Hertz Garveri & Skotøjsfabrik | Italiensrejse | Familie og venner | Steder
Alfred Hertz' fotoalbum nr. 1 dækker perioden sommer 1906 til forår 1908. AH var en god fotograf, og hans motiver fra rejser, virksomhed og familiesammenkomster fanger mange detaljer fra tiden og dens dagligliv. Disse websider viser et lille udvalg af fotos, som er kulturhistorisk interessante og/eller slet og ret “gode”. Albummet har tilhørt AH's sønnesøn, lægen Leif Hertz, og fotos og levnedsbeskrivelsen (se nedenfor) offfentliggøres med hans samtykke.
Alfred Hertz (1871-1939) var uddannet Cand. Polyt. som kemiker — fabriksingeniør (1895). Efter deltidsansættelser på Mineralogisk Museum og i Detlefsen & Meyers kemiske laboratorium fik han af sin farbror, Meyer Hertz, tilbud om at blive kompagnon i dennes garveri. AH rejste efterfølgende til Tyskland og Østrig for at sætte sig ind i læderbranchen og tiltrådte i 1897 som teknisk direktør (senere administrerende direktør) i det nystiftede aktieselskab Hertz garveri og Skotøjsfabrik. I 1916 dannedes De Forenede Skotøjsfabrikker i fællesskab med aktieselskabet M.I. Ballins Sønner og Københavns Skotøjsfabrik, og i 1918 fusionerede selskaberne til Ballin & Hertz med AH som formand for direktionen. I 1919 tvang et alvorligt hjerteanfald AH væk fra den daglige ledelse, og i 1921 trak han sig endegyldigt tilbage, idet han dog bevarede nogle bestyrelsesposter, medlemskab af Sø- og Handelsretten, samt hvervene som oldermand for garverlauget og som censor i bioteknisk kemi ved Polyteknisk Læreanstalt.
Jeg er født den 16de Oktober 1871 i København som tredie og yngste Barn af Martin Hertz og Hustru Dina, f. Meyer.
Min Mor, der ved min Fødsel var 26 Aar gammel, var allerede under Svangerskabet syg af en Underlivslidelse, og maatte efter min Fødsel holde Sengen i 29 Aar lige til sin Død i December 1900.
At de første Aar, hvor hun havde mange Smerter, og hvor Datidens kendteste læger forgæves forsøgte alt for at bringe hende paa Fode igen, har været svære Aar for mine Forældre, er en Selvfølge, men efterhaanden gjorde Resignationen sig gældende, og mine Forældre, forstod at indrette sig efter Forholdene.
For min Erindring staar mit Barndomshjem derfor som det smukkeste og mest harmoniske Hjem, jeg har kendt.
I Hjemmets bedste Stue stod mine Forældres Senge, men iøvrigt var Stuen fuldstændig møbleret som en Dagligstue, hvor min Far og vi tre Børn tilbragte vor Fritid, og hvor min sengeliggende Mor var Midtpunktet ikke alene for os, men for de talrige Besøg af Slægt og Venner, der var medvirkende til at holde min Mors Humør, Livslyst og Interesse for alt, hvad der foregik, vedlige.
Min Far, der var Varemægler og en usædvanlig nobel, flittig og rettænkende Mand, tilbragte næsten al sin Fritid i Hjemmet, og ved sin Kærlighed, sin støtte Ro og sin store Uselviskhed lykkedes det ham ikke alene at skaffe min Moder det mest mulige ud af Livet, men ogsaa at gøre Tonen i Hjemmet forholdsvis let og munter, saaledes at det blev et gæstfrit Samlingssted for Slægt og Venner. Dette, i Forbindelse med min Mors lyse og kærlige Sind, bevirkede, at vi Børn aldrig kom til at føle Sygdommens Tryk.
Mit Barndomshjem har været ledemotivet i mit Liv. Jeg lærte der, hvad Kærlighed, indbyrdes Hensyntagen, Tillid og Forstaaelse - ogsaa i Forholdet mellem Forældre og Børn - betød, og jeg var saa lykkelig i en ung Alder at finde en Hustru - Ellen f. Seligmann -, som jeg ægtede den 4de Juni 1897, og som i fuldt Maal hjalp mig i mine Bestræbelser for at skabe et lignende harmonisk Hjem for os selv og vore tre Børn.
Mit Hjem har derfor altid været det vigtigste i mit Liv, til det har jeg kunnet ty, naar der ude mødte mig Vanskeligheder og Modgang, og min Hustrus og mine Børns Kærlighed har altid betydet mere for mig end nogetsomhelst andet.
Udadtil har mit Liv formet sig jævnt og uden større Tildragelser. Jeg blev Student i 1889 fra Borgerdydskolen paa Christianshavn, havde i min Skoletid overvejende Interesse for Matematik og vilde ogsaa have studeret dette Fag, saafremt jeg ikke var blevet raadet indstændigt derfra af min Lærer, der selv følte sig skuffet over ikke at have bragt det videre end til almindelig Timelærer - han blev forresten senere Rektor i Køge.
Jeg har dog bevaret Kærligheden til Matematiken hele mit Liv og forsøgt at holde mine Kundskaber vedlige - især ved at følge mine to Sønners Studier - de er begge lige som jeg selv Polyteknikere.
I 1895 blev jeg polyteknisk Kandidat som Kemiker eller, som det nu kaldes, Fabriksingeniør. Kort efter min Eksamen fik jeg af daværende Professor i Geologi tilbudt en Plads som Undervisningsassistent ved Mineralogisk Museum – Geologi var Bifag ved Kemi Examen — og da det kun optog min halve Dag, blev min anden halve Dag omtrent samtidig optaget af en Stilling som Assistent paa Dethlefsen & Meyer's kemiske Undersøgelseslaboratorium. I disse to Stillinger tilbragte jeg et behageligt Aar uden altfor alvorlige Tanker paa Fremtiden.
Først da jeg i December 1895 forlovede mig, maatte jeg tage min Bestemmelse om, hvad Vej jeg vilde vælge.
Min Fars Broder — Meyer Hertz —, der var ugift, var Indehaver af et Garveri, der var grundlagt i 1821 af min Farfar. Han tilbød mig at optage mig som Kompagnon, og jeg bestemte mig dertil.
Under en Rejse i Tyskland og østrig, som jeg i et halvt Aars Tid foretog for at sætte mig ind i Læderbranchen, blev jeg stillet overfor en Plan om at Garveriet skulde overgaa til et Aktieselskab, og at der i Forbindelse med Garveriet skulde oprettes en Skotøjsfabrik, og ung og uerfaren som jeg med min teoretiske Uddannelse var i det praktiske Liv, modtog jeg den tilbudte Stilling som teknisk Direktør i det i 1897 stiftede Aktieselskab "Hertz Garveri og Skotøjsfabrik" med en af Stifterne valgt merkantil Direktør ved min Side; — lidet anende, hvor nødvendig en indgaaende Fagkundskab — navnlig Varekundskab — var for at lede en Virksomhed i denne Branche.
Dog Lykken — i Forbindelse med den gode almene Uddannelse, den Polytekniske Læreanstalt giver sine Elever — var bedre end Forstanden, og i Løbet af nogle faa Aar, der forøvrigt var drøje nok baade for Selskabet og mig selv, lykkedes det mig at sætte mig ind i økonomi og Arbejderforhold samt at erhverve mig fornøden Varekundskab baade i Garveri- og Skotøjsbranchen. Saa fulgte en række fredelige og lykkelige Aar, hvor Hertz Garveri og Skotøjsfabrik skabte sig et Navn. En større Udvidelse af Fabrikslokalerne fandt Sted i 1912 nogle Aar efter, at Københavns Fodtøjsfabrik var optaget i Selskabet, og ved Krigens Udbrud i 1914 stod det derfor fuldt rustet til at udnytte de store Chancer, der den Gang tilbød sig for dansk Industri.
Desværre var Stillingen en anden i Nedgangsaarene efter Krigens Slutning.
Da dette skulde være en Beretning om mit eget liv og ikke en Skildring af den Virksomheds Skæbne, til hvilken mit Arbejde var knyttet, skal jeg ikke her i Detailler komme ind paa, hvorledes A/S M.I. Ballins Sønner og vort Selskab med fremtidig Konsolidering for øje i Aaret 1916 i Fællesskab stiftede A/S De forenede Skotøjsfabrikker, og hvorledes alle 3 Selskaber i 1918 samledes til eet under Direktør Max Ballins Overledelse og med mig som Formand for en Direktion bestaaende af nogle af de forskellige sammensluttede Virksomheders tidligere Ledere, og hvorledes de mægtige Prisfald, der i Begyndelsen af 1921 fandt Sted paa alle Varer, ogsaa bragte vort Selskab — paa Grund af uforsigtige Dispositioner — saa store Tab, at en Rekonstruktion blev nødvendig. Jeg skal blot nævne, at senere Tider har vist, at selve Sammenslutnings-Tanken og dens tekniske Organisation var god og levedygtig.
Det store Arbejde, der i Krigsaarene havde paahvilet mig, medførte, at den kroniske Nyrebetændelse jag havde lidt af siden min Ungdom, i Sommeren 1919 gav sig Udslag i mit første alvorlige Hjerteanfald og da dette gentoges, var min Arbejdskraft betydeligt nedsat, saa at jeg umuligt kunde paatage mig at forestaa Selskabets daglige Ledelse efter Sammenbruddet. Et kortvarigt Forsøg med mig som Kommiteret og en ny Direktion — tilkaldt udefra — mislykkedes.
Heldigvis tillod mine økonomiske Forhold mig at trække mig tilbage, uden at der skete altfor store Forandringer i mine livsvilkaar.
For en Mand, der i hele sit liv havde været virksom, var 50 Aar en meget ung Alder at trække sig tilbage i, selvom Helbredet var vaklende. Og dog har de Aar, som er forløbet siden været gode for mig. Jeg har haft mit Hjem, hvor min Hustru har fjernet alle Vanskeligheder for mig, og hvor jeg har kunnet dyrke mine forskellige Interesser, og jeg har heller ikke været uden Berøring med livet udenfor, dels ved at følge mine Sønner og deres Virksomheder, dels som Bestyrelsesmedlem i forskellige Aktieselskaber og Oldermand for Garverlauget.
Endelig har jeg som mangeaarig Censor i Bioteknisk Kemi ved Polyteknisk læreanstalts Afgangseksamen haft lejlighed til at genopleve min Ungdoms Kærlighed for det teoretiske og sidst - men ikke mindst har jeg som Medlem af Sø- og Handelsretten tilbragt nogle af mit livs bedst Arbejdstimer i en Kreds af vor Dommerstands og Købmandsstands bedste Repræsentanter.
Rungsted i September 1937.
Alfred Hertz (sign.)
Alfred og Ellen Hertz
