Kristian Vendelbo

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Christiern Vendelbo
• Beskæftigelse: Høvedsmand
• Beskæftigelse: Landsdommer
• Titel: Ridder
• Beskæftigelse: 1369; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Vendelbo, Christian, –o.1400, fremtræder i Slutningen af Valdemar Atterdags Tid; han var da Ridder, Høvedsmand paa Skanderborg Slot og Medlem af Kongens Raad. Som saadan deltog han i Fredsforhandlingerne med Hansestæderne 1369-70, og efter Valdemars Død har han saa vel medbeseglet den Haandfæstning, Kong Oluf udstedte 1376, som Aaret efter paa Danehoffet i Nyborg den der vedtagne Landefred. Ellers træder han lidet frem i Datidens Statsakter, og der er ogsaa kun bevaret faa Vidnesbyrd om hans personlige Forhold. Han deltog i Fredsmødet paa Lindholm 1395, der gjorde Ende paa Krigen med Albrecht af Meklenborg, og da Erik af Pommern blev valgt til Konge, udnævnte Dronning Margrethe C. V., der nu var den ældste i Rigsraadet, til Landshøvedsmand og «Rettere» i Jylland; i denne Egenskab holdt han i de følgende Aar Retterting paa Kongens Vegne. I de store Rigsmøder deltog han derimod ikke siden og var heller ikke med ved Unionsmødet i Kalmar; han levede endnu i Aaret 1400, men det følgende Aar nævnes hans Hustru, Elene Buggesdatter, som Enke. (Kr. Erslev.)"(DBL 1. udg)
"købte 1363 af Peder Jensen dennes andel i Odsgaard i Middelsom herred, medbeseglede 1367 et af hr. Peder Munk af Holbek udstedt skøde, deltog 1369-70, som medlem af kong Valdemars råd, i fredsforhandlingerne med Hansestæderne og var da høvedsmand på Skanderborghus. Var 1373 medlover for Lydike Arildsen, da denne overdrog kong Valdemar sin til Grenne Jensen pantsatte gård Diernæs i Hundborg herred, medbeseglede 1376 den af Kong Oluf udstedte håndfæstning og året efter den på Danehoffet i Nyborg vedtagne landefred.
Nævnes derefter 1381, da Mogens Jensen til ham afstod gård og gods Trudsholm i Gjerlev herred, for at han skulle udløse ham og hans Staldbrødre af det Fangenskab, hvori de var, og beholde det indtil han var fyldestgjort. Fremviste 1387 sine brevskaber på Trudsholm på Landstinget i Viborg, hvor ingen gjorde indsigelse mod hans ret, fik 1393 af Ingvar Petersen Tranekær i pant dennes gods i Vinkel sogn (Fjends herred), havde 1394 den befæstede borg Lunholm i Skagens landdistrikt inde, som han havde arvet med sin hustru Helene.
Deltog i fredsmødet på Lindholm og blev, efter at Erik af Pommern var blevet valgt til konge i 1396, af dronning Margrethe valgt til landshøvedsmand og »rettere« i Jylland og var da den ældste i rigsrådet; "Købte 1397 Brøndumgaard af Anders Globs enke Lene, forekommer, sidste gang 1400 (12. juli), da han var til stede på rettertinget, men var død 1401 (16. juli), da Elnæ Bugges datter, hr. Christiern Wendelboes efterleverske og Hans van Podebusk, ridder, som en af hr. Christierns døtre til husfrue havde, og Predbjørn Podebusk, ridder, og Axel Jakobsøn, som hr. Christierns to døtre nu til husfruer havde, "antvordede Dronning Margrethe gården Karthorp", som de tilligemed Aalborg havde i pant af kong Valdemar. samme år (29. august) medbeseglede hun (Dn. Elena relicta Dn. Vendelbo) det af hr. Johan Skarpenberg til hr. Predbjørn Podebusk udstedte afkaldsbrev på den førstnævntes gods i Utterslev i Lolland." (Holbek & Brun)
se også:"Høvedsmand og dommer på kongens vegne : om slægten Vendelbo og dens forhold til kongemagten." 1066, Årg. 31, nr. 1 (2001), S. 3-16,



Beskæftigelse:
På Skanderborg Slot. Senere Landshøvedsmand.

Beskæftigelse:
«Rettere» i Jylland.

Kristian blev gift med Ellen Buggesdatter den Ja, dato ukendt. Ellen (datter af Niels Bugge, til Hald og Nørre Vosborg, og Lisbeth Pallesdatter Juul, til Støvringgaard) døde efter 1402. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Arine Kristiansdatter Vendelbo døde før 1401.
2. Eslif Christiernsdatter Vendelbo, til Støvringgaard døde efter 1442.
3. Ingeborg Christiernsdatter Vendelbo, til Vosborg døde efter 15 jul. 1459.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1317; Marsk
• Beskæftigelse: 1329; Drost

Notater:

Levned:
"Vendelbo, Peder, –o.1347, tilhørte en gammel og højt anset nørrejysk Adelsslægt og fremtræder selv først i Christoffer II’s Tid. Da denne Konge kom i Strid med de Raadgivere, han havde arvet fra sin Broder, udnævnte han P. V. til sin Marsk i Stedet for Ludvig Albertsen (Eberstein IV, 401) og sendte ham imod denne, der havde sat sig fast paa Hammershus; det lykkedes ogsaa P. V. at indtage den stærke Borg. Aaret efter blev Christoffer imidlertid fordrevet (1326), og P. V. mistede sin høje Stilling. Han traadte dog i Tjeneste hos Modkongen Valdemar og nævnes som dennes Raad, men da Christoffer vendte tilbage til Riget, sluttede han sig atter til ham og blev hans Drost, uden for øvrigt, som det synes, at komme til at spille nogen større Rolle. I den følgende kongeløse Tid hører man næsten intet til P. V., men da Valdemar Atterdag havde vundet Kronen, træder han frem i forreste Række blandt denne Konges Mænd; han indtog atter Stillingen som Drost, hvad han dog hurtig opgav. Allerede 1347 nævnes hans Hustru Arine som Enke. P. V. efterlod sig et Par Sønner, og hans Døtre vare indgiftede i Jyllands største Slægter; den ene havde saaledes ægtet Erik Nielsen Gyldenstjerne, den anden den bekjendte Niels Bugge (III, 234). (Kr. Erslev.)"(DBL, 1 Udg)
"Hr. Peder (Pedersen?) Vendelbo var fra først af ligesom Saxe Pedersen i Christoffer II's tjeneste og var 1317 dennes marskal, udsendtes mod sin oprørske embedsforgænger Ludvig Albertsen (Eberstein), der havde sat sig fast på Hammershus, som det i 1325 lykkedes Peder Vendelbo at indtage, men da kongen året efter blev fordrevet, mistede han sit embede og gik over til Kong Valdemar, var i 1328 (»Hr. Pæther Wendelbo fordum Danerkongens Marskalk«) dennes råd, da han dette år fik tildømt en gård Kragelund (Vindblæs sogn), en gård i Haderup og Aamølle (Gjerlev herred), blev ved kong Christoffers tilbagevenden i 1329 dennes drost, var 1333 på Viborg ting, blev, efter at Valdemar Atterdag havde grundet kongedømmet, drost hos ham, og nævnes 1341 (17. januar) som sådan (»Petrus dictus Wændelbo dapifer«), dog kun kort; afgået året efter, da han (24 december) betegnes som »quondam regis Danorum dapifer«, men vedblev at indtage en høj og betroet stilling hos kongen.
Fik 1343 af Andreas Pedersen af Grandeslef tilskødet Karæthorp og Karæthorp Fang (Korrup) i Hellum herred, pantsatte samme år halvdelen af Gjern herred til Iven Rostrup, betegnes 1344 af kongen som »Justitiarius noster«, pantsatte 1345 (17. juni), da han nævnes sidste gang, sin gård i »Langhgu« til Jens Aagesen.
Hans arvinger nævnes 1346 (25. april). I 1347 (25. marts) erklærer hans enke Arine, hendes søn Peder (Petrus Pætherfz dictus Wendelbo) og Niels Eriksen (Saltensee) af Linde, at ville holde væbneren Mikkel Pedersøn skadesløs for det tab, der måtte ramme ham for den forpligtelse, han har indgået sammen med dem overfor den danske konges drost Erik Nielsøn (Gyldenstierne) og Peder Povlsøn, nemlig at alt gods i Middelsom herred, Grensten sogn, som tilfaldt de førstnævnte tilligemed hr. Peder Vendelbos øvrige arvinger skal overgå til Niels Eriksen som arv fra hustruen efter dennes fader hr. Peder Vendelbo. Ligeledes skal Mikkel Pedersen holdes skadesløs for den forpligtelse, han har indgået, at alt gods i Fjends herred, som tilfaldt alle Peder Vendelbos arvinger, skal overgå til Peder Povlsen som arv fra hustruen efter dennes fader hr. Peder Vendelbo. Endelig bestemmes det, at Bo Falk og Ludvig Albertsen (Eberstein) skal have del i borgen Skjerne, og at denne ikke må afhændes til nogen uden de nævnte Erik Nielsens og Peder Pedersens samtykke, men at den med jordtilliggende skal overgå til sidst anførte og hans 4 kødelige brødre.
Louis Bobé noterer : Hr. Peder. Vendelbo angives (D.A.A. XV (1898), 231) at have været gift 1° m. Sofie, søster til marsk Stig Andersen (Hvide), som i 2. ægteskab var gift med hr. Timme Timmesen (Abildgaard); dette er urigtigt, hvad jeg før har gjort opmærksom på (årg. XLV (1929) I, 9)." (Holbek & Brun)

Peder blev gift med Arine Saltensee, af Linde. Arine (datter af Niels Saltensee, af Linde) døde efter 25 mar. 1347. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
Er ikke i DAA 1914, men optræder i et delvist skifte af arven efter Peder Vendelboe fra 25. marts 1347.
Det hedder videre: DD III, 2 nr. 338 sammenholdt med DD IV, 11 nr. 566-567, Antoniewietz s. 35ff. Peders brødre kaldes ”fratres couterini”, hvilket i DRB oversættes ”halvbrødre”. Ordret betyder det imidlertid brødre med/af samme mor, og da disse ifølge brevet ligesom Peder skal have andel i borgen Skjern, må meningen være at skelne disse fra nogle arvinger, som var børn af Peder Vendelbo i et tidligere ægteskab, fx (nogle af) de omtalte døtre. Når Niels Eriksen af Linde af den såkaldte Saltensee af Linde-slægt optræder som udsteder af brevet indicerer det nok, at han var enken og den som umyndig nævnte Peders (og hans brødres) formynder, hvilket atter indicerer, at fru Arine tilhørte denne slægt. Erik Nielsen Saltensee har da sikkert været hendes bror." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Peder Pedersen Vendelbo (d. aft 1355),
(Ukendt) Pedersdatter Vendelbo (gift med Peder Poulsen Munk (d. aft. 1347).

Notater:

Gift med (Ukendt). Yderligere barn: Jens Nielsen Saltensee af Linde (d. aft 1318).

Levned:
"Slægtebøgerne synes at mene, at denne gamle slægt er den oprindelige indehaver af navnet Saltensee, der som bekendt alt forekommer i den gamle vise om Riberhus's indtagelse ved de fredløse, men de have næppe ret; thi dels have denne slægts medlemmer, såvidt vides, ingensinde selv brugt navnet Saltensee, men tværtimod af og til ført et helt andet tilnavn Braat, Bratzese eller Brase, og dels synes slægten at være af ren jysk herkomst og ikke at være indvandret syd fra, hvad navnet Saltensee skulle lade formode.
Dens våben var et ved et tretindet mursnit i sølv og rødt delt skjold, på Hjelmen et rødt og et sølv-vesselhorn, ganske samme våben som den i D.A.A. XXII. omtalte slægt Munk af Kovstrup, som derfor må antages at have fælles oprindelse med disse såkaldte Saltensee'er. Også en slægt Bryning førte dette våben. Mærkeligt er det, at fru Edel Jens Kaas's i fru Kirsten Kaas's anetavle kaldes „Fru Edel Ibs som kaldes Wlffishoren". Slægten uddøde ved år 1500." (Holbek & Brun)