Pernille Andersdatter Trolle

Notater:

Gift 1: 18 Nov 1711, Kirke Flinterup, med Jacob Hjort, til Bonderup (d. 12 May 1761). Skilsmisse 1726.

Levned:
"Pernelle Trolle, døbt 1. Aug. 1694 i Venslev, d. i Fosie i Skaane, begr. i Brønshøj Kirke; g. 1° 18. Nov. 1711 i Flinterup m. Justitsraad Jakob Hjort i Bonderup, d. 12. Maj 1761, skilt 1726, 2° m. Sognepræst til Fosie og Lokkarp i Skaane Justus Christopher Muhrbeck, f. 1704 i Carlskrona, d. 1758." (Trolle)

Død:
d. bef ægtefællen.

Pernille blev gift med Justus Christopher MuhrbeckHelsingborg, Skåne, Sverige. Justus blev født i 1704 i Karlskrona, Blekinge, Sverige; døde i 1758. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Ingen børn i ægteskabet.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1694; Kaptajn
• Beskæftigelse: 1701; Oberstløjtnant

Notater:

Fødsel:
Brobygård, nuværende Sønder Broby, Sallinge, Svendborg (KB fra 1813 - Nørre Broby fra 1678) ejedes 1662-1676 af Børge Nielsen Trolle.

Levned:
"Anders Trolle (Tvilling?) til Trolholm og Hellestrup (Alsted H.), f. 1665 paa Brobygaard, 1694 Kaptajn, 1700 Fører for Skytterne, 1700 sat paa Ventepenge, 29. Jan. 1701 Oberstløjtnant til Hest i Generalstaben, 27. Okt. 1710 Oberst over Skytterne, t 21. Nov. 1715, bisat i Flinterup Kirke; g. 5. Feb. 1692 paa Gjeddesdal m. Charlotte Amalie Hotgersdatter Vind, f. 14. Jan. 1670, bisat 19. Maj 1717 i Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn. Deres Navne findes paa Korets Skilderier i Venslev Kirke." (Trolle)

Beskæftigelse:
1694 kaptajn, 1700 fører for skytterne, 1701 virkelig major og samme år karakter oberstløjtnant, samme år sat på ventepenge.
27 Oct 1710 Oberst for skytterne

Anders blev gift med Charlotte Amalie Holgersdatter Vind den 5 feb. 1692 i Greve, Tune, Roskilde. Charlotte (datter af Holger Vind, til Harrestedgaard, R. og Margrethe Ovesdatter Giedde, til Kastrupgaard) blev født den 14 jan. 1670 i København; blev døbt den 16 jan. 1670 i Sankt Nikolaj, Sokkelund, København; døde i maj 1717; blev begravet den 19 maj 1717 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

KB for ægtefødte først fra 1694

Levned:
Skænkede med ægtefællen et korgitter med deres initialer og våbener til Venslev K. (nu forsvundet).

Begravet:
Charlotta Amalia Wind, 50 Aar gl.

Notater:

Fødsel:
Holsteinborg Gods (Trolholm).

Levned:
Til Trolholm og Tviskloster, som han købte 1670, sendes 1651 udenlands, underskrev 1661 suverænitetsakten.

Børge blev gift med Pernille Andersdatter Bille, til Brobygård den 6 maj 1662 i Odense Købstad, Odense, Odense. Pernille (datter af Anders Bille, til Damsbo og Søbo og Sophie Jakobsdatter Rosenkrantz) blev født den 29 dec. 1640 i Saaremaa, Estland; døde i 1684. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
1662-1884 ejer af Nybøllegaard Herregård, Ringe, Gudme, Svendborg.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Helle Helene Trolle (21 Aug 1663 -13 Oct 1663),
Niels Trolle, til Brobygaard (c. 1663 - 26 May 1697, Flensburg, Schleswig-Holstein, Tyskland),
Gustav Trolle (f. aft 1662),
Holger Trolle (f. aft 1662),
Børge Trolle (f. aft 1662),
Sophie Børgesdatter Trolle (f. aft 1662),
Erik Trolle, til Tviskloster (aft 1662 - aft 1689, Norge).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1645; Hofjunker
• Beskæftigelse: 1648; Mundskænk
• Beskæftigelse: 1655; Lensmand
• Beskæftigelse: 1659; Vicekansler
• Beskæftigelse: 1669; Højesteretsdommer
• Beskæftigelse: 1669; Viceskatmester
• Titel: 1669; Geheimeråd

Notater:

Levned:
Vind, Holger, 1623-83, Vicekansler, var en Søn af ndfr. anførte Admiral Jørgen V. (d. 1644) og Fru Ingeborg Ulfstand og fødtes paa Gundestrup i Skaane Pinseaften 31. Maj 1623. Efter at han havde tilbragt 5 Aar i Sorø Skole, tog hans Fader ham 1640 med paa Ambassaden til Stockholm, snart efter ledsagede han Corfits Ulfeldt til England, og 1641 paabegyndte han den store Rejse, der den Gang var nødvendig for en ung Adelsmands fuldkomne Uddannelse; til Hovmester fik han den lærde Zacharias Lund (X, 451), der alt fra 1635 havde været hans Lærer. Over Nederlandene og England, hvor han ved sin Slægtning Niels Vind (se ndfr. S. 9), der i Kongens Ærende opholdt sig i London, fik Adgang til Hoffet, gik Rejsen til Frankrig med lange Ophold i Paris, Blois og Angers, gennem Rhinlandene og Schweits til Italien, hvor han især slog sig til Ro i Padua, Rom og Florents. Men Efterretningen om hans Faders Død afbrød hans Planer om længere Rejser, og over Frankrig, England og Nederlandene naaede han hjem til Kjøbenhavn i Sommeren 1645. Strax efter gik han i Kongens Tjeneste som Hofjunker og var som saadan med sin Herre i Norge 1646. Men Kongen ønskede, at V. skulde se sig mere om i Verden og sendte ham derfor 1647 – indtil Dresden i den udvalgte Prins Christians Følge – med Breve til Hoffet i Wien, hvor han opholdt sig henimod et Aars Tid, og han stod just rede til at følge Kejserens Datter paa hendes Brudefærd til Spanien, da Christian IV’s Død nødte ham til at vende hjem. Han blev vel modtagen af Frederik III, der knyttede ham til sig som Overskjænk; atter fik han Lejlighed til at besøge Norge som Kongens Ledsager paa Hyldingsrejsen (1648). Et stærkere Udtryk fik Kongens Forkjærlighed for V., da han 1650 satte ham til Hofmester for den 4aarige Prins Christian, med hvis Opdragelse han havde Tilsyn i 5 Aar. Imidlertid havde han 1653, foranlediget af Svagelighed efter et Benbrud, taget sin Afsked som Overskjænk, rundelig belønnet af Kongen for sin lange Tjeneste med 2000 Rdl. aarlig Pension af Giske Len i Norge, i hvilket Land han endvidere aflagdes med Brunlag og Numedalens Len 1655.
Efter at V. havde trukket sig ud af Hoftjenesten, holdt han 21. Sept. 1656 i Helsingborg Bryllup med Admiral Ove Gjeddes (VI, 30) Datter Margrethe og satte Bo paa sin fædrene Ejendom Gundestrup (nu Wrams Gunnarstorp) i Skaane. Men alt i Begyndelsen af 1657 fik han Befaling at ligge i Slotsloven i Helsingborg, og under den s. A. udbrudte Krig med Sverige var han i et Par Maaneder Gouvernør i Landskrona, som det blev hans Lod efter Fredslutningen at udlevere til Svenskerne (Marts 1658). Da han ikke vilde være svensk Undersaat, bosatte han sig i Helsingør, hvorfra han dog snart kaldtes for efter Kongens indstændige Begjæring at fungere som en Slags Resident hos den svenske Konge; men næppe var han færdig med de nødvendige Forberedelser og beredt til at rejse til Carl Gustav i Flensborg, før Planen tilintetgjordes ved Budskabet om det uformodede Fredsbrud. Han tog nu Ophold i Kjøbenhavn og fungerede under Krigen som Krigskommissær for Sjælland; sammen med Gabel sørgede han en Tid lang for Hærens Underhold i Kjøbenhavn. Efter Fredslutningen solgte han 1661 sit Skaanske Gods; senere erhvervede han i Sjælland 2 Bøndergaarde, Paarupgaarde, som han 1672 sammenlagde til Hovedgaarden Gjeddesdal, og 1674 udkjøbte han sine Brødre af Samejet i den fædrene Gaard Harrested. I Jylland ejede V. Egensekloster, som han 1667 solgte til Justitsraad Jens Lassen; i Hovedstaden havde han den Rantzauske Gaard ved Siden af Regensen og samlede uden for Voldene den store Ejendom Ravnsborg.
Skjønt ude af Hof- og Statstjenesten, undtagen for saa vidt han styrede sit norske Len, vedblev V. at staa Hoffet nær, og ved forskjellige Anledninger benyttedes hans Tjeneste; saaledes blev han 1664 tillige med J. C. v. Kørbitz sendt til Dresden for at forhandle med det sachsiske Hof om forskjellige Forhold vedrørende Prinsesse Anna Sophies Giftermaal med Kurprinsen; ved den Lejlighed udnævntes han til Kancelliraad. Som et af de Medlemmer af den gamle danske Adel, der havde forsonet sig med den nye Regeringsform, og som en Mand, hvis Evner som Finansmand man havde Tillid til, aabnede der sig snart efter en smuk Løbebane for ham. Efter Hannibal Sehesteds Død 1666 blev han knyttet til Skatkammerkollegiet, der officielt styredes af sine 3 Rentemestre; men først 1669 aflagde han Ed som Viceskatmester, i Virkeligheden Rigets Skatmester, samtidig med, at han, da Kongen ved Gabels Indflydelse forøgede Antallet af sine Raader, saa at det næsten naaede det gamle Rigsraads Størrelse, tillige med flere andre optoges i Kongens Raad som Gehejmeraad, hvormed tillige fulgte Sæde i Statskollegiet og i Højesteret. I 10 Aar ledede V. Rigernes Finansvæsen, og fra 1677 var han desuden Deputeret i Generalkommissariatet, indtil han ved Ove Juuls Afgang 1679 efterfulgte ham som Vicekansler i Danske Kancelli under Fr. Ahlefeldt som Kansler; den daglige Ledelse af Kancelliets mangeartede Sager var derved lagt i hans Haand, ligesom det ogsaa paahvilede ham i Almindelighed at forestaa Højesterets Forretninger, hvortil han ogsaa havde juridiske Forudsætninger, bl. a. som den, der havde været Medlem af den 3. Lovkommission 1666-67. Han fik senere ganske naturlig Sæde i den 3. Kommission til Revision af Lovarbejderne 1680-81.
Kun faa Aar styrede V. Kancelliet; efter længere Tids Svagelighed bortkaldtes han 5. Juni 1683. At han i sine høje Embeder havde modtaget de sædvanlige Udmærkelser, Danebrogsordenen ved dens Indstiftelse 1671 og Elefantordenen 1679, er næsten en Selvfølge; men det bør dog bemærkes, at den sidste vistnok var en Belønning for hans fortjenstfulde Virksomhed i Generalkommissariatet under den Skaanske Krig. Der foreligger for øvrigt saare lidt til derpaa at bygge en Bedømmelse af V. Hans Lov udbasunedes i høje Toner baade paa Vers og i Prosa, bl. a. af Ole Borch, der skildrede ham som den dygtige, arbejdsomme Embedsmand, den omhyggelige, fromme Familiefader og som den, der bevarede en levende Interesse for Videnskaberne. Denne hans Interesse skyldtes det vel til Dels, at han var en af de mange, som det 1676 befaledes at gjennemse Vitus Berings «Florus Danicus». Af Ydre skal han have været en høj, smuk Mand. Klevenfeldt har opbevaret et Træk af V.s Liv, der, hvis det er paalideligt, ikke viser ham fra nogen tiltalende Side; han skal nemlig have været forlovet med Grev Chr. Pentz’ Enke, Kongedatteren Sophie Elisabeth (XVI, 173), hvilken Forbindelse han hævede, da hendes Svoger, Ulfeldt, kom i Ulykke; hun hævnede sig ved at sende V. hans Portræt tilbage med udstukne Øjne. V.s Enke, der døde 18. Jan. 1706, fik 1689 Udlæg i Øllingsøgaard for o. 33000 Rdl., hvormed hendes Mand i Krigstider havde forstrakt Kongen. (Universitetsprogr. Borch, Memoriæ Olig. Vind. ; Personalhist. Tidsskr. 4. R. I. ;Danske Herregaarde XV: Gjeddesdal. ; (G. L. Wad." (DBL, 1. Udg.)
"til Harrestedgaard (1674), Kastrupgaard (1666) og Gjeddesdal (Tune herred, Greve sogn), som han 1672 oprettede af 2 bøndergårde i Porup og opkaldte efter sin hustru. Kom 1639 (18 Jan.) i Sorø Skole, ledsagede 1640 faderen på dennes ambassade i Sverige og fulgte derefter Corfitz Ulfeldt til Holland fra 1641, immatrikuleret 1643 i Basel (okt.), Strasbourg og Padua, 1645 hofjunker, 1646-48 ved kejserhoffet, 1648 (6. juli) mundskænk og fulgte kongen til hyldingen, 1650 hofmester hos prins Christian, chef for 1. kompagni skånske knægte, 1655 forlenet med Brunlaug len, fik 1657 udbetalt 3000 rigsdaler til proviantering af Helsingborg og 1600 rigsdaler til Garnisonen, lå samme år i slotsloven på Helsingborg og Landskrona, forlagdes 1658 med sit kompagni til Kronborg, samme år resident i Sverige, 1659 vicekansler, aflagde 1669 (3. februar) ed som gehejmeråd, kancelliråd, viceskatmester og assessor i Statskollegiet og Højesteret, 1671 (12. okt.) hvid ridder, 1677 (19. dec.) deputeret i Generalkommissariatet, 1679 (11. marts) blå ridder, samme år vicekansler i Højesteret, døde 5. juni 1683 i Købehavn, begravet i Vor Frue Kirke. Trolovet ca. 1652 med kong Christian IVs datter med Kirsten Munk, frøken Sophie Elisabeth, grevinde til Slesvig og Holsten (1619-1657), men slog op med hende, da Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested faldt i unåde." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Brunlaug len.

Beskæftigelse:
Assessor i Statskollegiet og Højesteret, 1679 vicekansler i Højesteret.

Titel:
og tillige kancelliråd.

Begravet:
KB Vor Frue omfatter ej døde1654 - 1704.

Holger blev gift med Margrethe Ovesdatter Giedde, til Kastrupgaard den 21 sep. 1656 i Helsingborg, Skåne, Sverige. Margrethe (datter af Ove Giedde, til Tommerup, Hellerup, Maglø, Løvestad, Tullesbo og Østrø, R. og Dorthe Knudsdatter Urne) blev født før 1639 i Greve, Tune, Roskilde; døde den 18 jan. 1706 i Greve, Tune, Roskilde; blev begravet den 5 maj 1706 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"til Kastrupgaard (1683-1702), Gjeddesdal (1683), Øllingsøe (1689-1698) og Gjerdrup (1690-1693). - gav 1684 en oblatæske med hendes og ægtefællens initialer og våbener til Hyllinge kirke (endnu i kirken) og 1686 en mindetavle med hendes og ægtefællens våbener og initialer til Kildebrønde kirke, fik udlagt Fuglsang og Priorskov, skødet kasseret og fik i stedet 1689 tilskødet Øllingsø med Skovlænge og Gurreby kirke for penge, som Holger Vind havde til gode, gav 1687 en altertavle med hendes og ægtefællens våbener til Vallensved kirke (endnu i kirken), forbedrede 1688 altertavlen i Hyllinge kirke med topstykke og vinger, hvori endnu ses hendes og ægtefællens initialer og våbener, gav 1692 en kalk med hendes og ægtefællens alliancevåben til Skovlænge kirke (endnu i kirken)." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Jørgen Vind (11 Aug 1659, København - 1681, Paris, Frankrig),
Mette Vind (11 Aug 1661, København - 28 Sep 1672),
Dorete Vind (21 Nov 1667, København - 6 Sep 1680),
(Ukendt) Vind (f. 18 Nov 1670).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1623; Hofjunker
• Beskæftigelse: 1634, København; Lensmand; Adresse:
  Københavns Slot, København K
• Beskæftigelse: 1645; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1645; Viceadmiral
• Titel: 1648; Ridder
• Beskæftigelse: 1651, Norge; Statholder

Notater:

Gift 1: 23 Jul 1626, Odense, med Mette Corfitzdatter Rud, til Sandholt og Skarholt (10 Oct 1606, Mariager Kloster, Onsild, Randers - 25 Feb 1632, Skarholt Slot - Skarhult, Froste, Skåne, d. i barselsseng, begr. Roskilde Domkirke).
Børn i ægteskabet:
Børge Trolle (26 May 1627, Holsteinborg Slot, Vester Flakkebjerg, Sorø - btw 29-30 Jun 1635, Vallø Slot, Bjæverskov, Præstø),
Hr. Corfitz Trolle, til Sandholt og Steensgaard (17 Mar 1628, Vallø Slot, Bjæverskov, Præstø - 21 Mar 1684, København),
Lisbet Nielsdatter Trolle (13 Nov 1629 - 19 Jun 1635, Odense Købstad),
Birgitte Nielsdatter Trolle, friherreinde af Brahetrolleborg (1 Feb 1631, Skarholt Slot, Skarhult, Froste, Skåne, Sverige - 13 Nov 1687, Brahetrolleborg Slot (Rantzausholm), Sallinge, Svendborg; gift 18 May 1656, Odense, med Manderup Brahe, til Torbenfeld (20 Jan 1628 - 18 Sep 1666, Torbenfeldt Gods, Mørkøv, Tuse, Holbæk; søn af Mette Jakobsdatter Rosenkrantz (1603 - 1646; se denne) og Otte Pedersen Brahe (1582 - 1642)).

Levned:
"Trolle, Niels, 1599-1667, Rigsviceadmiral og Statholder i Norge, Søn af ovennævnte Børge T. (d. 1610), blev født 20. Dec. 1599 paa Lundenæs, hvor Faderen den Gang var Lensmand. Han gik 2 Aar i Herlufsholms Skole, sendtes saa til Leipzig, kom hjem her fra 1615, var en Tid i Huset hos Kansleren Chr. Friis til Borreby og derefter hos den daværende Professor, senere Biskop Jesper Brochmand, studerede derpaa i Giessen og foretog endelig efter et fornyet Ophold i Danmark en længere Udenlandsrejse i den sædvanlige Stil med Ophold bl. a. i Strasburg, ved Universitetet i Padua, hvor han immatrikuleredes 1621, og i Frankrig og England. Hjemkommen var han Hofjunker 1623-25 og fulgte Christian IV til Tyskland i Kejserkrigens første Aar. 23. Juli 1626 giftede han sig med Mette Corfitsdatter Rud, blev 1628 Ritmester ved den Sjællandske og 1633 ved den Skaanske Rostjeneste og 1634 Lensmand paa Kjøbenhavns Slot, hvilken Post han beholdt til 1641, da han ombyttede den med Roskilde Len. Imidlertid var hans Hustru død 25. Febr. 1632, og han havde giftet sig anden Gang 16. Okt. 1636, med Helle Rosenkrantz, Datter af Holger R. til Glimminge (XIV, 231). Efter flere Gange at have været befuldmægtiget for Adelen paa Stændermøder var han ogsaa 1638 blevet valgt til Landkommissær i Sjælland og var 1639 blevet Medlem af Admiralitetsretten paa Bremerholm.
Ved Svenskekrigens Udbrud 1643 blev han Generalproviantkommissær, men i Foraaret 1645 tilbød Kongen ham en langt større Stilling, nemlig som Rigsviceadmiral. Han vilde dog først ikke modtage den, i det han med megen Grund «prætenderede sin Uforfarenhed udi slig en høj Office» – han havde tidligere saa godt som slet ikke haft med Søvæsen at gjøre –; til sidst gav han alligevel efter og overtog den nævnte Post o. 1. Juni; samtidig blev han Medlem af Rigsraadet. Nogen større Rolle som Flaadefører kom han ikke til at spille; i Juni fik han vel Ordre til at søge at undsætte Bornholm, men allerede før Ordrens Udstedelse var Øen falden i Fjendernes Hænder. Flaaden var ogsaa, som han klagede over, i slet Tilstand, og hans Virksomhed kom til at indskrænke sig til at holde den inden for Kjøbenhavns Havn; med stor Bitterhed saa han paa Nederlandenes Optræden. Saa kom Brømsebrofreden i Avg.; i Sept. deltog N. T. i Ratifikationernes Udvexling i Markaryd, hvorpaa Flaaden blev aftaklet. Et Efterspil fik dog Krigsbegivenhederne for hans Vedkommende, i det Christian IV blev meget forbitret paa ham for hans Holdning under Processen for Herredagen 1646 mod hans Svigerfader Holger Rosenkrantz i Anledning af Bornholms Overgivelse (XIV, 232). 1647 var han Medlem af en Kommission til at undersøge Finansernes Tilstand, i Avg. 1648 fulgte han Frederik III til Hyldingen paa Akershus og modtog s. A. Ridderslaget af Kongen. I Febr. 1650 var han end videre Medlem af en Kommission til at give Betænkning om Søstaten, men i Jan. 1651 fik han sin Afsked som Rigsviceadmiral paa Grund af Svagelighed. Han hørte nu til Hannibal Sehesteds og Corfits Ulfelds Modstandere, og efter den sidstes Fald fik han i Juli 1651 Sæde i den Revisionskommission, der skulde undersøge Leverancerne til Holmen. 1655 blev han Medlem af det nyoprettede Admiralitet.
En langt vigtigere Virksomhed var ham dog endnu forbeholdt, i det han, der allerede havde været stærkt paa Tale som tilkommende Statholder i Norge 1651 efter Hannibal Sehesteds Fald, 1656 efter Gregers Krabbes Død udnævntes dertil og samtidig fik Akershus Len i Stedet for Roskilde. Rimeligvis har han dog ikke heller her været den rette Mand til Pladsen; i alt Fald angreb senere Generallieutenant Jørgen Bielke (II, 338) ham stærkt for hans Modløshed og Uvirksomhed under den anden Krig med Sverige 1658-60; ikke mindre lader J. Bielke det gaa ud over hans Hustru. 1660 var han tilstede ved det store Stændermøde i Kjøbenhavn; han regnedes da for en af de Rigsraader, der vare mest forbitrede over Kongens Planer; i Dagene omkring 10. Okt. tillagdes der ham den Ytring: «Er det saaledes ment, at vi paa denne Maade skulle miste vor Frihed?» medens der paa den anden Side gik Rygter om, at han var bleven pryglet af en kjøbenhavnsk Borger. Som sine Fæller bøjede han sig dog, var rigsraadets og vel ogsaa Adelens Ordfører ved Arveerklæringens Overdragelse 13. Okt., og ved Arvehyldingen 18. Okt. bar han Rigssværdet; 7. Nov. aflagde han den nye Raadsed. Samtidig havde han ogsaa haft personlige Fortrædeligheder i Anledning af Oberst Jørgen Løvenklaus Angreb paa ham (X, 600); i Okt. var det kommet til heftige Sammenstød mellem dem ved Forhørene for en i den Anledning nedsat kongelig Kommission. I Marts 1661 fik han dog den Oprejsning, at Højesteret frikjendte ham for alle Løvenklaus Beskyldninger og dømte hans Modstander til at lide som en Løgner; han havde dog beklaget sig over, at han skulde dømmes af en Domstol, hvori der sad andre end hans Lige.
Snart efter vare imidlertid hans Dage som Statholder endte, i det han i Sept. 1661 afløstes af Iver Krabbe. Han tog derefter Ophold i Kjøbenhavn, men optoges ikke i noget af de nye Forvaltningskollegier; kun Højesteret blev han Medlem af som de andre gamle Rigsraader. Han følte sig ogsaa stærkt tilsidesat ved de nye Rangbestemmelser af 1662 og regnedes endnu flere Aar efter iblandt Regeringens Modstandere; tilmed havde han den Græmmelse, at hans Gaard paa Østergade afbrændte 1666. Dog kom han endnu til Hoffet, og paa en Kjøretur med Kongen ved Frederiksborg i Juli 1667 kom han til Skade. 20. Sept. s. A. døde han. Han blev begravet i Roskilde Domkirke i det Kapel, som han 1644 havde faaet Tilladelse af Christian IV til at indrette. Hans Hustru overlevede ham til 22. Nov. 1685. Foruden Trolholm, til hvilket Gods han 1648 havde faaet Birkeret, ejede han paa Sjælland Rygaard, Jonstrup og Snedinge, Krumstrup paa Fyn, Pallesbjærg i Jylland samt Skarholt i Skaane, hvilken sidste Gaard han dog allerede tidlig havde afstaaet til sin Søn Corfits T. (O. Rosenkrantz, Statua triumphalis Nicolai Trolle (1669). Lind, Kristian IV og hans Mænd paa Bremerholm S. 53 ff. Fridericia, Jørgen Bjelkes Selvbiografi, fl. St. Danmarks Adels Aarbog 1891, S. 419 f.) J. A. Fridericia. (Dansk Biografisk Leksikon, 1. udg)

Andre Biografier: Norsk Biografisk Leksikon, Trolle, Wikipedia.

Beskæftigelse:
1641 Lensmand i Roskilde Len. 1656 Lensmand i Akershus Len.

Beskæftigelse:
Rigsviceadmiral. Afskediget 1651. I 1643 Generalproviantkommissær.

Niels blev gift med Helle Holgersdatter Rosenkrantz, til Gaunø og Vemmetofte den 16 okt. 1636. Helle (datter af Holger Axelsen Rosenkrantz og Lene Mogensdatter Gyldenstierne) blev født den 27 apr. 1618 i Halmstad, Halland, Sverige; døde den 22 nov. 1685 i Onsjö, Skåne, Sverige; blev begravet i 1685 i Roskilde, Sømme, Roskilde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Jakob Trolle (8 Jan 1644, Roskilde - 24 Oct 1664 Orleans, Frankrig),
Erik Trolle (27 Mar 1645 - 6 Jan 1646).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1627; Ritmester
• Beskæftigelse: 1631; Lensmand
• Beskæftigelse: 1642; Marsk
• Beskæftigelse: 1642; Rigsråd
• Titel: 1648; Ridder

Notater:

Levned:
"Bille, Anders, 1600-57, Rigsmarsk, Søn af Erik Jensen B. til Rønnovsholm og Mette Banner. Hans tidlige Interesse for Krigsvæsenet viste sig ved, at han deltog i Christian IV’s Krig i Tyskland og var med ved den Hærafdeling, som 1626 og 1627 kæmpede i Schlesien; han synes allerede paa denne Tid at have været Ritmester for det ene af de fynske Kompagnier af Rostjenesten, en Stilling, som fornyedes for ham 1632, da de to fynske Kompagnier gjenoprettedes. Han havde imidlertid 1628 ægtet Sophie Jacobsdatter Rosenkrantz, 1631 var han bleven Lensmand over Rugaard Len, men ombyttede 1634 dette med det fjærntliggende Øsel Len, hvilket han beholdt til 1642. I dette Aar foregik der en stor Forandring i hans Liv, i det han i April eller Maj efter Kansleren Christian Thomesen Sehesteds Anbefaling, der gik ud paa, at han var den danske Adelsmand, som forstod sig bedst paa Krigsvæsenet, blev udnævnt til Rigsmarsk; en stor Del af den følgende Tids militære og politiske Begivenheder blev derved knyttet til hans Navn.
Han havde saaledes i Foraaret 1643 næst efter Kongen Kommandoen over den Hær, som samledes i Holsten mod Hamborg. Langt alvorsfuldere blev dog hans Stilling ved det kort efter paafølgende svenske Indfald. I Dec. 1643 stod han i Middelfart med Kommandoen over de Tropper, som det lykkedes at samle i Fyn og Jylland; det blev hans Sag først at forespørge Torstenson om Hensigten med hans Fredsbrud, dernæst at søge at møde ham. B. havde sat sig fast i en forskanset Lejr lige over for Middelfart; to Gange afslog han de svenskes Angreb, men efter nogle Dages Kanonade maatte han trække sig tilbage til Fyn, efterladende den største Del af Lejrens Besætning som Fanger. Jylland laa aabent for Fjenden, men ved Kongens Ankomst lykkedes det at bringe den paa Fyn samlede Hær i en bedre Orden, og Torstensons Haab om at tage Middelfart blev skuffet. B. anvendte nu Tiden til forskjellige Flankeangreb mod Halvøens Østkyst; i Maj gik han selv med Held mod Kolding og tilføjede Svenskerne et betydeligt Tab. I Løbet af Sommeren hvervede han et Regiment til Fods og fik i Avg. Ordre af Kongen til at gaa med 6000 Mand til Skaane. Her forsøgte han at lokke den svenske Feltherre Gustaf Horn, som belejrede Malmø, til Kamp i aaben Mark, men det lykkedes ikke, og efter den danske Flaades Nederlag under Pros Mund i Okt. sendtes han paa ny til Fyn. I Begyndelsen af Nov. fik han Befaling til at lade saa mange Tropper, som der kunde undværes fra denne Ø, forene sig med den slesvig-holstenske Hær under Kongens Søn, Ærkebiskop Frederik; Opgaven skulde være at angribe den svenske Oberst Wrangel, der paa denne Tid havde vovet en Marche gjennem Hertugdømmerne til Nørrejylland. Men trods B.s Opfordringer bevægede Frederik sig kun langsomt nord paa; hans Hær var i en udisciplineret Tilstand, han frygtede for et nyt Angreb syd fra og for Mangel paa Proviant, og han havde Instruxer fra Kongen om især at dække Marsklandene. Foreningen mellem de to Hærstyrker fandt derfor først Sted i Midten af Dec. i Nærheden af Kolding; efter sit Løfte stillede B. 1000 Mand Fodfolk og 500 Ryttere til Ærkebispens Raadighed, men samlede tillige en mindre Styrke ved Bjersodde Skanse lige over for Strib. B. havde faaet Ordre af Kongen til at lyde Frederik, dog saaledes at denne
flittig skulde holde Krigsraad med Marsken. Der viste sig imidlertid snart en alvorlig Uoverensstemmelse mellem B. og Frederik samt hans holstenske Officerer angaaende Krigsplanen. B. var stemt for et Angreb ad Jyllands Østkyst mod Wrangel, der stod i en befæstet Stilling ved Randers, men denne energiske Plan misbilligedes af Frederik og de holstenske Hærførere, der foretrak at gaa først mod Ribe, som var besat af de svenske, og hvorfra Marsklandene lettere kunde dækkes; Situationen forbedredes ikke ved, at Generalmajor Bauer, der hørte til Frederiks Hær, nægtede at adlyde Rigsmarsken. Medens Frederik nu foretog sit Tog mod Ribe, blev B. staaende ved Kolding. Imidlertid havde Kongen, der først havde billiget sin Søns Plan, umiddelbart efter at have modtaget Forestillinger fra B., forandret sin Ordre til Gunst for dennes Opfattelse og givet Frederik Befaling til at gaa tilbage til Kolding. Her kom det nu i Jan. 1645 til nye og skarpe Forhandlinger mellem B. og Frederik, der endte med, at denne imod Marskens Ønske endelig opgav Planen om at gaa mod Wrangel og trak sig tilbage til Hertugdømmerne, medens B. på a ny gik over til Fyn og der fra atter gjorde Flankeangreb mod Halvøen; men Sammenstødet mellem B. og den senere Kong Frederik III blev næppe uden Betydning for hans Stilling i den følgende Tid.
Forholdet til Christian IV havde hidtil, saa vidt vides, været godt, men forandredes pludselig i Løbet af 1645. B. og den anden fynske Rigsraad, Mogens Kaas, havde faaet det Hverv at opfordre den fynske Adel til at bevilge en Hovedskat paa dens egne Personer og Ugedagsbønder; men Adelen modsatte sig paa et Stændermøde i Odense i Maj paa det bestemteste dette som et Indgreb i dens Privilegier og mindede B. om, at han hellere som Rigsmarsk burde optræde til dens Forsvar end begjære noget, der krænkede dens Friheder. B. og Mogens Kaas underrettede deres Kolleger i Raadet herom, og da dette ud paa Sommeren kom Kongen for Øre, blev han, der paa dette Tidspunkt var meget venlig stemt mod Adelen, saa forbitret paa Rigsmarsken, at han endog synes at have tænkt paa at betragte ham som udelukket af Rigsraadet. B. begav sig til sin Gaard Løgismose og forsvarede i forskjellige Skrivelser sin Handlemaade. Sagen trak ud trods flere Forsøg paa at bilægge Striden, og først paa Herredagen i Marts 1646 lykkedes det at formaa Kongen til at love B. Tilgivelse; han fik ogsaa i Maj Løfte om 18000 Rdl. som Erstatning for sine Udgifter i Krigsaarene. Det gode Forhold til Kongen gjenoprettedes dog langtfra, og de, der nærmest havde Christian IV’s Øre, baade Hannibal Sehested og Kongens og Vibeke Kruses Svigersøn, Generalmajor Claus Ahlefeldt, vare B.s Uvenner.
Imidlertid var B. optagen af Planer om en Reorganisation af Hærvæsenet. Han ønskede en stærkere Udvikling af den nationale Milits, de Lægder af Gaarde, som skulde stille det udskrevne Fodfolk, forøgedes, men navnlig tænkte han paa at skabe et betydeligt Rytterhold, til hvilket der skulde henlægges en Del af Kronens og Adelens Bøndergaarde. Marskens Planer fandt imidlertid ingen ubetinget Tilslutning hos Adelen, og særlig gjorde denne til Betingelse for yderligere militære Bevillinger, at disse ikke skulde gaa ind i Statens almindelige Kasse, men beholdes i de provinsielle Landekister under Landkommissærernes Raadighed; nyoprettede Kompagnier af Fodfolk og Ryttere, udskrevne paa Adelens Gods, skulde desuden danne særskilte Hær afdelinger. Efterhaanden gik Kongen og Rigsraadet ogsaa ind paa disse Fordringer; i Slutningen af 1647, nvor Adelens Spænding med Kongen havde naaet sit Højdepunkt paa Grund af hans Planer om Afskaffelsen af Lenenes Rostjeneste, som ogsaa B. modsatte sig, nærmede denne sig stærkt til Adelen. Under de kort efter følgende Forhandlinger om den nye Konges Haandfæstning maa man vistnok tilskrive det B.s Indflydelse, at der i den indførtes en Bestemmelse, der gik ud paa at forebygge lignende Tilfælde som i sidste Krig ved at paabyde, at i Fejdetid ingen uden Kongen skulde byde over Rigsmarsken.
Forholdet mellem B. og Frederik III kan vel i det hele ikke nogen Sinde have været godt, men han blev dog slaaet til Ridder ved Kongens Kroning i Nov. 1648, og han hørte i de første Aar af Frederik III’s Regering til den Del af Adelen, som var en Modstander af Corfits Ulfeldt. Nogen bestemt Del i dennes Fald 1651 har han dog næppe haft; han synes temmelig hurtig at have frygtet for, at Kongens Magt derved skulde voxe for meget, og Ulfeldt søgte senere at vinde hans Venskab tilbage. I en endnu bestemtere Modsætning stod B. til Hannibal Sehested; i dennes Bestræbelser for at tilbageholde Norges Indtægter til Gavn for dette Rige saa han nemlig et stort Indgreb i Anvendelsen af de Pengemidler, hvormed han ønskede Udgifterne til den danske Milits dækkede. Imidlertid fortsatte han sin Virksomhed for at faa Hærvæsenet omordnet, men mødte stadig stor Modstand i Adelens Ønske om at faa dets Styrelse gjort rent provinsiel og i dens Uvillighed til at optræde med Kraft mod de adelige, der ikke vilde yde de Bevillinger, som Majoriteten vedtog. Der blev truffet Foranstaltninger til en Forbedring af Landeværnet ved Oprettelse af Lister over alt vaabenført Mandskab og Forsøg paa dets Exercering; størst Vægt lagdes dog paa Organiseringen af et nyt Rytteri, udskrevet af hvert Sogn; det var ogsaa i Overensstemmelse med B.s Forslag, at Fæstningen Frederiksodde anlagdes. Men de forskjellige Mangler, som knyttede sig til den daværende Styrelse, umuliggjorde en hurtig Forbedring, og B.s Stilling var overhovedet alt andet end gunstig. Forholdet til Frederik III forværredes; imellem Adelens Modstandere var han i høj Grad forhadt, og selv savnede han dog, som ovenfor set, tilstrækkeligt Rygstød hos sine egne Standsfæller.
Under alt dette nærmede den længe truende Krig med Sverige sig til sit Udbrud. B. havde en klar Følelse af, at Hæren langtfra var kraftig nok til at byde den mægtige Nabo Spidsen; der var ikke andet for end at forsøge Hvervinger i stor Maalestok. I Marts 1657 samledes en ret betydelig Hærstyrke i Hertugdømmerne; B. havde, efter Rygtets Mening trods nogen Uvilje fra Kongens Side, faaet Kommandoen over den; efterhaanden som de hvervede Tropper forøgedes, sendtes det danske Landfolk til Hest og Fods tilbage til Jylland. B. kaldtes en kort Tid til Kjøbenhavn, men afgik i April paa ny til Halvøen med strænge Ordrer til fremfor alt at bevare Hæren. Denne koncentreredes foreløbig i den sydostlige Del af Holsten med Hovedkvarter i Nærheden af Hamborg; allerede her viste der sig stor Mangel paa Penge, Proviant og Artilleri. I Slutningen af Maj var imidlertid Krigen ble ven besluttet i Kjøbenhavn; B. fik Ordre til navnlig at forebygge en Forening mellem den svenske Hær, som stod i Bremen Stift, og den, som stod i Pommern, og et Par Dage efter en ny Ordre til at angribe det nævnte Stift, hvis Krigsraadet ikke udtalte sig derimod. For den Fare, der truede fra, at Carl Gustav skulde forlade Krigsskuepladsen i Polen og med sin Hovedhær vende sig mod Vest, savnede baade B. og Frederik III tilstrækkeligt Blik. Forgjæves tilraadede den danske Agent i Hamborg, Martin Rasch, et kraftigt Modstød mod Pommern. B. efterlod en Del Tropper i Holsten og satte i Midten af Juni med den største Del af Hæren over Elben til Bremen Stift. Lykken syntes her at begunstige ham, forskjellige Skanser bleve tagne, og efter 8 Dages Kanonade bragte B. i Begyndelsen af Juli Bremervorde Fæstning til Overgivelse. Efterretningerne om den svenske Hærs Anmarche bevirkede. dog, at B. et Par Dage efter gik tilbage over Elben til Glückstadt og kun efterlod en ringere Styrke i Bremen Stift. Om hvor stor den svenske Hær var, savnede man imidlertid endnu Efterretninger; men at forsvare selve Holstens østlige Grænse ansaas dog for haabløst, og man koncentrerede Tropperne i det sydvestlige i Haab om at dække Marsklandene. 22. Juli brød den svenske Hær ind i Holsten; den gik hurtig frem, og de store Misligheder, som den danske Hær led under, viste sig øjeblikkelig. Der var Mangel paa Kanoner, Levnedsmidler og Penge, der savnedes tilstrækkelige Officerer, og der var Uenighed mellem adskillige af de danske og holstenske Befalingsmænd. For at lette Provianteringen deltes nu oven i Kjøbet Hæren i to Dele; Rytteriet sendtes nord paa til Rensborg, og efter en her i et Krigsraad tagen Beslutning, som B. – om med rette, kan ikke afgjøres – senere nægtede at have givet sit Samtykke til, fortsatte det hurtig Tilbagetoget til Frederiksodde. B. selv søgte endnu nogen Tid at holde Stand i Itzeho, men Byen blev stukken i Brand, og de danske maatte i den første Uge af Avg. forlade den. B. trak sig tilbage til Glückstadt, fra hvilken Fæstning han dog efter kongelig Ordre indskibede sig med en Del af Fodfolket 2. Sept. Han sejlede rundt om Jylland til Frederiksodde; i Slutningen af Sept. foretog han en Rejse til Kjøbenhavn for at konferere med nogle af Rigsraadet og vendte derpaa tilbage til Frederiksodde. 24. Okt. foregik de svenskes Storm paa denne Fæstning; B. lagde efter de svenske Beretninger personligt Mod for Dagen og fik flere Saar i Hovedet, men en omgaaende Bevægelse, som en svensk Hærafdeling udførte ved at vade uden om Palisaderne ved Kysten, blev for sent opdaget, og Fæstningen blev tagen. B. søgte hen til den lige ved Kysten liggende Bjersodde Skanse for her fra at naa over til Fyn, men hindredes af Modvind og maatte overgive sig. Medtaget af Saar og Sorg døde han 10. Nov. I Jan. 1658 førtes hans Lig under store Æresbevisninger fra svensk Side over til Fyn, hvor det hensattes i Kapellet paa Løgismose; Begravelsen foregik først i Slutningen af 1660 i Odense.
Den ulykkelige Krig og Frederiksoddes Indtagelse havde kaldt et lidenskabeligt Had til Live mod Rigsmarsken; ingen var som han udsat for Angreb af enhver Art i Pamfleter og Satirer; man tillagde ham Egennytte og Fejhed og beskyldte ham endog uden nogen som helst Grund for Forræderi; efter Enevældens Indførelse gik der Rygter om, at hans Lig skulde opgraves og Sag anlægges rnod hans Arvinger. Trods det uretfærdige i disse Beskyldninger kan der næppe være nogen Tvivl om, at han ikke var den vanskelige Plads voxen, paa hvilken han var stillet; havde han end under Krigen 1643-45 lagt Energi for Dagen, er der paa den anden Side ingen Grund til at rose hans Ledelse af Hæren under Krigen 1657. Som Privatmand synes han at have vist en ikke ringe Haardhed mod sine Bønder. Derimod indlagde han sig Fortjeneste ved at staa i Spidsen for Anlægget af Vaabenfabrikken Brobyværk paa Fyn, som paabegyndtes 1648 og en Tid forsynede Kronen med Geværer, men som ødelagdes 1658 af Svenskerne. Vestervig Len, som han havde faaet 1642, ombyttede han 1650 med Skanderborg. Han ejede adskillige Herregaarde, blandt hvilke han skreves til Damsbo og Løgismose. (Vedel Simonsen, Rugaards Hist. II, i, 117 ff. ; Meidell, Fra Enevældens Dæmring, 1884. ; (J. A. Fridericia)." (DBL, 1 Udg.)
"til Damsbo og Søbo (Sallinge h.), som han købte hhv. 1630 og 1624, Højsgård (Båg h.), Brobygård (Sallinge h.), hvor den kendte våbenfabrik Brobyværk indrettedes 1648, Flenstofte (Båg h.) købt 1652, Aunsbjerg og Marsvinslund (Lysgård h.), som han købte af Jørgen Marsvin, men 1655 afstod til sin ældste søn, Hersomgård (Rinds h.), som han 1655 købte af Laurids Skinkel, og Vindum Overgård (Middelsom h.). Gik tidligt i udenlandsk tjeneste, 1619 i tjeneste hos kurfyrst Frederik af Pfalz, deltog 1626-1627 i krigen i Tyskland bl.a. i Mansfelds felttog i Schlesien, 1627 ritmester ved den fynske rostjeneste, 1631-1634 lensmand på Rugård, 1632 værge for Ulrik Christian Gyldenløve og administrerede for denne Skinnerup, det senere Ulriksholm, 1634-1642 lensmand på Arnsborg på Øsel, 1642 rigsråd og s.å. (18. april) rigsmarsk, 1642-1650 lensmand på Vestervig, udmærkede sig meget under Torstenssonfejden trods administrativt vanskelige forhold, som var et resultat af, at rigsmarsken havde et større militært ansvar uden tilsvarende handlefrihed, 1648 ridder, 1650-1658 lensmand på Skanderborg, fik ved krigens udbrud 1657 overkommandoen, kæmpede først en kort tid m. held i Bremen, men måtte trække sig tilbage til Frederiksodde, ved hvis indtagelse 24. okt. 1657 han blev hårdt såret og taget til fange, død i fangenskab 10. nov., ført til Løgismose, begr. 6. nov. 1660 i Hårby k., - i det politiske liv var han en af mændene, der stod bag Hannibal Sehesteds fald." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
1631 - 1634 på Rugård, 1634 - 1642 Arnsborg på Øsel, 1642 - 1650 Vestervig, 1650 - 1658 Skanderborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Liget udleveret Jan 1658 og midlertidigt ført til Løgesmose.
"Under Gulvet er et tilmuret Begravelseskapel, i hvilket der indtil 1856 stod en Del Ligkister, hvori hvilede bl. a. Rigsmarsken Anders Bille, † 1657, og Hustru Sophie Rosenkrantz, † 1667, Anders Bille, † 1694, og 14 Frøkener fra Odense Kloster, hvilke
ved Gavebrev af 1732 fra Beate Margr. Bielke, sidstnævnte Anders Billes Enke, fik Familiebegravelsen til Gravsted." (Trap)

Anders blev gift med Sophie Jakobsdatter Rosenkrantz den 14 dec. 1628. Sophie (datter af Jakob Eriksen Rosenkrantz, til Arreskov og Pernille Henriksdatter Gyldenstierne, til Rudbjerggaard) blev født skønnet 1608; døde i 1667; blev begravet i Haarby, Båg, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Jakob Bille (1631, Rugaard Gods, Veflinge, Skovby, Odense - 1652, København),
Henrik Bille, til Damsbo (aft 1628 - 1658),
Pernille Andersdatter Bille (f. aft 1628),
Pernille Andersdatter Bille (f. aft 1628).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1616; Kancellisekretær
• Beskæftigelse: 1627; Lensmand
• Beskæftigelse: 1627; Rentemester
• Beskæftigelse: 1643; Admiral

Notater:

Levned:
Vind, Jørgen, 1593-1644, Rentemester og Rigsadmiral, Broder til den ovfr. nævnte Iver V., blev født i Roskilde 7. Juli 1593, gik først i Skole der og derpaa i Sorø. 1607 rejste han ud til tyske Universiteter, Schweits og Frankrig og efter et kort Ophold hjemme 1609 det følgende Aar til Holland, hvor han var i Prinsen af Oraniens Krigstjeneste. 1612 var han hjemme og deltog i Kalmarkrigen, rejste derpaa atter 1613 til Udlandet. 1616 blev han Sekretær i Kancelliet og var s. A. tilstede ved Hertug Frederik III af Gottorps Hylding i Slesvig. 1618 sendtes han til Island for at undersøge Lensmanden Herluf Trolle Daas Embedsførelse (IV, 130). Denne Rejse synes at have givet ham Lyst til Søvæsenet, og 1620 fratraadte han Tjenesten i Kancelliet og fik Bestalling som Kapitajn til Lands og Vands. I denne Egenskab var han 1621 i Kildin i Rusland og 1623 paa Weserstrømmen. 1626 foretog han en Rejse til Holland for at skaffe Officerer, men det følgende Aar gik han atter over i civil Tjeneste, i det han blev Rentemester; han fik et Vikariat i Roskilde og forlenedes 1628-34 med Romsdal og 1634 med Herrisvad Kloster. 1640 blev han Rigsraad og sendtes i Dec. s. A. som Gesandt til Stockholm for at formaa den svenske Regering til Fredsforhandling med Kejseren under Christian IV’s Mægling. Men hans Optræden her var alt andet end heldig, og i Jan. forlod han den svenske Hovedstad med uforrettet Sag og uden at tage formel Afsked. Dog betroedes det ham 1641 om Efteraaret at føre Forhandlinger med nederlandske Gesandter i Stade. S. A. fik han Dragsholm Len.
Imidlertid var han atter blevet knyttet til Marinen, i det han efter Rigsadmiralen Claus Daas Død (IV, 128) i Juni 1641 havde faaet Tilsynet med Arbejdet paa Bremerholm og med den for Kjøbenhavn liggende Flaade. Dette var Indledningen til, at han i April 1643 paa Grund af det planlagte Angreb paa Hamborg udnævntes til Rigsadmiral. Han kom med Flaaden til Elben, og dette bidrog til, at Staden gik ind paa Forlig. Saa kom Svenskekrigen, og sammen med Corfits Ulfeldt fik J. V. i Jan. 1644 den højeste Inspektion paa Sjælland. Han arbejdede paa Flaadens Udrustning og afsejlede derpaa i April med Kongen paa den Eskadre, der skulde blokere Gøteborg. Forsøget herpaa førte dog ikke til Resultat; med Kongen gik han saa til Flækkerø, men sendtes i Maj paa Underretning om den truende svenske, i Holland rustede Flaade til Kjøbenhavn for at paaskynde Hovedflaadens Udrustning. I den følgende Maaned virkede han med Flid herfor og stak ogsaa i Søen 29. Juni som Generaladmiral over den første Eskadre paa Skibet «Patientia». 1. Juli blev han haardt saaret i Knæet i Slaget paa Kolberger-Heide; 2. Juli holdt han dog Krigsraad om Bord paa sit forskudte Skib; her besluttedes det at sende dette med de døde og Saarede til Kjøbenhavn, og imellem de sidste var ogsaa V. Han kom til Hovedstaden 2 Dage efter, men døde 17. Juli. 27. Avg. 1620 havde han i Malmø ægtet Ingeborg Holgersdatter Ulfstand, der døde 21. Avg. 1652. (J. Brochmand, Ligpræd. over J. V. (1644). ; Bruun, Slaget paa Kolberger Heide. ; Danmarks Adels Aarbog 1886, S. 396. ; Lind, Kristian IV og hans Mænd paa Bremerholm S. 46 ff. ; A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier 1536-1648 S. 151 ff. ; J. A. Fridericia)." (DBL, 1 Udg.)
"til Grundestrup (nu Vrams Gunnarstorp i Skåne), gik først i Roskilde, dernæst fra 1603-1607 i Sorø Skole, studerede siden med den lærde Casper Bartholin som hovmester i Wittenberg og Jena og berejste Tyskland, Frankrig, Schweiz og Holland, hvor han i nogen tid tjente under prinsen af Oranien, men tog 1612 hjem for at tage del i krigen mod Sverige, berejste efter freden atter Frankrig, drog så atter hjem, tjente 1616-20 i kancelliet, 1620-24 som skibschef, 1627-43 rentemester, samme år forlenet med et vikarie i Roskilde, 1628-34 med Romdalens len, 1634-41 med Herresvad Kloster, 1640 rigsråd, 1641 lensmand på Dragsholm, 1643 Rigsadmiral, blev 1. Juli 1644 såret i slaget på Kolberger-Heide og død 17. juli samme år i København af sit Saar. Han blev brugt i flere udenrigske sendelser, blandt andet 1626 til Nederlandene for at hverve ingeniører, 1640 til Sverige, 1641 til Stade og 1643 til Gottorp." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Et vikarie i Roskilde, 1628 - 1634 Romdalens len, 1634 - 1641 Herresvad Kloster, 1641 Dragsholm.

Beskæftigelse:
Rigsadmiral. 1620 - 1624: Skibschef.

Død:
Såret 1 Jul 1644 i slaget ved Kolberger Heide.

Begravet:
Epitaf afbildet

Jørgen blev gift med Ingeborg Holgersdatter Ulfstand, til Bosø Kloster og Gundestrup den 27 aug. 1620 i Malmö, Skåne, Sverige. Ingeborg (datter af Holger Ulfstand, til Hikkebjerg og Asserstrup og Anne Hansdatter Skovgaard, til Gundestrup) blev født den 10 maj 1598 i Genarp, Skåne, Sverige; døde den 21 aug. 1652 i Västra Sallerup, Skåne, Sverige; blev begravet den 8 sep. 1652 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Til Bosø Kloster og Gundestrup, blev opdraget hos fru Karen Thott Aage Brahes. Fru Ingeborg, Jørgen Vinds blev nedsat i sin murede Begravelse bag Koret i Vor Frue Kirke i Kbh. fra Stenboderne 8 Sept. 1652 (Kb)." (Holbek & Brun)

Begravet:
Epitaf afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Jacob Vind (2 Jun 1621, Gundestrup, Luggude, Skåne, Sverige - 18 May 1641),
Niels Vind (f. 19 Jan 1625, Gundestrup, Luggude, Skåne, Sverige),
Hak Vind, til Aggersborg (27 Apr 1626, Gundestrup, Luggude, Skåne, Sverige - btw 1670-1686),
Jørgen Vind (f. 21 Jan 1631),
Hans Vind (15 Jul 1632, København - 9 Jan 1670, Gerdrup, Eggeslevmagle, Vester Flakkebjerg, Sorø),
Else Jørgensdatter Vind (d. 1644, København).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1616; Kancellisekretær
• Beskæftigelse: 1618; Admiral
• Beskæftigelse: 1622; Lensmand
• Beskæftigelse: 1630; Direktør
• Beskæftigelse: 1645; Rigsråd

Notater:

Levned:
Gjedde, Ove, 1594-1660, Rigsadmiral, Søn af Brostrup G. og Dorthe Pallesdatter Ulfeldt, blev født 17. Dec. 1594 paa sin Faders Gaard Tommerup i Skaane. Fra 1609-12 gik han i Sorø adelige Skole og studerede derpaa 1612-14 ved flere tyske Universiteter. Efter et kort Ophold i Danmark i Anledning af sine Forældres Død rejste han 1615 atter udenlands, denne Gang for at uddanne sig som militær. Først var han i Nederlandene, hvor han tjente i Grev Ernst Casimir af Nassau-Oraniens Garde og navnlig lagde sig efter Kjendskab til Fortifikation; derefter gik han til Tyskland og deltog i Belejringen af Byen Brunsvig. Noget senere vendte han tilbage til Danmark og var 1616-18 Sekretær i
Kancelliet. Fra denne rolige Stilling kastede han sig ind i et temmelig æventyrligt Foretagende. Han blev paa Kongens Vegne Chef for den Eskadre, der skulde søge at faa grundlagt en dansk Handel paa Ostindien og særlig paa Ceylon. 29. Nov. 1618 gik han til Søs fra Kjøbenhavn om Bord paa Skibet «Elefanten»; men først i Slutningen af Jan. var hele den lille Flaade samlet ved Øen Wight i Kanalen. Her fra tiltraadtes saa den langvarige og besværlige Sejlads. Under det grønne Forbjærg erobredes et Par Skibe fra en fransk Fribytter; O. G. vilde have dem sendt hjem, for at der kunde fældes Dom over dem som Priser, men Skibsraadet modsatte sig det, og de bleve optagne i Eskadren. Hans Stilling var i det hele vanskelig. Eskadren var ikke alene Kongens, men ogsaa det danske ostindiske Kompagnis, og dettes Repræsentanter paa dets Skibe stredes stadig med ham, der som sagt var Kongens Admiral, om Myndigheden. Paa et af Skibene fandtes desuden Hollænderen Marchelis de Boshouwer, Prins af Migomme og den ceylonske Kejsers Afsending (II, 547 f.), med hvem det kom til stadige Rivninger, indtil hans Skib skilte sig fra den øvrige Flaade. Baadsmændenes Opsætsighed, Modvilje hos flere af de om Bord værende danske Adelsmænd, hyppige Sygdomme og Dødsfald foruden Storm og Uvejr, der ofte splittede Eskadren, rejste Hindringer og Vanskeligheder, som O. G. dog i det hele synes at have mødt med Dygtighed. I Juli 1619 passeredes det gode Haabs Forbjærg, men først i Maj 1620 kastede man Anker ved Ceylon, Rejsens Maal. Her viste sig imidlertid nye Skuffelser. Boshouwer, der for øvrigt i Mellemtiden var død, havde vakt store Forhaabninger om sin Herres Magt og givet store Løfter, men dels havde han vistnok brugt for stærke Ord, dels havde under hans Fraværelse indfødte Fyrster samt Portugiserne formindsket Kejserens Territorium og Indflydelse. Der gik flere Maaneder hen, inden G. i det hele kom i personlig Forbindelse med Kejseren, der væsentlig kun havde Magten over Distriktet Kandy. Dog førte Forhandlingerne med ham i Avg. til et tilsyneladende taaleligt Resultat, i det han overlod Landet Trinkonomale til Kongen af Danmark, lovede at hjælpe med til Opførelsen af en Fæstning der og tilsagde de danske Toldfrihed og store Handelsprivilegier. Imidlertid opfordrede den nederlandske Kjøbmand Roland Crappé (IV, 107), som før O. G. var sejlet til Indien for det ostindiske Kompagni, og som havde faaet Byen Trankebar paa Koromandelkysten anvist til Opholdssted af Fyrsten af Tandschor, G. til at komme der hen, og i Sept. 1620 landede han da ogsaa der. Men heller ikke her vare Forholdene lette, Crappé var vanskelig at komme til rette med, og den indiske Fyrste søgte at faa saa store Fordele som muligt ud af Forbindelsen med de fremmede. I Nov. blev der dog endelig sluttet en Traktat med Fyrsten, hvorved Trankebar overlodes til Kongen af Danmark, og vigtige Privilegier tilstodes Kongens Undersaatter. O. G. forblev nu her i flere Maaneder, sikrede den nye Koloni, der fik Navnet Dansborg, ved Anlægget af et Fort og lagde Grunden til en Kirke. I Febr. 1621 rejste han tilbage til Ceylon, men her ventede ham igjen Skuffelser, i det man ikke var begyndt paa den paatænkte Fæstning, og Forholdene i det hele ikke vandt nogen Fasthed. Saa satte han i Maj Kursen hjem ad, men naaede først Kjøbenhavn i Marts 1622. Den ejendommelige Expedition havde gjort hans Navn bekjendt, men med Resultatet følte han sig næppe særlig tilfreds; han betragtede sig som forurettet af det ostindiske Kompagni, af hvilket han havde ventet en Belønning for sin Virksomhed, og han nægtede senere at indskyde Penge i det. Faa Aar efter knyttedes O. G.s Virksomhed til Norge. Han blev 1622 Lensmand over Brunla og Numedalen, ombyttede 1637 Brunla med Tønsberg og. 1640 igjen dette Len med Bratsberg. Uden at have noget af Hovedlenene var han dog en betroet Mand; han havde Tilsyn med Galejerne, blev 1639 Landkommissær, i hvilken Egenskab han skulde modtage Bevillingerne til den norske Landekiste, dernæst 1640 Oberstlieutenant ved det akershusiske Regiment af den norske Milits og laa adskillige Gange i Slotsloven paa Akershus Slot i Statholderne Christoffer Urnes og Hannibal Sehesteds Fraværelse. Mest optagen var han dog i denne Periode af sit Liv af de norske Bjærgværker. Han ejede Jærngruber og var en af Hovedparthaverne i det Kompagni, som 1628 overtog Kongsberg Sølvværk. Numedalen, hvori Kongsberg ligger, og som han hidtil havde været forlenet med, overdroges samme Aar til Kompagniet, og han tilbragte i en Aarrække den meste Tid paa sin Gaard Tidslegaard ved Bjærgværket; fra 1630 havde han Direktionen over det og tog en ivrig Del i hele Virksomheden. Han modsatte sig 1642 bestemt Regeringens Forslag om Smeltehyttens Afstaaelse til Kongen, men fra det nævnte Aar opholdt han sig dog oftere i Kjøbenhavn og kom til at staa Værket fjærnere.
Med Svenskekrigens Udbrud 1643 begynder den tredje Periode af O. G.s Virksomhed. Kongen bestemte sig til paa ny at benytte ham i Flaadens Tjeneste. I Jan. 1644 udnævntes han til Admiral over den af de norske Defensionsskibe bestaaende Flaade og fik i Marts Ordre til med denne at gjøre den af de Geer i Holland udrustede Flaade saa megen Skade som muligt, naar den viste sig i Nordsøen. Defensionsskibene vare dog i alt andet end god Stand, og Flaaden maatte rekruteres fra Kjøbenhavn. I Maj forenede han sig ved Flækkerø med Pros Munds Eskadre, og i Forening sejlede de saa ud i Nordsøen, hvor de 25. Maj leverede de Geers Admiral, Martin Thijssen, en uafgjørende Fægtning. De danske Skibe gik tilbage til Flækkerø, hvor der holdtes Krigsforhør over nogle forsømmelige Officerer og paatænktes et nyt Angreb. Dog blev der ikke noget af et saadant, og O. G. fik i Juni Ordre til at forsvare Farvandet mellem Norge og Jylland og blokere Gøteborg. Han formaaede imidlertid ikke at opretholde denne Blokade, da Thijssen i Avg. kom til Kattegat, og dette gjentog sig i Nov., da den fjendtlige Admiral vendte tilbage fra sit sejerrige Togt til Østersøen; O. G. maatte da søge Ly med sine Skibe i Marstrand.
I Løbet af denne Tid havde der udviklet sig et venskabeligt Forhold mellem G. og Norges Statholder Hannibal Sehested, og det var muligvis paa dennes Anbefaling, at han i Marts 1645 optoges i Rigsraadet og udnævntes til Rigens Admiral, skjønt han ikke havde indlagt sig synderlig Fortjeneste i det foregaaende Aar. I Rigsraadet viste han sig ogsaa som en af Sehesteds faa Tilhængere, da denne foreslog at sende Flaaden fra Sundet op til Baahus Len, men det blev ikke til hans Ære eller Held, at Kongen gik ind paa Sehesteds Ønske. I Maj sejlede Flaaden nord paa, men uden for Gøteborg faldt et af Skibene i Svenskernes Hænder, og samme Dag strandede Generaladmiralskibet «St. Sophie» og sank med alle sine Kanoner; Mandskabet reddedes vel, men Ø. G. brækkede ved denne Lejlighed sit Ben. 3 Dage efter kom Flaaden med uforrettet Sag tilbage til Kjøbenhavn. Christian IV var forbitret og forlangte Undersøgelse, men en saadan vides dog ikke at have fundet Sted, og der mærkes ikke senere til nogen Unaade mod ham fra Kongens Side. Om Sommeren 1646 førte han Christian IV paa Flaaden til Norge og beskæftigede sig atter i disse Aar med Norges indre Forhold; 1647 fik han Privilegium paa at drive et Sølvbjærgværk paa en af sine derværende Ejendomme. Han havde imidlertid 1646 faaet Jungshoved Len i Sjælland, som han beholdt til 1649; da fik han Herridsvad Kloster i Skaane (til 1650) og derefter Helsingborg. 1650 mistede han Bratsberg og var saaledes ikke længere norsk Lensmand.
Under Mellemregeringen efter Christian IV’s Død deltog han som Rigsembedsmand i den øverste Styrelse, var i Avg. 1648 øverstbefalende paa den Eskadre, hvorpaa Frederik III sejlede til Norge for at hyldes, og blev ved Kongens Kroning i Nov. slaaet til Ridder. Han skal paa dette Tidspunkt have sluttet sig nøje til Corfits Ulfeldt, men var selv svagelig og hans Indflydelse ikke stor. Da Rigshofmesteren og Hannibal Sehested styrtedes 1651, blev ogsaa hans Stilling truet; der gik Rygter om, at han skulde staa til Regnskab for den nu 6 Aar gamle Tildragelse med Skibet «St. Sophies» Stranding, og at han skulde betale 70000 Rdl. i Erstatning for sin Forsømmelse ved den Lejlighed. Men Stormen drev over, og han viste sig ivrig til at yde Kronen Forstrækninger, saaledes 1653 med et Skib, og ønskede i Modsætning til sine fleste Standsfæller ikke Krongods i Udlæg derfor. Dog var han ikke fornøjet med Regeringens Optræden over for ham; Indsættelsen af en Kommandant paa Helsingborg Slot, der hidtil havde ligget umiddelbart under ham som Lensmand, følte han som en Krænkelse, og muligvis har ogsaa Oprettelsen af Admiralitetskollegiet 1655 staaet i Forbindelse med en vis Mistillid til ham og hans Dygtighed. Det blev ikke heller overdraget ham at føre Flaaden under Krigen 1657. Derimod fik han sammen med Christen Skeel i Marts s. A. det Hverv at bestyre de Midler, som indkom ved Stændernes extraordinær Bevilling til Forsvaret, og i Juli overdroges der ham sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage alle nødvendige Forretninger i Anledning af Krigen i deres Kollegers Fraværelse fra Hovedstaden. Efter Fredslutningen i Roskilde fik han Hald Len som Erstatning for det afstaaede Helsingborg. Ved Pinsetid rejste han dog over til Skaane for at ordne sine Sager og var der endnu, da Carl Gustav brød Freden i Avg. Følgen var, at han blev fængslet af Svenskerne. Han var en Tid arresteret i Helsingborg, men førtes siden til Malmø, hvor han synes at have gjenoprettet sit gamle venskabelige Forhold til Corfits Ulfeldt; i hvert Fald laante han Penge af ham. Først i Sept. 1660 blev han løsladt, kom til Kjøbenhavn og deltog i det store Stændermøde. Men han var sygelig og døde 19. Dec. s. A. – Han havde 1. Sept. 1622 ægtet Dorthe Knudsdatter Urne, der døde 6. Juli 1667. (M. Henrichsøn, Ligpræd. ov. O. G., 1663. ; Schlegel, Saml. z. Dän. Gesch, I, 2, 37 ff. I, 3, 29 ff. ;Lind, Kristian IV og hans Mænd p. Bremerholm S. 49 ff. (J. A. Fridericia)". (DBL, 1 Udg.)
"til Tommerup, Hellerup, Maglø (V. Gynge herred), Løvestad og Tullesbo (Færs herred), Østrø (Fauraas herred) med flere, - gik 1609-12 i Sorø Skole, rejste fem år udenlands, først studerende ved fremmede universiteter, siden i krigstjeneste i Holland og Tyskland, 1616-18 sekretær i kancelliet, 1618 chef for en eskadre til Ostindien, hvor Trankebar erhvervedes, 1622 lensmand over Brunlaug og Nummedalen, 1624 kaptajn over et selvhvervet kompagni, 1626-40 forlenet med Semgaard og Eker prestegjeld, 1630 direktør for bjergværkerne, 1637 lensmand i Tønsberg, 1639 landkommissær, 1640-50 lensmand på Bratsberg, oberstløjtnant ved det akershusiske regiment, 1644 admiral, tjente i krigen mod Sverige, 1645 rigsråd og rigsadmiral, 1646-49 lensmand på Jungshoved, 1647 landkommissær i Jylland, 1648 ridder, 1649-50 lensmand på Herrisvad Kloster, 1650-58 på Helsingborg, 1658-60 på Hald men samtidig i svensk fangenskab." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
1618 Admiral på Ostindientogt. 1644 admiral i krigen mod Sverige, 1646 - 1649 Rigsadmiral.

Beskæftigelse:
Brunlaug og Nummedalen. 1626 - 1640 Semgaard og Eker prestegjeld, 1637 i Tønsberg, 1640 - 1650 på Bratsberg, 1646 - 1649 på Jungshoved, 1649 - 1650 på Herrisvad Kloster, 1650 - 1658 på Helsingborg.

Beskæftigelse:
For bjergværkerne.

Begravet:
Ove Gieddes krypt. Kisten bevaret. Fane Ophængt i kirken, Afbildet.

Ove blev gift med Dorthe Knudsdatter Urne den 1 sep. 1622 i Helsingør, Lynge-Kronborg, Frederiksborg. Dorthe (datter af Knud Axelsen Urne, til Aarsmarke og Margrethe Eilertsdatter Grubbe) blev født den 19 jul. 1600 i Halsted, Lollands Nørre, Maribo; døde den 6 jul. 1667 i Roskilde, Sømme, Roskilde; blev begravet den 7 aug. 1667 i Roskilde, Sømme, Roskilde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
I Ove Gieddes kapel. Kisten bevaret.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Amalie Ovesdatter Giedde,
Alexander Giedde.