Sune Ebbesen

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Sune Ebbesen (Hvide)

Notater:

Levned:
"Ebbesen, Sune, –1186. Hans Fader Ebbe, en Søn af Skjalm Hvide, havde i Tronstridighederne efter Erik Lams Død taget Parti for Svend Grade og var til sin Død (o. 1150) en af dennes højt betroede Mænd. Selv sluttede han sig ligeledes fra først af til Svend, men løste senere sit Forhold til ham. Da Svend nemlig 1154 ved Odense samlede sine Folk og udspurgte dem, om de vilde være ham tro i den forestaaende Kamp med hans Medbejlere Knud og Valdemar, samt forlangte deres troskabsløfte bekræftet ved Ed, vilde S. paa ingen Maade opfylde dette Forlangende, men forlod Svend. Som Grund til sin Bortgang angav han en Forurettelse, Svend en Gang tidligere havde ttilføjet ham, men man faar af Fremstillingen af hans Færd ved denne Lejlighed det Indtryk, at det ikke har været den eneste Grund. Fuldt ud lige saa meget som den har uden Tvivl Venskabet til Valdemar været bestemmende for det Skridt, han gjorde. Baaren frem af Kong Valdemar og Absalon begyndte der efter Svends Fald (1157) en ny og lysere Tid, i hvilken der ofte og paa flere Maader blev Anvendelse for S. Snart var det som Raadgiver – det siges udtrykkelig, at han og hans to Fættere Absalon og Esbern vare de Mænd, hvis Raad Valdemar plejede at høre og helst fulgte –, og snart var det som Stridsmand. I saa godt som alle de Tog, der næsten Aar efter Aar hele Valdemars Regeringstid igjennem, og somme Tider to Gange i et Aar, gik til de vendiske Lande, nævnes S. som Deltager. En Tid var han derhos en af Kongens Lensmænd i Skaane og forvaltede Oppebørslerne derfra. Disse Lensmænd fik i øvrigt ved deres Strænghed, og fordi de vare Sjællændere, til sidst Skaaningerne saa meget imod sig, at disse o. 1180 gjorde Oprør for at blive dem kvit. Oprøret, der 1181 kaldte Kongen med en Hær til Skaane, førte dog ikke til det tilsigtede Maal. 1182 døde Kong Valdemar, og med Riget gik ogsaa hans prøvede Raadgivere i Arv til hans Søn Knud. Længe overlevede S. dog ikke Valdemar; han deltog i Forhandlingerne med den tyske Kejsers Afsending, Grev Sigfred, og var derefter endnu 1184 med paa et Tog til Pommern, men 1186 døde han efter at have givet sin halve Boslod til Sorø Kloster, hvor han blev begravet. Efter alt at dømme maa han have været en betydelig Mand; klog og besindig, mægtig i Gjerning og Tale kaldes han af Abbed Vilhelm, der kjendte ham og havde nydt Velvilje af ham. S. efterlod sig en Datter Margrethe, som maaske er den Margrethe, der o. 1177 dræbtes af sin Mand Herluf og langt ned i Tiden dyrkedes som en Helgeninde, samt 7 Sønner, hvoriblandt Peder, der blev Biskop i Roskilde, og Anders, Absalons Efterfølger i Ærkesædet." (C. Weeke.) (DBL, 1 udg)
"Begravet i Sorø ved sin kones side. Skyldte ved sin død fætteren Absalon (se denne) 130 mark sølv. - Skænkede med en “vis Torben” særjord i Asserbo (Tibirke S., Holbo H.) til Sorø Kloster. Besad formentlig en part i Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som alle hans børn ejede en part af. Besad formentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han rejste den nuværende kirke. Testamenterede senest 1177 Sorø Kloster sin halve hovedlod. Ved hans død modtog Sorø som en del af denne jord til 11 mark guld minus 2 øre i Ejby (Ejby S., Ramsø H.), jord til 6 øre guld i Salby (Ejby at 12 mark guld i Ølse (Ølsemagle S., Ramsø H.), en fjerding guld i Køge (Ramsø H.), 2 mark guld i Halseby (Tårnborg S., Slagelse H.), 1 mark guld i Ørløse (Tikøb S., Lynge-Kronborg H.), 6 mark guld og 2 øre i Atterup (Øster Egede S., Fakse H.) 1 mark guld i Vedde (Munke Bjergby S., Alsted H.), 5 øre guld i Stenløse (Stenløse S., Ølstykke H.). Resten af de testamentariske forpligtelser udredtes af hans børn. Beregninger ud de samlede godsoverdragelser, der set i forhold til antallet af børn ifølge loven højst min udgøre 1/14 af hans samlede formue, fører til vekslende resultater, men lavt sat 300 til 500 bol, en enorm godsmængde.
Vidne for kong Valdemar I den Store 1158/60 og 1176, begge gange i.fm. Esrum Kloster. Sattes 1158/60 ved endnu en kongelig gave til Esrum med Absalon til at skifte skoven Villingehoved. Fætteren Absalon besad et sølvbæger skænket ham af Sune. Byggede den nuværende Bjemede Kirke og satte et endnu eksisterende epitafie på kirken, hvori det angives, at Sune som den første har bygget en stenkirke dette sted. Af Abbed Vilhelm af Æbelholt i 1180’erne omtalt som "En mand af indsigt, mægtig i virke og tale". Er efter alt at dømme den Sune, Saxo omtaler i.f.m. borgerkrigen og kong Valdemar I’s regering, slægtskabet med Absalon angives et sted, en familiære tilknytning til Valdemar et andet sted, men ikke patronymiet.
Saxos fremstilling: Forlod 1154 i Odense Sven Grates følge. Indtrådte omkring 1159 i kong Valdemar I’s nærmeste råd. Deltog i 3. vendertog 1160/61. Ledsagede 1162 Valdemar på dennes møde med kejser Frederik Barbarossa ved Dijon. 1 1169 med på 11. vendertog ved erobringen af Arkona. Nedrev her sammen med Absalon Svantevits tempel og statue. Deltog 1170 på 12. vendertog, nedlagde her egenhændigt nogle af fjenderne. Deltog 1171 på 13. vendertog og blev her med bl.a. Absalon tilbage med bevogtningsopgaver Deltog 1172 på 15. vendertog, forhandlede sig her med Gunzelin a f Schwerin til fred med nordtyskerne. Saxo nævner endvidere Sune 1176 i.fm. den første anklage mod Magnus Eriksen for landsforræderi. Foruden Saxo nævner Ældre Sjællandske krønike i.f.m. det skånske oprør 1179/80 Sune som en af dem, der uden at være skåning havde faet et kongeligt ombud i landsdelen og som skåningerne krævede fjernet. Ifølge Saxo til stede ved Valdemars dødsleje 1182 og derefter deltager i kredsen om kong Knud VI." (Holbek & Brun)

Familie/Ægtefælle/Partner: Cecilie. Cecilie og døde; blev begravet i Sorø, Alsted, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Andreas Sunesen (Hvide), af Lund (d. 24 Jun 1228, Ivö, Sverige),
Peder Sunesen (Hvide), af Roskilde (bef 1160 - 29 Oct 1214, Brandenburg, Tyskland),
Johannes Sunesen (Hvide) (d c. 1200, Jerusalem, Israel),
Torben Sunesen (Hvide) (d. 1198, Oder, Brandenburg, Tyskland),
Lars Sunesen (Hvide) (d. 31 Jan. 1208, falden i slaget ved Lena).

1. Ebbe Sunesen blev født i 1158; døde den 31 jan. 1208; blev begravet i 1208 i Sorø, Alsted, Sorø.
2. Margrethe Sunesdatter blev født cirka 1162 i Ganløse, Ølstykke, Frederiksborg.
3. Jakob Sunesen blev født før 1166; døde den 19 maj 1246.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Ebbe Skalmsøn Hvide
• Beskæftigelse: Høvding

Notater:

Levned:
"Skjalmsen, Ebbe, o. 1090-1151, sjællandsk Høvding, Søn af Skjalm Hvide (VIII, 194), optræder første Gang i Historien, da han sammen med sine Brødre fik Knud Lavards Lig ført fra Haraldsted til det anseligere Ringsted og rejste Sjællænderne til Hævn
for Fosterbroderens Drab (1131). I den efterfølgende Borgerkrig stod han paa Erik Emunes Side, og han var ogsaa blandt Erik Lams mest betroede Mænd, dernæst tro Tilhænger af Svend Grade, der gjorde ham til Høvedsmand i det nybefæstede Roskilde. Ved en vis Sune søgte Svends Medbejler Knud Magnussen at lokke Roskilde Borgere til Frafald, men ved List fik E. S. Sune i sin Magt, og Planen blev afværget (1148). Senere lykkedes det dog Knud at overrumple Roskilde; E. S. undkom i rette Tid, men kunde ikke hindre, at Knud dernæst hærgede og brændte hans Gaard. I Følge Saxo havde E. S. saa stor Indflydelse paa Svend, at denne i Krig som i Fred, i offentlige som private Forhold altid rettede sig efter hans Raad, og Efterretningen om hans Død (1151) overvældede den unge Konge, saa at han afbrød et Krigstog mod Knud; rimeligvis havde Svends Skæbne ogsaa formet sig lykkeligere, om han fremdeles havde haft den erfarne Raadgiver ved sin Side. Sammen med sine Brødre Toke (s. ndfr.) og Asser Rig (I, 370) grundlagde E. S. Sorø Kloster. E. S. var først gift med Gyda, dernæst med Ragnhild, sammen med hvem han opførte en Trækirke ved deres Gaard i Bjernede. Deres Søn Sune byggede i dens Sted den smukke Rundkirke af Sten, men mindede i en Indskrift om Forældrenes fromme Gjerning. Ragnhild overlevede E. S. over 10 Aar og skjænkede Sorø Kloster Sacerbro Mølle; de jordedes Side om Side i Klosterkirken. Kort efter Ragnhild døde E. S.s ældste Søn, Toke, efter at have givet Halvdelen af sin Hovedlod til Sorø. En anden af E. S.s Sønner, Fin, døde ved samme Tid. En tredje Søn, Peder, levede meget længer. Berømtest af Sønnerne er dog Sune (IV, 397), Fader til de 7 Sunesønner. (Saxo, Hist. Dan. ; Løffler, Danmarks ældre Kirkebygninger. (Hans Olrik ". (DBL, 1. udg.)
"Må have ejet en stor del af Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.), som arvingerne ses at have andele af i 1190’erne. Formodentlig også gods i Bjernede (Bjernede S., Alsted H.), hvor han fik bygget en trækirke. Havde hus i Roskilde (Sømme H.). Ægtefællen skænkede ved sin død Sorø Kloster Sasserbro Mølle (Alsted S., Alsted H.). - Vidne for kong Erik III Lam (udateret). Varetog med broderen Asser stiftelsen af Sorø Kloster. Nær og betydende rådgiver for kong Sven III Grate. Ifølge Saxo gjorde Sven intet uden at rådføre sig med Ebbe, hans rolle er tilsvarende fremstillet i den islandske Knytlingasaga. I borgerkrigens start sat til at vogte Roskilde for Sven og holdt her byen mod kong Knud V Magnusen. Senere brændte Knud hans hus i byen af. - Identificeres ofte med Ebbe af Bastrup, der vidnede for kong Niels 1104/34. Deraf følger den antagelse, at Ebbe var borgherre på det endnu eksisterende Bastruptårn. Identifikationen er mulig. Ebbes efterkommere ejede en del gods i områder nær Bastrap (se afsnit om gods). Men der kan kun være tale om en antagelse, Ebbe var et almindeligt anvendt navn.I DAAs stamtavle Hvidelinjen under Galen fra 1893 stamfar til denne. På 1515-frisen nævnes sønnesønnen Peder Pedersen. Både sønnesøn og den heraf afledte søn, Peder, kendes kun fra frisen, hvilket ikke er nok til at sandsynliggøre deres eksistens". (Holbek & Brun)

Ebbe blev gift med Regnild, af Danmark. Regnild blev født cirka 1100 i Bjernede, Alsted, Sorø; døde efter 1161. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Yderligere børn: Fin Ebbesen (Hvide) (d. bef 1190), Toke Ebbesen (Hvide) (d. btw 1160-1180).
Brynjuld Langballe lader hende være datter af Harald Kesja Eriksson, medkonge av Danmark (1080-1135) og fører herefter slægtens langt tilbage til sagntiden.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Høvding

Notater:

Gift med (Ukendt). Yderligere børn: Magga Skjalmsdatter (Hvide) (d. aft 1160, Vor Frue Kloster, Roskilde), Sune Skjalmsen (Hvide) (d. bef 1140), Toke Skjalmsen (Hvide) (d. btw 1130-1140).

Levned:
"Hvide, Skjalm, –1102–, Høvding, hørte til en mægtig sjællandsk Stormandsæt. Som hans Fader nævner en sen Overlevering Toke Trylle; stridende mod Saxos Ord og i sig selv værdiløs er Paastanden om Ættens Nedstammen fra Sagnhelten Palnatoke. S. H. havde Ejendomme vidt omkring paa Sjælland, fremfor alt i Sorøegnen. Tidlig har han faaet det Hverv at være sin Fødeøs Jarl. Som saadan fulgte han Svend Estridsen til Kampen mod Harald Haardraade i Nisaa (1062), hvor han kæmpede tappert, men da Sejeren hældede til Nordmændenes Side, blev han saaret og taget til Fange; ved Gedesø lykkedes det ham imidlertid at slippe fra sine Bevogtere. Nu hører man ikke noget om ham før i Oluf Hungers Kongetid. Under de daværende opløste Forhold blev hans Broder Aute paa Vejen fra Sjælland til Falster overrasket og fældet af vendiske Sørøvere. Uden at ty til Kongens Hjælp samlede S. H. da paa egen Haand en sjællandsk Hær, drog til Julin og tvang Indbyggerne til at udlevere de skyldige, der bleve dræbte under de grusomste Pinsler. Da Erik Ejegod begyndte sine sejerrige Tog mod Venderne, har S. H. staaet ved hans Side. Efter Rygens Erobring blev han sat til Høvding over denne Ø. Da Kong Erik og Dronning Bodil droge ud paa deres store Pilgrimsfærd (1102), overlode de deres lille Søn Knud til S. H.s Varetægt; han blev saaledes Fosterfader for en af Danmarks berømteste Mænd, For øvrigt sendte han nogle Aar efter den unge Kongesøn til Hertug Lothar af Sachsen, og det er tvivlsomt, om han senere har set sin Fostersøn. S. H. maa være død o. 1113, i høj Alder. Han blev begravet i Fjenneslev Kirke, der har hørt til hans Hovedgaard. Senere blev hans Lig af Sønnesønnen Absalon flyttet til Sorø. – Som S. H. havde været Danmarks mægtigste Høvding, blev han ogsaa Stamfader til den mægtigste Stormandsæt, der nogen Sinde har levet blandt de danske. Allerede hans 4 Sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig, vare ansete Høvdinger, og fra de 2 sidste nedstamme mange af vore ypperste Mænd, fremfor alle Absalon,. Esbern Snare og Anders Sunesen. Langt mere end nogen som helst anden Æt have S. H.s Efterkommere hævet Danmark, saa længe de virkede sammen med Kongerne; men da Venskabet forvandledes til Fjendskab, voldte «Hvide-Ætten» ogsaa de største Ulykker over Folk og Land. – Foruden Sønnerne havde S. H. 2 Døtre: Cæcilia ægtede Peder Thorstensen paa Borg ved Sorø; Margrethe blev ogsaa gift, uvist med hvem, men tilbragte sin Enkestand i Roskilde Nonnekloster. (Hans Olrik.)" (DBL, 1 udg)
"Havde formodentlig gods i Jørlunde (Jørlunde S., Lynge-Frederiksborg H.) og i Haverup Ore (Pedersborg S., Alsted H.). Begge steder ejede flere grene af efterkommere gods. Formentlig også gods i Fjenneslev, hvor han ifølge Gravkataloget oprindeligt var begravet, men ellers er tilknytningen til Fjenneslev ringe belagt.
Søn af Toke Trulle. Broderen Aute. Opdrog ifølge den Valdemarske tradition hertug Knud Lavard, efter at dennes far, kong Erik I Ejegod drog på pilgrimsfærd. Saxo forbinder Skjalm med Rygen i flere passager, hvis indbyrdes sammenhæng er vanskeligt at gennemskue. Skulle som reaktion på vendiske piraters drab på hans bror have sammenkaldt en sjællandsk hær der gik til angreb på Rygen. Måske i denne forbindelse, at han gjorde øen “skatskyldig”, som det nævnes senere hos Saxo. Gjordes en gang efter denne begivenhed af Erik I til foged over øen.
I en passage om langt senere begivenheder omtales, at Skjalm skulle have tilvejebragt fred mellem vendere og danskere og en gang have styret venderne. Ifølge Saxo også foged over Sjælland, hhv. befalingsmand over troppeopbuddet, betydningen af omtalen er omdiskuteret. Sønnesønnen Absalon fortalte mere end hundrede år efter begivenheden, at Skjalm deltog på Sven Estridsens side i dennes kampe mod kong Harald Hårderåde omkring 1065 og udviste stor personlig tapperhed. Skjalms deltagelse her er kronologisk mulig, men der er muligvis tale om en legende." (Holbek & Brun)

Begravet:
"... Skjalm Hvide og hans Søn Toke, Klostrets egentlige, første Stifter, overførtes allerede af Absalon fra deres Grave i Fjenneslev til den ny Klosterkirke, hvor deres Ben lagdes i to smaa Trækister i et Gemme i Pillen mellem de søndre Tværskibskapeller. Ved en Undersøgelse i 1774 fandtes ved den ene Kiste en Blyplade med Indskrift: »Hic iacet Scelmo av(us) do(mi)ni Absalonis archiepi(scopi)« (»Her ligger Skjalm, Farfader til Hr. Absalon Ærkebisp«). Blypladen (Nye Danske Magazin VI, Tab. II, Fig. I) gemtes i Akademiets Bibliotek, hvor den brændte i 1813; Knoglerne nedlagdes i en ny Blykiste, og foran Murnichen anbragtes en Tavle med latinsk Indskrift (sml. S. 87—88)." (Danmarks Kirker)

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Også kaldet: Toke Trulle

Notater:

Gift med (Ukendt).

Levned:
"Toke Trylle var en sjællandsk stormand, der levede i det 11. århundrede (samt muligvis slutningen af det 10. århundrede). Hans fars navn angives som Slag eller Slau, men ellers vides intet sikkert om hans forfædre. Han er den ældste sikre stamfar til en navnkundig stormandsslægt, i eftertiden kendt som Hvideslægten, og han var den første mand i sin familie, der lod sig døbe.
Teorier fremført i moderne tider gående ud på, at Toke Trylle kunne være søn af den danske høvding Pallig, ealdorman i Devonshire, eller måske ligefrem én og samme person som Palnatoke er kronologisk set så udfordrende (foruden at de ikke har nogen hold i en eneste kilde), at de i praksis må anses for umulige at indpasse i den kendte historieskrivning" (Wikipedia)