Birgitte Mogensdatter Gøye, til Hillerødholm og Græsede

Birgitte blev gift med Hr. Herluf Trolle den 16 nov. 1544. Herluf (søn af Jacob Trolle, til Lillø og Kirsten Herlufsdatter Skave) blev født den 14 jan. 1516; døde den 25 jun. 1564 i Helligånd, Sokkelund, København; blev begravet den 15 jul. 1564 i Herlufsholm, Øster Flakkebjerg, Sorø. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1492; Hofsinde
• Titel: 1501; Ridder
• Beskæftigelse: før 1502; Lensmand
• Beskæftigelse: 1503; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1518; Marsk
• Beskæftigelse: 1523; Hofmester
• Beskæftigelse: 1534; Statholder

Notater:

Levned:
"Gjøe, Mogens, –1544, Rigshofmester, Reformationens berømte Forkæmper, var en Søn af ovennævnte Eskil G. (d. 1506). Hans Fødselsaar er ukjendt; dog falder det rimeligvis ikke længe efter 1470, siden han allerede 1492 nævnes som kongl. Hofsinde og ikke ret mange Aar efter blev gift med den rige Mette Albrechtsdatter Bydelsbach, med hvem han tidlig kom i Besiddelse af Torbenfeld (nu Frydendal), Gunderslevholm og Græse i Sjælland, Løgismose i Fyn, Clausholm, Skjærvad og Kjeldkjær i Jylland. Som Mødrenearv tilfaldt ham Skjærsø i Jylland, som Fædrenearv Krænkerup paa Laaland, som han allerede før Faderens Død var i Besiddelse af. Denne Rigdom forøgedes efterhaanden ved store Kjøb; saaledes afkjøbte han sin Søster Ide G. dennes Arvepart Tunbyholm i Skaane, da hun blev gift udenlands; senere kjøbte han Avnsbjærg i Jylland af Rasmus Clementsens Arvinger (IV, 12). Hertil kom udstrakt Kjøbstadsgods næsten i alle Rigets større Stæder, Pant i Tordsø i Skaane og en Tid lang Besiddelsen af Gisselfeld (S. 68). Ikke uden Grund siger Huitfeld derfor: «Hans Lige paa Jordegods haver ikke været her eller i Tyskland udi nogle Hundrede Aar.»
En Mand, der tidlig kom til at indtage en saa betydelig Plads i Aristokratiets Rækker, og som desuden var i Besiddelse af ualmindelige Evner, en klar Forstand, stor administrativ Dygtighed, en rolig, sindig og ridderlig Karakter, der skaffede ham Anseelse baade hos høje og lave, maatte under de daværende Samfundsforhold komme til at spille en stor Rolle. Allerede 1501 nævnes han som Ridder og er maaske allerede bleven det ved Kong Hans’ Kroning i Stockholm 1497. I Aaret 1501 forlenedes han med Torup (Frijsenvold) med de dertil liggende Gjerlev, Galten og Hovlbjærg Herreder, hvori han 1502 fik Pant for sig og Arvinger. S. A. eller i Begyndelsen af 1503 blev han allerede Medlem af Rigsraadet og synes samtidig at have været forlenet med Stegehus og Møen, hvorfra han o. 1505 forflyttedes til Aalborghus, som han beholdt til 1516. Han deltog i de forskjellige Krigstog til Sverige og i Tidens vigtigste Statshandlinger, saaledes i Forhandlingerne i Kiel 1506 med Hertug Frederik og Lybekkerne, i Malmøfreden 1512, ledsagede Kong Hans paa dennes sidste Rejse i Jylland og var tilstede ved hans Død i Aalborg i Febr. 1513.
En endnu betydeligere Stilling kom M. G. til at indtage under Christian II. Han stod i Spidsen for det Gesandtskab, som Kongen 1514 sendte til Kejser Maximilian for at bejle til dennes Sønnedatter Elisabeth, hvorfor M. G. s. A. i Brüssel paa Kongens Vegne viedes til den unge Brud. Ved Dronningens Kroning i Kjøbenhavn det følgende Aar bar M. G. Sværdet og var maaske alt den Gang udnævnt til Marsk, en Stilling, han i alt Fald kort efter indtog og beholdt under hele Kong Christians Regering, og hvormed ogsaa en Del af Rigshofmesterens Forretninger synes forbundne, efter at Kongens Hofmester Niels Eriksen Rosenkrantz i Nov. 1516 var død. S. A. forflyttedes han som Lensmand fra Aalborg til Skanderborg, en af de betydeligste Forleninger i Riget, som han derpaa beholdt lige til sin Død. Som Marsk tilfaldt ham den Forretning 1517 at fængsle Torben Oxe. Aaret før havde Kongen af M. G. kjøbt den bekjendte Gaard paa Hjørnet af Amagertorv og Helliggejststræde, hvor Sigbrit og Dyveke boede.
Til Sigbrit udviklede der sig efterhaanden et stærkt Fjendskab. Som en af Aristokratiets Hovedmænd kunde M. G. ikke med Ro se paa, at en stor Del af Magten fra Rigsraadets Haand gik over til Sigbrit og hendes uansvarlige Raadgivere. Omtr. 1520 skal M. G. ogsaa have gjort Skridt til ved Pavens Mellemkomst at faa hende fjærnet; men Planen blev røbet, og fra nu af nærede Sigbrit et glødende Had til M. G.; «Kongen i Nørrejylland» kaldte hun ham spottende, og M. G. beskylder hende for flere Gange at have forsøgt «at lyve ham Halsen fra». Kongens Tillid til M. G. rokkedes dog ikke herved, og denne bevarede sin ridderlige Troskab mod Kongen saa længe som muligt. Da de jyske Rigsraader i Dec. 1522 indlode sig i Underhandlinger med Hertug Frederik, vilde M. G. derfor ingenlunde slutte sig til dem, men fik Kongen til at udbyde en almindelig Rigsdag, der skulde samles i Aarhus, og hvortil ogsaa Udsendinger fra Borger- og Bondestanden skulde indkaldes. Kongen tilbød her at ville stille Klagerne tilfreds; men dette Skridt af M. G., der kom Oprørspartiet meget ubelejlig, fremskyndede netop Oprørets Udbrud. Paa et Møde i Viborg 20. Jan. 1523 opsagde man Kongen Huldskab og Troskab og sendte Mogens Munk til Hertug Frederik. Vel havde man uden videre stillet M. G.s Navn i Spidsen for Brevene, men – hans Segl mangler; han havde saaledes aldrig tiltraadt Beslutningerne. Da Mogens Munk kort efter havde sin bekjendte Samtale med Kongen i Vejle, ytrede han ogsaa i Samtalens Løb, at i M. G. havde Kongen en tro Mand. Denne søgte endnu paa denne Tid at mægle mellem Kongen og Oprørerne; først efter at Kongen selv havde opgivet Jylland, og Hertug Frederik, der imidlertid personlig var kommen til Jylland i Spidsen for en Hær, truede M. G. og de Mænd, der endnu holdt ved Christian II, paa Liv og Gods, hvis de ikke indfandt sig til Kongehyldingen i Viborg, sendte M. G. 19. Marts fra Skanderborg sit Opsigelsesbrev til Christian II, hvori han bevidner sin Sorg over at maatte gjøre dette Skridt, men begive sig til Kongen i Sjælland turde han ikke af Frygt for Sigbrits Efterstræbelser. 26. Marts 1523 har M. G. derpaa i Viborg medbeseglet Frederik I’s Haandfæstning og blev af den kloge Konge strax udnævnt til Rigshofmester.
Fra nu af var M. G. Kong Frederiks Mand, og i Følge den ridderskabelige Troskabsfølelse, der lader Ridderen tjene sin Herre, indtil han frivillig eller nødtvungen sender ham sit Opsigelsesbrev, tjente han nu den nye Konge, til hvis Politik saa mange Baand knyttede ham, med Iver og Troskab. Dog fik han flere Gange Lejlighed til at vise sin ridderlige Følelse over for Christian II og hans Slægt. Da Rigsraadet saaledes 1525 tillagde Kong Frederiks Dronning det samme Livejegods, der var tillagt Dronning Elisabeth, nægtede M. G. at tiltræde denne Beslutning og gjorde det først efter Dronning Elisabeths Død. Vel var han senere blandt de 8 Raader, der fik Tilsyn med Kong Christians Fængsel paa Sønderborg; men dog synes han at have været blandt de Raader, der holdt paa, at Lejdet skulde holdes. I Anledning af et heftigt Fejdeskrift under Grevefejden beraaber han sig paa, at han i denne Sag kun havde handlet efter sin Konges Ordre. «Jeg vil beraabe mig paa Kong Christian selv,» tilføjer han med Stolthed, «at han aldrig har beskyldt mig eller med rette kan beskylde mig, men at jeg har tjent ham som andre fremfarne Herrer og Konger her i Danmark trolig og ærlig, som en oprigtig Riddersmand bør at tjene sin Herre og Konge.» Det er ogsaa et smukt Træk i M. G.s Karakter, at han ofte tog sig af dem, der i de urolige Tider vare Gjenstand for Forfølgelse, baade i Christian II’s Tid og senere.
At skildre M. G.s Virksomhed som Rigshofmester i det enkelte vilde være det samme som at skrive omtrent hele Tidens Historie. Her kun nogle enkelte Træk. Strax 1523 fulgte han Hertug Christian (III) og Johan Rantzau til Kjøbenhavns Belejring og havde stor Del i, at Staden 1524 overgaves til ham paa Kong Frederiks Vegne. Mange Fjender havde han imidlertid; han klager selv til Kongen over, at han var udsat for Bagtalelse og Bagvaskelser; han havde ogsaa, som det synes, støttet Kongens forgjæves Bestræbelser for at faa Vornedskabet paa Øerne afskaffet eller mildnet. Under den stærke Gjæring blandt Almuen, især i Jylland, i Anledning af de paalagte Skatter overdroges det M. G. 1525 at straffe de ulydige. Med Fare for sit Liv udførte han dette Hverv og synes ogsaa at have faaet Almuen foreløbig beroliget. Men imidlertid foregik der en gjennemgribende Forandring med ham selv. Tidligere havde han fulgt den katholske Kirkes Lære; han havde stiftet Messer og bestemt Gaver til Kirker og Klostre som andre Katholikker. Men i Juni 1526 optraadte han ligesom Kong Frederik aabenlyst som Lutheraner, spiste til stor Forargelse for Katholikkerne Kjød paa Fastedagene og nød Nadveren paa luthersk Vis. I disse Aar var Hr. Peder Thomesen, der nylig var kommen tilbage fra Luthers Hus i Wittenberg, senere den første evangeliske Superintendent i Vendelbo Stift, hans Huskapellan. M. G. kom rimeligvis ad denne Vej i personligt Forhold til Luther, der sendte ham sine Skrifter.
Den mægtige Rigshofmesters Overgang til Luthers Lære vakte stor Forbitrelse blandt Katholikkerne. Hans egen Stilling blev derved i flere Henseender vanskelig. Som Rigshofmester og som en konservativ og lovtro Mand maatte han være de bestaaende Love lydig, og dog stod han nu som Bærer af en ny Tids Ideer, der af hans Modstandere betragtedes som en fremmed, tysk Plante, der stred mod nedarvet dansk Sæd og Skik, og som bragte Forvirring i alle Forhold. Rigsraadet var i det hele udpræget katholsk; hos en Del af den udenraads Adel og hos Almuen viste der sig derimod stærkt Røre, Lyst til at komme i Besiddelse af Kirkens store Gods og Ulyst til at svare de kirkelige Afgifter, især Bispetienderne. Vel lykkedes det Prælaterne ved svære Indrømmelser i andre Retninger paa Herredagen i Odense i Dec. 1526 at faa det verdslige Rigsraad paa eget og hele Adelens Vegne til at love Kirken sin Hjælp, «besynderlig mod Luthers ukristelige Lærdom». M. G.s Navn staar som sædvanlig i Spidsen af Brevet; men næppe kan han have tiltraadt denne Beslutning ved at sætte sit Segl under. Kort efter maatte Kongen byde ham og andre Lensmænd i Aarhus Stift at skaffe Biskoppen og Kirken deres sædvanlige Indtægter. M. G. udførte Hvervet som lovtro Mand; men med det samme forestillede han Kongen, at Almuen ikke havde helt Uret, thi Biskopperne gjorde netop Fordring paa Afgifter, der næppe vare grundede i den bestaaende Lovgivning. Paa den anden Side indgik Almuen og en Del af den jyske Adel et ligefremt Forbund mod Kirken. Forbitrelsen mod M. G. var paa denne Tid saa stor, at han endog truedes med Vold og ikke vilde indfinde sig personlig til det almindelige Hærskue i Viborg i April 1527, hvor hele den jyske Adel og højere Gejstlighed skulde give Møde, for ikke at høre deres «pukkende og spydige Ord», naar han ikke vilde indgaa den Kontrakt og Besegling, de forlangte af ham. Derimod havde han stor Del i, at Tiendesagen endelig ordnedes paa den følgende Herredag i Odense 1527.
Ligesom M. G. i hele denne Sag optraadte mæglende og beroligende, saaledes optraadte han ogsaa i den følgende Tid under de Uroligheder, Christian II’s forventede Ankomst fremkaldte i Jylland. Det kom saaledes i Aaret 1531 til voldsomme Optrin paa Viborg Landsting mod den forhadte Mogens Munk; men M. G. og hans trofaste Hjælper Erik Banner (l, 512) fik ved deres Indflydelse hos Almuen de oprørte Bølger til foreløbig at lægge sig. Almuen vil kun høre dem, hedder det stadig, og i deres Len var der ingen Uro, heller ikke under Grevefejden.
Især i to Retninger viser M. G.s Virksomhed for Reformationens Fremme sig, i Forholdet til de lutherske Præster og til Tiggermunkene. De første tog han under sin Beskyttelse ved at udvirke kongl. Beskjærmelsesbreve for dem, naar de vilde prædike «Guds Ord og Evangelium» eller gifte sig; de unddroges derved fra Kirkens Jurisdiktion og stilledes under den verdslige Arms Beskyttelse. Ogsaa de nyvalgte Biskopper maatte indgaa Forpligtelser til Kongen om ikke at lægge Ordets frie Forkyndelse Hindringer i Vejen. Begyndelsen hertil gjordes ved Joachim Rønnovs Udvælgelse til Biskop i Roskilde 1529, og M. G. med flere andre gik i Borgen for, at Rønnov vilde holde sine Forpligtelser. At M. G. har haft stor Del i denne Udvælgelse, er rimeligt; ja man talte endog om, at den unge Biskop vilde gifte sig, og satte hans Navn i Forbindelse med Birgitte Gjøe. – Tiggermunkene var M. G. derimod aabenbart ingen Ven af. Naar Munkene paa Grund af Tidens Trængsler havde forladt deres Klostre, betragtedes disse som herreløst Gods, der faldt ind under Kronen og Rigshofmesterens Styrelse. I Regelen bleve disse Klostre da ved M. G.s Mellemkomst skjænkede Kjøbstæderne til Hospitaler eller Raadhuse. Men han kan ikke frikjendes for af og til ved sine Hjælpere at have ophidset Borgernes Stemning mod Tiggerbrødrene og saaledes fremskyndet Klostrenes Opgivelse af Brødrene. Dette var navnlig Tilfældet med Graabrødreklostrene i Flensborg (1528), hvor M. G. selv havde faaet Brev paa Klosteret, i Randers, hvor han havde faaet Klosteret af Kongen i Bytte for Klosteret i Flensborg, fordi hans Morfader, Erik Ottesen Rosenkrantz, laa begraven her, hvorpaa han strax indsatte en luthersk Præst i Klosterkirken, i Næstved (1532), hvor hans første Hustru (d. 1513) oprindelig synes at have haft sit Hvilested, i Kalundborg, hvor han da (1532) var Lensmand, og til Dels i Horsens. Det er disse Forhold, der hos Munkene skaffede M. G. Benævnelser som «Djævelens Tjener og Drabant», og som i nyere Tid have skaffet ham Benævnelsen «Klosterstormeren». Naar undtages Forholdet med Randers Kloster, synes M. G. dog aldrig at have skaffet sig personlige Fordele herved. Det egentlige Kirke- og Klostergods synes han aldrig at have forgrebet sig paa; i hans Jordebog kan næppe eftervises mere end 4 Bøndergaarde, han har erhvervet fra Klostre, og alle 4 ved Kjøb. At skildre M. G. som en fræk Kloster- eller Kirkestormer er derfor en stor og vildledende Overdrivelse. Han stod i den Henseende maaske renere end mange af hans katholske Medbrødre i Raadet.
Ved Kong Frederiks Død (10. April 1533) stod M. G. paa sin Magts Højde. Ved Siden af sine umaadelige private Ejendomme, der stadig forøgedes, havde han i Forlening Kalundborg med Samsø og 3 Herreder i Sjælland, Skanderborg med 7 Herreder og Torup i Jylland med 3 Herreder foruden forskjellige Smaalen hist og her samt Gavnø og Ring Nonneklostre. Men der begyndte nu en katholsk Reaktion, som en Tid hemmede hans Virksomhed. For ham var aabenbart Sikringen af Ordets frie Forkyndelse som i Kong Frederiks Dage og derigjennem Evangeliets FVemme det vigtigste. Dette Maal kunde naas med Kong Frederiks ældste Søn, den lutherske Hertug Christian, paa Danmarks og Hertugdømmernes Trone, støttende sig til Rigets tidligere Forbundsfæller, de nu lutherske Stater Sverige og Lybek, som Modvægt mod den mægtige katholske Kejser Carl V og Holland. Med Kong Gustav stod M. G. derfor i dette Aar i en livlig Brevvexling; han opfordrede Kongen til som Slægtning af Biskop Joachim Rønnov at opmuntre denne til at fremme Evangeliets Sag, hvilket Kong Gustav ogsaa gjorde, ligesom denne kraftig opmuntrede M. G. under den megen Modstand, han mødte, til at holde fast ved Evangeliets Sag, og det er formodentlig ogsaa paa denne Tid, at Luther sendte en Skrivelse af lignende Indhold til M. G. Hvad Lybek angaar, vil den lybske Krønnikeskriver Reimer Kock vide, at M. G. var stemt for, at Danmark skulde holde sine tidligere Løfter til denne Stat og ratificere den Traktat, som Jürgen Wullenwever i denne Hensigt bragte med til Kjøbenhavn under den Herredag, som ved St. Hansdagstid 1533 holdtes i Anledning af Kongevalget. Hvis denne Politik var bleven fulgt, havde man maaske undgaaet Grevefejden; men M. G.s Planer krydsedes fra to Sider. Rigsraadets katholske Flertal med Biskopperne i Spidsen vilde fremfor alt ikke have en Lutheraner paa Tronen, men den unge Hertug Hans. Kongevalget blev derfor af Hensyn til Norge udsat til St. Hansdag 1534, for at man da kunde faa Nordmændene med; man vilde da i Mellemtiden benytte Lejligheden til netop at sikre den katholske Religion. Da M. G. tillige med Erik Banner og maaske et Par andre Rigsraader nægtede at besegle den Reces, der i den Anledning vedtoges, medførte dette i Forening med Kongevalgets Udsættelse saa stor Uenighed i Raadet, at M. G. og Erik Banner nedlagde en bestemt Protest mod Rigsraadets hele Færd og derpaa hemmelig om Natten forlode Kjøbenhavn. Det katholske Rigsraad forviste nu Hans Tausen fra Kjøbenhavn, og nogle Dage senere sendte de Wullenwever et Afslag. Den anden Side, hvorfra M. G.s Planer vare krydsede, var nemlig Hertug Christians egne Raader, der af Fjendskab til det demokratiske Lybek havde faaet sluttet et Forbund mellem Hertugdømmerne og Nederlandene, som Danmark nu sluttede sig til, ligesom man nu maatte indgaa en saakaldt Union med Hertugdømmerne.
Efter Herredagen begav M. G. sig til Gunderslevholm, hvor Hans Tausen fandt Beskyttelse hos ham, hvorpaa han kort efter i Forening med sin Datter Birgitte hos Joachim Rønnov udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn. Selv ilede han kort efter til Jylland af Frygt for, at Almuen skulde begynde Opløb af Forbitrelse over Prælaternes Færd, hvilket han da vilde søge at afværge. Med Bitterhed udtaler han sig paa samme Tid om Rigsraadets Færd over for Kronens Rettigheder i den kongeløse Tid.
M. G. og Erik Banner paa den ene Side, Jørgen Kock og Wullenwever paa den anden Side søgte endnu paa denne Tid at bevæge Hertug Christian til at overtage Regeringen; men da han forlangte et Valg af Rigsraadet, førte disse Bestræbelser ikke til noget; Borgmestrene fattede da den hemmelige Plan at rejse Christian II’s Fane, og der indtraadte saaledes en Spaltning i selve det lutherske Parti. M. G. holdt imidlertid fast ved sin Plan; da Lybek om Foraaret 1534 pludselig overfaldt Holsten, samlede han det jyske Raad i Ry ved Himmelbjærget (4. Juni) og søgte, som det synes, her at virke for Hertug Christians Valg paa den til St. Hansdag forestaaende Herredag. Der sendtes ogsaa paa denne Tid Skrivelse til Malmøboerne fra M. G. og Erik Banner om Hertugens Valg; de svarede, at de vilde slutte sig til dem; men imidlertid udbrød der Oprør i Malmø; den hemmelige Plan kom til Udbrud. Kjøbenhavns Borgere opfordrede (7. Juni) under disse Forhold M. G. til at komme til dem, «paa det at den evangeliske Handel og Guds Ære maatte fremmes». Fra Grev Christoffer kom i de samme Dage et Brev (af 27. Maj) til M. G., hvori han opfordrede denne til, som uskyldig i Lejdebruddet mod Christian II, at slutte sig til ham. Imidlertid landede Greven pludselig paa Sjælland (23. Juni). Uden at tænke paa sine store Godser og Forleninger paa Øerne samlede M. G. imidlertid atter det jyske Raad og en Del af den menige Adel i Ry (4. Juli), hvor Biskopperne da ved Adelens truende Holdning bleve nødte til at slutte sig til Hertug Christian. En Deputation med M. G. i Spidsen sendtes til Hertugen for at tilbyde ham et Valg; 17. Juli afgav Hertugen i Preetz sine Erklæringer herom, hvorpaa M. G. ledsagede ham til den foreløbige Hylding i Horsens 18. Avg.
Da Clements-Fejden imidlertid var udbrudt, samlede M. G. efter det for Adelen ulykkelige Slag ved Svendstrup (Okt. 1534) en Styrke af Adelsmænd og Bønder ved Gudenaa og reddede herved det østlige Jylland. Han indsattes derpaa af Christian III til Statholder i Jylland sammen med Biskop Ove Bille, ledsagede Kongen til den endelige Hylding i Viborg i Marts 1535, søgte paa flere Maader at mildne Sejerherrernes Strænghed og sendtes ogsaa senere tillige med Erik Banner til Vendsyssel for at virke dæmpende paa Almuen, der truede med atter at rejse sig paa Grund af de strænge Straffedomme. Selv udrustede han et Skib, der deltog i Peder Skrams Togter. Da Krigen senere trak over til Sjælland, fik han atter Kalundborg i Forlening, ligesom han i Forening med Ove Bille o. fl. indsattes til Statholder i Sjælland med Sæde i Roskilde. Ogsaa paa denne Tid søgte han at virke mæglende og mildnende; han udvirkede saaledes, at der gaves Amnesti til Svendborg og Nyborg Borgere for deres Frafald, og deltog i de Underhandlinger, der førte til Malmøs Overgivelse. I det Møde, som Kong Christian efter Kjøbenhavns Overgivelse om Aftenen 11. Avg. 1536 holdt med sine holstenske Raader og sine Landsknægtoberster om Biskoppernes Fængsling, deltog M. G. ikke. Derimod kaldtes han efter Fængslingen om Morgenen 12. Avg. tillige med de øvrige verdslige Raader til Kongen og har medbeseglet den Revers, der blev aftvungen det verdslige Raad om at finde sig i Statsforandringen. Naar Kong Christian i et Brev til en tysk Fyrste fortæller, at han ogsaa havde villet fængsle hele det verdslige Raad, men at det blev afvendt ved Forestillinger af flere af hans tyske og danske Raader, hos hvem han altid havde fundet Troskab, saa kan man vel sikkert slutte, at M. G. har været blandt disse; thi der var sandelig ingen, der havde vist Kong Christians Sag større Troskab. Han har saaledes ved sin Optræden virket til, at Danmarks Rige ikke blev et værgeløst Bytte for Kongens tysk-holstenske Omgivelser.
En luthersk Konge sad nu paa Tronen, Reformationen blev indført. M. G.s Politik havde sejret, om end anderledes, end han havde tænkt sig. Rigshofmesterværdigheden beholdt han lige til sin Død; men hans Virksomhed er nu mindre fremtrædende end tidligere. Hertil bidrog maaske ogsaa Alderdomssvaghed; i sine senere Aar klager han ofte over Sygdom. Sidste Gang, han i Følge Kancelliets Brevbøger har forebragt Sager for Kongen, er 7. Maj 1537. I alle vigtigere Møder og Herredage deltog han dog, sidste Gang 28. Nov. 1542. Til Kongens Kroning i Avg. 1537 var den gamle Herre endnu indbudt til «at rende (turnere) med kgl. Majestæt». – Hans sidste Aar formørkedes af en hæslig Familiestrid med hans unge Dattersøn Peder Oxe, med hvis Slægt M. G. fra Faderens Tid havde arvet en bitter Strid. Med hensynsløs Kraft og juridisk Kløgt kastede den unge Peder Oxe sin gamle Morfader ud ikke blot af Oxernes gamle Ejendom Tordsø, men ogsaa af Gjøernes Fædrenegaard Gisselfeld (jvfr. ovfr. S. 70). «De handle med mig paa min Alderdom, som de ville», skriver M. G. bittert kort før sin Død, der indtraf paa Skanderborg Slot Palmelørdag eller -søndag (5. ell. 6. April) 1544, faa Dage efter at han havde fejret sin Datter Mettes Fæstensøl med Just Høg til Vang. – Han ligger begraven i Voldum Kirke ved Clausholm. Efter Mette Bydelsbachs Død (9. Nov. 1513) havde han ægtet Margrethe Sture, Datter af Claus S. til Gammelgaard i Slesvig; hun var allerede død i Barselseng i Dec. 1528. Med sin første Hustru havde han 8 Børn, deriblandt de ovennævnte Sønner Axel, Eskil og Albert samt Døtrene Sophie (II, 237), Elline og Birgitte; med den sidste Hustru havde han 9 Børn, deriblandt de ovfr. anførte Christoffer og Falk. (Hofman, Dsk. Adelsmænd I. ; Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II. ; Hist. Tidsskr. 4. R. III og V; 5. R. V, 334 ff. ;Elline Gjøes Jordebog. ; (A. Heise".(DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Skjærsø (Mols herred), arvet efter moderen, Avnsbjerg (Lysgaard herred), købt 1529, og Torsø, var 1492 hofsinde, lensmand på Stegehus, var 1501 ridder, 1502-44 forlenet med Torup, var 1503 rigsråd, 1505-16 lensmand på Aalborghus, deltog fra nu af i alle vigtigere statshandlinger, stod 1514 i spidsen for det gesandtskab, som kongen sendte til kejseren for at fri til frøken Elisabeth, til hvem han på kongens vegne viedes, 1516-44 lensmand på Skanderborg, var 1518 rigsmarsk, sluttede sig 1523 kun nødig til kong Frederik I., der straks udnævnte ham til rigshofmester og gav ham livsbrev på Gavnø Kloster, gik få år efter over til lutheranismen og deltog ivrig i dennes indførelse, fik 1532 livsbrev på Ring Kloster, 1533—35 lensmand på Kalundborg, spillede atter den mest fremragende rolle under grevens fejde og ved Hertug Christians kongevalg, 1534 statholder i Jylland og senere s. å. i Sjælland." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Stegehus, 1502 - 1544 Torup, 1505 - 1516 Aalborghus, 1516 - 1544 lensmand Skanderborg, 1533 - 1535 Kalundborg.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Beskæftigelse:
Rigshofmester.

Begravet:
Ligsten afbildet

Mogens blev gift med Mette Albrechtsdatter Bydelsbak, til Torbenfeld efter 3 jul. 1495. Mette (datter af Hr. Albrecht Engelbrechtsen Bydelsbak, af Torbenfeld, til Skjersø og Helsinge og Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup) døde den 9 nov. 1513; blev begravet i 1513 i Voldum, Galten, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Levned:
"Til Torbenfeld som hun arvede efter broderen, Skjersø, Løgismose og Kjeldkjær efter faderen, Clausholm (Galten H.), Gunderslevholm (Ø. Flakkebjerg H.) og Gresede (Lynge-Frederiksborg H.) efter morfaderen." (Holbek & Brun)

Begravet:
Ligsten afbildet. Yderligere gravsten over Mette i Gunderlev Kirke, Sorø med teksten: " Her har ærlig og velbyrdige kvinde fru Mette her Mogens Gøye husfrue til Krenkerup og var Albert Bydelbaks datter døde hun år 1512." (http://www.gravstenogepitafier.dk/gunderslev3.htm, set 10 Sep 2018)

Notater:

Gift:
"Herr Mogens Gøye og Mette Albrechtsdatters [Bydelsbak] ansøgning om ægteskab blev behandlet af Pønitentiariet 3. juli 1495. Parret var da gift." (Holbek & Brun)
Yderligere børn i ægteskabet: Axel Gøye (d. 1 Sep 1537, Clausholm Slot, Voldum, Galten, Randers; gift 1533 med Dorte Hansdatter Lindenov (d. 1582),
Eskild Gøye (d. 2 Jan. 1560, Skanderborg Købstad; gift med Sidsel Bryske, til Margaard og Langesø (d. 7 Feb 1573)),
Sophie Mogensdatter Gøye (d. Mar 1537, Stettin, Polen).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1459; Ridder
• Beskæftigelse: 1471; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1471; Lensmand
• Beskæftigelse: 1481; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1486; Marsk

Notater:

Levned:
"Gjøe, Eskil, –1506, Rigsmarsk, var eneste Søn af Hr. Mogens G. til Krænkerup og dennes 2. Hustru, Ide Eskilsdatter Falk til Gisselfeld. Da hans ældre Halvbroder døde før Faderen, arvede E. G. ikke blot sin Moders Gaard Gisselfeld, men ogsaa den fædrene, Krænkerup. Alt Faderen, der nævnes sidste Gang 1450, var en anset og dygtig Mand. E. G. maa ved hans Død have været ganske ung, ja umyndig, thi det siges, at han i sin Ungdom havde Herluf Skave til Værge, men han var dog alt Ridder, da han første Gang nævnes, et godt Vidnesbyrd om, hvor aaben Vejen til Magt og Ære laa for ham, - og han vidste hensynsløst at følge den. En god Økonom med sine Penge var han fra Barnsben og en drabelig Godssamler, det hørte til Slægtens Traditioner, ikke saa, at han ved sin Død kunde skrive sig til et større Antal Hovedgaarde, tvært imod, det var lige det, han kunde efterlade sine 3 Børn en anseligere Hovedgaard hver foruden deres Mødrenearv; men derimod var han altid, lige til sin Død, travlt beskæftiget med ved Pant og Kjøb at samle smaa Adelsgaarde og Bøndergaarde, hovedsagelig paa Laaland, hvor hans Virksomhed sikkert var aldeles minerende for den der endnu paa hans Tid. levende Smaaadel. Det er betegnende, at han kun sjælden indlod sig paa Godstransaktioner, være sig Pant eller Kjøb, med sine jævnlige. Kun ved Opgjøret af det ham efter Moderen tilfaldne, saakaldte store Pant i Skaane var han paa Nippet til et Sammenstød med en lige saa forslagen Godssamler som han selv, Hr. Johan Oxe; men til alt Held for ham døde denne gamle Herre, saa at Hr. E. kun fik at bestille med Enken og Børnene, der dog voldte ham Bryderi nok, men ogsaa gave ham Lejlighed til en fordelagtig Forretning, hvorved han kom i Besiddelse af den Skaanske Hovedgaard Tordsø Til Dels af sit skaanske Pantegods oprettede han Herresædet Tunbyholm. Hans offentlige Virksomhed gav ikke den private noget efter. Senest fra 1471 og til 1495 var nan Lensmand paa Aalholm, derefter til sin Død paa Lindholm i Skaane. 1473 deltog han i den store Sendefærd til England og Skotland; før 1481 blev han Rigsraad og deltog som saadan 1483 i Mødet i Kalmar og ligeledes i de senere Møder sammesteds og i Lødese. Ved Claus Rønnovs Død 1486 blev han dennes Efterfølger som Marsk og anførte i denne Egenskab den danske Hær paa Toget i Sverige 1497, som førte til Landets Erobring. Om han personlig har deltaget i de følgende Krigstog i Ditmarsken 1500 og i Sverige 1502, er ubekjendt.
E. G., der døde 20. April 1506 paa Tordsø, efter i sit Testamente gavmildt at have betænkt Kirker og Klostre, var 2 Gange gift, først med Mette Rosenkrantz, Datter af Rigshofmesteren Hr. Erik Ottesen R.; hun skjænkede ham bl. a. de 2 bekjendte Sønner Hr. Mogens og Hr. Henrik og skal have klostergivet sig. Hans anden Hustru, med hvem han ej havde Børn, var Sidsel Brahe, der af Lunds Ærkebiskop var løst fra sin tvungne Trolovelse til Hr. Jon Bing. Hun levede endnu 1532. (Heise, Fam. Rosenkrantz’s Hist. II, 32 ff. ; (Thise)." (DBL, 1. Udg.)
"til Krenkerup, Gisselfeld og Tundbyholm, var alt 1459 ridder og skrev sig da til Herrestad, solgte 1470 med Jens Poulsen Grip deres andel i Kragerup Hovedgaard til Claus Bryske, var 1471 høvedsmand på Gladsaxe, 1471-95 lensmand på Aalholm, 1473 sendefærd til England og Skotland, var 1481 rigsråd, deltog 1483 og følgende år i Kalmarmøderne, 1486 rigsmarsk, 1495-1506 lensmand på Lindholm, anførte 1497 den danske hær i Sverige, pantsatte samme år to gårde i Rislev til sin moster fru Marine Poulsdatter Jernskjæg i Næstved, dem hun senere skænkede hr. Mogens Gøye, var en stor godssamler og erhvervede blandt andet Torsø (Vemmenhøg h.), hvor han døde den 20. april 1506." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
1471 - 1495 på Aalholm, 1495 - 1506 på Lindholm.

Beskæftigelse:
På Gladsaxe.

Beskæftigelse:
Rigsmarsk.

Eskild blev gift med Mette Eriksdatter Rosenkrantz, til Skærsø. Mette (datter af Hr. Erik Ottesen Rosenkrantz, til Bjørnholm og Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller) blev født efter 1456; døde i 1503. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Nonne

Notater:

Beskæftigelse:
"Forlod sin ægtefælle og gav sig i kloster." (Holbek & Brun)

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Axel Gøye.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand
• Titel: 1475; Ridder

Notater:

Levned:
"til Skjersø (Mols H.), Løgismose og Helsinge (Løve H.), pantsatte 1468 en gård i Espe i Fyn til sin broder Joachim Hardenberg, var 1475 ridder og lensmand på Annisse og mødte da på skiftet efter sin moder, var 1478 nærværende på Fynbo Landsting, døde før sin fader. Hr. Albrecht Engelbrechtsen var død 3. sept. 1479 (P. S. Pap. Claus Bryske)." (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Annisse.

Albrecht blev gift med Pernille Axelsdatter Brok, af Estrup. Pernille (datter af Hr. Axel Lagesen Brok, af Esrup, til Clausholm og Græsede og Ellen Ovesdatter Lunge) blev født cirka 1454; døde før 1493. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Seks sønner, døde som små, samt
Hr. Laurids Albrechtsen Bydelsbak (af Torbenfeld), til Torbenfeld (d. 1500, Ditmarsken, Slesvig-Holsten).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1437; Høvedsmand
• Beskæftigelse: 1437; Kammermester
• Beskæftigelse: 1444; Lensmand

Notater:

Levned:
"Til Krenkerup som han 1427-30 købte af sine søstersønner Hr. Mathias og Evert Moltke, 1437 Høvedsmand på Københavns Slot og Kongens Kammermester, 1444-45 Lehnsmand på Nykøbing." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Københavns Slot.

Beskæftigelse:
1444 - 1445 på Nykøbing.

Begravet:
Ligsten afbildet. "Indskriften gengives efter Abildgaards teg-ning fra 1765: ». . . knus Goye cum uxore sua dil(e)c(t)a d(omi)na Ydæ ipse obiit an(n)o D(omi)ni mcd . . .« (»[Mo]gens Gøye med sin elskede hustru fru Ide; han døde i det Herrens år 14 . .«). Grå kalksten, 227,5 x 139,5 cm, med næsten udslidt randskrift af reliefminuskler og i hjørnerne ottekantede felter med evangelistsymboler, hvoraf de to øverste nu er helt bortslidte. Midt på stenen to skråtstillede, hjelmede våbenskjolde for Falk og Gøye, og der-under reliefminuskler: »opto« (»jeg udvælger«)." (Danmarks Kirker)

Mogens blev gift med Ide Eskildsdatter Falk, til Gisselfeld den Ja, dato ukendt. Ide (datter af Eskild Falk, til Gisselfeld og Birgitte Hartvigsdatter Bryske) og døde; blev begravet i Maribo, Musse, Maribo. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: 1449; Lensmand
• Titel: 1449; Ridder
• Beskæftigelse: 1452; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1456; Hofmester

Notater:

Levned:
Rosenkrantz, Erik Ottesen, –1503, til Bjørnholm, Hofmester, var en Søn af nedennævnte Otte Nielsen R. (d. 1477). I en ung Alder opnaaede han høje Stillinger, som han vel viste sig fuldkommen voxen, men som dog næppe vilde være tilfaldne ham saa hurtig, hvis han ikke havde haft en mægtig Støtte i sin Faders ansete Navn. Allerede 1449, da han nævnes første Gang (han fik da forskjellige Gunstbevisninger af Paven), var han Ridder; 1452 forekommer han som Rigsraad og som Lensmand, tilmed som Indehaver af flere Len, hvoriblandt, saa vidt det kan ses, var Skanderborg Slot. Og 1456, rimeligvis i en Alder af o. 30 Aar, blev han Rigets fornemste verdslige Embedsmand, i det han i Tiden mellem 31. Maj og 3. Juli afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som Hofmester, et Embede, han derefter beklædte i en lang Aarrække; endnu i Okt. 1480 kan han med Sikkerhed paavises som dets Indehaver, hvad han altsaa formodentlig i det mindste har været lige til Christian I’s Død eller i omtrent 25 Aar.
I hele dette Tidsrum træffer man hans Navn atter og atter. I Forholdet til Udlandet omtales han allerede 1456 ved Forhandlingerne om Borgholms Overgivelse; 1457 var han med paa Toget til Sverige, hvor Christian I toges til Konge; 1460 medbeseglede han Privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten; 1462 og 1469 tog han en virksom Del i Forhandlinger med Hanseater i Kjøbenhavn; 1464 ledede han et Gesandtskab til Preussen og spillede s. A. en Rolle ved det Møde, hvor Ærkebisp Jøns Bengtsson af Upsala ydmygt bad Kong Christian om Tilgivelse. 1465 var han Medlem af et dansk Gesandtskab, der i Hamborg sluttede en Traktat med England, og for sin Umage ved denne Lejlighed modtog han en særlig Takskrivelse fra den engelske Konge. Han var til Møde med Svenskerne i Halmstad 1468 og i Lybek 1469, var nærværende ved Opgjøret mellem Christian og hans Broder Gerhard 1470 (i Anledning af den sidstnævntes Styrelse af Slesvig og Holsten) og deltog paa ny i Møderne med de svenske i Kalmar 1472, 1473, 1474 og 1476; 1477 vare han og flere andre i Sachsen for paa den senere Kong Hans’ Vegne at bejle til Kurfyrst Ernsts Datter Christine. Ogsaa i Landets indre Styrelse spillede han en fremtrædende Rolle; exempelvis skal blot anføres, hvorledes Kongen 1464 sendte ham til Jylland for at forhandle med jyske Stormænd i Sager, «som os og vore Riger nu synderlig og saa stor Magt paa ligger, som det nogen Tid i vore Dage gjort haver». Det er da ikke til at undres over, at en Mand af hans Betydning modtog gjentagne Beviser paa Kongens Naade; saaledes fik han 1457 Hals- og Haandsret over sine Bønder, en begunstigelse, som den Gang hørte til Sjældenhederne i Danmark; og 1459 fik han tillige med Faderen Birkeret over Bjørnholm, ligesom der s. A. gaves ham Tilladelse til selv at beholde den Pengeafgift, som han skulde betale Kronen af sine Len.
Hvorvidt E. O. har været Hofmester i Kongs Hans’ Tid, er uklart. Han kaldes saaledes 1484 i et Brev, som man under almindelige Forhold vilde anse for en paalidelig Kilde; men andre troværdige Vidnesbyrd om, at han har beholdt sit Embede efter Tronskiftet, foreligge næppe, og da en anden nævnes som Hofmester baade 1482, 1483 og 1487, skal maaske den samme Betegnelse for E. O. i Brevet af 1484 opfattes blot som et høfligt Udtryk i Steden for forhenværende Hofmester. Hvorledes dette end forholder sig, beholdt Hr. E. dog i alt Fald sin Plads i Rigsraadet, og i Behandlingen af Statens Sager tog han endnu en Tid lang betydelig Del, saaledes ved Møderne med Svenskerne 1482 og 1483; 1484 var han den mest fremtrædende ved Forhandlinger, der førtes i Kjøbenhavn med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til Aar 1500 kan man træffe ham nævnt ved Møder af Rigsraader.
Hvad E. O.s private Liv angaar, er det nedenfor under hans Fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i Stridighederne med Bisp Jens af Aarhus og med Lave Brock. Allerede temmelig tidlig forekommer Hr. E. som Medejer af Faderens Gaard Bjørnholm, og ligesom Otte Nielsen udkjøbte han forskjellige Parthavere af den; omtrent fra 1468 synes han at have overtaget Gaardens Styrelse, og ved Faderens Død 1477 arvede han dennes Del i den. Hans Giftermaal havde bragt ham forøget Velstand, i det hans Hustru Sophie, som var en Datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne (VI, 373) og den «hovmodige» Anne Mogensdatter Munk, og med hvem han var gift 1456, efter sin Moders Død arvede Boller. End videre ejede Hr. E. Skjern i Middelsom Herred og, saa vidt det kan ses, Elvedgaard paa Fyn samt maaske tillige Møgelkjær i Jylland; i det hele har han vistnok hørt til sin Tids rigeste Mænd. – Han var forlenet med Skanderborg Slot (formodentlig i det mindste 1452-88) og med Byfogediet i Randers (i alt Fald 1467-94); Hassens og, som det synes, Stensmark, der begge allerede havde været i hans Faders Besiddelse, havde han i Pant. Fremdeles kan nævnes som hans Pantelen: Middelsom Herred (der 1495 af Kronen overlodes hans Søn Jørgen, men faldt tilbage til Hr. E., da denne overlevede Sønnen), Sønderlyng Herred, Rinds Herred (hvilket sidste dog 1497 pantsattes hans Svigersøn Predbjørn Podebusk) og det saakaldte Ranes Gods i Kalø Len (som en anden af hans Svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik i Pant).
At E. O. har næret historiske Interesser, fremgaar af et endnu bevaret Krønnikehaandskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom hans Fader var han en from Mand, af hvis Gavmildhed flere Klostre nøde godt, ganske særlig dog Mariager Kloster, ved hvis Kirke han lod opføre et Kapel; i en Bygning i Nærheden tilbragte han sin sidste Levetid, og efter sin Død fandt han et foreløbigt Hvilested i Klosterkirken. Bortset fra den mere udvortes Fromhed, der viser sig i de antydede Gaver til gejstlige Stiftelser, møder man ogsaa Træk hos ham, der vidne om en smuk sædelig Livsanskuelse, og hele hans Personlighed har øjensynlig i en ualmindelig Grad været skikket til at indgyde Agtelse. I et Vidne af Viborg Landsting 1474 hedder det, at han havde tilbudt at staa enhver til Rette, som kunde have noget at klage over ham, men at der ingen saadan mødte paa Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære og godt». Og et Eftermæle, som ikke falder i manges Lod, faar han i en Krønnike fra første Halvdel af det 16. Aarhundrede, hvori det hedder, at «han var ligesom en Fader for Danmark; hans Mage og Lige saa vi ikke end i Ære, Dyd, Fromhed og i alle gode Vilkaar». Han døde 7. Jan. 1503, efter at han allerede tidligere delvis havde skiftet med sine Børn; sin Hustru havde han mistet 1487. (Barner, Fam. Rosenkrantz’s Hist. I, 182 ff. ; Hist. Tidsskr. 5. R. I, 540 ff. ; (William Christensen)). (DBL, 1.udg)
"til Bjørnholm, Møgelkær (Bjerre H.) og Skjern (Middelsom h.) - nævnes i en pavelig bulle 1449 som ridder, 1452 rigsråd, lensmand på Skanderborg, 1456-1481 sin fars eftermand som rigshofmester, 1460 medbeseglede han Ribeprivilegiet, deltog som rigshofmester i utallige forhandlinger og diplomatiske missioner, bl.a. 1477 til Sachsen for at færdiggøre ægteskabskontrakten mellem Christine af Sachsen og den senere kong Hans.
Havde af kronen Middelsom, Slet og Sønderlyng samt Rinds h. i pant, ca. 1468 overtog han Bjørnholm efter faderen, ejede o. 1499 800 bøndergårde og var formentlig landets rigeste godsejer efter Poul Laxmand, ved kong Hans’ tronbestigelse blev han afsk. som hofmester, men blev fortsat benyttet i diplomatiske missioner, 1494 medbeseglede han udelelighedsbrevet." (Holbek & Brun)

Beskæftigelse:
Skanderborg Slot.

Begravet:
Ligsten afbildet.

Erik blev gift med Sophie Henriksdatter Gyldenstierne, til Boller før 13 jan. 1456. Sophie (datter af Hr. Henrik Knudsen Gyldenstierne, til Restrup og Anne Munk, til Boller) blev født i 1430; døde i 1477; blev begravet i 1477 i Hornslet, Øster Lisbjerg, Randers. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravet:
Ligsten afbildet.

Notater:

Gift:
Yderligere børn i ægteskabet: Otte Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492),
Mogens Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - 4 Mar 1486, Bologna, Italien),
Henrik Eriksen Rosenkrantz (f. aft 1456),
Knud Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492, Italien),
Jørgen Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - Apr 1496),
Henrik Eriksen Rosenkrantz, til Bidstrup (aft 1456 -17 Feb 1500, falden ved Hemmingstedt, Slesvig-Holsten),
Tønne Eriksen Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1492),
Anne Eriksdatter Rosenkrantz (aft 1456 - aft 1517, Mariager Kloster, Onsild, Randers),
Karen Eriksdatter Rosenkrantz (aft 1456 - bef 1539, Mariager Kloster, Onsild, Randers),
Dorothea Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1456),
Else Eriksdatter Rosenkrantz (f. aft 1456),
Kristine Eriksdatter Rosenkrantz, til Møgelkær (aft 1456 - bef 5 Apr 1509, Elvedgaard Gods, Veflinge, Skovby, Odense).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1443; Ridder
• Beskæftigelse: 1465; Rigsråd

Notater:

Levned:
"til Torbenfeld, som han, der da alt var ridder, skrives til 1443, men først havde tiltrådt, efter at Herman von Oertzen, som i syv år havde besiddet gården, var død, var 1434 væbner og tilskødede da Henneke Grubendal gods, som han havde arvet efter Eggert Grubendal, pantsatte 1444 Vraa med mere gods i Vendsyssel, som hans anden hustru havde arvet efter sin moder, var 1461 tilligemed Henrik Daa forlover for fru Hebele, hvis moder var Elsebe Henriksdatter Daa, var 1465 rigsråd, fik 1468 kvittering for al den arv, som var tilfalden hr. Arend Bengtsen efter hr. Engelbrechts første husfrue, og var tildømt kronen, efter at hr. Arend havde opsagt kongen huldskab og mandskab, beseglede endnu 1487 hyldingen i Lund, levede 1492 men var død 1493." (Holbek & Brun)


Titel:
Væbner 1434.

Engelbrecht blev gift med Anne Albrechtsdatter Bydelsbak, af Bregentved. Anne (datter af He. Albrecht Bydelsbak, af Bregentved, af Hindsgavl og Anne Eriksdatter Krummedige) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Johan Bydelsbak (af Torbenfeld) (d. bef 1475).

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: 1449; Ridder
• Beskæftigelse: 1465; Rigsråd
• Beskæftigelse: 1480; Lensmand

Notater:

Levned:
"Til Clausholm og Græsede, som han genopbyggede, og Skjærvad, nævnes som anført 1443, havde to år efter endnu ikke fyldt 18 år, hvorfor stiffaderen havde hans gods i værge, blev alt 1449 ridder, fejdede 1457 tillige med sin halvbroder Maurids Nielsen (Gyldenstierne) imod bispen i Børglum, fik 1458 Gunderslevholm (Ø. Flakkebjerg herred) på skiftet efter sin husfrues fader, var 1465 rigsråd, arvede 1472 meget bøndergods efter fru Johanne af Vemmetofte, 1480 lensmand på Dragsholm, 1482 på en sendelse til Norge, 1483 afsending til mødet med de svenske i Halmstad, forseglede s.å. kong Hans' håndfæstning, stiftede 1498 sjælemesser for sig og sin hustru i Antvorskov Kloster, død 26. april 1498 vistnok på Gunderslevholm, hvorfra han 19. april udstedte et vidnesbyrd; han var en af sin tids største godssamlere, men forsømte dog ikke at betænke kirker og klostre. (S. 103) Hr. Axel Lagesen var næppe 1480 lensmand på Dragsholm. Han nævnes nok „på Draxholm" dette år, men D. er vist en læsefejl for Claxholm (Clausholm). [3]" (Holbek & Brun)


Beskæftigelse:
På Dragsholm (Claxholm?).

Axel blev gift med Ellen Ovesdatter Lunge før 15 sep. 1454. Ellen (datter af Hr. Ove Jacobsen Lunge, til Nielsstrup og Maren Tygesdatter Basse, til Basnæs og Nielstrup) og døde. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift:
Yderligere barn i ægteskabet: Esge Axelsen Brok af Estrup (f. est 1454).