Anna Holgersdatter Rosenkrantz

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Anne Holgersdatter Rosenkrantz

Notater:

Gift 19 Oct 1645, Odense, med Otte Krag af Jylland, til Voldbjerg (29 Aug 1611, Agerkrog Gods, Tistrup , Ø. Horne, Ribe - 4 Feb 1666, København).
Børn i ægteskabet: Sophie Amalie Krag af Jylland (1 Dec 1648, Aunsbjerg, Sjørslev, Lysgaard, Viborg - 31 Jul 1710),
Christian Frederik Krag af Jylland (16 Nov 1650 - 10 Sep 1662),
Niels Krag af Jylland (22 Aug 1653 - 22 Feb 1713).

Begravet:
Anetavle for Anne Rosenkranta og Otto Krag ophængt i Krags kapel. Kiste opstille i kapellet: " Ane Rosenkrantz, salig Otte Krags til Volberg, født paa Halmsted Slot 10. Juli 1609, Datter af Holger Rosenkrantz til Glimminge, og Fru Lene Gyldenstierne; død i Kiøbenhafn 10. Juni 1688 i sit 69. Aar. Trapezformet Kiste, 184 x 78—72 cm og 67 cm høj, med tresidet Laag og svagt indadskraa- nende Sider, fløjlsklædt og rigt smykket med Kobberbeslag, der endnu har Spor af Forgyldning." (Danmarks Kirker)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1614; Lensmand

Notater:

Gift 2: 19 Sep 1641, Odense, med Karen Tagesdatter Krabbe af Østergaard, til Vemmetofte (29 Apr 1597, Övedskloster, Öved, Malmöhus, Skåne, Sverige - 14 May 1662, Køge Købstad, Ramsø, Roskilde).

Levned:
"Rosenkrantz, Holger (Axelsen), 1586-1647, til Glimminge, Søn af Axel R. til Glimminge (d. 1630) og Mette Grubbe, fødtes paa sin Fædrenegaard 9. Maj 1586. Da et Par Aars Skolegang paa Herlufsholm havde overtydet Forældrene om hans ringe Lyst til Bogen, anbragtes han først hos Kansleren Christian Friis til Borreby, og derefter sendtes han til Nederlandene, hvor han paa 8. Aar gjorde Krigstjeneste paa Generalstaternes Side. I Anledning af Bruddet med Sverige blev han 1611 kaldt hjem og fik overdraget at hverve et Kompagni, i Spidsen for hvilket han deltog i Kampene ved Kalmar i Krigens første Aar og 1612 i Erobringen af den nærliggende Ryssby Skanse, som derpaa underlagdes hans Befaling. 1614-17 var han forlenet med Roskildegaard, 1617-20 med Halmstad, 1620-25 med Laholm og 1625-45 med Bornholm. Her kom han i sit Livs Aften til atter at staa Ansigt til Ansigt med en væbnet Fjende, men han plukkede ikke nye Lavrbær i dette Sammenstød. I Juni 1645 landsatte en svensk Flaade en lille Styrke, som strax bemægtigede sig Nexø. Øens Milits viste sig ganske ude af Stand til at tage Kampen op, og Befolkningen forholdt sig rolig. Det var næppe rigtig handlet af H. R., at han, medens disse Begivenheder stode paa, holdt sig indesluttet paa Hammershus; havde han været Situationen voxen, havde han forsøgt ved sin personlige Nærværelse at sætte Mod i de forsagte Officerer og træffe de nødvendige Forsvarsforanstaltninger. Men det maa indrømmes, at hans Stilling var meget vanskelig med en Besætning paa Slottet af kun 60, tilmed opsætsige og upaalidelige, Soldater. En eller to Dage efter, at Fjenden havde vist sig for Hammershus, maatte han da ogsaa, til Dels tvungen af Besætningen, overgive sig. Han fik Lov til at sejle til Kjøbenhavn, men fik ikke nogen venlig Modtagelse af sin Konge. Christian IV, der var forbitret over Bornholms og særlig Hammershuses Tab saa at sige uden Sværdslag, lod anstille Undersøgelse om, hvorledes det var gaaet til der ovre, og derefter H. R. tiltale paa Herredagen for Forsømmelse af sin Pligt; men Dommen lød paa Frifindelse (5. Maj 1646). Med levende Mishag har den gamle Konge sikkert modtaget Efterretningen om dette Udfald, men næppe vel til sin Overraskelse; han vidste jo, at «Mr. Skramhans», som han kaldte H. R., havde et «stort Anhang» blandt sine Standsfæller. Naturligvis fik H. R. ikke nogen ny Forlening, men allerede Aaret efter, 31. Juli 1647, døde han under et Ophold i Odense.
Naar Christian IV 1645 talte om H. R.s «mange Svogre, Slægt og Venners, der mulig, saa vidt det stod til dem, vilde holde deres Haand over ham, havde han i Følge en gammel Beretning en Gang tidligere ytret noget lignende om samme Mand. I Aaret 1629 skal H. R. have givet Biskoppen i Lund Mads Jensen Medelfar (XI, 207) i dennes eget Hus et Ørefigen, fordi Biskoppen havde været med at frifinde en af herremanden anklaget Præst. En med paaviselig falske Træk udstyret sagnagtig Beretning lader H. R. kaste Biskoppen til Jorden og slaa ham med knyttede Næver, saa Blodet sprang ham ud af Næse og Mund, og derpaa Biskoppen, blodig som han var, rejse til Kjøbenhavn – tro det, hvem der vil! – og fremstille sig for Kongen, som strax befalede Voldsmanden tiltalt. Da Herredagen imidlertid lod denne slippe med en Bøde af 1000 Rdl., skal Kongen have udbrudt, at havde han haft saa mange Svogre i Retten som H. R., var der vel fældet en anden Dom. Der synes dog ikke at være blevet fældet en virkelig Dom, men Sagen er vist bleven bilagt i Mindelighed, og H. R. har i Henhold til den trufne Aftale betalt en Bøde. Disse Penge – Angivelserne svinge mellem 1000 og 3000 Rdl. – skjænkede Kongen til den af ham 1630 funderede Frederiksborg Skole, og hvis de, som det paastaas, have foranlediget Skolens Oprettelse, har H. R.s Ørefigen faaet vidtrækkende Følger.
Kunne disse nu kun indirekte tilskrives H. R., og maa Scenen i den Skaanske Bispegaard, hvor utroværdig Skildringen af dens Enkeltheder end er, staa som et utiltalende Exempel paa Adelens Overmod og Mangel paa Dannelse og vise H. R. som en under Paavirkning af stærke Drikke hidsig Natur, bør det paa den anden Side anføres, at han har vist sig godgjørende ved bl. a. at stifte flere Hospitaler (Fattighuse). Han kunde gjøre dette, thi med rette bar han Tilnavnet «den rige». Foruden Glimminge i Skaane ejede han Demmestrup (som han i Begyndelsen skrev sig til), Claustrup og Skotterup i Halland, Egholm og Vemmetofte i Sjælland, Skjoldemose, Løjtved og Bramstrup paa Fyn, Landting i Jylland. I sit Dødsaar anslaar han sit Jordegods til over 4000 Tdr. Hartkorn.
H. R. var gift 1. (3. Juli 1614) med Lene Gyldenstjerne (f. 17. Maj 1588 d. 30. Jan. 1639), Datter af Mogens G. til Bjersgaard, 2. (19. Sept. 1641) med Karen Krabbe (f. 29. April 1597 f 14. Maj 1662), Datter af Tage K. til Jordbjærg (IX, 402) og Enke efter Johan Friis til Ørridslevgaard (V, 433). Hans andet Ægteskab var barnløst. (H. Michelssøn, Ligpræd. ov. H. R. (1649). Brasch, Vemmetoftes Hist. I, 159 ff. Danske Mag. V, 22 ff. Nye Danske Mag. II, 289 ff. Kirkehist. Saml. 4. R. V, 31 ff. 607 f. (C. F. Bricka)." (DBL 1. udg)

"til Landting, Glimminge, Esperød (Herrestad h., købt ca. 1639), Skotterup, Perstorp og Demmestrup (alle i Høgs h., købt ca. 1620-1630), Claustrup (Tønnersø h.), Vemmetofte, Egholm, Torup, Skjoldemose og Bramstrup (Åsum h., købt 1632), takseret jf. oversigt II. - Han var blandt rigets største godsejere og fik tilnavnet "den rige". Gik 1602-1603 i Herlufsholms skole, var dernæst hos kansleren Christian Friis, tjente 8 år i Nederlandene, deltog i Kalmarkrigen m. et selvhvervet kompagni, 1614-1617 lensmand på Roskildegård, 1617-1620 på Halmstad, 1620-1625 på Laholm, 1621 ritmester ved rostjenesten, 1625-1645 lensmand på Bornholm, som han 1645 overgav til svenskerne og blev derfor tiltalt, men frifundet 1646, blev iøvrigt trods sin rigdom aldrig rigsråd muligvis p.g.a. en strid m. Lundebispen Mads Jensen Medelfar. Var meget interesseret i jordbrugsforhold, og var desuden en gavmild donator til mange forskellige formål bl.a. til et alderdomshjem ved Glimminge og til Vallby kirke." Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1614-1617: Roskildegaard, 1617-20: Halmstad, 1620-1625: Laholm, 1625-1645: Bornholm.

Død:
Begravet i Nyborg Kirke (Vindinge, Svendborg).

Begravet:
Epitaf afbildet.
"Epitafium (fig. 303), 1649, over Iohan (Johan) Friis til Ørritzsløf (Ørridslev), kgl. befalingsmand på Tranekær Slot, †1635 på Løgtved, »i hans alders 50 aar«, samt Holger Rosenkrantz til Glimming (Glimminge), kgl. befalingsmand på Hammershus, †1647 i Odense, »i hans alders 61 aar«, med deres hustruer Lene Gyllenstiern (Gyldenstierne), †1640 på Demmestrup, »hendes alder(s) 51 aar«, og Karen Krabbe, †<14. maj> 16<62>, »hendes alders <65> aar«. Af indskriften fremgår, at Holger Rosenkrantz og Karen Krabbe var gift i seks år på nær seks uger, samt at Karen Krabbe lod gravstedet indrette 1649.
Epitafium af sandsten og sort marmor (storstykkets skriftfelter), 392×348 cm, indskrift med fordybede versaler. Storstykkets skriftfelt, hvorpå personalia, er indsat i en bred ramme med de afdødes anevåbener arrangeret i to bånd (i alt 64 våbener), der udgår vandret og lodret fra fire hjørnefelter med indskrift, således øverst tv. »Holger Rosenkrantz 8 fæderne oc møderne wab(en)«, øverst th. »Iohan Friis 8 fæderne oc møderne waben«; nederst tv. »F(ru) Lene Gyilenstiern 8 fæde(rne) oc møderne
waben« og nederst th. »F(ru) Karen Krabbes 8 fæderne oc møderne waben«. Våbenrækkerne er inddelt i felter af 2×4 våbener, adskilt i de vandrette flanker af lodrette bånd, i de lodrette flanker af vandrette, rektangulære plader. ... Monumentet krones af et brudt gavlstykke med tværovalt skriftfelt med et vers: »I reyser till ded rete fæderneland/ oc lader mig i en sørgelig stand/ I lefver vdi den gledelige sall/ mens ieg i denne iammer dall«." (Danmarks Kirker).

Holger blev gift med Lene Mogensdatter Gyldenstierne den 3 jul. 1614 i Landskrona, Skåne, Sverige. Lene (datter af Mogens Gyldenstierne, til Bjersgård og Fulltofta og Hedvig Ebbesdatter Ulfeldt) blev født den 17 maj 1588; døde den 30 jan. 1639 i Höks, Halland, Sverige; blev begravet i 1639 i Nyborg, Vindinge, Svendborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"kom 1606 i jomfrukammeret." (Holbek & Brun)

Begravet:
Se beskrivelse af ægtefællens begr.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabt: Christian Rosenkrantz (1614 - 8 Aug 1648, gift med Karen Frederiksdatter Reedtz, til Krabbesholm (1616-1709),
Corfitz Rosenkrantz (31 Aug 1628 - 24 Aug 1653, gift med Margrethe Henriksdatter Ramel (31 May 1639 - 1699),
Tale Holgersdatter Rosenkrantz (f. aft 1614).

Notater:

Levned:
"til Glimminge, Gundestrup og Skjoldemose (Sunds H.), var til 1577 edelknabe hos kurfyrst August af Sachsen, krævede 1602 sin broder Børge dømt til at betale en anpart i en korruptionsforpligtigelse, som de havde påtaget sig over for Hans Speil, tjente 1611 under krigen, købte 1621 Vandstad (færs H.) af Bjørn Mormand, solgte 1625 Blistrup på Mors til Thomes Kaas, ansås 1625 for at være den mest formuende mand i Skåne." (Holbek & Brun)

Axel blev gift med Mette Pallesdatter Grubbe den 26 jul. 1584 i Ystad, Skåne, Sverige. Mette (datter af Palle Grubbe og Margrethe Corfitzdatter Hardenberg, til Skjoldemose og Lindsted) blev født cirka 1560 i Høgested, Skåne, Sverige; døde før 12 sep. 1640. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Var i sin Ungdom i Sachsen med sin Moster Jfr. Anne Hardenberg, levede endnu 1638." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Oluf Rosenkrantz (aft 1584 - begr 4 Apr 1612, trolovet med Christence Pallesdatter Splid (Fasti, d. 1637)),
Erik Rosenkrantz (aft 1584 - bef 24 Aug 1637),
Børge Rosenkrantz (aft 1584 - 1611, Kalmar, Småland, Sverige).

Notater:

Levned:
"til Bjersgård (S. Asbo H.) og Fulltofta, var 1560 i kost hos mester Anders i Roskilde, ledsagede 1576 kongen til Mecklenburg, 1580 ved hyldingen, 1588 ved kongens begravelse." (Holbek & Brun)

Mogens blev gift med Hedvig Ebbesdatter Ulfeldt. Hedvig (datter af Ebbe Ulfeldt, til Svenstorp og Lene Holgersdatter Ulfstand) blev født i 1550 i Svenstorp, Skåne, Sverige; døde den 30 aug. 1608. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Ebbe Gyldenstierne,
Tale Mogensdatter Gyldenstierne (d. 20 Oct 1624),
Ermegaard Mogensdatter Gyldenstierne,
Lene (1) Mogensdatter Gyldenstierne,
Lene (2) Mogensdatter Gyldenstierne.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1557; Lensmand

Notater:

Gift 2: 1583 på Landting Hovedgaard, Ejsing, Ginding, Ringkøbing, med Maren Iversdatter Juel (aft 1548 - 7 May 1624, Handbjerg Hovgård, Ejsing, Ginding, Ringkøbing).

Levned:
"Rosenkrantz, Erik Axelsen, 1516-91, til Landting, Glimminge og Ørup m. m., var Søn af Axel Nielsen R. til Stensballegaard, Landting og Rydhave og Fru Berete Knob og født 4. Maj 1516. Sin Ungdom synes han at have tilbragt i Tyskland, thi det er rimeligvis ham og ikke hans samtidige Navne Erik (Ottesen) R. (d. 1575), som «fra sin Ungdom af» havde tjent ved den bekjendte Kurfyrst Johan af Sachsens Hof, efter dennes Død (1532) i hans Søn Kurfyrst Johan Frederiks Kammer og senere hos dennes Svoger Hertug Ernst af Brunsvig-Lyneborg. Senere tjente han atter hos Kurfyrst Johan Frederik, thi efter det uheldige Slag ved Miihlberg, hvor Kurfyrsten toges til Fange, har denne i Juli 1547 fra den kejserlige Lejr, hvor han opholdt sig som Fange, udstedt Vidnesbyrd om, at E. R. nu havde faaet Afsked af hans Tjeneste, da det paa Grund af Kurfyrstens Fangenskab ikke længer var E. R.s Lejlighed at tjene ham, hvorfor han beder alle om at lade
ham frit passere. – Da begge Forældrene døde i Febr. 1551, udlagdes Landting til E. R., medens hans Broder Niels Axelsen R. fik Rydhave og den 3. Broder, Folmer Axelsen R., fik Stensballe. Omtrent samtidig (1551) indgik E. R. et rigt Giftermaal med Jomfru Margrethe Ulfstand, eneste Barn af Børge Jensen U. til de bekjendte Skaanske Herregaarde Glimminge og Ørup, der saaledes kom i hans endnu i Skaane levende Efterkommeres Eje. – E. R. indtog saaledes en betydelig social Stilling; han var ogsaa i nogle Aar (1557-60) forlenet med Silkeborg og brugtes en Del i offentlige Hverv. I Syvaarskrigen tjente han i den jyske Fane under Frands Banner til Kokkedal og blev saaret i Slaget ved Axtorna (Svarteraa) 20. Okt. 1565; flere Gange maatte han i Krigens Løb i Frands Banners Fraværelse overtage Kommandoen over denne Rytterfane, ligesom han ogsaa under Syvaarskrigen maatte forstrække Kongen med meget betydelige Laan. – Da Fru Margrethe Ulfstand døde (inden 1582), og E. R. i sin høje Alder indgik et nyt Ægteskab, med Maren Juel, Datter af Iver J. til Stubbergaard (VIII, 569), maatte han afstaa Glimminge og Ørup til sine Børn af 1. Ægteskab. Han døde 1591 (begravet 21. Marts). (Personalhist. Tidsskr. 2. R. VI. ; A. Heise.)" (DBL, 1. udg).
"til Landting, tjente i sin ungdom kurfyrst Johan og hans søn Johan Frederik af Sachsen og derefter hos hertug Ernst af Braunschweig-Liineburg, derefter atter hos Johan Frederik, takseret jf. oversigt II, 1547 tog afsked af sachsisk tjeneste, 1551 efter forældrenes død ejer af Landting, gennem ægteskab kom han i besiddelse af Glimminge og Ørup, 1557-1560 lensmand på Silkeborg, 1558-1565 havde Ranes gods i Kalø len i pant, 1565 såret ved Svarterå, førte under krigen m. Sverige flere gange den jyske fane, ydede kronen store lån under Den nordiske Syvårskrig, 1577 tildømt Assertorp." (Holbek & Brun)



Beskæftigelse:
1557-1560: Silkeborg

Erik blev gift med Margrethe Børgesdatter Ulfstand, til Assertorp, Glimminge og Ørup i 1551 i Ejsing, Ginding, Ringkøbing. Margrethe (datter af Børge Jensen Ulfstand, til Glimminge og Ørup og Magdalene Tygesdatter Krabbe, af Østergaard) døde før 14 jun. 1582. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Inger Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1551).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1548; Hofjunker
• Beskæftigelse: 1553; Lensmand

Notater:

Levned:
"var 1548 og 1550 hofjunker, 1553 lensmand på Dragsmark kloster, var død 15. juni 1561, da enken fik følgebrev på Dragsmark kloster." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1548 og 1550

Beskæftigelse:
På Dragsmark Kloster.

Død:
15 Jun 1561, fik enken følgebrev på Dragsmark Kloster.

Palle blev gift med Margrethe Corfitzdatter Hardenberg, til Skjoldemose og Lindsted. Margrethe (datter af Corfitz Hardenberg, til Skjoldemose og Mette Christensdatter Skram) blev født i 1540; døde i 1610; blev begravet i 1610 i Ystad, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1561; Lensmand

Notater:

Gift 2: med Daniel Bildt, til Abildgaard og Næs (d. c. 1585). Barn i ægteskabet: Blancheflor Bildt.

Beskæftigelse:
til Skjoldemose og 1598 til Lindsted, 1561 forlenet med Dragsmark Kloster efter Palle Grubbe.

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Anne Pallesdatter Grubbe.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1520; Ridder
• Beskæftigelse: 1530; Lensmand
• Beskæftigelse: 1535; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1543; Admiral
• Beskæftigelse: 1555; Statholder

Notater:

Fødsel:
DBL, 1 Udg: 1485

Levned:
Gyldenstjerne, Mogens, 1485-1569, Rigsraad, Søn af ovfr. nævnte Henrik Knudsen G. (d. 1517), tjente først Kong Hans som Smaadreng, senere Kongens Svigersøn, Markgreven af Brandenborg, og derpaa Hertugen af Württemberg. Under Otte Krumpens Tog til Sverige 1520 førte han Rigsbanneret; i det blodige Langfredagsslag ved Upsala blev han haardt saaret, men reddet af den unge Peder Skram og fik Ridderslaget af Kong Christians egen Haand ved Kroningen i Stockholm. Kort efter rejste han udenlands, besøgte det hellige Land, hvor han efter Tidens Skik badede sig i Jordans Vande, og blev slaaet til «Ridder af den hellige Grav». Dels paa Hen-, dels paa Tilbagevejen besøgte han Cypern, Kreta og Rhodus, og da denne Ø netop paa denne Tid (Nov. 1522) fratoges Johanniterridderne af Sultan Suleiman II, er det vel ikke helt usandsynligt, at M. G. har deltaget i denne berømte Kamp. Da han paa Tilbagevejen i Aaret 1523 kom til Tyskland, fik han Underretning om Kong Christians Udjagelse. I et Brev til Kongen undskyldte han sig for at begive sig til denne, uden dog ligefrem at opsige ham Huldskab og Troskab; men da han ved sin Hjemkomst fandt hele sin Slægt i Kong Frederiks Tjeneste, gjorde han ligesaa, hvorpaa han 1527, i sit 42. Aar, sendtes til Norge i et vigtigt Hverv og indtager fra nu af en betydelig Stilling lige til sit 82. Aar.
I Norge havde Kong Frederiks Magt hidtil været meget ringe. Paa Bergenhus sad Hr. Vincents Lunge som Statholder nordenfjælds, myndig og selvraadig; paa Akershus havde han faaet den svage og upaalidelige Hr. Oluf Galde indsat som Statholder søndenfjælds. Kong Christians Fribyttere gjorde Havet usikkert, og man ventede et Angreb paa Norge hvert Øjeblik. Da sendtes M. G. i Foraaret 1527 til Norge med en Flaadeafdeling; først skulde han rydde Havet for Skipper Clement og andre Fribyttere; derpaa skulde han løbe til Oslo og se, hvorledes han paa bedste Maade med Lempe kunde faa Akershus Slot i sin Magt, gribe Hr. Oluf Galde og skikke ham til Kjøbenhavn død eller levende; kunde han ikke med det gode faa Slottet i sin Haand, maatte han bruge Magt. Tillige fik han Breve med til det norske Raad om at overgive Slottet til ham; det hele skulde jo have Udseende af at gaa rolig og lovlig til; navnlig lyder det medgivne Brev til Hr. Oluf Galde helt anderledes end Instruktionen. Man benyttede heri den Brand, der nylig var overgaaet Akershus, som Paaskud til at faa Slottet fra ham, og Kongen lovede da til Gjengjæld at ville ramme Hr. Olufs bedste! Det var saaledes et meget vanskeligt, næsten slibrigt Hverv, der var lagt i M. G.s Haand; men han besad Egenskaber, der gjorde ham vel skikket hertil. Uforsagt Mod var hos ham forenet med stor Aandsnærværelse og en snild Opfindsomhed i Farens Stund. Han var ikke bange for at tage et Ansvar paa sig, selv om han derved ikke saa nøje fulgte den Befalings Ordlyd, han havde faaet, naar han kunde naa det Maal, han ansaa for det bedste. Men ligesom hans Broder Knud hørte han Overgangstiden til og var i visse Henseender smittet af dens Mangel paa moralsk Fasthed; List og Lempe var han ikke bange for at bruge; over for sine Fjender var han en farlig og snu Modstander, over for sine Venner maaske ikke altid fuldt paalidelig. Hvervet lykkedes denne Gang for ham; han fik med Lempe Akershus i sin Haand og opnaaede ogsaa det norske Raads Anerkjendelse, men megen ond Omtale undgik han ikke. Vincents Lunge, der blev i høj Grad forbitret over, hvad der skete i Oslo, beskylder ham for under givet Lejde at have lokket Hr. Oluf Galde til sig og derpaa «taget ham ved Halsen». Dette synes dog at være urigtigt; tvært imod lovede M. G. ham Erstatning i andre Len og sendte ham ikke til Danmark. Han beskyldtes derfor ogsaa af sine Uvenner i Kjøbenhavn for at have overtraadt sin Instrux; men da Hovedøjemedet var naaet, fik han let Tilgivelse herfor og indsattes til Befalingsmand i hele det søndenfjældske Norge.
Som Lensmand paa Akershus gjennemskuede M. G. snart den norske Gejstligheds hemmelige Vedhængen ved Christian II’s Sag. Med Kraft optraadte han som Almuens Talsmand mod Gejstlighedens formentlige Overgreb; selv bliver han under disse Forhold mere og mere «luthersk». Medens han 1530 under ét Ophold i Danmark endnu ytrede, at det gaar sælsomt til. med Guds Ords Tjenere der i Landet, skriver han Aaret efter, at det kunde være meget godt, om de norske Biskopper, som da ventedes til Danmark i Anledning af en Herredags Afholdelse, kunde faa noget af Guds Ord at høre. Stadig frygtede han Angreb fra Christian II’s Side, især da han erfarede, at Gustav Trolle forklædt som Bjærgmand hemmelig gjennemrejste Landet. Fra Danmark fik han dog stadig den Efterretning, at det paatænkte Angreb ikke gjaldt ham, og da saa Sommeren 1531 var forbi, og Efteraarsstormene indfandt sig, følte han sig mere tryg og sendte en Del af sin svage Besætning omkring i Lenene for at indkræve Skatterne. Da kom Christian II uventet til Oslo 9. Nov. 1531; alt faldt fra; selv havde M. G. i Øjeblikket kun en Snes Mands Besætning i en til Dels forfalden Fæstning; thi han blev som Lensmand kun knapt underholdt af den sparsommelige Frederik I og havde selv maattet spæde godt til af sit eget for at udbedre det afbrændte Slot noget.
Under disse Forhold tabte M. G. ikke et eneste Øjeblik Fatningen. Han satte sig i Forsvarsstand, saa godt han kunde, og nægtede at udlevere Fæstningen. Dog gik han (23. Nov.) efter Forslag fra Christian II’s Side ind paa en Vaabenstilstand, saaledes at han skulde overgive Slottet til Kongen ved Midfaste, hvis han ikke inden den Tid fik Undsætning. Han sendte strax Bud til Danmark om at faa blot 40 Mand snarest; han skulde nok sørge for, at de kom ind paa Slottet, og virkelig lykkedes det ogsaa i en mørk Vinternat i Jan. 1532 at faa 40 Landsknægte indsmuglede, medens Christian II paa denne Tid med største Delen af sin Hær var draget til Vigen. M. G. begyndte strax Fjendtligheder; hævngjerrig, som han kunde være, hvorom ogsaa hans Breve vidne, afbrændte han strax det lige over for liggende rige Cistercienserabbedi paa Hovedøen, hvis Abbed havde sluttet sig til Christian II, og tugtede med Liv og Lyst Oslos frafaldne Borgere. Christian II betragtede ikke disse 40 Mand som en Undsætning og blev meget forbitret over M. G.s «Troløshed». En Undsætning, som i April forsøgtes af Peder Skram og Tile Giseler (ovfr. S. 22), mislykkedes paa Grund af Isforholdene; men endelig 7. Maj kom den store Undsætning under hans Broder Knud G. (S. 380).
M. G.s tapre og snu Forsvar af Akershus fandt fortjent Anerkjendelse hos Frederik I, som derfor indsatte ham til Medlem af Krigskommissionen ved Broderens Side og i private Breve særlig anbefalede ham at tage sig af Sagernes Ordning; tillige opfordrede han ham til at søge at komme til Underhandling med Christian II’s Landsknægte og faa Hæren opløst. Denne Opfordring fik stor Indflydelse paa M. G.s Holdning og bidrog meget til, at man indlod sig i Underhandlinger, ikke blot med Landsknægtene, men med Christian II selv, hvoraf Resultatet som bekjendt blev, at Christian II’s Hær opløstes, og han selv førtes ned til Kjøbenhavn for nærmere at underhandle med sin Farbroder. At M. G. var meget ivrig for at opnaa dette Resultat, er sikkert nok, og er han her gaaet videre, end Kongens Breve til ham gave Anledning til, saa har han vel stolet paa, at det skulde gaa denne Gang som i Aaret 1527, da han fik Akershus i sin Magt, nemlig at man bagefter vilde godkjende, hvad han havde gjort. Selv drog han med Flaaden tilbage til Kjøbenhavn; thi han havde faaet et længe næret Ønske opfyldt, at forlade Norge, hvor han altid havde følt sig utilpas. Han forlenedes med Malmøhus, som han tiltraadte i Avg. s. A., og ægtede nu, i sit 48. Aar, Anne Sparre, Datter af Rigsraad Mourits S. til Svanholm (Skurupgaard), der allerede var tilsagt ham 1531. Derimod deltog M. G. ikke i Forhandlingerne i Kjøbenhavn om Christian II’s Skæbne, hvorfor han ogsaa senere med Styrke fremhævede, at han ikke havde nogen Skyld i Lejdebruddet, som han synes at have misbilliget.
Under Forholdene efter Kong Frederiks Død sluttede M. G. sig til Mogens Gjøe; han var saaledes blandt de Mænd, der udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn, og var Mellemmand mellem Jørgen Kock paa den ene og Mogens Gjøe og Erik Banner paa den anden Side under de Forhandlinger, der førtes om at sætte Hertug Christian paa Tronen. Men i. Juni 1534, da Oprøret i Malmø pludselig udbrød, lokkedes han under Venskabs Maske til Jørgen Kocks Hus, hvor han blev tagen til Fange, og Malmøhus blev jævnet med Jorden. Under sit Fangenskab forfattede han et interessant Forsvarsskrift for sin Adfærd i Norge; det er som’ næsten alt, hvad der skriver sig fra M. G.s flittige Pen, kvikt og livlig skrevet; med Styrke hævder han, at han altid har holdt sig Kong Frederiks Breve efterrettelig, og han omtaler lige saa lidt som hans Broder Knud med et eneste Ord den saakaldte mundtlige Kontraordre; men selvfølgelig gaar han let hen over de svage Punkter, og Skriftet maa benyttes med Kritik. Da Grev Christoffer fik Magten i Skaane, blev M. G. efter o. 2 Maaneders Fangenskab frigiven mod at slutte sig til denne og forlenedes med Lindholm og Falsterbo som Pantelen efter hans da afdøde Svigerfader. Da Greven fik Fyn i sin Magt, forlenedes M. G. med Hindsgavl og Hagenskov, sidstnævnte efter Reinwald v. Heidersdorf, der var gift med hans Broderdatter, ligesom han af Greven fik Brev paa hele Iversnæs, indtil hans Moder og Søskende gik Greven til Haande, selvfølgelig for at bevare Godset for Familien. I Slutningen af Aaret faldt han imidlertid ligesom hele den øvrige skaanske Adel atter fra Greven og sluttede sig strax til Christian III, der optog ham i Rigsraadet (inden 12. Febr. 1535). Han maatte efter Øxnebjærgslaget igjen opgive sine fynske Forleninger, men beholdt Lindholm og Falsterbo. Under den følgende Del af Grevefejden var han en af Hovedførerne i Skaane under Belejringerne af Lund, Landskrone og Malmø og har derpaa i Okt. 1536 som Rigsraad deltaget i de store Forhandlinger i Kjøbenhavn, der førte til Kongens Haandfæstning og den store Rigsdagsreces, hvorved Reformationen indførtes.
Medens Knud Gyldenstjerne i den følgende Tid indtog en mere tilbagetrukken Stilling, steg M. G., der dog havde lige saa stor, om ikke større, Del i, at Oslooverenskomsten var bleven sluttet, fra den ene Værdighed til den anden. Som Rigsraad deltog han i mange forskjellige Møder baade i Ind- og i Udland; oftere var han Statholder eller Befalingsmand i Skaane og fik gode Forleninger (1542-49 Dragsholm, 1549-54 Malmøhus, derpaa, da dette overgaves til Eiler Hardenberg som Hofmester for den unge Hertug Frederik, der nu fik sin Residens her, 1554-58 Laholm, 1558-67 Halmstad, foruden en Del Klosterforleninger og andre Herligheder). 1543 var han Anfører for en Flaade paa 40 Skibe, der krydsede i Nordsøen mod Hollænderne; hans egenhændige Dagbog over dette Togt er endnu bevaret og mærkelig ved, at Begyndelsen er skreven med Runer. 1548 ledsagede han Prinsesse Anna paa det store Brudetog til Sachsen som Dronning Dorotheas Hofmester, hvilket vistnok har givet Anledning til, at han i ældre Skrifter opføres som Rigshofmester, en Stilling, han dog aldrig opnaaede. Da man 1555 frygtede en Overrumpling af Krogen (Kronborg) og Landskrone, blev M. G. i Kongens Fraværelse indsat til Statholder i Kjøbenhavn med vidtstrakt Fuldmagt, hvorpaa han fra Juni-Avg. sendtes til Nordsøen for at rense Havet for de mange franske og skotske «Søtyve», der færdedes langs de norske Kyster. Da Peder Oxe 1558 faldt i Unaade, fik M. G., der synes at have hørt til denne ærgjerrige Mands værste Fjender, derpaa hans Stilling som Statholder paa Kjøbenhavns Slot. I denne ansvarsfulde Stilling, som han beholdt til o. 1566, fik han en overordentlig stor Indflydelse i mange Retninger, og selv efter at Eiler Hardenberg ved Frederik II’s Tronbestigelse var bleven Rigshofmester, træder denne saa vel som Rigsmarsken, den gamle Otte Krumpen, fuldstændig i Skygge for M. G. Under den kort efter udbrudte Syvaarskrig er det Kjøbenhavns Statholder, der maa sørge baade for Udrustningen af Flaaden og for Hærens Proviantering og Forplejning, foruden at en Mængde andre Sager stadig gik gjennem hans Haand. Den nu o. 80aarige Mand synes dog ikke at have været denne Stilling fuldt voxen, selv om de store Mangler, der viste sig i Hærens Forplejning og i hele Krigsførelsen, for en Del maa søges i hele den daværende Administrations Ynkelighed. Klagerne lyde stadig fra Hærens Førere, især Daniel Rantzau og Krigskommissærerne, Rigsraaderne Steen Rosensparre og Peder Bille; den indholdsrige Brevvexling, som i den Anledning førtes mellem dem og M. G., er en af de vigtigste Kilder til Syvaarskrigens Historie. Kongens Vrede synes ogsaa ved flere Lejligheder at være kommen til Udbrud mod den gamle Statholder, og til sidst førte al denne Ynkelighed til, at man kaldte Peder Oxe tilbage, hvorpaa denne i Slutningen af 1566 eller Begyndelsen af 1567 afløste M. G. som Statholder og kort efter blev Rigshofmester.
M. G. var da o. 82 Aar gammel og henlevede sine sidste Aar i Ro for Statssager, men ikke for Familiesorger. Anne Sparre var pludselig død 1. Avg. 1564; skjønt M. G. først giftede sig i sit 48. Aar, fik de dog 22 Børn. Han sørgede paa bedste Maade for deres Opdragelse, og flere af Sønnerne studerede i Wittenberg under Reformatorernes Opsyn; men hans Sønner Frands og Henrik stredes endnu i Faderens Dødsaar med den gamle, svage Mand om Besiddelsen af deres Arv, saa Frederik II i et af sine bekjendte hvasse Breve maatte true Sønnerne med de haardeste Straffe, hvis de ikke lode deres gamle Fader i Fred. For øvrigt efterlod M. G. en betydelig Godsrigdom til sine Børn. Foruden Gyldenstjernernes Ejendomme Iversnæs, hvori han dog 1548 afstod sin Andel til sin Broder Christoffer, og Restrup, hvori han fik Del efter sine Søskende, havde han med sin Hustru faaet Del i Svanholm og Bjersgaard i Skaane. 1540 havde han af Kronen kjøbt Tommerup i Skaane med betydeligt tilliggende Gods, og 1546 fik han af Kronen det tidligere Bispelen Fultofte i Skaane med betydeligt Gods som Vederlag for sin Part af den svenske Adelsmand Niels Bielkes i Danmark inddragne Gods, som hans Fader, Henrik G., i sin Tid havde erhvervet sig. Omtrent fra 1557 af skriver han sig til «Stjærnholm», vistnok det samme som det af ham ombyggede Tommerup. Hans Bestræbelser for at komme i Besiddelse af det store Gods i Skaane, der tilhørte hans Hustrus Slægtning den svagelige Axel Rosenkrantz og dennes umyndige Søn Claus, mislykkedes derimod, og den gamle M. G. maatte til sidst med Sorg se paa, at disse Ejendomme kom i hans «Ven» Peder Oxes Haand. Han viste sig i hele denne Sag og i sin Adfærd mod den med disse Personer beslægtede Peder Christensen Dyre (IV, 378) som en meget snild, men farlig Ven og overordentlig godskjær Personlighed, som det ikke var raadeligt at komme i Lag med.
M. G. døde 8. Okt. 1569 i Kjøbenhavn, noget over 84 Aar gammel. Saaledes siges i Ligprædikenen, som 6. Marts 1570 holdtes i vor Frue Kirke af Niels Hemmingsen (efter mindre paalidelige Kilder døde han 9. Okt., 88 Aar gammel). Ingen skal dog kunne beskylde Niels Hemmingsen for at have rost den gamle Mand, der havde ført et saa indholdsrigt Liv og trods sine mange Skyggesider dog var en fremtrædende Personlighed, for meget. Ikke med et eneste Ord nævnes han i den lange Prædiken; kun roses han i den vedføjede korte Levnedsbeskrivelse i al Almindelighed for Gudsfrygt, og denne er næppe forfattet af Niels Hemmingsen. (Niels Hemmingsen, Ligpræd. ov. M. G., 1570. ; Heise, Kristiern II i Norge og hans Fængsling S. 16 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. V. ; Personalhist. Tidsskr. 2. R. VI. (A. Heise.)
"Tjente 1488-90 kong Hans som smådreng, derefter hos markgreverne af Brandenburg og hertugen af Württemberg, førte 1520 rigsbanneret på Otte Krumpens tog til Sverige, såret i langfredagsslaget ved Uppsala, reddet af Peder Skram, fik af kong Christiern ridderværdigheden ved kroningen i Stockholm, besøgte derefter det hellige land, ridder af den hellige gravs orden, berejste Cypern, Kreta og Rhodos, trådte 1523 i kong Frederik I.s tjeneste, sendtes 1527 til Norge med en flådeafdeling for at rense havet for Skipper Clements og andre fribyttere og at vinde Akershus, hvilket sidste lykkedes ham; 1530 forlenet med Akershus slot, Raa Byggelag, Søller, Østerdalen o.s.v., fik samme år tilladelse til af sine medarvinger at indløse Bygholm slot, forsvarede 1531 Akerhus mod Christiern II., blev 1534 tagen til fange ved oprøret i Malmø, fik samme år pantebrev på Lindholm og Falsterbo, af greve Christopher forlenet med Hindsgavl og fik overdraget Iversnæs med alle gårde, der tilhørte hans moder fru Karine og hans søskende, frafaldt grevens sag, optaget 1535 i Rigsrådet og opgav sine forleninger, men blev påny forlenet med Lindholm og Falsterbo, var under resten af grevefejden en af hovedanførerne i Skåne ved belejringen af Lund, Landskrona og Malmø, deltog 1536 ved forhandlingerne i København, 1542-49 forlenet med Dragsholm, var 1543 anfører for en flåde på 40 skibe i Nordsøen ved Holland, fulgte 1548 prinsesse Anna til Sachsen, 1549—54 forlenet med Malmøhus, 1551-58 med Laholm, 1558-67 med Halmstad, 1555 statholder i København, 1558 på Københavns slot." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
Akershus slot, Raa Byggelag, Søller, Østerdalen. 1542-1549 Dragsholm, 1549-1554 Malmøhus, 1551-1558 Laholm, 1558-1567 Halmstad, 1558 Københavns slot." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
I København.

Død:
DLG 1 udg: 8 Oct 1569

Begravet:
Ligprædiken denne dag. Ligsten afbildet.

Mogens blev gift med Anne Mouridsdatter Sparre, i Skaane, til Svanholm i 1533 i Krogstrup, Horns, Frederiksborg. Anne (datter af Hr. Mourids Jepsen Sparre, i Skåne og Karine Pedersdatter Høeg, til Svaneholm) blev født cirka 1510 i Skurup, Skåne, Sverige; døde den 1 aug. 1564; blev begravet i 1564 i Vor Frue, Sokkelund, København. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Frantz Gyldenstierne (aft 1533 - aft 1569),
Sophie Mogensdatter Gyldenstierne (aft 1540 - aft 1607, Horsens Købstad),
Hannibal Gyldenstierne, til Restrup (11 Aug 1548 - 1608, Store Restrup Herregaard, Hornum, Aalborg),
Ermegaard Mogensdatter Gyldenstierne (19 Feb. 1552 - 23 May 1590, Maribo Kloster, Musse, Maribo),
Christian Gyldenstierne, til Restrup, Stjårneholm og Hellestrup (1553, Malmøhus Slott, Skåne, Sverige - 21 Feb 1617, Herlufstrup, Alsted, Sorø).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1546; Lensmand
• Beskæftigelse: 1550; Rigsråd

Notater:

Levned:
"Ulfeldt, Ebbe, –1560, til Svendstrup (i Skaane), Rigsraad, var Broder til forannævnte Corfits U. (d. 1563). Han blev 1546 Lensmand paa Lykaa, som han Aaret efter fik i Pant. Han opførte her «et fast Hus» og beholdt dette Len til sin Død, fra 1559 tillige med Aahus. Ellers nævnes han 1548 i Prins Frederiks Følge paa Norgesrejsen og senest fra 1550 som Rigsraad, 1. Avg. 1547 ægtede han paa Hikkeberg Lene Holgersdatter Ulfstand, der døde 1564 i Mølleberg. Selv døde E. U. 20. April 1560 paa Aahus Bispegaard. (Thiset). (DBL, 1 Udg).
"til Svenstorp (Torna, H.), blev 1546 Lensmand paa, Lykå (Ø. Herred) og fik dette i Pant Aaret efter, opførte her et fast Hus og beholdt Lenet til sin Død, 1548 i Prins Frederiks Følge paa Norgesrejsen, senest fra 1550 Rigsraad, fik 1559 Åhus (Villands H.)." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
På Lykå. 1559 tillige Åhus.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Ebbe blev gift med Lene Holgersdatter Ulfstand den 1 aug. 1547 i Genarp, Skåne, Sverige. Lene (datter af Hr. Holger Gregersen Ulfstand, til Skabersø og Helle Nielsdatter Hak, til Hikkebjerg) blev født efter 1529; døde i 1564; blev begravet i 1564 i Igelösa, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.