Vibeke Tygesdatter Krabbe, af Østergaard

Familie/Ægtefælle/Partner: Claus Clausen Thott, til Hjuleberg. Claus (søn af Claus Aagesen Thott, til Hjulebjerg og Ellen Corfitzdatter Rønnow) døde i dec. 1585 i Faurås, Halland, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Børn i ægteskabet:
Margrethe Clausdatter Thott (est c. 1550 - aft 1640),
Erik Thott, til Hjuleberg (d. 1589),
Corfitz Thott (1554, Boltinggaard Gods, Ringe, Gudme, Svendborg - bef 1616).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1501; Lensmand
• Titel: 1503; Ridder
• Beskæftigelse: ca. 1512; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1523; Marsk

Notater:

Levned:
"Krabbe, Tyge, 1474-1541, Rigsmarsk, det konservative, katholske Adelspartis Fører paa Reformationstiden, var en Søn af Mogens K. til Bustrup i Salling og Elsebe Tygesdatter Lunge fra Basnæs. 12 Aar gammel var han allerede som «Smaadreng» hos Kong Hans og deltog i dennes Tog til Gulland mod Iver Axelsen Thott. Senere fik han Kong Hans’ Hunde at passe i en 6-7 Aar «og havde», som han selv skriver, «mangen Fandens Dag med dem udi Moser og Kær». Ved andre Lejligheder deltog han som Kongens Smaadreng i Hoffester og Turneringer eller i Krigerfærd; 1495 fulgte han saaledes Kongen til Rigsmødet i Kalmar og kom i stor Fare i Rønneby Havn, da Kongens Hovedskib brændte, hvorved mange omkom; endnu 1497 fulgte han Kongen paa Sverigestoget og deltog derpaa i Slaget ved Rotebro. Et saadant Ungdomsliv kunde nok uddanne en Mand baade aandelig og legemlig. Raa Kraft, Halsstarrighed og selvtægt, parrede med en vis Snedighed og List, ere de Hovedtræk, man senere oftere sporer i hans Færd. – Forfremmelserne lode heller ikke længe vente paa sig. Allerede i en Alder af 27 Aar synes han (1501) at have været Lensmand paa Kjøbenhavns Slot; 1503 nævnes han allerede tillige som Ridder. Omtrent paa samme Tid blev han trolovet og et Par Aar senere gift med Anne Rosenkrantz, Datter af den højt ansete og rige Rigsraad Niels R., Hofmester hos Christian II; da de vare beslægtede i 4. Led, maatte der udvirkes pavelig Dispensation (1504). Ved sin Forbindelse med denne mægtige Slægt og end mere ved sin egen ubestridelige Dygtighed skulde det lykkes ham i et skæbnesvangert Tidsrum at hæve de gamle, ustyrlige Krabbers da noget Afblegede Æt til dens største Højde. I de følgende Aar træffes han uafbrudt paa Krigstogene til Sverige og forlenedes o. 1507 med Helsingborg Slot, hvortil han derpaa i næsten hele sit Liv var knyttet. Som Lensmand her skulde han komme til at udføre sin tidligere Manddoms største Bedrift, i det han som Befalingsmand i Skaane under den svenske Hærfører Aake Hansson Thotts truende Angreb paa Landet i en Fart fik samlet den Skaanske Adels Opbud (400 Mand) og ved «Fantehullet» i Nærheden af Grænsen tilføjede Aake Hanssons overlegne svenske Rytterstyrke (700 Mand) et Nederlag og, som han selv skriver, «fik Død paa hannem» (27. Avg. 1510). Begivenheden vakte stor Glæde i Danmark; de tagne Faner bleve med stor Højtidelighed ophængte i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn; Hr. Tyge fejredes i Rimkrønniker og Folkeviser og blev kort efter optagen i Rigsraadet.
Som Rigsraad deltog T. K. i et Rigsmøde i Halmstad 1512 og i Fredsmødet i Malmø s. A., ligeledes i de store Møder i Begyndelsen af Christian II’s Regering. Men samtidig viste han i disse Aar en ikke ringe Virksomhed for at samle sig Gods, dels i Jylland, dels i Skaane og i Halland. 1514 fik han saaledes, efter at have stævnet Sagen ind for Rigsraadet, det saakaldte Fiskbæk Gods tilbage, 12 Gaarde i Nærheden af Viborg, der vare inddragne under Kronen af Erik af Pommern og Dronning Margrethe i hans «Oldefader» Hr. Niels K. s Tid, i det han beviste, at det «uforbrudt og uden al skjellig og redelig Sag» var fradømt denne; dog skulde han først nyde Indtægterne deraf, naar den daværende Ihændehaver, den «vanbyrdige» Niels Clementsen (IV, 11), var død. Men da dette indtraf (1518), tog Kongen uden Lov og Dom Godset fra T. K. og gav ham kun et Lensbrev derpaa for Livstid. Dette var aabenbart et Overgreb fra Kongens Side; men dels var i Mellemtiden denne kommen i Strid med Adelen (Torben Oxe osv.), dels har han uden Tvivl opdaget, at T. K.s Bevis for, at Godset uden skjellig Grund var frataget Niels Krabbe, ikke holdt Stik; det var nemlig fradømt denne paa Grund af Brud paa Tingfred og Kirkefred.
Men denne Sag fik vidtrækkende Følger. Fra 1518 af er Kongens Vrede mod T. K. umiskjendelig. Som Lensmand paa Helsingborg havde denne under den nu (1518) udbrudte Krig med Sverige det Hverv at sørge for Hærens Proviantering. Kongen beskyldte T. K. for at vise sig sendrægtig; han var med Kongen for Stockholm, men sendtes tilbage for at fremskynde ny Proviantering; men samtidig sendte Kongen den Ordre til Dronningen «at lade hannem bie mig i Kjøbenhavns Taarn», hvis han viste sig forsømmelig. Da det store Tog derpaa 1520 afgik til Sverige, samledes Hæren ved Helsingborg. T. K. viste sig paa denne Tid overordentlig virksom; han forstrakte endog selv Kongen efterhaanden med den betydelige Sum af 2500 Mark og fik Pant herfor i Helsingborg; men han, den fejrede Kriger fra tidligere Tid, blev ikke Togets Anfører, derimod den da helt ukjendte Otte Krumpen, og 11. Nov. s. A. fratog Kongen derpaa pludselig, til Trods for Pantesum og alt, T. K. Helsingborg og gav det til Otte Krumpen.
Den stolte Mand følte dybt de Krænkelser, der vare tilføjede ham og samtidig saa mange andre af Stormændene, og den Uvirksomhed, hvortil han selv var henvist. Han synes nu at have opholdt sig paa Bustrup og virkede i Smug. Pludselig rejste i Dec. 1522 en Del jyske Raader Oprørsfanen mod Christian II. T. K. ansaas af Kongen selv og dennes Venner som Hovedmanden; sikkert er det, at han var den eneste virkelig betydelige Personlighed blandt dem. Han kom herved i Modsætning til Mogens Gjøe, Ove Bille, sine egne Svogre Erik Banner og Oluf Nielsen Rosenkrantz, der alle saa længe som muligt søgte at mægle og at undgaa et fuldstændigt Brud. Men med Selvraadighedens Kraft gjennemførtes Kongens Forjagelse, og T. K. viste stor Virksomhed under Ledelsen af Opstanden; ogsaa paa den skaanske Adel søgte han at virke til Fordel for den nye Herre, «der har undt alt Ridderskabet Hals og Haand over deres Bønder». Man vilde ikke finde sig i en Konge, der traadte Adelens personlige Selvstændighedsfølelse for nær. Betegnende nok maatte Hertug Frederik strax, da man tilbød ham Kronen (30. Jan. 1523), love at «kassere, døde og tilintetgjøre de Breve, Erik af Pommern og Dronning Margrethe havde aftvunget nogle af Adelen», og en lignende Bestemmelse optoges senere i Kongens Haandfæstning. Fiskbækgodset blev ogsaa kort efter tilbagegivet T. K., der strax ved Kongens Hylding i Viborg 26. Marts var ble ven Rigsmarsk og kort efter fik Helsingborg tilbage. Ogsaa adskillige andre Begunstigelser sikrede han sig.
I Frederik I’s Tid var T. K. uafbrudt paa Færde, snart i Marken som Rigsmarsk, snart i Fredens Raadslagninger; han støttede saaledes stærkt sin højtbegavede Fætter Vincents Lunge i dennes selvraadige Politik i Norge; ogsaa med Kong Gustav i Sverige stod han i en fortrolig Brevvexling, dels om Rigernes politiske Stilling, dels om mange andre Forhold. Han blev ubestridelig det konservative, katholsksindede Rigsraads Hovedfører. Han saa ligesom Poul Helgesen, til hvem han stod i et fortroligere Forhold, i de nyere Tiders religiøse Bevægelser en Fare for den bestaaende Statsordning og tillige for Aristokratiets egen Magtstilling. Han kommer derved oftere i Modsætning til den rolige og besindige Rigshofmester Mogens Gjøe, især naar Tidens Bølger gik højt. Med hensynsløs Strænghed dæmpede han i Aarene 1524-25 Bondeopstande i Skaane og fik af Almuen Øgenavnet «Tyge Badspyd». I Jan.-Febr. 1525 var tilsyneladende al Modstand i Skaane slaaet til Jorden af T. K.; men da kom pludselig Søren Norby. Lige over for dennes Rejsning af Bønderne kunde han ikke staa sig med den ringe Styrke, han havde til sin Raadighed. Forgjæves belejrede han en Maaneds Tid Aahus, men maatte opgive Belejringen af Mangel paa Proviant. «Vi maa æde Kjød som andre Hunde», skriver han i den Anledning til Frederik I i Fastetiden og raader Kongen til intet luthersk Parti at taale i sit Land, ellers vil Guds Hævn ramme det. Han maatte derpaa trække sig tilbage til Malmø, medens Søren Norby begyndte at belejre hans egen Forlening Helsingborg. Først da Johan Rantzau kom med Undsætning, toge Sagerne en anden Vending. I Slaget ved Lund (28. April) anrettede T. K. i Spidsen for Rytteriet et stort Blodbad paa Bønderne og ligeledes senere i Slaget ved Bunketofte Lund. Æren for disse Sejre tillægges T. K. baade i hans egne Optegnelser og af Poul Helgesen i Skibbykrønniken, uden at Joh. Rantzaus Navn blot nævnes. Officielt havde T. K. vistnok ogsaa som Marsk den øverste Ledelse. – Efter at Opstanden var dæmpet, begyndte under T. K.s Ledelse en forfærdelig Forfølgelse mod Kong Christians Tilhængere. T. K. havde saaledes stor Del i de Pinsler, «den Forræder Niels Brahe» (II, 596) maatte lide. En Del af hans Gods kom i Hr. T.s Hænder, der heraf dannede sit prægtige Herresæde Vegholm, hvor han derpaa (1530) opførte den stærkt befæstede Borg med 3 Taarne, Volde og Grave. – Ogsaa 1526 maatte T. K. kæmpe mod Søren Norbys Folk i Bleking, hvilke dog hurtig overgave sig efter deres Herres Nederlag til Søs. I Skaane herskede T. K. derpaa i den følgende Tid med stor Myndighed; især viste han stor Strænghed mod den landflygtige Malmøborgmester Hans Mikkelsens Slægt.
Lutherdommens Fremtrængen i Malmø og Skaane fyldte ham med Ængstelse. Selv Kong Gustav raader han 1529 til «at afstille det lutherske Regimente, som haver dog ingen Bestand udi Fremtiden og er imod alle kristne Menneskers Samfund»; men det hindrede ham dog ikke i ved Lejlighed paa Adelens Vegne at optræde mod den katholske Gejstlighed i verdslige Anliggender og søge at sikre sin ældste Søn Erik, medens denne endnu var Barn, gode gejstlige Forleninger. End større blev Frygten, da Christian II i Nov. 1531 landede i Norge. T. K. viste som Rigsmarsk stor Virksomhed for Udrustninger, og det er ikke hans, men Kong Frederiks Forsigtigheds Skyld, at en større Hjælp ikke afsendtes til Norge før i Maj. Stor Indflydelse fik Hr. T. ogsaa paa Kong Christians Skæbne; det var nemlig ham, der i de uhyggelige Forhandlinger i Helligaandskirken i Kjøbenhavn var Talsmand for og fik Hansestæderne og de svenske Sendemænd til at gaa ind paa, at Kongen skulde sættes i Forvaring paa Sønderborg og Lejdet saaledes brydes, ligesom han ogsaa paa Adelens Vegne var en af de 4 danske Raader, for hvem Kong Frederik maatte forpligte sig til at holde Kongen fangen paa Livstid, og uden hvis Samtykke han i denne Sag intet kunde gjøre. T. K.s Hævn- og Sikkerhedsfølelse var tilfredsstillet.
Paa Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død spillede T. K. en stor Rolle. Medens han med næsten fyrstelig Pragt fejrede sin Datter Elsebes Trolovelse med den unge Peder Skram (ovfr. S. 382), var han i Modsætning til Mogens Gjøe ivrig for, at Kongevalget skulde udsættes, for at Nordmændene næste Aar kunde give Møde og et katholsk Kongevalg saaledes sikres; da kunde man imidlertid, som han skriver til den norske Ærkebiskop, finde Raad mod «de Luthers Præster og andet galent Væsen». «Hertug Christian (III)», ytrede han, «vil blive en værre Tyran end gamle Kong Christian selv»; og til Malmøboerne (Jørgen Kock), der opfordrede til et Kongevalg, ytrede han: «Jeg skal være jer Konge nok i Skaane», Ytringer, som gjennem Malmøboerne (Jørgen Kock) senere kom Christian III for Øre og ingenlunde stemte denne gunstig mod T. K. Under hans Ledelse begyndte derpaa Forfølgelser mod de lutherske Stæder og deres Præster i Skaane, hvilket alt bidrog til, at Jørgen Kock og hans Tilhængere kastede sig i Lybeks Arme og begyndte Grevefejden i Kong Christian II’s Navn. Da Grev Christoffer pludselig landede (Juni 1534), kom alt i den største Forvirring. T. K. ilede frem og tilbage og søgte at samle den skaanske Adel; men da den sjællandske Adel med Anders Bille i Spidsen sluttede sig til Greven, gjorde den Skaanske Adel det samme-, T. K. svor Greven Troskab paa Kong Christians Vegne mod Tilgivelse for alt, hvad der tidligere var gjort mod Kong Christian. T. K. havde saaledes i dette Øjeblik ikke, trods al sin Snildhed, vist sig som Situationens Mand. Paa Helsingborg sad han nu som Grev Christoffers Mand og maatte i Nov. s. A. med den Skaanske Adel drage mod de samme Svenskere, hvis Hjælp han i Begyndelsen selv havde paakaldt paa det ivrigste! Medens den øvrige skaanske Adel derpaa gik over til Svenskerne og i Forening med disse rykkede frem mod Helsingborg, hvor Marcus Meyer, Jørgen Kock o. fl. havde taget Stilling, sad Hr. T. endnu paa Helsingborg Slot, ikke som Lybekkernes, men som Grev Christoffers Mand. Efter lybsk Beretning skal han udtrykkelig have erklæret, at de trygt kunde stille sig op med Slottet i Ryggen, paa ham kunde de lide; men midt under Slaget (13. Jan. 1535) lod han pludselig «Kjærnens» Kanoner bringe Død og Fordærvelse i deres Rækker og bidrog saaledes til et fuldstændigt Nederlag for dem. «Menederske, troløse Skurk», lyder det nu i den følgende Tid fra deres Side. Hadet til Adelen naaede sit Højdepunkt; fra Malmø udgik de heftigste Fejdeskrifter mod den, hvori navnlig T. K. skildres med de mørkeste Farver, dels paa Grund af hans Adfærd ved Helsingborg, dels paa Grund af hans tidligere Forfølgelser mod Lutheranerne. Selv maatte han nu tillige med den skaanske Adel kaste sig i Christian III’s Arme, og – fra nu af var hans Betydning forbi. Vel blev han strax tillige med Axel Brahe indsat til Statholder i Skaane; men da han holdt sig temmelig uvirksom paa Helsingborg, fjærnedes han kort efter temmelig unaadig – «paa Grund af Alder og Skrøbelighed».
Efter Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 maatte han, ligesom de øvrige verdslige Rigsraader, udstede Stræng Forpligtelse om at være Kongen og hans Søn tro og ikke modsætte sig Regerings- og Kirkeforandringen; Rigsmarsktitelen beholdt han eller fik tilbage, da det ikke lykkedes Kongen at faa en tysk Marsk i hans Sted; men Helsingborg maatte han afstaa til sin berømte Svigersøn Peder Skram, Christian III’s fuldtro Mand; Pantesummerne, han havde deri, synes at være betragtede som forbrudte paa Grund af hans tidligere Tilslutning til Grev Christoffer. I de følgende Aar træffer man ham af og til ved Rigsraadsmøder og lign. – Den sidste større politiske Handling, hvori han deltog i Spidsen for den skaanske Adel, var det 1539 paa Kongens Foranledning indtraadte Forlig med hans tidligere «Ven», men senere svorne Fjende Jørgen Kock (ovfr. S. 320).
Han døde paa sit prægtige Herresæde Vegholm 23. Juni 1541, 67 Aar gammel, efter et indholdsrigt Liv, rigt paa Omvexlinger, som Repræsentant for en uddøende Tidsalder, hvis stolte Adelsslægter i hensynsløs Selvraadighed ikke havde forstaaet at bøje sig for en stærkere Kongemagt og de nyere Tiders Ideer. Han var en politisk Umulighed efter 1536; men dog havde han hævet sin Slægt til en hidtil ukjendt Højde og efterlod denne Stilling til sine Børn (Erik, Elsebe). (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; A. Heise.)" (DBL, 1. udg).
"til Bustrup (-1511- -1538-), Vegeholm (-1529-) (Strövelstorp S., Sønder Asbo H.) og Skedala (Snöstorp S., Tonnersjö H.). - Blev 1486 dreng hos kong Hans og deltog i dennes togt til Gotland mod Iver Axelsen [Thott], fulgte 1490 kongen til Mecklenborg »... og bar hans skiold og glavind«, var 1494 med kongen på flagskibet »Gribshund«, 1495 med kongen til rigsmødet i Kalmar og var med under indtagelsen af Kalmar og deltog i slaget ved Rotebro, beseglede 1500 (22. dec.) for hr. Niels Eriksen [Rosenkrantz], var 1503 (26. sept.) lensmand på Kbh. Slot, blev senest 1503 ridder, deltog i de følgende år på togter i Sverige, 1506 opført på listen over det skånske ridderskab, 1509-21, 23-37 forlenet med Hålsingborg, som fører for den skånske adel besejrede han 1510 (27. .aug.) Aage Hansens [Thott] svenske rytterstyrke ved Fante Håla (Fantehullet) ved Orkelljunga.
Blev 1510 rigsråd, beseglede 1511 (5. sept.) for Niels Brahe til Vanås, deltog 1512 i et rigsrådsmøde i Halmstad og fredsmødet i Malmo, bevidnede 1517 sin bror, doktor Morten Krabbes testamente, var ved krigsudbruddet 1518 betroet hærens proviantering, stiftede 1518 (6. apr.) s.m. sine søskende to årstider i Århus Domkirke for deres slægt, og skænkede en gård i Trustrup (Galten H.) til formålet, fik s.å. af Karl Knutsson pantebrev på Skedala formedelst et lån på 1.000 mark, stod s.å. fadder til prins Hans, fik 1520 pant i Hålsingborg mod et lån til kongen, som dog fratog ham lenet s.å., beholdt dog Engelholm, trak sig krænket tilbage til Bustrup og var s.å. en af hovedmændene i konspirationen mod kong Christian II.
Opførte 1521 ny hovedbygning på Bustrup, udstedte s.m. andre af den utilfredse jyske adel 1523 (20. jan.) opsigelsesbrevet til kong Christian, s.å. (26. mar.)-f rigsmarsk, fik s.å. (15. aug.) Hålsingborg tilbage, var fra nu af blandt de toneangivende katolske rigsråder, s.å. forlenet med Jegindø, og ca. samme tid med Bådstad i Skåne, til 1517 med gods i Luggude m.fl. herreder som han købte 1517, 1518-23 med Fiskbæk, bekæmpede med vekslende held 1524-25 bondeopstande i Skåne, men slog herunder bønderne ved Lund og Bunketoftelund, kæmpede 1526 sejrrigt i Blekinge mod Søren Norbys folk, 1529 bev. til at lade forleningen af Jegindø følge den af børnene der overtog Bustrup, overtog dele af forrædderen Niels Brahes gods i Skåne og opførte her senest 1529 Vegeholm, tog 1531 del i forhandlingerne i København om den fangne kong Christians skæbne, og var en af de fire danske rigsråder for hvem kong Frederik I måtte forpligte sig til at holde den afsatte konge fanget på livstid, svor 1534 på kongens vegne greve Christoffer af Oldenborg troskab, og sad som grevens høvedsmand på Hålsingborg Slot, hvorfra han skiftede side og bidrog til lybækkernes nederlag 13. jan. 1535.
Bustrup blev 1534 afbrændt af bondehæren, var under det nye styre kortvarigt medstatholder i Skåne, men fjernedes kort efter i unåde, måtte 1536 afstå Hålsingborg til sin svigersøn, hr. Peder Skram, beseglede s.å. rigsdagsrecessen, 1536-42 forlenet m. Barkager, Engelsbæk og Skillinge, deltog endnu 1539 i spidsen for den skånske adel i forliget med Jørgen Kock, fik 1539 af sine arvinger lov til at skifte sit gods mellem dem i levende live. Ligsten i Strövelstorp Kirke." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Københavns Slot; 1507 Helsingborg Slot.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Tyge blev gift med Anne Nielsdatter Rosenkrantz efter 5 okt. 1505. Anne (datter af Hr. Niels Eriksen Rosenkrantz, til Bjømholm, Skjern hovedgård og Vallø og Birgitte Olufsdatter Thott, til Vallø) blev født efter 1485; døde den 22 apr. 1550; blev begravet i 1550 i Strövelstop, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Med pavelig bemyndigelse dat. 15 May 1504.
Yderligere børn i ægteskabet: Mogens Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Erik Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Knud Krabbe af Østergaard (25 Nov 1516 - 1532, Dresden, Sachsen, Tyskland),
Morten Krabbe af Østergaard, til Bøgsted (6-7 Feb1524 - 27 Jul 1566, Sverige).

Notater:

Levned:
"til Bustrup (-1477-). Vidnede 1472 vedr. fiskegård tilhørende kapitlet i Viborg, solgte 1477 en del af Hadsten by (Sabro H.) til Axel Lavesen [Brok], 1478 (31. jan.) til vitterlighed for Mourids Nielsen [Gyldenstierne] til Ågård, og igen 1481 (22. juli), indvardede 1479 Vesløs by på sin mors og mosters vegne, vidnede 1480 på landstinget, skiftede 1481 s.m. sin hustru med Mogens Mogensen Due." (Holbek & Brun)

Mogens blev gift med Elsebe Tygesdatter Lunge. Elsebe (datter af Hr. Tyge Ovesen Lunge, til Basnæs og Anna Nielsdatter Kabel, af Tolstrup, til Tostrup) døde efter 1512. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Morten Krabbe af Østergaard (d. bef 18 Jan 1518, sognepræst),
Niels Krabbe af Østergaard (d. aft 1516),
Ove Krabbe af Østergaard (død som lille),
Mogens Krabbe af Østergaard (d aft 1510),
Margrethe Mogensdatter Krabbe af Østergaard (d. aft 1547, gift med Henrik Friis af Haraldskær, til Stolliggård og Odden, aft 1410 - aft 1500),
Karen Mogensdatter Krabbe af Østergaard (d. bef 1548, gift med Jesper Krafse, til Basnæs, 1 Nov 1522 - 28 Jul 1566, ved Gulland, Gotland, Sverige),
Elne Mogensdatter Krabbe af Østergaard (d bef 1504, gift med Jens Nielsen Munk (Vinranke, d. aft 1505).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1487; Rigsråd
• Titel: 1497; Ridder
• Beskæftigelse: 1501; Hofmester

Notater:

Levned:
Rosenkrantz, Niels Eriksen, –1516, til Bjørnholm, Skjern og Vallø, Rigshofmester, var Søn af ovennævnte Rigshofmester Erik Ottesen R. (d. 1503). Omtrent 1487 blev han gift med den rige Jomfru Birgitte Olufsdatter Thott, hvorved han kom i Besiddelse af Vallø. Om den fulde Besiddelse af dette Gods stod der dog en haard Strid, der strakte sig gjennem en længere Aarrække. Jomfru Birgitte havde en ældre Halvsøster, Fru Birgitte af Hamarstad, der havde været gift med en svensk Rigsraad, Erngisle Nilsson. Ved Brevforfalskninger i stor Maalestok søgte hun at komme i Besiddelse af Vallø; sine Fordringer havde hun solgt til Christian I’s Dronning, Dorothea; Kronen havde herved lidt Tab og havde i Christian I’s Tid maaske endogsaa gjort Indførsel i Vallø Gods for at faa Fordringerne godkjendte. I Kong Hans’ Haandfæstning var der optaget en Bestemmelse om, at Jomfru Birgitte skulde uden Hinder frit nyde og beholde Vallø med alt dets Gods; men ved Kong Hans’ Død klagedes over, at dette ikke var sket fuldt ud, og at N. E. endnu var til agters med 8 sjællandske Læster Korn (ɔ: Gods til o. 4-5000 Marks Værdi, en for de Tider betydelig Sum). En Bestemmelse om Godsets Tilbagegivelse optoges ogsaa i Christian II’s Haandfæstning, hvorpaa Godset blev tilbagegivet. Spørgsmaalet var ligefrem, om Kronen eller Familien skulde bøde for de ved den svenske Fru Birgittes Bedragerier forvoldte Tab, og foreløbig blev det Kronen. N. E. R. havde ogsaa stadig staaet i det bedste Forhold baade til Kong Hans og til Christian II. Sammen med sin Fader deltog han i Tidens vigtigste Forhandlinger, 1487 fik han Kolding Slot i Pant og blev s. A. Rigsraad. Efter Faderen kom han i Besiddelse af Bjørnholm og Skjern og indtog ved sine store Godsbesiddelser en høj social Stilling. Størst Tillid viste Kong Hans ham ved at udnævne ham til Hofmester for sin unge Søn, Christian II. Efter Tronskiftet 1513 vedblev han at være Kongens Hofmester og var saaledes Rigshofmester. Hans Slægt indtog en høj Stilling ved Hoffet: hans Broder Holger Eriksen R.s Enke, Fru Anne Meinstrup, blev den unge Dronning Elisabeths Hofmesterinde, Albert Jepsen Ravensberg, der var gift med hans Søsterdatter, blev Dronningens Hofmester. Om man end ikke mærker meget til N. E. R. i Christian II’s første Regeringstid, havde han dog utvivlsomt en Del Indflydelse. Han gjør overhovedet Indtryk af at have været en rolig og besindig Mand og en fuldendt Hædersmand i alle Forhold. Til Held for N. E. R. døde han allerede 2. Nov. 1516, inden de ved Hans Faaborgs Angivelser, Dyvekes Død og Torben Oxes Henrettelse fremkaldte Storme ret havde vist sig. Dette medførte et stort Omslag i hele Christian II’s Færd over for Adelen. Ogsaa N. E. R.s Enke fik dette at føle, da Kongen nu atter tog fat paa Valløspørgsmaalet, atter fratog hende de 8 Læster Korns Gods og tillige et Par Gaarde i Kjøbenhavn, som svenske Fru Birgitte i sin Tid havde solgt til Dronning Dorothea. Nu havde altsaa Kongen uden videre taget Erstatning for Tabene. Denne vilkaarlige Handling af Christian II paataltes stærkt i Klageskrifterne mod ham og havde til Følge, at Godsets fulde Restitution atter fordredes i Frederik I’s Haandfæstning, og at det nu ogsaa fuldt tilbagegaves (1523). Det blev saaledes til sidst Kronen, der maatte bære Tabet; svenske Fru Birgitte kunde man ikke holde sig til; hun var for længst død uden at have kunnet erstatte Tabet. Den yngre Fru Birgitte Olufsdatter døde 1528. (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II, 56 ff., A. Heise.) (DBL 1. Udg.)

Beskæftigelse:
1501-1504, Rigshofmester 1513.

Begravet:
Ligsten afbildet.
Begr. i Randers Gråbrødrekloster, senere ført til Tirstrup k." (Holbek & Brun)

Niels blev gift med Birgitte Olufsdatter Thott, til Vallø cirka 1487. Birgitte (datter af Hr. Oluf Axelsen Thott, til Vallø og Anne Jensdatter Present) blev født skønnet 1460; døde i 1528 i Skjern, Middelsom, Viborg; blev begravet i 1528 i Tirstrup, Djurs Sønder, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Henrik Nielsen Rosenkrantz (aft 1485 - 5 Dec 1537),
Jørgen Nielsen Rosenkrantz (aft 1485 - aft 1517),
Christoffer Nielsen Rosenkrantz, til Bjørnholm og Skjern (1500 - 21 Nov 1561, Høegholm Slot (Bjørnholm), Tirstrup, Djurs Sønder, Randers),
Karen Nielsdatter Rosenkrantz (f. aft 1485),
Elsebe Nielsdatter Rosenkrantz (aft 1485 - aft 1560, Mariager Kloster, Onsild, Randers),
Sophie Nielsdatter Rosenkrantz (f. aft 1485),
Magdalene Nielsdatter Rosenkrantz (f. aft 1485).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1468; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1473; Landsdommer

Notater:

Gift 1: med (Ukendt). Barn i ægteskabet: Iver Krabbe af Østergaard (d. aft 1428).

Levned:
"til Nissum (-1455- -1465-), Bustrup (-1446- -1468-) (Ramsing S., Rødding H), Vejerslevgård og Vesløsgård (medejer?) (Vesløs S., Vester Han H.) - Vidnede 1442 (7. jan.) på landstinget vedr. Viborgbispens rettigheder, vidnede 1445 (28. jan.) for sin søster Karen, nævnes 1450 (9. maj) til vitterlighed med Peder Eriksen [Løvenbalk] til Aunsbjerg, bevidnede 1451 (7. apr.) på rådhuset i Odense, beseglede 1454 (1. maj) på Else Jensdatters af Frøslev gave til Dueholm Kloster, skødede 1455 en gård i Torum S. til Mariager Kloster, fik 1457 (11. nov.) s.m. sin søster Karen af deres søster Maren overleveret Bustrup med mølle, alt gods i Rødding h., Hardsyssel, Vejerslev på Mors foruden det som var bebrevet Mariager Kloster og Helligåndshuset i Aalborg, samt det som hun havde givet Jens Mortensen og Bege Munks søskende, købte 1458 en øde gård i Søby, vidnede 1460 (29. febr.) i en sag mellem Per Vinter af Nandrup og Dueholms prior, var 1462 på landstinget i Viborg, s.å. skænkede han for egen og forældres og hustrus frelse til Dueholm Kloster en gård i Sæby og en gård i Vils sogn, var på landstinget igen i 1463 og 1464, skænkede 1464 (13. febr.) en gård i Frammelev og en gård i Nørlem til prioren i Dueholm, skænkede 1465 s.m. Jep Hagel en gård til Mariager Kloster, 1466 atter vidne, fik 1467 genbrev af kapitlet i Viborg at han og arvinger skulle have ret til at præsentere en præst til et alter i domkirken, var 1468 (11. mar.) rigsråd, var s.d. til stede (og efterfølgende 16. maj, 10. juni) i fb.m. kongens mageskifte med Lage Brok, beseglede s.å. (2. nov.) for hr. Erik Ottesens [Rosenkrantz] salg til hr. Holger Munk for rettigheder i Bjørnholm, 1471 (19. jan.) til stede på landstinget, s.å. (18. juni) - 1473 (22. maj) landsdommer." (Holbek & Brun)

Død:
Begravet i Viborg Domkirke.

Morten blev gift med Karen Mogensdatter Skobe, til Vesløsegaard. Karen (datter af Mogens Skobe, til Vesløse og Margrethe Sigvardsdatter Neb) blev født skønnet 1430; døde efter 1462. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Karen Mogensdatter Skobe (Glob)

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Peder Krabbe af Østergaard (d. aft 1505, gift med Karen).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1446; Ridder

Notater:

Levned:
"Var 1446 ridder og beseglede da Lollands Vilkår, beseglede 1447 til vitterlighed med sin fader, trættede 22. februar 1458 med hr. Torbern Bille om gods i Gunderslevlille, Skafterup osv., holdt 19. juli samme år skifte med sine svogre." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet.
Tyge Lunge, til Basnæs [død 1460] (Fig. 15). Midtpartiet, med SlægtsVaabenet, og Dele af Randskriftens Reliefminuskler: »... us miles dominusnTy ...« »... no D(omi)ni mcccclxxx□ ...«, ligger foran Vaabenhusdøren i Ottestrup Kirke, Slagelse Herred (S. 675). Gotlandsk Kalksten, nu o. 95 × 145 cm. Arbejdet sikkert beslægtet med vestdanske Sten, maaske af samme Haand som Herlufmagle (Præstø Amt, S. 626 f.). Stenen, der aftegnedes af Abildgaard, laa (1756) »oppe i Gangen«; den havde ottekantede Hjørnefelter med Evangelisttegn, og Randskriften lød: »Hic iacet strennuus miles dominus Tycho Liunge de Bastres(!). An(n)o D(omi)ni mcccclxxx□« (»Her hviler strenge Ridder Hr. Tyge Lunge af Bastnes. I Herrens Aar 148 □« [blev Stenen lagt])." (Danmarks Kirker).

Tyge blev gift med Anna Nielsdatter Kabel, af Tolstrup, til Tostrup. Anna (datter af Hr. Niels Lauridsen Kabel, af Tostrup og Abel Henningsdatter Kabel, til Tostrup) døde efter 1480. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"til Tostrup, var enke 1461 og solgte da til Niels Madsen, borgmester i Sakskøbing, sin rettighed i Ettehave og Ettehave Fang (Musse herred), som hendes fader, hr. Niels Lauridsen i Tostrup købte af Niels Madsen, levede 1480". (Holbek & Brun)

Død:
Begravet i Graabrødre Kirke, Odense.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1449; Lensmand
• Titel: 1449; Ridder
• Beskæftigelse: 1452; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1456; Hofmester

Notater:

Levned:
Rosenkrantz, Erik Ottesen, –1503, til Bjørnholm, Hofmester, var en Søn af nedennævnte Otte Nielsen R. (d. 1477). I en ung Alder opnaaede han høje Stillinger, som han vel viste sig fuldkommen voxen, men som dog næppe vilde være tilfaldne ham saa hurtig, hvis han ikke havde haft en mægtig Støtte i sin Faders ansete Navn. Allerede 1449, da han nævnes første Gang (han fik da forskjellige Gunstbevisninger af Paven), var han Ridder; 1452 forekommer han som Rigsraad og som Lensmand, tilmed som Indehaver af flere Len, hvoriblandt, saa vidt det kan ses, var Skanderborg Slot. Og 1456, rimeligvis i en Alder af o. 30 Aar, blev han Rigets fornemste verdslige Embedsmand, i det han i Tiden mellem 31. Maj og 3. Juli afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som Hofmester, et Embede, han derefter beklædte i en lang Aarrække; endnu i Okt. 1480 kan han med Sikkerhed paavises som dets Indehaver, hvad han altsaa formodentlig i det mindste har været lige til Christian I’s Død eller i omtrent 25 Aar.
I hele dette Tidsrum træffer man hans Navn atter og atter. I Forholdet til Udlandet omtales han allerede 1456 ved Forhandlingerne om Borgholms Overgivelse; 1457 var han med paa Toget til Sverige, hvor Christian I toges til Konge; 1460 medbeseglede han Privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten; 1462 og 1469 tog han en virksom Del i Forhandlinger med Hanseater i Kjøbenhavn; 1464 ledede han et Gesandtskab til Preussen og spillede s. A. en Rolle ved det Møde, hvor Ærkebisp Jøns Bengtsson af Upsala ydmygt bad Kong Christian om Tilgivelse. 1465 var han Medlem af et dansk Gesandtskab, der i Hamborg sluttede en Traktat med England, og for sin Umage ved denne Lejlighed modtog han en særlig Takskrivelse fra den engelske Konge. Han var til Møde med Svenskerne i Halmstad 1468 og i Lybek 1469, var nærværende ved Opgjøret mellem Christian og hans Broder Gerhard 1470 (i Anledning af den sidstnævntes Styrelse af Slesvig og Holsten) og deltog paa ny i Møderne med de svenske i Kalmar 1472, 1473, 1474 og 1476; 1477 vare han og flere andre i Sachsen for paa den senere Kong Hans’ Vegne at bejle til Kurfyrst Ernsts Datter Christine. Ogsaa i Landets indre Styrelse spillede han en fremtrædende Rolle; exempelvis skal blot anføres, hvorledes Kongen 1464 sendte ham til Jylland for at forhandle med jyske Stormænd i Sager, «som os og vore Riger nu synderlig og saa stor Magt paa ligger, som det nogen Tid i vore Dage gjort haver». Det er da ikke til at undres over, at en Mand af hans Betydning modtog gjentagne Beviser paa Kongens Naade; saaledes fik han 1457 Hals- og Haandsret over sine Bønder, en begunstigelse, som den Gang hørte til Sjældenhederne i Danmark; og 1459 fik han tillige med Faderen Birkeret over Bjørnholm, ligesom der s. A. gaves ham Tilladelse til selv at beholde den Pengeafgift, som han skulde betale Kronen af sine Len.
Hvorvidt E. O. har været Hofmester i Kongs Hans’ Tid, er uklart. Han kaldes saaledes 1484 i et Brev, som man under almindelige Forhold vilde anse for en paalidelig Kilde; men andre troværdige Vidnesbyrd om, at han har beholdt sit Embede efter Tronskiftet, foreligge næppe, og da en anden nævnes som Hofmester baade 1482, 1483 og 1487, skal maaske den samme Betegnelse for E. O. i Brevet af 1484 opfattes blot som et høfligt Udtryk i Steden for forhenværende Hofmester. Hvorledes dette end forholder sig, beholdt Hr. E. dog i alt Fald sin Plads i Rigsraadet, og i Behandlingen af Statens Sager tog han endnu en Tid lang betydelig Del, saaledes ved Møderne med Svenskerne 1482 og 1483; 1484 var han den mest fremtrædende ved Forhandlinger, der førtes i Kjøbenhavn med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til Aar 1500 kan man træffe ham nævnt ved Møder af Rigsraader.
Hvad E. O.s private Liv angaar, er det nedenfor under hans Fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i Stridighederne med Bisp Jens af Aarhus og med Lave Brock. Allerede temmelig tidlig forekommer Hr. E. som Medejer af Faderens Gaard Bjørnholm, og ligesom Otte Nielsen udkjøbte han forskjellige Parthavere af den; omtrent fra 1468 synes han at have overtaget Gaardens Styrelse, og ved Faderens Død 1477 arvede han dennes Del i den. Hans Giftermaal havde bragt ham forøget Velstand, i det hans Hustru Sophie, som var en Datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne (VI, 373) og den «hovmodige» Anne Mogensdatter Munk, og med hvem han var gift 1456, efter sin Moders Død arvede Boller. End videre ejede Hr. E. Skjern i Middelsom Herred og, saa vidt det kan ses, Elvedgaard paa Fyn samt maaske tillige Møgelkjær i Jylland; i det hele har han vistnok hørt til sin Tids rigeste Mænd. – Han var forlenet med Skanderborg Slot (formodentlig i det mindste 1452-88) og med Byfogediet i Randers (i alt Fald 1467-94); Hassens og, som det synes, Stensmark, der begge allerede havde været i hans Faders Besiddelse, havde han i Pant. Fremdeles kan nævnes som hans Pantelen: Middelsom Herred (der 1495 af Kronen overlodes hans Søn Jørgen, men faldt tilbage til Hr. E., da denne overlevede Sønnen), Sønderlyng Herred, Rinds Herred (hvilket sidste dog 1497 pantsattes hans Svigersøn Predbjørn Podebusk) og det saakaldte Ranes Gods i Kalø Len (som en anden af hans Svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik i Pant).
At E. O. har næret historiske Interesser, fremgaar af et endnu bevaret Krønnikehaandskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom hans Fader var han en from Mand, af hvis Gavmildhed flere Klostre nøde godt, ganske særlig dog Mariager Kloster, ved hvis Kirke han lod opføre et Kapel; i en Bygning i Nærheden tilbragte han sin sidste Levetid, og efter sin Død fandt han et foreløbigt Hvilested i Klosterkirken. Bortset fra den mere udvortes Fromhed, der viser sig i de antydede Gaver til gejstlige Stiftelser, møder man ogsaa Træk hos ham, der vidne om en smuk sædelig Livsanskuelse, og hele hans Personlighed har øjensynlig i en ualmindelig Grad været skikket til at indgyde Agtelse. I et Vidne af Viborg Landsting 1474 hedder det, at han havde tilbudt at staa enhver til Rette, som kunde have noget at klage over ham, men at der ingen saadan mødte paa Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære og godt». Og et Eftermæle, som ikke falder i manges Lod, faar han i en Krønnike fra første Halvdel af det 16. Aarhundrede, hvori det hedder, at «han var ligesom en Fader for Danmark; hans Mage og Lige saa vi ikke end i Ære, Dyd, Fromhed og i alle gode Vilkaar». Han døde 7. Jan. 1503, efter at han allerede tidligere delvis havde skiftet med sine Børn; sin Hustru havde han mistet 1487. (Barner, Fam. Rosenkrantz’s Hist. I, 182 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. I, 540 ff. ; (William Christensen)). (DBL, 1.udg)
"til Bjørnholm, Møgelkær (Bjerre H.) og Skjern (Middelsom h.) - nævnes i en pavelig bulle 1449 som ridder, 1452 rigsråd, lensmand på Skanderborg, 1456-1481 sin fars eftermand som rigshofmester, 1460 medbeseglede han Ribeprivilegiet, deltog som rigshofmester i utallige forhandlinger og diplomatiske missioner, bl.a. 1477 til Sachsen for at færdiggøre ægteskabskontrakten mellem Christine af Sachsen og den senere kong Hans.
Havde af kronen Middelsom, Slet og Sønderlyng samt Rinds h. i pant, ca. 1468 overtog han Bjørnholm efter faderen, ejede o. 1499 800 bøndergårde og var formentlig landets rigeste godsejer efter Poul Laxmand, ved kong Hans’ tronbestigelse blev han afsk. som hofmester, men blev fortsat benyttet i diplomatiske missioner, 1494 medbeseglede han udelelighedsbrevet." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Skanderborg Slot.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Erik blev gift med Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller før 13 jan. 1456. Sophie (datter af Hr. Henrik Knudsen Gyldenstierne, til Restrup og Anne Munk, til Boller) blev født i 1430; døde i 1477; blev begravet i 1477 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Otte Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492),
Mogens Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - 4 Mar 1486, Bologna, Italien),
Henrik Eriksen Rosenkrantz (f. aft 1456),
Knud Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492, Italien),
Jørgen Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - Apr 1496),
Henrik Eriksen Rosenkrantz, til Bidstrup (aft 1456 -17 Feb 1500, falden ved Hemmingstedt, Slesvig-Holsten),
Tønne Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492),
Anne Eriksdatter Rosenkrantz (aft 1456 - aft 1517, Mariager Kloster, Onsild, Randers),
Karen Eriksdatter Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1539, Mariager Kloster, Onsild, Randers),
Dorothea Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1456),
Else Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1456),
Kristine Eriksdatter Rosenkrantz, til Møgelkær (aft 1456 - bef 5 Apr 1509, Elvedgaard Gods, Veflinge, Skovby, Odense).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1435; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1440; Høvedsmand
• Titel: ca. 1440; Ridder
• Beskæftigelse: 1447; Marsk
• Beskæftigelse: 1449; Admiral

Notater:

Gift 1: med Karen Jensdatter Falk, til Vallø (d. bef 1430). Barn:
Birgitte Olufsdatter Thott, til Hammerstad (d. aft 1498);
Gift 2: med Johanne Nielsdatter Brok af Estrup (d. bef 1461).

Levned:
Thott, Oluf Axelsen, –1464, Marsk, var Søn af ovennævnte Axel Pedersen T. og hans første Hustru og blev 1414 immatrikuleret ved Leipziger-Universitetet. 1419 lovede Hr. Henning Podebusk at udlægge ham den ene Halvdel af Vallø med tilliggende Gods, medens Hr. Henning samtidig pantsatte til hans Fader den anden Halvdel (som Axel Pedersen senere overdrog O. A.), og O. A. har saaledes sikkert allerede da været gift eller trolovet med Karen, Datter af den forrige Ejer af Vallø, Hr. Jens Eskilsen Falk, og Søster til Henning Podebusks Hustru. O. A. var blandt dem, der medbeseglede Kongens Brev til Svenskerne i Stockholm 1434, og nævnes i det følgende Aar som Rigsraad. I Erik af Pommerns sidste Regeringstid er der imidlertid øjensynlig opstaaet en stærk Spænding mellem O. A. og Kongen. 1439 taler den sidstnævnte om, at Rigsraadet havde skullet skaffe ham Lejde af O. A., men ikke havde gjort det, saa at Kongen ikke har anset sig for sikker paa Liv og Gods; og yngre Beretninger vide at fortælle, hvorledes O. A. en Gang, da han mødte Kongens Frille Cæcilie, havde slaaet hende og i djærve Ord udtalt, at hun en Gang vilde skille Kongen ved Danmark. O. A. er da ogsaa, i stærk Modsætning til hans Fader, blandt de Rigsraader, der i 1438 henvendte sig til Christoffer af Bajern, og blandt Udstederne af Opsigelsesbrevet 1439. Og han opnaar hurtig betydelige Gunstbevisninger under den ny Regering. Ridderslaget har han rimeligvis faaet ved Kong Christoffers Kroning i Sverige 1441. I 1442 er han Lensmand paa Vordingborg, og ligeledes er han under Christoffer af Bajern blevet Lensmand paa Aalholm, en Stilling, han beklædte endnu i Sept. 1448. Og 1443 var han Marsk og beholdt ogsaa dette Embede efter Kongens Død, om end der i 1449 nævnes en anden Indehaver af det. O. A. var blandt dem, som Kong Christoffer i sit Testamente indsatte til sine Exekutorer, og en tysk Krønnike, der indeholder en lidet sandsynlig Fortælling om, at O. A. under Tronledigheden, da man ikke vilde give Dronning Dorothea Adgang til noget Slot i Riget, havde taget sig af hende og skaffet hende Bolig, føjer hertil, at «han red vel med 300 Heste i Landet, fordi han var Marsk».
I 1448 foretog den ny svenske Konge, Carl Knutsson, et Angreb paa Gulland. Men Kong Erik paa Visborg satte sig i Forbindelse med Christian I, og strax efter Paaske 1449 ankom Kong Eriks tidligere Uven O. A. med en Del danske Skibe til Øen; han kunde vel ikke trænge ind i Visby Havn, der var spærret af Svenskerne, men kom ad en hemmelig Vej i Forbindelse med Slottet, som nu fik dansk Besætning, medens Kong Erik sejlede bort. Midt i Juli 1449 sluttede O. A., der ved denne Lejlighed kalder sig Høvedsmand paa Visborg, en Overenskomst med den svenske Høvedsmand paa Gulland, Magnus Gren, om, at hver af Parterne skulde beholde, hvad de havde inde, indtil en Domstol af danske og svenske Rigsraader afgjorde, om hele Øen tilkom Danmark eller Sverige. Men snart efter ankom Christian I med den danske Hovedstyrke, og skjønt O. A. skal have udtalt til Svenskerne, at han vilde lade sig dræbe for Kongens Fødder, førend denne skulde bryde det indgaaede Forlig, forsøgte de danske dog ved Overrumpling at faa Visby Stad i deres Magt. Forsøget mislykkedes vel, men alligevel sluttedes der en ny Overenskomst, i Følge hvilken Spørgsmaalet om Retten til Øen ganske vist, ligesom tidligere bestemt, skulde afgjøres ved en Dom, men indtil da Den Dom, som skulde fældes, blev imidlertid aldrig afsagt, og de danske vare altsaa nu atter i Besiddelse af Gulland. I Valget af Midlerne til at naa dette Maal har hverken Christian I eller O. A., saa vidt det kan ses, været meget nøjeregnende; men mulig vilde Sagen tage sig en Del anderledes ud, hvis man havde en udførlig Fremstilling af den fra dansk Side. O. A. blev indtil sin Død siddende som Lensmand paa Gulland, som han, uvist naar, fik i Pant, og som en Følge af Øens Beliggenhed midt i Østersøen kom han til at spille en ikke ringe Rolle i Danmarks Forhold til Sverige, men næsten endnu mere til Hansestæderne. Allerede i Slutningen af 1451 lod han hærge paa de svenske Kyster,, i 1452 var han tillige med Magnus Gren Anfører for en dansk Flaade, der foretog et mislykket Angreb paa Stockholm og det østlige Sverige, og i 1457, efter Ærkebiskop Jøns Bengtssons Rejsning, ankom han med en Flaade for Stockholm længe før Christian I selv. I hans Stilling sorn Lensmand paa Gulland var det ikke blot hans Optræden over for skibbrudne, der fremkaldte Misfornøjelse hos Hanseaterne; det samme gjaldt hans stadige Bestræbelser for ved Hjælp af sine Udliggere at hindre al Handel paa Sverige, saa snart dette Rige stod i et fjendtligt Forhold til Danmark. Forliget mellem Christian I og Hansestæderne i Flensborg 1455 indeholdt endogsaa en særlig Bestemmelse om, at Kongen skulde faa O. A. til at ophøre med sine Kaperier; men da Hanseaterne samtidig i Følge Kongens Fremstilling lovede at afholde sig fra al Handel paa Sverige og Preussen, kan det ikke undre, at man senere i den samme Sommer træffer O. A. og andre danske Stormænd med et Antal Skibe ved Estlands Kyst for at hindre denne Handel. En Del Aar senere, i 1462, tog han tillige med sine Brødre Aage og Erik Del i en Strid om Øsel Stift, i det han med Vaabenmagt hjalp den ene af Kandidaterne til Bispestolen.
Foruden Gulland havde O. A. ved sin Død ogsaa Stævns og Bjeverskov Herreder i Pant. Hans vigtigste Ejendom var Vallø, som han skrives til endnu i sine senere Aar; derimod havde han allerede i Boerne afstaaet sin Ret i Gaarden Hjuleberg til Broderen Aage. I 1451 fik han Skullerupholm i Voldborg Herred i Pant af Steen Basses Enke, Fru Eline Johansdatter Bjørn, hvis Værge han var, ligesom han fik Lykkesholm i Vinding Herred overdraget af O. A. døde paa Gulland 16. Sept. 1464. Med sin første Hustru, den ovennævnte Karen Jensdatter Falk, havde han Datteren Birgitte (ovfr. S. 320). Om Fru Karens Forhold til O. A. hedder det i Slægtebøger, at «hendes Vis befaldt hannem ikke», og at han derefter sad ugift i 22 Aar, hvilket sidste dog sikkert er urigtigt; i alt Fald var han i 1430 gift paa ny, med Johanne Nielsdatter Brock af Vemmetofte, der vistnok levede 1445, hvorimod hun var død 1456. Efter hende ægtede O. A. Anne Jensdatter Present, der ved Mandens Død overtog Styrelsen af Gulland sammen med hans Halvbroder Philippus, men dog allerede det følgende Aar havde forladt Øen; af hendes og O. A.s Børn er det mest bekjendte en anden Datter Birgitte, som senere ægtede Niels Eriksen Rosenkrantz (XIV, 274). Fru Anne Jensdatter levede 1485, men var død 28. Marts 1487. (Danmarks Adels Aarbog 1900, S. 418 f.; P. v. Möller, Bidrag t. Hallands hist. I, 109 ff. 115.; William Christensen)." (DBL, 1. udg)

"til Vallø, som han dels fik af sin fader, dels giftede sig til, og Hjulebjerg, som han solgte til sin broder Aage, blev 1414 immatr. ved universitetet i Leipzig, var vist alt gift eller trolovet 1419, da Vallø og Nielstrup deltes mellem hr. Henning Podebusk og hr. Axel Pedersen på sin søns vegne, der tillige fik hr. Hennings part i pant, fik 1421 på et nyt skifte Østre-Vallø, var 1435 med kongen i Stockholm og beseglede s.å. forliget i Vordingborg, bl.a. bekendt fra sit plumpe overfald på kong Eriks frille, beseglede 1438 den fornyede union i Kalmar og var da alt rigsråd, trættede s.å. sammen med Fikke Lauridsen og Jens Hvas mod Oluf Pedersen (Godov) om Lystrup.
Beseglede 1439 opsigelsen til kong Erik, der beskyldte ham for at have stræbt ham efter livet, og kong Christoffers indkaldelse, var s.å. sendebud til mødet med de svenske i Enköping, var 14 Febr. 1440 endnu kun væbner, men kort efter ridder, solgte s.å. sin mødrene arv til sin broder Aage, var 1440 og 1449 høvedsmand på Aalholm, deltog i slægtmøderne 1442 og 1447, var 1417 rigsmarsk, 1448 dronningens værge og eksekutor af kong Christoffers testamente, siges ved denne tid at have redet mod 300 Mand i panser og plade.
Førte 1449 som admiral en flåde til Gulland, som han fik til len. Gav s.å. Lundegård (Fuglse H.) til Maribo kloster, var 1451 værge for hr. Steen Basses enke, der overdrog ham Skullerupholm i pant i 3 år. Fik 1454 ved forlig med hr. Steens arvinger en tredjedel i Lykkesholm og Skullerupholm, førte 1452 en dansk flåde mod Stockholm, deltog 1456 i Borgholms belejring, var atter 1457 i Stockholm, afstod s.å. sin del i Grubbeordrup til sin broder Philip, deltog 1459 i trætten om hr. Kjeld Axelsens gods, kaldes s.å. rigsadmiral, havde s.å. Ramsø len i leje af Antvorskov kloster, fik 1461 meget gods i pant af sin broder Peder, udkøbte sin ældste datter af Vallø, skal have haft Stevns og Bjæverskov herreder, han kaldes „den onde" eller „den uretfærdige", nævnes med sin søn Laurids og datter Cecilie i Næstved klosters dødebog, hans Anetavle fandtes fordum på Vallø." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1440 og 1449 på Aalholm, 1449 på Visborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk

Oluf blev gift med Anne Jensdatter Present. Anne (datter af Jens Pedersen Present, af Vollerup og Karen Nielsdatter Bild) døde efter 4 dec. 1484; blev begravet i Roskilde, Sømme, Roskilde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Levede 4 Dec 1484.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Cecilie Olufsdatter Thott (d. 1474),
Axel Olufsen Thott (d. aft 1464),
Margrethe Olufsdatter Thott (d. aft 1464),
Olive Olufsdatter Thott (d. aft 1464),
Jørgen Olsen Thott (d. aft 1525).