Borante van Podebusk

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Borante Podebusk

Notater:

Gift med Taleke (Ukendt) (d. aft 1450). Børn i ægteskabet: Henning van Podebusk (d. aft 1450),
Witzlaw van Podebusk (d. bef 1450),
Elsebe Borantosdatter Podebusk (d. bef 1450).

Død:
"Nævnes 1388 med sin moder og sine brødre, solgte 1396 sammen med sin broder Pritbern gods på Rügen." (Holbek & Brun)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Henning II van Podebusk
• Også kaldet: Henning Podebusk
• Indvandring: ca. 1350, Danmark
• Beskæftigelse: ca. 1365; Drost
• Beskæftigelse: 1375; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1375; Rigsforstander

Notater:

Levned:
Podebusk, Henning, –o.1388, Drost, tilhørte en fornem rygisk Adelsæt, som var i Slægt med selve Øens gamle Fyrster; hans Fader hed Brantho. Da Valdemar Atterdag 1350 opholdt sig i Nordtyskland, traadte H. P. i hans Tjeneste, og allerede 1353 spillede han en Hovedrolle ved de Forhandlinger, der førte til, at Johan den milde afstod Nykjøbing Slot paa Falster. 1360 overværede han den store Rigsforsamling i Kalundborg, Aaret efter var han med paa Valdemars Tog til Gulland. Kongen havde i ham
fundet en Hjælper, paa hvem han fuldstændig kunde lide, og drog ham stedse længere frem; i 1365 nævnes han som Gjældkjær i Skaane, og da kort efter Kongens mangeaarige Drost Claus Limbek (X, 294) stillede sig op imod Valdemar, blev H. P. hans Efterfølger. Haardt trængt af det store Forbund mellem hans fyrstelige Modstandere og Hansestæderne maatte Valdemar selv forlade sit Rige; Styrelsen førtes nu af Rigsraadet med H. P. i Spidsen, og denne kaldes «Høvedsmand i Danmark». Med Vaaben i Haand at modstaa de overmægtige Fjender var der ikke Tale om, men H. P. viste sig som en kløgtig Diplomat; han forstod at udbytte den Modsætning i Interesser, der var imellem Fyrster og Stæder, og han sluttede med de sidste Freden i Stralsund (1370), der vel kun kjøbtes ved store Indrømmelser, men fjærnede den Fare for fuldstændig Opløsning, som truede Riget; Fyrsterne maatte snart efter gaa paa Forlig, og Valdemar kunde vende tilbage til sit Land.

Ved Stralsundfreden havde Stæderne faaet overdraget Slottene i Vestskaane paa 15 Aar, men det var blevet aftalt, at H. P. skulde have dem i Varetægt paa Hanseforbundets Vegne. Han fik derved en ejendommelig Stilling mellem de 2 Partier, og han klagede snart efter til Hanseaterne over, at Kongen berøvede ham den Indtægt af de omliggende Herreder i Skaane, hvormed han skulde underholde Slottene; meget tyder dog paa, at han handlede efter hemmelig Aftale med sin Konge, der samtidig opfordrede Hanseaterne til at tilbagegive ham Slottene. Inden Resultatet af dette Dobbeltspil viste sig, døde Valdemar imidlertid (1375). Atter førte H. P. i Spidsen for Rigsraadet Styrelsen, men allerede i Dec. modtog han Holbæk Slot som Pantelen af Dronning Margrethe, og dermed var hans Stilling givet; sikkert skyldtes det ham mer end nogen anden, at Oluf og ikke Meklenborgeren toges til Konge.
Lige saa trofast, som han havde hjulpet Valdemar, støttede han fra nu af hans Datter og hendes lille Søn, og man tør formode, at den unge Dronnings Politik i den følgende Tid væsentligst er Drostens Værk. Tydelig spores det over for Hansestæderne; H. P. mistede vel snart efter sin Fogedstilling i deres Tjeneste, men ellers var han den stadige Mægler mellem Byerne og Danmark, og han optraadte endnu som saadan i det afgjørende Øjeblik, da Hanseaterne 1385 skulde tilbagegive de Skaanske Slotte; skjønt de vare yderst uvillige dertil, og den egentlige Termin ogsaa skød over, bleve de dog sluttelig nødte til at gjøre det. Men ogsaa for den rolige Tilbagetrængen af Meklenborgerne og deres Krav, for Udsoningen med Holstenerne bør H. P. vist have Æren, og da man var helt færdig til at optage Kampen for Sveriges Krone, og saa alt sattes i Fare ved den unge Olufs Død (1387), var det atter ham, der sikrede Margrethe Magten i hendes eget Navn. Kort efter døde den aldrende Statsmand; i Okt. 1388 nævnes hans Hustru, der kalder sig Drostinde, som Enke. Faa Udlændinger have gjort sig saa vel fortjente af Danmark som han, og sammen med nogle andre af Valdemar Atterdag indkaldte Tyskere gav han de indfødte Stormænd et følgeværdigt Exempel paa ubrødelig Troskab mod Riget og dets Herskere.
Den fremragende Stilling, H. P. vandt i Danmark, førte ganske naturlig flere af hans Slægt til Danmark. Allerede 1373 viser sig saaledes en Henning P., der til Adskillelse fra Drosten kaldes «den unge»; han ægtede siden en dansk Adelsjomfru, Kirstine Timmesdatter. En Valdemar P., maaske en Broder til Drosten, blev 1376 Biskop i Odense og døde 1392. Selv efterlod H. P. sig 4 Sønner, af hvilke Tetz P. gik den gejstlige Vej og opnaaede Kanonikater i Roskilde og Lund, indtil han 1392 fik Odense Bispestol efter sin nysnævnte Frænde; han døde 1400. En anden Søn, der efter Farfaderen kaldtes Brantho eller Brand, døde ogsaa tidlig; længere levede derimod Johan (Hans) og Predbjørn, som begge bleve i Danmark og ægtede danske Adelsdamer. – En tidligere Tids Gætninger om, at Valdemar Atterdags Elskerinde Tove skulde have været en Søster til H. P. og have banet denne Vej til Kongens Gunst, ere naturligvis grebne ud af Luften, saa vist som Tove i Virkeligheden hører hjemme i Valdemar den stores Historie. (Kr. Erslev.) (DBL 1. Udg)

Beskæftigelse:
På Holbæk med Merløse herred.

Begravet:
"Ved Vestenden af Valdemars Sarkofag fik hans Drost Henning Podbusk (død 1388) sin Grav ... Midt i Korsskæringen fandtes i 1873 ved Siden af et Skelet uden muret Grav et Jernsværd fra o. 1400 (Sorø I, S. 81, Fig. 12). Det er antaget for at være Henning Podbusks og er ophængt paa Højkirkens Nordside under hans malede Vaabenskjold, men hans Grav har sandsynligvis været adskillig vest­ligere, ved eller vest for den nuværende Kordør." (Danmarks Kirker)

Henning blev gift med Gisela von dem Sunde Putbus. Gisela (datter af Hr. Henning Podebusk og Eufemia Jakobsdatter, af Halland) døde efter 1396. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Gisela van Podebuzke

Notater:

"g. m. sit næstsøskendebarn, drosten hr. Henning Podebusk." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Tetz van Podebusk (d. bef 1401, Kannik),
Gese Podebusk (d. aft 1408, gift med Hr. Jep Trugildsen, til Steensballe (d. aft 1411).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Borante III Putbus
• Også kaldet: Boriante van Putbusse
• Titel: 1325; Ridder

Notater:

Levned:
"Var 1314 og 1320 væbner, 1325 ridder, gjorde 1339 med sin broder Tetz og sine fætre Henning og Stoislav, herrer til Putbus, et mageskifte med klostret i Berg, solgte 1346 med hr. Henning, Tetz og Stoislav von Pudtbuszke gods til deres onkel Henning von Cernin, levede 1370." (Holbek & Brun)

Titel:
Væbner 1314 og 1320.

Borante blev gift med Catharina Starkow. Catharina blev født cirka 1286 i Rügen, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Witzlav Putbus (c. 1312 - aft 1346).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: , Henning Putbus
• Også kaldet: Henning van Podebuzke
• Titel: 1314; Ridder
• Beskæftigelse: 1331; Foged

Notater:

" I DAA 1908 nævnes kun det første ægteskab med Birgitte Panter. Hos Brenner og i Europäische Stammtafeln nævnes kun ægteskabet med Euphemia. (Holbek & Brun)



Levned:
Var 1310 væbner, 1314 ridder, 1331 landfoged på Rügen, fik 1334 med sin broder Tetz Borgen og det hele land Strey i pant af sin hustrus fader hr. Laurens Jonsen (Panter), der havde tilgiftet sig det med Cecislava Putbus' søn greve Johannes af Gützkovws enke, kaldes 1348 "senor milis de Pudbutzke" til adskillelse fra sin fætters søn drosten." (Holbek & Brun)

Titel:
Væbner:1310 væbner

Beskæftigelse:
Landfoged på Rügen.

Henning blev gift med Eufemia Jakobsdatter, af Halland. Eufemia (datter af Hr. Jakob, af Halland) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"I 1357 eller kort derefter blev Henning Podebusk gift med sin halvkusine Gisela Podebusk. Hendes mor var en datter af grev Jakob af Nørrehalland, som tilhørte en sidelinje af den danske kongeslægt. Skønt grev Jakob i 1287 var blevet dømt fredløs for mordet på Erik Klipping, kunne Gisela gøre arverettigheder efter greven gældende i Danmark.
Og det lykkedes at få Valdemar Atterdag til at udlevere borgen og godset Egholm ved Hornsherreds rod på Sjælland, hvor der i dag findes borgruiner i både romansk og gotisk stil." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Pridbor Podebusk (d aft 1404),
Woldemar Podebusk (d. 20 Apr 1392, Aalholm Slot (Christiansholm), Nysted, Musse, Maribo).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Nicolaus de Pudbusk

Notater:

Fødsel:
Reventlow: c. 1250

Levned:
"til Borantenhagen, nævnes 1299, beseglede 1313 det i Helsingør udgivne trolovelsesbrev mellem kong Magnus og hertug Witzlaw af Rügens datter Eufemia og 1314 et forlig mellem hertugen og markgreve Valdemar af Brandenburg, levede 25 januar 1315, var død 31 oktober samme år." (Holbek & Brun)

Død:
Reventlow: 2 Dec 1315

Nicolaus blev gift med (Ukendt) Hinricusdatter de Cernin. (Ukendt) (datter af Hr, Hinricus de Cernin) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: (Ukendt) Hinricusdatter de Serlin

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Tetze Putbus (d. aft 1346),
(Ukendt) Nicolausdatter Putbus (d. aft 1320).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Tetze de Pudbuzke
• Titel: 1302; Ridder

Notater:

Gift med (Ukendt). Yderligere børn: Tetz van Putbus (1310 - 1346),
Borante van Putbus (1310- 1327),
Stoislav van Putbus (d. bef 1334).

Død:
"Hr. Tetze de Pudbuzke af Borantenhagen, hvem fyrst Witzlav af Rügen i sit testamente 1302 kalder sin frænde og ridder, levede 1310, men var død 7. december 1311."

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Jacob Skarsholm
• Også kaldet: Jakob greve af Halland
• Titel: Greve
• Titel: 1285; Ridder
• Beskæftigelse: 1287; Fredløs
• Beskæftigelse: ml. 1290 og 1300; Falskmøntner
• Beskæftigelse: 1302; Sørøver

Notater:

Gift med (Ukendt). Yderligere barn: Niels Jakobsen af Halland (d. aft 1313).

Levned:
"Nævnt 1267-1307, død 1307 eller kort efter. - Frasagde sig 1272 sin ret til Sneslev (Førslev S., Øster Flakkebjerg H .). Solgte 1278 alt sit gods i Kyndeløse (Kirke Hyllinge S., Voldborg H.) til Skt. Clara klostret. Mageskiftede senere samme år. gods i Venslev (Ferslev S., Horns H.) mod gods i Kyndeløse. Pantsatte 1279 sin gård i Ferslev (Ferslev S., Horns H.) til Skt. Clara. Skænkede 1286 Sorø Kloster gods i Ormeslev (Vemmelev S., Slagelse H.) for gæld til klostret (se note). Ifølge Håkon af Norges oplæg til forhandling 1302 var Jakob gennem 12905eme blevet frarøvet en del gods af kongen og dennes mænd, nemlig Ormeslev, Munkholm (Ågerup S., Merløse H.) og andet sjællandsk gods. Ormeslev var senere i kongens besiddelse, udtrykkeligt konfiskeret. Pantsatte 1300 (13. april) hallandsk gods i Grimeton (Grimeton S., Himle H.) samt i Jonsered og Struxered (Veddige S., Viske H.) for 500 mark sølv i kølnsk vægt. Gods i Klamp (Klamp S., Fleskum H.) synes af sammenhængen snarest at være Jakob Blåfods.
- Med sin bror Niels i 1267 i proces mod Otto af Ravensburg, fordi dennes bror Johannes skulle have misbrugt sin position som Niels’ og Jakobs formynder. Processen udmøntedes i forlig m ed erstatning i gods til de forurettede. Vedkendte sig 1274 en gæld til O tto på 180 mark. Godkendte 1271 sin brors gave til Esrum Kloster og bevidnede 1270 endnu en Esrumgave. Vidne for Skt. Clara-klostret 1277, -79 og -80. Vidne for Sorø Kloster 1284. 1277 vidne i eller ved Ribe. Vidne for Erik V Klipping august 1281 i Ålborg, november 1284 i Odense samt på rigsmøde i Nyborg maj 1284. Her voldgiftsdommer i sagen om Erik IV Plovpennings døtres gods. Tildømtes 1283 Nørrehalland (de fire nordligste herreder) som sin arvelige ret, et krav der understøttedes fra Schwerin. Oktober 1286 vidne i Skælskør på arveskifte efter Erik IV. Dømt 1287 for kongemordet. Ifølge kong Erik VI Menved "førstemanden" blandt kongemorderne. 1285 slået til ridder af Erik af Norge, 1288 "rådgiver" for hertug Håkon af Norge. 1297 under Håkon af Norges beskyttelse, 1302 også under Birger af Sveriges.
Byggede Hunehals mellem 1289 og -94 på ærkebispesædets grand i Halland. Ifølge kongens anklager forhindrede Johannes Grand et kongeligt felttog mod Hunehals, kongen havde også opsnappet et brev fra Johannes til Jakob. I midten a f 1290’erne forsøgte kongens mænd ifølge Jakob at tage den "med svig". Der skulle igen ifølge kongen være falskmønteri på Hunehals ved hjælp af kidnappede møntmestre. I de gensidige klager mellem kongen og de fredløse fra 1302 hævdede kongen at Jakob (vel gennem 1290’erne) havde tiltaget sig ledingspengene i Halland, udskrevet ulovlige ekstraskatter samme sted, fængslet uskyldige og krævet løsepenge for dem, bedrevet sørøveri, endog have stjålet gryder ved Århus kirkegård. 1302 vidne på fyrst Vizlav af Rygens testamente. 1303 vidne for hertug Henrik II af Mecklenburg. Beseglede samme år for kong Håkon af Norge.
1305 overlod Jakob Halland til den norske konge som følge af økonomiske mellemværender og problemer med at holde det mod kong Erik VI Menved. Igen 1307 nævnt som en af de fredløses ledere. Seglet kendes fra en beskrivelse i en vidisse fra 1306: I øvre del leopard set fra siden, i nedre en mark bestrøet med blomster (søblad)." (Holbek & Brun)

Titel:
Greve af Halland.