Børge Rosenkrantz

Notater:

Levned:
"til Ørup og Sønderskov (Malt H.), købt 1600, som efter hans død blev solgt til Thomas Juel, fik 1578 Kongens anbefaling til Ritmester Dietrich Maltzan, der skulle oplære ham til Ryttertjeneste, blev 1588 indbudt til Frederik 2.'s begravelse og 1596 til kroningen af Christian 4., nævnes ved Hyldingen 1608." (Holbek & Brun)

Børge blev gift med Margrethe Pallesdatter Juel den 9 aug. 1584 i Viborg, Nørlyng, Viborg. Margrethe (datter af Palle Mogensen Juel og Anne Eriksdatter Lykke) døde efter 1608. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Børn i ægteskabet: Axel Rosenkrantz (aft 1584 - bef 24 May 1614),
Ingeborg Rosenkrantz (aft 1584 - aft 7 Apr 1615),
Palle Rosenkrantz, til Ørup (1588 - Jun 1651),
Holger Rosenkrantz, til Ørup og Rosenlund (aft 1584 - bef 21 Feb 1658).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1557; Lensmand

Notater:

Gift 2: 1583 på Landting Hovedgaard, Ejsing, Ginding, Ringkøbing, med Maren Iversdatter Juel (aft 1548 - 7 May 1624, Handbjerg Hovgård, Ejsing, Ginding, Ringkøbing).

Levned:
"Rosenkrantz, Erik Axelsen, 1516-91, til Landting, Glimminge og Ørup m. m., var Søn af Axel Nielsen R. til Stensballegaard, Landting og Rydhave og Fru Berete Knob og født 4. Maj 1516. Sin Ungdom synes han at have tilbragt i Tyskland, thi det er rimeligvis ham og ikke hans samtidige Navne Erik (Ottesen) R. (d. 1575), som «fra sin Ungdom af» havde tjent ved den bekjendte Kurfyrst Johan af Sachsens Hof, efter dennes Død (1532) i hans Søn Kurfyrst Johan Frederiks Kammer og senere hos dennes Svoger Hertug Ernst af Brunsvig-Lyneborg. Senere tjente han atter hos Kurfyrst Johan Frederik, thi efter det uheldige Slag ved Miihlberg, hvor Kurfyrsten toges til Fange, har denne i Juli 1547 fra den kejserlige Lejr, hvor han opholdt sig som Fange, udstedt Vidnesbyrd om, at E. R. nu havde faaet Afsked af hans Tjeneste, da det paa Grund af Kurfyrstens Fangenskab ikke længer var E. R.s Lejlighed at tjene ham, hvorfor han beder alle om at lade
ham frit passere. – Da begge Forældrene døde i Febr. 1551, udlagdes Landting til E. R., medens hans Broder Niels Axelsen R. fik Rydhave og den 3. Broder, Folmer Axelsen R., fik Stensballe. Omtrent samtidig (1551) indgik E. R. et rigt Giftermaal med Jomfru Margrethe Ulfstand, eneste Barn af Børge Jensen U. til de bekjendte Skaanske Herregaarde Glimminge og Ørup, der saaledes kom i hans endnu i Skaane levende Efterkommeres Eje. – E. R. indtog saaledes en betydelig social Stilling; han var ogsaa i nogle Aar (1557-60) forlenet med Silkeborg og brugtes en Del i offentlige Hverv. I Syvaarskrigen tjente han i den jyske Fane under Frands Banner til Kokkedal og blev saaret i Slaget ved Axtorna (Svarteraa) 20. Okt. 1565; flere Gange maatte han i Krigens Løb i Frands Banners Fraværelse overtage Kommandoen over denne Rytterfane, ligesom han ogsaa under Syvaarskrigen maatte forstrække Kongen med meget betydelige Laan. – Da Fru Margrethe Ulfstand døde (inden 1582), og E. R. i sin høje Alder indgik et nyt Ægteskab, med Maren Juel, Datter af Iver J. til Stubbergaard (VIII, 569), maatte han afstaa Glimminge og Ørup til sine Børn af 1. Ægteskab. Han døde 1591 (begravet 21. Marts). (Personalhist. Tidsskr. 2. R. VI. ; A. Heise.)" (DBL, 1. udg).
"til Landting, tjente i sin ungdom kurfyrst Johan og hans søn Johan Frederik af Sachsen og derefter hos hertug Ernst af Braunschweig-Liineburg, derefter atter hos Johan Frederik, takseret jf. oversigt II, 1547 tog afsked af sachsisk tjeneste, 1551 efter forældrenes død ejer af Landting, gennem ægteskab kom han i besiddelse af Glimminge og Ørup, 1557-1560 lensmand på Silkeborg, 1558-1565 havde Ranes gods i Kalø len i pant, 1565 såret ved Svarterå, førte under krigen m. Sverige flere gange den jyske fane, ydede kronen store lån under Den nordiske Syvårskrig, 1577 tildømt Assertorp." (Holbek & Brun)



Beskæftigelse:
1557-1560: Silkeborg

Erik blev gift med Margrethe Børgesdatter Ulfstand, til Assertorp, Glimminge og Ørup i 1551 i Ejsing, Ginding, Ringkøbing. Margrethe (datter af Børge Jensen Ulfstand, til Glimminge og Ørup og Magdalene Tygesdatter Krabbe, af Østergaard) døde før 14 jun. 1582. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Inger Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1551).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1492; Hofsinde

Notater:

Levned:
"til Stenballegaard, Landting og Rydhave; 1492 og 1497 hofsinde, sidstnævnte år med på Sverigestogtet, men frikøbte sig fra fra deltagelse i det senere Sverigestog 1520. 1523 beseglede Kong Frederik I's håndfæstning, 1536 nævnes i den store reces." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet.

Axel blev gift med Birgitte Lauridsdatter Knob, til Stensballegård, Landting og Rydhave den 13 okt. 1504 i Horsens, Nim, Skanderborg. Birgitte (datter af Laurids Knob, til Gyllebo og Tale Arildsdatter Baad, af Halland, til Vadsted) blev født i 1490 i Holtug, Stevns, Præstø; døde den 20 feb. 1551 i Ejsing, Ginding, Ringkøbing; blev begravet i 1551 i Ejsing, Ginding, Ringkøbing. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Timme Rosenkrantz (11 Oct 1509 - bef 1547),
Laurids Axelsen Rosenkrantz (f. 21 Jun 1513, død som lille).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1526; Hofsinde
• Beskæftigelse: 1535; Lensmand
• Beskæftigelse: 1543; Høvedsmand

Notater:

Levned:
"Ulfstand, Børge Jensen, –1558, til Glimminge og Ørup, var Søn af nedennævnte Jens Holgersen U. (d. 1523) og arvede sammen med sin Broder Gregers Ørup efter deres Farbroder Oluf Holgersen. Til Dels sammen med sine Søskende arvede han ligeledes flere Pantelen, som Faderen havde haft af Kronen: Villands Herred, Høgby og Gnested samt Bursø; men medens han alt 1528 og 1526 afstod sin Andel i de første, beholdt han derimod Bursø til sin Død. Han deltog 1525 i Forligsforhandlingerne med Søren Norby, nævnes endnu i Aarene 1526-35 som Hofsinde, men var derefter en kort Tid verdslig Forstander for Tommerup Kloster. Han mødte paa den store Herredag i Kjøbenhavn 1536 som en af den Skaanske Adels befuldmægtigede. Foruden de 2 nævnte Skaanske Hovedgaarde ejede han Part i et Par andre, Løgtved, som han dog 1538 solgte til sin Broder Gert, og Lyngbygaard, som han fik efter sin Broder Arvid, men 1540 mageskiftede til Broderen Gregers. 1543-54 var han Lensmand paa Laholm, og henholdsvis fra 1542 og 1543 og til sin Død havde han Strø og Ønnestad Len i Pant af Kongen, der jævnlig lagde Beslag paa hans Tjeneste: 1543 sendtes han f. Ex. til Gulland, 1548 var han Skjænk paa Hertug Frederiks Norgesrejse, 1550 førte han Tilsyn med Befæstningsarbejder paa Varberg og Halmstad, og endelig overdroges ham selv anden 1557 Befalingen over Borgere og Bønder i Skaane i Krigstilfælde. Han døde 1558 paa Glimminge. Hans Enke, Magdalene Krabbe (f. 1. Febr. 1512), Datter af Marsken Tyge K. (IX, 403), overlevede ham i mange Aar. (Thiset)." (DBL 1. udg)
"til Glimminge og Ørup, som han og Gregers arvede efter hr. Oluf Holgersen, havde tildels med sine medarvinger 1523-28 Villands Herred, 1523 til sin død Bursø, 1523-26 Høgby og Gnested, beseglede 1525 det om forliget mellem kong Frederik I. og hr. Søren Norby udstedte vidne, 1526-35 hofsinde, 1535-40 forlenet med Tommerup Kloster, 1542-58 med Strø, 1543-54 høvedsmand på Laholm, havde desuden til sin død Önnestad len, 1548 skænk på hertug Frederiks rejse til Norge. Død 1558 før 11. december på Glimminge." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1535-40 Tommerup Kloster(tillige forstander), 1542-1558 med Strø.

Beskæftigelse:
På Laholm

Børge blev gift med Magdalene Tygesdatter Krabbe, af Østergaard. Magdalene (datter af Hr. Tyge Krabbe, af Østergaard og Anne Nielsdatter Rosenkrantz) blev født den 30 jan. 1512; døde den 27 feb. 1602. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Gav 1570 sine brorsønner Tyge og Glob Krabbe gavebrev på de anparter i Bjørnholm som hun til sin tid ville modtage efter sine brødre." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Holger Ulfstand, til Glimminge og Ørup (d. bef 18 Oct 1565). Desuden otte børn døde der døde som små.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1455; Degn
• Beskæftigelse: 1465; Rigsråd
• Titel: 1465; Ridder

Notater:

Levned:
"til Stensballegård. Synes først at have været gejstelig, 1453 baccalaureus i Rostock, Kannik i Ribe, 1455 valgt til Ærkedegn, må snart have forladt den gejstelige stand, 1465 nævnes ved forliget i Segeberg, s.å. ridder, rigsråd, 1475 fik vidne af Middelsom herredsting om sin arv efter sin oldemor (:mormor), fru Johanne af Vindum, 1478 købte Dalsgårde i Mammen s. af fru Berete Maltesdatter, Hans Mattissens efterleverske, 1484 skulle deltage i forhandlingerne i Kalmar m. svenskerne, levede 1. aug. s.å., var død 2. juli 1485." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Ærkedegn.

Niels blev gift med Inger Nielsdatter Gyldenstierne, til Langtind. Inger (datter af Hr. Niels Eriksen Gyldenstierne, til Langtind og Mette Jensdatter Banner, til Langtind) døde cirka 1525. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1479; Lensmand

Notater:

Levned:
"Var 1462 endnu mindreårig under sin halvbroder Hr. Axel Brahes værgemål, mødte 1474 og 1476 på skifter efter moderen, var 1479 og 1488 bispelig lensmand på Gjorslev, men 1491 på Grimstrup og 1495 på Lykaa, trættede 1495 og 1496 med de Oxer om Torsø, var 1510 lensmand på Gurre." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1479 og 1488 bispelig lensmand på Gjorslev, 1491 på Grimstrup og 1495 på Lykaa, 1510 på Gurre.

Laurids blev gift med Tale Arildsdatter Baad, af Halland, til Vadsted før 1486 i Holtug, Stevns, Præstø. Tale (datter af Arild Baad, af Halland, til Vadsted og Gundel Thorkildsdatter Brahe, til Mygdal) døde i 1500; blev begravet i Kundby, Tuse, Holbæk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
Begravet i Kundby Kirke (Tuse, Holbæk).

Begravet:
Gravsten i Kundby Kirke (afbildet): " o. 1525. Figursten over Tale Baad, †l560. »Hic iacet nobil(is) mulier ac uene(ra)bil(is) d(omi)n(a) Tale nobil(is) vi(ri) filia Arvidi Bod q(vo)nd(am) cop(ulata) hon(orabili) Lavre(n)cio Knob nobilissimi relicta q(væ) o(biit) an(n)o d(o)m(ini) MD□« (her ligger den ædle kvinde og agtværdige frue Tale, datter af den ædle mand Arvid Baad, og fordum gift med den hæderlige adelsmand Laurids Knob, ladt alene, hun døde i det Herrens år 5□).96
Lys, grå kalksten, 191x100 cm, hvorpå randskrift med reliefminuskler inden for glatte rammelister, som brydes i hjørnerne af skjolde med de fædrene og mødrene våbener for Tale Baad og hendes mand Laurids Knob. Figuren
står i en arkade, hvis bueslag er opløst i grene og ranker, der vokser op af de glatte søjlers kapitæler. Under arkaden ses fire skjolde med udslidte våbener, som passer dårligt med vor viden om ægteparrets aner. 97 Tale Baad holder i den fremstrakte venstre hånd en rosenkrans, med højre løfter hun op i dragten, som er fremstillet med urolige, viltre foldekast. Stenen anses for at være udført af en af den sjællandske initialmesters svende eller efterlignere98
og sammenstilles bl.a. med gravsten i Herlufmagle og Tureby. 99 Lå i koret syd for altret, 64 indtil den 1887 blev stillet op ad korets nordvæg, hvorfra den 1952 flyttedes til våbenhusets nordvæg." (Nat. Mus: Danmarks Kirker)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet Folmer Knob (d. aft 1486),
Knud Knob (d. aft 1486, gift med Anne Clausdatter Thott, d. aft 1566),
Johan Knob (d. aft 1486).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1487; Lensmand
• Beskæftigelse: 1505; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1511; Admiral
• Titel: ml. 1513 og 1515; Ridder

Notater:

Levned:
"Ulfstand, Jens Holgersen, –1523, Lensmand paa Gulland, Søkriger, var Søn af Holger Henriksen (Ulfstand) til Glimminge i Jerrestad Herred og Birgitte Jensdatter (Rosensparre). Efter Faderen, der døde i Tiden 1485-86, arvede han Glimminge og byggede her senere det mærkelige Stenhus, hvortil han 1499 lagde Lindholm 1486 og fik 1487 for Livstid Pantebrev paa Kronens Gods i Jønested i Skaane, som hans Fader ogsaa havde haft i Pant En mere betroet Stilling opnaaede han dog senere i 1487, da Kong Hans efter at have vundet Gulland tilbage fra Iver Axelsen Thott (XVII, 329) satte J. H. til Lensmand paa Øen. At der overdroges ham en saa vigtig Post paa en Tid, da han endnu maa antages at have været en yngre Mand, vidner om, at Kongen allerede da har næret en ikke ringe Tillid til ham. Han svigtede da heller ikke denne Tillid for saa vidt, som han altid bevarede Troskaben mod Kongen; men i sin Styrelse af Øen tillod han sig rigtignok saa mange Overgreb mod Beboerne, at Regeringen (vistnok i 1492) maatte sende 4 Rigsraader der over for at stille Befolkningen til Freds, i det dens Stemning mod J. H. var bleven saadan, at man frygtede for, at Øen kunde gaa tabt til Sverige. Nogen varig Forsoning er dog ikke kommen i Stand; endnu efter at J. H. havde fratraadt Lenet, klages der over alle de nye Paalæg, han havde indført. Og hvad en anden Side af hans Styrelse angaar, Et bedre Navn end ved sin Styrelse af Gulland har J. H. erhvervet sig som Søkriger. Allerede under Kong Hans’ Sverigestog i 1497 synes han at have spillet en fremtrædende Rolle blandt Befalingsmændene til Søs; men om betydeligere Foretagender til Vands høres intet under det kortvarige Felttog. Større Betydning fik J. H. efter Svenskernes Rejsning mod Kong Hans i 1501; Gang paa Gang i det ny Aarhundrede nævnes det, hvorledes han er paa Færde med sine Skibe for at undsætte det belejrede Kalmar eller hærge paa de svenske Kyster, hvor han fór frem paa en Maade, der ganske stemmer med hin Tids barbariske Krigsførelse.
I Sommeren 1509 afløstes J. H. som Lensmand paa Visborg af Laurens Skinkel, uden at det kan oplyses, hvad Grunden hertil har været; derimod kan det nævnes, at Kong Hans, medens J. H. sad paa Gulland, havde givet ham et i høj Grad anerkjendende Brev, hvori han opfordrer sin Søn Christian til at belønne hans Tjeneste, hvis Kongen selv skulde dø, inden han fik gjort det, og tillige erklærer, at dersom nogen vil træde Kongen selv paa Halsen eller fortrænge Sønnen, er J. H. en Mand, som Sønnen fuldkommen kan stole paa. Da Kong Hans ogsaa var kommen i Krig med flere af H ansestæderne og efterhaanden havde faaet sin Sømagt forøget, blev J. H. i 1511 Anfører for den danske Flaade, hvis største Skib «Engelen» han selv førte. I Forsommeren 1511, inden Fjendens Sømagt var løben ud, foretog han et Hærgningstog mod de tyske Kyster, hvor et Forsøg mod Travemünde mislykkedes, men Wismars og Rostocks Omegn og Stralsunds Besiddelser paa Rygen bleve plyndrede, ligesom den sidstnævnte Bys Borgere led et ret betydeligt Nederlag paa Rygen. Flaaden løb derefter til Øland og brændte en Del af Øen, men Befolkningen samlede sig og slog de Tropper, der vare satte i Land, saa at de maatte indskibe sig igjen. Den lybske Flaade kom imidlertid nu i Søen, og 9. Avg. 1511 mødtes den med den danske under J. H. i et heftigt Søslag under Bornholm, det største, der i meget lange Tider var leveret i Østersøen, men ikke mere afgjørende end, at begge Parter tilskrev sig Sejren. Kort efter erobrede J. H. 2 stralsundske Orlogsskibe, der vare komne sejlende til den danske Flaade i den Tro, at det var den lybske. Denne sidste bemægtigede sig derimod en rigtladet hollandsk Handelsflaade og vendte derefter tilbage til Trave; et Forsøg, som J. H., der havde faaet Forstærkning af 4 hollandske Orlogsskibe, 14. Avg. 1511 gjorde paa at standse Lybekkerne med deres Bytte, mislykkedes, da hans eget Skib «Engelen» blev ilde medtaget af de lybske Kugler, saa at han maatte standse Forfølgelsen.
J. H. nævnes fra 1505 som Rigsraad og deltog som saadan i forskjellige Forhandlinger om offentlige Anliggender; derimod er han først bleven Ridder i Tiden 1513-15, maaske ved Christian II’s Kroning i Juni 1514. Han har muligvis en Gang under Kong Hans haft Gladsaxe i Forlening; 1510 blev han forlenet med Villands Herred (som han i 1520 fik i Pant), og ligeledes i Kong Hans’ senere Tid fik han Sølvitsborg, som han imidlertid kun beholdt til 1519; forskjellige mindre Len i Skaane havde han i Pant til sin Død. Som allerede nævnt, havde han arvet Glimminge; Lyngbygaard i Villands Herred kjøbte han af forskjellige i Tiden 1509-15. Han var gift først med Holmger Axelsdatter Brahe, der døde 19. Nov. 1495 Paa Visborg, og derefter (fra 29. Juli 1498) med Margrethe Arvidsdatter Trolle; selv døde han 6, Febr. 1523. (Danmarks Adels Aarbog 1896, S. 437 f.; Allen, De tre nord. Rigers Hist. I. Hist. Tidsskr. V, 565 ff.; (William Christensen.) (DDBL 1, Udg,)
"til Glimminge, hvor han 1499 opførte det mærkelige Stenhus, og Lyngbygård (Villands H.), som han købte 1509-15 af Axel Brostrup og flere. Lensmand på Gladsaxe, 1487-1509 lensmand på Gulland, var 1505 rigsråd, førte sammen med Anders Bille den danske flåde, 1510-23 forlenet med Villands Herred. 1511 anfører for den flåde, der hærgede Wismar, Warnemünde og Rügen, og kæmpede hæderlig med den lybske flåde ved Bornholm og ved Travemünde, hvorfor han af kongen og sin samtid høstede stor ros, 1517-19 lensmand på Sølvitsborg, var 1518 Ridder, 1520-23 forlenet med Bursø, havde endvidere Gnested og Høgby." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1487 Gotland. 1520 - 1523 Bursø.

Jens blev gift med Margrethe Arvidsdatter Trolle den 29 jul. 1498 i Visby, Gotland, Sverige. Margrethe (datter af Arvid Birgarsson Trolle, til Bergqvara og Beate Ivarsdatter Thott) blev født den 21 maj 1475 i Grums, Värmland, Sverige; døde den 6 feb. 1522 i Vallby, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Holger Ulfstand (f. aft 1498),
Arvid Jensen Ulfstand, til Bønnet (aft 1498 - 14 Jun 1539),
Gert Jensen Ulfstand, til Bønnet og Lyngby (aft 1498 - 6 Aug1560, Bønnet Slot, Horbelev,Falsters Sønder, Maribo),
Gregers Jensen Ulfstand, til Ørup og Lyngby (aft 1498- 20 Dec 1544, København).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1501; Lensmand
• Titel: 1503; Ridder
• Beskæftigelse: ca. 1512; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1523; Marsk

Notater:

Levned:
"Krabbe, Tyge, 1474-1541, Rigsmarsk, det konservative, katholske Adelspartis Fører paa Reformationstiden, var en Søn af Mogens K. til Bustrup i Salling og Elsebe Tygesdatter Lunge fra Basnæs. 12 Aar gammel var han allerede som «Smaadreng» hos Kong Hans og deltog i dennes Tog til Gulland mod Iver Axelsen Thott. Senere fik han Kong Hans’ Hunde at passe i en 6-7 Aar «og havde», som han selv skriver, «mangen Fandens Dag med dem udi Moser og Kær». Ved andre Lejligheder deltog han som Kongens Smaadreng i Hoffester og Turneringer eller i Krigerfærd; 1495 fulgte han saaledes Kongen til Rigsmødet i Kalmar og kom i stor Fare i Rønneby Havn, da Kongens Hovedskib brændte, hvorved mange omkom; endnu 1497 fulgte han Kongen paa Sverigestoget og deltog derpaa i Slaget ved Rotebro. Et saadant Ungdomsliv kunde nok uddanne en Mand baade aandelig og legemlig. Raa Kraft, Halsstarrighed og selvtægt, parrede med en vis Snedighed og List, ere de Hovedtræk, man senere oftere sporer i hans Færd. – Forfremmelserne lode heller ikke længe vente paa sig. Allerede i en Alder af 27 Aar synes han (1501) at have været Lensmand paa Kjøbenhavns Slot; 1503 nævnes han allerede tillige som Ridder. Omtrent paa samme Tid blev han trolovet og et Par Aar senere gift med Anne Rosenkrantz, Datter af den højt ansete og rige Rigsraad Niels R., Hofmester hos Christian II; da de vare beslægtede i 4. Led, maatte der udvirkes pavelig Dispensation (1504). Ved sin Forbindelse med denne mægtige Slægt og end mere ved sin egen ubestridelige Dygtighed skulde det lykkes ham i et skæbnesvangert Tidsrum at hæve de gamle, ustyrlige Krabbers da noget Afblegede Æt til dens største Højde. I de følgende Aar træffes han uafbrudt paa Krigstogene til Sverige og forlenedes o. 1507 med Helsingborg Slot, hvortil han derpaa i næsten hele sit Liv var knyttet. Som Lensmand her skulde han komme til at udføre sin tidligere Manddoms største Bedrift, i det han som Befalingsmand i Skaane under den svenske Hærfører Aake Hansson Thotts truende Angreb paa Landet i en Fart fik samlet den Skaanske Adels Opbud (400 Mand) og ved «Fantehullet» i Nærheden af Grænsen tilføjede Aake Hanssons overlegne svenske Rytterstyrke (700 Mand) et Nederlag og, som han selv skriver, «fik Død paa hannem» (27. Avg. 1510). Begivenheden vakte stor Glæde i Danmark; de tagne Faner bleve med stor Højtidelighed ophængte i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn; Hr. Tyge fejredes i Rimkrønniker og Folkeviser og blev kort efter optagen i Rigsraadet.
Som Rigsraad deltog T. K. i et Rigsmøde i Halmstad 1512 og i Fredsmødet i Malmø s. A., ligeledes i de store Møder i Begyndelsen af Christian II’s Regering. Men samtidig viste han i disse Aar en ikke ringe Virksomhed for at samle sig Gods, dels i Jylland, dels i Skaane og i Halland. 1514 fik han saaledes, efter at have stævnet Sagen ind for Rigsraadet, det saakaldte Fiskbæk Gods tilbage, 12 Gaarde i Nærheden af Viborg, der vare inddragne under Kronen af Erik af Pommern og Dronning Margrethe i hans «Oldefader» Hr. Niels K. s Tid, i det han beviste, at det «uforbrudt og uden al skjellig og redelig Sag» var fradømt denne; dog skulde han først nyde Indtægterne deraf, naar den daværende Ihændehaver, den «vanbyrdige» Niels Clementsen (IV, 11), var død. Men da dette indtraf (1518), tog Kongen uden Lov og Dom Godset fra T. K. og gav ham kun et Lensbrev derpaa for Livstid. Dette var aabenbart et Overgreb fra Kongens Side; men dels var i Mellemtiden denne kommen i Strid med Adelen (Torben Oxe osv.), dels har han uden Tvivl opdaget, at T. K.s Bevis for, at Godset uden skjellig Grund var frataget Niels Krabbe, ikke holdt Stik; det var nemlig fradømt denne paa Grund af Brud paa Tingfred og Kirkefred.
Men denne Sag fik vidtrækkende Følger. Fra 1518 af er Kongens Vrede mod T. K. umiskjendelig. Som Lensmand paa Helsingborg havde denne under den nu (1518) udbrudte Krig med Sverige det Hverv at sørge for Hærens Proviantering. Kongen beskyldte T. K. for at vise sig sendrægtig; han var med Kongen for Stockholm, men sendtes tilbage for at fremskynde ny Proviantering; men samtidig sendte Kongen den Ordre til Dronningen «at lade hannem bie mig i Kjøbenhavns Taarn», hvis han viste sig forsømmelig. Da det store Tog derpaa 1520 afgik til Sverige, samledes Hæren ved Helsingborg. T. K. viste sig paa denne Tid overordentlig virksom; han forstrakte endog selv Kongen efterhaanden med den betydelige Sum af 2500 Mark og fik Pant herfor i Helsingborg; men han, den fejrede Kriger fra tidligere Tid, blev ikke Togets Anfører, derimod den da helt ukjendte Otte Krumpen, og 11. Nov. s. A. fratog Kongen derpaa pludselig, til Trods for Pantesum og alt, T. K. Helsingborg og gav det til Otte Krumpen.
Den stolte Mand følte dybt de Krænkelser, der vare tilføjede ham og samtidig saa mange andre af Stormændene, og den Uvirksomhed, hvortil han selv var henvist. Han synes nu at have opholdt sig paa Bustrup og virkede i Smug. Pludselig rejste i Dec. 1522 en Del jyske Raader Oprørsfanen mod Christian II. T. K. ansaas af Kongen selv og dennes Venner som Hovedmanden; sikkert er det, at han var den eneste virkelig betydelige Personlighed blandt dem. Han kom herved i Modsætning til Mogens Gjøe, Ove Bille, sine egne Svogre Erik Banner og Oluf Nielsen Rosenkrantz, der alle saa længe som muligt søgte at mægle og at undgaa et fuldstændigt Brud. Men med Selvraadighedens Kraft gjennemførtes Kongens Forjagelse, og T. K. viste stor Virksomhed under Ledelsen af Opstanden; ogsaa paa den skaanske Adel søgte han at virke til Fordel for den nye Herre, «der har undt alt Ridderskabet Hals og Haand over deres Bønder». Man vilde ikke finde sig i en Konge, der traadte Adelens personlige Selvstændighedsfølelse for nær. Betegnende nok maatte Hertug Frederik strax, da man tilbød ham Kronen (30. Jan. 1523), love at «kassere, døde og tilintetgjøre de Breve, Erik af Pommern og Dronning Margrethe havde aftvunget nogle af Adelen», og en lignende Bestemmelse optoges senere i Kongens Haandfæstning. Fiskbækgodset blev ogsaa kort efter tilbagegivet T. K., der strax ved Kongens Hylding i Viborg 26. Marts var ble ven Rigsmarsk og kort efter fik Helsingborg tilbage. Ogsaa adskillige andre Begunstigelser sikrede han sig.
I Frederik I’s Tid var T. K. uafbrudt paa Færde, snart i Marken som Rigsmarsk, snart i Fredens Raadslagninger; han støttede saaledes stærkt sin højtbegavede Fætter Vincents Lunge i dennes selvraadige Politik i Norge; ogsaa med Kong Gustav i Sverige stod han i en fortrolig Brevvexling, dels om Rigernes politiske Stilling, dels om mange andre Forhold. Han blev ubestridelig det konservative, katholsksindede Rigsraads Hovedfører. Han saa ligesom Poul Helgesen, til hvem han stod i et fortroligere Forhold, i de nyere Tiders religiøse Bevægelser en Fare for den bestaaende Statsordning og tillige for Aristokratiets egen Magtstilling. Han kommer derved oftere i Modsætning til den rolige og besindige Rigshofmester Mogens Gjøe, især naar Tidens Bølger gik højt. Med hensynsløs Strænghed dæmpede han i Aarene 1524-25 Bondeopstande i Skaane og fik af Almuen Øgenavnet «Tyge Badspyd». I Jan.-Febr. 1525 var tilsyneladende al Modstand i Skaane slaaet til Jorden af T. K.; men da kom pludselig Søren Norby. Lige over for dennes Rejsning af Bønderne kunde han ikke staa sig med den ringe Styrke, han havde til sin Raadighed. Forgjæves belejrede han en Maaneds Tid Aahus, men maatte opgive Belejringen af Mangel paa Proviant. «Vi maa æde Kjød som andre Hunde», skriver han i den Anledning til Frederik I i Fastetiden og raader Kongen til intet luthersk Parti at taale i sit Land, ellers vil Guds Hævn ramme det. Han maatte derpaa trække sig tilbage til Malmø, medens Søren Norby begyndte at belejre hans egen Forlening Helsingborg. Først da Johan Rantzau kom med Undsætning, toge Sagerne en anden Vending. I Slaget ved Lund (28. April) anrettede T. K. i Spidsen for Rytteriet et stort Blodbad paa Bønderne og ligeledes senere i Slaget ved Bunketofte Lund. Æren for disse Sejre tillægges T. K. baade i hans egne Optegnelser og af Poul Helgesen i Skibbykrønniken, uden at Joh. Rantzaus Navn blot nævnes. Officielt havde T. K. vistnok ogsaa som Marsk den øverste Ledelse. – Efter at Opstanden var dæmpet, begyndte under T. K.s Ledelse en forfærdelig Forfølgelse mod Kong Christians Tilhængere. T. K. havde saaledes stor Del i de Pinsler, «den Forræder Niels Brahe» (II, 596) maatte lide. En Del af hans Gods kom i Hr. T.s Hænder, der heraf dannede sit prægtige Herresæde Vegholm, hvor han derpaa (1530) opførte den stærkt befæstede Borg med 3 Taarne, Volde og Grave. – Ogsaa 1526 maatte T. K. kæmpe mod Søren Norbys Folk i Bleking, hvilke dog hurtig overgave sig efter deres Herres Nederlag til Søs. I Skaane herskede T. K. derpaa i den følgende Tid med stor Myndighed; især viste han stor Strænghed mod den landflygtige Malmøborgmester Hans Mikkelsens Slægt.
Lutherdommens Fremtrængen i Malmø og Skaane fyldte ham med Ængstelse. Selv Kong Gustav raader han 1529 til «at afstille det lutherske Regimente, som haver dog ingen Bestand udi Fremtiden og er imod alle kristne Menneskers Samfund»; men det hindrede ham dog ikke i ved Lejlighed paa Adelens Vegne at optræde mod den katholske Gejstlighed i verdslige Anliggender og søge at sikre sin ældste Søn Erik, medens denne endnu var Barn, gode gejstlige Forleninger. End større blev Frygten, da Christian II i Nov. 1531 landede i Norge. T. K. viste som Rigsmarsk stor Virksomhed for Udrustninger, og det er ikke hans, men Kong Frederiks Forsigtigheds Skyld, at en større Hjælp ikke afsendtes til Norge før i Maj. Stor Indflydelse fik Hr. T. ogsaa paa Kong Christians Skæbne; det var nemlig ham, der i de uhyggelige Forhandlinger i Helligaandskirken i Kjøbenhavn var Talsmand for og fik Hansestæderne og de svenske Sendemænd til at gaa ind paa, at Kongen skulde sættes i Forvaring paa Sønderborg og Lejdet saaledes brydes, ligesom han ogsaa paa Adelens Vegne var en af de 4 danske Raader, for hvem Kong Frederik maatte forpligte sig til at holde Kongen fangen paa Livstid, og uden hvis Samtykke han i denne Sag intet kunde gjøre. T. K.s Hævn- og Sikkerhedsfølelse var tilfredsstillet.
Paa Herredagen 1533 efter Kong Frederiks Død spillede T. K. en stor Rolle. Medens han med næsten fyrstelig Pragt fejrede sin Datter Elsebes Trolovelse med den unge Peder Skram (ovfr. S. 382), var han i Modsætning til Mogens Gjøe ivrig for, at Kongevalget skulde udsættes, for at Nordmændene næste Aar kunde give Møde og et katholsk Kongevalg saaledes sikres; da kunde man imidlertid, som han skriver til den norske Ærkebiskop, finde Raad mod «de Luthers Præster og andet galent Væsen». «Hertug Christian (III)», ytrede han, «vil blive en værre Tyran end gamle Kong Christian selv»; og til Malmøboerne (Jørgen Kock), der opfordrede til et Kongevalg, ytrede han: «Jeg skal være jer Konge nok i Skaane», Ytringer, som gjennem Malmøboerne (Jørgen Kock) senere kom Christian III for Øre og ingenlunde stemte denne gunstig mod T. K. Under hans Ledelse begyndte derpaa Forfølgelser mod de lutherske Stæder og deres Præster i Skaane, hvilket alt bidrog til, at Jørgen Kock og hans Tilhængere kastede sig i Lybeks Arme og begyndte Grevefejden i Kong Christian II’s Navn. Da Grev Christoffer pludselig landede (Juni 1534), kom alt i den største Forvirring. T. K. ilede frem og tilbage og søgte at samle den skaanske Adel; men da den sjællandske Adel med Anders Bille i Spidsen sluttede sig til Greven, gjorde den Skaanske Adel det samme-, T. K. svor Greven Troskab paa Kong Christians Vegne mod Tilgivelse for alt, hvad der tidligere var gjort mod Kong Christian. T. K. havde saaledes i dette Øjeblik ikke, trods al sin Snildhed, vist sig som Situationens Mand. Paa Helsingborg sad han nu som Grev Christoffers Mand og maatte i Nov. s. A. med den Skaanske Adel drage mod de samme Svenskere, hvis Hjælp han i Begyndelsen selv havde paakaldt paa det ivrigste! Medens den øvrige skaanske Adel derpaa gik over til Svenskerne og i Forening med disse rykkede frem mod Helsingborg, hvor Marcus Meyer, Jørgen Kock o. fl. havde taget Stilling, sad Hr. T. endnu paa Helsingborg Slot, ikke som Lybekkernes, men som Grev Christoffers Mand. Efter lybsk Beretning skal han udtrykkelig have erklæret, at de trygt kunde stille sig op med Slottet i Ryggen, paa ham kunde de lide; men midt under Slaget (13. Jan. 1535) lod han pludselig «Kjærnens» Kanoner bringe Død og Fordærvelse i deres Rækker og bidrog saaledes til et fuldstændigt Nederlag for dem. «Menederske, troløse Skurk», lyder det nu i den følgende Tid fra deres Side. Hadet til Adelen naaede sit Højdepunkt; fra Malmø udgik de heftigste Fejdeskrifter mod den, hvori navnlig T. K. skildres med de mørkeste Farver, dels paa Grund af hans Adfærd ved Helsingborg, dels paa Grund af hans tidligere Forfølgelser mod Lutheranerne. Selv maatte han nu tillige med den skaanske Adel kaste sig i Christian III’s Arme, og – fra nu af var hans Betydning forbi. Vel blev han strax tillige med Axel Brahe indsat til Statholder i Skaane; men da han holdt sig temmelig uvirksom paa Helsingborg, fjærnedes han kort efter temmelig unaadig – «paa Grund af Alder og Skrøbelighed».
Efter Kjøbenhavns Overgivelse i Juli 1536 maatte han, ligesom de øvrige verdslige Rigsraader, udstede Stræng Forpligtelse om at være Kongen og hans Søn tro og ikke modsætte sig Regerings- og Kirkeforandringen; Rigsmarsktitelen beholdt han eller fik tilbage, da det ikke lykkedes Kongen at faa en tysk Marsk i hans Sted; men Helsingborg maatte han afstaa til sin berømte Svigersøn Peder Skram, Christian III’s fuldtro Mand; Pantesummerne, han havde deri, synes at være betragtede som forbrudte paa Grund af hans tidligere Tilslutning til Grev Christoffer. I de følgende Aar træffer man ham af og til ved Rigsraadsmøder og lign. – Den sidste større politiske Handling, hvori han deltog i Spidsen for den skaanske Adel, var det 1539 paa Kongens Foranledning indtraadte Forlig med hans tidligere «Ven», men senere svorne Fjende Jørgen Kock (ovfr. S. 320).
Han døde paa sit prægtige Herresæde Vegholm 23. Juni 1541, 67 Aar gammel, efter et indholdsrigt Liv, rigt paa Omvexlinger, som Repræsentant for en uddøende Tidsalder, hvis stolte Adelsslægter i hensynsløs Selvraadighed ikke havde forstaaet at bøje sig for en stærkere Kongemagt og de nyere Tiders Ideer. Han var en politisk Umulighed efter 1536; men dog havde han hævet sin Slægt til en hidtil ukjendt Højde og efterlod denne Stilling til sine Børn (Erik, Elsebe). (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; A. Heise.)" (DBL, 1. udg).
"til Bustrup (-1511- -1538-), Vegeholm (-1529-) (Strövelstorp S., Sønder Asbo H.) og Skedala (Snöstorp S., Tonnersjö H.). - Blev 1486 dreng hos kong Hans og deltog i dennes togt til Gotland mod Iver Axelsen [Thott], fulgte 1490 kongen til Mecklenborg »... og bar hans skiold og glavind«, var 1494 med kongen på flagskibet »Gribshund«, 1495 med kongen til rigsmødet i Kalmar og var med under indtagelsen af Kalmar og deltog i slaget ved Rotebro, beseglede 1500 (22. dec.) for hr. Niels Eriksen [Rosenkrantz], var 1503 (26. sept.) lensmand på Kbh. Slot, blev senest 1503 ridder, deltog i de følgende år på togter i Sverige, 1506 opført på listen over det skånske ridderskab, 1509-21, 23-37 forlenet med Hålsingborg, som fører for den skånske adel besejrede han 1510 (27. .aug.) Aage Hansens [Thott] svenske rytterstyrke ved Fante Håla (Fantehullet) ved Orkelljunga.
Blev 1510 rigsråd, beseglede 1511 (5. sept.) for Niels Brahe til Vanås, deltog 1512 i et rigsrådsmøde i Halmstad og fredsmødet i Malmo, bevidnede 1517 sin bror, doktor Morten Krabbes testamente, var ved krigsudbruddet 1518 betroet hærens proviantering, stiftede 1518 (6. apr.) s.m. sine søskende to årstider i Århus Domkirke for deres slægt, og skænkede en gård i Trustrup (Galten H.) til formålet, fik s.å. af Karl Knutsson pantebrev på Skedala formedelst et lån på 1.000 mark, stod s.å. fadder til prins Hans, fik 1520 pant i Hålsingborg mod et lån til kongen, som dog fratog ham lenet s.å., beholdt dog Engelholm, trak sig krænket tilbage til Bustrup og var s.å. en af hovedmændene i konspirationen mod kong Christian II.
Opførte 1521 ny hovedbygning på Bustrup, udstedte s.m. andre af den utilfredse jyske adel 1523 (20. jan.) opsigelsesbrevet til kong Christian, s.å. (26. mar.)-f rigsmarsk, fik s.å. (15. aug.) Hålsingborg tilbage, var fra nu af blandt de toneangivende katolske rigsråder, s.å. forlenet med Jegindø, og ca. samme tid med Bådstad i Skåne, til 1517 med gods i Luggude m.fl. herreder som han købte 1517, 1518-23 med Fiskbæk, bekæmpede med vekslende held 1524-25 bondeopstande i Skåne, men slog herunder bønderne ved Lund og Bunketoftelund, kæmpede 1526 sejrrigt i Blekinge mod Søren Norbys folk, 1529 bev. til at lade forleningen af Jegindø følge den af børnene der overtog Bustrup, overtog dele af forrædderen Niels Brahes gods i Skåne og opførte her senest 1529 Vegeholm, tog 1531 del i forhandlingerne i København om den fangne kong Christians skæbne, og var en af de fire danske rigsråder for hvem kong Frederik I måtte forpligte sig til at holde den afsatte konge fanget på livstid, svor 1534 på kongens vegne greve Christoffer af Oldenborg troskab, og sad som grevens høvedsmand på Hålsingborg Slot, hvorfra han skiftede side og bidrog til lybækkernes nederlag 13. jan. 1535.
Bustrup blev 1534 afbrændt af bondehæren, var under det nye styre kortvarigt medstatholder i Skåne, men fjernedes kort efter i unåde, måtte 1536 afstå Hålsingborg til sin svigersøn, hr. Peder Skram, beseglede s.å. rigsdagsrecessen, 1536-42 forlenet m. Barkager, Engelsbæk og Skillinge, deltog endnu 1539 i spidsen for den skånske adel i forliget med Jørgen Kock, fik 1539 af sine arvinger lov til at skifte sit gods mellem dem i levende live. Ligsten i Strövelstorp Kirke." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Københavns Slot; 1507 Helsingborg Slot.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Tyge blev gift med Anne Nielsdatter Rosenkrantz efter 5 okt. 1505. Anne (datter af Hr. Niels Eriksen Rosenkrantz, til Bjømholm, Skjern hovedgård og Vallø og Birgitte Olufsdatter Thott, til Vallø) blev født efter 1485; døde den 22 apr. 1550; blev begravet i 1550 i Strövelstop, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Med pavelig bemyndigelse dat. 15 May 1504.
Yderligere børn i ægteskabet: Mogens Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Erik Krabbe af Østergaard (f. aft 1506),
Knud Krabbe af Østergaard (25 Nov 1516 - 1532, Dresden, Sachsen, Tyskland),
Morten Krabbe af Østergaard, til Bøgsted (6-7 Feb1524 - 27 Jul 1566, Sverige).