fordrive ham, og Sverker tyede til Danmark, hvor E. S. og hans Brødre rustede en Hær for at hjælpe ham. Man trængte frem i Vestergøtland, og ved Lena kom det til en haard Kamp (31. Jan. 1208), der endte med Nederlag for Sverker, og blandt de faldne vare E. S. og hans Broder Laurens; 2 Aar efter gjorde Sverker et nyt Forsøg paa at gjenvinde sit Rige, men faldt i Slaget ved Gestilren. Skjønt Sunesønnernes Tog til Sverige næppe har været et dansk Rigsforetagende, var Indtrykket ved den stolte Æts Nederlag dog ikke mindre overvældende; man mindedes det i en tungsindig Folkevise. E. S. og Laurens bleve jordfæstede i Sorø Klosterkirke; begge havde de været Klosterets Velgjørere. Af E. S.s Sønner blev Johannes (d. 1232) Marsk, Peder (d. 1256) arvede Knardrup og havde en Strid med Erik Plovpenning; af de 4 Døtre ægtede Cæcilie Jon Reinmothsen og blev ved ham Moder til Jon Litle (X, 343), en anden var gift med en tysk Grev Engelbert, hvem Folkevisen om Lenaslaget berømmer. (Hans Olrik)." (DBL 1 Udg)
"død 1208 i slaget ved Lena, hvor han var ledende hærfører og hvor også broderen Lars døde. Kaldes i fremstillinger ofte "af Knardrup", men tilhøret hertil er først påviseligt for sønnen Peder. Vidne for kong Knud VI 1192/1201 og 1196 i Grønholt. - Sandsynligvis den Ebbe der nævnes i tre af Vilhelm af Æbelholts breve: havde bryde og landbo i Alsønderup og blev af abbeden anmodet om bidrag og hjælp. Desuden nævner Vilhelm en bøn for Ebbe i Æbelholt Kloster, et tegn på, at Ebbe har været en af klostrets velgørere." (Holbek & Brun)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Sune Ebbesen (Hvide)

Notater:

Levned:
"Ebbesen, Sune, –1186. Hans Fader Ebbe, en Søn af Skjalm Hvide, havde i Tronstridighederne efter Erik Lams Død taget Parti for Svend Grade og var til sin Død (o. 1150) en af dennes højt betroede Mænd. Selv sluttede han sig ligeledes fra først af til Svend, men løste senere sit Forhold til ham. Da Svend nemlig 1154 ved Odense samlede sine Folk og udspurgte dem, om de vilde være ham tro i den forestaaende Kamp med hans Medbejlere Knud og Valdemar, samt forlangte deres troskabsløfte bekræftet ved Ed, vilde S. paa ingen Maade opfylde dette Forlangende, men forlod Svend. Som Grund til sin Bortgang angav han en Forurettelse, Svend en Gang tidligere havde ttilføjet ham, men man faar af Fremstillingen af hans Færd ved denne Lejlighed det Indtryk, at det ikke har været den eneste Grund. Fuldt ud lige saa meget som den har uden Tvivl Venskabet til Valdemar været bestemmende for det Skridt, han gjorde. Baaren frem af Kong Valdemar og Absalon begyndte der efter Svends Fald (1157) en ny og lysere Tid, i hvilken der ofte og paa flere Maader blev Anvendelse for S. Snart var det som Raadgiver – det siges udtrykkelig, at han og hans to Fættere Absalon og Esbern vare de Mænd, hvis Raad Valdemar plejede at høre og helst fulgte –, og snart var det som Stridsmand. I saa godt som alle de Tog, der næsten Aar efter Aar hele Valdemars Regeringstid igjennem, og somme Tider to Gange i et Aar, gik til de vendiske Lande, nævnes S. som Deltager. En Tid var han derhos en af Kongens Lensmænd i Skaane og forvaltede Oppebørslerne derfra. Disse Lensmænd fik i øvrigt ved deres Strænghed, og fordi de vare Sjællændere, til sidst Skaaningerne saa meget imod sig, at disse o. 1180 gjorde Oprør for at blive dem kvit. Oprøret, der 1181 kaldte Kongen med en Hær til Skaane, førte dog ikke til det tilsigtede Maal. 1182 døde Kong Valdemar, og med Riget gik ogsaa hans prøvede Raadgivere i Arv til hans Søn Knud. Længe overlevede S. dog ikke Valdemar; han deltog i Forhandlingerne med den tyske Kejsers Afsending, Grev Sigfred, og var derefter endnu 1184 med paa et Tog til Pommern, men 1186 døde han efter at have givet sin halve Boslod til Sorø Kloster, hvor han blev begravet. Efter alt at dømme maa han have været en betydelig Mand; klog og besindig, mægtig i Gjerning og Tale kaldes han af Abbed Vilhelm, der kjendte ham og havde nydt Velvilje af ham. S. efterlod sig en Datter Margrethe, som maaske er den Margrethe, der o. 1177 dræbtes af sin Mand Herluf og langt ned i Tiden dyrkedes som en Helgeninde, samt 7 Sønner, hvoriblandt Peder, der blev Biskop i Roskilde, og Anders, Absalons Efterfølger i Ærkesædet." (C. Weeke.) (DBL, 1 udg)
"Begravet i Sorø ved sin kones side. Skyldte ved sin død fætteren Absalon (se denne) 130 mark sølv. - Skænkede med en “vis Torben” særjord i Asserbo (Tibirke S., Holbo H.) til Sorø Kloster. Besad formentlig en part i Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som alle hans børn ejede en part af. Besad formentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han rejste den nuværende kirke. Testamenterede senest 1177 Sorø Kloster sin halve hovedlod. Ved hans død modtog Sorø som en del af denne jord til 11 mark guld minus 2 øre i Ejby (Ejby S., Ramsø H.), jord til 6 øre guld i Salby (Ejby at 12 mark guld i Ølse (Ølsemagle S., Ramsø H.), en fjerding guld i Køge (Ramsø H.), 2 mark guld i Halseby (Tårnborg S., Slagelse H.), 1 mark guld i Ørløse (Tikøb S., Lynge-Kronborg H.), 6 mark guld og 2 øre i Atterup (Øster Egede S., Fakse H.) 1 mark guld i Vedde (Munke Bjergby S., Alsted H.), 5 øre guld i Stenløse (Stenløse S., Ølstykke H.). Resten af de testamentariske forpligtelser udredtes af hans børn. Beregninger ud de samlede godsoverdragelser, der set i forhold til antallet af børn ifølge loven højst min udgøre 1/14 af hans samlede formue, fører til vekslende resultater, men lavt sat 300 til 500 bol, en enorm godsmængde.
Vidne for kong Valdemar I den Store 1158/60 og 1176, begge gange i.fm. Esrum Kloster. Sattes 1158/60 ved endnu en kongelig gave til Esrum med Absalon til at skifte skoven Villingehoved. Fætteren Absalon besad et sølvbæger skænket ham af Sune. Byggede den nuværende Bjemede Kirke og satte et endnu eksisterende epitafie på kirken, hvori det angives, at Sune som den første har bygget en stenkirke dette sted. Af Abbed Vilhelm af Æbelholt i 1180’erne omtalt som "En mand af indsigt, mægtig i virke og tale". Er efter alt at dømme den Sune, Saxo omtaler i.f.m. borgerkrigen og kong Valdemar I’s regering, slægtskabet med Absalon angives et sted, en familiære tilknytning til Valdemar et andet sted, men ikke patronymiet.
Saxos fremstilling: Forlod 1154 i Odense Sven Grates følge. Indtrådte omkring 1159 i kong Valdemar I’s nærmeste råd. Deltog i 3. vendertog 1160/61. Ledsagede 1162 Valdemar på dennes møde med kejser Frederik Barbarossa ved Dijon. 1 1169 med på 11. vendertog ved erobringen af Arkona. Nedrev her sammen med Absalon Svantevits tempel og statue. Deltog 1170 på 12. vendertog, nedlagde her egenhændigt nogle af fjenderne. Deltog 1171 på 13. vendertog og blev her med bl.a. Absalon tilbage med bevogtningsopgaver Deltog 1172 på 15. vendertog, forhandlede sig her med Gunzelin a f Schwerin til fred med nordtyskerne. Saxo nævner endvidere Sune 1176 i.fm. den første anklage mod Magnus Eriksen for landsforræderi. Foruden Saxo nævner Ældre Sjællandske krønike i.f.m. det skånske oprør 1179/80 Sune som en af dem, der uden at være skåning havde faet et kongeligt ombud i landsdelen og som skåningerne krævede fjernet. Ifølge Saxo til stede ved Valdemars dødsleje 1182 og derefter deltager i kredsen om kong Knud VI." (Holbek & Brun)

Sune blev gift med Cecilie. Cecilie og døde; blev begravet i Sorø, Alsted, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"En Cecilie, der i Egerton-psalteret benævnes "Sunes kone", er formodentlig Sune Ebbesens ægtefælle." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Andreas Sunesen (Hvide), af Lund (d. 24 Jun 1228, Ivö, Sverige),
Peder Sunesen (Hvide), af Roskilde (bef 1160 - 29 Oct 1214, Brandenburg, Tyskland),
Johannes Sunesen (Hvide) (d c. 1200, Jerusalem, Israel),
Torben Sunesen (Hvide) (d. 1198, Oder, Brandenburg, Tyskland),
Lars Sunesen (Hvide) (d. 31 Jan. 1208, falden i slaget ved Lena).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Ebbe Skalmsøn Hvide
• Beskæftigelse: Høvding

Notater:

Levned:
"Skjalmsen, Ebbe, o. 1090-1151, sjællandsk Høvding, Søn af Skjalm Hvide (VIII, 194), optræder første Gang i Historien, da han sammen med sine Brødre fik Knud Lavards Lig ført fra Haraldsted til det anseligere Ringsted og rejste Sjællænderne til Hævn
for Fosterbroderens Drab (1131). I den efterfølgende Borgerkrig stod han paa Erik Emunes Side, og han var ogsaa blandt Erik Lams mest betroede Mænd, dernæst tro Tilhænger af Svend Grade, der gjorde ham til Høvedsmand i det nybefæstede Roskilde. Ved en vis Sune søgte Svends Medbejler Knud Magnussen at lokke Roskilde Borgere til Frafald, men ved List fik E. S. Sune i sin Magt, og Planen blev afværget (1148). Senere lykkedes det dog Knud at overrumple Roskilde; E. S. undkom i rette Tid, men kunde ikke hindre, at Knud dernæst hærgede og brændte hans Gaard. I Følge Saxo havde E. S. saa stor Indflydelse paa Svend, at denne i Krig som i Fred, i offentlige som private Forhold altid rettede sig efter hans Raad, og Efterretningen om hans Død (1151) overvældede den unge Konge, saa at han afbrød et Krigstog mod Knud; rimeligvis havde Svends Skæbne ogsaa formet sig lykkeligere, om han fremdeles havde haft den erfarne Raadgiver ved sin Side. Sammen med sine Brødre Toke (s. ndfr.) og Asser Rig (I, 370) grundlagde E. S. Sorø Kloster. E. S. var først gift med Gyda, dernæst med Ragnhild, sammen med hvem han opførte en Trækirke ved deres Gaard i Bjernede. Deres Søn Sune byggede i dens Sted den smukke Rundkirke af Sten, men mindede i en Indskrift om Forældrenes fromme Gjerning. Ragnhild overlevede E. S. over 10 Aar og skjænkede Sorø Kloster Sacerbro Mølle; de jordedes Side om Side i Klosterkirken. Kort efter Ragnhild døde E. S.s ældste Søn, Toke, efter at have givet Halvdelen af sin Hovedlod til Sorø. En anden af E. S.s Sønner, Fin, døde ved samme Tid. En tredje Søn, Peder, levede meget længer. Berømtest af Sønnerne er dog Sune (IV, 397), Fader til de 7 Sunesønner. (Saxo, Hist. Dan. ; Løffler, Danmarks ældre Kirkebygninger. (Hans Olrik ". (DBL, 1. udg.)
"Må have ejet en stor del af Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som arvingerne ses at have andele af i 1190’erne. Formodentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han fik bygget en trækirke. Havde hus i Roskilde (Sømme H.). Ægtefællen skænkede ved sin død Sorø Kloster Sasserbro Mølle (Alsted S., Alsted H.). - Vidne for kong Erik III Lam (udateret). Varetog med broderen Asser stiftelsen af Sorø Kloster. Nær og betydende rådgiver for kong Sven III Grate. Ifølge Saxo gjorde Sven intet uden at rådføre sig med Ebbe, hans rolle er tilsvarende fremstillet i den islandske Knytlingasaga. I borgerkrigens start sat til at vogte Roskilde for Sven og holdt her byen mod kong Knud V Magnusen. Senere brændte Knud hans hus i byen af. - Identificeres ofte med Ebbe af Bastrup, der vidnede for kong Niels 1104/34. Deraf følger den antagelse, at Ebbe var borgherre på det endnu eksisterende Bastruptårn. Identifikationen er mulig. Ebbes efterkommere ejede en del gods i områder nær Bastrap (se afsnit om gods). Men der kan kun være tale om en antagelse, Ebbe var et almindeligt anvendt navn.I DAAs stamtavle Hvidelinjen under Galen fra 1893 stamfar til denne. På 1515-frisen nævnes sønnesønnen Peder Pedersen. Både sønnesøn og den heraf afledte søn, Peder, kendes kun fra frisen, hvilket ikke er nok til at sandsynliggøre deres eksistens". (Holbek & Brun)

Ebbe blev gift med Regnild, af Danmark. Regnild blev født cirka 1100 i Bjernede, Alsted, Sorø; døde efter 1161. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Yderligere børn: Fin Ebbesen (Hvide) (d. bef 1190), Toke Ebbesen (Hvide) (d. btw 1160-1180).
Brynjuld Langballe lader hende være datter af Harald Kesja Eriksson, medkonge av Danmark (1080-1135) og fører herefter slægtens langt tilbage til sagntiden.