Henrik Gyldenstierne, til Fulltofta

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1558; Hofjunker

Notater:

Gift med Bodil Ottesdatter Baden. Barn i ægteskabet: Anna Henriksdatter Gyldenstierne, til Fulltofta (d. 1598).

Levned:
"Til Fulltofta, stud. 1554—55 i Leipzig, siges 1557 ikke at skikke sig vel, fik 1558 brev på farbroderen Jørgens kannikedømme, samme år hofjunker, var 1560 med hertug Magnus i Lifland, deltog i fejden i Sverige til lands, var i maj 1565 ved Varberg, optrådte 1569 med broderen Frantz voldeligt mod faderen."(Holbek & Brun)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1520; Ridder
• Beskæftigelse: 1530; Lensmand
• Beskæftigelse: 1535; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1543; Admiral
• Beskæftigelse: 1555; Statholder

Notater:

Fødsel:
DBL, 1 Udg: 1485

Levned:
Gyldenstjerne, Mogens, 1485-1569, Rigsraad, Søn af ovfr. nævnte Henrik Knudsen G. (d. 1517), tjente først Kong Hans som Smaadreng, senere Kongens Svigersøn, Markgreven af Brandenborg, og derpaa Hertugen af Württemberg. Under Otte Krumpens Tog til Sverige 1520 førte han Rigsbanneret; i det blodige Langfredagsslag ved Upsala blev han haardt saaret, men reddet af den unge Peder Skram og fik Ridderslaget af Kong Christians egen Haand ved Kroningen i Stockholm. Kort efter rejste han udenlands, besøgte det hellige Land, hvor han efter Tidens Skik badede sig i Jordans Vande, og blev slaaet til «Ridder af den hellige Grav». Dels paa Hen-, dels paa Tilbagevejen besøgte han Cypern, Kreta og Rhodus, og da denne Ø netop paa denne Tid (Nov. 1522) fratoges Johanniterridderne af Sultan Suleiman II, er det vel ikke helt usandsynligt, at M. G. har deltaget i denne berømte Kamp. Da han paa Tilbagevejen i Aaret 1523 kom til Tyskland, fik han Underretning om Kong Christians Udjagelse. I et Brev til Kongen undskyldte han sig for at begive sig til denne, uden dog ligefrem at opsige ham Huldskab og Troskab; men da han ved sin Hjemkomst fandt hele sin Slægt i Kong Frederiks Tjeneste, gjorde han ligesaa, hvorpaa han 1527, i sit 42. Aar, sendtes til Norge i et vigtigt Hverv og indtager fra nu af en betydelig Stilling lige til sit 82. Aar.
I Norge havde Kong Frederiks Magt hidtil været meget ringe. Paa Bergenhus sad Hr. Vincents Lunge som Statholder nordenfjælds, myndig og selvraadig; paa Akershus havde han faaet den svage og upaalidelige Hr. Oluf Galde indsat som Statholder søndenfjælds. Kong Christians Fribyttere gjorde Havet usikkert, og man ventede et Angreb paa Norge hvert Øjeblik. Da sendtes M. G. i Foraaret 1527 til Norge med en Flaadeafdeling; først skulde han rydde Havet for Skipper Clement og andre Fribyttere; derpaa skulde han løbe til Oslo og se, hvorledes han paa bedste Maade med Lempe kunde faa Akershus Slot i sin Magt, gribe Hr. Oluf Galde og skikke ham til Kjøbenhavn død eller levende; kunde han ikke med det gode faa Slottet i sin Haand, maatte han bruge Magt. Tillige fik han Breve med til det norske Raad om at overgive Slottet til ham; det hele skulde jo have Udseende af at gaa rolig og lovlig til; navnlig lyder det medgivne Brev til Hr. Oluf Galde helt anderledes end Instruktionen. Man benyttede heri den Brand, der nylig var overgaaet Akershus, som Paaskud til at faa Slottet fra ham, og Kongen lovede da til Gjengjæld at ville ramme Hr. Olufs bedste! Det var saaledes et meget vanskeligt, næsten slibrigt Hverv, der var lagt i M. G.s Haand; men han besad Egenskaber, der gjorde ham vel skikket hertil. Uforsagt Mod var hos ham forenet med stor Aandsnærværelse og en snild Opfindsomhed i Farens Stund. Han var ikke bange for at tage et Ansvar paa sig, selv om han derved ikke saa nøje fulgte den Befalings Ordlyd, han havde faaet, naar han kunde naa det Maal, han ansaa for det bedste. Men ligesom hans Broder Knud hørte han Overgangstiden til og var i visse Henseender smittet af dens Mangel paa moralsk Fasthed; List og Lempe var han ikke bange for at bruge; over for sine Fjender var han en farlig og snu Modstander, over for sine Venner maaske ikke altid fuldt paalidelig. Hvervet lykkedes denne Gang for ham; han fik med Lempe Akershus i sin Haand og opnaaede ogsaa det norske Raads Anerkjendelse, men megen ond Omtale undgik han ikke. Vincents Lunge, der blev i høj Grad forbitret over, hvad der skete i Oslo, beskylder ham for under givet Lejde at have lokket Hr. Oluf Galde til sig og derpaa «taget ham ved Halsen». Dette synes dog at være urigtigt; tvært imod lovede M. G. ham Erstatning i andre Len og sendte ham ikke til Danmark. Han beskyldtes derfor ogsaa af sine Uvenner i Kjøbenhavn for at have overtraadt sin Instrux; men da Hovedøjemedet var naaet, fik han let Tilgivelse herfor og indsattes til Befalingsmand i hele det søndenfjældske Norge.
Som Lensmand paa Akershus gjennemskuede M. G. snart den norske Gejstligheds hemmelige Vedhængen ved Christian II’s Sag. Med Kraft optraadte han som Almuens Talsmand mod Gejstlighedens formentlige Overgreb; selv bliver han under disse Forhold mere og mere «luthersk». Medens han 1530 under ét Ophold i Danmark endnu ytrede, at det gaar sælsomt til. med Guds Ords Tjenere der i Landet, skriver han Aaret efter, at det kunde være meget godt, om de norske Biskopper, som da ventedes til Danmark i Anledning af en Herredags Afholdelse, kunde faa noget af Guds Ord at høre. Stadig frygtede han Angreb fra Christian II’s Side, især da han erfarede, at Gustav Trolle forklædt som Bjærgmand hemmelig gjennemrejste Landet. Fra Danmark fik han dog stadig den Efterretning, at det paatænkte Angreb ikke gjaldt ham, og da saa Sommeren 1531 var forbi, og Efteraarsstormene indfandt sig, følte han sig mere tryg og sendte en Del af sin svage Besætning omkring i Lenene for at indkræve Skatterne. Da kom Christian II uventet til Oslo 9. Nov. 1531; alt faldt fra; selv havde M. G. i Øjeblikket kun en Snes Mands Besætning i en til Dels forfalden Fæstning; thi han blev som Lensmand kun knapt underholdt af den sparsommelige Frederik I og havde selv maattet spæde godt til af sit eget for at udbedre det afbrændte Slot noget.
Under disse Forhold tabte M. G. ikke et eneste Øjeblik Fatningen. Han satte sig i Forsvarsstand, saa godt han kunde, og nægtede at udlevere Fæstningen. Dog gik han (23. Nov.) efter Forslag fra Christian II’s Side ind paa en Vaabenstilstand, saaledes at han skulde overgive Slottet til Kongen ved Midfaste, hvis han ikke inden den Tid fik Undsætning. Han sendte strax Bud til Danmark om at faa blot 40 Mand snarest; han skulde nok sørge for, at de kom ind paa Slottet, og virkelig lykkedes det ogsaa i en mørk Vinternat i Jan. 1532 at faa 40 Landsknægte indsmuglede, medens Christian II paa denne Tid med største Delen af sin Hær var draget til Vigen. M. G. begyndte strax Fjendtligheder; hævngjerrig, som han kunde være, hvorom ogsaa hans Breve vidne, afbrændte han strax det lige over for liggende rige Cistercienserabbedi paa Hovedøen, hvis Abbed havde sluttet sig til Christian II, og tugtede med Liv og Lyst Oslos frafaldne Borgere. Christian II betragtede ikke disse 40 Mand som en Undsætning og blev meget forbitret over M. G.s «Troløshed». En Undsætning, som i April forsøgtes af Peder Skram og Tile Giseler (ovfr. S. 22), mislykkedes paa Grund af Isforholdene; men endelig 7. Maj kom den store Undsætning under hans Broder Knud G. (S. 380).
M. G.s tapre og snu Forsvar af Akershus fandt fortjent Anerkjendelse hos Frederik I, som derfor indsatte ham til Medlem af Krigskommissionen ved Broderens Side og i private Breve særlig anbefalede ham at tage sig af Sagernes Ordning; tillige opfordrede han ham til at søge at komme til Underhandling med Christian II’s Landsknægte og faa Hæren opløst. Denne Opfordring fik stor Indflydelse paa M. G.s Holdning og bidrog meget til, at man indlod sig i Underhandlinger, ikke blot med Landsknægtene, men med Christian II selv, hvoraf Resultatet som bekjendt blev, at Christian II’s Hær opløstes, og han selv førtes ned til Kjøbenhavn for nærmere at underhandle med sin Farbroder. At M. G. var meget ivrig for at opnaa dette Resultat, er sikkert nok, og er han her gaaet videre, end Kongens Breve til ham gave Anledning til, saa har han vel stolet paa, at det skulde gaa denne Gang som i Aaret 1527, da han fik Akershus i sin Magt, nemlig at man bagefter vilde godkjende, hvad han havde gjort. Selv drog han med Flaaden tilbage til Kjøbenhavn; thi han havde faaet et længe næret Ønske opfyldt, at forlade Norge, hvor han altid havde følt sig utilpas. Han forlenedes med Malmøhus, som han tiltraadte i Avg. s. A., og ægtede nu, i sit 48. Aar, Anne Sparre, Datter af Rigsraad Mourits S. til Svanholm (Skurupgaard), der allerede var tilsagt ham 1531. Derimod deltog M. G. ikke i Forhandlingerne i Kjøbenhavn om Christian II’s Skæbne, hvorfor han ogsaa senere med Styrke fremhævede, at han ikke havde nogen Skyld i Lejdebruddet, som han synes at have misbilliget.
Under Forholdene efter Kong Frederiks Død sluttede M. G. sig til Mogens Gjøe; han var saaledes blandt de Mænd, der udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn, og var Mellemmand mellem Jørgen Kock paa den ene og Mogens Gjøe og Erik Banner paa den anden Side under de Forhandlinger, der førtes om at sætte Hertug Christian paa Tronen. Men i. Juni 1534, da Oprøret i Malmø pludselig udbrød, lokkedes han under Venskabs Maske til Jørgen Kocks Hus, hvor han blev tagen til Fange, og Malmøhus blev jævnet med Jorden. Under sit Fangenskab forfattede han et interessant Forsvarsskrift for sin Adfærd i Norge; det er som’ næsten alt, hvad der skriver sig fra M. G.s flittige Pen, kvikt og livlig skrevet; med Styrke hævder han, at han altid har holdt sig Kong Frederiks Breve efterrettelig, og han omtaler lige saa lidt som hans Broder Knud med et eneste Ord den saakaldte mundtlige Kontraordre; men selvfølgelig gaar han let hen over de svage Punkter, og Skriftet maa benyttes med Kritik. Da Grev Christoffer fik Magten i Skaane, blev M. G. efter o. 2 Maaneders Fangenskab frigiven mod at slutte sig til denne og forlenedes med Lindholm og Falsterbo som Pantelen efter hans da afdøde Svigerfader. Da Greven fik Fyn i sin Magt, forlenedes M. G. med Hindsgavl og Hagenskov, sidstnævnte efter Reinwald v. Heidersdorf, der var gift med hans Broderdatter, ligesom han af Greven fik Brev paa hele Iversnæs, indtil hans Moder og Søskende gik Greven til Haande, selvfølgelig for at bevare Godset for Familien. I Slutningen af Aaret faldt han imidlertid ligesom hele den øvrige skaanske Adel atter fra Greven og sluttede sig strax til Christian III, der optog ham i Rigsraadet (inden 12. Febr. 1535). Han maatte efter Øxnebjærgslaget igjen opgive sine fynske Forleninger, men beholdt Lindholm og Falsterbo. Under den følgende Del af Grevefejden var han en af Hovedførerne i Skaane under Belejringerne af Lund, Landskrone og Malmø og har derpaa i Okt. 1536 som Rigsraad deltaget i de store Forhandlinger i Kjøbenhavn, der førte til Kongens Haandfæstning og den store Rigsdagsreces, hvorved Reformationen indførtes.
Medens Knud Gyldenstjerne i den følgende Tid indtog en mere tilbagetrukken Stilling, steg M. G., der dog havde lige saa stor, om ikke større, Del i, at Oslooverenskomsten var bleven sluttet, fra den ene Værdighed til den anden. Som Rigsraad deltog han i mange forskjellige Møder baade i Ind- og i Udland; oftere var han Statholder eller Befalingsmand i Skaane og fik gode Forleninger (1542-49 Dragsholm, 1549-54 Malmøhus, derpaa, da dette overgaves til Eiler Hardenberg som Hofmester for den unge Hertug Frederik, der nu fik sin Residens her, 1554-58 Laholm, 1558-67 Halmstad, foruden en Del Klosterforleninger og andre Herligheder). 1543 var han Anfører for en Flaade paa 40 Skibe, der krydsede i Nordsøen mod Hollænderne; hans egenhændige Dagbog over dette Togt er endnu bevaret og mærkelig ved, at Begyndelsen er skreven med Runer. 1548 ledsagede han Prinsesse Anna paa det store Brudetog til Sachsen som Dronning Dorotheas Hofmester, hvilket vistnok har givet Anledning til, at han i ældre Skrifter opføres som Rigshofmester, en Stilling, han dog aldrig opnaaede. Da man 1555 frygtede en Overrumpling af Krogen (Kronborg) og Landskrone, blev M. G. i Kongens Fraværelse indsat til Statholder i Kjøbenhavn med vidtstrakt Fuldmagt, hvorpaa han fra Juni-Avg. sendtes til Nordsøen for at rense Havet for de mange franske og skotske «Søtyve», der færdedes langs de norske Kyster. Da Peder Oxe 1558 faldt i Unaade, fik M. G., der synes at have hørt til denne ærgjerrige Mands værste Fjender, derpaa hans Stilling som Statholder paa Kjøbenhavns Slot. I denne ansvarsfulde Stilling, som han beholdt til o. 1566, fik han en overordentlig stor Indflydelse i mange Retninger, og selv efter at Eiler Hardenberg ved Frederik II’s Tronbestigelse var bleven Rigshofmester, træder denne saa vel som Rigsmarsken, den gamle Otte Krumpen, fuldstændig i Skygge for M. G. Under den kort efter udbrudte Syvaarskrig er det Kjøbenhavns Statholder, der maa sørge baade for Udrustningen af Flaaden og for Hærens Proviantering og Forplejning, foruden at en Mængde andre Sager stadig gik gjennem hans Haand. Den nu o. 80aarige Mand synes dog ikke at have været denne Stilling fuldt voxen, selv om de store Mangler, der viste sig i Hærens Forplejning og i hele Krigsførelsen, for en Del maa søges i hele den daværende Administrations Ynkelighed. Klagerne lyde stadig fra Hærens Førere, især Daniel Rantzau og Krigskommissærerne, Rigsraaderne Steen Rosensparre og Peder Bille; den indholdsrige Brevvexling, som i den Anledning førtes mellem dem og M. G., er en af de vigtigste Kilder til Syvaarskrigens Historie. Kongens Vrede synes ogsaa ved flere Lejligheder at være kommen til Udbrud mod den gamle Statholder, og til sidst førte al denne Ynkelighed til, at man kaldte Peder Oxe tilbage, hvorpaa denne i Slutningen af 1566 eller Begyndelsen af 1567 afløste M. G. som Statholder og kort efter blev Rigshofmester.
M. G. var da o. 82 Aar gammel og henlevede sine sidste Aar i Ro for Statssager, men ikke for Familiesorger. Anne Sparre var pludselig død 1. Avg. 1564; skjønt M. G. først giftede sig i sit 48. Aar, fik de dog 22 Børn. Han sørgede paa bedste Maade for deres Opdragelse, og flere af Sønnerne studerede i Wittenberg under Reformatorernes Opsyn; men hans Sønner Frands og Henrik stredes endnu i Faderens Dødsaar med den gamle, svage Mand om Besiddelsen af deres Arv, saa Frederik II i et af sine bekjendte hvasse Breve maatte true Sønnerne med de haardeste Straffe, hvis de ikke lode deres gamle Fader i Fred. For øvrigt efterlod M. G. en betydelig Godsrigdom til sine Børn. Foruden Gyldenstjernernes Ejendomme Iversnæs, hvori han dog 1548 afstod sin Andel til sin Broder Christoffer, og Restrup, hvori han fik Del efter sine Søskende, havde han med sin Hustru faaet Del i Svanholm og Bjersgaard i Skaane. 1540 havde han af Kronen kjøbt Tommerup i Skaane med betydeligt tilliggende Gods, og 1546 fik han af Kronen det tidligere Bispelen Fultofte i Skaane med betydeligt Gods som Vederlag for sin Part af den svenske Adelsmand Niels Bielkes i Danmark inddragne Gods, som hans Fader, Henrik G., i sin Tid havde erhvervet sig. Omtrent fra 1557 af skriver han sig til «Stjærnholm», vistnok det samme som det af ham ombyggede Tommerup. Hans Bestræbelser for at komme i Besiddelse af det store Gods i Skaane, der tilhørte hans Hustrus Slægtning den svagelige Axel Rosenkrantz og dennes umyndige Søn Claus, mislykkedes derimod, og den gamle M. G. maatte til sidst med Sorg se paa, at disse Ejendomme kom i hans «Ven» Peder Oxes Haand. Han viste sig i hele denne Sag og i sin Adfærd mod den med disse Personer beslægtede Peder Christensen Dyre (IV, 378) som en meget snild, men farlig Ven og overordentlig godskjær Personlighed, som det ikke var raadeligt at komme i Lag med.
M. G. døde 8. Okt. 1569 i Kjøbenhavn, noget over 84 Aar gammel. Saaledes siges i Ligprædikenen, som 6. Marts 1570 holdtes i vor Frue Kirke af Niels Hemmingsen (efter mindre paalidelige Kilder døde han 9. Okt., 88 Aar gammel). Ingen skal dog kunne beskylde Niels Hemmingsen for at have rost den gamle Mand, der havde ført et saa indholdsrigt Liv og trods sine mange Skyggesider dog var en fremtrædende Personlighed, for meget. Ikke med et eneste Ord nævnes han i den lange Prædiken; kun roses han i den vedføjede korte Levnedsbeskrivelse i al Almindelighed for Gudsfrygt, og denne er næppe forfattet af Niels Hemmingsen. (Niels Hemmingsen, Ligpræd. ov. M. G., 1570. ; Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling S. 16 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. V. ; Personalhist. Tidsskr. 2. R. VI. (A. Heise.)
"Tjente 1488-90 kong Hans som smådreng, derefter hos markgreverne af Brandenburg og hertugen af Württemberg, førte 1520 rigsbanneret på Otte Krumpens tog til Sverige, såret i langfredagsslaget ved Uppsala, reddet af Peder Skram, fik af kong Christiern ridderværdigheden ved kroningen i Stockholm, besøgte derefter det hellige land, ridder af den hellige gravs orden, berejste Cypern, Kreta og Rhodos, trådte 1523 i kong Frederik I.s tjeneste, sendtes 1527 til Norge med en flådeafdeling for at rense havet for Skipper Clements og andre fribyttere og at vinde Akershus, hvilket sidste lykkedes ham; 1530 forlenet med Akershus slot, Raa Byggelag, Søller, Østerdalen o.s.v., fik samme år tilladelse til af sine medarvinger at indløse Bygholm slot, forsvarede 1531 Akerhus mod Christiern II., blev 1534 tagen til fange ved oprøret i Malmø, fik samme år pantebrev på Lindholm og Falsterbo, af greve Christopher forlenet med Hindsgavl og fik overdraget Iversnæs med alle gårde, der tilhørte hans moder fru Karine og hans søskende, frafaldt grevens sag, optaget 1535 i Rigsrådet og opgav sine forleninger, men blev påny forlenet med Lindholm og Falsterbo, var under resten af grevefejden en af hovedanførerne i Skåne ved belejringen af Lund, Landskrona og Malmø, deltog 1536 ved forhandlingerne i København, 1542-49 forlenet med Dragsholm, var 1543 anfører for en flåde på 40 skibe i Nordsøen ved Holland, fulgte 1548 prinsesse Anna til Sachsen, 1549—54 forlenet med Malmøhus, 1551-58 med Laholm, 1558-67 med Halmstad, 1555 statholder i København, 1558 på Københavns slot." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Akershus slot, Raa Byggelag, Søller, Østerdalen. 1542-1549 Dragsholm, 1549-1554 Malmøhus, 1551-1558 Laholm, 1558-1567 Halmstad, 1558 Københavns slot." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
I København.

Død:
DLG 1 udg: 8 Oct 1569

Begravet:
Ligprædiken denne dag. Ligsten afbildet.

Mogens blev gift med Anne Mouridsdatter Sparre, i Skaane, til Svanholm i 1533 i Krogstrup, Horns, Frederiksborg. Anne (datter af Hr. Mourids Jepsen Sparre, i Skåne og Karine Pedersdatter Høeg, til Svaneholm) blev født cirka 1510 i Skurup, Skåne, Sverige; døde den 1 aug. 1564; blev begravet i 1564 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Frantz Gyldenstierne (aft 1533 - aft 1569),
Sophie Mogensdatter Gyldenstierne (aft 1540 - aft 1607, Horsens Købstad),
Hannibal Gyldenstierne, til Restrup (11 Aug 1548 - 1608, Store Restrup Herregaard, Hornum, Aalborg),
Ermegaard Mogensdatter Gyldenstierne (19 Feb. 1552 - 23 May 1590, Maribo Kloster, Musse, Maribo),
Christian Gyldenstierne, til Restrup, Stjårneholm og Hellestrup (1553, Malmøhus Slott, Skåne, Sverige - 21 Feb 1617, Herlufstrup, Alsted, Sorø).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Beskæftigelse: 1488; Rigsråd
• Titel: 1488; Ridder

Notater:

Levned:
"Gyldenstjerne, Henrik Knudsen, –1517, Rigsraad, til Restrup og Iversnæs, Søn af ndfr. nævnte Knud Henriksen (d. 1467), Lensmand paa Bygholm, som han fik i Pant efter Faderen, og fra 1492 tillige paa Tørning i Nordslesvig, ledsagede 1486 Kong Hans til Norge, var 1488 Rigsraad og Ridder og deltog i den følgende Tid hyppig i Togene mod Sverige, hvor han især skal have udmærket sig i Slaget ved Rødebro 1497. I Aaret 1505 deltog han som Rigsraad i den store Kalmardom, hvorved den svenske Adels Godser i Danmark konfiskeredes. Aaret efter tilskjødede Kong Hans ham derfor al den Arvelod i Gammel Estrup, Frøberg, Vemmetofte, Barsebæk og Hammer Hovedgaarde, som kunde tilfalde Fru Margrethe Brock og hendes Ægtefælle, den svenske Niels Clausen (Sparre), efter hendes Fader, Hr. Lave B.; i Aaret 1540 blev dette Gods dog tilbagegivet mod Erstatning af Kronen til H. G.s Arvinger. H. G. deltog endnu i Christian II’s Tid i forskjellige Rigsraadsmøder og døde paa Iversnæs (Wedellsborg) 14. Nov. 1517. Han begravedes i St. Hans Kloster i Odense, hvortil han som from Katholik havde skjænket betydeligt Gods saa vel som til andre Kirker. Han havde ogsaa, formodentlig i sin Ungdom, gjort en Rejse til det hellige Land. Senere inddroge hans Sønner det af H. G. og hans Forfædre til Kirker og Klostre skjænkede Messegods og skiftede det mellem sig, til stor Ærgrelse for Bille-Slægten, der ogsaa havde Del i dette Messegods, men som endnu efter 1536 haabede, at «den gamle Skikkelse paa Kirker og Klostre, Guds Lære og Tjeneste herefter igjen maatte opkomme». – I sit Ægteskab med Karen Bille, Datter af Bent B. til Søholm, skal H. G. have haft 22 Børn, hvoraf dog mange døde i en ung Alder. I Aaret 1530 foretoges en foreløbig Deling mellem Sønnerne Knud, Biskop i Odense, Mogens, Jørgen, Otte, Christoffer, Gabriel og Datteren Margrethe, der senere ægtede Erik Banner (I, 514). Iversnæs saa vel som Bygholm-Pantet forblev dog uskiftet hos Fru Karen Bille, der først døde 8. April 1540. (Mag. t. d. danske Adels Hist. S. 55. ; Danske Mag. IV, 163 ff. ; Danske Herregaarde IV: Estrup; VIII: Wedellsborg; XV: Restrup; XVII: Bygholm. ; Ny kirkehist. Saml. VI, 762. (A. Heise.) (DBL 1 Udg.)
"til Restrup, Iversnæs (efter moderen), Bygholm og Rugaard (Skovby H.), arvet efter svigerfaderen, fulgte 1486 kong Hans til Norge, var 1488 rigsråd og ridder, 1492 og endnu 1508 lensmand på Tørning, deltog i krigen med Sverige og udmærkede sig 1497 i slaget ved Rødebro, var samme år blandt dem, der på kongens vegne stadfæstede Stockholms privilegier, tilskødede 1499 sin svoger Peder Bille af Svaneholm følgende efter forældrene arvet gods: Kjærsgaard i Vends herred og Vorbjerggaard i Vrenderup sogn samt en gård i Vejrup for Vederlag i andet jordegods, nævnes 1500 til Aagaard, deltog 1505 som rigsråd i den store Kalmardom, fik 1506 af kongen tilskødet al den arvelod i Estrup, Frøbjerg, Vemmetofte, Barsebäck og Hammer Hovedgård, som kunne tilfalde den til Sverige flygtede fru Margrethe Brok, hvis gods var konfiskeret, sad 1511 på Iversnæs." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Bygholm, 1492 Tørning i Nordslesvig.

Begravet:
Ligsten i lysgrå marmor afbildet

Henrik blev gift med Karen Bentsdatter Bille før 1481. Karen (datter af Bent Torbensen Bille, til Egede og Søholm og Ermegard Eggertsdatter Frille, til Sandholt) blev født skønnet 1460; døde i 1540. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Bent Gyldenstierne (f. bef 1481),
Jørgen Gyldenstierne (aft 1481 - 3 May 1551),
Gabriel Gyldenstierne, til Restrup (aft 1481 - 5 Feb 1555),
Frantz Gyldenstierne (aft 1481 - aft 1530).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1493; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1506; Lensmand
• Beskæftigelse: 1523; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1523; Rigsråd
• Titel: 1523; Ridder

Notater:

Gift 2: med lde Thomesdatter Lange (tre Roser), til Lydum (aft 1504 - aft 1538).

Levned:
"Til Skurup, som han 1530 flyttede og ombyttede og kaldte Svanholm, var 1493 Hofsinde, 1506 Lensmand paa Laholm, 1510—16 paa Korsør, fik 1516 Livsbrev paa Beritzholm efter sin Broder Hr. Oluf, havde da endnu Laholm i P, mageskiftede 1520 Skern i Falster til Kongen, tilsvor 1523 paany Christiern II Troskab, men sluttede sig desuagtet til Kong Frederik. Blev s. A. Ridder og Rigsraad, nævnes 1524 i Forbundet mod Lutheranismen, men har ej beseglet det, var 1523 og 1525 Høvedsmand paa Københavns Slot, 1526 paa Lindholm og havde Bare og Froste Herreder i Forlening, skulle 1529 afbryde Beritzholm Slot. Var 1530 Sendebud til Forhandlingerne i Varberg." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Laholm, 1510 - 1516 Korsør.

Beskæftigelse:
Københavns Slot.

Mourids blev gift med Karine Pedersdatter Høeg, til Svaneholm i 1499. Karine (datter af Hr. Peder Høeg, til Eskjær og Vang og Kirsten Henriksdatter Reberg) blev født i 1466. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Gabriel Sparre (i Skaane).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1443; Hofsinde
• Titel: 1443; Ridder
• Beskæftigelse: ca. 1452; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Gyldenstjerne, Knud Henriksen, –1467, Rigsraad, Søn af ovennævnte Henrik Knudsen G. (d. 1456), blev slaaet til Ridder ved Christoffer af Bajerns Kroning 1443 og tjente siden som Hofsinde ved denne Konges Hof. Lidt inde i Christian I’s Tid kom han ind i Rigsraadet, endnu medens hans Fader var dettes ældste Medlem; Faderen døde dog lige efter, og selv vides K. H. ikke at have spillet nogen politisk Rolle. Endnu ung døde han 1467 og blev begravet hos St. Hansbrødrene i Odense; hans Hustru, Hilleborg Ottesdatter Skinkel, overlevede ham og døde først 1494. Tanke at blive Danmarks Konge efter Christoffer af Bajerns uventede Død 1448. Huitfeldt fortæller derom, at da Svenskerne havde valgt sig en Særkonge i Carl Knutsson, «bleve de danske foraarsagede at se dennem og om efter en Herre og Konge; paa de Tider var en af vore danske Riddere, som havde gjort sig stor Forhaabning derpaa, hvis Navn skal forblive her uformeldt». Huitfeldts Kilde er i dette Tilfælde som saa ofte Svaning, der heller ikke nævner Ridderens Navn; dette erfarer man derimod af Cornelius Hamsfort, som fortæller herom i sin Biografi af K. H.s Sønnesøn og Navne, Biskoppen af Odense. Det er altsaa en Slægttradition i Familien Gyldenstjerne; dog ses den kun at have gaaet ud paa, at Enkedronning Dorothea skulde have haft Lyst til at ægte K. H. Selv i denne formindskede Skikkelse er Sagnet meget usandsynligt; K. H. var i alt Fald allerede 1446 forlovet med sin senere Hustru, og dette gjør jo Dronningens Ønske lidet troligt og vanskelig opfyldeligt. Hvorledes det end forholder sig hermed, tør man vistnok med fuld Sikkerhed sige, at der aldeles ikke var Tale om at gjøre den unge K. H. til Danmarks Konge; det vilde stride fuldstændig mod hele Tidsalderens Tænkesæt, og naar man har henvist til, at Adelsmanden Carl Knutsson dog blev taget til Konge i Sverige, vare Forholdene her jo i alle Maader anderledes end i Danmark. Hvad nyere Forfattere have udmalet om den danske Tronprætendent i 1448, er da ganske løse og usandsynlige Gætninger. (Vedel Simonsen, Rugaards Hist. I, 2, 13 f. ; Hist. Tidsskr. 5. R. I, 535. (Kr. Erslev. ). (DBL 1. udg.)
Denne Mand, hvis Levnedsløb er saa lidet mærkeligt, har dog opnaaet en vis Navnkundighed, i det man har tillagt ham den "Blev 1443 slået til ridder ved kong Christopher af Bayerns kroning, skænkede 1446 med sin trolovede, jomfru Hilleborg, 3 gårde i Asperup til sognepræsterne i Vends H, fra omkring 1452 i rigsrådet, medbeseglede 1455 kong Christierns stadfæstelse af hertug Adolfs lensbrev på Slesvig, 1457 af Restrup, fik 1459 sammen med hr. Erik Ottesen (Rosenkrantz) tilskødet Møgelkjær af Henneke Limbek, beseglede 1460 hertugdømmernes privilegier, var blandt dem, der 1462 sendte borger og råd i Bremen et undsigelsesbrev, fik 1463 af kong Christiern pantebrev på Bygholm slot og Horsens by, 1465 medlover for kongens forlig med ærkebiskop Jens af Uppsala, levede 1466, 4. januar, men var død 2. oktober 1467, da hans enke, fru Hilleborg, af kongen fik taget sig og sine børn med alt deres gods og "Hion", Voruede og tjenere overalt i Danmark i sin kongelige fred." (Holbek & Brun)

Død:
"Knud Gyldenstjerne levede endnu 4. jan. 1466, men var død 2. okt. 1467, da hans enke med sine børn modtog kongens beskærmelse, jfr. Repert 2. II nr. 2309. Se også Hilleborg Skinkels samtykke, dateret 1467, på hendes salige mands donation til kirken, jfr. ÆldDaArkReg V, 626. ..." (Danmarks Kirker)

Begravet:
"(Fig. 220-22), o. 1467. Knud Henriksen (Gyldenstjerne), (†før 2. okt. 1467), rigsråd, og hustru, Hilleborg (Skinkel), (†5. febr. 1494). »[Hic jacet strenuus miles d(omi)n(us) canutus henrici q(ui) o(biit) an(n)o d(o)m(ini) mcdlxviii[!] inf(ra) octa(vas) michaelis cum uxore sua d(omi)na hilleborg q(ui) o(biit) an(no) d(omi)n(i) mcdlxx](xxiiii die agathe virginis)« (Her ligger den tapre ridder, hr. Knud Henriksen som døde i det Herrens år 1468(!) inden for ottendedagen (efter) S. Michaels dag (29. sept.)
med sin hustru, fru Hilleborg som døde i det Herrens år 1494 på jomfru Agathes dag (5. febr.)) (Bircherod, Monumenta nr. XLVI; Vedel Simonsen, Samlinger; Winstrup/Lendorf nr. 12; Løffler 33). Jfr. s. 1225f.
Lys gråbrun kalksten, 295,5x150,5 cm. Kanterne delvist udbedret med cement. Udsparinger i stenen med riffelhugning viser, at randskriften med hjørnecirkler og ægteparrets våbenskjolde i midtfeltet har været udført i et andet materiale, fæstnet på stenen med jernsøm og bly, hvoraf endnu enkelte spor ses. Som det fremgår af en beskrivelse fra 1606, var gravstenen således 'omlagt med messing' og våbenerne midtpå tilsvarende 'udstukket i messing'.56 En supplerende, formentlig senere tidsangivelse (dele af hustruens dødsår samt -dagen) er hugget i tolinjers indskrift i reliefminuskler inden for den lodrette randskrift nederst til venstre. Denne del er formentlig af pladsmangel og som udtryk for den senere tilkomst placeret uden for metalpladerne. At dømme efter den tegnede afbildning hos Bircherod (fig. 221) har Hilleborg Skinkels navn og dødsårets første del antagelig - med mindre typer - været anført på randskriftens venstre lodrette del over den indhuggede tilføjelse og næppe, som gengivet på kobberstikket fra samme værk (fig. 222), på randskriftens lodrette højre del. Indskrift med minuskier; skilletegn i form af rhomber samt (mellem de to sidste ord) kurveblomstlignende ornament. Hjørnecirkler med evangelistsymboler (øverst tv. og th. Mattæus og Markus, nederst tv. og th. Lukas og Johannes). Midtfeltet var smykket med ægteparrets våbenskjolde, vendt i courtoisie mod hinanden, til heraldisk højre Gyldenstjerne, til venstre Skinkel ..." Danmarks Kirker)

Knud blev gift med Hilleborg Skinkel i 1446. Hilleborg (datter af Otte Skinkel, til Iversnæs og Enggaard og Cecilie Ludvigsdatter Barsebek) døde den 5 feb. 1468; blev begravet i 1468 i Sankt Hans, Odense, Odense. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Hilleborg Skinkel (Søblade)

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet. For beskrivelse, se ægtefællen begr.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Sophie Knudsdatter Gyldenstierne (f. aft1446),
Otte Knudsen Gyldenstierne.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1475; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1481; Rigsråd
• Titel: 1483; Ridder

Notater:

Beskæftigelse:
1475-1479 på Tranekjær.

Bent blev gift med Ermegard Eggertsdatter Frille, til Sandholt. Ermegard (datter af Hr. Eggert Christiernsen Frille, til Sandholt og Anne Iversdatter Jul, af Sønderjylland) døde i 1504. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"til Sandholt, fik 1450 livsbrev på Orebirk efter forældrene." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Eggert Bille (aft 1466 - 1501),
Dorothea Bentsdatter Bille (f. aft 1466, d. Søholm Gods, Magleby, Stevns, Præstø),
Magdalene Bentsdatter Bille (aft 1466 - aft 1490, Søholm Gods, Magleby, Stevns, Præstø).

Notater:

Levned:
"I Skurup (nu Svanholm, Vemmenhøg H.), betænkes 1456 i Hr. Niels Pedersen (Gyldenstierne)s Testamente, skrev sig 1472 til Skurup, lejede 1475 af Kapitlet i Lund tre Gaarde i Hageløs, som hans Fader Tulle Tygesen fordum havde i Leje." (Holbek & Brun)

Jep blev gift med Else Henningsdatter Meinstorp, til Skurup. Else (datter af Henning Meinstorp, til Skurup og Berete Aagesdatter Ulfeldt) døde efter 30 mar. 1505. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Levede 30 Mar 1505.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet:
Tord Jepsen Sparre (i Skaane), til Lyngbygaard (d. 1513),
Hr. Oluf Jepsen Sparre (i Skaane), til Skurup (d. 1516),
Hr. Aage Jepsen Sparre (i Skaane) (d. c. Apr 1540)
Birgitte Sparre (i Skaane).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Peder Høeg (Banner)
• Beskæftigelse: 1466; Høvedsmand
• Titel: 1466; Ridder

Notater:

Levned:
"til Eskjær og Vang (Kjær H.). Nævnes 1449 sammen med Bo Høeg og Mikkel Due, var 1466 Ridder og Høvedsmand paa Lundenæs i Bølling H. (Per Høgh, R. af Levndenis), levede 1472, men var død 1485, antog sit mødrene Navn, men beholdt sit fædrende Vaaben." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Lundenæs i Bølling Herred.

Peder blev gift med Kirsten Henriksdatter Reberg. Kirsten (datter af Henrik Reberg og Karen Pedersdatter Grubbe) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet:
Erik Høeg (Banner), til Ørndrup (d. 1500, Ditmarsken, Schleswig-Holstein),
Jørgen (Henrik) Høeg (Banner) (d. 1500, Ditmarsken, Slesvig-Holsten),
Helvig Pedersdatter Høeg (Banner).